Ryomgård

INDHOLD

DEN NYE BY
BEGYNDELSEN
FORHISTORISK TID

DEN NY BY

OVERSIGT:

Ryomgaard bliver til
Perioden 1870 – 1902
Perioden 1902 – 25
Realskolen startes
Nye virksomheder
Bybilledet
Den livlige by
Kloaksagen og bevillingssagen
1930-erne og lidt af 1940 erne
Politik

RYOMGAARD BLIVER TIL

Selvom jernbanen med dens store station fra 1876 var en kendsgerning, gik det i starten kun langsomt frem med by-skabelsen. Men da Chr. H. Mourier-Petersen i 1902 solgte Gl. Ryomgård til Carl V.B. Castenschiold, der samme år videresolgte til sin søn A.F.H. Castenschiold fik byen næring og råderum. Nu skete der noget, – den nye by fik grundfæste og kunne vokse for viljen hertil var til stede hos den, som ejede jorden.
 

RYOMGAARD – ISÆR PERIODEN 1870-1902

Måske er det bedst at starte med et kort før ovennævnte periodens start, nemlig 1816, hvor byen endnu ikke var til. Kortet nedenfor viser Ryomgård, før der var nogen by. Det er ikke så tydeligt, men vejen fra Mesballe ses, dukke op fra bunden af kortet og opad. Den fortsætter mod nord i et kryds over i Nørregade. Krydset er ikke i nuværende rundkørsel, men ved jernbaneoverskæringen, hvor vejen fra vest (Pindstrupsiden) kom ind (– det blev senere blev til jernbanespor). Mølledammen ses i midten t.v. for vejen og Gl. Ryom t.h. påtegnet matr. nr 1 A. Fotoet er senere tilrettet, derfor nogle overskrivninger.

Livet stod næsten stille på det lille sted, – men så kom jernbanen, – og alligevel skete meget lidt, sådan lige til en start.

For selv efter jernbanens ankomst skete der faktisk meget lidt, kun ganske langsomt groede en lille by frem. En vindmølle var på et tidspunkt mellem 1867 og 1875 blevet opført på en af bakkerne nord for stationen (Møllebakken), og måske nogenlunde samtidig (eller nok lidt tidligere) var et teglværk blevet anlagt på nuværende areal mellem Nørregade og Nimtoftevej, hvor det kunne afgrave leret i den for enden af Nørregade (nr. 11) liggende lergrav. En senere tid har omtalt lergraven som en mergelgrav, og det kan da også være, at mergel (der er en lerart) senere, vel først efter teglværkets ophør, er blevet hentet i jorden der. Resterne ses i øvrigt stadig (forår 2017) i Nørregade 11 og vil man se dem, skal man skynde sig, da arealet er solgt i 2016 til bebyggelse (Dolmer Parken).

Fotoet t.v. er udateret, men fra 1900-tallets begyndelse. Det er taget fra Mesballe-vejens vestside ind mod Ryomgård, hvor træerne i højre side dominerede Mølledammens syd-østlige hjørne. Man aner, især ved forstørrelse, broen over Mølledammen i højre side, – bag træerne. Møllen på bakken ses tydeligt, men bygningen svagt t.v. for den, kan ikke identificeres. Lidt over fotoets midte anes vejen ind til byen. Eller er det nogt andet? Et forslag er, at det er endnu en lille dam eller stor vandpyt. Mens Mølledammen spædedes med vand fra Vallum-afløbet, har dammen/vandpytten ovenover (altså mod nord) fået sit vand fra Blegmoserenden, der enten slusede sit vand ud i Mølledammen, eller – som et enkelt kort viser -, udenom Mølledammen. I begge tilfælde endte vandet i midten af sundet, altså i Ryom Aae. I takt med Blegmoserendens aftagende vandmængde, er også dammen/vandpytten blevet mindre og mindre, og er i dag helt væk. Endnu i 1986 var der ganske lidt vand her, hvilket må kunne huskes af beboere fra dengang. Det er den senere Industrivej mellem de to damme, dengang en lille markvej, der førte lidt ud i engen.

Kortet nedenfor er fra ca. 1883. Kroen er nævnt. Den er lige blevet bygget, for det blev den i 1879-1880. I Aarhus Stiftstidende d.  11.08 1879 kan man læse følgende referat fra et møde i Randers Amtsråd:
Indenrigsministeriets skrivelse af 25 juli d.a. hvori tilsiges købmand N.C. Fischer af Nimtofte bevilling til at drive gæstgiveri ved Ryomgård Jernbanestation, imod at han opfører fornødne bygninger med tilhørende rejsestald.
Det er det første og måske eneste bevis for Hotellets opførelse, for selv ikke tingbøger kan her hjælpe, da matrikulering af arealet først skete i 1903. Indtil da var hotellet således på lejet grund! På kortet ses også et symbol for vindmøllen på toppen af Møllebakken, ligesom teglværket er nævnt.

Infrastrukturen var i sin vorden, og i 1890 kunne man finde oplysning om jernbanetog til Randers, Aarhus og Grenaa, og nedenunder landpostbudenes ruter.

Et af de første fotos af Ryomgård som en lille by ses nedenfor. Det er fra et tidspunkt i 1890’erne og fotograferet fra nuværende Skovbakken ned over Nimtoftevej. Møllen på Møllebakken ses tyeligt og for den skarpe iagttager kan gården “Nordly” skimtes, især ved forstørrelse. Dens konturer falder dog svært sammen med omgivelserne.

Foto fra nuværende Skovbakken ned mod byen, ca 1908 eller 1918 – det er det samme som vist ovenfor, blot fokuseret på bebyggelsen. Mejeriets skorsten øverst i venstre hjørne. Den hvide bygning næsten i billedets midte er måske en rest af en bygning tilhørende Teglværket, senere nedrevet og i dag rundkørsel.  Bag huset ses en åben plads, hvor Teglværket har ligget. Gården “Nordly” anes her tydeligere i forgrunden lidt t.h. Ved bakken helt i højre side etableredes nuværende Nordlyvej ca. 50-60 år senere.

Fotoet nedenfor er fra 1918 og igen med Nimtoftevej i forgrunden. Det gengiver især Teglværket og stationen yderst t.h. og jernbanebommene yderst t.v.

I 1890 formåede en del mælkeproducenter at overtale H. Mourier-Petersen til at udleje et areal (Slotsgade 3) til mejeri, der stiftedes i andelsregi. Den. 3. september 1890 rullede de første mælkevogne ind på mejeriet og en ny epoke tog sin begyndelse for de næste ca. 80 år. Det er muligt, at også andre grundstykker blev udlejet.

Fotoet t.v. af Mejeriet i Ryomgård er fra 1930, – det ældste vi kunne finde.

Udover Gården (Gl. Ryom – nogle siger slottet, men det er det jo ikke, da et sådant er royalt), med dets stald og ladegård forefandtes således bomhuset, mølledamhuset med vandmølle og pakhus, teglværket med tørreplads, vindmølle med skur, hotellet og stationen, der hurtigt udbyggedes med pakhus og tjenestemandshuse, samt ledvogterhuset ved jernbaneoverskæringen. Og tæt ved stationen og dets skinner lå et lille vandtårn med vindmølle. Der var også yderligere, hvad bl.a. fotoet ovenfor bevidner, f.eks. villa Svanholm i Markedsgade og Jernbanegade 7, der var et landbrug. Købmand A.C. Andersen skriver i sine erindringer, at han havde
“paatænkt at oprette en Ægeksport-Forretning ved min Hjemegns Jernbanestation i Ryomgård. Der var det mærkelige ved den Station, at der paa daværende Tidspunkt – 1902 – endnu var saare lidt af en By, til trods for, at Stationen og Jernbanen var kommen 26 Aar tidligere. Dette havde sin Aarsag deri, at al Jorden omkring tilhørte en Godsejer – Mourier Petersen – der ikke vilde sælge Jord, og ikke ønskede nogen Stationsby der paa Stedet. Tilhørende Godset var et Teglværk og et Beboelseshus, en Vandmølle og en Vindmølle, en Gæstgivergaard, hvori der ogsaa var en Købmandsforretning, et Hus til Beboelse for Jernbaneportører, og et Hus til Beboelse for en Jernbanerestauratør. Og saa havde Godsejeren udlejet paa en længere Aarrække et stykke Jord, hvorpaa der var bygget et Andelsmejeri og et Stykke Jord til en Karetmager, der havde bygget Værksted og Beboelseshus. Dette var Byen i 1902, da han solgte Godset til en anden.”

Stationen var en markant og flot bygning, – arkitekttegnet og ikke som mange andre blot plagieret, – der knejsede flot på det næsten mennesketomme sted i den by, der endnu ikke hed noget, – og dog! Jernbaneselskabet skulle give sin station et navn, hvilket blev Ryomgaard St, ofte forkortet til Ryom St. Da stedet var jernbaneknudepunkt, blev lederen af stationen ikke stationsmester, men stationsforstander, hvilket understregede stationens betydning for jernbanetrafikken som knudepunkt.

 PERIODEN 1902 – 1925

Den nye ejer af Gl. Ryomgård i 1902 Hofjægermester Holten Castenschiold, ville gerne sælge jord til byggegrunde, og købere fandtes i pænt omfang. I de gamle skødeprotokoller kan man følge forløbet på de ældste udstykninger. De er her gengivet i delvist systematiseret form under den fælles matrikelbetegnelse, Ryomgård Hovedgård, Marie Magdalene Sogn:

 matr. nr                        ejer                              adresse

År 1903
1 s                                J. Boysen                      del af Slotsgade 1

1 p                                Rasmus Rasmussen      Jenbanegade 3

1 m                               Laurits Nielsen               Jernbanegade 13

1 l                                 H. Knudsen Elle             Ryomg Hotel

1 o                                R. Jensen                     Skovvej 13

1 K                               J.P. Olesen                   Jernbanegade 1

1 i                                 A.C. Andersen               Slotsgade 6

1 d                                J. Boysen                      Slotsgade 1

Ryomgård Hotel ses nedenfor i et af de første fotos af Hotellet, ca. år 1900, hvor Hotellet omtales som “Gæstgiveri ved Ryomgård station”.
D. 09.12 1903 kunne man i Jyllands Posten læse dette:
“Elles Hotel, Ryomgård station. Undertegnede har fra 1. novb. d.a. overtaget gæstgivergården ved Ryomgård station og driver den under ovennævnte navn. Ny montering, 1. kl. sengeudstyr, á la carte hele dagen. Køretøj til udlejning. Ærbødigst H.C. Knudsen Elle, restauratør på banegården.”

Af gamle tingbøger kan man se første udstykning af denne grund i 1903 til H.C.Knudsen Elle, f. 1856. Men hotellet er som foran omtalt opført tidligere. På fotoet ovenfor ses hotellet før 1906, idet Knudsen Elle ombyggede rejsestalden til højre i billedet til indgangsparti. Bagest t.h. skimtes møllen på Møllebakken. Det hører med til omtalen af Knudsen Elle, at hans virke startede i byen i 1894, hvor han d. 12.03 indrykkede denne annonce i Jyllands Posten:
“Ryomgård stations restauration.
Undertegnede har overtaget ovennævnte restauration fra 01. april d.a. og anbefaler sig til de ærede rejsende. Ved morgentogene forefindes kaffebord. H.C. Knudsen Elle”.
Knudsen Elles tid blev i øvrigt ikke lang, da han dør allerede 1909 på Grenå Sygehus, 52 år gammel. Hans enke driver hotellet videre ca. 1/2 år, hvorefter hun i oktober 1909 sælger “Ryomgård Gæstgivergård” til tidligere bestyrer af Jebjerg Kro, Niels Knudsen for 29.500 kr”, (Randers Amtsavis d. 13. 10 1909).

Nuværnde Slotsgade 1 under opførelse i begyndelsen af 1900-tallet.
Da den driftige sønderjyde Jannik Boysen startede sit virke i byen i 1896 overtog han – vistnok i starten kun i forpagtning – “den ved Ryomgaard Station beliggende købmandsforretning med krohold,

som han afstod i 1903” til Knudsen Elle. I 1903 begyndte han som selvstændig købmand og byggede da sin nye ejendom på hjørnet af Jernbanegade og nuværende Slotsgade. Måske blev den først helt færdig i 1906, ( – kilderne er lidt forskellige om ovenstående). Ejendommen er i dag på adressen Storegade 1, og Boysen indrettede her en blandet landhandel, der ud over kolonialvarer også handlede med grovvarer og manufaktur.

T.h. foto af Købmand Boysens butik i 1920érne.

I Boysens Ejendom var der forretning i hele stueetagen og beboelse på 1. og 2. sal. Det var byens absolut flotteste ejendom, og i dens gård bag ejendommen var der plads til hestehold.

På modsatte hjørne byggede A.C. Andersen en købmandsbutik med hovedvægt på kolonialvarer og isenkram og senere også trælasthandel.

År 1904
1 y                                Chresten Jensen           Skovvej 15

1 v                                Niels M. Jensen             Slotsgade 8

1 n                                A. Marius Andersen       Jernbanegade 11

1 h                                Martin Rasmussen         Slotsgade 2

1 u                                Marius Andersen           Slotsgade 5

1 t                                 Ryomg Andelsmejeri      Slotsgade 3

År 1905

1 ac, 1 gh, 1 gi            Anders Andersen          bl.a. Jernbanegade 5

1 æ, 1 ck                      Neesgård                     Slotsgade 20

1 ø                                J. Boysen                    Jernbanegade 23 B

1 x                                A.C. Andersen              Østergade 2

1 aa                              Rasmus Andersen        Jernbanegade 9

1 ae                              A.C.Nielsen Grann        Jernbanegade 5

1 ab                              Frederik Elmstrøm         Jernbanegade 7

1 z                                ?                                  Inddraget til vej


(krydset Vestergade/ Skovvej/Slotsgade, – ejendommen blev nedrevet for at give plads til vejudvidelse).

Købmand A.C. Andersen byggede sin købmandsforretning (nuværende Slotsgade 6) overfor Jannik Boysens.


Læs eventuelt Købmand Andersens erindringer på den tidligere site http://www. lokalarkivmidtdjursland.dk(under fanen Ryomgård). I dag er sitet dog udgået på nettet, men kan findes på disk, der lånes gratis på Midtdjurs Lokalarkiv i Kolind onsdage mellem kl. 14-16.


Et husmandsbrug dukker op i 1905 på nuværende Margrethelundvej 10, udstykket fra Margrethelund til Rasmus Nielsen, men ellers er det fra Marienhoffgården, at udstykningen tager fart. Læs evt. mere herom under fanen: Omegn.

År 1906

1 ai                               C. Hornslet                   Jernbanegade 17

1 q                                J. F. Falking                 (inddraget som vej, del af Skolegade)

År 1907

1 ab                             Niels Frederiksen          Jernbanegade 7

1 al                              W Flentje                     Slotsgade 18

1 am                            Staldforpagter Vilh. Olsen                Nygade 3 A

År 1908

1 ao                              J. Boysen                     Vestergade 1 B

Det ser lidt magert ud fra 1906 -1908, men udviklingen gik også langsomt. Opremsningen er dog ikke fyldestgørende og nogle af parcellerne blev handlet flere gange i perioden, ligesom flere bebyggelser skete på grundlag af købekontrakter, der forudsatte en senere udstykning, og senere tinglysning.
Nedenfor et foto af dagvognen (eller diligencen, som den også kaldtes) i Boysens gård (Slotsgade 1), klar til afgang. Begrebet dagvogn eller diligence må være et ukendt begreb i dag, hvorfor lige ofres lidt omtale af fænomenet:

Postvognen fra Meilgård var 4-sædet og derfor både til post og personer. I Jannik Boysens gård skiftedes heste, og mandskab fik et hvil. Jernbanen udkonkurrerede den inden længe over det meste af landet.

I 1810 oprettedes en postrute fra Randers til Grenå. Denne rute gik fra Randers ind over Skoffergårde (på gamle kort står: Skofferhuset, – Østenfjeldvej 1), videre til Svenstrup og Nimtofte, hvor der var et brevsamlingssted, der også behandlede post til og fra Ryomgård. I Århus Stifttidende d. 01.10.1880 kan man læse denne annonce: “Nimtofte – Ryom station. Hver søgnedags morgen kl. 7 afgår postbefordring fra Nimtofte til Ryom station, medtagende passagerer, og returnerer efter togets afgang fra Ryom. Alle bud, pakker og fragt besørges – N.Thomsen”
Fra Nimtofte fortsatte postvognen over Sjørupgård, Tøstrup og Gammelmølle til Grenå (Gammel Landevej hedder vejen i dag, dengang blot “Landevejen”). Når postvognen også var til passagerer – hvad den oftest var – kaldtes den ofte dagvognen – af og til diligencen. I teksten til fotoet ovenfor nævnes, at det er “Postvognen fra Meilgård” – sådan har jeg fået at vide, at den kaldtes, men dokumentation for en forbindelse helt til Meilgård har jeg ikke kunnet finde. Fra 1874 var der daglig forbindelse. I 1876 ophørte dagvognen med at passere Nimtofte. I stedet bragtes posten til Ryomgård, hvor et brevsamlingssted nu var oprettet i forbindelse med jernbanens ankomst til stedet. Fra 1. jan. 1912 skete al postekspedition i Nimtofte fra Nimtofte Jernbanestation, der netop var blevet oprettet i forbindelse med Gjerrildbanens etablering. Dagvognens tid var herefter forbi her på egnen. Fotoet ovenfor kan være fra den sidste afgang i 1912.

Realskolens tegne- og sanglærer M. Dynesen tegnede ca. 1930 Ryomgaard, som den så ud, da Realskolen etableredes i sin nye bygning, 1913. Klik for større format.

Tilbage til Ryomgård:

Realskolens tegne- og sanglærer Marius Dynesen tegnede ca. 1930 denne tegning t.v. af Ryomgård og omegn.


Det må erindres, at mange i byen boede til leje f.eks. jernbanepersonale og det dengang ikke ubetydelige folkehold på Gl. Ryom, ligesom tiden var karakteriseret af mange tjenestepiger, karle/lærlinge og lignende (tyende, som man sagde) samt børn. Ansatte på stationen forøgedes især i 1911 ved Gjerrild-banens etablering, hvor stationen talte 20 ansatte, dog ca. det dobbelte, hvis man også regner medhjælpende hustruer med samt bude og stationsforstanderens tjenestefolk – først og fremmest rengøringspersonale, der rengjorde hele stationen, altså ikke blot stationsforstanderens tjenestebolig på 1.sal.

Jernbanegade – eller Stationsvejen, som man kaldte den i 1912. Efter Elles Hotel ses bagerforretningen, dernæst (den senere) cykelforretning, og så et privat hus, der i dag huser “Hair by Adelsbøll”. For enden af vejen skimtes Jannik Boysens garageanlæg.

