Ryom i går

Titlen “Ryom i går” refererer til, at vi nu ikke er længere tilbage i tiden end nogle (ældre) kan huske “som var det i går”. Af web-tekniske årsager er det også praktisk at adskille den nyere tid lidt fra den ældre (siden “Ryomgård”), ligesom den bedre overskuelighed forhåbentlig bifaldes af læserne. Indlægene er skrevet af Jens Erik Mehlsen, medmindre andet fremgår nedenfor.

OVERSIGT:

RYOMGÅRD HOTELS HISTORIE
BYEN VED DE FIRE JERNBANER
BLAKBJERG
KRIGENS EFTERDØNNINGER
EN TUR RUNDT I RYOM i 1950’erne
FRITID
FORRETNINGER MM
MEST 1960’erne
LIDT POLITIK
DOLMER PARKEN i Ryomgård

RYOMGÅRD HOTELS HISTORIE   

Ældste foto (1896) af Gæstgivergården i Ryomgård, som det formodentlig så ud, da Jannik Boysen overtog hotellet

I det meste af 1800-tallet, – og tiden forinden – var Ryomgård synonym med gården af samme navn, senere – efter flere udstykninger – Gl. Ryomgaard, og i dag blot Gl. Ryom. Den lille by beholdt navnet Ryomgård, – i en lang periode efterfulgt af St. for stationsby.
I 1870’erne førtes jernbanen til stedet og en Station blev anlagt, oveni købet en af de større, for stedet skulle være jernbaneknudepunkt.
Gl. Ryom ejedes da af Chr. Helenus Mourier-Petersen (1828-1903), der afslog flere anmodninger om at sælge jord til tilflyttere. Han gik dog med til at udleje få jordlodder til bebyggelse af bl.a. mejeriet og hotellet – eller gæstgivergården, som dens første navn var.
Den første kendte ejer af hotellet var Jannik Boysen og hustru Solastika.

De fejrede guldbryllup i 1933 og omtaltes da i Dagbladet Djursland d. 11. okt. 1933, hvor der bl.a. står, at de “kom til Ryomgård for over 30 år siden for at overtage hotellet.” Overtage betyder, at de købte forretningen (gæstgiveri og købmandsforretning, som var samme sted) og indtrådte i lejemålet overfor Chr. Mourier-Petersen. Det mere nøjagtige tidspunkt er 1896, hvor man i avisen kunne læse, at Boysen overtog “den ved Ryomgaard Station beliggende købmandsfor-

  retning med krohold…” Hvem de købte af vides ikke, og heller ikke, om der havde været flere forud.

På kortet nedenfor ses Ryomgård 1906. Hotellet har matr.nr. 1 l, og ses ca. midt i billedet. Jernbane-terrænet er indtegnet, men ikke skinneføringen. Få år senere var der registreret 269 indbyggere i byen (1911).

T.v. Kort over Ryomgård 1906

I 1903 dør Mourier-Petersen, men året forinden havde han solgt Gl. Ryom til Adolf Frederik Holten Castenskiold. Og nu kommer der gang i udviklingen, for Castenskiold vil gerne udstykke. Det nyder den nye ejer af hotellet godt af, for matrikuleringen her sker i 1903 til H.C. Knudsen Elle (1856 – 1909), som Jannik Boysen havde solgt til i 1903. I den anledning indrykker Knudsen Elle denne annonce d. 9. dec. 1903 i Jyllands Posten:
“Elles Hotel, Ryomgård station.
Undertegnede har fra 1. novb. d.a. overtaget gæstgivergården ved Ryomgård station og driver den under ovennævnte navn. Ny montering, 1. kl. sengeudstyr, á la carte hele dagen. Køretøj til udlejning. Ærbødigst H.C. Knudsen Elle, restauratør på banegården.”

Den sidste linje fortæller, at han i forvejen var restauratør af jernbane-restauranten – eller banegården, som han så flot skriver. Og hans virke her startede tilbage til 1894, hvor han d. 12/3 indrykkede denne annonce i avisen:
“Ryomgård stations restauration.
 Undertegnede har overtaget ovennævnte restauration fra 01. april d.a. [1894] og anbefaler sig til de ærede rejsende. Ved morgentogene forefindes kaffebord.
H.C. Knudsen Elle”.

Dette foto af Elles Hotel må være fra et tidspunkt mellem 1903 og 1906, idet Knudsen Elle ca. 1906 ombyggede rejsestalden til højre i billedet til indgangsparti

Knudsen Elles tid på hotellet blev i øvrigt ikke lang, da han dør allerede 1909 på Grenå Sygehus, 53 år gammel. Hans enke driver hotellet videre ca. 1/2 år, hvorefter hun i oktober 1909 sælger “Ryomgård Gæstgivergård til tidligere bestyrer af Jebjerg Kro, Niels Knudsen for 29.500 kr.”, (Randers Amtsavis d. 13. 10 1909).

I Kolind fandtes Hotel Kolind, som siden 1914 forpagtedes af L.M. Larsen (1873-1955). Han afstod forpagtningen i 1924 for så at drive en trikotageforretning i Kolind, ligesom han havde hvervet som sognefoged. Noget tyder på, at især trikotageforretningen ikke var noget for ham, for han afstod den allerede to år efter. Hotellet i Ryomgård ejedes på det tidspunkt af Simon Kjær. Simon Kjær havde bl.a. to sønner, nemlig den senere borgmester i Grenå, Axel H. Hansen samt Laurits Hansen, senere vognmand i Ryomgård (se evt. artikel om ham på denne site under fanen ”Arkiv-hylden”). Simon Kjær satte Hotellet til salg i 1926. L.M. Larsen købte det og da forpagtningen af Jernbanerestauranten blev ledig fra 1. okt. 1937 overtog han også denne. I perioden 1937 – 1942 drev han således begge virksomheder.

I 1942 solgte han hotellet, men drev fortsat jernbanerestauranten til 1951. I en eftertid vides han at have været modstandsmand under krigen, bl.a. sammen med sin søn Bent Erik Larsen (1929-2009) og sin nabo, dyrlæge Peter Rasmussen, der senere flyttede til Kolind. Larsen var ved salget af hotellet flyttet til Vestergade 18, og dyrlæge P. Rasmussen boede i den ene enden af dobbelthuset nr. 20-22.
Det er i øvrigt fra Larsens tid på hotellet, at man også kender den såkaldte “bevillingssag” idet Larsen ved køb af hotellet søgte sognerådet om spiritusbevilling. Efter megen polemik i sogneråd, aviser, missionsfolk og befolkningen i øvrigt løste man problemet ved en afstemning i byen, der holdt med Larsen. Situationen var i øvrigt grotesk, idet hotellet i forvejen havde alkoholbevilling, hvorfor det kneb med forståelse for missionsfolkenes korstog. En afvisning havde jo blot betydet, at den gamle bevilling fortsatte, idet handlen til Larsen var betinget af at kunne få en alkoholbevilling.

Den lille bys puls steg op igennem 1920’erne og hotellet var byens centrum. Her udfoldede sig sammenkomster af enhver art, både private og mere officielle såsom danseskole, bal og fester, biografteater, Ryomgård Mergelforenings møder, Husholdningskredsens årsmøder, foredragsaftener bl.a. arrangeret af Foredragsforeningen og Ryomgård Afholdsforening, dilettantkomedier, Ryomgård Sangforenings øve-aftener, generalforsamlinger bl.a. for Borgerforeningen og Ryomgård Sparekasse osv. Sparekassens rette navn dengang var Marie Magdalene-Koed Sparekasse og dens første ugentlige åbningstid var faktisk på Hotellet, som den først flyttede fra i 1931 til fordel for et lokale på Vestergade 16. Også sognerådsmøder afholdtes i en periode på Hotellet (1914-1938).

