Kolind

Sadelmagerbakken i Kolind 1905

INDHOLD:

Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 8)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 7)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 6)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 5)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 4)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 3)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 2)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 1)

FIE del 8
Fortsættelse

Sofie Adamsen Sørensen var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-7 er bragt tidligere, her kommer del 8. Del 9 kommer i jan 2019

Drasbeks Hotel var efterhånden et kendt sted, – og havde et godt ry langt udenfor Djursland. DSB’s badetog til Grenå Strand og DSB’s ”Blå Tog” passerede jo altid forbi med mængder af glade turister. Vi er midt i trediverne, og de omtalte ture var arrangementer, der kunne benyttes – lejes – af foreninger, der ønskede at køre deres medlemmer ud i det blå – eller landet rundt og for eksempel spise til middag på Drasbeks Hotel i Kolind. Et af de største ”Blå Tog” jeg kan erindre, kom fra Horsens og havde 450 mennesker ombord. Turen gik først til Grenå, og da toget senere på dagen returnerede, standsede man i Kolind for at deltagerne kunne indtage dagens middag på Drasbeks Hotel.

I alt 450 personer kunne vælge mellem tre forskellige retter, svinekoteletter, engelsk bøf eller go’ gammeldags dansk bøf med sovs og kartofler plus masser af bløde løg.

De to første retter kostede 6 kroner, men dansk bøf kunne fås for 4 kroner pr. portion. Efterretten var ens for alle gæster, nemlig jordbærgrød, og var inkluderet i prisen. Jeg kan huske, at vi havde kogt så megen jordbærgrød, at det fyldte to store mælkejunker á 50 liter – og derudover havde vi 20 liter i reserve. Der var ikke for meget – alt blev spist.

Sådan en dag forløb efter programmet, og vi syntes, at det hele gik udmærket. Drasbek havde bestilt musik til begivenheden. Orkestret bestod af musikerne Greve, Hans Møller, Tromme-Jens fra Thorsager og to mere, i alt fem mand. Da toget brusede ind på Kolind Station, stod orkesteret på hotellets trappe og spillede for fuld udblæsning, mens alle vi fra køkkenet, plus de tjenende ånder havde taget opstilling på hver sin side af musikken. Selve spisningen var tilrettelagt således, at mens halvdelen – 225 – spiste i den lille sal og i lokalerne nedenunder, forlystede de øvrige 225 sig med at danse i den store sal. Det hold som spiste sidst og dansede først, fik naturligvis en ekstra god appetit og tørst. Alt skulle klares på 4 timer, som var den tid DSB’s ”Blå Tog” havde afsat til besøg i Kolind, og mens glade og mætte gæster stormede tilbage i toget, spillede vort orkester, atter opstillet på hotellets trappe, munter afskedsmusik som tak for besøget, mens lokomotivføreren startede turens sidste etape hjem til Horsens ved at bruge maskinens fløjte i en lang tuden, der nok skulle betyde ”Tak for denne gang”.

25 dødtrætte mennesker, musikere, tjenere, servitricer, køkkenkoner, og mine unge piger, plus to karle, nærmest daskede ind, for at få deres velfortjente mad, ovenpå al hurlumhejet. Jeg husker tydeligt, da jeg som den første kom tilbage til køkkenet, hvor der var et skrækkeligt rod, sad min lille køkkenpige midt i al redeligheden og græd af bare træthed, med udsigt til en fortvivlet stor kæmpeopvask. Jeg trøstede hende, så godt jeg formåede, og gav ordre til en times pause for alle, til at få noget at spise og drikke, så vi kunne få kræfter til at tage fat igen. Det varede heller ikke ret længe, inden humøret atter var fint, og vi alle kunne berette om de oplevelser og pudsigheder, som hver især havde oplevet i dagens løb. Drasbek kunne fortælle, at en af gæsterne fik serveret engelsk bøf i stedet for dansk – og det ville han nu ikke betale for. Hertil havde Drasbek svaret: ”Men dog, har du glemt din pung, så må jeg hellere hjælpe dig. Værs’go, her har du 4 kroner”. Men hans kone trak ham i ærmet og irettesatte ham:” Se nu at få betalt, dit fæhoved, vi har jo fået alt, hvad vi kunne spise”. Det grinede vi alle meget af, og sådan gik snakken videre, til vi alle var færdige med vort måltid og fik afviklet opvask og oprydning i bevidstheden om, at en af vore travleste dage var gået godt.

