Kolind i går

Lokalhistorie fra nutiden.

Indholdsfortegnelse

EN IVÆRKSÆTTER KOMMER TIL KOLIND (L. Simonsen fortæller til Bent Møller Pedersen)
KOLIND BAG FACADEN (Bent Møller Pedersen)

En iværksætter kommer til Kolind

Der voksede en trang i mig til at blive selvstændig, siger Laurids Simonsen, da jeg i december 2012 interviewer ham om hans liv og virke.
Og den trang udmøntede sig først i en to-mands-virksomhed med ham selv og hustruen Metha. Det startede i en garage på Stadion Alle 5, Kolind og voksede sig siden stort til firmaet med 25 ansatte.

Her kommer hans beretning fortalt til Bent Møller Pedersen, Kolind:

Barndom
Jeg er født den 23. januar 1916 i Ørbæk i Hoven sogn. Mine forældre var Simon Simonsen og Ida Jensine Salling. Min far var smed i Ørbæk og senere i Hoven.

Min far og mor mødtes, fordi min mor, der hed Salling, og er opvokset i Ringsø ved Øster Alling på Djursland, ville ned og hilse på en gren af slægten. Hun og min far finder sammen og bliver gift den 19/9 1915 i Lindknud. De får mig og min søster. Min søster bliver gift og bosat i Ryomgård. Hun dør af kræft i 1975 og ligger begravet i Marie Magdalene.

Forbindelsen mellem Djursland og Hovborg skyldtes, at en mand fra Hovborg for rigtig mange år siden drog rundt som hosekræmmer og på sin færd kom til Pindstrup. Her mødte han en pige som han blev gift med. Efter sigende skulle de være bosat i Kræmmergården på hjørnet af vejen til Ringsø.

Min far går fallit med smedevirksomheden omkring 1921-22. Så flytter de hjem til min bedstefar i Hovborg. Han er blevet enkemand, og min mor fungerer som husbestyrerinde. Han havde været vejmand ved kommunen og her får min far også job som tromlefører i Ribe Amts vejvæsen.
Jeg gik i skole i Hovborg i en nyere skolebygning med kun to klasselokaler. Da min far dør i 1930, fortsætter min mor som husbestyrerinde, og det blev mit hjem indtil jeg som 14-årig kom i lære som smed i en lille by, Loft, 3 km. uden for Grindsted.
Jeg boede hos mesteren, men i weekenden cyklede jeg de 20 km. hjem til familien med ugens vaske-tøj og lapning.
Jeg tjente lidt ekstra penge ved i fritiden at reparere cykler for andre. Jeg havde et lille lager af dæk og slanger og reservedele, som jeg skrev hjem fra et firma i København.

Læretiden var 4½ år, men det aftaltes, at de sidste to år skulle foregå hos en anden smed. Så kom jeg til Sønderjylland til Rødekro. En svend fulgte mig derned pr. tog. Jeg var 16 år. Da jeg blev svend kom jeg til en nabosmed. Jeg blev i Sønderjylland i 5 år.
Jeg blev lidt træt af det sønderjyske og trængte nok til at komme væk, så jeg fik plads i Esbjerg på en lille fabrik, der lavede tærskeværker. Efter et par år på fabrikken spurgte direktøren, om jeg ikke ville rejse rundt som montør. Jeg skulle stille tærskeværker og kværne op rundt hos land-mændene.

Jeg kom helt op til Randers-Silkeborg-området. Firmaet havde nemlig en repræsentant, der boede i Silkeborg, så derfor blev der også solgt maskiner i området her og over mod Hovedgård. Jeg boede på pensionat i Hjerting uden for Esbjerg.