Mens Jernbanerestauranten lukkede sidst i 1950’erne, fortsatte Hotellet sit livlige liv. De fleste ældre i dag kan huske Frode Pank Jensen og hustru, der trakterede med a la carte i restaurationen, og holdt selskaber i salen og verandaen. Herudover var der krostue med ølsalg til raflegutter og andre tørstige sjæle.

Foto t.v.:
Jens Daugård var i en periode i sin grønne ungdom tjener på Ryomgård Hotel. Her holder han tale for Hotelejer Frode Pank Jensen i en eller anden anledning (ca. 1972-73).
Pank Jensens søn, John,  overtog senere hotellet og der har herefter været flere ejere. I dag er der vel servering til forudbestilte selskaber samt andre arrangementer, men værelser udlejes ikke for tiden, ligesom krostuen og restauration er lukket for daglig betjening. Det kan være det kommer igen, hvem ved, men hotellet/kroen har overlevet tidens hårde udvikling i modsætning til mange andre, der har måttet dreje nøglen.

BYEN VED DE 4 JERNBANER

Den 1. dec. 1955 bringes en artikel i Randers Amtsavis under denne overskrift:

Det drejer sig om et interview med pensioneret snedkermester Marius Andersen, der igennem hele sit arbejdsliv drev virksomhed fra Storegade (nu Slotsgade 5), Ryomgård. Trods alsidighed i sin virksomhed var han dog fortrinsvis beskæftiget med at lave møbler og ligkister, som blev fremstillet i baggården. Hustruen drev byens telefoncentral fra en central-installation i stuen, og ægteparret såvel som børn og tjenestepige/telefondame boede alle i huset.

Artiklen gengives her uden ændringer i teksten:

Kun faa Stationer i Oplandet har gennemgaaet en saa rivende Udvikling i det sidste halve Aarhundrede som Stationsbyen Ryomgård – Navnet efter den i Byens sydlige Del beliggende Hovedgaard ”Gammel Ryomgaard”.
Forhenværende Snedkermester Marius Andersen, der nu bor Skovvejen 41, hvor han nyder sit Otium, har levet og arbejdet med i Udviklingen i det forløbne Aaremål og været med til at præge Byens Vækst og Trivsel.

Den gamle Haandværksmester er en livlig og interessant Fortæller, og han husker selv de mindste Detaljer, selv om han af og til maa tænke sig om, naar det kniber med at angive nøjagtig Dato, saa staar Aarstallene klare. Nøjagtig skal det være, hvad Andersen påtager sig – og det gælder, hvad enten det var Snedkerarbejde før i Tiden eller en Redegørelse for Tildragelser fra svundne Dage.
– De har været med fra Begyndelsen? Spørger vi efter at have talt lidt om Byens Vækst i de senere Aar.
– Saa at sige helt fra Bunden, lyder Svaret. – Da jeg i 1903 som 26-Aarig bosatte mig som Mester her i Byen, var Jernbanestationen, Bomhuset, Mejeriet og det gamle Teglværk den eneste Bebyggelse. Mejeriet lå endda på lejet Grund. I flere Aar sov Ryomgaard Tornerosesøvn. Ganske vist var Banen et Midtpunkt, som drog Egnens Befolkning, naar man skulde et Trip uden for de hjemlige Enemærker til Aarhus eller Randers. Men om nogen virkelig Fremgang for Byen var der ikke tale om i flere Aar. Ejeren af Gl. Ryomgaard, afdøde Godsejer Mourier-Petersen, som ejede alle de Arealer, Byen nu ligger paa, vilde ikke sælge Jord til Boligbyggeri. Han vilde ikke, sagde han, se et Fattigkvarter vokse op saa nær ved Gaarden.

DA BYGGERIET BEGYNDTE
Kort efter Aarhundredeskiftet solgte Mourier-Petersen Gl. Ryomgaard til Hofjægermester Castenschiold, og med ham kom der Liv og Foretagsomhed til Egnen. Noget af det første, der skete var, at Mejeriet købte den Grund, det var bygget paa for at kunne foretage Udvidelser, og Folk kunde nu købe Byggegrunde og til rimelige Priser. De første Grunde, der blev solgte, var beliggende overfor Jernbanestationen, og en stor Hjørnegrund, som blev købt af for længst afdøde Købmand Boysen opførte en efter Datidens Forhold moderne 2-Etagers Bygning, i hvilken der blev indrettet baade Manufaktur- og Kolonialhandel, og i en særlig Bygning var der Lager af Tømmer og Bygningsartikler.

SYV TELEFONER I 1905
Købmand Boysen var en fremsynet Mand som forudsaa, at der laa store Muligheder for et Boligbyggeri omkring dette Banens Knudepunkt.
I 1905 oprettede A/S Jydsk Telefon Central her i Ryomgaard – Vi begyndte skam at komme med på Noderne.
-Ja, og De blev den første Centralbestyrer-, afbryder vi.
-Nej, det blev skam min Kone, som fik dette Hverv betroet, og hun røgtede det da ogsaa i 45 Aar, indtil vi i 1950 trak os tilbage, og bosatte os paa Skovvejen. Begyndelsen med Centralen var i øvrigt beskeden – syv Abonnementer. Nu er der vist omkring et par hundrede.

I 1913 blev Realskolen opført af Brødrene Munch. Den slog godt an, og den har i Dag omkring 500 Elever, og 16-18 Lærerinder og Lærere er beskæftiget der.
Under første Verdenskrig blev der syd for Stationen opført et Tørreri med henblik paa Eksport af tørrede Grøntsager. Det gik nu ikke saa godt – og helt i staa gik det, da Krigen standsede. Et Konsortium overtog derpå Bygningerne, og man forsøgte med Kartoffelmels-Produktion. Det gik ikke stort bedre, der blev startet med dyre og dårlige Maskiner. Resultatet blev derefter. Det blev til dyre Lærepenge. Bygningerne ejes nu af Pindstrup Mosebrug, som bruger dem til forskellige Produktioner, og som aabenbart har det rette Greb paa Tingene.
-Det private Boligbyggeri er ogsaa fulgt godt med-, indskyder vi, da Snedkermester Andersen et Øjeblik er ved at fortabe sig i gamle Minder.

UDVIKLINGEN FORTÆTTES
Ja, ikke mindst i de senere Aar. I Mellemkrigstiden er der desuden bygget Kommunal Administrationsbygning, Alderdomshjem m.v. Byen har i dag ca. 40 selvstændige Haandværkere, Handlende og andre Næringsdrivende, ligesom Kommunens Sparekasse har Hovedkontor i Byen og en Bank Filialkontor, og altsaa ikke at forglemme, at vi ogsaa har Sagfører og Politistation.
-Ja-, siger Snedkermester Andersen, -der er sket en Del i vor By i det halve Aarhundrede, jeg husker saa meget, at det egentlig slet ikke er til at forstaa, at det har været muligt. Og der arbejdes og bygges stadig i Ryomgaard. Byen vokser Aar for Aar. Hvad Udviklingen muligt vil bringe, og hvad der vil ske i det næste halve Aarhundrede, ja, her kommer man til at lade Fantasien raade. Men vi, der er kommet paa den forkerte Side af de halvfjerds, behøver jo for resten heller ikke at bekymre os herom.