1936 var ligeledes året, hvor vi byggede om, reparerede inventaret, eller købte nyt. Det gjaldt især restaurant og spisestue, hvor vi fik nye stole og gardiner, og sofaerne ombetrukne. Mellem de to øverste borde, i den store restaurant, blev der opstillet en blomsterkumme, med plads til tre veludviklede planter, hvoraf den ene var en stor flot palme, som var en gave fra konsulent E. Staunskjær og frue. Palmen var simpelt han blevet for voksen til Staunskjærs stuer, men her hos os livede den op og satte sit præg, ja, – pyntede hele lokalet, og vi havde glæde af den i mange år.

T.h. foto af landbrugskonsulent  Ejvind Staunskjær, der var Landboforeningens agronomiske rådgiver og førstemand i en årrække, faktisk fra han fik eksamen på Landbohøjskolen til han faldt for aldersgrænsen og gik på pension. Staunskjær var manden bag de mange arrangementer, som Landboforeningen lod afholde på Drasbeks Hotel gennem årene.

Foruden ombygningen af restaurant og spisestue, flyttedes toiletterne ned til fortrappen ud for den lille sal. Alene dette var en kæmpeforbedring af de sanitære forhold. Hidtil havde denne afdeling bestået af nogle uhumske små rum, oppe bag den gamle garderobe, hvor der ikke var særlig rart, endsige morsomt, for vore rengøringskoner, eller for gårdskarlen, når de løse spande skulle tømmes. Foruden rensning og skuring – især efter en stor aften med teaterforestilling, hvor 400 mennesker havde aflagt et besøg. Jeg havde selv taget min tørn med i dette grimme stykke arbejde, og var klar over, at det var på høje tid, at vi fik moderne toiletforhold – ”Træk og Slip” samt håndvaske.

En dag med rengøring over hele huset, kunne godt virke irriterende på Drasbek – ydermere hvis der ikke var gæster, han kunne få en snak med. Det hændte, at han på en sådan dag helt tabte ”fatningen”., og sagde til en lille køkkenpige, at ”såfremt vi ikke havde tid til at servere formiddagskaffe for ham, kunne vi jo blot ringe og bestille den på Hotel Kolind”. Pigen tog det helt bogstaveligt og ringede efter 1 kaffe med brød. Kaffen kom omgående med et stykke med rullepølse, og et ditto med ost. Havde Drasbek ikke været opbragt i forvejen, så blev han da nu splittertosset og gik helt fra snøvsen.  Det varede længe, inden han faldt helt til ro efter den omgang. Det der irriterede ham mest, var vel nok, at jeg skrupgrinede i mange dage efter.

I årene 1937-38 var vi inde i en stabil fremgangsperiode, hvor alt gik i den rigtige retning. Foruden de sædvanlige store bestillinger i forbindelse med bryllupper, sølvbryllupper, jubilæumsfester, begravelser, havde vi mange store dage med optræden af ”kendte navne” og populære orkestre. Vi havde både Kaj Julian, Bror Kalle, Wandy Tworek, Holger Fællessanger med store orkestre og dansemusik til gæsternes glæde og fornøjelse.

Første gang vi havde arrangeret Kaj Julian og hans orkester, solgte vi 600 billetter a 2,50 kroner. Det dækkede netop de faste udgifter til kunstnerhonorar, musikere, kontrollører, og ekstra kone om køkkenhjælp.

Der skete mange andre ting i disse år, ting der havde forbindelse til tidens mange mærkværdigheder i den politiske udvikling, med røre og uro i den lokale andedam. L.S. – Landbrugernes Sammenslutning – huskes vel især af vi ældre. Den kendte Knud Bach fra Rønge var lederen og lod sin røst høre overalt. Uroen opstod nok nærmest på grund af L.S.’s stærke højrevendte karakter, samt sammenslutningens sympatier med de danske nazister, som var begyndt at stikke ”hestehoven” frem. Knud Bach og hans svigersøn Frits Clausen, der dengang optrådte som ”Fører” i Danmark, var begge inviteret med til proprietær Lund Kratholm og frues sølvbryllup, der blev fejret på Drasbeks Hotel, som en privat festlighed. Javist – men alligevel?