I sommeren 1939 brød 2. verdenskrig ud, og fabrikanten gav vi unge og ugifte, der var på fabrikken, den besked, at det kunne måske betyde fyringer, og så var det os, der måtte gå først. Det fortalte vi i vor fagforening, og de anbefalede os at tage et 5 måneders ophold på en ny håndværkerskole i Sønderborg, der netop var åbnet. Vi var to, der tog derned, og var der fra 1/11 39 til 30/3 40. Jeg var umådelig glad ved det ophold – især tegning og beregning kom mig til gavn senere. Det var svært at sige farvel derfra, men jeg havde jo allerede fået arbejde igen.
Derefter fik jeg job i Horsens og senere i Hovedgård hos en lille privat maskinhandler som montør. Der blev jeg 1-1½ år.

Jeg blev ikke soldat p.g.a krigen, men kom til civilforsvaret, hvor vi i tre uger bl.a. skulle rende rundt på stadion i Esbjerg med gasmaske på.

Min barndom var god, men der var ikke meget at rutte med. Min far var gået fallit, og den fallit har altid siddet i baghovedet af mig. Det skal aldrig gå mig som min far, så jeg har altid betalt enhver sit.
Familien havde kautioneret for min far, og den gæld der var til dem, arbejdede min mor af. Mor havde en halvbror, som sejlede med ammunition fra Amerika til Europa under krigen. Han tjente godt, og jeg ved, at han har sendt mor penge. Han fik et Viktoria-kors, som ligger i kirkeskibet i Øster Alling kirke. Han har besøgt os i Kolind ca. 1947 og fortalte bl.a. om konvoj-sejlads og ubådsfarer. Mange af de penge, han har sendt, er gået til at betale fars gæld af med. Og jeg ved, at hun var stolt den dag, hun kunne sige, at nu var vi gældfri. Hun ligger begravet her i Kolind.
At min far kom til at skylde penge til andre, skyldtes sikkert de dårlige tider efter verdenskrigen. Han skyldte bl.a. et større beløb til en jerngrossist i Vejle. Her fik han hestesko og jernstænger og smedekul.

Metha
Så kommer vi til sagens kerne. Jeg boede da i Hovedgård. En sensommeraften havde jeg læst i avisen, at der var dansant i Pavillonen i Skanderborg. Jeg spurgte nogle af mine kammerater om vi ikke skulle tage op til Skanderborg og se på pigerne. Der var ingen der ville med mig, så kører jeg selv. Jeg tog toget fra Hovedgård og gik ud til Pavillonen og dansede et par gange med en bestemt pige, som jeg syntes rigtig godt om. Jeg havde ikke set hende før. Hun var elev på Sølund. Så blev klokken halv ti og toget gik tilbage til Hovedgård kl. ti, så jeg havde pludselig travlt. Man skal jo nyde noget, når man er sådan et sted, og jeg fik en bon fra tjeneren, da jeg betalte. Den lå på bordet, og så skrev jeg bagpå, at hvis vi kunne mødes igen, så kunne hun ringe på det tlf.nr. Den gav jeg tjeneren og spurgte, om han ikke ville aflevere den til den bestemte pige. Og det gjorde han.

Så gik der 1-1½ måned, så kom hun på besøg i Hovedgård sammen med veninden Berta fra Lemvig. Jeg spillede dilettant med nogle af de lokale. Så kom der besked nede fra hotellet, at der stod to piger uden for, som ville tale med mig. Jeg gik ud og så, at det var den pige, jeg havde danset med i Skanderborg. Vi fik jo ikke snakket ret meget, for jeg skulle jo passe mit dilettant-show, men vi blev enige om, at jeg kunne komme og besøge hende oppe på Sølund. Og det gjorde jeg så. Det var Metha. Og det blev jo så min skæbne. Og min kones skæbne. Alt er jo tilfældigheder, og for os blev det lykke.
Jeg rejser senere fra Hovedgård til Herning, hvor jeg fik en værkførerstilling på en maskinfabrik.
Metha flyttede fra Sølund til Lemvig, og der besøgte jeg hende flere gange. Det var med tog. Det var i Lemvig, Poul blev født.

