Ryom i går

Titlen “Ryom i går” refererer til, at vi nu ikke er længere tilbage i tiden end nogle (ældre) kan huske “som var det i går”. Af web-tekniske årsager er det også praktisk at adskille den nyere tid lidt fra den ældre (siden “Ryomgård”), ligesom den bedre overskuelighed forhåbentlig bifaldes af læserne.

OVERSIGT:

DEN GLADE ENKE – Ryomgård Egnsspil 1997
ANNIE GET YOUR GUN – Ryomgård Egnsspil 1996
AF EN JERNBANES HISTORIE (anonym)
SOMMER I TYROL – Ryomgård Egnsspil 1995
LANDMANDSLIV – Ryomgård Egnsspil 1994
PINAFORE – Ryomgård Egnsspil 1993
RYOMGAARD BIOGRAF (Jens Erik Mehlsen)
“FRK. NITOUCHE” – Ryomgård Egnsspil 1992
“DER VAR ENGANG” – Ryomgård Egnsspil 1991
RETSSAG PÅ RYOMGÅRD HOTEL (Farbent)
BOGBIND OG MENNESKESIND – Ryomgård Egnsspil 1990
DE GAMLES HJEM I RYOMGÅRD (H. Qvist Frandsen)
“BALLADEN” OM RASMUS PÅ VEDØ – Ryomgård Egnsspil 1989
DE BANEDE EN VEJ – Ryomgård Egnsspil 1988
GREVENS FALD – Ryomgård Egnsspil 1987 (Fotos foræret Lokalarkivet af Mary Petersen, Ryomgård Bog-Café)
RYOMGÅRD EGNSSPIL – introduktion (Kirsten Frandsen)
RYOMGÅRD BORGERFORENING (Jens Erik Mehlsen)
GRETHE DAMMANN ANDERSEN (Bodil Andersen)
MARIE MAGDALENE – BARNDOMMENS BY (Helmer Andersen)
RYOMGÅRD HOTELS HISTORIE (Jens Erik Mehlsen)
BYEN VED DE FIRE JERNBANER (Avisartikel)
BLAKBJERG (Jens Erik Mehlsen)
KRIGENS EFTERDØNNINGER (Jens Erik Mehlsen)
EN TUR RUNDT I RYOM i 1950’erne (Jens Erik Mehlsen)
FRITID (Jens Erik Mehlsen)
FORRETNINGER MM (Jens Erik Mehlsen)
MEST 1960’erne (Jens Erik Mehlsen)
LIDT POLITIK (Jens Erik Mehlsen)
DOLMER PARKEN i Ryomgård (Jens Erik Mehlsen)
AXEL MUNCH (Jens Erik Mehlsen)

DEN GLADE ENKE – Ryomgård Egnsspil, 1997

Det eneste vi har kunnet finde omkring dette egnsspil er fotos, – og endda kun ganske få. Men de bliver bragt nedenfor, desværre uden yderligere tekster eller navne, så det er lidt småt denne gang.

ANNIE GET YOUR GUN – Ryomgård Egnsspil, 1996

RGGJ
AF EN JERNBANES HISTORIE
Realskolens Årsskrift 1960 (anonym skribent)

Artiklen er hentet fra Ryomgård Realskole Elevforenings årsskrift 1960, hvor en tidligere elev fra Dystrup har skrevet om sine oplevelser fra Dystrup (Nimtofte Station) til Ryomgård med Gjerrildbanen. Elevens navn er ukendt, men vistnok med eksamen 1950 fra Realskolen.

strækning fra Dystrup til Ryomgård. Trukket af et dampsprudende uhyre, “Musse”, der konkurrerede stærkt med alle eventyrets ildspyende drager. At man i en mere voksen alder så på det med foragt som et sølle lokomotiv – nærmest et rangerlokomotiv, kunne ikke tynge den første oplevelse med gustent overlæg.

Underligst af alt var det vel nok, hvordan toget kunne holde sig på sporet, når der ikke var nogen til at styre det, og det var der ikke, sagde de voksne! Manden med den fine kasket skulle blot starte, bremse og bestemme farten mellem disse to yderpunkter. – Og tænk, at man ved at hejse signalet på holdepladsen, kunne standse den fnysende kraft. En ugidelig tanke strejfede hyppigt en: at man en dag kunne gå op – tilfældigt falde forbi – og hejse signalet. Toget ville så selvfølgelig standse i den tro, at passagererne nok var inde i skuret. Og mens tiden gik og de vel efterhånden ville blive underligt til mode og begynde og lede og søge, kunne man ligge gemt i buskene ved skuret og grine. Hvilken synd – og hvilke mulige konsekvenser. Man gjorde det aldrig….indskrænkede sig i stedet til at lægge en to-øre på sporet og trykke sig i skurets usete hjørne til toget var forbi og to-øren flad som en fregne.

Gjerrildbanen, Norddjurslands trafikale stolthed, indviedes i 1911. Efter forudgående heftige diskussioner om beliggenheden og finansieringen – de to spørgsmål hang nøje sammen – var man omsider gået i gang med anlægsarbejdet. Anlægskapitalen var 1.280.000 kr. Af aktiekapitalen på 2.071.818 kr. var halvdelen investeret af staten og resten af de interesserede kommuner og enkelte private aktionærer.

Foto fra Nimtofte Station 1950. Den store pige t.v. er Betty Sørensen og i midten hendes lillesøster, Gerda, begge døtre af kæmner Bødker Sørensen, Nimtofte.
T.h. ses familiens feriepige fra Syd-Schleswig.

Og d. 5.dec. 1911 oprandt så festdagen, da i første omgang den 30,8 km lange strækning fra Ryomgård til Gjerrild åbnedes for almindelig drift.

Nu skulle ny-skabningen bevise sin levedygtighed. Med en vognpark på 3 lokomotiver, 2 postvogne, 27 godsvogne og en sneplov tog banens ledelse handsken op, og alt gik såre vel. For djurslændingene var banen i sig selv en sensation og søndagsturen med madpakken bestod i en tid med at rejse i en rejse med toget til de “idylliske skove ved Gjerrild”, som banens beretning skriver. Desværre gik nyhedens interesse snart af den form for udflugter, og allerede beretningen for 1913-14 melder med beklagelse om en stor nedgang i mængden af befordrede passagerer, netop fordi antallet af disse rejser var stærkt aftaget. D. 27. juni 1917 indviedes strækningen Gjerrild – Grenå V., og man fik bud til nye områder.

Den 1.verdenskrig satte sine dybe spor. Dyrtid tvang lønningerne i vejret. Kul og olie steg og kunne til sidst vanskeligt skaffes, så man måtte gribe til at bygge tørveskure i Stenvad og Gjerrild. Ydermere kastedes en anden skygge over arbejdet. Den 6. beretning fra 1917-18 fortæller: “Af ulykkestilfælde har der i årets løb været et tilfælde, idet en ekstraarbejder fra Grenå i november måned fik en hånd læderet ved, at en anden ekstraarbejder uforvarende kom til at hugge en vogndør i på hans hånd. Ekstraarbejderen er endnu (marts 1918) under lægebehandling, men det håbes, at hånden skal blive helbredet, så at arbejderen ikke vil få nævneværdigt mén af uheldet.”

Da det atter blev gode tider i almindelighed, svigtede så imidlertid tørvetransporterne, og i 1922 må man for første gang melde om underskud. Derefter kommer en række jævnt gode år. Man går d. 1. august 1924 over til delvis motorvognsdrift, og det spores i overskuddet.

Men i kriseårene i 30’erne begynder de onde tider. Der er underskud. De første år betales det af de interesserede kommuner og banens personale; men omkring 1940 må man ty til reservemidlerne, der udlånes til banens drift.

Så kommer 2. verdenskrig og standser biltrafikken og for banen bliver det atter gode tider.
Lånet fra reservefonden tilbagebetales, og man er i salveten indtil 1946.
Medio august nævnte år, altså 1946, fik jeg mit første abonnementskort mellem Dystrup og Ryomgård, og her begynder mit nære forhold til Grisen. For skolebørnene var det hævet over enhver tvivl, at grisen tilhørte dem. Måske bortset fra de dage, hvor der var Kolind Marked, og hvor en stab af prangere var fast tilbehør.
Man lærte hurtigt den bestående hakkeorden. Motorvognen var forbeholdt 8. og 9- klasserne, og en sølle 5. klasser kunne ty til anden vogn eller bivognen, hvis den var med. Bivognen, ak ja. Den forgreb på sin vis med sine store vinduer og vide udsyn senere tiders flotte langtursbusser; men brændeovnen, der stod med sin tørvespand i et hjørne, tilhørte såvist en anden tid. Men skulle gamle kladder brændes, når man i et anfald af ordensvanvid ryddede op i taksen, var den bedre end de centralopvarmede aggregater i de andre vogne.

Grisen var som sagt skolebørnenes, og stakkels uvidende rejsende fra andre egne, der nu og da forvildede sig til at gå ind i noget andet end motorvognen! Næppe var de vinket farvel til den medfølgende lærer i Ryom, før madkasserne med de daggemte klemmer kom frem. En stank af svovllugtende æg, løgkrydret spegepølse og ost bredte sig, blandet med kugten af vådt tøj på nedbørsdagene.
Så gik turen langs den smukke Vallum Sø forbi Kærende til Nimtofte, gennem de flade enge og agre med Løvenholm skovenes ornament i det fjerne til Ramten, herfra i et bredt sving til Stenvad og videre forbi Hytten – gennem tre slangesnoninger og lige så mange overskæringer – til Tranehuse. Her ved den sidste overskæring, trykket dybt ned i bakkerne – omkom i 1926 Nimtofte-lægen, der i sin bil blev påkørt af toget og døde kort efter. Videre endnu gennem landet til Gjerrild og endelig: Grenå. En daglig odyssé!

Trods embedsmændenes razziaer i kupeerne kunne diskussionerne under den lange rejse godt tage en sådan drejning, at den eneste mulige udvej var duel. Så kunne det ske, at en rejsende fik en papirkugle i øjet. Og var dette individ fra den anden lejr så tarvellig nok til at sladre, hændte det, at der næste dag ved tolvsang lød et formanende ord ex cathedra. – En lignende udåd som den i Kolind-toget forekomne, hvor ledvogterkonen i Koed blev skammeligt bombarderet med æbler fra det forbifarende tog, blev det dog aldrig til.
En særlig glans har i erindringen vinterdagene. Det kunne hænde, at Gjerrild-børnene pludselig midt i skoledagen, når snefoget var løfterigt tæt, alarmeredes. Så af sted til toget. Man måtte hjem før al samfærdsel standsede. Et par store skovle i motorrummet antydede dramatisk de trængsler, der kunne lure undervejs. Og tilsneede forældre ventede på de små stationer med biler og kaner for at redde afkommet hjem.
Så kunne man vågne næste morgen med sne til sålbænkene, og en opringning til stationen, bekræftede en i den antagelse, at toget i dag ikke kørte. Med salig fryd så man fra sin skibakke på gravhøjene i Dystrup ud over det vidtstrakte flade land, der lå tilsneet hen i strålende sol. Måske gik dagen hen uden glimt af toget, og når endelig det lille lokomotiv med sneploven dukkede op, langt ude, ønskede man og besvor vejrguderne om et nyt snefog, mens den tapre dværg satte tænderne i snemasserne. – Nådige erindring, der lader mindet om sådanne dage leve og vokse, mens så meget andet glemmes.

I de fem år, hvor jeg de 240 af årets dage kørte med Grisen, svirrede bestandigt rygterne om banens fremtid. Snart skulle den nedlægges, og snart skulle alt materiel udskiftes med skinnebusser. Det blev det første synspunkt, der sejrede. Tiderne blev mere og mere slette for privatbanerne på grund af de mane privatbiler og fragt- og passagerruter, og fra 1946 var alle reservefondens midler mobiliserede til driften, og staten måtte træde hjælpende til med stedse større tilskud.

En i 1954 af ministeriet for Offentlige Arbejder nedsat “Kommission til vurdering af privatbanernes betydning for trafikkens afvikling her i landet” havde placeret banen i den gruppe, hvis nedlæggelse måtte anses for umiddelbart forestående efter garantiperiodens udløb d. 1. april 1956. Efter møder mellem de interesserede kommuner og forhandlinger med amtsrådet og staten, hvor man forgæves søgte at få 2 års henstand, blev det på en ekstraordinær generalforsamling d. 16. marts 1956 i Grenå besluttet at nedlægge banen. Det vedtoges, at banen skulle træde i likvidation pr. 1. juli 1956.

Og d. 30. juni kørte da det sidste tog på Gjerrildbanen. Skinner og sveller blev brudt op og solgt og stationerne afhændedes. Et stort, solidt fyrretræsbord fra Stenvad Station er endt som godt inventar hos nogle af vores venner – på pigeværelset. Sådan forgår og skifter bestemmelse, hvad mennesker har skabt.

Hvor før togene snoede sig gennem landskabet, kører nu traktorer og mejetærskere. Banedæmningen er jævnet, og på skærvernes sted bølger kornet. Eller måske vokser der snarere kartofler i den mere magre jord, – den jord, der var for karrig til at nære en bane.

SOMMER I TYROL – Ryomgård Egnsspil, 1995
I 1995 satte Egnsspillet igen et klassisk stykke op, nemlig “Sommer i Tyrol”. Gl. Ryoms plæne dannede igen kulisse med den gamle kamtakkede agerrumslade. Laden er fra 1637 – kun stalden er ældre, fra 1635, og dermed Ryomgårds ældste bygning. Vejret var herligt, hvilket de pågældende fotos også viser. Vi har ingen nøjere data om de enkelte fotos.

LANDMANDSLIV – Ryomgård Egnsspil
I 1994 opsatte Egnsspillet det klassiske teaterstykke Landmandsliv af Lynge/Reuter og musik af Kaj Normann Andersen. Læs i øvrigt nærmere i programmet nedenfor og kig på de til os overleverede fotos. Stykket blev spillet på Gl. Ryoms plæne med den lange staldbygning i baggrunden som kulisse.

PINAFORE – Ryomgård Egnsspil 1993
Opsætningen af egnsspillet i Ryomgård i 1993 var en stor mundfuld. Stykket opførtes ved Gl. Ryom 25-27 juli og programmet så sådan ud:

Følgende fotos fra forestillingen er overgivet os:

RYOMGÅRD BIOGRAF

Faktisk brugtes ofte betegnelsen “Biografteater” fordi den var hjemmehørende i en teatersal, nemlig Ryomgård Hotels teatersal.