I Allingåbro fortalte en tidssvarende undersøgelse (ca. år 1900), at der ud af 300 indbyggere var 25 tjenestepiger og ca. 80-90 børn. At der virkelig var kommet liv i byen fremgår bl.a. af, at Håndværker- og Borgerforeningen stiftedes d. 09.12. 1906.

Det er ikke nemt at finde foreningens første formand, derimod ved vi, at manufakturhandler F.R. Beuschau, Ryomgård var formand for foreningen 1913-1917.  Ferdinand Reith Beuschau er i øvrigt anført i kirkebogen som forlover sammen med købmand A.C. Andersen for Axel Munchs vielse med frk. Ellen Kirstine Sørensen i Marie Magdalene kirke d. 01. aug. 1917.  Se eventuelt mere herom i sitet ryomreal65. WordPress.com, hvor jeg under fanen “sporløs” har indsat et foto af Ellen Kirstine Sørensen. Parret blev skilt efter 5-6 års ægteskab.
Købmand A.C. Andersen kan have været første formand, men dokumenterbart er alene, at han blev formand for Djurslands Handelsstandsforening i 1909, hvori Ryomgårds handel naturligvis også var repræsenteret. A.C. Andersen (købmand i Ryomgård 1904-1928) skriver i sine erindringer: “En Dag i Begyndelsen af Februar 1909 samledes der saa en Del Købmænd i en større Stationsby (Allingaabro), hvor der blev drøftet Betimeligheden og Nødvendigheden af en saadan Forening til at varetage Købmændenes tarv. Resultatet blev, at en Handelsforening for Djursland blev stiftet, og det viste sig, at den gjorde megen Nytte straks i den første Tid, og særlig under Verdenskrigen. Der blev valgt en Bestyrelse, og jeg havde den Ære at blive Formand.”

Jernbanegade ca. 1920

Men den lille by måtte også opleve den ærgelse, at flere landmænd især nord for byen meldte mejeriet i Ryomgård fra til fordel for det nye mejeri i Nimtofte. I Randers Amts Avis kunne man d. 12.09. 1910 læse følgende:

“Nimtofte Mejeri får stor Tilgang. Landmænd i Skoffergårde, Kærende Mark, Kærende By, Koed Mark, Højvang, Bøgely og Grandly har hidtil leveret til Mejeriet i Ryomgård. Fra 1. oktober vil de levere til Mejeriet i Nimtofte”.

I 1912 (skøde tinglyst i 1913) solgtes Gl. Ryom til Greve Jørgen Carl Scheel, der egentlig stod Gl. Estrup nærmere, men ikke kunne udvirke enighed blandt arvingerne, hvorfor han købte Gl. Ryom. Jørgen Scheel solgte i 1941 Gl. Ryom til Johs. Fogh Nielsen (med andel til konsul Toft Nielsen, Horsens). Under hele Jørgens Scheels ejerskab fortsattes udstykningerne. Befolkningstallet voksede om end byggeriet ikke altid fulgte med i samme takt med. Den 1. mar. 1918 kunne man i Dagbladet Djursland læse:

“Bolignøden i Ryomgård
I Marie Magdalene-Koed kommune (Ryomgård) har der vist sig en stærk bolignød. Adskillige familier står husvilde til flyttedag 1. maj. Sognerådet har derfor besluttet at indføre huslejenævn, hvortil det er valgt skomager H. Christoffersen, Niels Chr. Nielsen, Ryomgård, gårdejer Laurits Jensen og husmand Peder Mogensen, Pindstrup. Til formand for nævnet er af herredsfogeden udnævnt postmester Haurbach, Ryomgård og til suppleant mejeribestyrer Jensen, Ryomgård.”

I ca. 1918 åbnedes en bank i byen. Historien bag kan læses i Grenaa og Omegn – før og nu, 2010: Bankkrakket i Grenaa, af Jens Daugaard, Grenå, hvor løst citeres, at i 1908 oprettedes i Grenaa “Grenaa Folkebank”, hvilket navn dog allerede ændredes i 1914 til “Djurslands Landmandsbank”. Banken fik en pæn start og byggede til sig selv den flotte bygning på Torvet i Grenaa, der i dag rummer Djurslands Banks hovedsæde. I perioden frem til 1918 oprettedes flere filialer rundt om i oplandet, bl.a. i Ryomgård. Allerede i 1921 led banken store tab ved betalingsstandsninger blandt nogle af bankens lånere. Og nedturen fortsatte bl.a. med fald i ejendomspriser og kursfald. “Den Danske Landmandsbank” – Skandinaviens største – kom i alvorlig krise i 1922, og med den også 30 andre – mindre – banker. Finanskrisen dengang lod intet tilbage for vor tids finanskrise. Betalingsstandsningen i “Djurslands Landmandsbank” (der trods en vis navnelighed ikke havde noget med “Den Danske Landmandsbank” at gøre) blev en realitet d. 4. marts 1922, og rev naturligvis sine filialer med sig, deriblandt altså også banken i Ryomgård. Likvidationen af banken og dens filialer strakte sig over 6 år.

“Banken for Grenaa og Omegn” åbnede i november 1922 på ruinhoben fra “Djurslands Landmandsbank” bl.a. ved køb af dennes bygningen på Torvet i Grenaa samt overtagelse af en del af dens aktiver og passiver.

KORT OVER RYOMGAARD 1906

Ovenfor ses et kort, oprindelig tegnet i 1816, og tilrettet både i 1864 og 1906. Vejsystemet har endnu ikke fundet sine ben at gå på. Et rodet vejareal har dog fået fæste ved stationen og hen til Slotsgade (- der dengang hed Storegade, – ved kommunesammenlægningerne i 1972 ændret til Slotsgade) og videre op til Vestergade-krydset (i dag rundkørsel). Vejen mod Pindstrup er nu ført i et forholdsvis nyanlagt spor efter at jernbanen har hugget den oprindelige vej. Lidt mod vest ser det ud til at ophøre brat for at dreje vinkelret op mod Marienhoffgården. Men sporet fortsatte også ligeud mod Pindstrup, for i dette vinklede kryds stødte det nye hjulspor fra Marie Magdalene til. Man ser flere matrikelnumre, som ikke samtidig kunne genfindes i ”skjøde- og panteprotokollen”. Det skyldtes, at tinglysningen ofte haltede nogen tid efter matrikuleringen, fordi man typisk købte grunde på betingede købekontrakter, som først sendtes til tinglysning med påtegningen ”endeligt skøde”, når betingelsen – som regel købesummens berigtigelse – var opfyldt, måske først nogle år senere. Man tog disse juridiske spidsfindigheder ret afslappet!

Boysens hjørne, foto fra 1920erne.

Trafikken kunne være “tæt”, når bønderne skulle til og fra mejeriet med mælk. Her ved byens centrum: Stationsarealet – købmand Boysens hjørne – Mejeriet. B

Sideløbende med de gradvise udstykninger, var der gang i udviklingen ved jernbanen, hvor man kunne finde yderligere tjenestemandsboliger ad den lille vej langs banen mod vest ligesom stationsarealet udbyggedes med flere rangerspor, lokomotivgarage og – værksted, folkestue og “badeanstalt” (ved lokomotiv-garagen), pissevare (ja, det hed det altså!), lager herunder også kokslager, kiosk. Og vandforsyning til damplokomotiverne havde jo været nødvendig fra start af. Oprindelig havde der – vistnok – været forsyning af vand i form af en stor vandkran, men senere lavede man om på det ved at opføre et stort vandtårn, hvori vandet samledes og ledtes ud til to vandkraner. Alt dette skete naturligvis langsomt og successivt. Badeanstalten fortjener lidt mere omtale, se under fanen Jernbanen.
Aktiviteterne ved stationen var – som det fremgår – mange, og knudepunktet udbyggedes med Gjerrildbanen i 1911, der i dens vestlige anker fik hjemsted i Ryomgård. Følgelig byggedes en remise på hjørnet af nuværende Jernbanegade og jernbaneoverskæringen, beregnet udelukkende til Gjerrild-grisen, som dens lille motorvogn/lokomotiv hurtigt blev døbt af folkene på strækningen.  I remisen var der også to små værelser med kakkelovn og vaskekumme og et lille aftrædelsesrum, så lokomotivføreren og fyrbøderen om nødvendigt kunne overnatte. Der var jo langt til Gjerrild sidst på aftenen (senere også til Grenå), især om vinteren, og skulle man alligevel starte tidligt næste morgen, var det nødvendigt at overnatte i Ryomgård.

Foto t.v af Gjerrild-banens remise. Det er fra 1950erne og hentet fra arkiv.dk, men udseendet havde ikke ændret sig siden den byggedes. Adressen var i øvrigt Jernbanegade 10 .

Gjerrildbanen havde i øvrigt sin egen vendeskive, (- lige overfor hotellet, nu P-plads), så stationen rådede nu over to vendeskiver, – og sammenlagt med alt det øvrige forstår man så udmærket, at det var en station af de større, hvorfor chefen ikke var stationsmester, men en grad højere: stationsforstander!

Ved jernbanens ankomst var et brevsamlingssted etableret på stationen, hvor stationsforstanderen tog sig af de egentlige postekspeditioner fra 1908. Ekspeditionen flyttedes senere til lejede lokaler skråt overfor stationen (Jernbanegade 21). Læs i øvrigt mere om “Jernbanen” der indsættes senere, men endnu kan findes under sitet ryomgaardhistoriskeblade.wordpress.com/jernbanen.

Ryomgård talte officielt i 1911 269 indbyggere. I Kolind var der næsten dobbelt så mange, ligeledes i Pindstrup, Thorsager og Nimtofte. I 1912 solgte A.F.H. Castenskiold GI. Ryom til Grev Jørgen Carl Scheel. Holten Castenskiold havde ligesom sin forgænger Chr. Helenus Mourier-Petersen (1828-1903) drevet gården sammen med Marienhoff og Ny Ryomgård, men nu skiltes de atter.

Grev Scheel var ligesom H. Castenskiold interesseret i Ryomgård by’s fortsatte vækst og udstykkede efter behov, ligesom han sørgede for at fortsætte Castenskiolds påbegyndte renoveringer af hovedgårdens bygninger, et punkt der var blevet noget forsømt i Mourier-Petersens lange ejertid.

REALSKOLEN STARTES
(om Realskolens start og virke kan læses mere fyldestgørende i de to bøger “Der var engang” fra skolens 90. års jubilæum samt i skolens 100 års jubilæumsbog. Begge bøger kan vistnok stadig erhverves ved henvendelse til skolesekretæren på realskolen. Ellers har også Midtdjurs Lokalarkiv eksemplarer til salg).

I 1912 forsøgte købmand A.C. Andersen at rejse interesse for en skole i byen. Den måtte nødvendigvis være privat, da den offentlige i Marie Magdalene opfyldte afstandskravene for eleverne. De økonomiske og ledelsesmæssige forudsætninger var imidlertid ikke tilstrækkeligt tilstede, hvorfor planerne var på nippet til at blive skrinlagte.

A.C.Andersen skriver i sine erindringer:

“I et Aars Tid havde jeg gaaet og talt med Borgerne, om vi ikke skulde prøve at arbejde paa at faa en Realskole i Byen. Det resulterede endelig i, at det blev mig betroet at indkalde Omegnens Befolkning til et Møde om Sagen. Til dette Møde var til vor Glæde kommet ca. 100 Mennesker. Jeg forelagde sagen; den blev grundigt drøftet, og det viste sig, at der var udelt Stemning for en saadan Skole. Kun to lærere tvivlede og talte imod Sagen. Mødet valgte et 3 Mands Udvalg til at arbejde videre for Sagen. Udvalget bestod af Godsinspektør Froberg, Mejlgaard, Forpagter Scheel, Ny Ryomgaard, og mig, og vi holdt derefter Møde, hvor det bestemtes, at vi skulde forsøge en Aktietegning af Rentefri Laan, og i øvrigt undersøge, hvordan Forholdene var på andre private Realskoler. Og saa gik vi i Gang med Sagen, og i løbet af et par Maaneder havde vi faaet tegnet nogle Aktiebeløb i den nærmeste Omegn og Byen. Men det var for lidt at starte et saadant Foretagene med, og nu var gode Raad dyre. Vi kom efter nogen Tids drøftelse til den Anskuelse, at for at der kunne blive noget Resultat ud af det, maatte vi finde en Skolemand eller flere, der vilde sætte deres arbejdsevne og Tid ind i Foretagenet. Og til Udvalgets store Glæde meldte der sig tre unge Lærere, Axel Munch, Holden Dall og Hakon Kirkegaard, der vilde tage fat paa Opgaven og en Udsending for dem var Axel Munch.”

De tre lærere tog handsken op og startede en privat skole med navnet Ryomgård Realskole. I 1913 fandt 26 elever vej til skolens lejede lokaler i Villa Svanholm i Markedsgade. Foto nedenfor.

Realskolen 1914, – gymnastiksalen på tværs bagest. Stien i forgrunden blev senere til Skolegade.

Skolen fik god tilgang, og planerne om opførelse af en helt ny skolebygning formede sig i takt med de tiltagende indmeldelser i løbet af foråret 1913. En ny skolebygning realiseredes derfor allerede i 1913, hvor den (nuværende sydvendte fjøj) stod færdig ved skoleårets

begyndelse i det bakkede terræn i byens udkant i august 1913.

Fotoet t.v. er fra Arkiv.dk (hvor det dog vises spejlvendt) og er fra ca. 1922. Man ser den hvide villa, som Hakon Kierkegaard lod opføre til sig selv så tæt ved skolebygningen, at de næsten rørte hinanden. Hans villa er måske opført allerede på et tidspunkt mellem 1914-1918. Den blev senere

“Anneks” for skolen og nedreves i 1933, for at give plads til skolens tværfløj. Marken, der behandles af landmanden, er strækningen mellem nuværende Vestergade 27 og 35.

Realskolens undervisningsmæssige form brød med ellers anerkendte og vanedannede principper, idet den søgte bort fra hårdtslående og bombastiske metoder over mod venligere behandling af børnene, ligefrem respekt, der igen byggede på et oparbejdet gensidighedsprincip mellem lærer og elev. Selvom heldet var med de unge idealistiske lærere i form af rette tid og sted, et opbakkende moralsk bagland fra omegnen og forældrene med bl.a. købmand A.C. Andersen i spidsen, og ikke mindst en økonomisk spydspids i læderhandler Carl Dall, Middelfart, så var dygtighed og pædagogisk snilde også nøgleordene og drivkraften i det værk, der foreløbig igennem mere end 100 år nu har formet en respekteret og anerkendt skole.

NYE VIRKSOMHEDER

I 1916 grundlagdes Cikorietørreriet først på nuværende Industrivej. Der var – især under 1. ste verdenskrig – behov for kaffeerstatninger til supplering af den rigtige, men knappe og dyre kaffe. Rødder fra cikorieplanten kunne i knust og tørret tilstand, og ofte blandet med bl.a. ristet korn fra byg eller rug samt sukkerroer strække kaffen eller helt erstatte den. Den solgtes under navne som Richs, Danmarks og Skandinavia, men i 1936 indstilledes produktionen i Ryomgård. Faktisk havde den på det tidspunkt ligget stille de sidste to år. I 1936 gjorde man et sidste forsøg på at få fabrikationen i gang igen, men forgæves. I 1937 købte Johs. F. la Cour den lukkede cikoriefabriksbygning og startede et cementstøberi, der bl.a. producerede cementsten. la Cours ide var at producere disse sten i blokke, som kunne mures efter behov. Da der især produceredes cementtagsten, fik fabrikken i folkemunde hurtigt det lange navn: cementtagstensfabrikken. Senere indrettede la Cour en virksomhed med en træbetonfabrik, kaldet “Rypi” efter forbogstaverne i bynavnene Ryomgård – Pindstrup Her produceredes træbetonplader, byggeblokke og tagelementer.

Nogenlunde samtidig – 1915 – anlagdes et kartoffeltørreri eller rettere Dansk Andels Eksportforening med kartoffeltørreri. Den første direktør hed M.P. Frederiksen og virksomhedens beliggenhed var ved siden af Cikorietørreriet, se ovenfor. I dag har Jiffy til huse i bygningen. Eksportforeningen formål var – som navnet siger – at eksportere kartofler (senere æg). En enkelt kilde har nævnt virksomheden som en kartoffelmelsfabrik, men det må være overdrevent. Kartoffeltørreriet opstartedes efter andelstanken, og ideen var, at andelshaverne (naturligvis landmænd) skulle levere kartoffelhøsten til foreningen, der herefter skulle eksportere de gode kartofler, mens de dårlige tørredes og sendtes retur til landmanden som kraft-fodertilskud til dyrene. Ideen var ikke bæredygtig, men det menes dog, at virksomheden var i drift indtil 1926. Herefter stoppede man med at tørre kartofler, men eksportforeningen fortsatte med æg, og kaldte denne drift for ægeksportforeningen. Så vidt jeg kan se, – der er nogen usikkerhed – stoppede denne virksomhed i 1932, men en ny opstod – samme år eller året før –  på ruinerne af den gamle, nemlig Ryomgård Ægpakkeri. Direktøren her hed J.Chr. Møller, og han gjorde det tilsyneladende godt, for i 1949 fortæller Dagbladet Djursland, at han flyttede til en nybygget ejendom på Nygade i Ryomgård, dvs. adressen var så vidt jeg kan se Vestergade 19. Her boede så Jens Chr. Møller, og han brugte sin kælder og baggård ud mod det vi i dag kalder Nygade, som arbejdsplads for æg pakkeriet. Og måske var det ham, der opførte huset på en lille parcel netop der i Nygade, hvortil virksomheden fik praktisk virke. Men alt har en ende og virksomheden lukkedes, hvornår vides ikke, men vi har få fotos af den, som tyder på, at vi er et godt stykke oppe i 1950’erne før den lukkede. Foto herfra samt yderligere omtale af Ægpakkeriet er omtalt under fanen “Efterkrigstiden“. Senere blev der tømmervirksomhed i bygningen (Rud Nielsen og Martin Sørensen), og derefter indrettedes den til lokaler for daværende fagforening SID. I dag (2017) er den ombygget til beboelse.
Ægpakkeriet er spundet ud af resterne af ægeksportforeningen, men der er lidt tvivl om tidspunkterne. Som anført ovenfor stoppede ægeksportforeningen i 1932, og heraf sluttes, at det så nok var det år, at ægpakkeriet startede, men det er lidt usikkert. Noget tyder på, at ægpakkeriet flyttede til Nygade ca. 1942, for her kan bygningerne på Industrivej nu ses til salg. Og de købes samme år af Johs. F. la Cour, som på et eller andet tidspunkt påbegynder en produktion af kurvevarer, hvor han kunne anvende de mange piletræer, som han havde ladet plante de steder, hvor han havde afgravet jorden for tørv, især i Pindstrup-området (Ringsø).
Virksomheden ophørte efter nogle år og blev så i 1959 udlejet til i/s Dansk Jiffy Pot, et interessentskab mellem den norske ejer af Jiffy Pot a/s og ejeren af fabriksbygningen Pindstrup Mosebrug a/s.