Kolind
Jeg kunne godt tænke mig at få et liv som selvstændig som min mester i Herning. Så var der en initiativrig repræsentant, som kom langt omkring. Ham spurgte jeg, om han kendte et sted, hvor jeg kunne starte for mig selv. Jo, sagde han. Der er nogen store hestemarkeder i Kolind, så der er noget at lave. Jeg vil tage med dig derud. Vi smed cyklerne på toget i Herning og steg ud på Kolind station i februar 1944. Og så cyklede vi ud til Trustrup og videre til Sostrup og snakkede med forpagteren, som han kendte i forvejen.

Kapelvej 7, Kolind
Vi vendte tilbage til Kolind, og repræsentanten tog hjem til Herning, og jeg blev i Kolind til marts-markedet. Det var mens lufthavnen blev bygget af tyskerne, og enhver vogn med et par heste, der kunne flytte en skovlfuld jord, de fik job på lufthavnen.
Og jeg må sige, at jeg blev imponeret.
Hestene kom med toget og ad landevejen for at blive handlet i Kolind. Der stod heste her nede fra området ved ungdomsskolen og helt op i byen. Jeg var jo uerfaren, så jeg spurgte Ole Jensen i Drasbeksgade, der havde et værksted som især beyjente bønderne i Sundet, om han troede, at der kunne blive plads til mig og en lille forretning.
– Næ, sagde han, han skulle nok klare dét, der var her!

Men jeg blev nu boende i Kolind. Jeg gik ind på Hotel Kolind og fik noget at spise. Jeg fortalte, at jeg kunne tænke mig at starte en forretning, hvis jeg kunne finde noget. Jeg vil godt leje et værelse for en måned.
Men hvad med telefon?
Jamen du kan bruge min telefon, sagde hotelejer Hougaard.

Men han blev nu træt af det og sagde, at jeg hellere måtte finde noget andet. Prøv at gå ind til naboen, købmand Ansgar, han ved nok, hvor der er en tom lejlighed. Prøv henne på Kapelvej nr. 7. Jeg ved, at lejligheden oven på er ledig. Den kunne jeg godt leje, så der boede vi i to år. Jeg lejede lejligheden i marts og april måned 1944, og vi blev gift den 23. april 1944 i Them kirke. Den 1. maj 1944 flyttede jeg så ind med Metha på Kapelvej.

Metha må være kommet med toget og Poul på armen og har haft sine personlige ejendele med. Da min bedstefar døde, kom min mor ud som husbestyrerinde på Ribe-kanten, men på et tidspunkt kom hun da her op til Kolind. Hendes møbler var opmagasineret, og dem fik vi så, så vi havde noget at fylde ind i lejligheden. Mors møbler havde vi så, til hun selv fik brug for dem.
Der var vi så til maj 1946.
Det første, jeg købte, da vi senere flyttede her hen på gården, var et soveværelse hos Danielsen til 600 kr.

Firmaet
Værksted havde jeg lejet i nogle af vognmand Røndes garager på Stadion allé, og i de to år cyklede jeg rundt og købte nogle gamle maskiner, som blev sat i stand. Metha malede dem og så kunne jeg handle med dem.
Der var en hestehandler Holger Thygesen. Han havde lugtet, at jeg var ved at starte op, så han ville sælge en 4-længet tom gård i Gl. Kolind, så jeg kunne få noget mere plads. Jeg havde ingen penge, men det mente han, vi nok kunne finde ud af. Der var ingen jord til gården, så den skulle koste 25.000 kr. Vi kunne bare skrive på en veksel, så behøvedes ingen udbetaling.
Indgangsdøren i det nuværende stuehus er den samme som dengang. I den ene halvdel boede en gammel forpagter, Marius Bager, så vi lavede en lille lejlighed i den anden ende af huset. Han flyttede her fra gården i november 1946, og så havde vi det hele.

Der var dengang ved Afholdshotellet en gammel lade af pandeplader, som blev brugt til markeds-hal. Hougård på hotellet sagde, jeg kunne måske få værksted i den. Jeg skulle tage ud og snakke med Sørensen på Benzonshøj. Han var formand for hallen. Og jeg kunne da godt rykke ind, men skulle være ude de dage, hvor der var marked. Og det gjorde jeg så.