Rundt om i landet – vor egn iberegnet – var folk begyndt at lægge mærke til Hitlers skrig og skrål i radioen, selv her på vort pæne hotel var der enkelte, som begyndte at spidse øren – lyttede med, og lod sig besnære. Jeg erindrer en lille oplevelse fra de bevægede år. En af Drasbeks niecer holdt bryllup med en tysk kaptajn fra første verdenskrig. Ved brylluppet blev der ikke talt politik, men da vi senere var inviteret over at besøge parret i Odense, hvor de havde bosat sig, fortalte han, at han i sit kompagni havde haft en korporal ved navn Adolf Hitler, og at denne var maler af profession. Vores gæst, kaptajnen, var på det tidspunkt repræsentant for et stort firma, der handlede med forskellige landbrugsartikler. Hans historie om Adolf Hitler var en hel oplevelse at lytte til. Han havde haft malersvenden i sin tjeneste gennem 5 lange år, og han beskrev Adolf Hitler, som vi nu kendte ham, gennem radio og aviser; en storskryder og pralhals, som kunne piske stemningen op og få de brede masser i tale. Kaptajnen selv var sønderjyde, måske var det derfor, han turde være lidt åbenmundet i sin karakteristik af den kommende diktator. Og snart skulle lille Danmark få Nazisternes hærgen at føle. Hotellet på Jernbanepladsen i Kolind gik heller ikke fri – men herom senere.

Trediverne kunne ikke sige sig fri for en del arbejdsløshed, og mange unge mennesker tog til Tyskland for at arbejde der, hvor verdenskrig nr. 2 forberedtes, under Adolf Hitlers styre.

Men der skete da heldigvis også andet her på egnen i disse år. Drasbeks Hotel voksede sig større, takket være blandt andet, at byens månedlige marked blev større og større. Desuden fik vi også en ny form for markedsdag, det ugentlige hestemarked. Her mødte

Hestemarkedet i Kolind 1936, – på arealet hvor Byhallen og Marius Nielsen ligger i dag. Fotoet er ikke at finde i bogen om FIE (En krokones erindringer), men er lånt til lejligheden fra “Dengang og nu  –  rundt om Kolind, af Bent Møller Pedersen og Knud Jensen.

mange nye ansigter frem, men der var også alle mine ungdomsbekendte, som kom ind i billedet, og som nu var kendte som opkøbere eller hestehandlere i almindelighed. Navne som endnu huskes: Brødrene Holger og Herluf Thygesen, Chr. Legarth, Carl Svendsen fra Grenå og Niels og Søren Ibsen fra Hornslet, foruden mange flere med prangertegnebogen i orden. De omtalte hestemarkeder, blev altid holdt på Dyrskuepladsen – eller lige udenfor Drasbeks Hotel. Tyskerne opkøbte jo mange heste i de år uden at fortælle formålet. De mange sælgere og købere på hestemarkedet gav naturligvis omsætning på vort hotel til stor ærgrelse og irritation for vor konkurrent, Hotel Kolind, der måtte savne alle de, der skulle ind og drikke lidkøb. Det lykkedes en tid for vor konkurrent, og den gruppe, der støttede ham, at få hestemarkedet på Dyrskuepladsen forbudt der, og flyttet til den gamle markedsplads, men det sporedes ikke på Hotel Drasbeks omsætning. Handelsfolkene kom alligevel til os, for at markere køb og salg, ved at drikke behørigt lidkøb.

