Kolind i går

Svømmebadet

Lokal-historie
fra nu-
tiden

Titlen “Kolind i går” refererer til, at vi nu ikke er længere tilbage i tiden end nogle (ældre) kan huske “som var det i går”. Af web-tekniske årsager er det også praktisk at adskille den nyere tid lidt fra den ældre (siden “Kolind”), ligesom den bedre overskuelighed forhåbentlig bifaldes af læserne.

Indholdsfortegnelse

EN MÆLKETUR TIL KOLIND MEJERI I 40érne (Knud Jensen)
VED ET AFVANDET SUND (Jens Hougaard, tidligere Hotel Kolind)
EN IVÆRKSÆTTER KOMMER TIL KOLIND (L. Simonsen fortæller til Bent Møller Pedersen)
KOLIND BAG FACADEN (Bent Møller Pedersen)

MÆLKETUR TIL KOLIND MEJERI I 40’ERNE
Af Knud Jensen

Det første mejeri blev bygget i Kolind i 1888 på Bredgade 4.
I 1912 byggedes der et nyt på Bugtrupvej, hvor nu Møllers K-Marked ligger.

Luftfoto af Kolind fra 1950érne med mejeriet i midten ( Sylvest Jensen)

Fra min barndomstid omkring 1940 kan jeg huske ting fra den tid, da min far Richard Jensen havde ejendom på Bugtrup Mark. Dengang kunne et lille landbrug løbe rundt, men det var nødvendigt med ekstra job for at forsørge en familie. Far arbejdede som daglejer ved Karl Boiesen i Bugtrup, men det bedste bijob var nok mælketuren til Kolind Mejeri. Den havde han i mange år. Det var nu ikke altid til den store fortjeneste, for der var mange om budet, og turen var i licitation hvert år, så jeg husker mange gange, hvor far sad ved stuebordet med papir og pen og grublede over, hvad hans tilbud skulle være, for at han kunne være sikker på at få turen. Nå, han må nu have været god til at finde de rigtige priser.
Det var ikke det store antal ejendomme, han skulle hente mælk fra. Tre steder før Bugtrup, de 7 gårde i Bugtrup samt til sidst ejendommen, hvor Fuglevænget ligger nu.
Jeg og mine to brødre fik tit lov til at komme med på turen, og det var en stor oplevelse at se på arbejdet inde på mejeriet. Der var tempo på, for de forskellige vogne kom med bestemte mellemrum, og der var ikke plads til at mange kunne holde og vente. Der gik nu tit kuk i den, for hvis en vogn var forsinket resulterede det i virvar, når der pludselig manglede en vogn.

Mælkemand Åge Jensen, desværre kun hesten og det forreste af mælkevognen.

Vi beundrede det håndelag mejeristerne havde, når de lod jungerne kure hen over flisegulvet. Det gik stærkt. Hver leverandør havde et nummer, og det stod på hver junge, så mejeristerne kunne holde styr på dem. Mange kan sikkert huske nogle af mejeristerne. Jeg kan bl.a. huske Nielsen, Sand og Elkjær og desuden mejeribestyrer Basse, der stod og fyldte kurve op med smør, fløde og ost, som skulle tilbage til leverandørerne. Når jungerne var læsset af og tømt, kørte vognene frem til næste rampe, hvor de tomme spande samt dem der var fyldt op med syrnet og skummet mælk skulle læsses.
Det var dejligt at være mælkekusk en tidlig sommermorgen, når det var lyst og fint vejr. Til gengæld kunne det være grimt om vinteren. Mange husker jo nok de hårde vintre under 2. verdenskrig. Da kunne der ikke altid køres med vogn, så far fik lavet en stor slæde inde ved karetmager Christensen i Kolind. Den blev brugt mange gange i de hårde vintre under krigen, og den var praktisk, for hvis man ikke kunne køre på vejen, gik den lige så godt inde på markerne. Snerydning var der ikke meget af på den tid, og der var i hvert fald aldrig ryddet om morgenen.

Jeg husker også nogle gange, at landpost Alfred Jensen fik køretur med hele vejen, og pastor Sunde og organist Elias Andersen kom med halvvejs til Skarresø kirke nogle søndage.
En sådan tur med de samme to heste betød, at de til sidst selv kunne finde vej. Det kunne dog godt være et problem, for hvis far senere på dagen skulle ind til købmand Nielsen havde han besvær med at holde dem fra at dreje ind til mejeriet. Vanens magt er jo stor.
Jeg husker også under besættelsen at mælkejungerne blev åbnet af tyskerne, hvis der havde været våbennedkastninger her på egnen. De fandt nu aldrig noget.

Ja, det var så et lille tidsbillede fra krigens tid. Med mejeriet gik det jo sådan, at det blev nedbrudt i 1975. De sidste år forsøgte man at gøre det til et rent ostemejeri, men det kunne ikke løbe rundt.
Ved nedrivningen af mejeriet skrev genboen Anders Rygaard Nielsen nogle betragtninger: “Sic transit gloria mundi – sådan forgår al verdens herlighed. – Som genbo til Kolind Mejeri har jeg gennem mange år kunnet konstatere vindretningen, og jeg har fulgt mejeriet gennem dets udvikling og undergang. Jeg har hørt de jernbeslåede hjul på mælkevognene, der kørtes af omegnens husmænd, som måtte ud, før “den slemme” fik sko på, for at samle mælkejunger hos bønderne. Jeg har set vognene få gummihjul, set lastbilerne og tankvognene, som fulgte efter – og herefter ingenting!

Jeg har glædet mig over de smukke harmoniske bygninger med den gode håndværksmæssige udførelse, de tykke mure, der sluttede med grøntglaseret skifte, og en gesims med afrundede hjørner, det fuldkantede tømmer og det afvalmede skifertag, som skiftede farve i regn.

Det knugede lidt i brystet på en håndværkssvend, da den store bulldozer slog til, og det hele sank i grus. Tilbage står så skorstenen, og den er kun en bastard i forhold til den oprindelige, smukke kegleformede – og den får nok også sin bekomst”! 

Ja, det fik den og det varede ikke længe inden den nye købmandshandel skød op, men mange af os husker stadig det gamle mejeri.

VED ET AFVANDET SUND
Af Jens Hougaard, født 1944 – Hotel Kolind

Hotel Kolind t.v.. foto fra ca. 1920

Del 1

Når engang min bevidsthed viskes ud i morfinrusen, vil den, sådan som elefanterne søger hen for at dø i ensomhed, vugge sig til hvile på mit barndomssted og i det landskab, hvor jeg blev født. Men allerede nu kan den strejfe gennem alt det, der nu kun er i erindringen. Jeg kommer der kun til begravelser, eller når en tilfældighed bringer mig igennem. Min barndomsby ligger der endnu, men er for længst blevet en bevidsthedstilstand. Hotellet, hvor jeg er født og vokset op, er udstykket i ejerlejligheder, og resterne af mine forældre ligger side om side på kirkegården, hvorfra man kan se over på det tidligere hotel. Byen ligger som en boble i tiden, der efter at have udvidet sig i hundrede af år, langsomt bliver mindre inden den forsvinder og suger mig med ud i det, hvorfra jeg engang kom, som en vag krusning på et umådeligt hav af intet.
 