Han stod lige og manglede en ukrudtsharve. Om jeg kunne skaffe ham sådan en? Og det kunne jeg. Det var den første kontakt, jeg havde med landbruget. I det hele taget blev jeg godt modtaget. Jeg har altid holdt af bønderne og befolkningen her i området, og de accepterede mig. Husk lige at jeg var en mand med tomme lommer og en værktøjskasse på bagagebæreren, så jeg var ikke farlig som konkurrent. Men så en dag kom købmand Mikkelsen, ”Afholdshotellet”, derind og spurgte: – Hvem har givet dig lov til at være her? – Det har sognerådsformanden, svarede jeg. – Det kan han ikke. Hallen er byens, og du må finde dig et andet sted! Og så var det, at jeg flyttede ned på Stadion alle og var der indtil 1. maj 1946.

I Kolind var der nogle ”førende”, som vi kaldte det. Der var brugsuddeler Nissen, bager Nørgaard, lægen, isenkræmmer P. Nielsen, bankdirektør J. Nielsen, Robert Bang og Staunskjær, men jeg har aldrig følt, at der var forskel. Vi havde ikke ”loger” i Kolind.

Jeg er altid blevet godt behandlet og har ikke følt, at det var vanskeligt at starte i en ny by.

På et tidspunkt kom bankdirektør Nielsen og isenkræmmer Peder Nielsen, der var formand for banken, det var høje personer her i byen, på besøg. Det var angående den veksel fra købet af gården. Den var efterhånden bragt ned på 18.000 kr. Vi synes, at du skal have den her veksel byttet ud med et lån på 18.000 kr. Det blev det da billigere af for mig. Det var da pænt! Der var vist mig tillid!
Veksler var ellers normalt dengang, og det kunne godt blive dyrt.

Mange gange har jeg gennem årene tænkt på vores start her i Kolind. Hvordan kunne Metha få mad på bordet? Pengene var jo små i starten. Min svigerfar havde en forpagtergård under Gunnar Larsen. Gården hed ”Højkol” ved Gl. Ry, og måske har hun fået lidt hjælp hjemmefra?

Vi fik ret hurtigt en lille bil, en Morris eller Austin. Der var selvfølgelig fire hjul på, men den var ikke ret stor. Jeg handlede mig til den henne i Dagstrup ved Mørke. Jeg fik kørekort i 1946 og fik nok bilen dengang. Den kostede vel omkring et par tusinde kroner, og jeg havde egentlig ikke råd til den, men det gik da.
Lønnen til folkene var omkring 5 kr. i timen i midten af 1940’erne.

Plove fra Laurids Simonsen

I 1947 startede vi en fabrikation af plove. Efter krigen modtog Danmark Marshall-hjælp og der kom bl.a. amerikanske traktorer, men der var ingen redskaber med.
Dem kunne vi da selv lave, mente vi.

Og det gjorde vi så! Vi har vel lavet omkring 400 plove.
Da havde jeg hjælp af en mand, der kunne se lidt videre end kun Djursland.
Han foreslog, at jeg averterede i udenrigsministeriets tidsskrift. Jeg fik tre respons på den annonce, bl.a. fra Finland. De var interesserede i at købe plove, og omkring 70 blev sendt til Finland.
Vores plovproduktion stoppede i 1962.

Igennem Varedirektoratet kunne man søge indkøbstilladelse til ny bil ved at oplyse eksportomsætningstal m.m. Det gjorde jeg, og det resulterede i en indkøbstilladelse til en ny ”Standard Vanguard” personbil.

I en periode omkring 1948/50 lavede jeg sammen med en fotograf Lund, Kolind, formbrændsel i en gammel lade her på Mårupvej nr. 18. Vi havde købt 5 tdr. land mose i Tjerrild, hvor der hentedes smuld til presseren. Briketterne blev solgt til Århus og København. Da Lund rejste væk, solgte vi det hele til la Cour i Pindstrup. Presseren købte jeg på Sjælland.