Virksomhederne som er nævnte indtil nu, er gode eksempler på jernbanens tiltrækningskraft. Uden den var formodentlig ingen af dem blevet etableret i Ryomgård! Og med virksomheder fulgte indbyggere – arbejdstagere og deres familier – og stedet blev til en lille by.

Andelsmejeriet overlevede i en lang periode. Det havde fra starten fået vind i sejlene og måtte udvide allerede i 1909. Den første mejeribestyrer N. Jensen fejredes ved sin afgang i 1919 med en stor fest på hotellet. Hans efterfølger P. Bundgård forestod atter en udvidelse af mejeriet i 1921, og skaffede samme år en fordelagtig aftale i stand med grev Scheel på GI. Ryom, hvorefter ”Mejeriet mod at betale 100 kr. årligt måtte hente is i Mølledammen…” (protokollat af 03.12 1921), hvorved man naturligvis kunne opnå en besparelse i budgettet.


Foto t.v. ca. 1920 af den endnu ikke-asfalterede Vestergade.

Udstykningen af byjorden fortsatte i langsom og afdæmpet tempo. Befolkningstallet i nogenlunde samme takt, men Ryomgård var stadig mindre end de fleste omegnsbyer. I 1921 så indbyggertallene således ud, nedenfor t.v.:

Pindstrup led i øvrigt netop i 1921 voldsomt under en ildløs, hvor store dele af byen brændte, ifølge optegnelserne 5 gårde, 9 huse, den gamle skole, 55 ha. mose og 2 mill. tørv. En mindre befolkningsflugt blev følgen, hvilket Pindstrup var 20 år om at hente hjem igen.

BYBILLEDET
I Ryomgård kunne man fra 1920’erne for alvor se bybilledet manifestere sig i en stadig større og fastre struktur. Yderligere to købmandshandler etablerede sig, ligesom en landpolitistation (Markedsgade 3) og en ny bank kom til ca. 1922 (en filial af Banken for Kolind og omegn), i stedet for den samme år likviderede filial af Djurslands Landmandsbank (se dens historie ovenfor). Også andre virksomheder dukkede op; C&G Udsalget, der oprindeligt var en del af J. Boysens butik, men frasolgtes og nyindrettedes i Østergade 2.

Populært kaldtes C&G Udsalget for Tugthusudsalget, fordi det blandt sine isenkramvarer også havde børster, klemmer, måtter og lignende, indkøbt fra tugthuset i Horsens, karetmager (i det nu nedrevne hus mellem Slotsgade 20 og Vestergade 1 A), cykelforretning og bageri (Jernbanegade 17), møbel- og snedkerforretning (Slotsgade 5), skomager (Slotsgade 16), handelsgartneri (bag Slotsgade 10), endnu en købmand (i byens vestlige udkant, Vestergade 23) samt slagter (Slotsgade 14, Nygade 1 og fru grisehandler  Sørensen i Villa Svanholm), snedker/tømrer, briketsalg, sadelmager, vognmand, urmager og radioforhandler. Samtidig indeholdt jernbanestationen også postkontor, telegrafstation, telefonstation, samt restauration. På Marienhoffvej gravedes mergel, samt en overgang faktisk også i den gamle lergrav for enden af Nørregade (nr.11, men her kun kort tid endnu). Hvornår man påbegyndte, vides ikke, men det var ikke så attraktivt lige der (både for enden af Nørregade og på Marienhoffvej) på grund af et forholdsvis lavt kalkindhold. Måske af den grund indstilledes gravningen i 1931, for dog 20 år senere at blive genoptaget, (- på Marienhoffvej, enden af Nørregade var nu færdig). Beretning herom er derfor at finde under næste afsnit om efterkrigstiden.
I 1923 var der også planer om at starte Ryomgård Handelsskole i Realskolens bygninger, under ledelse af lærerne Erik Munch og Niels Sæderup. Det bekendtgjordes i aviserne, men projektet skrinlagdes, da tilslutningen var for ringe. Skolen var her lidt forud for sin tid, men Erik Munch genoptog ideen i 1944. Han havde da udset sin ansatte inspektør S. Vester-Petersen som den, der skulle lede denne del af skolen. Denne gang lykkedes foretagendet og d. 1.sept. 1944 åbnede handelsskolen med 14 elever, der dog endnu samme år voksede til 18 elever.

Ved genforeningen med Sønderjylland i 1920 rejstes en mindesten herom både i Marie Magdalene og Ryomgård (samt mange andre steder). På Møllebakken havde borgerforeningen lånt et lille areal og anbragt en flagstang samt rejst mindestenen som en dysse. Den lå lige ved siden af Møllen og således i forlængelse af Realskolens areal. Skolebestyrer Axel Munch var interesseret i køb af dette nabo-areal. Købesummen var ikke stor, da Møllen var forfalden og i øvrigt uden interesse, – arealet kun kunne sælges som forholdsvis værdiløs jord – dyrke det kunne man i hvert fald ikke! Axel Munch købte nu dette areal, dvs. fra hans stadion (nuværende basketball-bane og lign.) til og med et stykke af nederste del af nuværende Nordlyvej. Dette køb betød, at Borgerforeningens stendysse-arrangement for genforeningen med Sønderjylland samt flagstang med det vejrende flag til byens højtideligheder nu var i fare.
Lokalbefolkningen var berørte over situationen, fordi Møllebakken var blevet en slags folkeeje, – og Axel Munchs køb måtte dog have en anden dagsorden, måske! Hvad ville han med arealet, for kunne det passe, at eleverne skulle have så meget areal at muntre sig på? Det havde de da ikke i Marie Magdalene!– Kunne man komme der mere, herunder hejse flaget ved fester og højtider? Og tvivlen var berettiget, for svaret var nej, næsten! For Axel Munch havde ikke noget imod, at man fortsat besøgte stedet, men færdslen måtte ske ad skrænterne. Vejen op fra Vestergade skulle lukkes og elever fra Realskolen skulle kunne være her, og ny boldbane (i starten håndbold) skulle indrettes på arealet nedenfor Møllen (på nuværende Nordlyvej). Det faldt ikke i god jord hos borgerne i byen. Borgerforeningen holdt møde om sagen, og forsøgte at formå Axel Munch til at sikre området uændret, og foreslog en deklaration tinglyst herom. Axel Munch sagde nej og sådan blev det. Under disse omstændigheder valgte man at flytte genforeningsstenen. For det blev kun den, der flyttedes, altså overlæggerstenen, hvor teksten om genforeningen 1920 stod – den flyttedes nu ned i byen, faktisk til det sted, hvor vejen op til Møllen havde gået – mellem Vestergade 12 og 14 – for den vej blev jo nu lukket. Vi skriver midten af 1930’erne, men stenen flyttedes senere ned i midten af vejen, hvor Storegade (Slotsgade) udmundede i Vestergade (nuværende rundkørsel). Senere igen placeredes den i det sydvestlige hjørne af Vestergade og Slotsgade i et hjørne af blikkenslager Thorkild Bliks ejendom. Ved anlæggelsen af rundkørslen flyttedes stenen igen, nu til et hjørne af det lille anlæg ved Nørregades blinde afslutning ved rundkørslen.
I 1923 var endnu en mindesten rejst i byen, nemlig på realskolens areal, denne gang for sprogforskeren P K. Thorsen, der havde været realskolen en nær ven. Stenen rejstes på skolens 10-årsdag af lærerpersonalet og anbragtes på den store bakke, hvor den stadig står.

Her t.v. er Boysens hjørne igen. Denne gang uden trafik på den støvede ikke-asfaldterede vej.
Byen var nu ikke længere blot et ryddet sted ved hovedgården, men var blevet en levedygtig lille by med handel, håndværk og industri. Også de rejsende kunne få forplejning, både på hotellet og på jernbanerestauranten, og børnene kunne undervises i den stadig ekspanderende realskole, der ved indskrivningen i 1926 kunne tælle ikke mindre end 187 elever.
Jernbanens ankomst og den påfølgende industri og udstykning havde forankret stedet som en lille by med sjæl og virke.
Realskolens køb af Møllebakken medførte også, at møllen – der på det tidspunkt var ophørt – skulle nedrives. Det job fik “Mergel-Petersen”, (Centimeter-Verner Petersens far) der ene mand nedrev både møllen og redskabs-hytten ved siden af (foto nedenfor) – bygget af kampesten med græstag. Det skete i perioden 1935-37. På fotoet ses besøgende børn og unge, der er kravlet op på taget. Da både hytten og møllen på fotoet ikke forekommer forfalden – endnu, skønnes fotoet at være fra 1920’erne.

DEN LIVLIGE BY

1920’ernes anden halvdel var en blomstringsperiode for byen. Ryomgård Avis med skoleinspektør Erik Munch i spidsen så dagens lys, og uddrag fra den lader os følge byens liv:
J. Boysen var en af de flittigste annoncører og udbuddet var mangeartet, f.eks. damehatte, bomuldstrøjer, dynesatin, jumbers i uld og silke, kjoler m.v. Chr. Hald annoncerede med udlejning af en ’lukket bil til billig takst”. Hotellet var ubestridt byens centrum, og sammenkomster af enhver art udfoldede sig her, således også H. Laursens Danseskole, der øvede hver tirsdag aften (om vinteren), samt Biograf-teatret, hvor byens befolkning strømmede til, når der som regel onsdag aften blændedes op for ”Wienerbarnet” eller andre film.

Ryomgård Afholdsforening afholdt foredragsmøder her, og Ryomgård Sangforening afholdt sangaftener, men krydrede ofte med årlige dilettantkomedier, f.eks. Hostrups ”Soldaterløjer”. Om skræddermesterforeningen kunne læses følgende d. 17. apr. 1926:
Ryomgaard og Omegns Skræddermesterforening
afholdt for nogen Tid siden Generalforsamling på Ryomgaard Hotel under Ledelse af Formanden, Skræddermester Reffstrup, Ryomgaard, der indledede Forhandlingerne om Prisforholdene. Til Repræsentant ved Centralforeningens Aarsmøde i Nykøbing valgtes Formanden. Kasserer, Skræddermester J.S. Jensen, Hornslet, fremlagde det reviderede Regnskab, der balancerede med 213 Kr. og godkendtes. Generalforsamlingen, der var godt besøgt, endte med Fællesspisning.

Spejderne i Ryomgård grundlagdes i 1942, de blå spejdere med bl.a. realskolelærer Marius Dynesen som aktiv leder, og i 1946 oprettedes Ryomgård Pensionistforening, der stadig er aktiv under navnet Midtdjurs Pensionistforening. Året efter oprettedes Ryomgård Jagtforening.

Uhrmager Peter Hansen solgte foruden ure også ”billige symaskiner”, og hos snedker M. Andersen i Slotsgade 5 var ligkister til salg, – foruden møbler naturligvis. Huset indeholdt også ”Ryomgård Telefoncentral”, og naturligvis beboelse for familien Andersen. Det lille hus må have været fyldt til sidste centimeter. Bager Creutzberg (nabo til hotellet) solgte varme kryddere samt svesketærter til kr. 2.50, og skræddermester J. Reffstrup (Realskolens nabo mod øst) bragte ”flot snit og god pasning….i publikums velvillige erindring”. Skræddermesteren var i øvrigt formand for ”Ryomgård og Omegns Skræddermesterforening.” I Ryomgård Skov holdtes sommermøder med taler og fællessang, som regel arrangeret af Indre Mission, og på Ørnebjerg (eller Ørnehøj), der tilhørte P. Greve, Koed og ligger før Korupskovvej 11, holdtes tilsvarende møder med medbragt madpakke og fælles samvær, idet man nød den skønne udsigt. I dag er stedet omgivet af træer, og kun svagt markeret i terrænet, men den ihærdige kan finde stedet.

Ørnebjerg kunne nåes ad Korupskovvej, men når Erik Munch med realskoleeleverne spadserede derud, skete det ad Attrupvej, hvor man så allerede efter et par hundrede meter kunne svinge vinkelret mod syd over markerne og nå “bjerget” ad bagvejen..

På markedspladsen midt i byen afholdtes markeder to gange om året. Det var landmandens husdyr, det her drejede sig om, og selv om man også i Kolind og mange andre steder holdt markeder, enedes man i Handels- og Borgerforeningens bestyrelse om at forsøge antallet øget til seks markeder om året. Ideen var god, men ikke bæredygtig, tværtimod havde markederne kun en kort fremtid i byen, men det var måske netop, hvad bestyrelsen indså og derfor prøvede at vende.

Borgerforeningen var i øvrigt ret så aktiv og stod bag mange tiltag, f.eks. på generalforsamlingen d. 2. december 1926, hvor ca. 32 fremmødte medlemmer vedtog oprettelsen af en foredragsforening, der dog ikke holdt sig i live ret længe. Bedre gik det med dilettantforestillingerne, hvor entusiasmen holdt sig igennem mange år, og for så vidt stadig væk – ind i mellem – er levende. Også til markederne var borgerforeningen i fokus. Til sommerfesten 18.-19. juli 1925 havde borgerforeningen således hegnet hele markedspladsen ind og udformet indgangspartiet som en smuk æresport. Indenfor var telte med fiskedamme, tombolaer m.v. Endvidere afholdt ”Bestyrelsen for Børnenes Fornøjelse” forskellige løb. Karrusel, skydebane, boldkast blev faldbudt og et jazz-orkester spillede med deltagelse af blandt andre bagermester J. Creutzberg, købmand Cilleborg og assistent Knoblauch, ”der afsluttede hvert musikstykke med revolverskud, hvilket havde en uhyre virkning…”

Lige fra 1906 var flere ejendomme i forbindelse med udstykning blevet belagt med en servitut, der i sin overskrift hed: Dokument om Markedsplads. Ideen var naturligvis at sikre byens markedsplads, og skønt dens betydning er væk, eksisterer servitutten stadigvæk på få ejendomme omkring den gamle markedsplads, dvs. mellem nuværende Vestergade – Slotsgade – Jernbanegade og Markedsgade.

Hotellet var som sagt et vigtigt samlingspunkt, men jernbanerestauranten stod ikke tilbage, og byens lidenhed til trods var der plads til dem begge, vel nok fordi de appellerede til forskelligt publikum. Da Chresten Hvid var formand for Marie Magdalene – Koed sogneråd kunne han i august 1926 skrive til ”frøken Minna Frida Frederiksen, Ryomgård, at der kunne anbefales bevilling til hende til at drive Restauration på Ryomgård.

Nedenfor foto af Jernbanerestauranten i Ryomgård, ca. 1925 – uden alkoholbevilling.

Jernbanestation uden ret til at udskænke stærke drikke.” Hotelejer L. Larsen, Kolind havde året forinden (eller samme år) købt hotellet i Ryomgård, som han drev til 1941. Forinden (d. 1. okt. 1937) havde han overtaget forpagtningen af Jernbanerestauranten, og drev således i 4 år begge forretninger samtidig. I 1953 ophørte hans forpagtning af jernbanerestauranten og to år senere døde han, 82 år gammel. Privat boede han efter salget af hotellet på Vestergade 18.

Fra stationen førte en lille sti op til realskolen. Niveauforskellen udlignedes af en del naturlige trin, men i 1926 etableredes en rigtig grusvej (Skolegade). Byen fik herved en ny dimension, idet vejnettet rundt om byen nu ”hang sammen”, og begejstringen læstes i avisen: ”…Vejen til Realskolen fra Jernbanepladsen er nu for så vidt i orden, at brinken mod Jernbanepladsen er gennemgravet, så vejen er farbar…et smukt anlæg, når stensætningerne nu bliver murede og haverne foran husrækken langs Jernbanepladsen kommer i orden.”


Nedenfor et håndkoloreret postkort af nuværende Slotsgade, ca.1930. Fra højre Tugthusudsalget, dernæst købmand A.C. Andersens forretning i midten. Så følger en ledig grund, hvor et hus byggedes for senere at blive nedrevet og give plads til Djurslands Bank. Derefter Handelsgartneriet med den hvide gavl (Pizzeria i dag). Den sidste handelsgartner her hed Holm Winther, hvis søn Erik fortæller: 1.ste ejer var Marius Andersen, der grundlagde det i 1917. Viggo Stoltze kom til i 1921, derefter Alfred Pedersen i 1936 og i 1938 Andreas Sigurd Sørensen, der sælger til Holm Winther i 1963. Gartneriet ophørte i 1972, og Holm Winther indrettede en flot have på det tidligere areal bagtil, hvor gartneriets mange planter og urter før var blevet dyrket.

KLOAKSAGEN OG BEVILLINGSSAGEN

KLOAKSAGEN
Indtil 1926 var Ryomgård ikke kloakeret. Samtidig led byen i hvert fald periodevis under det ukontrollerede afløb fra Blegmosen. Fotoet af et kort nedenfor er fra ca. 1915 og valgt, fordi det tydeligt viser Blegmoserenden (ved pilen). Naturen ville, at vandet fra Blegmosen flød i en stadig strøm, skiftevis over og under jorden. Den nåede Ryomgård  ad en fordybning kaldet Blegmoserenden (foto t.h.), der krydsede vejen mellem nuværende Nordlyvej og rundkørslen i en stenkiste. Herfra fortsatte det i et lidt bredere og overfladisk forløb bag Storegades (Slotsgades) vestlige husrække, og endte i en lille fugtig enklave bag det nuværende jernbaneterræn, for til sidst i en lille bue at søge ud i sundet udenom den opstemmede Mølledam. Det siges, at man engang for længe siden kunne fange fisk i Blegmose-rendens vand, men det var slut nu, hvor dets afløb i stigende grad blev brugt til spildevand for adskillige ejendomme. Vandet kunne lugte, især i sommervarmen, og det kunne flyde over forskellige steder. Løsningen var at regulere afløbsforholdene! Men det kneb med enigheden, både omkring behovet for dette nymodens påfund og om udgiftsfordelingen. Man hentede derfor hjælp i den stedlige landvæsenskommission, der dog ikke formåede at skabe forlig. Sagen hang nu i en tynd tråd, men så indkaldte Gl. Ryoms ejer, Grev Scheel, til møde på hotellet, hvor han oplyste at ville stævne enhver, som udledte spildevand i Blegmoserenden, idet den udmundede i hans enge og forårsagede skade her! Så forligedes parterne! – endda uden landvæsenskommissionens mellemkomst! Kun en genstridig borger holdt sig for god, men ellers var alle med i det inden udgangen af 1926 dannede ”Ryomgård Spildevandsselskab”. Man afholdt flittigt møder på hotellet og protokolførte behørigt alt væsentligt, herunder betalingstaksterne, da arbejdet var ved at være vel etableret: ”kr. 20,- pr. køkken og kr. 4,- for hver kr. 1000 bygningsværdi.”
Nedenfor et foto af den lille by med en pil pegende på Blegmoserenden, et fænomen der ikke kendes i dag, da den er udtørret. Dens rester findes i skellet mellem tandlægepraksisen på Nordlyvej 6 og Dolmerparken.