BLAKBJERG

Forbjerget – bakkeknuden – eller blot bakken ved Marie Magdalene-svinget, kaldet Blakbjerg. Hvorfra navnet stammer er der ingen der ved, men i 1917 blev bakken historisk anerkendt som et arkæologisk interessant fænomen. Og mere end det, for som tiden gik fandt man ud af mere og mere om denne bakkeknude, omend arkæologernes økonomiske bevillinger satte grænser for forskningen. Men en stenalder-boplads og mere end det, nemlig et samlingssted af stor dimention i stenalderen har der været tale om, formodentlig af religiøs eller anden kultisk art. Og sandsynligvis af den såkaldte ”Sarup”-type, opkaldt efter en tilsvarende jernalderkult nær byen Sarup på Fyn. Og man opdagede flere af samme slags, bl.a. Kainsbakken i Grenå og minsandten flere på Djursland, – nærmest lå ”Ballebjerg”, lige syd for Koed. Ballebjerg bakkeknude er nu eroderet og næsten nedpløjet, men den anes dog. Og står man på toppen, ser man mod syd Korup Ådal og mod nord Kolindsund. Ballebjerg var altså et ”Sundkryds” – men alle havde de foruden bakken til fælles også hav og vand som nabo. Måske var det disse omstændigheder, der gjorde, at stenalderfolkene valgte sådanne steder som centrale for et eller andet kultisk ritual.Vi ved ikke meget, men læs mere om den sparsomme viden på den nyeinformationstavlepå Blakbjerg og på sitet www.midtdjurslokalarkiv.dk/ryomgård/
forhistorisk tid, og især på de der nævnte henvisninger.
Søndag d. 28. apr. 2019 var viet mindet om Blakbjergs forhistoriske betydning. Østjysk Museum og Ryomgård Distriktsrådet havde stået for opsætning af ovennævnte informationstavle på Blakbjerg, en tavle, der fortæller historie, Se nedenfor.
Klik for stort format, hvilket ved alm. pc kræver højreklik på fotoet, hvorved en billedfil dukker op øverst på skærmen. Klik på denne, så kommer forstørrelsen frem. På iPad kan man blot sprede fingre på skærmen.

Fotos fra indvielsen den 28. Apr. 2019:


KRIGENS EFTERDØNNINGER

Ryomgård slap efter krigen naturligvis hverken for vareristriktioner eller flygtninge. Men optimismen var til gengæld til stede og man arbejdede her som andre steder ihærdigt på at komme videre med et fornuftigt liv. Vareomsætning såvel som eksport var for landet som helhed nede i en bølgedal. Ryomgård var begunstiget af sin position som jernbaneknudepunkt, der igen gjorde det muligt for bl.a. Realskolen at tiltrække elever fra nær og fjern. Butikkerne var pænt repræsenterede i bybilledet, mens det kneb med egentlige virksomheder. Under sitet “Ryomgård/den ny by” nævnes de første virksomheder på nuværende Industrivej. Især på de to skoler, Marie Magdalene Skole og Realskolen havde tyskerne under krigen indlogeret sig. I Realskolen dog kun i skolebygningens ene halvdel og der så herrens ud, da de drog derfra. Men sådan var det overalt, hvor de havde huseret. Flygtninge fra Tyskland dukkede op mod krigens slutning, da de russiske tropper trængte ind i Tyskland, og overalt blev disse flygtninge indkvarteret. I Ryomgård fordeltes 130 flygtninge på Alderdomshjemmet, Marie Magdalene Skole samt i Forsamlingshuset på Marienhoff. Efter krigens slutning føltes atter, at man i den lille by – såvel som andre steder – blev herre i eget hus. Men der var vareknaphed og en tid med rationering satte ind. Historikeren Søren Mørk skriver i “Den Nye Danmarkshistorie” meget levende om bl.a. denne periode. Vi prøver at gå frem til 1950’erne og her spadsere en lille tur med en af vore egne borgere dengang, Arne Holm Andersen, der har boet i det nu for længst nedrevne ledvogterhus ved baneoverskæringen i Slotsgade (dengang Storegade):

Foto fra Møllebakken ned over byens centrum, ca. 1950.

En tur rundt i Ryom i 1950’erne.
Indlægget er skrevet til redaktøren af dette site og her let redigeret og især suppleret (med tilladelse).

Arne Holm Andersen fortæller bl.a., at han en tid var med i arbejdet med forlægningen af afløbet fra Vallum søen ind mod Gl. Ryom og i den forbindelse med reguleringen af Skovvejens flytning, foto fra 1952 nedenfor t.v.
I 1952 blev den lille vej Skyttebakken befriet for megen trafik ved vejforlægningen over Vallum afløbet og Gjerrild-banen. Her ses arbejderne i fuld sving med at bygge viadukten over Gjerrildbanen (nedenfor t.h.).

Fritiden
Dengang var der ikke mange aktiviteter. Arne Holm var med til at anlægge fodboldbanen oppe på Nimtoftevej, som blev udført ved frivillig arbejdskraft. Han var ikke selv aktiv fodboldspiller, men så ofte kampe, der blev spillet. Stedet på Nimtoftevej var i brug inden fornævnte “anlæggelse”, men da blot som en løs bane på ujævnt terræn. Anlæggelsen betød nivellering af banen, træ tømret sammen til mål, kridtstreger til afgrænsning af banen, når der skulle spilles kampe osv. Lidt senere byggede også klubhus, jfr. lidt senere.

To gange om måneden var der bal på hotellet. Det var dels idrætsforeningen ”Skjold” og dels Marie Magdalene Idrætsforening. Som regel var det Ove Greves orkester, der leverede musikken. “På det tidspunkt var der en banearbejder-aspirant i Ryomgård, Jens Peter Jørgensen. Han var ungkarl og havde et kælderværelse på Vestergade, vistnok hos én der hed Reffstrup” fortæller Arne Holm og fortsætter: “Her var vi en del unge, der holdt til, bl.a. murer Bachs søn Orla og flere andre”. Der var jo også Ryomgård Bio, som blev flittigt benyttet. Deet var en såkaldt rejsebio, der en gang om ugen lejede sig ind i hotellets sal.

Forretninger mm. i Ryomgård omkring 1950 – 60
På hjørnet af Storegade (nu Slotsgade 6) og Østergade var der købmand Gunnar Christensen, der ses t.h. posere i butiksdøren (foto Arne Bruun).  Op ad Storegade (Slotsgade) kom så Banken for Kolind og Omegn, handelsgartner Sørensen (Slotsgade 10) og slagter Th. Nielsen (Slotsgade 14). Slagter Nielsen havde som regel en logerende boende, tidligere er nævnt Dyrlæge Peter Rasmussen (senere Kolind) og

senere overlærer Anthon Eriksen Nielsen. Så var der en skotøjsforretning, derefter købmand Brandstrup (Slotsgade 16). Rundt langs hjørnet var der smedemester Nielsens værksted (Slotsgade 20).