.På et tidspunkt solgte han biografen til køkkenforhandler Bent Christiansen, der på forskellig vis moderniserede biografen. Bl.a. anskaffede han ca. 100 nye polstrede biografstole til erstatning for de gamle klapstole, ligesom han anskaffede bedre lydgengivere og to nye filmfremvisere. Tidligere havde man kun en ældre, hvorfor man måtte holde pause midt i filmen, for at skifte filmspole. Selve film-maskineriet var opstillet i teatersalens sydlige ende. I den modsatte ende – ved scenen – opstilledes biograflærredet. Køkken-Bent – som han ofte kaldtes – solgte til DSB-trafikassistent Børge Sejersen, der senere (1970) solgte til Leif H. Hansen, Ryomgård. Kontrakten nedenfor fortæller lidt om omfanget af materiel.

Fra annoncer ved vi, at der som regel kun forevistes film onsdag aften, dog med undtagelser for visse børnefilm (far til fire – Tarzan – Jerry film mv.), der kunne forevises lørdag eftermiddage. Onsdagsfilmene var bl.a. “Wienerbarnet”, “Angelique” og senest visse danske film, f.eks. “Olsenbanden på spanden” og “Mig og min lillebror og Bølle”. Leif H. Hansen solgte ret hurtigt biografen videre til en(ukendt) person fra Åbyhøj, men han kunne ikke vende udviklingen og lukkede ned i 1972.

FRK. NITOUCHE – Ryomgård Egnsspil 1992
Også denne gang har bestyresen valgt et emne udenfor lokalhistoriske rammer, idet valget i 1992 faldt på Det klassiske skuespil Frk. Nitouche, som de fleste også kender som film. Stykket opførtes ved G. Ryomgårds forhenværende ridebane. Lokalarkivet er ikke i besiddelse af andet end nedenstående fotos, men kan dog oplyse, at Anna Bang Sørensen medvirkede tilligemed sangtalentet Flemming Gits Jensen, Drammelstrup.

DER VAR ENGANG – Ryomgård Egnsspil 1991
I Kirsten Frandsens referat nedenfor står bl.a. at Bestyrelsen denne gang gik væk fra de lokalhistoriske emner og forsøgte sig med færdigskrevne emner. “Der var engang” er således et klassisk værk af Lange Müller og Holger Drachmann. Opførelsen blev – som de tidligere – en succes. En anmelder skrev bl.a., at “der blev knoglet for at få stykket til at køre, og det lykkedes.”

PROGRAM:

FOTOS

RETSSAG PÅ RYOM HOTEL
Af Farbent

avlsgården. Der var jo kommet en ejer som vi altid kaldte Postmesteren, idet han før var i dette erhverv. Denne vinter skulle der “mudres” lidt op i Mølledammen og da der ikke længere blev lavet strøm og malet korn ved vandkraft, blev alt vandet lukket ud og da der var tykt is kunne vi jo gå oven på isen og grave mudder op på trillebøre og køre det ud over kanten.
Det var jo Postmesterens ønske, at dammen skulle pyntes lidt op, idet den jo var lidt eftergroet, nu der ikke blev brugt vand til kraft og der således ikke var stærk gennemstrømning mere.
Jeg tror, at der var folk fra kommunen, idet noget af dammen var udlagt som branddam og derfor tog kommunen en tørn med og de lagde samtidig redskaber til (trillebør/skovle/økser o.l.), det var jo før at alting skulle laves med maskiner. Turbinen blev jo ikke brugt mere hverken til strøm eller kornmaling og derfor kunne fabrikken i Horsens komme og optage den igen og dette arbejde hjalp jeg med sammen med 2 montører dernede fra. Turbinen var en “dybde fald”(underfald og overfald er normalt) og var vel lidt sjælden således at den kunne bruges til deres Museum i Horsens. Turbinen hed MAELER.
Slot/Gård/Bomhus fik strøm men kun til lys (jævnstrøm hed det). Hvis der var for lidt vand til turbinen i tørke-perioder kunne der startes en lille elmotor, der så trak dynamoen for opladning af akkumulatorer som stod i et rum ved siden af — åbne firkantet af glas fyldt op med syre og ingen adgang for os børn!
Sagen drejede sig om, at Johs.F.la Cour havde nogle aftaler med husmænd i området fra Skyttebakken og langs med den gamle Gjerrildbane ud til Vallumsøen. Her var der dengang små englodder til græsning og disse lodder var ejet af husmænd i Attrup og Korupskovvej og undergrunden var tørvemose som kunne bruges til “Smulafrivning” og formbrændsel-presning.
Jeg tror la Cour blev klar over, at der ikke blev brugt vandkraft mere og derfor ville have vandstanden sænket i Voldgrav og Mølledam, dette for at englodder ville være nemmere at udnytte i dybden, idet mosearealer jo kan være lidt fugtige og derfor til tider lidt ubrugelige og derfor skulle der handles nu.

På hotellet var der dommer /sagfører /skriver/husmænd/ la Cour på den ene side og på den anden side postmester/bestyrer og mig som var indkaldt, fordi jeg sammen med bestyrer havde fundet afløb fra voldgraven og til den sydlige voldgrav, der ikke længere er ret tydelig. Afløbet på gårdpladsen ved Bomhuset var næsten væk, idet gårdspladsen var vokset og dermed var voldgraven formindsket som følge af at der var fyldt en masse jord i vandet, dette vel for at få en større urtehave.
Jeg blev jo udspurgt af dommeren under retssagen om vandbrugen, samt om højden på vandstanden og sådanne ting. Da jeg nævnte, at der blev malet korn af min far oppe på loftet, var der en husmand der sagde, at min far aldrig havde malet korn, men kun arbejdet på Slot og Gård (min far var på Gl.Ryom i to omgange ca. 6 år i alt, og jeg er født dernede). Men jeg kunne jo fortælle meget præcis om denne kornmaling og kunne fortælle om dybden i bassinet ved lukkeskodderne, hvor vi altid om sommeren kunne bade. Vandstanden var da ca. 90 cm og det var nu modpartens opfattelse at denne dybde kunne halveres når vandkraften ikke længere blev udnyttet.
Dengang var der ikke et ord om “herlighedsværdi” – for prøv at se på voldgravene nu og prøv at stoppe ude på Skyttebakken og kig ud mod Vallumsøen – nu er der kun utæmmet bevoksning og ingen græssende køer eller heste som før. Det kunne jo laves om igen, for hvem bruger formbrændsel, men mange tænker på skønheden i nærområdet – også den nuværende ejer af Gl.Ryom, idet han har lavet en fin græsplæne op mod Ryomgård, men det tydeliggør jo også, at vi alle kan se på bredderne, hvor vandstanden rettelig bør være. Med maskiner i dag kunne det nemt lade sig gøre at uddybe og skaffe vand i voldgravene og derved få lidt skønhed tilbage. Der kan måske søges i nogen fonde, da Gl.Ryom er fredet i klasse A, og dette kan vel også gælde “herlighedsværdier”?
Ja, jeg spørger bare og tænker.
Alt i sagen foregik på en meget fredelig måde og der var hverken råben eller skrigen, og da jeg den dag var den yngste deltager, er jeg nok den eneste, der husker noget fra denne dag. Måske findes der noget på skrift et sted og kendelsen må absolut være nedskrevet i nogen retsbøger. Den lød som jeg husker: Postmesteren skulle sænke vandstand til 45 cm. i bassinet og sørge for, at der blev indstøbt et mål på vandunderløbet ved vejen.

Efter sagen gav Postmester middag(bøf m/løg) til bestyrer og mig i et andet rum på hotellet. Dagen efter gik vi så på arbejde igen og jeg var på gården til omkring 1. juni 1954. Der fandt jeg andet arbejde og blev gift denne sommer – straks efter brylluppet kom der indkaldelse til militæret og dengang var det 16 mdr. + 2 gange 3 ugers eftertjeneste senere.

BOGBIND OG MENNESKESIND – Ryomgård Egnsspil 1990

En markering af Nimtofte, som en by blandt de første i landet, der oprettede et bibliotek. Gården Frederikslund er indflettet i opførelsen, der fandt sted i 1990 på plænen foran Gl Ryoms kamtakkede lade.

PROGRAM: (Fotos af selve egnsspillet følger længere nede)

DE GAMLES HJEM I RYOMGÅRD
Helge Qvist Frandsen

Kort efter at jeg var blevet sognepræst i Marie Magdalene, aflagde jeg besøg på Ryomgård Alderdomshjem fra 1930’erne, hvor jeg blev venligt modtaget af bestyrerinden Elly Nebel. Det hører jo med til præstens arbejde at besøge sognets ældre, og mange af dem boede på alderdomshjemmet. Tidligere boede bestyrerfamilien også på hjemmet, men de var nu flyttet ud i byen.
Hvis vi sammenligner med forholdene i dag, må vi jo nok sige, at forholdene var noget primitive. Der var flere etager, men endnu ingen elevator. Hver beboer havde en lille hyggelig stue med nogle af hans eller hendes private møbler og øvrige ejendele, og flere beboere var fælles om et badeværelse på gangen. Nu var den gamle generation jo heller ikke så godt vant, som vi er i dag.
Der var imidlertid et godt fællesskab og en god atmosfære på hjemmet, der virkelig var et hjem. Bestyrerinden og de øvrige ansatte tog sig af de ældre, som om det var deres egne forældre, og hvis familien Nebel var på ferie, sendte de postkort hjem til beboerne.
Man behøvede ikke være særlig gammel eller særlig svagelig for at komme på alderdomshjemmet. Man var måske blevet alene som 67-årig og ville gerne havde den hjælp og tryghed, der fulgte med at bo på hjemmet. Nogle havde været der i mange år og hørte næsten med til institutionen. Hvis man var rask og rørig, kunne man også give en hånd med ved forskellige praktiske opgaver, og jeg husker en mand, der gik i Brugsen for de andre, og som sørgede for, at flaget kom op, når der var en anledning til det.

beboerne kunne samles i opholdsstuen, når de havde lyst til at være sammen med andre, og mange tilbragte aftenen i opholdsstuen, hvor de så fjernsyn sammen, selvom mange også havde fjernsyn på deres egen stue.

De gamles hjem
Det var altid en god oplevelse at komme på alderdomshjemmet, hvad enten det var til gudstjenester eller andre arrangementer, eller hvis jeg kiggede ind til én, der havde fødselsdag, eller som var syg. Hvis jeg var ude at cykle og havde en times tid til overs, var jeg velkommen til at kigge ind i opholdsstuen, hvor der altid var nogle, der gerne ville være med til at synge en sang eller blot snakke med præsten.
Der var en særlig festlig stemning over gudstjenesterne ved højtiderne jul, påske, pinse og høst, og blandt de mange fødselsdage husker jeg især Peder John-
sens 100-årsdag, der begyndte med morgenkaffe for alle og oplæsning af telegram fra dronningen. Han var meget åndsfrisk og glædede sig over, at han bl.a. fik den gave, han havde ønsket sig allermest, nemlig et nyt Kryds – og Tværs leksikon.
Efter nogle års forløb blev alderdomshjemmet i 1988 ombygget til tidssvarende lejligheder med eget køkken og badeværelse. Der blev bygget elevator og indrettet et stort samlingslokale med køkken på øverste etage og hobbyrum i kælderen.
Nu blev alderdomshjemmet kaldt Jættegården, svarende til, at det tilsvarende hjem i Kolind var kommet til at hedde Vikingegården. Jættegården blev et naturligt samlingssted for egnens ældre og ikke blot for husets beboere og de ældre i de nye boliger neden for hovedbygningen.
På Jættegården samledes pensionisterne til pensionistforeningens arrangementer, omsorgsklub, sang og musik, foredrag, seniordans, dilettant, film, sløjd, fællesspisning, litteraturkreds og meget andet. Vi var med til mange af disse arrangementer, og Kirsten stod ofte for sang og musik, ligesom hun var initiativtager til litteraturkredsen.
Det var et stort savn, da man for nogle få år siden jævnede Jættegården med jorden og byggede en helt ny bygning med nye og moderne lejligheder. Man manglede fælleslokalerne, men heldigvis kunne mange af aktiviteterne fortsætte på Ringparken, men det er en helt anden historie.
 
Respekt for kirkerummet
Engang boede der på Ryomgård Alderdomshjem en mand, der hed Frands Pedersen. Han var fra Pindstrup og havde aldrig været gift. Han forklarede det med, at det måtte være en mærkelig én, der ville have ham, og jeg måtte da kunne forstå, at han ikke ville have sådan en mærkelig én til kone! Ved kaffebordet efter en gudstjeneste ind under jul oplyste han mig om, at juletræerne ville blive billige det år, og efter en kunstpause føjede han til – “efter jul”!
I 1949 købte menighedsrådet et tidligere missionshus ved siden af den gamle kirke i Pindstrup og lod det ombygge til den lille kirke, der i 1968 blev afløst af den nuværende Pindstrup kirke. Da Frands Pedersen og den daværende graver skulle bugsere et harmonium ind i den lille kirke, voldte det nogen vanskelighed, og da de var kommet op ad trappen, gjorde de holdt og tørrede sveden af panden, inden de skulle have harmoniet ind ad den snævre dør. De blev enige om at tage deres kasketter af og lægge dem på harmoniet, da det jo dog var en kirke, de gik ind i, men da graveren midt under anstrengelserne fik hånden i klemme ved dørkarmen, kom han med et udbrud, der fik Frands til at foreslå, at de begge to nu godt kunne tage deres kasket på igen!

“BALLADEN” OM RASMUS PÅ VEDØ
Vi har desværre ikke kunnet finde fotos fra denne forestilling. Så vi bringer alene programmet og et gammelt billede af Vedø.

DE BANEDE EN VEJ
RYOMGÅRD EGNSSPIL 1988

Kirsten Frandsen skriver: I 1987 stiftede man Ryomgård Egnsspil, hvor revisor Else Andersen og J. E. Mehlsen hjalp til med vedtægterne for foreningen. Året efter i 1988 kastede man sig over Djurslands jernbanehistorie. Stykket blev til i tæt samarbejde med jernbanemuseet og kom til at hedde: De Banede en Vej. Det blev opført tæt på Remisen og Djurslands Jernbanemuseum med flotte, gamle lokomotiver som kulisse. Her kom de medvirkendes antal op på 80.
Her er nogle fotos fra opførelsen:

GREVEN FALD
RYOMGÅRD EGNSSPIL 1987 – Opført d. 24. maj kl. 14.00 på Gl. Ryoms gårdsplads.

Kirstens Frandsens introduktion nedenfor fortæller lidt om skuespillet. Ligeledes artiklen: Mordet på herremanden på Gl. Ryom, der kan læses her: “Arkiv-hylden“, og find d. 15. marts 2021 i indholdsfortegnelsen.
Stykket drejer sig om en historie eller måske et sagn, der knytter sig til Gl. Ryom, om herremanden til Gl. Ryom, – eller som gården blot hed dengang i 1700-tallet: Ryomgård. Han blev lumskeligt lokket i et baghold og ombragt, så hans hustru kunne ægte en anden, nemlig herremanden til Vedø.
Nedenfor fotos fra opførelsen i 1987, som Midtdjurs Lokalarkiv med tak har modtaget af Mary Petersen, Ryomgård Bog-Café.