Der var styr på sagerne i den lille by, der med rette var stolt over kloakledningen, der udadtil hævede byens prestige og indadtil gjorde livet behageligere for borgerne.

BEVILLINGSSAGEN
Også en anden sag ophidsede sindene i 1926. Indre mission forsøgte at få tag i befolkningen, men uden synderligt held. Da hotellets ejer Hr. Simon Kjær solgte hotellet til Hr. Larsen, Kolind, rettede Indre Mission-tilhængere henvendelse til sognerådet for at forhindre, at alkoholbevillingen blev overført til den nye ejer. Sognerådet tøvede og en heftig og følelsesladet debat rejste sig nu blandt borgerne. Diskussioner og ukvemsord fløj gennem luften, blandet med læserbreve i det lokale landboblad og Ryomgård Avis. Sognerådet formåede ikke at skære igennem, men var selv splittet på sagen. Den gordiske knude løstes ved folkeafstemning i sognet. 366 stemte for bevillingen og 183 imod. Hr. Larsen kunne herefter tiltræde skødet og byen notere sig som midtpunkt for en usædvanlig tvist og dens forholdsvise usædvanlige måde at løse problemet på. Tilsvarende afstemninger havde dog også fundet sted andre steder i vort lille land., så Ryomgård var ikke ene om den form for direkte demokrati.

1930 erne

Det er nok lidt af en overdrivelse at tale om 1930’erne som en periode med ekspansion, men i denne relation – den lokalhistoriske udvikling – kan det være på sin plads, trods de generelt nationaløkonomiske trange kår.

I 1930 var indbyggertallet 531. Ryomgård Avis var gået ind, og Landbobladet for Djursland og Kaløvig, der i øvrigt også eksisterede i 20’erne, var nu eneste lokale avis. Byen var dog ingenlunde gået i stå. Ryomgård Vandværk stiftedes i 1931 med den første vandværksbygning i haven på Vestergade 29. Og flere forretninger viste sig i bybilledet, ligesom indbyggertallet voksede fortsat.

I Dagbladet Djursland kunne man læse dette d. 11. okt 1933:
“Købmand Boyesen og hustru, Ryomgård, fejrer guldbryllup 18. oktober. Ægteparret kom til Ryomgård for over 30 år siden for at overtage hotellet, hvor der også var købmandsforretning. Efter nogle års forløb solgte de hotellet og flyttede forretningen til den store hjørneejendom, som Boyesen har ladet opføre. Købmand Boyesen, der er 78 år og fruen 74 år, driver endnu selv forretningen. Ægteparret har tre børn, to sønner, der begge er manufakturhandlere, den ene i Ryomgård, og en datter, der er gift og bosiddende i Hjørring.”
Journalisten har stavet Boysens navn forkert, og selvom forretningen nok ejedes af ham på dette tidspunkt, så var det dog sønnen Andreas og dennes hustru Johanne, der drev den.
Nedenfor ses de to – Andreas og Johanne – i forretningen, ca. 1928.

Samme år etableredes en Falck station i Ryomgård, – i dag Nygade 14, hvor man stadig kan se garagen, og som i mange år havde den røde farve, som mange af Falcks stationer havde). I “Falcks Redningskorps i Danmark”, jubilæumsbog 2006 kan man læse bl.a. dette:
“I 1933 åbnede Falck en autohjælpestation i Ryomgård. Stationen blev nedlagt 1. jan. 1956 i forbindelse med åbningen af Falck stationen i Rønde. Den nuværende stationsleder i Ryomgård, Kurzmann, blev overflyttet til Århus som redder. Stationen (red: i Ryomgård) havde kun en kranvogn, men i en kort periode i 1953 – i forbindelse med nogle Nato-øvelser – flyttedes stationen midlertidigt til Tirstrup Flyveplads….”

I 1933 stiftedes også Ryomgård Tennisklub med bl.a. lærer Marius Dynesen og sagfører Peter Andersen som drivkræfter. Man havde ingen rigtig bane, men øvede sig på græs og deltog i turneringer, men inden længe – vistnok kort efter klubbens stiftelse -købtes et areal til tennisbane for enden af Nygade (nr. 29).

Og endelig udvidede Realskolen i 1933 med en stor tværfløjet bygning til nuværende udseende, og kronede den gamle og de nye bygninger med et fælles tårn, der samlede bygningerne, gav status og udsigt. Og den offentlige præsentation med indvielse manglede heller ikke, hverken for byen eller de syv lærere, de 200 elever og deres forældre.

En Ole Opfinder dukkede op i snedkermester Sofus Thomsen, der patentanmeldte et sammenfoldeligt transportabelt badehus, en stålampe af ny konstruktion og en trælysekrone (1932). Postvæsnet flyttede fra Jernbanegade 21 til stationen, hvor det fik til huse i en ny tilbygning, og Ryomgård Mergelselskab administrerede afsætningen fra mergelgraven på Marienhoffvej, suppleret af flittige møder på hotellet til imødegåelse af de vekslende og dermed ustabile afsætningsmuligheder for den til dårlige jorder supplerende kalk. Især var konkurrencen fra mergelselskaberne i Allingåbro og Mørke presserende.

Marie-Magdalene – Koed Sparekasse begyndte at holde ugentlig kontordag i Ryomgård, og fra 1931 flyttedes denne fra hotellet til bogholder (og daglig leder) Chr. Tofts ejendom (Vestergade 16), hvorved bogholderens løn steg fra kr. 800 til kr. 1000 om året. Se evt. mere om sparekassens historie på sitet lokalarkivmidtdjursland.dk – Ryomgård og Kirsten Frandsens bog: Ryomgård og Omegns Sparekasse – jubilæums-skrift, 1999.

T.h. postkort fra ca. 1930.
C.Christoffersens skotøjsforretning blev langt senere (i 1970érne) Kontormontering (Bjarne Mortensen), dernæst tøjforretning (H.C. Konfektion, Thorsager), og dernæst indrettede Sparekassen Bikuben kontor i den. I dag huser den en del af nabo-forretningen, Jysk Køkkensalg / Invita. Karetmager  Chr. Pedersens hus er i dag nedrevet, da det skulle give plads for vejudvidelsen, hvor Storegade (nu Slotsgade) udmundede i Vestergade – i dag rundkørsel. M. Andersens hus indeholdt møbelforretning og snedkerlokaler i baghuset, hvor især ligkister fabrikeredes. Ejendommen indeholdt også telefoncentral, samt naturligvis beboelse for familien og den ansatte husassistent.

Borgerforeningens formand, Realskole-inspektør Erik Munch gjorde i årene 1932-34 et stort opsøgende arbejde. Han kontaktede således flere pengeinstitutter for at få en bank med fuld åbningstid, da Banken for Kolind og Omegn (der havde overtaget efter Djurslands Landmandsbank) ikke ville udvide sin med mere end den allerede tilstedte ene dag om ugen i dens Ryomgård afdeling. Presset hjalp, for efter givet afslag, fulgte inden længe en udvidet åbningstid. Tilsvarende forsøgte Erik Munch at få tandlæge og dyrlæge til byen (det sidste lykkedes en periode – Dyrlæge P. Rasmussen, senere Kolind), samt et bitingsted, hvilket Justitsministeren dog afviste, men måske kun fordi kommunen hørte under Randers jurisdiktion, og kommunen følgelig forlangte en ændring af jurisdiktionsgrænserne, så man blev underlagt Hornslet som hovedsæde, men dette ville ministeriet ikke acceptere.

Byens ekspansion fandt sted langs de tre indfaldsveje fra nord, øst og vest. Mod syd rettedes senere den snoede vej til Mesballe op. Møllen på Møllebakken blev nedrevet i 1935 – 37, for at arealet kunne indgå i Realskolens faciliteter. Gjerrild banen måtte se en stadig mindre omsætning i øjnene, ifølge protokollerne var det især transporten af kartofler og tørv, der svigtede.

En friskole (Ryomgård Borgerskole, under IM) forsøgte sig omkring 1933 i lejede lokaler i Nørregade 9. En ansøgning om støtte til opførelse af en skole afvistes af sognerådet, der ikke mente, at en sådan havde nogen fremtid. Skolen byggedes alligevel på Nygade 18 (senere lægehus, i dag lejligheder), og en enkelt lærer ansattes. Skolepengene blev ansat til en krone om måneden. Realskolens skolepenge androg samme tid 5 kr. pr. md. Skolens leder var hr. L. Laursen, der dog også drev skole andetsteds og derfor havde

ansat en lærer til det daglige virke. Om aftenen dannede skolen ofte ramme om foredrag, lysbilleder osv. alt under IM. I 1936 blev skolepengene nedsat med 1 kr. pr. måned, altså nu gratis, men hverken hverdagens skole eller aftenens missionske foredrag fik tag i befolkningen, hvorfor virksomheden indstilledes og bygningen solgt i 1938 til Marie Magdalene-Koed kommune. Kommunen havde forsøgsvis nogle gange inden da lejet sig ind i lokalerne til sognerådsmøder om aftenen, og glædede sig nu over købet, der var billigt, og gav sognerådet sit første, faste tilholdssted. Ved kommunens køb af Borgerskolen indrettedes kæmnerkontor og sognerådssal i bygningens stueetage og kæmnerbolig på 1. sal.

Nedenfor et foto af den gamle Borgerskole, der fungerede som sådan ca. 1934-38, herefter kommunekontor til 1972, hvor det indrettedes til lægehus. I dag (2017) er der lejligheder i bygningen.

Det gamle kommunekontor i Marie Magdalene – Koed kommune 1938-70. Når man trådte ind, var ekspeditionen t.h., mens der var en lille sal t.v. til sognerådsmøderne. På første sal boede kæmneren, i mange år J. Laursen Pind. I kælderen var der arkiv i den ene ende, mens sygekassen havde kontor i den anden, – i mange år bestridt af “Sygekasse – Jørgensen”.

Hidtil (dvs. fra 1914) var sognerådsmøderne blevet holdt på hotellet og fra 1909 -14 i et lejet lokale hos hr. A. Gram (muligvis fejlskrift i sogneprotokollen – rette navn skal formentlig være hr. A. Grann, Jernbanegade 5). Før da, altså før 1909, ses sognerådsmøderne afholdt i Marie Magdalene, men måske kun en eller få gange, idet de ellers holdtes i Korupskov (ingen nærmere adresse er angivet).

I 1934 måtte man erkende, at de to små skoler i Marie Magdalene var for utidssvarende. I Randers Dagblad d. 16. okt. 1934 kunne man under overskriften: En ny Skole, læse at der var afholdt et møde i Marie Magdalene Præstegaard, “hvor Skolekommissionen  og Lærerrådet for Marie Magdalene – Koed Kommune skulle tage stilling til et Andragende indsendt af Sognerådet. I Andragendet havde 84 % af Distriktets Beboere anmodet om at få bygget en ny Skole, da de to Skoler der er, ikke mere er Tidssvarende. Samtidig udtaltes der ønske om, at Undervisningstiden måtte blive udvidet.”
Andragendet anbefaledes formodentlig også fordi der samtidig var kommet nye lovmæssige krav til kommuneskolers indretning, hvilket lilleskolens to bygninger i Marie Magdalene ikke opfyldte.
Det var lidt af et paradoks, at netop den ledende skolemand for byens private skole, skoleinspektør Erik Munch, var manden, der som sognerådsformand var med til at træffe beslutning om og i øvrigt også indvie den nye kommuneskole ved amtsvejen til Pindstrup i 1938 (Vestergade 116). Og så var det den udvikling, som skolebestyrer Axel Munch omend ikke frygtede, så dog forventede, og som havde sat ham i bevægelse for den såkaldte gymnasiesag, der i korthed gik ud på, at få Realskolen omdannet til “Djurslands Gymnasium”. Der arbejdedes hård på sagen, men den kunne ikke gennemføres.
Den stigende elevtilgang på Realskolen fortsatte dog uanfægtet, og togene bragte de udenbys børn til skolen fra alle sider. 1938 var også året, hvor byens gader fik officielle navne, og husene numre.

1937-38 fik Indre Mission bygget sit nye samlingssted, missionshuset på Vestergade 23, som erstatning for den solgte Borgerskole, der ellers udenfor skoletid havde fungeret som missionshus. Realskolen dominerede skolebilledet og som privat skole skulle eleverne og deres forældre udover skole- og rejsepenge også betale for skolebøgerne, hvilket bl.a. gav anledning til sådanne annoncer – her i Landbobladet:

“Brugte skolebøger købes – til Ryomgård Realskole – bøgerne betales med højeste pris. Ryomgård Boghandel – L. Viksø, tlf 69”

Og én af byens pionerer, Købmand A.C. Andersen, havde nu nået pensionsalder og solgte i sommeren 1938 – sin forretning til Gunnar Christensen, for 25.000 kr. Kopi af skødet ses nedenfor. Ca. 10 år senere – i 1948 – kom (senere ejendomsmægler) Ejvind Petersen til byen og købte købmand Boysens købmandsforretning på hjørnet af Jernbanegade og Storegade (Slotsgade). Han solgte igen i 1952, til Viggo Hansen, og slog sig ned med ejendomshandel.

I Marie Magdalene skete ikke meget. Ingen fornyelser eller investeringer fandt sted, tværtimod blev flere og flere af byens aktiviteter flyttet til Ryomgård, f.eks. folkedans, andespil og naturligvis de uundværlige lørdagsballer (dog ikke hver eneste lørdag), som hotellet pænt måtte administrere, for at dele sol og vind lige mellem Marie Magdalene Idrætsforening, Idrætsforeningen Skjold i Ryomgård og andre foreninger.

Kortet ovenfor er fra 1943, rentegnet ovenpå ældre kort (1906). Viadukten over Gjerrild-banen er endnu ikke lavet, og vejen ud af byen mod Attrup og Koed kringler sig i et skarpt sving i byens udkant mod syd op ad nuværende Skyttebakken, hvor den krydser Gjerrild-banen netop i det kryds, hvor Vallum-afløbet fører ind til Gl. Ryom og videre ud i Mølledammen. På toppen af Skyttebakken (den hed blot Bakken dengang) rundede den Skyttehuset (Korupskovvej 3, foto t.h.), og deltes i to, den ene til Attrup, den anden, – nu ikke længere en sti eller hjulspor – til Koed.
I midten ses Blegmoserenden dukke op uden videre fra matr. nr. 1 fn. Dens løb kan følges ned til bymidten (mellem Vestergade 4 og Nørregade 1 ).

Stationen var med den mange funktioner, ikke mindst dens jernbanerestaurant, en central del af byens liv, ligeledes Hotellet, hvor der var a la carte i den fine afdeling, dvs. t.v. for den vestlige indgangsdør, mens der var en krostue i den østlige afdeling. Og i salen var den ugentlige rejsebiograf, lørdagsballerne samt talrige møder, f.eks. som dette, hentet fra Dagbladet Djursland d. 16. juni 1942:

STOR TILSLUTNING TIL HUSMODERSTÆVNET I RYOMGÅRD
Ca. 300 Husmødre fra Ryomgård, Århus, Mørke, Kolind med flere, samledes i går på Ryomgård Hotel, Hvor Fru Dagmar Munch bød velkommen ved det indledende kaffebord. Derefter gik turen til Ryomgård Realskole, hvor magister frk. Sofie Rifbjerg talte om “Vanskeligheder i det normale Barns Udvikling”. Dagen var meget vellykket
.

POLITIK

Ryomgaard tilhørte Marie Magdalene – Koed Sogn, der styredes af sognerådet. Det er for overblikkets skyld samlet lidt for perioden 1929 – 1945. Meget af det skrevne nedenfor er hentet fra min lille bog: ”Der var engang” fra Realskolens 90 års jubilæum, dog er der suppleret, bl.a. med et brev, som Erik Munch skrev til Laurits Jensen, Pindstrup, da denne (E.M) kuppede sig til formandsposten i sognerådet i 1937. Brevet er så venligt overladt mig til scanning af Laurits Jensens barnebarn, Anette Søgaard Sørensen, se lidt længere nede.

I Sognerådet var socialdemokrater og venstrefolk repræsenterede, – i 1920’erne dominerede partiet venstre, der især repræsenteredes af landmænd og såmænd også en del husmænd. Disse folk forstod at holde på pengene, men holdt også skatterne nede. Men reformer trængte sig på, og her var det, at skolebestyreren fra Realskolen, Erik Munch, viste vejen. Han kom i sognerådet i 1929 valgt af venstre. Hans politis­ke kolleger var på den tid Sognerådsformand gårdejer Laurits Jensen, Pindstrup, der net­op hav­de afløst den hidtidige formand, gårdejer Marinus Hvid, Marie Magdale­ne. Marinus Hvid var nu næstformand og Erik Munch blev sekretær. De øvrige medlemmer var gårdejer Mads Madsen,  Attrup,  gårdejer Holger Jensen, Hedvigslyst (ved Nimtofte), statshus­mand Peter Hald, Ma­rien­hoff, arbejds­mand Harry Nielsen, Pindstrup, stats­husmand Frants Mortensen, Sundby og gårdejer Anders Johnsen Sørensen, Koed.

I 1937 var der igen valg til sognerådet, se nedenstående foto med navne. Da krigen indtrådte inden næste valg, sad dette sogneråd faktisk i næsten 2 perioder uden mellemliggende valg.

Sogneraadet 1937-43, fra venstre og rundt: Chresten Hviid, Marie Magdalene (ikke Laurids Jensen, Bakkegaarden, Pindstrup, som der står andre steder), Mads Madsen, Attrup, Holger Jensen, Hedvigslyst ved Nimtofte, Kr. Rygaard, Marie Magdalene, den nye Sognerådsformand Erik Munch, Ryomgaard for bordenden, Peter Hald, Saabydal ved Ryomgaard, Johannes Adelsbøll, Ryomgaard, Peter Jensen, Pindstrup og Niels Jensen, Sundby

Erik Munch trivedes godt i sognerådet, men måtte erkende, at han samarbejdede bedst med partifællen Mads Madsen og socialdemo­kraten Peter Hald. De kaldtes af og til trekanten, og når tingene var ved at gå i hårdknude, lagde de papirerne til en side og drak en øl eller to, mens de talte om alt andet end netop den sag, der var gået i hårdknude, helst et og andet fra privatlivet. Så tog de papi­rerne frem igen, og arbejdede til pro­blemerne var løst. Og problemer var der nok af, også in­denfor venstres egen grup­pe, som Erik Munch ikke altid delte mening med. Faktisk arbejdede han med tiden bedre sammen med socialdemokraterne, og ved sog­ne­rådsvalget i 1937 kom dette for første, men ikke sidste gang til overfladen, da socialdemokraternes fire medlemmer pe­gede på Erik Munch som ny sognerådsformand, mens venstres gruppe peged­e på den hid­tidige Laurits Jensen, – undtagen Erik Munch, der ved at pege på sig selv blev valgt med fem stemmer imod fire!