På modsatte side af gaden, dvs. hjørnet af Jernbanegade og Storegade, var der Viggo Hansens manufaktur. Oprindeligt startede her Boysens købmands- og manufakturforretning. Forretningen var oprindeligt startet ca. 1900 af Jannik Boysen og hustru Solastika i Hotellet som købmandsforretning,

men flyttet til den nybyggede hjørnebygning i 1903. Søn og svigerdatter Andreas og Johanne Boysen overtog forretningen i 1930’erne, om end deres adkomst først blev tinglyst i 1947 (Skifteudskrift). Deres datter hed Andrea Margrethe, men kaldtes aldrig andet end Søster. Søster overtog bygningen i 1948 (arveudlægsskøde), men ikke forretningen. Den udlejede hun til (senere ejendomsmægler) Ejvind Petersen i 1948/49 (lejekontrakt tinglyst 1949). I 1952 videresolgtes forretning og bygning til Viggo Hansen, der indrettede den til udelukkende manufaktur, – foto ovenfor. Da Viggo Hansen dør i 1970 drives forretningen videre af enken Ketty Hansen – lidt senere sammen med dennes nye samlever/ægtefælle Chr. Jensen. I 1978 solgte de forretningen til Johs. Jacobsen, Pindstrup, der senere solgte til Jørgen og Kis Holm Pedersen. I 1990’erne overtog Butik Jytte.
Længere oppe var der Ryomgård Andelsmejeri, hvor mejeribestyrer Bundgård residerede, derefter telefoncentralen (Slotsgade 5), bestyret af M. Andersens hustru. Andersen selv var snedker og havde udsalg af ligkister og møbler i samme hus, som de også selv beboede.
Vognmand Arne Hald – der i øvrigt lærte Arne Holm at køre bil – og hans mekaniker-værksted Vestergade 2, – i dag nedrevet og erstattet af rundkørsel og etagebyggeri.
Lidt længere ind ad Vestergade i vestlig retning husker jeg sagfører Andersens villa (Vestergade 12), hvor sagføreren både havde sagførerkontor og bestyrede sparekassen for Ryomgård og Omegn. Dertil var den flyttet fra Vestergade 16, hvor den boede til leje i sparekasse-bogholder Tofts private bolig. Men da sagfører Andersen var blevet formand for bestyrelsen, – og samtidig dens daglige leder, flyttedes sparekassen hen til ham. Længere henne kom så læge Hans Erik Wraae (Vestergade 26), der i 1937 havde afløst læge Lipman, dernæst bager Møller (Vestergade 30) samt skræddermester Reffstrup lige før Realskolen. Læge Wraa flyttede i 1951 til sin nybyggede villa, Vestergade 45, hvor der indrettedes både beboelse og praksis. Praksis flyttedes senere til Nygade 18.
På modsatte side af Vestergade, lå byens andet slagteriudsalg (Vestergade 7), hvor der for øvrigt forinden havde været skomager – M.G. Christiansen (Gulle Schmidts far).  Videre på samme side mod vest var der en brilleforretning, en el-forretning (El-installatør Schou, Vestergade 13, senere efterfulgt af el-installatør Harder) og en Tatol-forretning bestyret af sognefoged Justesen og hans kone Emma. Så kom cykelhandler Pedersen (i kælderen), derefter en boghandler (L. Vixø, – Vestergade 15).
På hjørnet af Vestergade/Skolegade var der købmand Carl Sørensen.
Købmand Carl Sørensens butik og bolig -se tegningen nedenfor – blev senere overtaget af datter og svigersøn, Ella og Bent Nygård.

Om livet i Ryomgård i 1950’erne fortæller Kaja Dolmer (enke efter uddeler Dolmer, Brugsen Marie Magdalene) til Journalisthøjskolens publikation i 2016 om ældre på plejehjem, at der var sammenhold i byen og som brugsuddeler var man en vigtig del af byen. Når man blev budt til kaffe, måtte man komme forbi og vise flaget. Brugsforeningen købte en mobil vaskemaskine, der blev kørt rundt til husstandene,
– og da Ejnar, som boede tæt på brugsen, fik fjernsyn som en af de første i byen, tog folk hen til ham, når der blev sendt noget særligt.

I Skolegade 5 boede en mand, Cristian Smed (Sørensen). Her supplerer bl.a. Randi Nygaard og oplyser, at Christian var grovsmed, dvs. bl.a. skoede heste. Hans smedje-værksted var knyttet til beboelsen og opført på hjørnet af Skolegade og Nygade. Det var et traditionelt smede-

værksted med esse og en masse værktøj, som en grovsmed nu engang brugte dengang. Selvom hestenes skopleje var på allersidste omdrejning, ændredes intet i smedeværkstedet. Kristian (foto ovenfor) kunne fortælle nogle være røverhistorier, f.eks. at han havde været soldat på den tid, hvor daværende kronprins Frederik (altså den senere konge Frederik IX) også var soldat. Hvad han havde oplevet var ikke småting! Andre af byens borgere fortæller, at mange børn fandt ham interessant at besøge.  Kristian kunne godt lide at få besøg, og kendt var, at børn – for at få adgang i hans smedje – skulle kunne bandeords-remsen udenad (altså en masse bandeord efter hinanden). Christian boede på 1. sal i huset, mens hans søster Tulle (Astrid Sørensen) og bror, Store Svend, gift med Agnete (kendt for at bære store 1920-hatte langt op i 1970’erne), boede i stueetagen. Store Svend kaldtes sådan, fordi der også var en bitte Svend, som familien kom sammen med. Tulle drev et vaskeri i huset samt rulleforretning. Man tror, at det er løgn, når dertil føjes, at Tulle og især Agnete også drev en lille tobaksforretning i et værelse vendt ud mod Skolegade, – pladsen var trang! De 3 søskende stammede i øvrigt fra Marie Magdalene, hvor deres far var smed i det nedrevne hus mellem forsamlingshuset og kirken, se eventuelt mere herom under fanen omegn/Marie Magdalene..

Nederst i Skolegade (mod syd) boede telegraf-arbejder ved DSB Martin Nielsen i et lille hvidt hus og i Nygade, i den del, der i dag er grusvej, lå der et mindre ægpakkeri (Nygade 6), Ægpakkeriet var egentlig startet af Jens Chr. Møller (æggemøller) i hans ejendom Vestergade 19. Han flyttede virksomhedeb til Nygade 6 (bygget 1949), der ligger t.h. udenfor billedet.

Arne Holm: “I Jernbanegade 9 lige overfor stationen var der en barbersalon, frisør Hansen, hvor vi børn blev klippet. På hjørnet Jernbanegade – Markedsgade var der Ryomgård Hotel og på modsatte hjørne bager Creutzberg, hvis søn, Christian, kørte brød for sin far. Han var god mod os, – havde ofte ekstra brød med til os i Korup Skov under krigen. I ejendommen ved siden af var der cykelforretning, og i Ryomhus (Jernbanegade 23) – opført ca. 1950 var der en frisør Eigil Jørgensen i den ene ende, mens der var møbelforretning i den anden.”

Så følger vi ikke Arne Holm Andersen længere. Han bor i dag Ballerup efter et langt arbejdsliv ved DSB.

Det skal lige tilføjes, at der også var en frisør i (nuværende) Slotsgade 2, ejendommen ved siden af “Enghøj” – nr. 2 fra jernbaneoverskæringen ind mod byen. Han hed Frykær og var gift med jordmoder Halds datter Yrsa Hald. Jordemoderen og hendes mand havde 19 børn! Tidsmæssigt skal vi dog her længere tilbage, formodentlig til tiden før krigen, nærmere er det ikke lykkedes mig at komme det.