RYOMGÅRD EGNSSPIL – Introduktion
Kirsten M. Frandsen (Optimisten maj 2020)

Da vi købte den nye, interessante kalender for 2020 så fint lavet af FDF i Kolind, gav det mig inspiration til at fortælle lidt om foreningen Ryomgård Egnsspil.
Det var igennem den eksisterende Midtdjurs Musikforening, etableret i 1976 og som drev Midtdjurs Musikskole, at man blev opfordret til at arrangere en “Spil Sammen Uge”.  Det skulle foregå over hele landet, i hver kommune og det var i 1986. Efter en vellykket uge med teater, musik og sang i skoler og forsamlingshuse i Midtdjurs, viste der sig interesse for at lade disse tre grupper arbejde sammen fremover. Og det kunne – som Ellen Møller, Lise Jensen og Kirsten M. Frandsen foreslog f.eks. ske ved at opføre et lokalhistorisk egnsspil. Pigerne gik i tænkeboks for at finde lokalhistoriske emner. Dem var der masser af. Til sidst fandt man frem til en historie om ‘en af Gl. Ryomgårds tidligere ejere, Jørgen Fogh de Vilster. Han led af det man kaldte ungdomssløvsind, og han var i vejen for konens forelskelse i herremanden på Vedø, Palle Kragh Hoff. Historien om, at Jørgen skulle være blevet skubbet ud af hjørnetårnet på Gl. Ryomgård var nok usikker, men dramatisk og tragisk nok til at sætte gang i fantasien og skriveriet. Skuespillet kom til at hedde Grevens Fald og blev opført på den gamle ridebane med Gl. Ryomgårds hovedbygning som en fin kulisse. Der var omkring 70 medvirkende: skuespillere, sangere, musikere, dansere og kulissefolk.

I 1987 stiftede man Ryomgård Egnsspil, hvor revisor Else Andersen og J. E. Mehlsen hjalp til med vedtægterne for foreningen. Året efter i 1988 kastede man sig over Djurslands jernbanehistorie. Stykket blev til i tæt samarbejde med jernbanemuseet og kom til at hedde: De Banede en Vej. Det blev opført tæt på Remisen og Djurslands Jernbanemuseum med de flotte, gamle lokomotiver som kulisse. Her kom de medvirkendes antal op på 80.

Da egnsspillet Balladen om Rasmus på Vedø blev skrevet var det med deltagelse af en mindre forfattergruppe på 5 personer fra Ryomgård. Stykket handlede om en karl på Vedø Gods i 1757. Han havde været modig nok til at vippe ladefogeden i møddingen! Efter at Lisbeth Lautrup, instruktør fra Gjellerup Teater havde været engageret, blev Knud Møller nu det faste anker som elsket instruktør. Forestillingen blev opført ved Gl. Ryomgård, nu med den gamle 1700-tals fredede ladebygning som kulisse.

I 1990 markerede man i Nimtofte, at det var her i byen, man som et af de første steder i landet, havde oprettet et bibliotek. Det blev til egnsspillet Bogbind og menneskesind. Skuespillere, sangere – heraf mange børn – og musikere var med på de nye melodier komponeret af korleder Uffe Most. Når egnsspillene var færdigskrevne med handling og replikker var det Helge Q. Frandsen, der navngav stykket, ligesom han også skrev en del sange og prolog.

I 1991 bearbejdede man i bestyrelsen Holger Drachmann og Lange Müllers klassiske skuespil Der var engang. Så nu prøvede man at gå væk fra de lokalhistoriske emner. Og i årene derefter besluttede man sig for at opføre færdigskrevne stykker. Her var der selvsagt ikke et stort arbejde med research. I disse år blev IFM’s sommerfestholdt i juni måned, med bl.a. optog i byens gader, og flere år i træk vandt egnspillet en kærkommen anerkendelse. Fra referatet dette år med opførelsen af Der var engang kan man læse: ”der blev knoglet for at få stykket til at køre, og det lykkedes!”

Flot spillet og vejret var perfekt hele weekenden. ”Man sad (publikum) skiftevis med en klump i halsen og smil på læben”, og vedkommende, der udtalte det, var slet ikke i familie med nogle af de mange medvirkende!

Så kom turen til et af de mest spillede stykker: Frøken Nitouche. Den weekend i juni, hvor stykket blev opført i 1992 på den gamle ridebane ved Gl. Ryomgård artede vejret sig perfekt. Af dygtige amatører kan nævnes Anna Bang Sørensen og sangtalentet Flemming Gits Jensen, Drammelstrup. Han var fast medvirkende igennem mange år.

Staldbygning som kulisse. Ved lørdagsforestillingen stod regnen ned i stride strømme, men man fuldførte, der var jo kommet publikum. Derefter tog man hjem for at tørre sit kostume til søndagens forestilling, som heldigvis foregik i fuld sol.

I 1995 kastede man sig ud i endnu et krævende stykke, nemlig Sommer i Tyrol. Nok engang et stort projekt med en masse god musik og sang og en opførelse i rækken af vellykkede forestillinger. I 1997 præsenterede man Den Glade Enke på området ved Djurslands jernbanemuseum. Knud Møller havde fået en medinstruktør i Lilian Nielsen. Formandsposten var overgået fra Kirsten M. Frandsen til Peter Hansen, Astrup. Han havde tidligere gjort et kæmpearbejde i forbindelse med frembringelser af kulisser. Hans kone Christine var altid en ivrig deltager på scenen.

I 2000 opførte man Tante Jutta fra Calcutta. Man havde nu fået en aftale med Ryomgård Realskole om at kunne opføre stykkerne i skolens festsal. Nogle ville derefter gerne have gang i børneteater stykker. Og Jytte Møller og lærer Anne Lund Jensen, Ryomgård Realskole gav sig i kast med børnene, og de fik mange fine forestillinger tryllet frem, bl.a. Peter Pan.

IFM Ryomgård havde hidtil holdt sin årlige sommerfest i juni måned, men nu flyttede man den til august, og her var Egnsspillet aktivt med i nogle år, hvor man opførte revy i teltet. Efterhånden bestod Ryomgård Egnspils bestyrelse udelukkende af 2 familier, nemlig Peter Hansen, Astrup og Andersen fra Grenå, og man så sig nødsaget til at nedlægge aktiviteterne og foreningen, De mange kostumer forærede man til Grenå Amatørteater.

HISTORISKE GLIMT – RYOMGÅRD BORGERFORENING
Jens Erik Mehlsen 

DEN NY BY 
Skønt Ryomgård er en ung by – dens tilblivelse skyldes jo jernbanens komme i 1870’erne – var den lidt sen til at vågne op til dåd. Det skyldes godsejer H. Mourier-Petersen på GL. Ryom, der ikke ville udstykke til bebyggelse. Det blev sagt, at hans modvilje skyldtes den risiko, der var for skatteforhøjelse, fordi bebyggelse ville – efter hans mening – medføre øget proletariat, der måtte kunne belaste sognekassen. Og da han i forvejen var en af kommunens største skatteydere, skulle han ikke nyde noget! Han tillod dog udlejning af jordstykker bl.a. til bebyggelse af et mejeri og et hotel.

Men jernbanens komme kunne han ikke forhindre, da den eksproprierede den jord, som den skulle bruge.  

Men i 1902 fik Gl. Ryom ny ejer, Hofjægermester Holten Castenskiold, der ikke veg tilbage for at udstykke. ligeledes hans efterfølgere. I bogen “Rundt om Ryom” er redegjort nærmere for det, så nu udvikledes stedet til en lille by, der i 1911 talte 269 indbyggere.  

BORGERFORENINGEN 
Forinden – allerede d. 09.dec. 1906 – stiftedes Ryomgård håndværker- og borgerforening. Ifølge dens vedtægter havde den til formål, at “samle Ryomgårds borgere og handlende til varetagelse af fælles tarv og interesser og at afholde selskabelige sammenkomster”. Det bestemtes også, at nye medlemmer skulle ansøge om optagelse samt at disse skulle være hæderlige og ved stemmeret være fyldt 21 år. “Bestyrelsen forelægger generalforsamlingen den pågældende ansøger og der stemmes ved ballotation” (dvs. hemmeligt). Kontingentet fastsattes til 2 kr. i kvartalet. 

I udvalg kan kort nævnes eksempelvis de i 1920érne arrangerede markeder. Markedspladsen var indrettet midt i byen, dvs. afgrænset af nuværende Markedsgade – Vestergade – Slotsgade – Jernbanegade. Fra bogen “Rundt om Ryom” er hentet disse linjer:” … til markederne var borgerforeningen i fokus. Til sommerfesten 18.-19. juli 1925 havde borgerforeningen således hegnet hele markedspladsen ind og udformet indgangspartiet som en smuk æresport. Indenfor var telte med fiskedamme, tombolaer m.v. Endvidere afholdt ”Bestyrelsen for Børnenes Fornøjelse” forskellige løb. karrusel, skydebane, boldkast blev falbudt og et jazzorkester spillede med deltagelse af blandt andre bagermester J. Creutzberg, købmand Cilleborg og assistent Knoblauch, der afsluttede hvert musikstykke med revolverskud, hvilket havde en uhyre virkning…” 

Markederne afholdtes to gange om året, hvilket en overgang forøgedes til 6 gange om året. Men herved udvandedes projektet og gik til grunde, – også fordi konkurrencen fra Kolind var for stor.  

Af andre tiltag kan nævnes, at man på generalforsamlingen d. 2. december 1926, hvor 32 medlemmer var mødte, besluttede at oprette en foredragsforening. Selvom den blev enstemmigt vedtaget, kom der ingen til de arrangerede foredrag – bortset fra få bestyrelsesmedlemmer.  Bestyrelsen indså hurtigt, at denne aktivitet måtte ophøre. 

Bedre gik det med dilettantforestillingerne, hvor entusiasmen holdt sig igennem mange år. Forestillingerne afvikledes på Ryomgård Hotel og var populære. 

I 1930 var byens indbyggertal steget til 531.  

I årene 1932-34 var skoleinspektør (RED: blev først skolebestyrer i 1939) Erik Munch formand for Borgerforeningen. Han gjorde et stort opsøgende arbejde, bl.a. kontaktede han flere pengeinstitutter for at få en bank til byen med fuld åbningstid, da Banken for Kolind og Omegn (der havde overtaget efter Djurslands Landmandsbank) ikke ville udvide sin med mere end den allerede tilstedte ene dag om ugen i Ryomgård. Borgerforeningen forsøgte forgæves at få Banken til at åbne en egentlig filial i byen. Presset hjalp lidt, for efter givet afslag, fulgte trods alt inden længe en udvidet åbningstid. Tilsvarende forsøgte Erik Munch at få tandlæge og dyrlæge til byen (begge lykkedes en periode) samt et bitingsted. Dette sidste blev dog afvist af Justitsministeren, fordi kommunen hørte under Randers jurisdiktion, og kommunen følgelig forlangte en ændring af jurisdiktionsgrænserne, så man blev underlagt Hornslet som hovedsæde, men dette ville ministeriet ikke acceptere.
Forskellige punkter rulles op nedenfor. 

UDDRAG AF BERETNINGER 1932-35 

d. 03. november 1932. 
Et lille uddrag af borgerforeningens formand, Erik Munchs beretning på generalforsamlingen på Ryomgård Hotel. 

Nimtofte Apotek: Det blev bl.a. nævnt, at man vil forsøge at få Nimtofte Apotek flyttet til Ryomgård. Tilsvarende ville man forsøge at få en tandlæge, og en dyrlæge til byen. 

Gadebelysning: Foreningen havde også et ønske om at få ophængt 12 lamper til belysning om aftenen indtil kl. 10, hvilket var forelagt kommunalbestyrelsen. 

Renovation: Foreningen vil anbefale, at der indførtes ugerenovation, hvilket forslag, der arbejdes videre med. 

Salg af jord: Borgerforeningen ejede lidt jord, og formanden mente, at en debat herom var på sin plads, da det måske ville være bedst at sælge det. 

Nyt medlem: Kunne man optage en forening som medlem? Ryomgård Sangforening havde forespurgt herom, hvilket vi må drøfte og afgøre. 

Tennisbane: Der havde været ønske om at lave en tennisbane i byen. En lille klub var startet med interesserede tennisspillere, men de havde ingen rigtig bane, hvorfor en sådan var ønskelig. Men der skulle jo penge til. Erik Munch kunne nu oplyse, at hans bror skolebestyrer Axel Munch gerne ville stille sin tennisbane ved Blæsenborg gratis til rådighed. 

Juleudsmykning: Lister må laves over deltagere, der skal betale. Dog vil borgerforeningen bidrage efter evne. 

d. 19. maj 1933
afholdtes generalforsamling igen. Formanden Erik Munch aflagde beretning, hvor han startede med at sige, at dette var afslutningen på hans formandstids første år, og kunne herefter berette følgende:  

1. Sangforeningen er optaget som medlem af vor forening. 

2. Apoteket er ikke kommet til byen, som vi håbede og har arbejdet for. Ligeledes banksagen. 

3. Bedre held har vi haft med dyrlæge og tandlæge. 

4. Ligeledes med lysspørgsmålet, om end med nogen træghed. 

5. Ugerenovation er vedtaget, men dog endnu ikke ført ud i livet. 

6. Med succes arbejdes der med at arrangere sommerudflugt, sommerfest, andespil og juletræ og ikke mindst musikaftener, som arrangeres til fordel for lyssagen. Nedenfor foto fra sommerfesten 1935. Fotoet er sandsynligvis fra Markedspladsen, hvor der dengang var træer.

7. Angående sognerådsvalget er det sørgeligt, at vi ikke står sammen om at få borgere indvalgt herfra. Vi ville da stå stærkere og nå mere. 

8. Angående kartoffelmelsfabrik er det stadig ikke helt afgjort, at den skal ligge i Auning, hvorfor vi har arbejdet for, at den skulle ligge i Ryomgård, men vist forgæves. 

9. En svendekommission burde oprettes. 

d. 20. november 1933. 
Lad os prøve at skrue tiden frem og se, hvorledes den næste generalforsamling forløber: 

Skoleinspektør Erik Munch var stadig formand for foreningen, og af det nedskrevne referat ses følgende: 

1. Det tidligere omtalte projekt om dagrenovering er opgivet, fordi ingen har meldt sig til at påtage sig kørslen. 

2. Man har oprettet en svendeprøvekommission bestående af snedkermester M. Andersen og skræddermester Refstrup. Sidstnævnte blev formand for kommissionen. 