Kolind betyder den kolde fjord og er i tidernes morgen opstået ved fjorden, der strækker sig tredive kilometer ind i landet fra Grenå. Svend Estridsen påstås at være sejlet ind i Kolindsund; det var før min tid, men vi efterabede ham. Under de store forandringer af bondelandet i slutningen af forrige århundrede [da artiklen er skrevet før århundrede skiftet, menes her 1800-tallet som forrige århundrede, red] blev sundet tørlagt. Pumpeværker arbejder i døgndrift for at pumpe vandet fra de kanaler, der holder Danmarks bedste jord oven vande, op i Grenå havn. De kolde vintre kan man løbe på skøjter på kanalerne og over engene, længere end øjet rækker.
 I trediverne kom det til en årelang konflikt mellem godsejerne i sundet (jord med mere end fyrre fold) og landarbejderne; endnu i min tid kunne man mærke eftervirkningerne inde i Kolind, der først og fremmest var en handelsby: hvem gav kredit og hvem ikke?
 Gammel Kolind ligger i sikkerhed ovenfor den nu tørlagte havstok, mens Ny-Kolind har bredt sig ned over den og en smule ud i bunden af fjorden. Måske vil vi en dag, når pumperne sættes i stå, se bygningerne, der nu ligger på havstokkens affald mod sundet: stationen, tømmerhandlen, Hotel Drasbek og købmand Møllers supermarked (red: der dengang lå ved siden af Drasbeks Hotel) som Abu Simbel synke i vandmasserne og blive til et platonisk Atlantis.
 Kolind var en lille by i min bette tid. Der var under tusind sjæle og nogle få sjælløse som skolelærer Malfeldt – den dag han så mig med studenterhue på, skråede han over gaden, trykkede mig i hånden og sagde ”jeg kondolerer” – og udenfor byen var der en masse høveder. Til gengæld var der tre hoteller.
 
Gammel-Kolind ligger øst for Mårup Å. Den kom ikke med i 1700-tallets udskiftning. Gårdene ligger tæt omkring en slynget vej op til præstegården og de nye gårde fra begyndelsen af århundredet. Overfor præstegården lå skolen, der endnu i min tid havde to klasseværelser med to årgange i hver, kakkelovn med brændekurv, grifler, spanskrør og øretæver. At luge andenlærerens have var en disciplin på linje med regning og bibelhistorie. Gymnastik foregik om vinteren i afholdshotellets sal, om sommeren på dyrskuepladsen. Om vinteren var sangleje til ”På Vorrevangen, der vil jeg bo” og om sommeren lugning og fodbold. Det var først, da den nye centralskole blev bygget oppe på bakken i Ny-Kolind, at den stod på korte bukser, undertrøjer og ”I alle de Riger og Lande” med høje benløftninger. Gammel-Kolind toppede kulturelt op i præstegården, Nørgaards bageri og Afholdshotellet. Engang må præsten være kommet gående ud af byen op til den fritliggende kirke.
 Af vores familie var det kun mig, der kom på Afholdshotellet, ja min far gik så vidt, at han var medlem af Den personlige friheds Værn. Foreningen havde erklæret afholdsbevægelsen krig og var, så vidt jeg husker, stiftet af en landsdommer i Viborg med det udmærkede navn Hoff. Allerede da jeg var barn, blev afholdshotellet først til cafeteria og senere til diskotek.
 Efter afvandingen af Sundet kom også jernbanen. Den løber i havstokken og Kolind ligger kort inden banen fra Grenå deler sig mod henholdsvis Århus og Randers. Ny-Kolind er en stationsby, som de opstod i forrige århundrede. Stationsforstander Kristoffersen var gammel officer. Jeg gik til spil ved hans kone og kunne se ham ligge og sove til middag under paradesablen, der var hængt op på væggen. Overfor stationen lå Drasbeks hotel; det var den ene del af den moderne verden. Min far og værtinden på Drasbeks Hotel havde delt verden mellem sig: det ugentlige marked hos os og dyrskuet hos dem, Jørgen Bitsch hos os – ugentlig biograf hos dem, begravelser hos os (vi lå overfor kirken) – baller hos dem, husmandsforeningen, borgerforeningen og landboforeningen hos os – handelsstandsforeningen hos dem, ja, selv de daglige øl-gæster havde delt sig i to grupper, der kun flyttede sig, når de skyldte penge. Drasbeks hotel og Stationsvej var ikke fjendeland. Afholdshotellet var et resultat af de folkelige rørelser i 1800-tallet. Drasbeks hotel var bygget i tilknytning til industrialiseringen og udviklingen af jernbanenettet.
 
Mit barndomshjem var på alle måder et koncentrat af de to byer. Hotel Kolind hed oprindeligt Landbohotellet, og det var bygget i 1913 på initiativ af landboforeningerne. Min forældre købte det i 1933 under krisen og fik et levebrød ud af det, og lidt til. Bygningen ligger på den venstre moderne side af åen, som deler Gammel- og Ny-Kolind, og parkeringspladsen ligger fra hotellet ned til åen. Det er sket, at fulde folk er kørt direkte fra hotellet og ned i åen.
 Langs åen ligger en klinkbygget keglebane. Inden for den en rejsestald med plads til mere end hundrede heste, en lille svinesti til hotellets forbrug, og som regel en so med grise, der blev fodret med køkkenaffald og sjatter. Soen var tit fuld som et svin. Derudover var der hønsehus og hønsegård og brændeskur. For enden af hotellets gård bag et hvidt stakit, lå der en klassisk bondehave. Omkring den store runde græsplæne gik en elme- og hvidtjørneallé, som vi kaldte kærlighedsstien; den løb et stykke langs åen til et lille plateau med en bregnehøj, alt sammen symboler på gud ved hvad. En gang i fyrrene havde min far fået en jernbanevogn som afdrag på en gammel regning. Den blev først brugt som en slags havehus og senere som udrugningssted for de årlige kyllinger, vi hentede på et fjerkrærugeri og satte ind under den elektriske kyllingemoder, indtil de kunne komme over i hønsehuset. Det skete, at vi havde gæs, der tyraniserede gården, så man måtte have voksne med, når man skulle ud. Bagest løb haven ud i en halv tønde land køkkenhave og kartoffelmark, hvor man om sommeren kunne træffe min far tidligt om morgenen ved halvsekstiden, mens han endnu kun halvt påklædt skubbede en radrenser. Han havde søer på anpart ved to husmænd, det vil sige han betalte soen, mens husmanden betalte foderet, og de første to grise i hvert kuld var min fars.
 