Den sved mod de venstrefolk, men de tog det pænt og ønskede tillykke. Sådan var politik!

Mange år senere (1950)– ved Laurits Jensens 70 års fødselsdag – skrev Erik Munch dette brev til Laurits, hvori hentydes til sidstnævnte episode:

Erik var nu sognerådsformand og ønskede at leve op til for­skellige krav, som fandtes uløste til fordel for en solidt låst sognekasse. Først og fremmest var det nu på tide at leve op til kravet om bygning af en ny skole i Marie Magdalene. Det offentlige skul­le leve op til rammerne for sin un­dervisningsforpligtelse og måtte ikke spare udgifterne hertil under anbringe­nde af, at den private skole løste pro­blemet. For det gjorde den jo netop ik­ke, da et af de fundamentale principper i folkeskolen var gratis skolegang. Og det kunne Realskolen som bekendt ikke tilbyde. Problemet er omtalt ovenfor, men skal lige suppleres lidt.
Der var i 30’erne langt over 100 børn i Marie Magdalene lille­skole, selvom den sammen med sit anneks var beregnet til under halvdelen. Så der var ingen vej udenom. En ny skole måtte byg­ges. Men sognerådet var ikke helt enige i denne sag. Efter en del polemik kom sa­gen dog til afstemning, og nu gentog sceneriet fra formandsvalget sig: fire stemmer fra venstre var imod, mens so­cialdemokraternes fire stemte for.
Erik Munch afgjorde så igen sagen ved at stemme imod sin egen grup­pe, og forsla­get blev vedtaget. I sommeren 1938 kunne skolen ude ved Pindstrupvejen så indvi­es, og de to gamle bygninger i Marie Magdalene ned­lægges som skolebygninger.


Foto taget fra Blakbjerg af Marie Magdalene nye kommuneskole fra indvielsen 1938. Yderst t.h. lærerbolig til førstelærer Erik Jørgensen, lærer Thorups hus i midten. Overfor lærer Thorups boede Laurits Mogensen, som var pedel. Over skolens tagryg (t.v) skimtes landbrugskonsulent Kofoeds hus (Vestergade 112). Ryom enge i baggrunden, som brugtes til græsning af kreaturer samt høslæt.

Forinden, dvs. i midten af 30’erne, havde Indre Mis­sion bygget en skole (det gamle læge­hus i Nygade) i Ryomgård og startet sin egen fri­skole. Også det problem er omtalt foran, men skal også lig suppleres lidt. Der var nogen forbitrelse her­over fra andre sider. Byen havde jo en udmærket skole i den private realskole, og dertil kom jo den flydende forplig­tigelse til at erstatte Ma­rie Magdalene skole med en anden og større, eller som man sag­de: en rigtig kommuneskole. Dette ventede jo kun på realisering, når sognerådet fandt, at tiden og pen­gene var til det!  Men med bygningen af denne friskole var det som om I.M forsøg­te at påvirke ud­viklingen, givetvis for at de selv skulle få indflydelse på skolens ind­retning og udbud. Og det huede hver­ken borgerne eller sognerådet, der tidlige­re havde set deres by bragt i oprør af I.M’s indblanding på forskellige fron­ter. Sognerådet havde da også afvist at give støtte til bygningens opførelse, men den byggedes alligevel, og forsøgte at få fod­fæste i det lille samfund.

Men det lykkedes ikke. Allerede efter et par år indstillede den sin virksomhed på grund af manglende søgning, men på et punkt udfyldte den dog et tomrum. Sog­nerådet havde nemlig fri­stet en omtum­let tilværelse, som friskolen løste ved at udleje lokaler i bygningen til sog­nerådets møder. Det var da også pro­blemfrit at leje disse lokaler, blot man sørgede for ikke at arrangere dem samtidig med I.M’s aftenmøder, da loka­lerne jo i så fald ikke var ledige.

Da friskolens manglende berettigelse stod klar for I.M., skulle bygningen sæl­ges. Erik Munch foreslog, at kommu­nen købte den. Her kunne administratio­nen have til huse, idet der for­uden sognerådslokale var plads til både kom­munekontor og lej­lighed til kæmneren. Forslaget blev vedtaget, omen to af venstremændene, Laurits Jensen og Christian Rygård, Marie Magdalene, stemte imod. I bygningen kunne også kommunens arkiver være. De havde ellers ført en omflakkende tilværelse fra loft til loft, men nu sør­gede Erik for, at en arkivar fik papirerne ordnet og sy­stematiseret.

Omkring 1940 foreslog Erik Munch, at man byg­gede et alderdomshjem. Der var behov for det, men venstre var som sædvan­lig imod. Alligevel vedtoges det – man fristes til at sige med den “tra­ditio­nelle” stemmefordeling i sognerådet- og i 1942 stod “De gamles hjem” færdig for enden af Vestergade. I kælderetagen var der ledige rum, og Erik foranledigede det første sognebib­liotek indrettet her. Endelig var der vejene. De var ikke as­falterede, og med den stigende trafik, var der behov for asfaltering, der nu vedto­ges og blev ført ud i livet. Der kunne nævnes mange flere sager, f.eks. indførelse af skole­læge og skole­tandlæge, men det fører for vidt her at nævne dem alle.

Men kritiske røster var der også, idet nogle mente, at Erik Munch administrerede kommunen for dyrt, eksempelvis havde det nye alderdomshjem kostet 150.000 kr. (fuldt monteret)! Kritikken slog dog ikke igennem. De fleste vidste, at de nye tiltag var nødvendi­ge, og deres synlige berettigelse lod heller ikke vente på sig. Således fyld­tes den nye skole og alderdomshjem­met hurtigt, ligesom man i øvrigt hurtigt fik andet at tænke på. Krigen var brudt ud, og sammen med Axel Munchs død forinden fik den nye leder af skolen nok at se til.

Ovenfor foto af Sognerådet 1944. Fra venstre: Grd. Marinus Hvid, Grd. P. Laursen Pind, Statshusmand Bjerregaard Mikkelsen, Sognefoged M Justesen, Skolebestyrer Erik Munch (- for bordenden, sognerådsformand), Arbejdsmand Johs. Adelsbøll, Sognefoged Harry Nielsen, Banevagt Kr. Sørensen, Grd. Chr. Rygaard.

Erik Munch ønskede egentlig at komme ud af sognerådet nu, men afstod på grund af krigen. I 1946 var der igen fred og mulighed for at udskrive valg. Her stillede Erik ikke op. Efter 17 år i sognerådet, heraf 9 som sognerådsfor­mand, fandt han det betids at sige stop. Nu gjaldt det kun sko­learbejdet fremover!

Artiklen kan forsættes og især redigeres for rettelser, supplementer og nye oplysninger. Skriv i så fald venligst til os. Se adresser under siden om.

BEGYNDELSEN

INDHOLD:

Begyndelsen
Første gård og første by
Første bys endeligt
Hovedgården og dens omgivelser
Heinrich de Mule Hoff
Hoveri eller betaling
Bomhuset
Herregårdsslagteren
Spaniolerne på Ryomgård
Omgivelserne – 1800-tallet


Hvornår begyndte det? – altså Ryomgård?

– læs om tiden frem mod vores by blev dannet.

Hvordan så der egentlig ud på egnen her og hvad rørte der sig mon fra de første kilder dukker op om egnen og til den spæde start på den samling huse, der skulle blive til byen Ryomgård? Dele af det skrevne er fra bogen: “Rundt om Ryom”, idet der dog mange steder er sket ændringer og tilføjelser.

I slutningen af 1300-tallet fødte herren til Hevringholm, Niels Jensens hustru en søn, som døbtes Otte Nielsen. Hevringholms besiddelser strakte sig vidt omkring på det skovtætte Djursland, og da den ca. 31-årige Otte i 1426 giftede sig med enken til hvideslægtens gamle gård, Bjørnholm (nuværende Høgholm) Else Krognos, kunne han igennem arv og ægteskab se sig selv som jorddrot, der i størrelse (ved supplerende opkøb noget senere) kunne måle sig med en af datidens største, Lauge Brock til Gl. Estrup.

Forbindelsen mellem Hevringholm og Bjørnholm foregik formodentlig over vadestedet ved nuværende Gl. Ryom, som det korteste og mest bekvemme sted at passere den våde rest af det gamle Stenalderhav, hvis sidste element ellers kun dukkede synligt frem i indsøen Kolindsund.

I 1460 omtales en gård i Marie Magdalene ved navn Æsteroob som Otte Nielsens, og det lyder ikke usandsynligt om Otte Nielsen og hans følge brugte denne gård som mellemstation på sine ridt mellem gårdene. I 1443 blev Otte Nielsen Rigshofmester hos Kong Chr. I, og rejste i denne egenskab meget omkring eller opholdt sig hos kongen, men i 1452 fritages han for hvervet ”for hans alderdoms og krankheds skyld”. Fra da af havde han tid til at tage sig af andre mere hjemlige gøremål, og et af dem var at bygge en kirke i Marie Magdalene i 1458. Måske er den bygget direkte ovenpå en gammel hedensk vieplads, som formentlig blev indstiftet af syge, der havde søgt og måske også fået helbredelse ved kildevældet i Marie Magdalene. Fundamentsrester tyder dog på, at en anden kirke var der i forvejen, måske bygget i 1200-tallet som så mange andre kirker, men så skrøbelig at Otte Nielsen mente en fuldstændig ny kirke var nødvendig. Samtidig synes der at have været en eller anden form for beboelse ved nuværende Gl. Ryom, måske som en fordums ”røverrede”, hvilket en enkelt forfatter har foreslået (Karl Mejnecke). Røveruvæsnet var udbredt overalt hvor skoven kunne give ly, og vadestedet må have været et godt tilholdssted, selvom vi ikke har konkrete beviser på det. Under alle omstændigheder indtog Otte Nielsen holmen ved nuværende Gl. Ryom og byggede sig en stor gård, der måske var tænkt som afløsning af Æsteroob i Marie Magdalene. Samtidig ryddede han skoven i en strækning fra sin nye gård ud til sin kirke i Marie Magdalene, og sandsynligvis har det ikke varet længe før området inde ved borgen blev bebygget yderligere, og tog navn efter rydningen. Her har der været beskyttelse at opnå, og en del jord var befriet for skov og nogenlunde klar til dyrkning. Tidspunktet har været efter 1452, hvor han ophører som rigshofmester og 1477, hvor han dør.

Et sagn fortæller, at Marie Magdalene har navn efter to søstre af samme navn, der blev helbredte ved at drikke af den kilde, der sprang på stedet. Men det er mere troligt, at Otte Nielsen opkaldte sin kirke efter den bibelske person Maria Magdalene, der huskes som den, der besøgte Jesus grav påskemorgen.

Foto fra 1992 af Marie Magdalene kilde.
Man kunne endnu se vandspejlet, – nederst i billedet – hvilket i dag er forsvundet.

Denne forklaring støttes af ordet ”sancte” i den fornævnte fra 1460 kendte tekst om Æsteroob (i dag sprogligt nærmest Estrup eller Astrup), hvor der står: ”Æsteroop hooes sancte Marie Magdalene.” Det bestyrkes også af, at man i materialet omkring kilderne i Danmark stort set ikke eller i hvert fald sjældent finder eksempler på kildenavne opkaldte efter personer, der måtte være blevet helbredte ved kilden. Tværtimod er langt de fleste navne på kildevæld knyttet til stednavne, gudenavne (hedenske guder) eller bibelske navne (helligkilder).

Men hvor lå kilden i Marie Magdalene egentlig? Det er sandsynligt, at den lå lige ved skel i den nuværende præstehaves nordlige hjørne, faktisk på nabomarken, og meget tæt ved bækken, der løber igennem byen (Bøjstrup Bæk). Kildevældet har rindet herfra i hvert fald i 500 år, sandsynligvis langt længere, men langsomt er det aftaget. I 1992 kunne man stadig være heldig at finde lidt vand springe, men i dag leder man forgæves. Arnestedet er svært at anskue, da tæt krat og vildnis periodevis har spærret for adgang og ordentlig iagttagelse, ligesom almindelig erosion har udjævnet stedets karakteristika. En pumpe var engang anbragt ved hvælvet, men blev fjernet engang i 1930’erne (eller før). Et sagn fortæller, at kildens helbredende virkning ophørte, da en nærig bonde trak sin syge hest til kilden, for at den kunne blive rask ved at drikke af dens vand. Men sagnet er alene et mundheld, der hæftedes på mange kilder, når de udtørrede eller af andre grunde ophørte at have interesse. Der findes flere kilder i området, også helligkilder, men ingen af dem har haft samme overleverede betydning, som den hellige i præstegårdshavens skel mod nord. Se evt. om de øvrige kilder i Sigurd Svanes bog: Danske Helligkilder, Finn Jacobsens Forlag 1984.

Vender vi tilbage til Otte Nielsens gård, sørgede Otte Nielsen for dens stabilitet ved at sikre dens økonomiske rammer. Gården skulle gøres til en driftsmæssig enhed, hvis drivhjul skulle passes og næres. Jord måtte der til, men det har nok ikke voldt denne kongens mand besvær. Megen jord i landet var nemlig ingenmandsland, og det som ingen ejede, ejede kongen, sagde loven. En anden mulighed for at få tillagt jord var mageskifter, og Otte Nielsen ejede jord nok til, at han altid kunne give andre et godt mageskiftebud. Megen skov måtte dog ryddes, før ploven kunne vende mulden, men i hvert fald fra 1500-tallet dukker Ryomgård op som registreret storbrug, selvom dets omfang fra starten ikke var det, som det senere blev til.


PERIODEN 1470-1644

Den første gård og den første by

Ryomgårds officielle og synlige status som en større gård, var nu en realitet. Otte Nielsen, der på sine gamle dage blev adlet Rosenkrantz, behøvede naturligvis folk på gården, ligesom en popularisering af stedet lidt nord for gården finder sted.En svag bydannelse tegner sig og denne første egentlige by kaldtes med tiden Ryum eller Ryen, mens gården kaldtes Ryumgård. Mellem 12 og 14 smågårde/ bondegårde, måske blandet med et par jordløse huse, bliver det muligvis til i perioden frem til et og andet tidspunkt i 30-års-krigen, nærmere bestemt omkring 1644. 30 års krigen var en sørgelig periode for vort land. Den enevældige kong Chr. 4. havde – som Hertug af Holsten – involveret landet i en krig, som især efter Chr. 4.’ s nederlag ved Barenberg (1626), hensat landet i stor nød. Den tyske kejserlige hær besatte Jylland og krævede forplejning. Dette sammenholdt med den generelle stigning i efterspørgsel efter landbrugsprodukter, gjorde at ny jord måtte inddrages. Også den senere, men under samme 30 års krig, Thorstensson-krigen (1643-45) gjorde ondt. Befolkningen led meget og fjenden spurgte ikke efter mad. De forlangte den, tog den, røvede den, se lidt mere længere fremme. Muligvis er det i lyset heraf, at vi i denne periode skal se terrasse-agrene ved Marie Magdalene dukke frem. De stammer nemlig fra denne periode.

Terrasseagrene ved Marie Magdalene er meget tydelige. På fotoet kan tælles fire terrasser, men muligvis har der været fem. Den nederste – midt i fotoet er pløjet helt ned og med tiden eroderet helt i niveau.

Kører man i dag ud af Ryomgård mod Pindstrup, forbi Blakbjerg og hen til næste sving, kan man – i svinget til højre – se rester af terrasse-agre. I mange lande, især sydpå, har sådanne været anvendte i masser af år, – og anvendes stadig. Herhjemme har de været anvendte især i middelalderen (for Danmarks vedkommende ca. 1050-1536).  Fordelen har været, at bonden under pløjning slap for at vende spand og plov, hvilket var besværligt med den tunge hjulplov, som dengang anvendtes, men kunne pløje i en lang stribe på den ene terrasse efter den anden. Inden svingploven gjorde sit indtog, var det en stor lettelse i pløjningen. I Marie Magdalene er de pågældende agre ca. 3-4 meter brede og pænt lange, – og så er de fra 1600-tallet! Dette sidste fortæller, at der har været mangel på jord til opdyrkning, for selvom svingploven kun var langsomt på vej, blev terrassebrug mere og mere sjældent herhjemme efter middelalderen. Der har tilsyneladende været mangel på jord til opdyrkning, hvilket kan skyldes områdets struktur i form af vådområder, skov og til tider for stejle bakker i kombination med befolkningsforøgelse. Det var ikke let at implementere ny jord! Men flere munde skulle mættes, hvilket igen kan være begrundet i 30 års krigen, jfr. ovenfor.

Også andre steder på egnen finder vi terrassebrug fra perioden, nærmeste sted er i Auning, hvor man udenfor byen mod øst ad hovedvej 16 møder Auning Skoven. Til venstre lige inden man kører ind i skoven er der en p-plads – af de lokale ofte kaldet sigøjner-pladsen! Netop i den østlige ende af denne plads – lige hvor skoven starter – ses terrasse-agre af akkurat samme art som ved Marie Magdalene. Der er i øvrigt i samme skov, lidt østligere inde i skoven mange andre tegn på tidligere agerbrug og beboelse, men det er en anden sag.

Tilbage til gården Ryumgård.
I 1477 døde Otte Nielsen Rosenkrantz, men forinden nåede han på grund af sit engagement med Marie Magdalene kirke at ryge uklar med Århus bispen Jens Iversen Lange, idet denne forlangte myndigheden over kirken. Man talte om, at ”hvor Fællesskoven (Fjeld Skov) standset, vestenfor en kirkeby med det mærkelige navn Marmelene, havde Otte Nielsen Rosenkranz ladet skov rydde og jord opdyrke i thet stedt som skov oc træ stodh.” Fra et senere (1700-tallet) udpluk af Sønderhald Herreds­protokol refereres fra dommen: ”…og haver giort der en skøn Kirke, og alt det Folk til den sogn det hører forskrevne hr. Otto til, og Biskoppen vil ly steede Ham til, at sette der Capellan til, eller bevare sig der ydermeere med, end som Hand, og hands Huus Frue havde der intet tilgivet.” Kirkens førende mand på egnen, Århus bispen, ville med andre ord ikke finde sig i Otte Nielsen Rosenkrantz’ fuldstændige råderet over sin egen kirke i Marie Magdalene, men Kongens Retterting gav Otte Nielsen Rosenkrantz medhold og tilkendte ham kaldsretten til kirken ”til evig tid”. Heri ligger, at Otte Nielsen Rosenkrantz selv kunne bestemme, hvilken præst der skulle besætte embedet, samt ”skall der ingen rejnskab føre Biskoppen af Offer eller Gave, som til forskrevne Kierke kommer…”

Efter Otte Nielsen Rosenkrantz’ død forblev Ryomgård i starten i slægtens eje, først hans søn, Rigshofmester Erik Ottesen og derpå hans sønnesøn Niels Eriksen, også rigshofmester, og endelig hans oldebarn Christoffer Rosenkrantz. Ingen af dem boede dog på gården, der fandtes alt for ubekvem i forhold til Bjørnholm, og senere Rosenholm, der var familiens foretrukne. Christoffer Rosenkrantz døde barnløs i 1561, og hans jordiske gods deltes mellem flere udarvinger, og Ryomgård havnede efter yderligere arvespring hos Birgitte Rosenkrantz. Tidspunktet er usikkert, men måske er det omkring 1585, hvor man ved, at hendes ægtefælle Mogens Pallesen Juel anmodede kronen om ”et bol i Ryen til mageskifte”. Samme år som Mogens Juel døde, 1605, opnåede gården status som hovedgård, dvs. ejeren offentligt skrev sig til den, samt oppebar visse rettigheder og pligter omkring kirke, skatter og gårdens drift.