3. Man havde planlagt og gennemført en vellykket udflugt til Femmøller. 

4. Der var indkommet et forslag til at lave en foreningsfane, men man var ikke nået videre med det. 

5. Genforeningspladsen er blevet gjort i stand og dens flagstang er malet, jfr. Foreningens love. 

6. Om sommerfesten bestemmes, at komedien bibeholdes. Men i stedet for ringridning etableres folkedans i Realskolens Teater – stor ros – derimod løb tombolaen ud i sandet, da næsten ingen sponserede gaver til den. Sangkoret underholdt. 

7. Andespil afholdes som sædvanligt. 

8. Spørgsmål om Teknisk Skole i byen i stedet for, at ungdommen skal tage til sådan skole i Kolind. Fyldig beretning om muligheder og betingelser. 

9. Med hensyn til Amtets biveje til og fra Ryomgård trænger disse til istandsættelse. Men amtsvejinspektøren var ikke lydhør, medmindre byen/sognet ville deltage med et større beløb, – hvilket syntes ganske urimeligt. Derfor ganske forgæves. 

10. En sangkoncert er planlagt til senere i år, herom senere.
    
11. En kort beretning om lotteriet. Et lotteriudvalg er jo nedsat, men det er vist ingen hemmelighed, at det ikke havde nogen interesse.

24. maj 1934  
Erik Munch meddeler sin afgang fra formandsposten, og beretter i øvrigt bl.a. således: 

Meget foregår i Kolind, men vi burde nok blande os f.eks. med forslag om, at dyrskuerne deltes hvert andet år mellem Kolind og Ryomgård 

7. juni 1934  
Ekstraordinær generalforsamling. 
Ryom Skov er til salg og spørgsmålet er, om vi – altså borgerforeningen – skal købe den. Pris 30.000 kr.  
Den næste generalforsamling finder sted den
  
29. november 1934  
Erik Munch oplyser, at det nedsatte udvalg til at granske vort eventuelle køb af Ryom Skov, består af Købmand Boysen, Sagfører Andersen og Ejendomsmægler Madsen. Men alt er strandet på, at skoven solgtes til anden side for 32.000 kr. Så nu er den sag slut. 

27. maj 1935 
Erik Munch må åbenbart være genvalgt eller indtrådt ved vakance, for det fremgår, at nedenstående er hans beretning:  

1. Bitingsted i Ryomgård kunne ikke gennemføres af forskellige grunde. 

2. Ønske om at føre Marienhoffvejen igennem op til hovedvej 16, så der var kontakt til omverdenen. 

3. Vi arbejder på, at det nye centralsygehus burde placeres i Ryomgård. Vi har fået den lokale folketingsmand Frantz Mortensen til at tale vor sag, da beliggenheden i Ryomgård var oplagt som centralt på Djursland. (RED: Det blev i stedet placeret i Ørsted) 

4. Hotelejer Larsen har udvidet med nybygget sal, meget prisværdigt. 

AFSLUTNING 
Ovennævnte var som sagt punktvise uddrag, men der har naturligvis været masser af møder og sammenkomster både forinden og senere. 

Børnefilmklubben blev en succes, båret igennem de næste 32 år (til 2012) af Martin Lund Rasmussen. Den fortjener derfor sin egen artikel her på sitet, hvilket Martin Lund Rasmussen vil sørge for. Den 8. maj 1985 afholdtes generalforsamling, hvor der skulle vælges tre nye bestyrelsesmedlemmer. Det lykkedes ikke, hvorfor der skulle indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, Den fandt sted d. 30. maj 1985, bl.a. med dette punkt på dagsordenen:  
Forslag til foreningens fremtid. (Sign konst. Formand Martin Lund Rasmussen). Der er intet yderligere protokolleret, hvorfor det må siges at være afslutningen på Ryomgård Borgerforenings virke. 

Kilder: Midtdjurs Lokalarkivs protokoller for Ryomgård Borgerforening.  

Alle er velkomne til at besøge Midtdjurs Lokalarkiv, hvor man kan se meget mere spændende om Borgerforeningens liv og gøremål i dens protokoller. Nærværende artikel er – som overskriften nævner – kun glimt. 

GRETHE DAMMANN ANDERSEN (1914-1994)

Grethe var født i Marie Magdalene, som den yngste af 3. Hendes mor var datter af førstelærer og kirkesanger i byen, Henrik Pedersen Dammann. Hun ernærede sig som teaterskrædder både i Aarhus og Ålborg. Grethe voksede op hos bedstemoderen, der boede i den aftægtsvilla, Bøgely, lærerparret byggede til sig selv, og som vi (se nedenfor) nu ejer.

på malerskole, drevet af maleren Frode Jørgensen, som hun senere blev gift med. Hun blev kunstmaler og porcelænsmaler. Hun og ægtefællen boede en årrække i huset i Marie Magdalene, Bøgely.

Ægteskabet holdt ikke. I 1944 mødte hun Tures far Frederik, der var adjunkt ved Odense Katedralskole. Han var også modstandsmand og kom i koncentrationslejr. Han kom meget svækket hjem med de hvide busser, men restitueredes og genoptog sit skolearbejde. Parret boede i Odense, men beholdt Bøgely. Frederik døde i 1975, sandsynligvis på grund af de skader, han pådrog sig i Kz-lejren. Grethe blev ved med at male og skrive digte til det allersidste.

Mange af digtene handler om barndommen i Marie Magdalene, ikke mindst naturoplevelser.

Nedenstående er et lille udpluk af de mange tusinde digte, Grethe har skrevet gennem årene.

ROKKEHJULETS GLADE MELODI

1. Jeg kan endnu høre rokkehjulets lette snurren
når det mørknet i det lille gule hus
der lå så tæt ved skovens udkant
skærmet blidt af eg og bøge
høje graners, fyrretræers grønne brus.

2.  Og jeg ser endnu to stærke hænder spinde tråde
af det bløde, lette varme fåreuld.
Lys er tændt i høje stager,
ilden knitrer varmt fra ovnen,
låner glans til hendes hår,
som om det var af guld

3. Selv jeg sidder på en lille blå udskåret skammel
og ser med undren hvordan alt bli’r til.
Ser på rokkehjulets skygger, der i stuens kroge danser
kedlen snurrer. Stormen raser stærk og vild.

4. Hvor jeg mindes disse skumringstimers skønneverden,
når hun sang for mig, min lille bedstemor.
lærte mig at stave, læse og at karte spinde, tvinde
og at elske alt det gode på vor jord.

5. År er gået alt mens rokkehjulets milde stemme
ej er død, men sover i sit hi.
Så når livets uvejr raser, flygter jeg og bliver trøstet
blidt af barndomsrokkens glade melodi.

PÅ BLOKSBJERG

1.Hvem løber der på Bloksbjergs top,
hvad er det for et væsen?
Han svinger med en mægtig krop
og tørrer sig om næsen.

2. Jeg tror, det er en trold fra Fjeld,
der løbet er fra skoven
og farer rundt med knald og smeld
på Bloksbjergs top foroven.

3. Åh nej, det er jo bare Jens,
der løber efter hesten,
og hestens reb har da imens
vist sat sig fast i vesten.

4. Nu fik han hesten fanget ind,
nu går den pænt og spiser.
At man kan tage fejl i sind
det denne troldsnak viser.

Tekst, digte og billeder er modtaget af Bodil Andersen, som er gift med Grethe Damman Andersens søn. De bor til daglig i Nr. Lyndelse på Fyn, men kommer jævnligt til Marie Magdalene, hvor deres hus, Bøgely, kræver en del kærlig pleje og pasning.

MARIE MAGDALENE – BARNDOMMENS BY
Af Helmer Andersen, tidligere Marie Magdalene Præstegård.
 – redigeret af Jens Erik Mehlsen og også skrevet til Optimistens aug. 2020.

Afdøde lærer Helmer Andersen, Vistoft, skrev i 2008 artiklen nedenfor i udkast og vi fik lov at rette den til og publicere efter ”nogle år”. Han havde tidligere – i Lokalavisen Midtdjurs i efteråret 1993 – skrevet om sin barn- og ungdom i 1940’erne og lidt ind i 1950’erne i Marie Magdalene, hvor hans far, var præst. Helmer Andersen holdt også foredrag om emnet i 2008, hvorefter arkivet fik manuskriptet, idet han gerne ville have os til at vente ”nogle år” med at publicere det. Nu må tiden være kommet!

Helmer Andersen skriver:
Jeg er opvokset i præstegården i Marie Magdalene. Min far var pastor Aksel Andersen, og min barndom prægedes naturligt nok af præstegårdens gode rammer og af den lille by og dens kønne omgivelser.

FJELD SKOV
Denne skov lå lidt vest for Marie Magdalene, og den var et paradis for drenge, der var fascineret af dyr og fuglenes liv. Både krondyr og dådyr holdt ofte til på Klemstrupgårdens mark oppe i skoven. Her var ofte rudler på en halv snes dyr. Spændende fugle fandtes ved Skovsøens rand, Rosens vand. Her var især mange isfugle og vandstære De findes der måske endnu? Her er i hvert fald fred og ro. Vi legede også i Fjeld Skov – især lavede vi huler, de bestod dog ikke længe, for skovens folk ødelagde dem. I den del af skoven, der lå tæt ved Amtsvejen, hvor Marie Magdalene have sin yderste bebyggelse mod vest, holdt vi små markeder på Grundlovspladsen. Vi solgte legetøj af forskellig art. Vi var jo børn under krigen, hvor legetøj var en mangelvare, så vi lavede selv vort legetøj. Vi unger kunne også selv tjene en skilling ved at samle grankogler i skoven. Jeg mener, at disse kogler blev brugt som brændsel.
Under krigen blev Præstemosen brugt til tørvefabrikation. Præstemosen var beliggende et godt stykke på den anden side af færgen i venstre side af Fjeld Skov. Denne mose tilhørte Kirken – selvom den var beliggende så tæt ved skoven, at den næsten var en del deraf.
Jeg skulle hjælpe til med tørvefabrikationen. Mit arbejde var let nok, for jeg skulle blot holde præstegårdsforpagter Erik Stærs røde jyske hoppe Grethe i gang ved hestegangen.
Jagten i Præstemosen var udlejet til skovens ejer Hofjægermester Niels Estrup. Senere blev Præstemosen mageskiftet med ydrestykke af Fjeld Skov, nemlig det stykke, der ligger nærmest ved Marie Magdalene, ved Krathuset.

MARIE MAGDALENE UNDER KRIGEN

D. 9. april 1940 kom tyskerne og snart var der tyske soldater overalt, også i Ryomgård og Marie Magdalene. Min søster og jeg gik op på toppen af Rudolf Schultzs grusgrav for at tælle tyske flyvere. Jeg havde aldrig set en flyvemaskine før, og havde i øvrigt slet ikke fornemmelse af, hvad der var ved at ske med vort lille land. Men snart mærkede vi den tyske besættelseshær for alvor. Ryomgård var jo et jernbaneknudepunkt og derfor vigtig for tyskerne. De første soldater, der skulle passe på jernbanen,

var fra Waffen SS, med sorte uniformer og dødningehoveder på reverset. Jeg lærte hurtigt, at alt tysk var af det onde. Og en ting, der undrede mig, var at der på disse soldaters bæltespænde stod: ”Got mit uns”. Hvordan kunne Gud da holde med tyskerne?
To tyske soldater blev indkvarteret i Præstegården. Mens den ene var udpræget nazist, hælesammensmækkende, kold og uhyggelig i sin fremtoning, var den anden fredelig – tandlæge i det civile liv – og ville gerne lege med os drenge. Han lærte os at lave fodbolde af korkpropper sammensurret af sejlgarn og dernæst indsyet i lærred og/eller fløjl. Han lærte os også at fange ørreder med hænderne i bækken, der gik gennem præstegårdshaven.
I sommeren 1941 rejste de to SS-officerer pludselig. De forsvandt uden videre en nat. Faktisk rejste alle SS-soldaterne fra egnen denne sommer, måske har det haft noget at gøre med tyskernes invasion af Rusland. Men andre kom til, – de såkaldte grønne værnemagtssoldater.

Alsang var der også. Jeg ved ikke, hvor mange gange det skete, men husker især lørdage eftermiddage, hvor der ofte var alsang i Nimtofte Mølleskov. Og når der kaldtes til alsang, var det ligesom mange beboere i Marie Magdalene vågnede op. Alle – gamle som unge, mænd som kvinder og børn. Rigtig mange tog til Mølleskoven for at deltage i fællesskabet og vende ryggen mod voldsherredømmet nazisterne ville knægte Europa med.

SKOLE
Min skolegang begyndte i 1940. Skolen var nybygget ved Blakbjerg og byens stolthed. Klassekvotienten var høj, og der blev desværre ikke taget hånd om de elever, der havde svært ved indlæring. Lærerne var dog dygtige undervisere, selvom skolen forekom blot at skulle producere emner til landbrug og fabrik. Nogle fag vægtedes højt, f.eks. sang og tegning. Gymnastik var dengang efter Niels Buchs metoder, dvs. god gammeldags stavgymnastik. Om sommeren spillede vi fodbold. Jeg fik engang en eftersidning, fordi jeg var doven på banen. Jeg skulle i den time skrive noget af fra Det gamle Testamente. Det kan godt være, at det var opbyggende, men hjalp næppe på mine idrætslige udfoldelser. Eftersidning var i øvrigt et hyppigt anvendt afstraffelsesmiddel overfor eleverne, ligesom træk i de små hår ved ørerne.
I sommeren 1943 begyndte jeg på Ryomgård Realskole. På grund af krigen var skolegangen lidt uregelmæssig, ligesom tyskerne jo havde hugget halvdelen af skolen. Skolebestyreren hed Erik Munch og han kom til at betyde meget for mig, både som menneske, og som lærer. Han var en meget dygtig lærer – en ypperlig fortæller – og han tog hånd om hver enkelt elev. Han forstod at holde humøret højt hos os, når han fortalte historier.

NETVÆRK
Vi havde naturligvis vort netværk i vor familie og venner, men også et udmærket netværk i den lokale læge Wraa, og tre hjemmesygeplejersker, frk. Christensen i Bøjstrup og de to frøkner Nielsen i Ryomgård. Skulle tænderne ordnes måtte vi dog til Kolind til fru Hjarsbæk.
I lokalsamfundet fandtes også andre netværk i form af venlige mennesker, der altid var tjenstvillige. Jeg husker Snedkermester Peter Skriver, der hvert år lavede vores fastelavnstønde. Og Aksel Olsen, der ordnede en del af Heden, så vi fik en bane at spille på.

så vi fik en bane at spille fodbold på. Og de bønder, der som den største selvfølge lånte os heste til fastelavnstoget samt en lokale brugsuddeler, der hvert år den første weekend i advent inviterede os ind at se juleudsmykningen i butikken, – og legetøjet. Og så var der Kresten Hvid, der næsten hver dag i efteråret satte gode æbler ud til vejen, – til os, når vi kom fra skole. Og Henry Rygaard, der hvert efterår lavede gymnastik med os drenge. Der var en sælsom gammeldags venlighed over det hele, der hvilede i bevidstheden om, at verden trods dens påtrængende uhygge var velindrettet og grundlæggende god.