Tænk dig, at vi har lavet hjulplove her. Plovskær og muldplader købte vi færdige, men resten lavede vi selv. Når de færdige plove skulle leveres, spændte vi dem efter hinanden ligesom elefanter, der går med hinanden i halen og så bagefter min bil, der var en Ford A. Op gennem byen og ned til stationen og læsset i banevogne. Ud til Århus havn og læsse dem i skib. Så kunne vi bagefter gå over i Toldboden og hente en check.

Og nu var børneflokken vokset til fire, 3 drenge og en pige. Vores datter Ulla døde af kræft i 2005 i Kolind.

I 1957 får vi forhandlingen af Dronningborg 5 og 6 fods mejetærskere og siden kom de selvkørende til.
I 1970 blev vi medlem af maskinhandlerindkøbsringen. Det blev starten til vort store redskabs- og butikssalg med hovedvægten lagt i et stort reservedelslager.
I 1973 fik vi forhandlingen af Massey Ferguson programmet, som nok var den største udfordring for os, idet det krævede meget større reservedelslager, større bygninger til maskinerne og allervigtigst, et værksted med uddannede og dygtige medarbejdere og fem servicevogne.

Vi byggede lagerhal i 1965 og igen i 1985, og butiksbygningen blev større og større ligesom værkstedet.

Poul og Torben kom med i forretningen i 1972, og det blev omdannet til Aps i 1980 og kørte sådan frem til 1999, hvor Bent Nielsen her fra Kolind blev overladt roret. I mellemtiden havde vi købt DLAM, en maskinforretning på andelsbasis, som lå ved Frellingvej, for at lukke den ned. Vi var nok her i Kolind!

Tirstrup Maskinforretning købte vi på tvangsauktion, men efter nogle år lukkede vi den. I 1982 blev vi tilbudt en maskinforretning i Randers. Det var A/S Søby og Nielsen, en forretning magen til vores egen og af samme størrelse. Sammen med to medarbejdere kørte vi forretningen videre, indtil det hele blev solgt i 2005 til en privatmand fra Randersegnen, Anders Vester Nielsen. Han døbte det om til at hedde Jysk Maskincenter (JMC).

Udstilling fra Kolind Dyrskue

I alle årene indtil dyrskuet stoppede, udstillede vi på Kolind Dyrskue lige som vore konkurrenter. I flere år gjorde vi det også på Grenå, Ebeltoft og Hornslet dyrskuer. Det var jo reklame for vores forretning, og det bidrog jo også til festen. Der var traktorer, mejetærskere og redskaber m.m. Nu udstiller vi kun på Landbrugsmessen ved Gammel Estrup.

Vi havde en gang i 1980’erne købt tre tdr. land eng neden for vores maskinhaller ned til Mårup å. Den eng købte vi for evt. senere at kunne udvide vores lagerplads ovre ved hallerne.

Men det endte med, at vi gravede en sø på stykket til stor glæde for byens borgere, så de havde noget at gå tur rundt om og lufte hunde. Senere byttede vi med kommunen, så vi kunne få noget jord oppe ved Mårupvej. Vi kunne godt bruge noget mere plads til at udstille maskiner på. Handelen var betinget af, at vi ville bygge en bro over Mårup å til engstien, så der var en lang spadseresti hen langs sportspladserne. Søen er på knap 4.000 kvadratmeter.
Da det var mig, der lavede broen, kaldte byens lyse hoveder mig for ”Brobissen”, men anlægget hedder i dag: Simonsens Eng.

Jeg stoppede i firmaet i 1999.

Tillidsposter
Der var ingen handelsstandsforening dengang, men kun en borgerforening.
Tidligere isenkræmmer Ladefoged havde fået stablet en teknisk skole på benene i Kolind i starten af 1900-tallet. Bygningen på hjørnet af Bugtrupvej og Søndergade ejedes af borgerforeningen. Her var jeg lærer om vinteren i en tre-fire år. Det var sammen med tømrer Valdemar Høj og snedker Thorvald Rasmussen. Vi udgjorde lærerkollegiet og underviste vel 3 gange pr. uge i 3 timer.