Der var en stejl trappe ned til kælderen fra køkkenet, der endte i en mur. Døren til forgangen var ved siden af kældertrappen. En gang styrtede en af gæsterne fra slyngelstuen, der havde skyndt sig gennem køkkenet, ned; han lå foran muren med en pande frikadeller over sig. Der var en overgang, hvor jeg ikke turde gå derned, fordi min bror havde bildt mig ind, at der boede en ræv, men virkeligheden var mere prosaisk. Lyde af koks, der kurede ned af slisken, af klirrende flasker, der blev kørt af øl-mændene henne fra porten ind til den dybe kælder, hvor de holdt sig forholdsvis kolde, min mor og køkkenpigerne ved gruekedlen og rullemaskinen eller bare servitricens trippen på trappen, når hun hentede øl. Hun skulle ned hver gang i øl-kælderen, hvor øl og sodavand hobede sig op, og hvor der endnu altid stod en halv kasse rød vand fra fagforeningens juletræsfest. I kælderen blev der slagtet får og grise. Et styrtende syn, som alle ved, der har set det, når kniven gled ind i struben og grisen sprællede, mens blodet pulserede ud i en spand, og mel blev drysset i øjeblikkelig inden koaguleringen begyndte. Blodpølse med fedtgrever, sirup og hvidt puddersukker og kogt paneret lammehoved satte min far højt, og vi andre lærte det efterhånden. Kroppene blev lagt i store træsaltkar længere inde i kælderen, hvor de lå blege i rosa blodig saltlage, der satte sig som kager af salt. Kroppene blev tynget ned af kampesten, der blev lagt på brædder. Det var i det saltede og kogte køds tid. Vællinger, kålretter med kogt kød og grød, hvortil kom hos os også frisk kød, fordi det var et hotel, hvor folk skulle kunne få, hvad de ikke fik hjemme.
 Længst inde var en aflåst tremmedør til vinkælderen. Der kom vi sjældent. Næsten ingen drak vin. Standardvinen hed ”Bon Repas”, og har man ikke smagt den, skal man ikke ærgre sig over det. De voksne drak øl og snaps, riga balsam, genever, flyvere, caloric og D.O.M.
 
Disse uudtalelige ord og forkortelser blev opfrisket en gang om året. Familiens juletur gik til Randers, hvor min mor fik vintertøj og min far besøgte vinhandelen Ishøys Efterfølger, og mens han drak underlige ting, fik vi sodavand, der vakte søde minder om forgangne oplevelser. Randers var dengang – som den delvis er endnu – en usædvanlig smuk by, før tressernes ødelæggelser og før byen endeligt tabte kampen om oplandet, og også vi begyndte at tage til Århus.

Til daglig var der foruden min mor og far en servitrice, to køkkenpiger, en stuepige, der gjorde rent på værelserne og afløste servitricen, og der var ofte konehjælp i køkkenet. Pigerne boede på loftet. Det var så stort som en indendørs håndboldbane, og i hver af gavlene var der pigeværelser. Køkkenpigerne boede i et stort værelse i den ene ende, mens servitricen og stuepigen havde hver sit i den anden. Man kunne gemme vigtige ting på det store loft og logisk nok også finde dem: gamle bøger, min faders breve fra han var kontrolassistent, redskaber fra svundne tider eller hele møblementer.
 Vi kom sjældent både på loftet og i kirken, på grund af instinktets sikre viden om, at man ikke skal overrende de hellige steder. Her fandt jeg en tysk skrivemaskine, som var blevet glemt af en tysk officer, der hed Buchholz, mens hotellet under krigen var tysk kaserne, og som den tyske stat i 1955 sendte min far et brev om, hvori han blev pålagt at aflevere den snarest, da det var tysk statsejendom.  En anden gang fandt vi tyske armbind og våben under scenen i den store sal, hvor tyskerne havde oprettet et interimistisk feltkøkken.
 Men i min tidligste barndom var det især denne underlige kvindeverden, der drog – at gå på besøg i eget hus. Man kunne sidde og se og være ubemærket i dette kvindeliv og for eksempel beundre, hvordan Mary – som var helt fra Jels og talte underligt – rullede vatkugler, dyppede dem i lokalbedøver og satte dem op i hule kindtænder, og man kunne kigge i Tempo, hvor de sidste slagere var trykt: Kære John, når du får mit brev, kære John, må du tilgi’, at jeg skrev , men min kærlighed til dig er død, du ved det sikkert selv, og jeg gifter mig i morgen, farvel. Og om sommeren kunne jeg selv eller vores feriebørn fra Sydslesvig, når der var plads, bo heroppe i en verden af lys uden lyd med udsigt ud over markedspladsen og sundet.

Kolind fra nord

Del 2

Privaten, som vi kaldte vores lejlighed, og hotelværelserne var på første sal. Privaten var for enden af en lang gang, hvor tre værelser var indrettet til en lille lejlighed: to stuer og soveværelse, mens min storebror og jeg boede på nummer. 5, der var et dobbeltværelse, som lå lige over for mine forældres soveværelse. Det særlige ved privaten var imidlertid, at vi var der meget lidt. Jeg mindes ikke, at jeg har spist morgenmad eller varm mad i privaten, men det skete, at man fik the eller kaffe. Selv flasken med levertran, som jeg fik en teskefuld af hver dag, stod på buffeten i slyngelstuen. Privaten var en imitation af en god borgerlig stue, som ingen alligevel opholdt sig i. Om aftenen gik vi derop efter aftensmaden ved 7-tiden, men der var dage, hvor jeg kun kom der, når jeg skulle i seng.
 Da fjernsynet kom omkring 1960, fik privaten en funktion, men det var kort før jeg flyttede hjemmefra. Første gang jeg så fjernsyn var i vores store sal, der var fyldt af mennesker under indsamlingen til Ungarn i 1956. Når vi i de følgende år skulle se fjernsyn – der kun var om aftenen – var det i cykelhandler Bach-Andersens udstillingsvindue, hvor der var et, der var tændt som reklame, eller hos gårdejer Frode Vaarbjerg i Gammel-Kolind, der var en moderne mand med en rar kone, der kunne finde plads til ti børn eller flere.
 Da min spillelærerinde fru Kristoffersen blev enke, begyndte hun at give undervisning hjemme hos folk. Disse fredage, hvor jeg kom med toget fra skole i Ryomgaard, hvor jeg gik fra femte klasse, udpegede privaten som stedet for en særlig ufolkelig psykisk tortur. Før timerne begyndte, fik hun og mor og mig the og ristet brød, og det blev en særlig idrætsgren at trække denne hyggestund ud i det uendelige, der alligevel viste sig kun at have taget en tredjedel af spilletimen. Hun var desværre alt for sød til at være genstand for et passende had. Der havde mine søskende det lettere. De gik til spil ved organist Staal fra Ebeltoft, og han slog dem over fingrene, når de ”trykkede” på forkerte tangenter.
 