RYOMGÅRD HOTELS HISTORIE   

I det meste af 1800-tallet, – og tiden forinden – var Ryomgård synonym med gården af samme navn, senere – efter flere udstykninger – Gl. Ryomgaard, og i dag blot Gl. Ryom. Den lille by beholdt navnet Ryomgård, – i en lang periode efterfulgt af St. for stationsby.
I 1870’erne førtes jernbanen til stedet og en Station blev anlagt, oveni købet en af de større, for stedet skulle være jernbaneknudepunkt.
Gl. Ryom ejedes da af Chr. Helenus Mourier-Petersen (1828-1903), der afslog flere anmodninger om at sælge jord til tilflyttere. Han gik dog med til at udleje få jordlodder til bebyggelse af bl.a. mejeriet og hotellet – eller gæstgivergården, som dens første navn var.

På et kort fra ca. 1883 er gæstgivergården nævnt. Den var da helt ny – bygget i 1879-1880. I Aarhus Stiftstidende d.  11.08 1879 kan man læse følgende referat fra et møde i Randers Amtsråd:
“Indenrigsministeriets skrivelse af 25 juli d.a. hvori tilsiges købmand N.C. Fischer af Nimtofte bevilling til at drive gæstgiveri ved Ryomgård Jernbanestation, imod at han opfører fornødne bygninger med tilhørende rejsestald.”
Det er det første og måske eneste bevis for hotellets opførelse, for selv ikke tingbøger kan her hjælpe, da matrikulering af arealet først skete i 1903. Indtil da var hotellet således på lejet grund!

En senere ejer af hotellet – vi ved ikke, om det var den næste – er Ryomgårds første af eftertiden kendte købmand Jannik Boysen og hustru Solastika.

På kortet nedenfor ses Ryomgård 1906. Hotellet har matr.nr. 1 l, og ses som en pæn stor grund ca. midt i billedet. Jernbane-terrænet er indtegnet, men ikke skinneføringen. Få år senere var der registreret 269 indbyggere i byen (1911).

T.v. Kort over Ryomgård 1906

I 1903 dør Mourier-Petersen, men året forinden havde han solgt Gl. Ryom til Adolf Frederik Holten Castenskiold. Og nu kommer der gang i udviklingen, for Castenskiold ville gerne udstykke. Det nyder den nye ejer af hotellet godt af, for matrikuleringen her sker i 1903 til H.C. Knudsen Elle (1856 – 1909), som Jannik Boysen havde solgt til i 1903. Jannik Boysen solgte dog kun hoteldelen, idet han “medtog” købmandsdelen til sin nybyggede ejendom på hjørnet af (nuværende) Jernbanegade og Slotsgade. H.C. Knudsen Elle indrykkede denne annonce d. 9. dec. 1903 i Jyllands Posten:

“Elles Hotel, Ryomgård station.
Undertegnede har fra 1. novb. d.a. overtaget gæstgivergården ved Ryomgård station og driver den under ovennævnte navn. Ny montering, 1. kl. sengeudstyr, á la carte hele dagen. Køretøj til udlejning. Ærbødigst H.C. Knudsen Elle, restauratør på banegården.”

Den sidste linje fortæller, at han i forvejen var restauratør af jernbane-restauranten – eller banegården, som han så flot skriver. Og hans virke her startede tilbage til 1894, hvor han d. 12/3 indrykkede denne annonce i avisen:

“Ryomgård stations restauration.
 Undertegnede har overtaget ovennævnte restauration fra 01. april d.a. [1894] og anbefaler sig til de ærede rejsende. Ved morgentogene forefindes kaffebord.
H.C. Knudsen Elle”.

Knudsen Elles tid på hotellet blev i øvrigt ikke lang, da han dør allerede 1909 på Grenå Sygehus, 53 år gammel. Hans enke driver hotellet videre ca. 1/2 år, hvorefter hun i oktober 1909 sælger “Ryomgård Gæstgivergård til tidligere bestyrer af Jebjerg Kro, Niels Knudsen for 29.500 kr.”, (Randers Amtsavis d. 13. 10 1909).

I Kolind fandtes Hotel Kolind, som siden 1914 forpagtedes af L.M. Larsen (1873-1955). Han afstod forpagtningen i 1924 for så at drive en trikotageforretning i Kolind, ligesom han havde hvervet som sognefoged. Noget tyder på, at især trikotageforretningen ikke var noget for ham, for han afstod den allerede to år efter. Hotellet i Ryomgård ejedes på det tidspunkt af Simon Kjær. Simon Kjær havde bl.a. to sønner, nemlig den senere borgmester i Grenå, Axel H. Hansen samt Laurits Hansen, senere vognmand i Ryomgård (se evt. artikel om ham på denne site under fanen ”Arkiv-hylden”). Simon Kjær satte Hotellet til salg i 1926. L.M. Larsen købte det og da forpagtningen af Jernbanerestauranten blev ledig fra 1. okt. 1937 overtog han også denne. I perioden 1937 – 1942 drev han således begge virksomheder.

I 1942 solgte han hotellet, men drev fortsat jernbanerestauranten til 1951. I en eftertid vides han at have været modstandsmand under krigen, bl.a. sammen med sin søn Bent Erik Larsen (1929-2009) og dyrlæge Peter Rasmussen, der senere flyttede til Kolind. Larsen var ved salget af hotellet flyttet til Vestergade 18, og blev dermed nabo til dyrlæge Peter Rasmussen, der boede i den vestlige ende af nabo-dobbelthuset (Vestergade 22), som senere skolebestyrer Erik Munch, Ryomgård Realskole ellers havde boet i med fru Dagmar fra 1917-1939.
Det er i øvrigt fra Larsens tid på hotellet, at man også kender den såkaldte “bevillingssag” idet Larsen ved køb af hotellet søgte sognerådet om spiritusbevilling. Efter megen polemik i sogneråd, aviser, missionsfolk og befolkningen i øvrigt løste man problemet ved en kommunalt arrangeret afstemning i byen, der holdt med Larsen. Situationen var i øvrigt grotesk, idet hotellet i forvejen havde alkoholbevilling, hvorfor det kneb med forståelse for missionsfolkenes korstog. En afvisning havde jo blot betydet, at den gamle bevilling fortsatte, idet handlen til Larsen var betinget af at kunne overtage denne alkoholbevilling.

Den lille bys puls steg op igennem 1920’erne og hotellet var byens centrum. Her udfoldede sig sammenkomster af enhver art, både private og mere officielle såsom danseskole, bal og fester, biografteater, Ryomgård Mergelforenings møder, Husholdningskredsens årsmøder, foredragsaftener bl.a. arrangeret af Foredragsforeningen og Ryomgård Afholdsforening, dilettantkomedier, Ryomgård Sangforenings øve-aftener, generalforsamlinger bl.a. for Borgerforeningen og Ryomgård Sparekasse osv. Sparekassens rette navn dengang var Marie Magdalene-Koed Sparekasse og dens første ugentlige åbningstid var faktisk på Hotellet, som den først flyttede fra i 1931 til fordel for et lokale på Vestergade 16. Også sognerådsmøder afholdtes som regel på Hotellet i perioden 1914-1938.

Mens Jernbanerestauranten lukkede sidst i 1950’erne, fortsatte Hotellet sit livlige liv. De fleste ældre i dag kan huske Frode Pank Jensen og hustru, der trakterede med a la carte i restaurationen, og holdt selskaber i salen og verandaen. Herudover var der krostue med ølsalg til raflegutter og andre tørstige sjæle.

Foto t.v.:
Jens Daugård, Grenå, dengang Ryomgård var i en periode i sin grønne ungdom tjener på Ryomgård Hotel. Her holder han tale for Hotelejer Frode Pank Jensen i en eller anden anledning (ca. 1972-73).
Pank Jensens søn, John,  overtog senere hotellet og der har herefter været flere ejere. I dag er der vel servering til forudbestilte selskaber samt andre arrangementer, men værelser udlejes ikke for tiden, ligesom krostuen og restauration er lukket for daglig betjening. Det kan være det kommer igen, hvem ved, men hotellet/kroen har overlevet tidens hårde udvikling i modsætning til mange andre i de mindre byer, der har måttet dreje nøglen.

BYEN VED DE 4 JERNBANER

Den 1. dec. 1955 bringes en artikel i Randers Amtsavis under denne overskrift:

Det drejer sig om et interview med pensioneret snedkermester Marius Andersen, der igennem hele sit arbejdsliv drev virksomhed fra Storegade (nu Slotsgade 5), Ryomgård. Trods alsidighed i sin virksomhed var han dog fortrinsvis beskæftiget med at lave møbler og ligkister, som blev fremstillet i baggården. Hustruen drev byens telefoncentral fra en central-installation i stuen, og ægteparret såvel som børn og tjenestepige/telefondame boede alle i huset.

Artiklen gengives her uden ændringer i teksten:

Kun faa Stationer i Oplandet har gennemgaaet en saa rivende Udvikling i det sidste halve Aarhundrede som Stationsbyen Ryomgård – Navnet efter den i Byens sydlige Del beliggende Hovedgaard ”Gammel Ryomgaard”.
Forhenværende Snedkermester Marius Andersen, der nu bor Skovvejen 41, hvor han nyder sit Otium, har levet og arbejdet med i Udviklingen i det forløbne Aaremål og været med til at præge Byens Vækst og Trivsel.

Den gamle Haandværksmester er en livlig og interessant Fortæller, og han husker selv de mindste Detaljer, selv om han af og til maa tænke sig om, naar det kniber med at angive nøjagtig Dato, saa staar Aarstallene klare. Nøjagtig skal det være, hvad Andersen påtager sig – og det gælder, hvad enten det var Snedkerarbejde før i Tiden eller en Redegørelse for Tildragelser fra svundne Dage.
– De har været med fra Begyndelsen? Spørger vi efter at have talt lidt om Byens Vækst i de senere Aar.
– Saa at sige helt fra Bunden, lyder Svaret. – Da jeg i 1903 som 26-Aarig bosatte mig som Mester her i Byen, var Jernbanestationen, Bomhuset, Mejeriet og det gamle Teglværk den eneste Bebyggelse. Mejeriet lå endda på lejet Grund. I flere Aar sov Ryomgaard Tornerosesøvn. Ganske vist var Banen et Midtpunkt, som drog Egnens Befolkning, naar man skulde et Trip uden for de hjemlige Enemærker til Aarhus eller Randers. Men om nogen virkelig Fremgang for Byen var der ikke tale om i flere Aar. Ejeren af Gl. Ryomgaard, afdøde Godsejer Mourier-Petersen, som ejede alle de Arealer, Byen nu ligger paa, vilde ikke sælge Jord til Boligbyggeri. Han vilde ikke, sagde han, se et Fattigkvarter vokse op saa nær ved Gaarden.

DA BYGGERIET BEGYNDTE
Kort efter Aarhundredeskiftet solgte Mourier-Petersen Gl. Ryomgaard til Hofjægermester Castenschiold, og med ham kom der Liv og Foretagsomhed til Egnen. Noget af det første, der skete var, at Mejeriet købte den Grund, det var bygget paa for at kunne foretage Udvidelser, og Folk kunde nu købe Byggegrunde og til rimelige Priser. De første Grunde, der blev solgte, var beliggende overfor Jernbanestationen, og en stor Hjørnegrund, som blev købt af for længst afdøde Købmand Boysen opførte en efter Datidens Forhold moderne 2-Etagers Bygning, i hvilken der blev indrettet baade Manufaktur- og Kolonialhandel, og i en særlig Bygning var der Lager af Tømmer og Bygningsartikler.

SYV TELEFONER I 1905
Købmand Boysen var en fremsynet Mand som forudsaa, at der laa store Muligheder for et Boligbyggeri omkring dette Banens Knudepunkt.
I 1905 oprettede A/S Jydsk Telefon Central her i Ryomgaard – Vi begyndte skam at komme med på Noderne.
-Ja, og De blev den første Centralbestyrer-, afbryder vi.
-Nej, det blev skam min Kone, som fik dette Hverv betroet, og hun røgtede det da ogsaa i 45 Aar, indtil vi i 1950 trak os tilbage, og bosatte os paa Skovvejen. Begyndelsen med Centralen var i øvrigt beskeden – syv Abonnementer. Nu er der vist omkring et par hundrede.

I 1913 blev Realskolen opført af Brødrene Munch. Den slog godt an, og den har i Dag omkring 500 Elever, og 16-18 Lærerinder og Lærere er beskæftiget der.
Under første Verdenskrig blev der syd for Stationen opført et Tørreri med henblik paa Eksport af tørrede Grøntsager. Det gik nu ikke saa godt – og helt i staa gik det, da Krigen standsede. Et Konsortium overtog derpå Bygningerne, og man forsøgte med Kartoffelmels-Produktion. Det gik ikke stort bedre, der blev startet med dyre og dårlige Maskiner. Resultatet blev derefter. Det blev til dyre Lærepenge. Bygningerne ejes nu af Pindstrup Mosebrug, som bruger dem til forskellige Produktioner, og som aabenbart har det rette Greb paa Tingene.
-Det private Boligbyggeri er ogsaa fulgt godt med-, indskyder vi, da Snedkermester Andersen et Øjeblik er ved at fortabe sig i gamle Minder.

UDVIKLINGEN FORTÆTTES
Ja, ikke mindst i de senere Aar. I Mellemkrigstiden er der desuden bygget Kommunal Administrationsbygning, Alderdomshjem m.v. Byen har i dag ca. 40 selvstændige Haandværkere, Handlende og andre Næringsdrivende, ligesom Kommunens Sparekasse har Hovedkontor i Byen og en Bank Filialkontor, og altsaa ikke at forglemme, at vi ogsaa har Sagfører og Politistation.
-Ja-, siger Snedkermester Andersen, -der er sket en Del i vor By i det halve Aarhundrede, jeg husker saa meget, at det egentlig slet ikke er til at forstaa, at det har været muligt. Og der arbejdes og bygges stadig i Ryomgaard. Byen vokser Aar for Aar. Hvad Udviklingen muligt vil bringe, og hvad der vil ske i det næste halve Aarhundrede, ja, her kommer man til at lade Fantasien raade. Men vi, der er kommet paa den forkerte Side af de halvfjerds, behøver jo for resten heller ikke at bekymre os herom.