I de tidlige 1950’ere forefandtes også de gamles Hjem med kommune-bibliotek i kælderen, kommunal administration (Nygade 18), politistat (dvs. landbetjent), kommuneskole og realskole,  Ryomgaard Cement-varefabrik samt urtepottefabrik, dyrlæge, vognmænd, Jernbanestat og postekspedition, samt små håndværksvirksomheder og butikker. Til opremsningen tillægges, at eksempelvis de to første købmænd – Boysen og Andersen – var købmænd i meget bred forstand, så de traditionelle kolonialvarer suppleredes med mange andre varer, f.eks. trævarer og tekstiler, mens købmand Carl Sørensen supplerede sine kolonialvarer med isenkram og farvehandel.

Til opremsningen hører også mergelgravningen på Marienhoffvej, – se foto ovenfor af avisartikel fra 1951 – der genopstod efter 20 års pause, bortset fra lidt mellem-kommende mergel- og grusgravning. Djurslands Mergelselskab blev stiftet i 1951 på andelstanken med gårdejer Anthon Daugaard, Ryomgaard i spidsen. Nedenfor foto (Arne Bruun) fra mergelgraven på Marienhoffvej. Fotoet er fra nord mod syd, så husrækken i baggrunden er nuværende Park Alle, dengang Gravensvej, af mange kaldet Gravens Rand!

Traktoren i midten af fotoet tilhørte Husmand Hans Madsen. Merglen blev gravet op med håndkraft. Nu afdøde vognmand Frode Daugaard, Marie Magdalene har fortalt, at man kørte ind til området ad Gravensvej og fik læsset på ligeledes med håndkraft. Af og til brugtes

sprængstof for nemmere at kunne tilgå merglen. En gang havde den lokale sprængstofekspert på området, Hans V. fanne-ned’me Jensen (ja, det kaldtes han altså!) lavet en lidt for kraftig ladning, idet eksplosionen forårsagede skader på ejendommen Marienhoffvej 10. Ejeren her var Peter Hald, der i selvsamme anledning selv “eksploderede”. Herefter brugtes sprængstof ikke mere! La Cour ejede en overgang arealet, men efterhånden indstilledes al aktivitet, hvorefter og det kom til at henligge ubrugt, dog af de lokale ogte brugt som skraldeplads. Ejendomsmægler Ejvind Pedersen, der byggede hus på Gravensvej 9 i 1954, købte senere området af la Cour, Pindstrup og fik lavet udstykninger og tilplantninger, både ved Gravensvej og Vibevej. Ligeledes ansøgte han og fik af kommunen bevilliget ændring af vejnavnet Gravensvej til nuværende Park Alle.

I Markedsgade 2 boede politibetjent Sørensen. Den lille vej var grusbelagt og kaldtes “Politibakken” efter Sørensen. Det officielle navn “Markedsgade” fik den først senere. Her kunne børnene i øvrigt køre på slæde om vinteren, da den var lidt mere stejl dengang, – faktisk kunne man få fart på forbi fru grisehandler Sørensen (Villa Svanholm) helt ned til Jernbanen, fortæller Gulle Schmidt. Betjent Sørensens afløser hed betjent Hansen og boede i Nørregade og ved hans afgang flyttedes etaten til Kolind. Ved siden af landbetjent Sørensen var der i øvrigt en overgang slagteriudsalg (Nygade 2).

Nord for byen var en del statshusmandsbrug udstykket fra Marienhoffgården 1905-12 samt 1926. En af dem var husmand Anton Bruun Marienhoffvej 22. Hans ejendom ses nedenfor, – på fotoet t.v. er selve bygningen dog udenfor billedeter . Fotoet er taget af Arne Bruun. Fotoet t.v. er fra vest hen langs Poppelvej mod Hasselvej, der etableredes ca. hvor høstakken ses næsten midt i billedet. Anton Bruun byggede sin lade ca. 1960 og fotoet er fra et par år forinden. Uden en lade samlede han kornet i stakke og en maskinstation bestiltes så til at komme med et tærskeværk, så det kunne blive tærsket. Traktoren på fotoet leverede kraften til tærskeværket.
T.h. foto fra samme sted som ovenfor, dog medtaget Anton Bruuns ejendom, – undtagen laden, der ikke ses på billedet. Ejendommen bebos i dag af Anton Bruuns barnebarn Kjeld og hans familie.

Lidt længere oppe ad Marienhoffvej var det næste husmandsbrug, (i dag Marienhoffvej 24 a). Det ses i baggrunden af fotoet t.v. (Arne Bruun). Denne ejendom ejedes af Husmand Hans Madsen. Man ser i midten af fotoet enden af forsamlingshuset, hvor et lille gammeldags das er bygget til. Grunden til forsamlingshuset skænkedes af Hans Madsen i 1936 og opførelsen påbegyndtes samme år af alle i statshusmandskolonien som et fælles projekt. I 1973 blev det revet ned efter at kommunen havde købt det – og mange andre af ejendommene – med henblik på.

udstykning. I forgrunden t.v. ses gavlen af Anton Bruuns ejendom, hvor hans kone Thora går ved siden af fru Bagermesterinde Inga Creutzberg ( i hvidt). Inga kommer med brød under armen, som hun bringer ud til kunder, bl.a. til fru Thora, der har bestilt dem hos Ingas mand bagermester J. Creutzberg, Jernbanegade. Udstykningen af Poppelvej-kvarteret fandt sted i perioden 1973-75, mens Nordlyvej- kvarteret udstykkedes i 1965 efter at Kommunen havde købt arealerne, herunder Realskolens gamle fodboldbane, der lå på nuværende Nordlyvej 4 – 8.

Realskolens fodboldbane på nuværende Nordlyvej anvendtes naturligvis af Realskolen, oprindeligt som håndboldbane, men fra ca. 1940 især som forboldbane. På fotoet t.v. ses en kamp fra en sommer-lørdag-eftermiddag, hvor skolen traditionelt samledes inden man fik fri til

weekenden. Fotoet er fra 1957.
Realskolen var ret så dominerende, og her bringes et luftfoto – nedenfor – med indtegnede pile for flere af dets tilliggender, men også af byen i øvrigt. Læg f.eks. mærke til springvandet – bassinet –  i nuværende Dolmer-Park, der omtales senere. Park Allé hed dengang Gravensvej. Fotoet er fra 1954, idet det ses, at Gravensvej 9 er ved at blive bygget (af Ejendomsmægler Ejvind Pedersen), hvilket skete 1954. For at se teksten ved pilene og få rigtigt udbytte af fotoet bør det forstørres, hvilket især kan ske på iPad.

I Dagbladet Djursland kunne man d. 5. feb. 1955 læse, at husejer H.J. Nielsen, Ryomgård “har i Vestergade opstillet en pølsevogn, hvorfra sælges rundstykker og varme pølser.” Pølsevognens nærmere placering var Vestergade 12. Her var Nordlyvej endnu ikke ført igennem og på det brede fortov var der plads til vognen. Pølsevognens historie i øvrigt i vor lille by, fortælles lidt længere fremme. I samme avis blot 11 dage senere kunne man læse, at der “er stiftet en Handelsforening i Ryomgård.” Altså ikke en handelsstandsforening, men det er måske det samme (?).
Ingen af de to nyheder har formodentlig holdt sig oven vande ret længe, men måske handelsforeningen er blevet afløst af Borgerforeningens handelsudvalg? I hvert fald

eksisterede Borger-foreningen i bedste velgående og kunne fejre sin 50. års fødselsdag i 1956 med en gevaldig fest på hotellet. Foto fra festen ses t.v. hvor deltagerne i midten fra venstre er fru Wraae, læge Wraae, lærer Anton Nielsen, fru og hr. slagtermester Nielsn.