Byen Mårup, der ligger længere op ad Kolind Å, er de sidste hundrede år svundet ind til ingenting. I min tid boede der folk, der ikke længere forholdt sig til det organiserede samfund: subsistensløse, arbejdsløse og arbejdssky med store familier, der hutlede sig igennem ved kvindernes kraft og socialhjælp. Flokken af fædre, sønner og svigersønner kunne tage ophold på hotellet i dagevis. Så blev dagen ustyrlig.
 Siden middelalderen havde der været et stort hestemarked i Mårup, der i slutningen af 1800-tallet blev flyttet til Kolind. Der blev det holdt hver den anden onsdag i måneden; og markedet i september måned, der hed Hjorddrengens Marked, var enormt. Dagen før blev hotellet ommøbleret for at gøre plads til så mange mennesker som muligt, der blev stillet lange borde op i gården og salen, og alle de mindre rum blev indrettet til restaurant; gifte koner fra byen kom for at servere – der kunne være op til tyve, der arbejdede sådan en dag. Privaten var et sted, hvor man kom, hvis man havde en anledning. Vi levede i køkkenet og restaurationslokalerne. Kun de dage, hvor alt var optaget nedenunder var jeg virkelig hjemløs. En sådan dag var markedsdagene. Jeg måtte gå rundt med en gammel gårdmandsenke hele dagen uden at kunne snakke med min mor eller far, for i restaurationen kunne jeg ikke være den dag.
 
I 50’erne kom en del af borgerne i de små byer endnu på det lokale hotel, både håndværkere og handlende. Når ølkuskene, der havde fordelt dagene mellem sig for at undgå at mødes, havde været der, dukkede de første op. Ofte kom de fra det store værksted lige overfor med en kunde som påskud. Sadelmageren, Karetmageren, Niels-smeden og smed Hammer, hvis søn eksperimenterede med møgspredere – vi kaldte firmaet for Hammer og Søm – mælkemanden, hvis hest trofast ventede udenfor. Det skete, at de blev hængende hele dagen, og så stillede konerne ved aftenstid.
 Der var dem, der altid blev hængende, for eksempel Mikkel-maleren, der som regel var i gang med et restaureringsarbejde for min far, der trak ud, som om det drejede sig om det sixtinske Kapel. Og der var alle bønderne, der skulle have en større anledning til at komme som for eksempel markedet. Sidst på eftermiddagen kom så folk fra arbejde i butikkerne og de omkringliggende byer.
 Slyngelstuen var et lyst lokale med store vinduer. Biedermeier- og klunketid – for ikke at tale om Det vilde Vesten – havde endnu ikke nået værtshusene. Der var ingen båse og ingen lamper ned over bordene, som var belagt med linoleum. Gæsterne drak på regning, og der var hverken cola eller filtercigaretter.
 
Savnede vi privatliv? Det tror jeg ikke mine forældre gjorde. Så havde de anskaffet sig et. Men de kom begge fra meget store børneflokke. Min far fra en gård nord for Randers Fjord og min mor fra et husmandssted på Djursland. Og vi andre kendte det ikke. Vi havde et sted at være alene, et sted at sove og et sted at gemme ting. Desuden er der på et hotel andre grænser.
 Det var en enkel regel, at der ikke blev gjort forskel mellem gæsterne – kunder havde vi ikke. Forskellen, der måtte være, blev sat ved en reservation, der ikke tillod de infame at blive inddraget hverken i gæsternes og personalets flygtige og hurtigt skiftende fællesskaber eller fortrolighed. Mens en ophobet stak regninger nok kunne føre til sanktioner, var den ikke defamerende. Moralen var snarere en form for diskretion, og hvis det var gæster, man brød sig om, fortrolighed. Vi indviede kunne nok more os over gæster og fortælle historier om dem, men man sladrede ikke og fortalte ikke hemmeligheder videre. Den moral, man ikke ville have med ind i restauranten, hængte man i garderoben.
 På den anden side løj vi heller ikke. Jeg husker, hvad man svarede, når konerne ringede efter deres mænd. Man kunne svare klart, hvis han ikke havde været der. Derimod betød ”han er lige gået”, at han stadig var der og ikke havde til hensigt at tage telefonen eller gå med det samme. Konen vidste, hvad det betød, og kunne tage sine forholdsregler.
 
Et hotel er bygget til fester, og der var mange af dem. Ofte var det begravelser, fordi vi lå lige overfor kirken. Der var en hektisk aktivitet og så en venten indtil følget kom og fik kaffe med boller, kringle, flødekager, lagkage og småkager, hvad der var standarden. Vi havde en spion ude for at se, hvor stort følget var. Ganske vist havde min far først haft en samtale med enken – det var altid mænd, der døde, – sådan var det bare – der bestemt mente, at der kom firs, men min far vidste, at der altid kom omkring de tredive. Han vidste det af mange års erfaring, mens hun kun kendte sin mand. Det er en sociologisk kendsgerning, at en bonde, der har pensioneret sig selv og har boet i en villa i byen i nogle år, ikke kan samle mere end omkring de tredive. Hvordan forklare en sørgende enke, at hendes mands begravelse ikke kan samle flere. Det var ikke rart med alle de opdækkede pladser, der stod tomme, og det er også en kendsgerning, at tilfredse kunder kommer igen.
 For mig var begravelser stilhed og lytten ved dørene, derpå en vis fornyet munterhed og travlhed, når følget var gået, og så mængder af flødekager, som mine tilkaldte legekammerater stod magtesløse overfor, og endelig diskrete pakker, der blev bragt rundt i byen.
 Og der var andre fortrolige øjeblikke, som jeg først sent har forstået. Som da Jensen, der var kvartalsdranker, i julen efter sin kones død flyttede ind i skænkestuen og blev siddende, når kunderne gik, og min far låste ham inde. Han sad det samme sted om morgenen. Sådan hele julen igennem, indtil han forsvandt en dag, og vi hørte, han havde hængt sig. Eller da fagforeningskasseren lånte penge af min far et par dages tid til den årlige revision var overstået.
 
Vi spiste aldrig alene: Servitricen og Marius spiste altid med, og ofte var der flere. Marius var vores staldkarl, som jeg sov til middag sammen med ude i høet i rejsestalden, da jeg var ganske lille; han kunne skrælle et æble så skrællen blev et langt bånd.
 

På fotoet t.v. ses forfatterens far Jens Chr. Hougaard, i midten servitricen Klara Møller,  drengen er Jørgen Hougaard, vor forfatters storebror. Fotoet er fra ca. 1947. De står ved diske (buffet’en) i slyngelstuen på Hotel Kolind. Gik man ind ad hovedindgangen var slyngelstuen t.v., mens der var restauration t.h. En dør ligeud førte til køkkenet. I restaurationen førte en lille mellemgang til den lille sal og herfra kunne man komme ind i den store sal.

Vi spiste ved et bord i slyngelstuen, der var tættest ved disken, der endnu ikke var en bar. Vi fik solide ting: kogt kød og kål og kartofler, med vælling til formad eller grød til dessert. Om søndagen var der altid stegt kylling eller druer af egen avl med agurkesalat og citronfromage til dessert. Søndagens varme, stegte kylling og fodboldkamp med Gunnar over radioen. Sommeraften, fodbold og Gregory-mysteriet eller Shiva-skriget i radioen i restauranten.
 Almindeligvis spiste vi i slyngelstuen, men julemiddagen spiste vi i den pæne restaurant, og far sagde ved femtiden til de sidste gæster, at nu måtte de gå eller spise med. Og det gjorde de så: det ene eller det andet.
 Mit hjem var ikke noget hjem, men et sted. Jeg boede et sted i et landskab, som jeg kom til at kende ud og ind; et sted, hvor et koncentrat af en tid og en kultur opsøgte mig. Da jeg var seksten, måtte jeg gå. Jeg gik til Viborg og blev student derfra. Her satte man mig over for den opgave at tilegne mig den borgerlige kultur – hjemmets kultur.
 