BLAKBJERG

Forbjerget – bakkeknuden – eller blot bakken ved Marie Magdalene-svinget, kaldet Blakbjerg. Hvorfra navnet stammer er der ingen der ved, men i 1917 blev bakken historisk anerkendt som et arkæologisk interessant fænomen. Og mere end det, for som tiden gik fandt man ud af mere og mere om denne bakkeknude, omend arkæologernes økonomiske bevillinger satte grænser for forskningen. Men en stenalder-boplads og mere end det, nemlig et samlingssted af stor dimention i stenalderen har der været tale om, formodentlig af religiøs eller anden kultisk art. Og sandsynligvis af den såkaldte ”Sarup”-type, opkaldt efter en tilsvarende jernalderkult nær byen Sarup på Fyn. Blakbjerg havde vand på tre sider i stenalderen, mod øst Saabydalen, mod syd stenalderhavet og mod vest Bøjstrup-slugten. Og man opdagede flere af samme slags, bl.a. Kainsbakken i Grenå og minsandten flere på Djursland, – nærmest lå ”Ballebjerg”, lige syd for Koed. Ballebjerg bakkeknude er nu eroderet og næsten nedpløjet, men den anes dog. Og står man på toppen, ser man mod syd Korup Ådal og mod nord Kolindsund, dengang stenalderhavet. Ballebjerg var altså også et ”Sundkryds” – og alle havde de foruden bakken til fælles også hav og vand som nabo. Måske var det disse omstændigheder, der gjorde, at stenalderfolkene valgte sådanne steder som centrale for et eller andet kultisk ritual.Vi ved ikke meget, men læs mere om den sparsomme viden på den nye informationstavle på Blakbjerg og på sitet www.midtdjurslokalarkiv.dk/ryomgård/forhistorisk tid, og især de der nævnte henvisninger.
Søndag d. 28. apr. 2019 var viet mindet om Blakbjergs forhistoriske betydning. Østjysk Museum og Ryomgård Distriktsrådet havde stået for opsætning af ovennævnte informationstavle på Blakbjerg, en tavle, der fortæller historie, Se nedenfor.
Klik for stort format, hvilket ved alm. pc kræver højreklik på fotoet, hvorved en billedfil dukker op øverst på skærmen. Klik på denne, så kommer forstørrelsen frem. På iPad kan man blot sprede fingre på skærmen.

Fotos fra indvielsen den 28. Apr. 2019:

KRIGENS EFTERDØNNINGER

Ryomgård slap efter krigen naturligvis hverken for vareristriktioner eller flygtninge. Men optimismen var til gengæld til stede og man arbejdede her som andre steder ihærdigt på at komme videre med et fornuftigt liv. Vareomsætning såvel som eksport var for landet som helhed nede i en bølgedal. Ryomgård var begunstiget af sin position som jernbaneknudepunkt, der igen gjorde det muligt for bl.a. Realskolen at tiltrække elever fra nær og fjern. Butikkerne var pænt repræsenterede i bybilledet, mens det kneb med egentlige virksomheder. Under sitet “Ryomgård/den ny by” nævnes de første virksomheder på nuværende Industrivej. Især på de to skoler, Marie Magdalene Skole og Realskolen havde tyskerne under krigen indlogeret sig. I Realskolen dog kun i skolebygningens ene halvdel og der så herrens ud, da de drog derfra. Men sådan var det overalt, hvor de havde huseret. Flygtninge fra Tyskland dukkede op mod krigens slutning, da de russiske tropper trængte ind i Tyskland, og overalt blev disse flygtninge indkvarteret. I Ryomgård fordeltes 130 flygtninge på Alderdomshjemmet, Marie Magdalene Skole samt i Forsamlingshuset på Marienhoff. Efter krigens slutning føltes atter, at man i den lille by – såvel som andre steder – blev herre i eget hus. Men der var vareknaphed og en tid med rationering satte ind.Historikeren Søren Mørk skriver i “Den Nye Danmarkshistorie” meget levende om bl.a. denne periode. Vi prøver at gå frem til 1950’erne og her spadsere en lille tur med en af vore egne borgere dengang, Arne Holm Andersen, der har boet i det nu for længst nedrevne ledvogterhus ved baneoverskæringen i Slotsgade (dengang Storegade):

EN TUR RUNDT I RYOM i 1950’erne.
Indlægget er skrevet af Arne Holm Andersen (født i Koed) og med tilladelse let redigeret og suppleret af redaktøren.

Arne Holm Andersen fortæller bl.a., at han en tid var med i arbejdet med forlægningen af afløbet fra Vallum søen ind mod Gl. Ryom og i den forbindelse med reguleringen af Skovvejens flytning, foto fra 1952 nedenfor t.v.
I 1952 blev den lille vej Skyttebakken befriet for megen trafik ved vejforlægningen over Vallum afløbet og Gjerrild-banen. Her ses arbejderne i fuld sving med at bygge viadukten over Gjerrildbanen (nedenfor t.h.).

Fritiden
Dengang var der ikke mange aktiviteter. Arne Holm var med til at anlægge fodboldbanen oppe på Nimtoftevej, som blev udført ved frivillig arbejdskraft. Han var ikke selv aktiv fodboldspiller, men så ofte kampe, der blev spillet. Stedet på Nimtoftevej var i brug inden fornævnte “anlæggelse”, men da blot som en løs bane på ujævnt terræn. Anlæggelsen betød nivellering af banen, træ tømret sammen til mål, kridtstreger til afgrænsning af banen, når der skulle spilles kampe osv. Lidt senere byggede også klubhus, jfr. lidt senere.

Eriksen Nielsen. Så var der en skotøjsforretning, derefter købmand Brandstrup (Slotsgade 16). Rundt langs hjørnet var der smedemester Nielsens værksted (Slotsgade 20). På den modsatte side af gaden, dvs. hjørnet af Jernbanegade og Bredgade (nu Slotsgade), var der Viggo Hansens Sko- og Manufakturhandel. Oprindelig

men flyttet til den nybyggede hjørnebygning i 1903. Søn og svigerdatter Andreas og Johanne Boysen overtog forretningen i 1930’erne, om end deres adkomst først blev tinglyst i 1947 (Skifteudskrift). Deres datter hed Andrea Margrethe, men kaldtes aldrig andet end Søster. Søster overtog bygningen i 1948 (arveudlægsskøde), men ikke forretningen. Den udlejede hun til (senere ejendomsmægler) Ejvind Petersen i 1948/49 (lejekontrakt tinglyst 1949). I 1952 videresolgtes forretning og bygning til Viggo Hansen, der indrettede den til udelukkende manufaktur, – foto ovenfor. Da Viggo Hansen dør i 1970 drives forretningen videre af enken Ketty Hansen – lidt senere sammen med dennes nye samlever/ægtefælle Chr. Jensen. I 1978 solgte de forretningen til Johs. Jacobsen, Pindstrup, der senere solgte til Jørgen og Kis Holm Pedersen. I 1990’erne overtog Butik Jytte.
Længere oppe var der Ryomgård Andelsmejeri, hvor mejeribestyrer Bundgård residerede, derefter telefoncentralen (Slotsgade 5), bestyret af M. Andersens hustru. Andersen selv var snedker og havde udsalg af ligkister og møbler i samme hus, som de også selv beboede.
Vognmand Arne Hald – der i øvrigt lærte Arne Holm at køre bil – og hans mekaniker-værksted Vestergade 2, – i dag nedrevet og erstattet af rundkørsel og etagebyggeri.
Lidt længere ind ad Vestergade i vestlig retning husker jeg sagfører Andersens villa (Vestergade 12), hvor sagføreren både havde sagførerkontor og bestyrede sparekassen for Ryomgård og Omegn. Dertil var den flyttet fra Vestergade 16, hvor den boede til leje i sparekasse-bogholder Tofts private bolig. Men da sagfører Andersen var blevet formand for bestyrelsen, – og samtidig dens daglige leder, flyttedes sparekassen hen til ham. Længere henne kom så læge Hans Erik Wraae (Vestergade 26), der i 1937 havde afløst læge Lipman, dernæst bager Møller (Vestergade 30) samt skræddermester Reffstrup lige før Realskolen. Læge Wraa flyttede i 1951 til sin nybyggede villa, Vestergade 45, hvor der indrettedes både beboelse og praksis. Praksis flyttedes senere til Nygade 18, og senere igen til Jernbanegade.
På modsatte side af Vestergade, lå byens andet slagteriudsalg (Vestergade 7), hvor der for øvrigt forinden havde været skomager – M.G. Christiansen (Gulle Schmidts far).  Videre på samme side mod vest var der en brilleforretning, en el-forretning (El-installatør Schou, Vestergade 13, senere efterfulgt af el-installatør Harder) og en Tatol-forretning bestyret af sognefoged Justesen og hans kone Emma. Så kom cykelhandler Pedersen (i kælderen), derefter en boghandler (L. Vixø, – Vestergade 15).
På hjørnet af Vestergade/Skolegade var der købmand Carl Sørensen.
Købmand Carl Sørensens butik og bolig -se tegningen nedenfor – blev senere overtaget af datter og svigersøn, Ella og Bent Nygård. I dag er den bygget om til beboelse.

værksted med esse og en masse værktøj, som en grovsmed nu engang brugte dengang. Selvom hestenes skopleje var på allersidste omdrejning, ændredes intet i smedeværkstedet. Kristian (foto ovenfor) kunne fortælle nogle være røverhistorier, f.eks. at han havde været soldat på den tid, hvor daværende kronprins Frederik (altså den senere konge Frederik IX) også var soldat. Hvad han havde oplevet var ikke småting! Andre af byens borgere fortæller, at mange børn fandt ham interessant at besøge.  Kristian kunne godt lide at få besøg, og kendt var, at børn – for at få adgang i hans smedje – skulle kunne bandeords-remsen udenad (altså en masse bandeord efter hinanden). Christian boede på 1. sal i huset, mens hans søster Tulle (Astrid Sørensen) og bror, Store Svend, gift med Agnete (kendt for at bære store 1920-hatte langt op i 1970’erne), boede i stueetagen. Store Svend kaldtes sådan, fordi der også var en bitte Svend, som familien kom sammen med. Tulle drev et vaskeri i huset samt rulleforretning. Man tror, at det er løgn, når dertil føjes, at Tulle og især Agnete også drev en lille tobaksforretning i et værelse vendt ud mod Skolegade, – pladsen var trang! De 3 søskende stammede i øvrigt fra Marie Magdalene, hvor deres far var smed i det nedrevne hus mellem forsamlingshuset og kirken, se eventuelt mere herom under fanen omegn/Marie Magdalene..

Arne Holm: “I Jernbanegade 9 lige overfor stationen var der en barbersalon, frisør Hansen, hvor vi børn blev klippet. På hjørnet Jernbanegade – Markedsgade var der Ryomgård Hotel og på modsatte hjørne bager Creutzberg, hvis søn, Christian, kørte brød for sin far. Han var god mod os, – havde ofte ekstra brød med til os i Korup Skov under krigen. I ejendommen ved siden af var der cykelforretning, og i Ryomhus (Jernbanegade 23) – opført ca. 1950 var der en frisør Eigil Jørgensen i den ene ende, mens der var møbelforretning i den anden.”

Så følger vi ikke Arne Holm Andersen længere. Han bor i dag Ballerup efter et langt arbejdsliv ved DSB.

Det skal lige tilføjes, at der også var en frisør i (nuværende) Slotsgade 2, ejendommen ved siden af “Enghøj” – nr. 2 fra jernbaneoverskæringen ind mod byen. Han hed Frykær og var gift med jordmoder Halds datter Yrsa Hald. Jordemoderen og hendes mand havde 19 børn! Tidsmæssigt skal vi dog her længere tilbage, formodentlig til tiden før krigen, nærmere er det ikke lykkedes mig at komme det.

I de tidlige 1950’ere forefandtes også de gamles Hjem med kommune-bibliotek i kælderen, kommunal administration (Nygade 18), politistat (dvs. landbetjent), kommuneskole og realskole,  Ryomgaard Cement-varefabrik samt urtepottefabrik, dyrlæge, vognmænd, Jernbanestat og postekspedition, samt små håndværksvirksomheder og butikker. Til opremsningen tillægges, at eksempelvis de to første købmænd – Boysen og Andersen – var købmænd i meget bred forstand, så de traditionelle kolonialvarer suppleredes med mange andre varer, f.eks. trævarer og tekstiler, mens købmand Carl Sørensen supplerede sine kolonialvarer med isenkram og farvehandel.

Til opremsningen hører også mergelgravningen på Marienhoffvej, – se foto ovenfor af avisartikel fra 1951 – der genopstod efter 20 års pause, bortset fra lidt mellem-kommende mergel- og grusgravning. Djurslands Mergelselskab blev stiftet i 1951 på andelstanken med gårdejer Anthon Daugaard, Ryomgaard i spidsen. Nedenfor foto (Arne Bruun) fra mergelgraven på Marienhoffvej. Fotoet er fra nord mod syd, så husrækken i baggrunden er nuværende Park Alle, dengang Gravensvej, af mange kaldet Gravens Rand!

sprængstof for nemmere at kunne tilgå merglen. En gang havde den lokale sprængstofekspert på området, Hans V. fanne-ned’me Jensen (ja, det kaldtes han altså!) lavet en lidt for kraftig ladning, idet eksplosionen forårsagede skader på ejendommen Marienhoffvej 10. Ejeren her var Peter Hald, der i selvsamme anledning selv “eksploderede”. Herefter brugtes sprængstof ikke mere! La Cour ejede en overgang arealet, men efterhånden indstilledes al aktivitet, hvorefter og det kom til at henligge ubrugt, dog af de lokale ogte brugt som skraldeplads. Ejendomsmægler Ejvind Pedersen, der byggede hus på Gravensvej 9 i 1954, købte senere området af la Cour, Pindstrup og fik lavet udstykninger og tilplantninger, både ved Gravensvej og Vibevej. Ligeledes ansøgte han og fik af kommunen bevilliget ændring af vejnavnet Gravensvej til nuværende Park Alle.

I Markedsgade 2 boede politibetjent Sørensen. Den lille vej var grusbelagt og kaldtes “Politibakken” efter Sørensen. Det officielle navn “Markedsgade” fik den først senere. Her kunne børnene i øvrigt køre på slæde om vinteren, da den var lidt mere stejl dengang, – faktisk kunne man få fart på forbi fru grisehandler Sørensen (Villa Svanholm) helt ned til Jernbanen, fortæller Gulle Schmidt. Betjent Sørensens afløser hed betjent Hansen og boede i Nørregade og ved hans afgang flyttedes etaten til Kolind. Ved siden af landbetjent Sørensen var der i øvrigt en overgang slagteriudsalg (Nygade 2).