Idræt udøvedes især som håndbold, fodbold, tennis og badminton. Håndbold dyrkedes på banen ved nuværende Produktionsskole (Vestergade 67), og var primært pigehåndbold. Fodbold øvedes på Realskolens bane på nuværende Nordlyvej (kun træning) samt på “den rigtige” bane ved Nimtoftevej (i dag nre. 12-14). Tennis spilledes på banen i Nygade (i dag. nr. 29), og badminton i gymnastiksalen på den kommunale skole ved Marie Magdalene-svinget på Vestergade, hvor ikke mindre end 40 aktive spillere var registrerede i 1952.

Idrætsforeningen i byen hed “Skjold”, og på fotoet t.v. får den sin nye fane indviet af skolebestyrer Erik Munch.
I 1952 hed formanden for “Skjold” Knud Basse Kristensen. Han var lærer på Realskolen og udtalte til Randers Dagblad i marts 1952, at “Foreningen i høj grad trængte til et klubhus, men at det kneb med at skaffe de nødvendige penge.” Der var dog mange frivillige, også blandt håndværkerne, og ikke længe efter gik man i gang med at opføre et klubhus ved fodboldbanen på Nimtoftevej. Den var i stor grad blevet hjemsted for forskellige sportslige

arrangementer både ved byens sommerfester og ved sportskampe i øvrigt. Hvis man havde et klubhus behøvede man ikke at klæde om hjemmefra. Ideerne realiseredes og d.. 2. aug. 1953 kunne man indvie det nye klubhus på Nimtoftevej ved en kombineret

sommer- og sportsfest. Festen blev behørigt omtalt i den lokale presse, men byen havde også sat alle sejl til med march gennem byen anført af Randers Hjemmeværnsorkester. Også byens flagallé var rejst ligesom rigtig mange private havde hejst dannebrog i haven. Avisen nævner, at 4000 personer deltog i begivenhederne, hvilket dog forekommer endda noget overdrevent.

Ryomgaard Station var en af byens største arbejdspladser ved siden af “Rypi” på Industrivej. Stationsforstanderen på den tid hed P.M. Mortensen, og ikke mindre end 50 tog i døgnet ekspederedes fra stationen. Godstrafikken fyldte mest, og det var især den betydelige godsmængde fra Pindstrup Mosebrugs Fabrikker, der fyldte. Man erindrer i den forbindelse, at der var en slags hurtigrute: Randers-Ryomgård-Grenaa-Hundested (fra maj 1952), der var attraktiv for godstrafikken. Dengang var der spor fra Grenaa Station og ud til Hundestedfærgen.

Gl. Ryom skal naturligvis også nævnes, for landbrugsproduktionen her var ikke ubetydelig. Gården var i 1941 solgt af greve Jørgen Scheel til Johs. Fogh Nielsen. I øvrigt frededes stalden og agerumsladen i 1950. Hovedbygningen var blevet fredet flere år forinden og fredning af Mølledammen fulgte i 1954 sammen med de åbne vandarealer i Gl. Ryoms Park og Lindealleen foran Gl. Ryoms hovedbygning strækkende sig øst – vest, samt Bomhuset. I 1950 var der tæt på 800 indbyggere i byen, Marie Magdalene ikke medregnet – det var jo en by for sig selv. Indbyggertallet voksede pænt, så der i 1955 var 877 indbyggere fordelt på ca. 279 husstande.

Luftfoto af Sylvest Jensen 1951 der giver et godt indtryk af byen, selvom ikke hele byen er med på fotoet. I midten Ryomgård Hotel med dens store have med traditionel græsplæne rundt om et rosenbed. Overfor t.h. ses Gjerrild-banens vendeskive, for Ryomgård var jo endestation for banens vestlige del, – banen blev nedlagt i 1958. Vendeskiven – eller drejeskiven, som nogle kaldte den, – lå ca. samme sted som den senere jernbanegrill placeredes. Gjerrild-banens remisse kan ses ved krydset Storegade (nu Slotsgade) / Jernbanegade. Lidt til venstre for hotellet ses et grønt areal – den tidligere markedsplads, der snart bebyggedes langs Vestergade. Og i den anden ende af fotoet – for neden t.v. ses resterne af en landbrugsejendom, – som altså lå midt i byen – hvor dele af bygningerne ombyggedes til garager af vognmand Frederiksen (Jernbanegade 7) – med adgang fra Nygade.

Lidt udenfor byen – halvvejs mod Marie Magdalene – var ejendommen på fotoet t.v fra 1950, Vestergade 112. Her boede kontrolassistent (eller var han landbrugskonsulent?) Kofoed med sin kone og to børn, Ove og Arne. Haven er stor og holdt i nydeligste orden. Marie Magdalene Skole ses i baggrunden.

Borger- og Håndværkerforeningen var en samlende faktor for byen. Formand var en overgang postmester E. Akselbo, der blandt andet glædede sig over byens vækst. Han fortalte til samme Randers Dagblad som ovenfor, at på “Solbakken” (dvs. arealer der støder til Solbakkevej) vil der “med Tiden komme til at ligge 30 Huse og Villaer.” Området var udstykket fra to husmandsbrug fra Marienhoffgården. Sognerådsformand Sagfører Peter Andersen stod i spidsen for byen (kommunen) og kunne være stolt af dens udvikling.

Dengang have man en offentlig “Skattebog – fortegnelse over indbyggere og skatteforhold. Vi tager et kik nedenfor på forsiden og t.h. på tilfældig valgt side.

Også dagbladet Djursland fulgte med, og manglede man stof fyldte man op som f.eks. d. 3. marts 1957, hvor der bragtes oplysning omkring de 5 største skatteydere i Marie Magdalene kommune. 1. Dir Johs. F. la Cour, Pindstrup, 52. 153 kr., Hofjægermester N.K. Estrup, Fjeld 11.985 kr., Dir. Poul La Cour, Pindstrup, 3.878 kr., Læge H.L. Wraae, Ryomgård, 3.786 kr., Proprietær P. Pedersen, Sivested Odde, 2.518 kr.

Også på Skafegård boede en Hofjægermester, hvor sønnen, Hector, lige skal nævnes, fordi han som en dygtig ung mand blev set op til. Jeg bringer for sjov et foto af hans bil, vistnok lidt inde i 1960’erne, hvor han har opsøgt mekaniker Vagn Åge
Halds værksted med sin bil, en

fejende flot Aston Martin. Det har ikke noget med vor lokalhistorie at gøre, men er i kraft af den dyre og sjældne vogn en kuriositet. Huset i baggrunden er “Blikkens” i Nørregade.

Mest 1960’erne
Købmand Carl Sørensen udvidede i takt med tiden, og hans afdeling for farvehandel, omtalt ovenfor havde sin egen indgang fra Vestergade lige overfor skræddermester Refstrup, Vestergade 32. Denne afdeling indrettedes senere til beboelse for Carls Sørensens enke. Ligeledes indrettede købmand Sørensen en lille afdeling for legetøj, der især ved juletid var højt prioriteret.

Ovenfor foto fra Carl Sørensens butik ca. 1960 eller måske fra slutningen af 1950’erne. T.v. udstillingsvinduet med legetøj, og t.h. foto fra butikken, hvor Carl Sørensen ses yderst t.h., dernæst kommis Ejvind Bach, så en ukendt og sidst Lissi Lindblad, alle Ryomgård.