Tidligt har vi haft et behov for at gå fra Kolind. Oppe i våbenhuset står der en sten fra Vikingetiden. På den er ristet, at ”Toste, Asveds smed, rejste denne sten efter sin broder Tue, som fandt døden østpå”.
 

EN IVÆRKSÆTTER KOMMER TIL KOLIND
Maskinhandler Laurits Simonsen, Kolind fortæller.

Der voksede en trang i mig til at blive selvstændig, siger Laurids Simonsen, da jeg i december 2012 interviewer ham om hans liv og virke.
Og den trang udmøntede sig først i en to-mands-virksomhed med ham selv og hustruen Metha. Det startede i en garage på Stadion Alle 5, Kolind og voksede sig siden stort til firmaet med 25 ansatte.

Her kommer hans beretning fortalt til Bent Møller Pedersen, Kolind:

Barndom
Jeg er født den 23. januar 1916 i Ørbæk i Hoven sogn. Mine forældre var Simon Simonsen og Ida Jensine Salling. Min far var smed i Ørbæk og senere i Hoven.

Min far og mor mødtes, fordi min mor, der hed Salling, og er opvokset i Ringsø ved Øster Alling på Djursland, ville ned og hilse på en gren af slægten. Hun og min far finder sammen og bliver gift den 19/9 1915 i Lindknud. De får mig og min søster. Min søster bliver gift og bosat i Ryomgård. Hun dør af kræft i 1975 og ligger begravet i Marie Magdalene.

Forbindelsen mellem Djursland og Hovborg skyldtes, at en mand fra Hovborg for rigtig mange år siden drog rundt som hosekræmmer og på sin færd kom til Pindstrup. Her mødte han en pige som han blev gift med. Efter sigende skulle de være bosat i Kræmmergården på hjørnet af vejen til Ringsø.

Min far går fallit med smedevirksomheden omkring 1921-22. Så flytter de hjem til min bedstefar i Hovborg. Han er blevet enkemand, og min mor fungerer som husbestyrerinde. Han havde været vejmand ved kommunen og her får min far også job som tromlefører i Ribe Amts vejvæsen.
Jeg gik i skole i Hovborg i en nyere skolebygning med kun to klasselokaler. Da min far dør i 1930, fortsætter min mor som husbestyrerinde, og det blev mit hjem indtil jeg som 14-årig kom i lære som smed i en lille by, Loft, 3 km. uden for Grindsted.
Jeg boede hos mesteren, men i weekenden cyklede jeg de 20 km. hjem til familien med ugens vaske-tøj og lapning.
Jeg tjente lidt ekstra penge ved i fritiden at reparere cykler for andre. Jeg havde et lille lager af dæk og slanger og reservedele, som jeg skrev hjem fra et firma i København.

Læretiden var 4½ år, men det aftaltes, at de sidste to år skulle foregå hos en anden smed. Så kom jeg til Sønderjylland til Rødekro. En svend fulgte mig derned pr. tog. Jeg var 16 år. Da jeg blev svend kom jeg til en nabosmed. Jeg blev i Sønderjylland i 5 år.
Jeg blev lidt træt af det sønderjyske og trængte nok til at komme væk, så jeg fik plads i Esbjerg på en lille fabrik, der lavede tærskeværker. Efter et par år på fabrikken spurgte direktøren, om jeg ikke ville rejse rundt som montør. Jeg skulle stille tærskeværker og kværne op rundt hos land-mændene.

Jeg kom helt op til Randers-Silkeborg-området. Firmaet havde nemlig en repræsentant, der boede i Silkeborg, så derfor blev der også solgt maskiner i området her og over mod Hovedgård. Jeg boede på pensionat i Hjerting uden for Esbjerg.

I sommeren 1939 brød 2. verdenskrig ud, og fabrikanten gav vi unge og ugifte, der var på fabrikken, den besked, at det kunne måske betyde fyringer, og så var det os, der måtte gå først. Det fortalte vi i vor fagforening, og de anbefalede os at tage et 5 måneders ophold på en ny håndværkerskole i Sønderborg, der netop var åbnet. Vi var to, der tog derned, og var der fra 1/11 39 til 30/3 40. Jeg var umådelig glad ved det ophold – især tegning og beregning kom mig til gavn senere. Det var svært at sige farvel derfra, men jeg havde jo allerede fået arbejde igen.
Derefter fik jeg job i Horsens og senere i Hovedgård hos en lille privat maskinhandler som montør. Der blev jeg 1-1½ år.

Jeg blev ikke soldat p.g.a krigen, men kom til civilforsvaret, hvor vi i tre uger bl.a. skulle rende rundt på stadion i Esbjerg med gasmaske på.

Min barndom var god, men der var ikke meget at rutte med. Min far var gået fallit, og den fallit har altid siddet i baghovedet af mig. Det skal aldrig gå mig som min far, så jeg har altid betalt enhver sit.
Familien havde kautioneret for min far, og den gæld der var til dem, arbejdede min mor af. Mor havde en halvbror, som sejlede med ammunition fra Amerika til Europa under krigen. Han tjente godt, og jeg ved, at han har sendt mor penge. Han fik et Viktoria-kors, som ligger i kirkeskibet i Øster Alling kirke. Han har besøgt os i Kolind ca. 1947 og fortalte bl.a. om konvoj-sejlads og ubådsfarer. Mange af de penge, han har sendt, er gået til at betale fars gæld af med. Og jeg ved, at hun var stolt den dag, hun kunne sige, at nu var vi gældfri. Hun ligger begravet her i Kolind.
At min far kom til at skylde penge til andre, skyldtes sikkert de dårlige tider efter verdenskrigen. Han skyldte bl.a. et større beløb til en jerngrossist i Vejle. Her fik han hestesko og jernstænger og smedekul.

Metha
Så kommer vi til sagens kerne. Jeg boede da i Hovedgård. En sensommeraften havde jeg læst i avisen, at der var dansant i Pavillonen i Skanderborg. Jeg spurgte nogle af mine kammerater om vi ikke skulle tage op til Skanderborg og se på pigerne. Der var ingen der ville med mig, så kører jeg selv. Jeg tog toget fra Hovedgård og gik ud til Pavillonen og dansede et par gange med en bestemt pige, som jeg syntes rigtig godt om. Jeg havde ikke set hende før. Hun var elev på Sølund. Så blev klokken halv ti og toget gik tilbage til Hovedgård kl. ti, så jeg havde pludselig travlt. Man skal jo nyde noget, når man er sådan et sted, og jeg fik en bon fra tjeneren, da jeg betalte. Den lå på bordet, og så skrev jeg bagpå, at hvis vi kunne mødes igen, så kunne hun ringe på det tlf.nr. Den gav jeg tjeneren og spurgte, om han ikke ville aflevere den til den bestemte pige. Og det gjorde han.