I 1606 solgte Birgitte Rosenkrantz gården til sin bror Børge Rosenkrantz, der dog straks videresolgte den til Axel Galt. Begge handler skete hen over hovedet på to panthavere, jomfruerne Dorte og Anne Vesteni, der følgelig forsøgte at omstøde handlerne ad rettens vej. Men forgæves, idet retten mente, at jomfruerne havde sikkerheder nok foruden.
Axel Galt måtte igennem yderligere to retssager, før han fik endelig skøde på Ryomgård. Første gang i 1608 da han havde betalt Børge Rosenkrantz resten af købesummen for gården 21.500 Daler, og fik dom for, at hans ”følgebrev” til gården skulle erstattes med et endeligt skøde. Anden gang i 1610, da Børge Rosenkrantz vel havde udstedt endeligt skøde, men udeladt ”en gård og et gadehus i Ryom by, et hus ved Bjørnholm, patronatsretten til Marie Magdalene kirke, 2 ørte mel i Ryomgårds Mølle og en stug jord.” Axel Galt var egentlig lensmand på Åstrup i Vendsyssel, og det er sandsynligt, at han ikke opholdt sig særlig meget på Ryomgård, da han bestred lenshvervet lige til sin død i 1614. Forinden havde han dog – af økonomiske årsager – afhændet Ryomgård til nordmanden Gunde eller Gude Galde i 1613, og omkring 1618 overgik den til Enevold Kruse til Stenalt, hvis søn Jørgen Kruse arvede den i 1632. Ved hans død i 1666, var der ingen penge til kreditorerne, hvorfor panthaverne måtte ”tage gården…i betaling for udlånte rede penge.” Jørgen Kruse havde bygget ny hovedbygning i 1643, og forinden havde han ladet opføre den store agerumslade (1635) samt staldbygningen (1637). Han havde måske forbygget sig, men landspolitiske forhold spillede dog også ind.

Gl. Ryoms stald ses til venstre og laden til højre. Laden er en såkaldt agerumslade, hvor man med vognlæsset kørte (agede) ind af ladens ene ende og ud af den anden, – når man havde lodset høet, roerne eller anden afgrøde. Agerumsladen er forfinet med kamtakker. I forgrunden ses ajlepladsen.

Den nye hovedbygning, som Jørgen Kruse opførte, er en del af den nuværende hovedbygning, men den var egentlig kun tænkt som en nordlig fløj, der skulle suppleres med en sydlig og en østlig, altså et trefløjet anlæg, hvor den østlige skulle være portfløj, og hvor vandet må være tænkt ledt forbi i et voldgravsanlæg, idet en bro var planlagt over mod ladegården. Tanken er nær, at det således også er Jørgen Kruse, der er opmand til den grøftelignende udgravning på Thorsagervejens østre side overfor Mølledammen. Selvom den passer godt ind i tankerne om et voldgrav anlæg, er det dog også sandsynligt, at ”grøften” hører en senere tid til, f.eks. i Muhle v. Hoffs afvandingsarbejder, se senere.

Den østlige fløj blev påbegyndt, men ikke færdigbygget, og i dag ses resterne af den som ende fløj til hovedbygningen. Den sydlige fløj blev slet ikke opført. Her nåedes kun at påbegynde noget af et stenfundament, som til gengæld aldrig er blevet fjernet helt igen, og i dag derfor svagt kan findes i den nuværende park. Jørgen Kruse lod den nordre fløj (nuværende hovedbygning) kranse af et ottekantet tårn mod nordøst og et trappetårn ved indgangen på midten af bygningen, der tillige om døren blev smykket med en sandstensportal, hvori Jørgen Kruse indfældede sit og sin hustrus Beate Bylows familie våben (se foto ovenfor t.v.) og årstallet 1643, mens der ovenover indføjedes: Jørgen Kruse F Beate Bulav thil Hærmidtsløfgaard (Hjer­mislevgård ved Brønderslev). Våbenskjoldet er fra Jørgen Kruses familie. Da den senere ejer oberstløjtnant Palle Krag von Hoff byggede om, flyttede han portalen med våbenskjoldet fra indgangen ved trappetårnet til den nuværende hovedindgang, hvor det stadig ses over døren. Våbenskjoldets særlige kendetegn er en blå jødehat med røde opslag i sølvfelt.

Jørgen Kruses (families) våbenskjold. Dets særlige kendetegn er er den blå jødehat med de røde opslag i sølvfelt. Våbenskjoldet var af Jørgen Kruse anbragt ved indgangen til trappetårnet, men efter Palle Krag Hoffs ombygning flyttet til nuværende indgang midt i hovedhuset, hvor det er anbragt over døren.

I perioden frem til dette tidspunkt er gårdens væsentligste indtægter naturligvis kommet fra afgrøder og studehandel. Studene blev købt af opkøbere eller drevet til nærmeste hoved færdselsåre mod syd, og videre til byerne bl.a. Ribe og Kolding, hvor de blev omsat med henblik på videresalg til Holland og Hansestæderne, men var priserne for lave, undgik man mellemhandlerne, og drev selv studene videre, f.eks. til Schleswig og Holsten, hvor man som regel kunne påregne gode priser.

I perioden 1632-39 nævnes gården sammen med Katholm og Rugård som pænt repræsenterede på studemarkederne i det sydlige, og mens Rosenholm i 1640 registrerede et salg på 190 øksne (almindelig anvndt ord dengang om kød- eller slagtekvæg, der førtes ad Oksevejen (Hærvejen) ned gennem Jylland til markeder i Hertugdømmerne), kunne Ryomgård samme år påvise et salg på 270 stk. Gården var nemlig velegnet til studedrift på grund af de saftige engstrækninger, og i hele perioden, bortset fra krigstider, har studedriften på Ryomgård været en vigtig indtægtskilde.

Men der var også produktion for det hjemlige marked, bl.a. af får, og afsætningen kunne ske på markederne rundt omkring. Det nærmeste var i Marie Magdalene, hvor der afholdtes regelmæssige markeder til 1582, hvorefter de flyttedes til Thorsager, for i 1601 at flytte til Grenå. Skulle produkter som korn, smør og flæsk afsættes i større byer udenom opkøbere, agede man selv varerne til Vosnæs, hvor de udskibedes i småskibe og sejledes til Århus. Så trafikeret endte stedet ved Vosnæs med at blive, at en egentlig mole byggedes i 1714.

DEN FØRSTE BYS ENDELIGT

Den første by var opstået lidt efter lidt i tiden indtil nu. Og by er nok et alt for stort ord. Men et hus byggedes i ny og næ og fra Otte Nielsens ankomst og til midten af 1600-tallet, skønnes, at der måske var 12-14 huse, jfr. lidt mere herom nedenfor i næste afsnit
Men krig og ufred gjorde som foran nævnt sit til at ødelægge tilværelsen for mange. Og denne første by,  Ryum – eller Ryumgård, kan være blevet plyndret og afbrændt i midten af 1600-tallet. Man ved, at kong Christian d. IV’s holstenske tropper under 30 års-krigen mødte de svenske i Nordtyskland, men ikke kunne klare sig. I deres flugt fra fjenden søgte de op gennem Jylland og plyndrede og afbrændte alt, hvad de kom i nærheden af, selvom det var deres egne landsmænd, det da gik ud over. Og dog – soldaterne var ikke danske, men holstenske, og havde givetvis ingen problemer med at plyndre danskerne! Lejesoldater var de, og deres afregning var næppe imødekommet, hvorfor de fandt plyndringerne legitime.
Det er derfor sandsynligt, at disse holstenske lejetropper, der i krigens ydmygende nederlag og flugt, og som manglede løn og forplejning, tog sig selv til rette. Byen Ryum kan have været et af ofrene for den hær, der ellers skulle have hjulpet os. Det kan dog også have været de svenske tropper, der ødelagde byen, men historikerne mener, at de var veldisciplinerede under deres general Thorstensson og synes ikke umiddelbart at have samme incitament for sådanne barariske handlinger, som de holstenske soldater efter al sandsynlighed udsatte de værgeløse indbyggere for. Sikkert er det, at både holstenere og svenskere var på egnen med de tydeligste beviser afsat i Grenå og Århus. Konsekvensen blev, som foran omtalt, den Kongelige Bekendtgørelse eller lignende, der tilkendegav, at ’Ryumgård Bye” nu ikke eksisterede mere.

Paradoksalt nok fremkommer denne offentlige meddelelse først i 1680’erne og får tilbagevirkende kraft fra ca. 1644, idet man formodentlig antager. at fornævnte krig er årsag til byens skæbne!

En kendsgerning er det, at Jørgen Kruse iblandt sine pligter som hovedgårdsherre skulle forestå genopbygningen af byen, hvilket han undlod. Selvom Jørgen Kruse selv affattede jordebøgerne fra 1662, nævner han intet om byens skæbne, hvilket var en tilsidesættelse af gældende regler. Først i 1683 får myndighederne nys om begivenhederne, idet den på det tidspunkt værende ejer, Ingeborg Broberg, indberetter det. Hun er nemlig klar over, at der er uoverensstemmelse mellem registrene og de faktiske forhold. Berigtigelsen skete nok med en svag hovedrysten, for det var jo umuligt at komme efter Jørgen Kruse eller hans insolvente bo. Men der var heller ingen før nu, som gjorde indsigelser, hvilket naturligvis kan skyldes, at der ikke var nogen tilbage i Ryum efter, at krigens barske spøgelse havde vist sig på stedet.

Ingeborg Broberg søgte og fik sammen med sin indberetning om forholdene, legaliseret jorden som sin og bevilliget skattefrihed ”for den nedbrudte Ryums jorder” mod et engangsbeløb på 2.366 rdl. kurant!


PERIODEN 1645-1798

HOVEDGÅRDEN

Mens Ryum som by nu forsvinder fra landkortet, må ejeren af gården på dette tidspunkt, Jørgen Kruse, begrave tre af sine børn i Marie Magdalene Kirkes gravkapel (1644) samt trods sine anstrengelser se sin økonomi forværret betydeligt. Hans fallitbo sælger gården til Otto Pogwisch til Saltø, der i 1672 videresælger den til den teologisk lærde Lauritz Bording, der som panthaver søgte at redde stumperne af en tvivlsom investering, skønt den i sin tid måske var sket for at hjælpe den tidligere ejer Jørgen Kruse. Lauritz Bording døde allerede i 1677, men hans enke Ingeborg Broberg søgte og fik mod betaling, jfr. foran, kongelig bevilling på, at ”den efter brand nedbrudte by Ryoms jorder, der tidligere var lagt under Ryumgård, måtte nyde samme privilegier som denne.” Ingeborg Broberg søgte med andre ord at legalisere sin patronatsret til byjorden (incl. skattefrihed), der kunne være tvivlsom, da hun ikke kunne se den registreret, jfr. foran.

Præsten Chresten Thæbring beskriver det i sin ”Indgivelse” (dvs. indberetning) til Århus Bispesæde i 1690 således; ”…at en Bye kaldet Ryom, som skal have bestået af 6 Gaarde, 6 Gade Huuse, foruden 2.de Huuse kaldet Tiurholt skal af forrige herskab på Ryomgård være ødelagt, og marken lagt under Ryomgårds Avling…” Præstens indberetning skal ses i lyset af begivenhederne ovenfor. Præstens indberetning gengives senere – i 1772 – af Marie Malene præsten Mogens Siørup, som på grundlag af en såkaldt “rescript”, udarbejdede en fortegnelse over Marie Malene Sogns “Beskaffenhed, Indkomster og Tillæg”. Han skriver bl.a. således (oversat af lærer Anthon Eriksen):

De nævnte “Gade-huuse” har været jordløse, og deres beboere har vel ernæret sig som daglejere knyttet til Hovedgården, da det var her, der var arbejde at få. Og kunne man så ved siden af dyrke en lille havelod, kunne man forhåbentlig brødføde sin familie. At herskabet på Ryomgaard skulle have ødelagt den lille by er vist ikke rigtigt, jfr. foran om de Holstenske troppers plyndringer.

Medens man i 1672 kan konstatere gårdens tilliggender til 56 tdr. hartkorn, var den nu i Ingeborg Brobergs tid på 59 tdr. hartkorn, og ved hendes arvings (sønnen dr. jur. Rasmus Bording) videresalg angivet med 63 tdr. hartkorn. En udvidelse af det dyrkede areal havde altså fundet sted, og etatsråd Peder Fogh måtte da også give 20.000 rigsdaler for gården i 1713. Peder Fogh var søstersøn til berømte Griffenfeldt, og meget litterær og historisk interesseret. Han huskes måske bedst for det epitafium, han satte i Marie Magdalene kirke over sine tre hustruer, samt fra det legat (Det Foghste Legat), som han indstiftede i 1738 på 800 Rdl. Renterne (5%) af legatet skulle anvendes til fattige på Ryomgård Gods. Legatet forhøjedes senere af hans søstersøn Jørgen Fogh Wilster til 3.600 Rdl (Det Fogh-Wilsterske Legat), og skulle nu også anvendes til at drive skole i Marie Magdalene, Nimtofte og Ebdrup samt til en eller to disciple på Århus Katedralskole med 180 Rdl. I kirkebogen for 1777 skriver degnen Jørgen Severin Rodtved: ”…der er i Marie Malene Sogn een Skole, hvor Degnen tillige er Skoleholder og nyder derfor 10 rd. aarlig i Følge et Legatum af Fru Malene Bording til Ryomgård af 1720, med vilkår, at Hand tillige skulle underviise Scharresøe Sogns Ungdom i Læhssen, Christendom og Skrivning, da der på den Tid ingen ordentlig Skole var i Scharresøe Sogn.” Han fortsætter med at beskrive degneboligen, der bestod af ”...8 fag stuehuus langs med gaden, udenfor det halve er en liden hauge ved gade siden, som jeg i steden for gierdet med en steenmur har indhegnet, og udenfor det andet halve huus en brønd i gaden, som jeg har bekostet.”(Måske er huset Bøjstrupvej 38).

Ved Peder Foghs død overtog Jørgen Fogh Wilster gården, og fra 1756 hans enke Anne Margrethe Galten. Hun var kun enke et års tid, idet hun i 1757 blev gift med Palle Kragh von Hoff til Høgholm, der i øvrigt ændrede en del på hovedbygningen. Det var især den ikke-færdigbyggede østlige fløj, der måtte lide, idet den reduceredes til den nuværende størrelse (dvs. som endefløj), og fik en pendant bygget til den anden ende af bygningen. Ved samtidig at nedrive det ottekantede tårn mod nord samt trappetårnet, fik gården nu et harmonisk præg af en færdigbygget helhed, hvor den tidligere projekterede nordfløj nu blev gårdens hovedfløj. Det nærmeste areal mod syd blev udlagt som park/have med spadsergange, græs og træer. Linde-træerne, der i dag udgør en flot (og fredet) allé syd for stalden, plantedes af Palle Kragh von Hoff, der også kronede sit værk med to stele ved indgangen til hovedhuset.

Den ene stele ved indgangsvejen til hovedhuset. Man aner en lille sol indgraveret samt initialerne PKH AMG 1763, hvilket står for Palle Krag (von) Hoff og hustru Anne Marie Galten.


Også omegnen nød godt af Palle Kragh von Hoffs aktiviteter, idet han byggede nogle få huse rundt omkring, bl.a. i 1760 en skole i Skarresø samt nuværende Astrupvej 28 og 30 i Astrup by.

Den ene af jomfrugårdene fotograferet fra vejen, der fører forbi. Man kan lige skimte indskriften over ladelemmen “Jomfrugaarden og tallet 28 (vej.nr. – senere tilføjet).

De byggedes i 1766 til hans to ugifte søstre, og kaldtes Jomfrugårdene. Hans initialer læses stadig i nr. 28 på en tværplanke i bindingsværksmuren. En del af byggematerialerne hentedes fra Kalø Slot, der var forladt på dette tidspunkt og allerede godt på vej mod sin nuværende ruintilstand.

Ved Palle Kragh von Hoffs død i 1798 træder hans brodersøn, Henrik Mule Hoff ind på scenen, og trods hans korte ejerperiode (til 1804) synes det, som en ny epoke for slottet nu forestår.

Indskrift i Jomfrugaarden – Astrupvej 28 – PKH for Palle Krag Hoff, og dernæst anno (stavet med et n) 1766.

OMGIVELSERNE

Slottet Ryomgård står noget isoleret ved svenskekrigenes afslutning. Måske har de svenske soldater givet deres bidrag til at afklæde Jørgen Kruses økonomi, men faktum var i hvert fald, at stedet var nødlidende. På Løvenholm måtte man af med et stort beløb til svenskerne, men overlevede, mens man på Clausholm etablerede en modstandsbevægelse (snaphanevirksomhed) akkurat som ”gøngerne” i Skåne og på Sjælland, hvorved man modstod svenskerne. Rosenholm var sluppet pænt udenom urolig­hederne, og på Hevringholm havde man betalt et beløb til svenskerne for at få fred. Bestikkelsen lykkedes, omend man måtte betale mere end en gang.

Århus var slemt medtaget af krigen, og Grenå kunne med sine 453 indbyggere (1672) næsten ikke genopbygge byen efter de mange og voldsomme brande, som især denne by havde været udsat for.

På Djursland dominerede skovene, kun afbrudt af det våde element i Kolindsund og dets tidligere forlængede arm ind igennem landet op mod Randers fjord. Blandt de større dyr fandt man navnlig ræve, hjorte, vildsvin og ulve. Fuglene var især repræsenterede ved alliker og krager, der samledes i store skrigende flokke og godt kunne gøre indtryk af noget overnaturligt, og derved leverede sit bidrag til overleveringernes sælsomme historier.