Så blev jeg formand for borgerforeningen i årene 1954-64. Det gik da også godt nok. Den første større ting, jeg havde med at gøre, var at bygge ny markedshal. Dyrlæge Rasmussen og jeg og en mere kørte rundt for at se på markedshaller. Jeg var også oppe i Hirtshals for at bestille limtræsbuer til den nye markedshal på fabrikken Lilleheden. Den nye markedshal lå, hvor ungdomsskolen i dag har sine bygninger.

Senere sælger borgerforeningen teknisk skole til la Cour og Halvgaard, som vil starte en specialarbejderskole.

Udvikling i byen
I 1966 var Nødager og Kolind kommuner blevet lagt sammen, og Kolind Centralskole, der var bygget i 1955, bliver udvidet i 1963 og bliver skole for hele den nye kommune.

Da vi begyndte at lave plove, havde vi jævnstrøm her i byen. Det blev så afløst af vekselstrøm til stor glæde for alle.

Vi fik fællesvaskeri og fælles frysehus samt telefonhus og fjernvarme i begyndelsen af 1960’erne. I det hele taget havde vi gode forhold og gode tider her i Kolind, både for håndværkere og handlende.
Håndværkerne havde hænderne fulde og tjente tilsyneladende vældig godt.

En dag læste jeg, at der var et offentligt møde om aftenen nede på Drasbeks hotel om Djurslands fremtid. Det må have været først i 1950’erne. Mødet var i den store sal. Jeg var ikke særlig interesseret i politik på det tidspunkt, men jeg kendte taleren, så jeg gik med. Det var Olaf P. Christensen, som sad i Århus byråd og var rådmand. Temaet han talte over, var Djurslands fremtid, altså området mellem Århus og Grenå. Og han spåede, at vi ville få en udvikling, som vi slet ikke kunne forestille os. Oplandet ville sygne hen og blive forladt, da initiativerne ville samles omkring byerne. Men heldigvis kunne vi da trøste os med, at bondegårdene blev liggende ude på landet!

Hans mening var vel, at sognerådene på Djursland skulle tilrådes en større forsigtighed med investeringer.
Men jeg syntes, at vi havde det godt nok i Kolind. Og det ville jeg godt kæmpe for.

Så i 1966 kom jeg i Sognerådet på borgerliste og blev formand for teknisk udvalg. Senere blev jeg også sognerådsformand fra 1968 til 1970. Det skyldtes, at nogle byrødder var blevet uenige med den siddende formand om en sag. Så trak han sig, og så blev jeg bedt om at tage over.

Det trak op til kommunesammenlægning mellem Kolind, Ryomgård og Nimtofte kommuner. Der blev afholdt mange møder mellem os. Diskussionerne gik på, hvem der var mest velhavende, hvem der var længst fremme i udvikling på de tekniske, sociale og kulturelle områder. Og ikke mindst hvem der havde byggemodnet, for det var jo en forudsætning for ekspansion.

Nå, vi havde også kaffepauser en gang imellem, og da benyttede vi lejligheden til at drille hinanden lidt, men det var selvfølgelig rent godartet. Vi drillede hinanden med, at hver især syntes bedst om sit eget. Vi sagde f.eks. til dem fra Ryom, jamen I består jo mest af skov og tørvemose. Men de protesterede og forklarede, at de da også havde industrivirksomheder og byggegrunde. Vi kunne så sige, at vi havde et frugtbart landbrug, og vi skal nok lave mad nok, så I også kan få noget. Nimtofte sagde, at de ville komme med en stor pose naturperler, og vi har en smuk egn og vi har jo også en læge, vi kommer med, hvis I skulle blive dårlige. Det var jo bare noget pjat. Det var godartede drillerier i kaffepauserne.