Så gik der 1-1½ måned, så kom hun på besøg i Hovedgård sammen med veninden Berta fra Lemvig. Jeg spillede dilettant med nogle af de lokale. Så kom der besked nede fra hotellet, at der stod to piger uden for, som ville tale med mig. Jeg gik ud og så, at det var den pige, jeg havde danset med i Skanderborg. Vi fik jo ikke snakket ret meget, for jeg skulle jo passe mit dilettant-show, men vi blev enige om, at jeg kunne komme og besøge hende oppe på Sølund. Og det gjorde jeg så. Det var Metha. Og det blev jo så min skæbne. Og min kones skæbne. Alt er jo tilfældigheder, og for os blev det lykke.
Jeg rejser senere fra Hovedgård til Herning, hvor jeg fik en værkførerstilling på en maskinfabrik.
Metha flyttede fra Sølund til Lemvig, og der besøgte jeg hende flere gange. Det var med tog. Det var i Lemvig, Poul blev født.

Kolind
Jeg kunne godt tænke mig at få et liv som selvstændig som min mester i Herning. Så var der en initiativrig repræsentant, som kom langt omkring. Ham spurgte jeg, om han kendte et sted, hvor jeg kunne starte for mig selv. Jo, sagde han. Der er nogen store hestemarkeder i Kolind, så der er noget at lave. Jeg vil tage med dig derud. Vi smed cyklerne på toget i Herning og steg ud på Kolind station i februar 1944. Og så cyklede vi ud til Trustrup og videre til Sostrup og snakkede med forpagteren, som han kendte i forvejen.

Kapelvej 7, Kolind
Vi vendte tilbage til Kolind, og repræsentanten tog hjem til Herning, og jeg blev i Kolind til marts-markedet. Det var mens lufthavnen blev bygget af tyskerne, og enhver vogn med et par heste, der kunne flytte en skovlfuld jord, de fik job på lufthavnen.
Og jeg må sige, at jeg blev imponeret.
Hestene kom med toget og ad landevejen for at blive handlet i Kolind. Der stod heste her nede fra området ved ungdomsskolen og helt op i byen. Jeg var jo uerfaren, så jeg spurgte Ole Jensen i Drasbeksgade, der havde et værksted som især beyjente bønderne i Sundet, om han troede, at der kunne blive plads til mig og en lille forretning.
– Næ, sagde han, han skulle nok klare dét, der var her!

Men jeg blev nu boende i Kolind. Jeg gik ind på Hotel Kolind og fik noget at spise. Jeg fortalte, at jeg kunne tænke mig at starte en forretning, hvis jeg kunne finde noget. Jeg vil godt leje et værelse for en måned.
Men hvad med telefon?
Jamen du kan bruge min telefon, sagde hotelejer Hougaard.

Men han blev nu træt af det og sagde, at jeg hellere måtte finde noget andet. Prøv at gå ind til naboen, købmand Ansgar, han ved nok, hvor der er en tom lejlighed. Prøv henne på Kapelvej nr. 7. Jeg ved, at lejligheden oven på er ledig. Den kunne jeg godt leje, så der boede vi i to år. Jeg lejede lejligheden i marts og april måned 1944, og vi blev gift den 23. april 1944 i Them kirke. Den 1. maj 1944 flyttede jeg så ind med Metha på Kapelvej.

Metha må være kommet med toget og Poul på armen og har haft sine personlige ejendele med. Da min bedstefar døde, kom min mor ud som husbestyrerinde på Ribe-kanten, men på et tidspunkt kom hun da her op til Kolind. Hendes møbler var opmagasineret, og dem fik vi så, så vi havde noget at fylde ind i lejligheden. Mors møbler havde vi så, til hun selv fik brug for dem.
Der var vi så til maj 1946.
Det første, jeg købte, da vi senere flyttede her hen på gården, var et soveværelse hos Danielsen til 600 kr.

Firmaet
Værksted havde jeg lejet i nogle af vognmand Røndes garager på Stadion allé, og i de to år cyklede jeg rundt og købte nogle gamle maskiner, som blev sat i stand. Metha malede dem og så kunne jeg handle med dem.
Der var en hestehandler Holger Thygesen. Han havde lugtet, at jeg var ved at starte op, så han ville sælge en 4-længet tom gård i Gl. Kolind, så jeg kunne få noget mere plads. Jeg havde ingen penge, men det mente han, vi nok kunne finde ud af. Der var ingen jord til gården, så den skulle koste 25.000 kr. Vi kunne bare skrive på en veksel, så behøvedes ingen udbetaling.
Indgangsdøren i det nuværende stuehus er den samme som dengang. I den ene halvdel boede en gammel forpagter, Marius Bager, så vi lavede en lille lejlighed i den anden ende af huset. Han flyttede her fra gården i november 1946, og så havde vi det hele.

Der var dengang ved Afholdshotellet en gammel lade af pandeplader, som blev brugt til markeds-hal. Hougård på hotellet sagde, jeg kunne måske få værksted i den. Jeg skulle tage ud og snakke med Sørensen på Benzonshøj. Han var formand for hallen. Og jeg kunne da godt rykke ind, men skulle være ude de dage, hvor der var marked. Og det gjorde jeg så.

Han stod lige og manglede en ukrudtsharve. Om jeg kunne skaffe ham sådan en? Og det kunne jeg. Det var den første kontakt, jeg havde med landbruget. I det hele taget blev jeg godt modtaget. Jeg har altid holdt af bønderne og befolkningen her i området, og de accepterede mig. Husk lige at jeg var en mand med tomme lommer og en værktøjskasse på bagagebæreren, så jeg var ikke farlig som konkurrent. Men så en dag kom købmand Mikkelsen, ”Afholdshotellet”, derind og spurgte: – Hvem har givet dig lov til at være her? – Det har sognerådsformanden, svarede jeg. – Det kan han ikke. Hallen er byens, og du må finde dig et andet sted! Og så var det, at jeg flyttede ned på Stadion alle og var der indtil 1. maj 1946.

I Kolind var der nogle ”førende”, som vi kaldte det. Der var brugsuddeler Nissen, bager Nørgaard, lægen, isenkræmmer P. Nielsen, bankdirektør J. Nielsen, Robert Bang og Staunskjær, men jeg har aldrig følt, at der var forskel. Vi havde ikke ”loger” i Kolind.

Jeg er altid blevet godt behandlet og har ikke følt, at det var vanskeligt at starte i en ny by.

På et tidspunkt kom bankdirektør Nielsen og isenkræmmer Peder Nielsen, der var formand for banken, det var høje personer her i byen, på besøg. Det var angående den veksel fra købet af gården. Den var efterhånden bragt ned på 18.000 kr. Vi synes, at du skal have den her veksel byttet ud med et lån på 18.000 kr. Det blev det da billigere af for mig. Det var da pænt! Der var vist mig tillid!
Veksler var ellers normalt dengang, og det kunne godt blive dyrt.