Nord for byen var en del statshusmandsbrug udstykket fra Marienhoffgården 1905-12 samt 1926. En af dem var husmand Anton Bruun Marienhoffvej 22. Hans ejendom ses nedenfor, – på fotoet t.v. er selve bygningen dog udenfor billedeter . Fotoet er taget af Arne Bruun. Fotoet t.v. er fra vest hen langs Poppelvej mod Hasselvej, der etableredes ca. hvor høstakken ses næsten midt i billedet. Anton Bruun byggede sin lade ca. 1960 og fotoet er fra et par år forinden. Uden en lade samlede han kornet i stakke og en maskinstation bestiltes så til at komme med et tærskeværk, så det kunne blive tærsket. Traktoren på fotoet leverede kraften til tærskeværket.
T.h. foto fra samme sted som ovenfor, dog medtaget Anton Bruuns ejendom, – undtagen laden, der ikke ses på billedet. Ejendommen bebos i dag af Anton Bruuns barnebarn Kjeld og hans familie.

udstykning. I forgrunden t.v. ses gavlen af Anton Bruuns ejendom, hvor hans kone Thora går ved siden af fru Bagermesterinde Inga Creutzberg ( i hvidt). Inga kommer med brød under armen, som hun bringer ud til kunder, bl.a. til fru Thora, der har bestilt dem hos Ingas mand bagermester J. Creutzberg, Jernbanegade. Udstykningen af Poppelvej-kvarteret fandt sted i perioden 1973-75, mens Nordlyvej- kvarteret udstykkedes i 1965 efter at Kommunen havde købt arealerne, herunder Realskolens gamle fodboldbane, der lå på nuværende Nordlyvej 4 – 8.

weekenden. Fotoet er fra 1957.
Realskolen var ret så dominerende, og her bringes et luftfoto – nedenfor – med indtegnede pile for flere af dets tilliggender, men også af byen i øvrigt. Læg f.eks. mærke til springvandet – bassinet –  i nuværende Dolmer-Park, der omtales senere. Park Allé hed dengang Gravensvej. Fotoet er fra 1954, idet det ses, at Gravensvej 9 er ved at blive bygget (af Ejendomsmægler Ejvind Pedersen), hvilket skete 1954. For at se teksten ved pilene og få rigtigt udbytte af fotoet bør det forstørres, hvilket især kan ske på iPad.

I Dagbladet Djursland kunne man d. 5. feb. 1955 læse, at husejer H.J. Nielsen, Ryomgård “har i Vestergade opstillet en pølsevogn, hvorfra sælges rundstykker og varme pølser.” Pølsevognens nærmere placering var Vestergade 12. Her var Nordlyvej endnu ikke ført igennem og på det brede fortov var der plads til vognen. Pølsevognens historie i øvrigt i vor lille by, fortælles lidt længere fremme. I samme avis blot 11 dage senere kunne man læse, at der “er stiftet en Handelsforening i Ryomgård.” Altså ikke en handelsstandsforening, – forskellen var vist ikke stor!
Ingen af de to nyheder har formodentlig holdt sig oven vande ret længe, men måske handelsforeningen er blevet afløst af Borgerforeningens handelsudvalg? I hvert fald

Idræt udøvedes især som håndbold, fodbold, tennis og badminton. Håndbold dyrkedes på banen ved nuværende Produktionsskole (Vestergade 67), og var primært pigehåndbold. Fodbold øvedes på Realskolens bane på nuværende Nordlyvej (kun træning) samt på “den rigtige” bane ved Nimtoftevej (i dag nre. 12-14). Tennis spilledes på banen i Nygade (i dag. nr. 29), og badminton i gymnastiksalen på den kommunale skole ved Marie Magdalene-svinget på Vestergade, hvor ikke mindre end 40 aktive spillere var registrerede i 1952.

arrangementer både ved byens sommerfester og ved sportskampe i øvrigt. Hvis man havde et klubhus behøvede man ikke at klæde om hjemmefra. Ideerne realiseredes og d.. 2. aug. 1953 kunne man indvie det nye klubhus på Nimtoftevej ved en kombineret

Ryomgaard Station var en af byens største arbejdspladser ved siden af “Rypi” på Industrivej. Stationsforstanderen på den tid hed P.M. Mortensen, og ikke mindre end 50 tog i døgnet ekspederedes fra stationen. Godstrafikken fyldte mest, og det var især den betydelige godsmængde fra Pindstrup Mosebrugs fabrikker, der fyldte. Man erindrer i den forbindelse, at der var en slags hurtigrute: Randers-Ryomgård-Grenaa-Hundested (fra maj 1952), der var attraktiv for godstrafikken. Dengang var der spor fra Grenaa Station og ud til Hundestedfærgen.

Gl. Ryom skal naturligvis også nævnes, for landbrugsproduktionen her var ikke ubetydelig. Gården var i 1941 solgt af greve Jørgen Scheel til Johs. Fogh Nielsen. I øvrigt frededes stalden og agerumsladen i 1950. Hovedbygningen var blevet fredet flere år forinden og fredning af Mølledammen fulgte i 1954 sammen med de åbne vandarealer i Gl. Ryoms Park og Lindealleen foran Gl. Ryoms hovedbygning strækkende sig øst – vest, samt Bomhuset. I 1950 var der tæt på 800 indbyggere i byen, Marie Magdalene ikke medregnet – det var jo en by for sig selv. Indbyggertallet voksede pænt, så der i 1955 var 877 indbyggere fordelt på ca. 279 husstande.

Luftfoto af Sylvest Jensen 1951 der giver et godt indtryk af byen, selvom ikke hele byen er med på fotoet. I midten Ryomgård Hotel med dens store have med traditionel græsplæne rundt om et rosenbed. Overfor t.h. ses Gjerrild-banens vendeskive, for Ryomgård var jo endestation for banens vestlige del, – banen blev nedlagt i 1958. Vendeskiven – eller drejeskiven, som nogle kaldte den, – lå ca. samme sted som den senere jernbanegrill placeredes. Gjerrild-banens remisse kan ses ved krydset Storegade (nu Slotsgade) / Jernbanegade. Lidt til venstre for hotellet ses et grønt areal – den tidligere markedsplads, der snart bebyggedes langs Vestergade. Og i den anden ende af fotoet – for neden t.v. ses resterne af en landbrugsejendom, – som altså lå midt i byen – hvor dele af bygningerne ombyggedes til garager af vognmand Frederiksen (Jernbanegade 7) – med adgang fra Nygade.

Borger- og Håndværkerforeningen var en samlende faktor for byen. Formand var en overgang postmester E. Akselbo, der blandt andet glædede sig over byens vækst. Han fortalte til samme Randers Dagblad som ovenfor, at på “Solbakken” (dvs. arealer der støder til Solbakkevej) vil der “med Tiden komme til at ligge 30 Huse og Villaer.” Området var udstykket fra to husmandsbrug fra Marienhoffgården. Sognerådsformand Sagfører Peter Andersen stod i spidsen for byen (kommunen) og kunne være stolt af dens udvikling.

Dengang have man en offentlig “Skattebog – fortegnelse over indbyggere og skatteforhold. Vi tager et kik nedenfor på forsiden og t.h. på tilfældig valgt side.

Også dagbladet Djursland fulgte med, og manglede man stof fyldte man op som f.eks. d. 3. marts 1957, hvor der bragtes oplysning omkring de 5 største skatteydere i Marie Magdalene kommune. 1. Dir Johs. F. la Cour, Pindstrup, 52.153 kr., Hofjægermester N.K. Estrup, Fjeld 11.985 kr., Dir. Poul La Cour, Pindstrup, 3.878 kr., Læge H.L. Wraae, Ryomgård, 3.786 kr., Proprietær P. Pedersen, Sivested Odde, 2.518 kr.

fejende flot Aston Martin. Det har ikke noget med vor lokalhistorie at gøre, men er i kraft af den dyre og sjældne vogn en kuriositet. Huset i baggrunden er “Blikkens” i Nørregade.

Mest 1960’erne
Købmand Carl Sørensen udvidede i takt med tiden, og hans afdeling for farvehandel, omtalt ovenfor havde sin egen indgang fra Vestergade lige overfor skræddermester Refstrup, Vestergade 32. Denne afdeling indrettedes senere til beboelse for Carls Sørensens enke. Ligeledes indrettede købmand Sørensen en lille afdeling for legetøj, der især ved juletid var højt prioriteret.

Ovenfor foto fra Carl Sørensens butik ca. 1960 eller måske fra slutningen af 1950’erne. T.v. udstillingsvinduet med legetøj, og t.h. foto fra butikken, hvor Carl Sørensen ses yderst t.h., dernæst kommis Ejvind Bach, så en ukendt og sidst Lissi Lindblad, alle Ryomgård.

cementstøberi (f.eks. kloakrør af cement), senere udviklede det sig til et lille byggemarked -NH-byggemarked -, der faktisk voksede sig pænt stort. Foto ovenfor.
I en senere tid flyttede det til Industrivej 21 og her senere opkøbt af en større kæde (XL – Vorup), som flyttede det til Vestergade i nyopført kæmpehal (Vestergade 112). Vi er dog nu helt oppe i det nye århundrede.
Tømmermester Niels H. Andersen havde allerede i 1920’erne indrettet tømmerforretning på hjørnet af nuværende Nordlyvej og Vestergade. Da hans forretning voksede ekspanderede han med tilkøb af ejendommen Nimtoftevej 7, hvor han indrettede savværk i en tilbygning ind ad Rønne Alle. Hans søn, Jørgen Kjær Andersen, var snedker og arbejdede som sådan for DSB, da hans far pludselig døde ca. 1959. Sønnen kom herefter hjem og overtog virksomheden. Det lille savværk (eller rettere snedkeri) på Nimtoftevej 7 var aktivt pænt længe op i 1960’erne.  I de oprindelige lokaler på hjørnet Nordlyvej -Vestergade indrettede Jørgen Kjær Andersen senere Ryomgård Byggemarked (altså byggemarked nr. 2 i den lille by). Da den lukkede ved Jørgen Kjær Andersens pensionering, lejede John Andersen sig ind ca. 1992 med kunsthandel. I 2016 var der fortsat kunsthandel med nye ejere, men også kunstudstilling i smukke lokaler samt cafe.

Mekaniker Helmer Nielsen havde Esso-station på hjørnet af Nimtoftevej og Skovvej, som han dog netop i 1960 solgte til Svend Pilgård. Pilgård udvidede værkstedet til autohandel og inden årtiet var omme, havde han lavet en tilbygning mod nord, således at der kunne komme lastbiler og busser ind på værkstedet.

Pølsevognen: Foran er nævnt, at husejer H.J. Nielsen, Ryomgård havde opstillet en pølsevogn i Ryomgård i 1955, hvorfra han solgte “rundstykker og varme pølser.” Det må være på sin plads måske at skrive lidt mere om pølsevogn i Ryomgård. H.J. Nielsens pølsevogn var formodentlig på hjul, og måske kun lejlighedsvis til stede, men det var efter al sandsynlighed den første pølsevogn i Ryomgård. Den næste kommer i 1962.
I 1962 arbejdede ekstraarbejder Viggo Rank ved DSB-stationen i Ryomgård eller “ved Banen”, som man sagde i byen. Men netop i 1962 bliver han syg og må opgive sit arbejde ved Banen. Han er da 54 år og ikke indstillet på at trille tomlefingre, hvorfor han etablerer sig med en “Børnenes Kontor”- pølsevogn på stationspladsen overfor hotellet. Ved siden af ham lå DBS-kiosken, – dengang kun var i et plan. Opstarten i sommeren 1962 blev godt modtaget af de lokale såvel som af togrejsende. Viggo Rank investerede derfor allerede året efter i en større pølsevogn, hvor man kunne gå ind i vognen og blive betjent i ly og læ for regn og blæst. Men helbredet var fortsat ikke godt, og Viggo Rank døde i 1963. Hans hustru Johanne overtog da vognen og førte den dygtigt videre til ind i 1970’erne, hvor den da solgtes til Tom Fischer.

Også i Arthurs tid var der godt besøg, ofte med kø langt ud på p-pladsen, for Arthur handlede med mange forskellige varer. Hans efterfølgere (1983) var Yrsa og Bent Christiansen, og senere kom (vistnok) Lise og Åge og sidst Lotte. Men nu er vi oppe i 1980’erne. Og da indtrådte den generelle nedgang for de traditionelle pølsevogne over hele landet. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men efterhånden. I dag er den i Ryomgård – såvel som mange andre steder –  helt ophørt at eksistere, og dens faste bygning er fjernet.

Lidt politik – oprettelse af Midtdjurs kommune i 1970.
I 1950’ erne var vort lille land opdelt i stat, amt og kommune. Det er det fsv. stadigvæk, omend i ændret form med regioner og storkommuner. Kommunerne dengang er det, der lige her interesserer mest. Nedenfor et foto af Marie Magdalene-Koed Sogneråd i perioden 1. apr 1946 – 31. mar. 1950.

En kommunallovs-kommission nedsattes derfor med henblik på dette formål. Vi ved alle, hvordan det gik! Kæmneren i de små samfund, der sammen med sognerådsformanden og en kontoransat – eller måske få flere – hidtil havde løst sognets problemer, skulle nu blive en saga blot. For i 1967 blev en ny struktur vedtaget af Folketinget, og da fik de enkelte kommuner travlt med at rette ind.

Overalt nedsattes sammenlægningsudvalg, også i vore kommuner, hvor Nimtofte-Tøstrup, Marie Magdalene – Koed samt Kolind gik sammen i et sådant udvalg (Kolind og Nødager var allerede blevet sammenlagt i 1966).

Fra venstre kommuneassistent Margrethe Sørensen, Nimtofte, kommuneing. Jacob Wilhelmsen, Ryomgård, kæmner Erik Meiling, Ryomgård, skatteinspektør Kai Jensen, Ryomgård, sognerådsformand K. Løgstrup Knudsen, Pindstrup, sognerådsformand i Nimtofte-Tøstrup kommune N. Høj Rasmussen, Skiffard, sognerådsformand i Kolind kommune, fabrikant Laurids Simonsen, Kolind, kæmner Aage Helgren-Nielsen, Kolind og kæmner Jens Bødker Sørensen, Nimtofte.