I eftertiden har især myten om Mads Kong overlevet. Mads var en fattig, men stærk mand, der ernærede sig ved røveri i Løvenholm skovene. Det lykkedes godt for ham! Som en anden Robin Hood afkrævede han de rejsende en ”afgift”, for at de kunne passere igennem hans skovrige. Ved en brønd (Mads Kongs Kvæld) syd for Eldrupgården ved den gamle landevej gennem skoven, kunne den rejsende lade hestene drikke mod betaling til ham. Tilsvarende gjaldt ved en kilde (Mads Kongs kilde) tæt ved Langesø. En tåbe var den, der ignorerede Mads’ krav. Døden blev nemt den eneste og ubønhørlige straf overfor den formastelige, og lovens lange arm var alt for kort til at nå Mads i sit skovrige, hvor han var enevældig konge! Overleveringen knytter ham til 15. århundrede og skulle være reel nok. Men fantasien fik vinger hos forfatteren Tyge Alexander Becker i 1800-tallet, der i sin historiske roman ”Bondekrigen”, frimodigt lod Mads Kong være den første leder af nybyggerne i Ryum i 1400-tallet. Mads Kong måtte imidlertid – ifølge romanen – stå skoleret overfor Otte Nielsen på Hevringholm for omgang med røvergods, men købtes fri af Henrik Tagesen til Bjørnholm. Dette blev begyndelsen til hans deltagelse i det nordjyske bondeoprør (”Bondekrigen”), hvor han skulle være faldet i et senere slag.

I 1744 skrev præsten N.C. Thinesen i Marie Magdalene i en indberetning til Amtmanden på Calløe (Kalø), at ”bøndernes sprog er godt Nørre Jydsk. I haverne er ikke frugt, som bringer nogen fordel. Hver haver noget lidet til kiøckenet. Af vildt er nogle få harer samt de skadelige ræve, – og ulve, som lader sig indfinde fra de pågrændsende Løvenholms skove. Her er 250 indvånere.” Der er altså ikke noget oplivende i præstens indberetning, tværtimod spores en vis modløshed. Bemærkningen om indbyggertallet gælder hele sognet Marie Malene, ikke bare byen.

Til pastoratet hørte Skarresø, der senere blev mageskiftet med Koed (1775) på grund af præsten Mogens Thomsen Gjørups vægring ved at krydse sundet til og fra Skarresø. Han fandt simpelthen passagen for livsfarlig over det dengang betydelige fugtige morads med åløbet i midten mellem Gl. Ryom og Mesballe.

På egnen kendes bl.a. en sag fra tiden, hvor justitsråd Peder Fogh residerede. Det drejede sig om en drabssag, idet en fæstehusmand fra Kærende døde i 1730, medens han var på hoveriarbejde på Ryomgård. En kusk på gården blev sigtet for i stalden at have dræbt fæsteren, men kusken, Albrecht Christensen, nægtede omend han indrømmede ”at han med en liden kiæp… havde slagen Jens Fjellerup tvende slag over venstre arm, desforuden givet ham nogle unyttige ord…” Justitsråd Fogh havde først ladet sagen falde, men fæsterens enke indbragte sagen for retten. Her afhørtes adskillige vidner, men både Sønderhalds Herredsret og senere (1734) Nørrejyllands Landsting frifandt kusken, bortset fra en ”Mulkt for nævebrug”, som han havde indrømmet.

PERIODEN 1798-1870’erne

Heinrich de Mule Hoff (1763 – 1817)

Døbenavnet er ovenstående, men fornavnet er ofte fordansket til Henrik og efternavnet til Muhle Hoff – Mule von Hoff eller lignende. I det følgende anvendes blot hans fordanskede fornavn: Henrik. På fotoet ses han t.h. sammen hustru nr. 2 Anna Marie Wodskou. Hans forældre var Ritmester Hans Nicolai von Hoff og ægtefælle Maren Mule. Faren havde i 1767 købt Silkeborg Gods (eller Hovedgård – dengang var der ingen Silkeborg by). Henrik blev student som ca. 16-17-årig og jurist som 21-årig , – begge eksamener med gode karakterer. Han studerede herefter bl.a. skovbrug/landøkonomi, men tog sig omsider et job som jurist, nemlig som herredsfoged i Tyrsting-Vrads Herreder. Senere blev han (ulønnet!) vicelandsdommer i Viborg. Henrik giftede sig med Mathilde Ammitsbøl og slog sig ned på sin nyerhvervede ejendom Katrinedal ved Bryrup. Men lykken varede kort, for ikke længe efter rev sygdom både hans kone og nyfødte barn væk. I 1794 købte Henrik sin fars gods Silkeborg. Han ændrede en del i bedriften – var meget nytænkende, herunder også om hoveriet, som han ville afskaffe, ligesom han ville udstykke en del af jorderne til selvstændige ejendomme, og grave grøfter for at lede vandet væk  fra vådområder, så jorden kunne opdyrkes. Alle tiltagene gentog han i mindre omfang på sit senere erhvervede Ryomgård. Og hvorfor kastede han sine øjne på Ryomgård? Fordi onklen, Palle Krag Hoff, havde erhvervet denne gård, som han derfor gerne ville se.  Her mødte han Anna Marie Wodskou, som han blot kaldte Marie – og som han giftede sig med i 1796 og 2 år senere købte han Ryomgård af sin onkel (eller hans dødsbo). Han solgte efter nogen tid Silkeborg og var en holden mand. På Ryomgård ville han gentage succesen med jord-effektivisering, udstykninger osv. Han købte i øvrigt også andre gårde/mindre godser, og havde mod på de landbrugs- og skovbrugsmæssige effektiviseringer.

Hoveri eller betaling

Straks ved sin overtagelse af Ryomgård ca. 1798 gik han ihærdigt i gang med at reformere stedet på stort set samme vis, som han havde gjort på Silkeborg. Vandet ved Ryomgård så han som det første onde, der hindrede rentabel drift. Han lod derfor bække og åer oprense samt gravede grøfter og andre afledningsforanstaltninger, (han kaldte dem kanaler), hvorved jorden fik mulighed for at tørre. Den kunne nu i større omfang dyrkes og give et bedre udbytte end tidligere. Det samlede areal androg ca. 1800 tdr. land, men store dele lå stadig hen i skov, krat og vådarealer. Der skulle naturligvis bruges arbejdskraft både til de traditionelle arbejder som til reformarbejderne, men selvom vi skriver hoveriets tidsalder, betalte Henrik faktisk folk for deres arbejdskraft.

Kong Frederik VI, som egentlig kun var landets kronprins på dette tidspunkt, men alligevel den faktiske regent pga. sin fars sygdom, havde intet til overs for hoveriet. Da det var enevældens tid, formåede han at løse bønderne fra fæstebåndet, men i forarbejderne forinden havde han ladet sin statsminister Reventlow udarbejde forskellige betænkninger i denne henseende, blandt andet landboreformerne. Det vides ikke, om de to adelsslægter Reventlow og Mule Hoff har kendt hinanden, men sandsynligt er det, at Henrik med sin juridiske og landbrugsfaglige baggrund har set perspektivet i reformerne og har villet fremskynde dem for sit vedkommende bl.a. ved at undlade brug af den gratis arbejdskraft, som hoveriet muliggjorde i et vist omfang, og i stedet betale for arbejdskraften, – noget der  må være blevet påskønnet af omgivelserne.

Bomhuset

Et andet projekt, som Henrik tog fat på, var den elendige indfaldsvej fra syd, der ligesom adskillige marker og enge altid var oversvømmet. Nu var mageskiftet mellem Koed og Skarresø sket allerede i 1775, hvorved Marmelinepræsten slap for at passere stedet, men problemet forelå jo fortsat uløst for alle andre. Problemets første fase var vandet fra Vallum Sø, der konstant svømmede over og søgte ad en lille bæk ned mod slottet, hvor vandet forgrenede sig i huller, hvoraf det sidste er den nuværende Mølledam. Fra dette hul flød vandet ud mod den fugtige midte i det gamle sund.

Bomhuset ved den “fine” indkørsel til Gården. Vejen sydpå mod Mesballe var en snoet grusvej og der var en rigtig bro over vandet fra Vallum-afløbet til Mølledammen.

En vis regulering havde allerede fundet sted i form af en koncentrering af afgangen fra Mølledammen med henblik på at udnytte et fald i en vandmølle, men den videre fart var ikke tilstrækkeligt kontrolleret, ligesom Mølledammen ikke var ordentlig opstemt, så oversvømmelser kunne finde sted. Mens passagen ind til selve slotsholmen, hvor vandet endnu flød i en bæk, kunne ske over stenkister, var en egentlig bro nødvendig mellem Mølledammen og hullet forinden. Henrik var måske den første, der byggede en egentlig bro her (Mølledamsbroen). Fra Mølledammen ud i det gamle sunds midte lod han grave en kanal, så afledningen fra Mølledammen kunne styres. Samtidig lod han åen i midten (Ryom å) oprense i samarbejde med andre ”tilgrændsende ejere”, så afløbet ud i sundet blev effektivt. Endelig lod han vejen over sundet til Mesballe løfte gennem opfyldning af jord, således at overgangen ville blive mere stabil. Man kan fortsat i dag se den gamle snoede vase over sundet og mange steder konstatere, hvorledes den er hævet i terrænet. Vejen fik sin svanehalsagtige form, fordi vejen ved opfyldningen af jord skulle være, hvor underlaget var mest fast. Først i en langt senere tid fandt man mulighed for at rette vejen ud til sin nuværende snorlige form.

Men alt dette kostede penge, og det menes, at Henrik byggede det lille hvide bindingsværkshus, Bomhuset kaldet, mellem broen mod nord (Mølledamsbroen, – dvs. ind mod den by, som endnu ikke var der), og vasen mod syd. Fra Bomhuset blev den rejsende afkrævet penge for passage, hvorved Henrik fik nogle af sine mange udgifter til forbedringerne finansieret.

Hjemlen til at opkræve bompenge indførtes i 1774 og især i 1786 (bomtakstregulativet) og gjaldt statens veje – ikke private. Men H. Mule Hoff anvendte desuagtet bomhusprincippet for sin private vejforbedring, hvilket ikke påtaltes. Bomstederne fandtes på Sjælland, nogle få på Fyn og i Sønderjylland, men ingen i Midt- og Nordjylland, – med Henriks bomhus som vistnok eneste undtagelse.

For at forstå sundets topografiske udseende på den tid må erindres, at stenalderens hav engang for 5000 år siden slyngede en arm fra Kattegat ind i (bl.a.) Kolindsund og videre forbi Ryomgård og ud igen i Grund Fjord ved Allingåbro. På grund af landhævning forsvandt havet langsomt, så kun Kolindsund stod tilbage. I hele perioden, men især fra 1200-tallet og frem til i dag, mener man, at denne tidligere havbund har hævet sig overalt, endog sine steder flere meter., et enkelt sted nævnes 6 meter, men fagfolk mener, at det er overdreven og uden dokumentation. Man kan ikke sige bestemt, hvor megen landhævning, der havde fundet sted på Henriks tid, men det kan beskrives således, at der ikke var vand nok til at sejle i båd (undtagen i Ryom Å i midten), og på den anden side for meget vand til at kunne gå tørskoet over.

Herregårdsslagteren

Måske er Henrik bedst kendt som ”herregårdsslagteren”, idet han frastykkede flere parceller fra gården, som derved mistede sin herregårdsmæssige udstrækning. Øgenavnet ”herregårdsslagter” var imid­lertid ikke fortjent, selvom store arealer blev frastykket både i Ryomgård og andre steder, f.eks. på hans tidligere besiddelse Silkeborg. Henrik var egentlig blot igen lidt forud for sin tid, idet han indså den fremherskende ineffektivitet ved at opdyrke gårdens tilliggender centralt. En udstykning i mindre arealer ville sammenholdt med stavnsbåndets ophævelse (1788) og hoveripligtens gradvise afløsning kunne effektivisere jordens opdyrkning og udnyttelse. Marienhoff, Margrethelund, Carlsruhe (nuværende Ny Ryomgård) og Kragelund (nuværende Frederikslund, det nuværende Kragelund var endnu ikke udstykket) blev i hovedsagen resultatet af denne udstykning (1804), hvorved hovedgården lå tilbage med ca. 500 tdr. land. Marienhoff opkaldte han efter sin hustru (Anna) Marie og Margrethelund efter sin søster Anne Margrethe Hoff. Da Carlsruhe skiftede navn til Ny Ryomgaard i 1820, ændrede hovedgården sit navn til Gl. Ryomgaard.

På kortet ovenfor ses området, således som det tog sig ud, da Henrik påbegyndte sine udstykninger.
Kortet er egentlig fra 1816, men udarbejdet på grundlag af det kort, som Henrik brugte, da han udstykkede Ryomgård. Kortet er tilrettet senere bl.a. i 1819 og 1822. Man ser tydeligt sundkanten mod syd (Mesballe Bys jorder) og Ryomgårds i og for sig ubekvemme beliggenhed i forhold til sit jordtilliggende. Marienhoffgården ses tydeligt, og dets ejers navn: Kammerråd Esmarck, der købte den i 1816, er indføjet under en senere redaktion af kortet. Der ses ikke en husenhed i nuværende Ryomgård by, og selv vejnettet er vanskeligt at tilpasse. Øverst ses moseskærene – overstreget, og rentegnet i 1822 (i højre side – udenfor fotoet). De tilsyneladende umotiverede tal på forskellige markafsnit er udtryk for jordens bonitet målt i en skala fra 0-24, mens de lidt større matrikeltal fortæller om udstykningerne. Mens hovedgården naturligvis benævntes nr. 1, blev Carlsruhe til nr. 2, Marienhoff nr. 3 osv. Senere tilføjedes bogstaver. Afgrænsningerne mellem de oprindelige første store udstykninger ses optrukket.

Henrik tjente egentlig store penge på disse udstykninger, men måtte alligevel senere hen efterlade mange af sine kreditorer ubetalte, hvorved han sandede, at der ikke var langt fra omgærdet respekt til armods hån. Men hvorfor skulle det da gå så galt, – han, der tidligere var en holden mand og tillige driftig og fremsynet? Hans helbred var ikke godt, og det var tiderne heller ikke. Napoleon og hans krige gjorde livet surt for mange, fordi vort lille land ikke gik ram forbi. Ligeledes – og måske af den grund – var den nationale økonomi i fare for at bryde sammen. Renterne steg og steg, samtidig med at inflationen nåede giftige højder. Henrik måtte se sin økonomi skride! Flere af hans ejendomme kom på tvangsauktion, og i 1810 blev han erklæret konkurs. Det gik også ud over familien, for Henrik indlogerede sig alene på et lille værelse i København og forsøgte sig som bladudgiver. Belæst og vidende var han jo, og han tjente da også lidt på denne metier, hvor han selv skrev det meste. Resten af familien – hans kone Marie og 5 børn – boede i Viborg. Han besøgte naturligvis ofte familien i Viborg og døde under et besøg her i 1817, rastløs, fortvivlet og syg.

Forinden havde han nået at skrive en lille bog, hvori han forsvarede sig: ”Kort fremstilling af min virkekreds i Dannemark” (1810), hvori han nævner tilbøjeligheden til ”at fælde ensidige Domme over andres Handlinger.” Henrik mente, at han selv var uden skyld i sin økonomiske nedtur, hvorfor han i og med sin lille bog ønskede at retfærdiggøre sig, således ”at hans Karakter ikke skulle blive miskiendt”. Og han havde som sagt ret i, at pengeforholdene var syge i begyndelsen af 1800-tallet og endte med statsbankerotten i 1813.
I bogen skriver han bl.a.:”Der fandtes ved Ryomgård en Åe, der løber ud i Kolindsund, hvilken formedelst sine krumninger, dannede ved Ryomgård Broe et vadsted, hvor man altid kiørte i Vand og meget ofte med livsfare, så endog Skarresøe Kirkesogn af den årsag blev for 30 år siden skildt fra Marilene”.


Man kan finde flere rids på indersiden af den kamtakkede agerumslade. De stammer fra spaniolernes ophold i laden, dels fra fægteøvelser, dels – som her – et forbogstaverne for en af soldaterne.

 Spaniolerne på Ryomgård

Peder Marcussen Wodschou blev den næste ejer af Ryomgårds tilbageblevne hovedparcel (1804). Han var svoger til H. Mule Hoff og havde ikke let ved at klare sig på gården. Det var derfor en lettelse for ham, da han slap af med den i 1811. Forinden havde han måttet finde sig i indkvartering af spanske soldater i sin treskibede kamtakkede højremslade, da vi som Napoleons allierede i 1808 skulle gøre plads for de allierede tropper fra Spanien, der skulle hjælpe os i krigen mod England (og Sverige). Rygtet om disse fremmede og brunlødede soldaters ankomst i landet medførte stor frygt, da man anså dem for vilde og barbariske, hvilket dog viste sig overdrevent. De spanske soldater opførte sig dog ordentligt og bortset fra at sætte ild på Koldinghus og lære os at ryge tobak, gjorde de ingen skade, ej heller på Ryomgård, hvor man den dag i dag på indersiden af ladens nøgne væg kan se flere rids i muren stammende fra deres fægteøvelser, – samt navnetræk.

Kirketiendet pantsættes

Men var Wodschou glad for sit salg af Ryomgård i 1811, så måtte han med bedrøveligt sind se sig selv som ejer igen i 1817, hvor misligholdelse af hans pantebreve førte til auktion og generhvervelse af gården. Det belastede hans økonomi meget, og formentlig derfor pantsatte han kirketiendet, hvilket pant han ikke formåede at indløse igen. Da han solgte gården i 1825 løber den nu ind i en række forvirrede og omskiftelige ejerforhold. Det vides, at Mariemalene Sogns borgere indfriede kirketiende-pantet i 1825, og derved fik kirken til eje, bortset fra gravkapellet, der fortsat skulle tilhøre Ryomgård. Kirkerne ejedes som regel af godserne. Auning kirke således af Gl. Estrup, Gjesing kirke af Løvenholm, Koed kirke af Vedø osv. men i Marie Malene ejedes den på den tid således af sognebeboerne, hvilket var en sjældenhed. Paradoksalt nok kendes dog et tilsvarende eksempel mere her fra egnen: I Ebdrup købte bønderne i 1830 deres “andel” i kirketiendet, hvilket formodentlig skal fortolkes derhen, at de købte også kirken. I Trap-Danmark 1. udg. 1859 står der da også direkte, at “Kirken tilhører sognebørnene”.

I 1834 købte Thomas Carstensen Ryomgård. Han ansøgte tre gange Kultusministeriet, senest 1852, om at måtte nedlægge gravkapellet, som han ikke ville ofre omkostninger på. Igennem biskoppen blev sognebørnene spurgt om deres mening hertil og svarede nej. Th. Carstensen fik herefter afslag, men reagerede herpå ved at undlade at vedligeholde kapellet, som derpå forfaldt.