Mange gange har jeg gennem årene tænkt på vores start her i Kolind. Hvordan kunne Metha få mad på bordet? Pengene var jo små i starten. Min svigerfar havde en forpagtergård under Gunnar Larsen. Gården hed ”Højkol” ved Gl. Ry, og måske har hun fået lidt hjælp hjemmefra?

Vi fik ret hurtigt en lille bil, en Morris eller Austin. Der var selvfølgelig fire hjul på, men den var ikke ret stor. Jeg handlede mig til den henne i Dagstrup ved Mørke. Jeg fik kørekort i 1946 og fik nok bilen dengang. Den kostede vel omkring et par tusinde kroner, og jeg havde egentlig ikke råd til den, men det gik da.
Lønnen til folkene var omkring 5 kr. i timen i midten af 1940’erne.

Plove fra Laurids Simonsen

I 1947 startede vi en fabrikation af plove. Efter krigen modtog Danmark Marshall-hjælp og der kom bl.a. amerikanske traktorer, men der var ingen redskaber med.
Dem kunne vi da selv lave, mente vi.

Og det gjorde vi så! Vi har vel lavet omkring 400 plove.
Da havde jeg hjælp af en mand, der kunne se lidt videre end kun Djursland.
Han foreslog, at jeg averterede i udenrigsministeriets tidsskrift. Jeg fik tre respons på den annonce, bl.a. fra Finland. De var interesserede i at købe plove, og omkring 70 blev sendt til Finland.
Vores plovproduktion stoppede i 1962.

Igennem Varedirektoratet kunne man søge indkøbstilladelse til ny bil ved at oplyse eksportomsætningstal m.m. Det gjorde jeg, og det resulterede i en indkøbstilladelse til en ny ”Standard Vanguard” personbil.

I en periode omkring 1948/50 lavede jeg sammen med en fotograf Lund, Kolind, formbrændsel i en gammel lade her på Mårupvej nr. 18. Vi havde købt 5 tdr. land mose i Tjerrild, hvor der hentedes smuld til presseren. Briketterne blev solgt til Århus og København. Da Lund rejste væk, solgte vi det hele til la Cour i Pindstrup. Presseren købte jeg på Sjælland.

Tænk dig, at vi har lavet hjulplove her. Plovskær og muldplader købte vi færdige, men resten lavede vi selv. Når de færdige plove skulle leveres, spændte vi dem efter hinanden ligesom elefanter, der går med hinanden i halen og så bagefter min bil, der var en Ford A. Op gennem byen og ned til stationen og læsset i banevogne. Ud til Århus havn og læsse dem i skib. Så kunne vi bagefter gå over i Toldboden og hente en check.

Og nu var børneflokken vokset til fire, 3 drenge og en pige. Vores datter Ulla døde af kræft i 2005 i Kolind.

I 1957 får vi forhandlingen af Dronningborg 5 og 6 fods mejetærskere og siden kom de selvkørende til.
I 1970 blev vi medlem af maskinhandlerindkøbsringen. Det blev starten til vort store redskabs- og butikssalg med hovedvægten lagt i et stort reservedelslager.
I 1973 fik vi forhandlingen af Massey Ferguson programmet, som nok var den største udfordring for os, idet det krævede meget større reservedelslager, større bygninger til maskinerne og allervigtigst, et værksted med uddannede og dygtige medarbejdere og fem servicevogne.

Vi byggede lagerhal i 1965 og igen i 1985, og butiksbygningen blev større og større ligesom værkstedet.

Poul og Torben kom med i forretningen i 1972, og det blev omdannet til Aps i 1980 og kørte sådan frem til 1999, hvor Bent Nielsen her fra Kolind blev overladt roret. I mellemtiden havde vi købt DLAM, en maskinforretning på andelsbasis, som lå ved Frellingvej, for at lukke den ned. Vi var nok her i Kolind!

Tirstrup Maskinforretning købte vi på tvangsauktion, men efter nogle år lukkede vi den. I 1982 blev vi tilbudt en maskinforretning i Randers. Det var A/S Søby og Nielsen, en forretning magen til vores egen og af samme størrelse. Sammen med to medarbejdere kørte vi forretningen videre, indtil det hele blev solgt i 2005 til en privatmand fra Randersegnen, Anders Vester Nielsen. Han døbte det om til at hedde Jysk Maskincenter (JMC).

Udstilling fra Kolind Dyrskue

I alle årene indtil dyrskuet stoppede, udstillede vi på Kolind Dyrskue lige som vore konkurrenter. I flere år gjorde vi det også på Grenå, Ebeltoft og Hornslet dyrskuer. Det var jo reklame for vores forretning, og det bidrog jo også til festen. Der var traktorer, mejetærskere og redskaber m.m. Nu udstiller vi kun på Landbrugsmessen ved Gammel Estrup.

Vi havde en gang i 1980’erne købt tre tdr. land eng neden for vores maskinhaller ned til Mårup å. Den eng købte vi for evt. senere at kunne udvide vores lagerplads ovre ved hallerne.

Men det endte med, at vi gravede en sø på stykket til stor glæde for byens borgere, så de havde noget at gå tur rundt om og lufte hunde. Senere byttede vi med kommunen, så vi kunne få noget jord oppe ved Mårupvej. Vi kunne godt bruge noget mere plads til at udstille maskiner på. Handelen var betinget af, at vi ville bygge en bro over Mårup å til engstien, så der var en lang spadseresti hen langs sportspladserne. Søen er på knap 4.000 kvadratmeter.
Da det var mig, der lavede broen, kaldte byens lyse hoveder mig for ”Brobissen”, men anlægget hedder i dag: Simonsens Eng.

Jeg stoppede i firmaet i 1999.

Tillidsposter
Der var ingen handelsstandsforening dengang, men kun en borgerforening.
Tidligere isenkræmmer Ladefoged havde fået stablet en teknisk skole på benene i Kolind i starten af 1900-tallet. Bygningen på hjørnet af Bugtrupvej og Søndergade ejedes af borgerforeningen. Her var jeg lærer om vinteren i en tre-fire år. Det var sammen med tømrer Valdemar Høj og snedker Thorvald Rasmussen. Vi udgjorde lærerkollegiet og underviste vel 3 gange pr. uge i 3 timer.

Så blev jeg formand for borgerforeningen i årene 1954-64. Det gik da også godt nok. Den første større ting, jeg havde med at gøre, var at bygge ny markedshal. Dyrlæge Rasmussen og jeg og en mere kørte rundt for at se på markedshaller. Jeg var også oppe i Hirtshals for at bestille limtræsbuer til den nye markedshal på fabrikken Lilleheden. Den nye markedshal lå, hvor ungdomsskolen i dag har sine bygninger.

Senere sælger borgerforeningen teknisk skole til la Cour og Halvgaard, som vil starte en specialarbejderskole.