Det var ikke nemt for strukturen i relation til mange emner, f.eks. landbrug og industrier (og det dermed forskellige indkomst- og beskatningsgrundlag), skoler, plejehjem og økonomien generelt. Men politik er jo kompromisets kunst, og der var ingen vej udenom: opgaven skulle løses! Det nye sogneråd skulle fremover være et byråd, og sognerådsformanden hed fremover borgmester. Ændringerne var talrige og det kneb for mange borgere at forstå det nødvendige heri, endsige se nogen mening overhovedet. I det nye Midtdjurs brugtes i øvrigt ofte betegnelsen kommunalbestyrelse i stedet for byråd, og det var faktisk tilladt. Men med i betragtningerne var en centralisering af opgaverne i de nye sammenlagte kommuner, helst i et samlet forum i form af et rådhus, så afdelingerne kunne støtte hinanden og have gavn af fælles administration. Det kneb i starten og man benyttede sig en overgang af en fysisk opdeling af administrationsopgaver i de to hovedbyer Kolind og Ryomgård. Men endnu i 1970 blev et kompromis indgået, nemlig at bygge et rådhus i Kolind, hvor administrationen samledes. Til gengæld måtte Ryomgård have en svømmehal mens Nimtofte måtte have et plejehjem – og sådan var der så meget!
Lokalpatriotismen var den sværvægter, der gjorde samarbejdet vanskeligt. Kolind-siden havde dog overvægt i byrådet/kommunalbestyrelsen og det var afgørende for, at rådhuset placeredes her. Morsomt er det at læse byrådsmedlem og maskinhandler Laurits Simonsens erindringer herom, idet han ikke lægger skjul på, hvordan Kolind-politikerne fik de gæve Nimtofte sognerådsmedlemmer overbevist om, at Kolind var rette sted for rådhuset og dermed fik han sikret flertallet herfor i byrådet. Han skriver bl.a. “Jeg fik fat i Nimtoftes tre rådsmedlemmer Kraunsø, Hesse og Busk angående rådhuset. Ville de støtte os, eller hvem ville de støtte? Det gik så lykkeligt, at de tre medlemmer sagde: Vi støtter Kolind i sagen om rådhuset.
Vi fik altså rådhuset…”

——————

DOLMER PARKEN
i Ryomgaard

Dolmer Parken, Nørregade 11, Ryomgård, er et helt nyt stednavn i Ryomgård, opkaldt efter seneste ejere: ægteparret Dolmer. I april 2016 er der kommet ny ejer – fa. Gerstrøm, Ryomgård, hvilket giver anledning til at kigge lidt på arealets historie.

At en ejendom bliver solgt – her Nørregade 11 i Ryomgård – er vel uinteressant? Nej, for området har lidt historie, der netop nu er bør fortælles, fordi det efter alt at dømme nu skifter karakter. Igennem en årrække huskes det af mange som enkefrue Dolmers bolig, en stille, køn og fredelig plet inde midt i byen.

Arealet er i alt på 11000 kvm, hvilket ved salget er delt i to matrikler. Entreprenør Gerstrøm, Ryomgård er fra sommeren 2017 den nye ejer af det, der i folkemunde ofte kaldtes ”Lergraven for enden af Nørregade”.

Sælger af ejendommen var fru Kaja Dolmer, enke efter forhenværende brugsuddeler for Brugsforeningen Marie Magdalene Henry Dolmer, der erhvervede ejendommen d. 1. juli 1965. Allerede da var det besluttet, at Brugsforeningen ville flytte fra Marie Magdalene til Ryomgård, hvilket herefter skete i 1966. I 1971 dør Henry Dolmer, men Fru Dolmer forbliver boende på stedet til kort tid før salget i 2016.

Går vi længere tilbage i tiden var ejeren før Dolmers en ingeniør ved navn Ole Jacobsen, og hans hustru Ingeborg. Af skødet fremgår, at de boede ”Lindedalen”, Ryomgård, et navn som vist ingen knytter til stedet i dag, men som formodentlig var affødt af det store lindetræ, der knejser stolt ved indgangen til stedet.

Ingeborg og Ole Jacobsen købte af Poul Matthesen ca. 1960, der ca. 1957 var kommet til byen. Han er i Marie-Magdalene-Koed skattefortegnelse 1957 anført som konsulent, men havde også arbejde på Pindstrup Mosebrug (som i øvrigt også Ole Jacobsen), og havde indlogeret sig med sin familie på Nygade 27 i Ryomgård. Dette hus var tidligere indrettet med to lejligheder i tilknytning til et gammelt støberi, ejet af dir. la Cour, Pindstrup. Poul Matthesen begyndte på et tidspunkt at handle med maskiner, der tog om sig, så han lejede sig ind med denne maskinhandel i Hotellets garage. Dolmer Parken (Lindedalen) solgte han måske i denne forbindelse, – for i 1960 finder man Poul Matthesen i Ryomgård/telefonnøglen anført som direktør med adresse på Skovvej (et hus- nr. er ikke anført, men det må være nr.23 b).

Det menes at være Jacobsens (og ikke Matthesen), der byggede huset i Dolmer Parken, mens Poul Matthesen opførte det flotte hus på Skovvej 23 b. Det ligger lidt inde af en grusvej, oppe i skovkanten og bemærkes kun svagt i forbifarten med dets store vindues facade vendt ned mod Skovvej.

Matthesens Maskinhandel levede formodentlig ikke op til de økonomiske forventninger og han solgte derfor i 1965 Skovvej 23 b til direktør Larsen, der et år tidligere var blevet ansat som direktør ved Pindstrup Mosebrug.

Poul Matthesen havde købt Dolmer Parken ca. 1959 af inspektør Peter Petersen (kaldet Mergel-Petersen) og således kun været ejer af arealet et års tid inden det solgtes til Ole Jacobsen.

Peter Petersen boede med sin familie i ejendommen Nørregade 9 – nabo til Dolmer Parken – og havde erhvervet arealet ca. 1926. Før den tid havde arealet fungeret som mergelgrav, og endnu tidligere som lergrav, hvorfra Teglværket har gravet sit råmateriale. Mergel er en lertype med stort kalkindhold, og mergler landmanden sine marker, kan det øge udbyttet. Ler er mindre kalkholdigt, men til gengæld egnet til teglsten. Begge typer ler har formodentlig været til stede i arealet. Det nævnte teglværk har ligget tæt op ad nuværende rundkørsel på Vestergade. Det kan tænkes, at denne produktion af teglsten indstilledes bl.a. fordi kalkmængden efterhånden ændrede karakter, og arealet herefter kun brugtes til mergelgravning. Arealet har i øvrigt været flere meter højere, men altså grundigt udgravet gennem tiden.

Og det er her Peter Petersen (Mergel-Petersen) bliver interessant, for han er manden bag områdets forvandling fra mergelgrav til park/lystanlæg. For da produktionen indstilledes, formodentlig i begyndelsen af 1920’erne, køber Peter Petersen arealet, og begynder – ifølge Randers Amtsavis fra 5. dec.1958 – at flytte sten og grave fra 1924. Målet var en slags bypark, og det skulle vise sig til alles overraskelse at blive nået. Nedenfor ses et foto fra nævnte avis med et tilhørende tekststykke.

Fremtiden for arealet kendes ikke lige pt. –  dets anvendelse er vist endnu ikke helt fastlagt. Nedenfor en lille fotoserie fra Peter Petersens arbejdsomme æra.

AXEL MUNCH

• en anderledes lærer og skoleleder

Her kommer Niels Peter Bagers ovennævnte erindringer ind i billedet, fordi de beviser, at Axel Munch kunne sætte praktisk håndtering ind i hverdagen af sine pædagogiske teorier. Derfor denne lille opfølgning om Axel Munch og hans ”ideologi”, der lå til grund for Realskolens virke fra dens start i 1913 til 1939, hvor han døde. Tiden derefter vil jeg også gerne beskrive, – derom en anden gang.

Axel Munch stammer fra Nr. Vinge, hvor han fødtes d. 08. okt.1885. Hans første skoletid fandt sted i faderens skole, men hvor den fortsatte er lidt usikkert. Dog vides, at han havde gået på et kursus i Oksbøl, hvor lærer Hansen og hustru havde virket med en undervisning, der var vedkommende, omsorgsfuld og fuld af forståelse for elevernes forskellige niveauer. At opholdet her havde påvirket Axel, er sikkert, og hans senere pædagogik som leder af Ryomgaard Realskole afspejlede sig klart her, hvad især hans bror Erik Munch har tilkendegivet bl.a. i sine erindringer.
Axel fik senere lærereksamen fra Gedved Seminarium og ansættelse på Aarhus Private Realskole, ca. 1909. Han var værdsat fra starten, for han var sympatisk og kunne lære fra sig. Endnu grøn i denne ansættelse fik han ansvaret for et anneks, som skolen oprettede i Aarhus Midtby (Bruunsgade), fordi tilgangen til skolen steg, og lokalerne i den oprindelige skole derfor blev for trange.

Axel delte lejlighed med en kollega, Holden Dall, og da de var noget upraktiske til det huslige, ansatte de en husbestyrerinde til varetagelse af rengøring, vask og den varme aftensmad.
Axel diskuterede gerne tidens skoleproblemer med sin kontubernal og kollega Holden Dall og de inddrog en tredje fra samme skole, Hakon Kirkegaard, der var lidt ældre og lidt mere erfaren end dem selv. Det var pædagogikken, det gjaldt, for tidens løsning her var, at et par lussinger eller anden tilsvarende vold hjalp på ro i klassen og på elevernes tilegnelse af stoffet! Heri var Axel uenig! Det burde kunne lade sig gøre at undlade den slags og alligevel befordre læringen. Jamen hvordan? Selvom hans to kolleger var enige, var de alle i tvivl om, hvad de skulle sætte i stedet. For disciplin skulle der jo være, det var de enige om, men hvordan fandt man balancen? Det var det, diskussionerne mellem dem gjaldt. De nåede efterhånden til den konklusion, at midlet skulle være at vinde eleverne for sig med forståelse og omsorg; elevernes tillid skulle vindes, eventuelt enkeltvis – selvom det måtte forekomme en noget stor opgave. Men man måtte og skulle interessere sig for eleverne på en fuldgyldig måde. Alle elever måtte jo kunne noget, – bare et og andet, – selv den “dummeste” elev, – sådan lidt skolemester-agtigt sagt! Men det var indiskutabelt, at ethvert menneske var født med evner i en eller anden retning, og evner var nøglen til at komme videre! Som lærer skulle man finde disse evner hos eleverne, og kunne favne den eller dem med interesse. Ikke påtaget, men oprigtig, – det skulle komme indefra! Og det skulle man som lærer kunne evne og magte! Og nåede man dertil, skulle dette være et grundlag, – en løftestang – til at vinde elevens tillid, og ad den vej således nå ind til eleven. Her var maskinrummet! Nåedes dette, burde der herefter være basis for at bygge –  dvs. lære eleven noget – give eleven kundskaber og dannelse, og i øvrigt et grundlag for varigt venskab.
Disciplinen skulle mere eller mindre automatisk følge af den gensidige respekt og det venskab, som ville opstå som konsekvens af lærerens interesse for eleven. Lykkedes det, var ringen sluttet, for disciplinen ville komme på plads. For hvem ville skuffe en god kammerat? Grundlaget var nu kortlagt!
Men selv i den situation kunne der ikke slappes af! Det var en igennem skoletiden evigt kørende proces, men var den først etableret, var den nem at holde kørende.

skulle lykkes uanset de arbejdsmæssige omkostninger. Hvis den enkelte lærer ikke magtede opgaven, måtte han søge andre udfordringer og lade lærerjobbet være andres, – de andres, som kunne magte det. Han indrømmede dog senere i livet, at hvis der måtte kunne forekomme helt umulige tilfælde, skulle man som lærer forstå eleven og give ham eller hende en positiv oplevelse af skolen, altså uden smæk, lussinger eller ydmygelser, men udvise forståelse og respekt, så eleven trods alt ikke kom til at hade sin skole, men fik positive tanker om sin skoletid, når han eller hun til sin tid forlod den.
Beskeden var klar, og den blev meldt ud til de lærere, der ansattes, og det var bestemt ikke uden betydning i det idegrundlag, der dannede base for Ryomgård Realskoles opstart og virke.

I pjecen stod bl.a. en appel om, at forældre “betror os deres børns undervisning”. Mange tog dette udsagn positivt til sig, for det havde de aldrig hørt før. En skole havde aldrig – i deres øjne – været et sted, hvor forældre betroede deres børn, så det åbnede mange øjne.
Man ville også give børnene
“en mere vidtrækkende undervisning end den, de kunne få i folkeskolen”.
Udtalelsen var noget vovet, – den fortalte jo faktisk, at undervisningen i folkeskolen ikke var tilstrækkelig! Og det var mange nok enige i, især dem der kun huskede de tæsk, som de havde fået. Rigtig mange huskede kun skoletiden for noget negativt, og når de kom hjem fra skole, skulle de arbejde, også med sandsynlighed for lussinger eller det, der var værre. Skoletiden huskedes således af de fleste ikke for noget godt, – det kunne knibe med at finde en mening i den, endskønt man jo nok vidste, at det var godt at kunne regne og skrive. Men der var måske mere i denne pjeces realitet, – et liv for sin næste, som ville være bedre? Sådan må det være forstået, – Axel var arkitekten bag skrivelse, og han vidste, hvad han gjorde!
Pjecen fortsatte sine udfordringer med ordene:
“…en Skole, der kun sigter på Eksamensresultater, er saare langt fra Idealet. Skolen er for Livet, og Livet kræver andet end Kundskaber og Færdigheder. Udviklingen af Barnets Karakter får større betydning for det i Livets ubønhørlige Skole end døde Kundskaber og golde Færdigheder.”
Det var meget provokerende! Eksamensresultater var ikke alt, underforstået, at der var andre værdier! For bonden kendte jo ofte sin værdi, der var mere til stalden end til skolen. Men minsandten om ikke pjecen fortalte, at
“Livet krævede andet end Kundskaber og Færdigheder”.
Det tiltalte mange og prikken over i’et kom til sidst, hvor der stod, at
“udviklingen af barnets karakter får større betydning i Livets ubønhørlige Skole end døde Kundskaber og golde Færdigheder”.

Det var noget oprørende, at en skolelærer – ovenikøbet en kommende skoleleder – talte om “døde Kundskaber og golde Færdigheder!” Hvad var meningen? Jo, den var, at boglig lærdom var en ting, mens “udvikling af barnets karakter” var en anden – og altså mere værdifuldt! Den må have gået lige ind i mange af datidens hjerter, for hvem skolen kun stod for tæsk, ydmygelse og terperi.
(- når jeg skriver dette tænker jeg umiddelbart på Rudolf Steiner, – mon Axel Munch også havde læst og lært af ham? For et af RS vigtigste punkter i sin skoleform var netop ikke undervisning, men udvikling af eleven).
Pjecen nævnte også, at den ville “samarbejde” med forældrene, – invitationen var åbenbar, og begrundelsen også: da “de (- altså forældrene -) betror os deres børns undervisning”. Det talte til forældrene, for det lugtede jo af at indgå en aftale – forældre og skole imellem. Man kunne altså som forældre få en art kontrol med, om skolen nu også levede op til de fine ord! Og det var også meningen. Skolen var privat, og kunne ikke eksistere på samme præmisser som den offentlige skole. Perspektivet var synligt og blikket vendtes mod den nye skole og dens appellerende udfordring. Spørgsmålet var nu, om den kunne leve op til forventningerne?
Axel Munch gjorde meget ud af at praktisere sine ideer, og nu er vi tilbage ved Niels Peter Bagers erindringer, der har tilladt os at kigge Axel Munch i kortene. Hans pædagogik gik på tværs af tidens tradition, men den duede og holdt ikke blot hans tid ud, men satte spor langt ind i fremtiden og for så vidt stadig gyldig.