Indenfor håndværkerfaget kendes især Tømmermester Valdemar Pedersen og Murermester Nikolai Bach. Valdemar Pedersen havde sit værksted i kælderen i sin ejendom Vestergade 31, mens murermester N.H. Bach holdt til i ejendommen Vestergade 60. Han havde købt naboejendommen og indrettede her

cementstøberi (f.eks. kloakrør af cement), senere udviklede det sig til et lille byggemarked -NH-byggemarked -, der faktisk voksede sig pænt stort. Foto ovenfor.
I en senere tid flyttede det til Industrivej 21 og her senere opkøbt af en større kæde (XL – Vorup), som flyttede det til Vestergade i nyopført kæmpehal (Vestergade 112). Vi er dog nu helt oppe i det nye århundrede.
Tømmermester Niels H. Andersen havde allerede i 1920’erne indrettet tømmerforretning på hjørnet af nuværende Nordlyvej og Vestergade. Da hans forretning voksede ekspanderede han med tilkøb af ejendommen Nimtoftevej 7, hvor han indrettede savværk i en tilbygning ind ad Rønne Alle. Hans søn, Jørgen Kjær Andersen, var snedker og arbejdede som sådan for DSB, da hans far pludselig døde ca. 1959. Sønnen kom herefter hjem og overtog virksomheden. Det lille savværk (eller rettere snedkeri) på Nimtoftevej 7 var aktivt pænt længe op i 1960’erne.  I de oprindelige lokaler på hjørnet Nordlyvej -Vestergade indrettede Jørgen Kjær Andersen senere Ryomgård Byggemarked (altså byggemarked nr. 2 i den lille by). Da den lukkede ved Jørgen Kjær Andersens pensionering, lejede John Andersen sig ind ca. 1992 med kunsthandel. I dag (2016) er der fortsat kunsthandel med nye ejere, men også kunstudstilling i smukke lokaler samt cafe.


Mekaniker Helmer Nielsen havde Esso-station på hjørnet af Nimtoftevej og Skovvej, som han dog netop i 1960 solgte til Svend Pilgård. Pilgård udvidede værkstedet til autohandel og inden årtiet var omme, havde han lavet en tilbygning mod nord, således at der kunne komme lastbiler og busser ind på værkstedet.

Indenfor samme periode købte han en bygning, Saabydalvej 2, hvor der forinden i en kortvarig periode havde været grøntsagslager og -salg. Efter en ombygning flyttedes autohandel og mekanikerværkstedet herud, mens det oprindelige på Nimtoftevej blev til en serviceafdeling.

Pølsevognen: Foran er nævnt, at husejer H.J. Nielsen, Ryomgård havde opstillet en pølsevogn i Ryomgård i 1955, hvorfra han solgte “rundstykker og varme pølser.” Det må være på sin plads måske at skrive lidt mere om pølsevogn i Ryomgård. H.J. Nielsens pølsevogn var formodentlig på hjul, og måske kun lejlighedsvis til stede, men det var efter al sandsynlighed den første pølsevogn i Ryomgård. Den næste kommer i 1962.
I 1962 arbejdede ekstraarbejder Viggo Rank “ved Banen”, som man sagde i byen, altså ved DSB –  Ryomgård Station. Men netop i 1962 bliver han syg og må opgive sit arbejde ved Banen. Han er da 54 år og ikke indstillet på at trille tomlefingre, hvorfor han etablerer sig med en “Børnenes Kontor”- pølsevogn på stationspladsen overfor hotellet. Ved siden af ham lå DBS-kiosken, – dengang kun var i et plan. Opstarten i sommeren 1962 blev godt modtaget af de lokale såvel som af togrejsende. Viggo Rank investerede derfor allerede året efter i en større pølsevogn, hvor man kunne gå ind i vognen og blive betjent i ly og læ for regn og blæst. Men helbredet var fortsat ikke godt, og Viggo Rank døde i 1963. Hans hustru Johanne overtog da vognen og førte den dygtigt videre til ind i 1970’erne, hvor den så solgtes til Tom Fischer.

Tom arbejdede for Novopan i Pindstrup, så det blev hans kone Henny, der til daglig drev vognen. I 1977 satte parret den til salg, og den købtes da af Arthur Sørensen, der inden længe udskiftede den med en fast bygning med plads til mere end røde pølser.

Også i Arthurs tid var der godt besøg, ofte med kø langt ud på p-pladsen, for Arthur handlede med mange forskellige varer. Hans efterfølgere (1983) var Yrsa og Bent Christiansen, og senere kom (vistnok) Lise og Åge og sidst Lotte. Men nu er vi oppe i 1980’erne. Og da indtrådte den generelle nedgang for de traditionelle

pølsevogne over hele landet. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men efterhånden. I dag er den i Ryomgård – såvel som mange andre steder –  helt ophørt at eksistere, og dens faste bygning er fjernet.

Lidt politik – oprettelse af Midtdjurs kommune i 1970.
I 1950’ erne var vort lille land opdelt i stat, amt og kommune. Det er det fsv. stadigvæk, om end amter og kommuner, og såmænd også staten – har ændret ansigt. Kommunerne er det, der lige her interesserer mest.

Daværende statsminister H.C. Hansen var allerede i slut-50’erne klar over, at landets 1360 kommuner burde reduceres til fordel for en sammenlægning, der i højere grad kunne matche fremtidens opgaver, herunder også at flere hidtidige statsopgaver kunne lægges ud i lokalsamfundene.

En kommunallovs-kommission nedsattes derfor med henblik på dette formål. Vi ved alle, hvordan det gik! Kæmneren i de små samfund, der sammen med sognerådsformanden og en kontoransat – eller måske få flere – hidtil havde løst sognets problemer, skulle nu blive en saga blot. For i 1967 blev en ny struktur vedtaget af Folketinget, og da fik de enkelte kommuner travlt med at rette ind.

Overalt nedsattes sammenlægningsudvalg, også i vore kommuner, hvor Nimtofte-Tøstrup, Marie Magdalene – Koed samt Kolind gik sammen i et sådant udvalg (Kolind og Nødager var allerede blevet sammenlagt i 1966).

Midtdjurs Kommune udgav i 1995 pjecen: “Midtdjurs Kommune – noget om de første 25 år”, hvorfra dele af materialet er hentet. Fotoet t.v., er fra et møde i sammenlæg-ningsudvalget, fra kom-munekontoret i Nimtofte.

Fra venstre kommuneassistent Margrethe Sørensen, Nimtofte, kommuneing. Jacob Wilhelmsen, Ryomgård, kæmner Erik Meiling, Ryomgård, skatteinspektør Kai Jensen, Ryomgård, sognerådsformand K. Løgstrup Knudsen, Pindstrup, sognerådsformand i Nimtofte-Tøstrup kommune N. Høj Rasmussen, Skiffard, sognerådsformand i Kolind kommune, fabrikant Laurids Simonsen, Kolind, kæmner Aage Helgren-Nielsen, Kolind og kæmner Jens Bødker Sørensen, Nimtofte.