I 1854 købte Chr. Helenus Mourier-Petersen Ryomgård og forholdene stabiliseredes, og der tilførtes ekspansion. Både Marienhoff og Ny Ryomgård blev tilkøbt for at blive drevet under hans kyndige ledelse. Også forpligtigelserne overfor gravkapellet påtog han sig og en istandsættelse blev iværksat. Da jernbanen meldte sin ankomst i 1870’erne var han egentlig positiv heroverfor, men han ønskede ikke at sælge jord til den bebyggelse, der måtte følge i dens kølvand, fordi en station var planlagt bygget blot 500 meter fra hans gård (stationen opførtes 1876). Da presset imidlertid blev for stort, indgik han det kompromis at udleje jord til bebyggelse. Mejeriet og Hotellet blev således opført på lejet areal. I forvejen var bebyggelsen yderst sparsom, men det allerførste tiltag til bymæssig bebyggelse tager nu sin spæde start efter branden for mere end 230 år tilbage. Det private jernbaneselskab kaldte uden videre sin nye station ved hovedgården for ”Ryomgård St.” og en ny epoke indtræder.

Opstemming af vandet

Men på andre områder var H. Mourier-Petersen kreativ. Han brugte således ligesom H. Mule  Hoff vandet som redskab i sin bedrift, idet han opstemmede vandet i Mølledammen yderligere med henblik på at løfte vandspejlet mere, så faldet ud mod Ryom Å blev større. Herved blev energien fra vandmøllen forøget, idet et større hjul kunne indsættes, som passede til den øgede vandmængde. Mens hovedgården nød godt af dette, havde medaillen dog en bagside, idet uhæmmet opstemming kunne slå bagud, og oversvømmelse da indtræffe. Det betød egentlig ikke så meget, da store dele af de pågældende arealer i forvejen lå hen i krat og buske, og i øvrigt ejedes af Mourier-Petersen selv. Men jernbaneselskabet så en fare for en del af banelegemet tæt ved stationen, umiddelbart ved vandets afløb i Mølledammen. En ubehersket opstemming af vandet ved Mølledammen kunne undergrave eller oversvømme skinnefundamentet. Følgelig vedtog ”Erstatningskommissionen” i 1874 visse grænser for vandopstemmingen, der endeligt tilrettedes og konfirmeredes i 1877 og tinglæstes på Gl. Ryoms blad i ”skjøde- og panteprotokollen” i 1879. I tingbogen hedder det blot: “Dokument om indskrænkning i retten til at opstemme vand”. Vil man se selve dokumentet skal man i “akten” på dommerkontoret, idet tingbogen kun giver en oversigt over servitutten. I dag er dokumentet flyttet til landsarkivet i Viborg, men servitutten hviler stadig på hovedgården og adskillige ejendomme, der har eller har haft rettigheder omkring Vallumafløbet f.eks. også på nogle få ejendomme langs Vestergade, Storegade (Slotsgade), Østergade og Skovvej. Servitutten burde egentlig være hægtet af de senere udstykninger, men det skete ikke altid. Servitutten har stadig betydning (for Gl. Ryoms vedkommende), selvom selve møllehjulet ved Mølledammen er væk. Vandet skal jo stadig reguleres for at hindre oversvømmelse bagud (og forud), og det sker i dag ved et hejseværk, der næsten dagligt passes, hvilket også sikrer og beskytter den i 1954-55 udsatte karpebestand samt andefuglene. Men også oppe ved Skyttebakkens fod blev en regulering af vandet senere (ca. 1911) nødvendig, og igen var det jernbanen, der var årsagen, idet Gjerrild-banen anlagdes næsten ovenpå det kryds, som vandet dannede her. Netop her var der sårbart for oversvømmelse. En afledning (dræn) blev da etableret i en grøft fra Skyttebakkens fod øst om Gl. Ryom skov (Enemærket), hvorved der var skabt en ventil, der kunne sikre jernbanelinjen, ikke blot hvis vandet – utilsigtet – skulle slå tilbage, men også hvis tilløbet på grund af regn eller smeltevand blev for kraftigt frem mod krydset.

Skovene
Skovene rundt omkring var blevet huggede i et omfang, der foruroligede ejeren af Ryomgård, H. Mourier-Petersen. For sine egne skovbesiddelsers vedkommende udformede han (efter offentlig påbud) derfor en servitut, hvori fastlagdes omfanget af gårdens skove, indhegningspligt, beplantningspligt, fredskov m.v. som derefter tinglæstes (i dag hedder det tinglystes) i 1860. I tingbogen er blot anført “deklaration om gårdens skove”. Endnu i dag henstår denne servitut på mange ejendomme, hovedgården naturligvis også, skønt moderne lovgivning har gjort servitutten stort set betydningsløs.


Omgivelserne i 1800-tallet

screen been2

Vender man blikket bort fra slottet, og ser på omgivelserne i 1800-tallet, findes Ryomgård som by fortsat ikke, omend man enkelte steder forledes til at tro det. Eksempelvis nævner en retsprotokol fra omkring år 1800 et tvangssalg af en gård ved Ryomgård på 4 tdr. hartkorn, der trods gode bygninger alene indbragte 250 rigsbankdaler på auktion. Der menes imidlertid igen hovedgården som lokalitet, og sigtes ikke til nogen by.

Artiklen forsættes og især redigeres for rettelser og nye oplysninger.

FORHISTORISK TID


INDHOLD

Fra sidste istids slutning
Blakbjerg

Et utroligt tidsspænd ca. 12.800 f.v.t. – 850

Før vi havde skriftlige kilder at læne os op ad eller ræsonnere ud fra, må der have været noget på stedet her, hvor Ryomgård nu ligger. Det mener arkæologerne! Der tænkes først og fremmest på stenalder, jernalder og bronzealder, – det vi populært kalder oldtiden – hvor nogle undersøgelser fremlægges her ganske kort her på sitet for at fortælle, at der også her var liv dengang. Det er absolut ikke-videnskabeligt, blot lidt i populariseret form. Vil læseren i dybden henvises til de talrige kilder i bøger og på nettet. Af lokale udgivelser bær nævnes “En by og dens mennesker” om Marie Magdalene før og nu, skrevet af Helmer Andersen, Palle Schødt Rasmussen og Kirsten Frandsen, og hvori museumsinspektør Niels Axel Boas har skrevet om den befæstede kultplads og boplads på og ved Blakbjerg. Meget spændende læsning, hvorfra der også er hentet inspiration og viden til nedenstående.

Først en lille beskrivelse af området, som Knud Vestergaard har skrevet så ligetil i Optiminsten nr. 3 fra 2013:

“Det er ikke tilfældigt, at mere end 800 af Aarhus Amts ca. 2100 fredede fortidsminder ligger på Djursland. Det har været attraktivt at slå sig ned her, hvor naturen har budt på mange varierede muligheder. Isen forsvandt for ca. 13.000 år siden. Derefter lå Djursland hen som tundra. Mange år senere – for 6.000 år siden – var området dækket af en næsten urskovslignende skov med spredte lysninger, gennemskåret på kryd og tværs af lave sunde og fjorde, have, der var fulde af fisk og dyr – og en skov fuld af jagtvildt. De første mennesker i jægerstenalderen var – som navnet siger – jægere – og fra den periode – ca. 4.500 f.kr. – er der fundet kystbopladser, især langs Kolindsund og på Norddjursland.  Senere – omkring 4.200 – 1.800 år f.kr. – ændrede befolkningen sig (bondestenalderen), og man begyndte at brænde skov af og dyrke jord, og fra den periode kender vi de imponerende og utroligt arbejdskrævende gravmonumenter i form af rund- og langdysser og jættestuer. Kolindsund deler gravene op i to store grupper, mod nord især koncentreret omkring Stenvad-Nørager – og syd for koncentreret omkring Nødager-Stabrand. Her ligger nogle af Djurslands og Danmarks smukkeste stengrave i et bølget landskab. Lidt senere – i bronzealderen – ser vi bronzealderhøjene, højt på bakketoppene, synlige på lang afstand i landskabet. På bakkekammen langs Kolindsund ligger gravhøjene som perler på en snor. På nordsiden – omkring Sivested – Tøstrup – Nimtofte ligger endnu en stor gruppe, men for 100 år siden var der 4 gange så mange – og på Mols ligger Danmarks smukkeste gravhøje: ”Trehøje” og ”Stabelhøje”, hvorfra der er et imponerende udsyn over land og hav. ”Knebeldyssen” mellem Agri og Knebel er med sine enorme sten en af landets mest imponerende runddysser. Jeg vil blot til sidst nævne dysserne ved Stenvad, hvoraf flere er bemærkelsesværdige, mens langdyssen nord for Stenvad by er verdensberømt i Danmark som motiv for Ib Andersens tegning til den gamle 50-kr. seddel. Det billede har de fleste af os gået med i lommen.”

Rettes blikket konkret mod Ryomgård som by er den ung sammenlignet med mange andre byer i vort land. Den opstod sammen med jernbanens etablering i 1870’erne, men man bør faktisk skrive, at den genopstod nævnte tidspunkt. Den menes nemlig at have haft en eksistens længere tilbage i tiden – formodentlig i 15 -1600-tallet, hvor den gik til grunde i midten af 1600-tallet. Og det er faktisk legitimt at gå endnu længere tilbage i tiden, for i tråd med Knud Vestergaards beskrivelse ovenfor er der også på vor lille plet mange fund af bl.a. stenredskaber, der tyder på menneskelig tilstedeværelse i forhistorisk tid. Om man kan tale om en egentlig by i nutidig forståelse er dog ikke tilfældet, snarere bopladslignende fællesskaber. Både i sten-, jern- og bronzealder må bl.a. områderne ved Marie Magdalene, Saabydal og skrænterne ind mod Ryomgård antages at have været et godt sted at bo. Men også på Skovbakken og nogle steder ved nuværende Vestergade, bl.a. bag Produktionsskolen og nær stationsarealet, har der boet mennesker, se straks nedenfor. Man kan forestille sig, at området har kunnet ernære en befolkning i kraft af god jagt i det skovrige område, samt tilsvarende god mulighed for fiskeri. Sundet  gennemstrømmede området i forgreninger fra Grenå og helt ud til Grund Fjord. Vandet var derfor havvand og derfor salt og kaldes i en eftertid Stenalderhavet. Ved Vallumsøen er fundet rester af køkkenmøddinger langs den nuværende cykel- og gangsti rundt om søens nordre bred, bl.a. indeholdende østersskaller, hvilket fortæller, at også dette område var i forbindelse med Stenalderhavet. Østers foretrækker som bekendt saltvand. Endelig gav området også en vis beskyttelse, dels mod fjender, dels mod vejr og vind.

Stendysser eller rettere rester heraf er bl.a. fundet ved Vestergade 67 (nuværende produktionsskole), og i Dagbladet Djursland kunne man d. 10. apr. 1916 læse dette:

“For et par år siden fremkom en større gravplads ved afgravninger til snevolde ved Ryomgård station. Ved den første undersøgelse fandt man ca. 35 grave fra den romerske jernalder, (til)dels af lignende art som kendes fra andre gravpladser i samme egn. Skeletterne, anlagte tæt under overfladen uden kendelig jordforhøjning, med et større eller mindre sæt af lerkar, der indeholdt fødevarer, samt enkelte genstande, dels brandpletter, hvori fandtes brændte ben, med lignende sæt af kar, tit ødelagte, stundom på ejendommelig måde samlede i grupper, eller de mindre kar nedsatte i de større, således at her den ældre gravskik med ligbrænding synes at have tilpasset sig efter den nye skik, der kræver det rigelige udstyr af fødevarer. I øvrigt fandtes også spor af en langt ældre stenalderbebyggelse.”

Området indeholdt åbenbart mange oldtidsminder, og i avisen året efter kunne man i samme avis fra d. 10. aug. 1917 læse dette:

“I disse dage graves der langs banelinien syd for Ryomgård station. Der er fundet rester af gamle grave, der menes at være 1.700 år gamle. Da banen i sin tid blev gravet ud, fandt man ca. 20 oldtidsgrave.”

I Randers Dagblad læser man d. 16.04.1947 i en reportage om Ryomgård Realskole bl.a.:

“I øverste etage (af Realskolen, red) er der historie – og geografilokale med en stor samling af af oldsager og mønter. Fra den yngre stenalder findes knive, spydspidser, krumknive og pilespidser, en stridsøkse, der har særlig interesse derved, at den er en kopi af en bronceøkse, alle arter rå og slebne, brednakkede og spidsnakkede stenhamre, store stenkiler og meget mere. Skolebestyreren giver i øvrigt den overraskende oplysning, at der i stenalderen  blev eksporteret råvarer af flint fra Danmark til Norge og Sverige, hvad der fremgår tydeligt af  store fund deroppe. Skolebestyreren har selv gjort betydelige fund på egnen af både køkkenmøddinger og grave, og i nicher i værelsets vægge ( i Realskolens øverste etages lokale, kaldet geografi/historie-lokalet, forkortet GH, red.) er rekonstrueret grave fra forskellige tidsaldre – en glimrende og usædvanlig form for anskuelsesundervisning. Gravene er opstillet, som de er fundet, f.eks. ved Rævehøj mellem Mesballe og Thorsager eller ved Marie Magdalene, hvor Munch fandt en jernaldergrav med 8 kar, hvoraf det ene var meget stort og ornamenteret.”

Erik Munch var blevet Realskolens leder i 1939 ved hans brors død. Hans fag (speciale) fra seminariet var egentlig fysik og naturhistorie, men hans interesser svingede over til dansk og historie, – uden at han dog svigtede naturhistorie. Men fysik blev parkeret!

I Marie Magdalene er der fundet mange tegn på forhistorisk aktivitet. Ved krydset Bøjstrupvej og Alvejen ses til venstre for vejen svage rester af en oldtidshøj, ligeledes lidt længere oppe ad Bøjstrupvej, hvilken dog for længst er nedpløjet, hvorfor det kræver kyndige øjne at skelne, hvor den har ligget (lidt sydvest for Bøjstrupvej 23, nuværende Freka).

Der er langt flere spor, så ovennævnte er som sagt på ingen måde udtømmende, – og heller ikke ment at være det! Men især er Blakbjerg interessant, jfr. nedenfor. Den dag i dag kan alene i det gamle Marie Magdalene – Koed Sogn tælles omkring 100 gravhøje og ca. 20 andre høje, f.eks. baunehøje. Derudover gravhøje og dysser og mindst en jættestue samt en langdysse nær Koed. I Vedø Skov kan oveni købet ses et dyssekammer, og så er der flere rester efter køkkenmøddinger bl.a. nær bredden af det gamle sund. Sporene er mange, men almindelig erosion og nedpløjning har fjernet meget!

BLAKBJERG

Sarupanlæg MM Blakbjerg

Det mest interessante fra forhistorisk tid er nok den lille undseelige bakkeknude eller forbjerg, der ligger i Marie Magdalene-svingets nordlige side. Der er en flot udsigt fra dette plateau over det gamle sund, og den tanke er nærliggende, at noget historisk må være tilknyttet stedet. Og undersøgelser fra bl.a. Djurslands Museum i Grenå viser da også, at der har været et større befæstet anlæg på plateauet samt nogen beboelse, også ved eller på skråningerne ned mod Såbydal.  Vi skriver yngre stenalder (ca. 3900-1800 f.v.t.).

Arkæolog Lisbeth Vincents fra Djurslands Museum skriver om Blakbjerg i Arkæologiske udgravninger i Danmark, katalog 1992 fra Kulturarvstyrelse 2006, bl.a.:
“Af 9 delvist undersøgte gruber langs kanten af et ca. 10 ha stort bopladsområde, havde nogle karakter af systemgrave, opfyldt med skallag og affald. Centralt på plateauet undersøgtes stolpehuller, grube med skubbekværn og et par tragtbægre, samt et kulturlag med keramik, flintaffald, flint- og stenredskaber og et lerkliningslag. Desuden foretoges systematisk opsamling og kartering af mere end tusinde redskaber.”

MM Blakbjerg11mar2015
Der er og har altid været en flot udsigt fra Blakbjerg

Blakbjerg bør yderligere beskrives, og hjælp er igen nødvendig fra bl.a. Kulturstyrelsen.dk., hvorfra løst gengives følgende: Blakbjerg er et såkaldt Sarupanlæg, der måske kan ”tolkes en slags festivalplads, hvor hundredvis, måske tusindvis, af folk fra et stort område er mødtes for i fællesskab at udføre nogle omfattende gravninger af systemgrave.” Gravene kan være helt op til 20 m. lange og ca. 4 m. brede. ” I disse deponeres materiale, der var bragt med “hjemmefra”. Hurtig blev det hele igen dækket. Muligvis skal vi se disse handlinger, som en metafor for bondens såning, hvor jorden jo åbnes, for heri at placere såsæd.”.
Og der forsættes lidt senere:
“Den store fælles indsats ved planlægning og opførelse af sarupanlæg kan være den begivenhed, eller rettere begivenheden eller festivalen over alle, der befæstede mange små enheders deltagelse i et fælles sammenhold. Efter den store begivenhed/festival opgives pladserne, systemgravene er genopfyldte og stolperne i hegn og palisader overlades til forfald. Men erindringen om begivenheden står stærk og befæster sammenholdet. Efterfølgende sker der med års, endog med århundredes, mellemrum genopgravninger i nogle af systemgravene. I nogle tilfælde bliver grave lagt sammen til større grave.”

Selvom området således ikke primært har været en boplads kan nogle anlæg udvikle sig til egentlige bopladser, og det er måske, hvad der er sket her, da der er fundet stolpehuller m.m. ind mod Såbydal, se nærmere Niels Axel Boas’ artikel i ovennævnte: “En by og dens mennesker”.

Tilsvarende “Sarupanlæg”er fundet andre steder i landet, også på Djursland, eksempelvis Ballebjerg/Ballebakke mellem Skarresø og Koed (meget tæt på Ballevej 20, Kolind). Dette anlæg er ikke så markant i landskabet som Blakbjerg, men har måske været det, – og mere til! En kendsgerning er det, at nedpløjning og anlægsarbejder har været meget markant ved Ballebakken. I dag kan det oprindelige sarupanlæg ikke skelnes, men køkkenmødding eller affaldsgrube findes let i den sydlige vejkant lige overfor, hvor Ballegården ligger i dag. Med hensyn til beliggenheden er det karakteristisk, at anlægget lå på spidsen af det næs, hvor Kolindsund deler sig i en nordlig del ind mod Ryomgård og en sydvestlig del ind ad Korup Å mod den nu tørlagte Korup Sø.

Artiklen kan fortsættes og redigeres for rettelser og nye oplysninger.