Udvikling i byen
I 1966 var Nødager og Kolind kommuner blevet lagt sammen, og Kolind Centralskole, der var bygget i 1955, bliver udvidet i 1963 og bliver skole for hele den nye kommune.

Da vi begyndte at lave plove, havde vi jævnstrøm her i byen. Det blev så afløst af vekselstrøm til stor glæde for alle.

Vi fik fællesvaskeri og fælles frysehus samt telefonhus og fjernvarme i begyndelsen af 1960’erne. I det hele taget havde vi gode forhold og gode tider her i Kolind, både for håndværkere og handlende.
Håndværkerne havde hænderne fulde og tjente tilsyneladende vældig godt.

En dag læste jeg, at der var et offentligt møde om aftenen nede på Drasbeks hotel om Djurslands fremtid. Det må have været først i 1950’erne. Mødet var i den store sal. Jeg var ikke særlig interesseret i politik på det tidspunkt, men jeg kendte taleren, så jeg gik med. Det var Olaf P. Christensen, som sad i Århus byråd og var rådmand. Temaet han talte over, var Djurslands fremtid, altså området mellem Århus og Grenå. Og han spåede, at vi ville få en udvikling, som vi slet ikke kunne forestille os. Oplandet ville sygne hen og blive forladt, da initiativerne ville samles omkring byerne. Men heldigvis kunne vi da trøste os med, at bondegårdene blev liggende ude på landet!

Hans mening var vel, at sognerådene på Djursland skulle tilrådes en større forsigtighed med investeringer.
Men jeg syntes, at vi havde det godt nok i Kolind. Og det ville jeg godt kæmpe for.

Så i 1966 kom jeg i Sognerådet på borgerliste og blev formand for teknisk udvalg. Senere blev jeg også sognerådsformand fra 1968 til 1970. Det skyldtes, at nogle byrødder var blevet uenige med den siddende formand om en sag. Så trak han sig, og så blev jeg bedt om at tage over.

Det trak op til kommunesammenlægning mellem Kolind, Ryomgård og Nimtofte kommuner. Der blev afholdt mange møder mellem os. Diskussionerne gik på, hvem der var mest velhavende, hvem der var længst fremme i udvikling på de tekniske, sociale og kulturelle områder. Og ikke mindst hvem der havde byggemodnet, for det var jo en forudsætning for ekspansion.

Nå, vi havde også kaffepauser en gang imellem, og da benyttede vi lejligheden til at drille hinanden lidt, men det var selvfølgelig rent godartet. Vi drillede hinanden med, at hver især syntes bedst om sit eget. Vi sagde f.eks. til dem fra Ryom, jamen I består jo mest af skov og tørvemose. Men de protesterede og forklarede, at de da også havde industrivirksomheder og byggegrunde. Vi kunne så sige, at vi havde et frugtbart landbrug, og vi skal nok lave mad nok, så I også kan få noget. Nimtofte sagde, at de ville komme med en stor pose naturperler, og vi har en smuk egn og vi har jo også en læge, vi kommer med, hvis I skulle blive dårlige. Det var jo bare noget pjat. Det var godartede drillerier i kaffepauserne.

Men vi måtte jo tage hinanden, som vi var. Kravet var sammenlægning. Et glødende spørgsmål stod ubesvaret: Hvor skal et nyt rådhus ligge?
Nogen pegede på Koed.
Det lå meget centralt og var måske meget fornuftigt. Men nej sagde vi her i Kolind og ligesådan i Ryom. Begge byer ville have rådhuset.

Længe havde der været snak om at overbygge Kolind Svømmebad, så det kunne bruges hele året – det var i den gamle Kolind kommune. Ender af visen blev, at der var alligevel ikke råd til det.

Men så kom der noget frem, som overskyggede alt andet: Èn Centerby i hver kommune! Meningen var, at udviklingen skulle samles i centerbyen, og al teknisk, social, kulturel og planlægning skulle samles der. Og så kunne de mindre byer få efter behov. Var det mon Olaf P. Christensens spådom, der var ved at bryde igennem? .

Det huede vi ikke rigtigt. Så nu skulle der handles.
Det trak jo op til, at vi skulle have et rådhus, og skulle det være i en centerby ?

Jeg fik fat i Nimtoftes tre rådsmedlemmer Kraunsø, Hesse og Busk angående rådhuset. Ville de støtte os, eller hvem ville de støtte? Det gik så lykkeligt, at de tre medlemmer sagde: Vi støtter Kolind i sagen om rådhuset. Hvorimod de til overdækning af svømmebadet sagde, at hvis det blev aktuelt, så var det en ny sag.

Vi fik altså rådhuset, og vi ville, at alle fire byer skulle bevare sine udviklingsmuligheder, ellers ville de sygne hen. Ved kommunevalget i 1970 fik jeg fire år mere, men min forretning tog mere og mere af min tid, så jeg forlod rådet i 1974. Der er sket meget siden da, og det politiske liv og samfundsudviklingen interesserer mig stadig.

Nu sidder jeg her i min pensionistlænestol og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt mig i mit voksne liv.

Det var jo med lukkede øjne, da jeg stod på Kolind Station i februar 1944. Jeg startede på 0, og det resultat, vi er nået til, synes jeg godt, vi kan være bekendt.

Jeg har mødt stor tillid og vist ansvar for det, jeg fik med at gøre og blev betroet. Og allermest tak til alle de mennesker vi har mødt og haft noget at gøre sammen med.

Kolind blev vort hjem, og alle årene blev rige på mange oplevelser, glæder og venner. I en så lang periode er der hændelser, der huskes bedre end andre:
En torsdag kom der telefax om, at traktorer ville stige 10 % fra mandag morgen. Nye ordrer skulle ligge i København senest mandag. Torben og jeg havde gode emner, så vi fik travlt med at ringe rundt og forklare, at der var penge at spare ved at handle nu.
Og mandag morgen fik direktøren vores ordre på 24 solgte nye traktorer. Vi havde naturligt nok taget brugte traktorer i bytte. Vi havde ondt i et helt år, før det brugte lager igen var normalt.

En stor dag var det også, da vi kunne aflevere nøgler til 6 nye Dronningborg mejetærskere til Nimtofte Maskinstation.

Hvert år kårer Agco/Massey Ferguson det bedst sælgende firma i hvert af de europæiske lande. I 1997 var det os, der modtog anerkendelsen fra USA. Vi fik invitation til en rejse til Sydafrika, som Poul og Hanne deltog i. Desuden modtog vi et trofæ: En smuk træplade med indskriften
Top Massey Ferguson
dealer in Europa, 1997

I 2008 mistede jeg min kone Metha, som var syg af kræft. Ofte føler jeg, hun er her endnu, tavs og blid. Vi fik 64 år sammen. Stor tak for det min pige. Jeg bliver her lidt endnu.

Interviewene af Laurids Simonsen er foretaget i december 2012 og januar 2013

KOLIND BAG FACADEN
– fotoreportage fra 2019 af Bent Møller Pedersen, Kolind.