Det var ikke nemt for strukturen i relation til mange emner, f.eks. landbrug og industrier (og det dermed forskellige indkomst- og beskatningsgrundlag), skoler, plejehjem og økonomien generelt. Men politik er jo kompromisets kunst, og der var ingen vej udenom: opgaven skulle løses! Det nye sogneråd skulle fremover være et byråd, og sognerådsformanden hed fremover borgmester. Ændringerne var talrige og det kneb for mange borgere at forstå det nødvendige heri, endsige se nogen mening overhovedet. I det nye Midtdjurs brugtes i øvrigt ofte betegnelsen kommunalbestyrelse i stedet for byråd, og det var faktisk tilladt. Men med i betragtningerne var en centralisering af opgaverne i de nye sammenlagte kommuner, helst i et samlet forum i form af et rådhus, så afdelingerne kunne støtte hinanden og have gavn af fælles administration. Det kneb i starten og man benyttede sig en overgang af en fysisk opdeling af administrationsopgaver i de to hovedbyer Kolind og Ryomgård. Men endnu i 1970 blev et kompromis indgået, nemlig at bygge et rådhus i Kolind, hvor administrationen samledes. Til gengæld måtte Ryomgård have en svømmehal mens Nimtofte måtte have et plejehjem. Og sådan var der så meget!
Lokalpatriotismen var den sværvægter, der gjorde samarbejdet vanskeligt. Kolind-siden havde dog overvægt i byrådet/kommunalbestyrelsen og det var afgørende for, at rådhuset placeredes her. Morsomt er det at læse byrådsmedlem og maskinhandler Laurits Simonsens erindringer herom, idet han ikke lægger skjul på, hvordan Kolind-politikerne fik de gæve Nimtofte sognerådsmedlemmer overbevist om, at Kolind var rette sted for rådhuset og dermed fik han sikret flertallet herfor i byrådet. Han skriver bl.a. “Jeg fik fat i Nimtoftes tre rådsmedlemmer Kraunsø, Hesse og Busk angående rådhuset. Ville de støtte os, eller hvem ville de støtte? Det gik så lykkeligt, at de tre medlemmer sagde: Vi støtter Kolind i sagen om rådhuset.
Vi fik altså rådhuset…”

——————

DOLMER PARKEN
i Ryomgaard

Dolmer Parken, Nørregade 11, Ryomgård, er et helt nyt stednavn i Ryomgård, opkaldt efter seneste ejere: ægteparret Dolmer. I april 1916 er der kommet ny ejer – fa. Gerstrøm, Ryomgård, hvilket giver anledning til at kigge lidt på arealets historie.

At en ejendom bliver solgt – her Nørregade 11 i Ryomgård – er vel uinteressant? Nej, for området har lidt historie, der netop nu er bør fortælles, fordi det efter alt at dømme nu skifter karakter. Igennem en årrække huskes det af mange som enkefrue Dolmers bolig, en stille, køn og fredelig plet inde midt i byen.

T.v ses indkørslen til området.

Arealet er i alt på 11000 kvm, hvilket ved salget er delt i to matrikler. Entreprenør Gerstrøm, Ryomgård er fra sommeren 2017 den nye ejer af det, der i folkemunde ofte kaldtes ”Lergraven for enden af Nørregade”.

Sælger af ejendommen var fru Kaja Dolmer, enke efter forhenværende brugsuddeler for Brugsforeningen Marie Magdalene Henry Dolmer, der erhvervede ejendommen d. 1. juli 1965. Allerede da var det besluttet, at Brugsforeningen ville flytte fra Marie Magdalene til Ryomgård, hvilket herefter skete i 1966. I 1971 dør Henry Dolmer, men Fru Dolmer forbliver boende på stedet til kort tid før salget i 2016.

Går vi længere tilbage i tiden var ejeren før Dolmers en ingeniør ved navn Ole Jacobsen, og hans hustru Ingeborg. Af skødet fremgår, at de boede ”Lindedalen”, Ryomgård, et navn som vist ingen knytter til stedet i dag, men som formodentlig var affødt af det store lindetræ, der knejser stolt ved indgangen til stedet.

Ingeborg og Ole Jacobsen købte af Poul Matthesen ca. 1960, der ca. 1957 var kommet til byen. Han er i Marie-Magdalene-Koed skattefortegnelse 1957 anført som konsulent, men havde også arbejde på Pindstrup Mosebrug (som i øvrigt også Ole Jacobsen), og havde indlogeret sig med sin familie på Nygade 27 i Ryomgård. Dette hus var tidligere indrettet med to lejligheder i tilknytning til et gammelt støberi, ejet af dir. la Cour, Pindstrup. Poul Matthesen begyndte på et tidspunkt at handle med maskiner, der tog om sig, så han lejede sig ind med denne maskinhandel i Hotellets garage. Dolmer Parken (Lindedalen kaldte han den) solgte han måske i denne forbindelse, – for i 1960 finder man Poul Matthesen i Ryomgård/telefonnøglen anført som direktør med adresse på Skovvej (et hus- nr. er ikke anført, men det må være nr.23 b).

Det menes at være Jacobsens (og ikke Matthesen), der byggede huset i Dolmer Parken, mens Poul Matthesen opførte det flotte hus på Skovvej 23 b. Det ligger lidt inde af en grusvej, oppe i skovkanten og bemærkes kun svagt i forbifarten med dets store vindues facade vendt ned mod Skovvej.

Matthesens Maskinhandel levede formodentlig ikke op til de økonomiske forventninger og han solgte derfor i 1965 Skovvej 23 b til direktør Larsen, der et år tidligere var blevet ansat som direktør ved Pindstrup Mosebrug.

Poul Matthesen havde købt Dolmer Parken ca. 1959 af inspektør Peter Petersen (kaldet Mergel-Petersen) og således kun været ejer af arealet et års tid inden det solgtes til Ole Jacobsen.

Dolmer Parken mens det endnu var en rest af den gamle mergelgrav. Personerne er ukendte . T v. i billedet ses “Elmevejsbakken” og t.h. gården “Nordly”. Årstal måske 1948

Peter Petersen boede med sin familie i ejendommen Nørregade 9 – nabo til Dolmer Parken – og havde erhvervet arealet ca. 1926. Før den tid havde arealet fungeret som mergelgrav, og endnu tidligere som lergrav, hvorfra Teglværket har gravet sit råmateriale. Mergel er en lertype med stort kalkindhold, og mergler landmanden sine marker, kan det øge udbyttet. Ler er mindre kalkholdigt, men til gengæld egnet til teglsten. Begge typer ler har formodentlig været til stede i arealet. Det nævnte teglværk har ligget tæt op ad nuværende rundkørsel på Vestergade. Det kan tænkes, at denne produktion af teglsten indstilledes bl.a. fordi kalkmængden efterhånden ændrede karakter, og arealet herefter kun brugtes til mergelgravning. Arealet har i øvrigt været flere meter højere, men altså grundigt udgravet gennem tiden.

Og det er her Peter Petersen (Mergel-Petersen) bliver interessant, for han er manden bag områdets forvandling fra mergelgrav til park/lystanlæg. For da produktionen indstilledes, formodentlig i begyndelsen af 1920’erne, køber Peter Petersen arealet, og begynder – ifølge Randers Amtsavis fra 5. dec.1958 – at flytte sten og grave fra 1924. Målet var en slags bypark, og det skulle vise sig til alles overraskelse at blive nået. Nedenfor ses et foto fra nævnte avis med et tilhørende tekststykke.

Fremtiden for arealet kendes ikke lige pt. –  dets anvendelse er vist endnu ikke helt fastlagt. Nedenfor en lille fotoserie fra Peter Petersens arbejdsomme æra. Se forsiden om forstørrelse af fotos.