Men vi måtte jo tage hinanden, som vi var. Kravet var sammenlægning. Et glødende spørgsmål stod ubesvaret: Hvor skal et nyt rådhus ligge?
Nogen pegede på Koed.
Det lå meget centralt og var måske meget fornuftigt. Men nej sagde vi her i Kolind og ligesådan i Ryom. Begge byer ville have rådhuset.

Længe havde der været snak om at overbygge Kolind Svømmebad, så det kunne bruges hele året – det var i den gamle Kolind kommune. Ender af visen blev, at der var alligevel ikke råd til det.

Men så kom der noget frem, som overskyggede alt andet: Èn Centerby i hver kommune! Meningen var, at udviklingen skulle samles i centerbyen, og al teknisk, social, kulturel og planlægning skulle samles der. Og så kunne de mindre byer få efter behov. Var det mon Olaf P. Christensens spådom, der var ved at bryde igennem? .

Det huede vi ikke rigtigt. Så nu skulle der handles.
Det trak jo op til, at vi skulle have et rådhus, og skulle det være i en centerby ?

Jeg fik fat i Nimtoftes tre rådsmedlemmer Kraunsø, Hesse og Busk angående rådhuset. Ville de støtte os, eller hvem ville de støtte? Det gik så lykkeligt, at de tre medlemmer sagde: Vi støtter Kolind i sagen om rådhuset. Hvorimod de til overdækning af svømmebadet sagde, at hvis det blev aktuelt, så var det en ny sag.

Vi fik altså rådhuset, og vi ville, at alle fire byer skulle bevare sine udviklingsmuligheder, ellers ville de sygne hen. Ved kommunevalget i 1970 fik jeg fire år mere, men min forretning tog mere og mere af min tid, så jeg forlod rådet i 1974. Der er sket meget siden da, og det politiske liv og samfundsudviklingen interesserer mig stadig.

Nu sidder jeg her i min pensionistlænestol og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt mig i mit voksne liv.

Det var jo med lukkede øjne, da jeg stod på Kolind Station i februar 1944. Jeg startede på 0, og det resultat, vi er nået til, synes jeg godt, vi kan være bekendt.

Jeg har mødt stor tillid og vist ansvar for det, jeg fik med at gøre og blev betroet. Og allermest tak til alle de mennesker vi har mødt og haft noget at gøre sammen med.

Kolind blev vort hjem, og alle årene blev rige på mange oplevelser, glæder og venner. I en så lang periode er der hændelser, der huskes bedre end andre:
En torsdag kom der telefax om, at traktorer ville stige 10 % fra mandag morgen. Nye ordrer skulle ligge i København senest mandag. Torben og jeg havde gode emner, så vi fik travlt med at ringe rundt og forklare, at der var penge at spare ved at handle nu.
Og mandag morgen fik direktøren vores ordre på 24 solgte nye traktorer. Vi havde naturligt nok taget brugte traktorer i bytte. Vi havde ondt i et helt år, før det brugte lager igen var normalt.

En stor dag var det også, da vi kunne aflevere nøgler til 6 nye Dronningborg mejetærskere til Nimtofte Maskinstation.

Hvert år kårer Agco/Massey Ferguson det bedst sælgende firma i hvert af de europæiske lande. I 1997 var det os, der modtog anerkendelsen fra USA. Vi fik invitation til en rejse til Sydafrika, som Poul og Hanne deltog i. Desuden modtog vi et trofæ: En smuk træplade med indskriften
Top Massey Ferguson
dealer in Europa, 1997

I 2008 mistede jeg min kone Metha, som var syg af kræft. Ofte føler jeg, hun er her endnu, tavs og blid. Vi fik 64 år sammen. Stor tak for det min pige. Jeg bliver her lidt endnu.

Interviewene af Laurids Simonsen er foretaget i december 2012 og januar 2013

Kolind bag facaden
– fotoreportage fra 2019 af Bent Møller Pedersen, Kolind.