Af og til kunne der hænde et og andet på en sådan markedsdag, noget vi ikke kunne lide, og som var kedeligt for den gæst, det gik ud over. En markedsdag kom min gode ven Niels Bomholt fra Homå, ud i køkkenet til mig, og fortalte, at der var hændt noget ”kedeligt” ved hans bord, hvor han sad sammen med en mand, der skulle have penge for en spædekalv. Niels Bomholt havde lagt 100 kroner på bordet, og sagt til sælgeren, at nu kunne han tage sin part og lade resten gå til ”en omgang”. Bomholt huskede ikke, hvad der havde afledt deres opmærksomhed, men pludselig var 100 krone-sedlen væk. Jeg bad Bomholt fortælle mig, hvem selskabet bestod af – foruden sælgeren – og om nogen havde forladt bordet? Men det vidste han ikke, så derfor spurgte jeg servitricen – og hun vidste besked. Jeg bad hende sende synderen ud til mig i køkkenet, når han kom tilbage. Noget jeg vidste, at han ville efterkomme. Min anelser om, hvem der var den skyldige, slog til. Da han kom ud til mig, så jeg på ham og fortalte, at Bomholt havde været ude for et uheld med en hundredelap, som var blevet borte ved bordet – ”der hvor du sad”. Det virkede omgående, han gav mig sedlen uden et ord, men spurgte straks efter, om jeg kunne ordne det for ham – uden at røbe hans navn. Det gjorde jeg ved at bede ham gå ind til bordet og lade som ingenting. Derefter satte jeg min servitrice Valborg ind i sagen, og aftalte med hende, at hun ved næste servering bordet rundt, skulle lade sedlen falde diskret på gulvet, og derpå lade som om hun fandt den, og samle den op og sige: ”Der er vist en af Jer, der smider lidt vel om sig med penge” – eller hvad man nu siger i sådant et tilfælde. Et øjeblik kom Niels Bomholt ud til mig og fortalte, at sagen var i orden. Sedlen var bare smidt på gulvet, og derefter tilføjede han: ”Den store klodsrøv kunne jo blot have puttet den i lommen med det samme”.

Der skete meget andet i slutningen af trediverne, især indenfor den lokale idræt. Vores stedlige idrætsforening havde et meget dygtigt fodboldhold, ledet af lærer Hansen fra Pindstrup. Holdet nåede langt op i divisionsholdene, og var vel en overgang et af Djurslands bedste. Indenfor gymnastik var det vel nok Aage Sørensen fra Kni – nu Ørum – der var den store leder og arrangør og formand for hele Randers Amts Gymnastikforening. Det medførte store fester, som blev afholdt, når samtlige hold mødtes – og hver gang arrangeret søndagen før det årlige dyrskue. Hvordan vi ”tjenende ånder”, så ud efter en sådan uge, er der vist ingen, der rigtigt kan forestille sig. Men alle var glade, når det altammen var overstået, og vi havde fået hvilet ud.

Forude ventede altid nye bestillinger og reservationer for guldbryllupper, sølvbryllupper, bryllupper, fødselsdage, konfirmationsfester og naturligvis også begravelser en gang imellem. Vi har præsteret at have haft i alt 11 festligheder på en enkelt dag. Desuden solgte vi middage eller frokoster ud af huset, vi havde foreningsmøder og foreningsfester på stribe. Sådanne dage kunne det knibe stærkt med at få Chresten Drasbek passet, men så kom Doktor Hjarsbek mig til hjælp ved at sende Drasbek på ophold. Adresse: Kurbadet i Silkeborg. Når vi atter havde fred i lejren, blev Chresten Drasbek hentet hjem igen.

Det kunne ikke undgås, at dagligdagen blev præget af de nye og truende signaler sydfra. Hitler begyndte for alvor at blive fræk. Først rullede han tanks ind i Saar-området og Ruhr-distriktet, og da turen kort tid efter kom til Polen, vidste vi – eller fornemmede vi- at en katastrofe var over os. Anden verdenskrig var en kendsgerning.

DEL 9 kommer i sidst i november.

FIE del  7

Sofie Adamsen Sørensen var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind igennem det meste af sit arbejdsliv, og har skrevet sine erindringer herom. Del 6 er bragt tidligere, her kommer del 7 og del 8 kommer om en måneds tid.

LIVET GÅR VIDERE

Vi har nu sluttet året 1933, der forretningsmæssigt forløb på samme måde som 1932. Ikke for meget at bestille, men dog så det hele kunne glide, og den økonomiske ligevægt var i orden for Christen Drasbeks.

Der blev foretaget en del fornyelser, bl.a. anskaffedes et nyt stort komfur, der var et dejligt stykke værktøj for os, der havde forstand på de dele. Og især var til gavn, når vi havde forrygende travlt. De to forreste stuer blev lagt sammen, og der blev stillet træbænke op. Vi fik en rigtig telefonboks opstillet, og de gamle trægulve blev erstattet af terrazzo. Det kostede jo ikke alverden i de dage. Jeg husker, at snedkermester Thorvald Rasmussen lige havde etableret sig, og vi havde ikke andre håndværkere end ham og murermester Jacobsen i de mange år, jeg var på hotellet. De nåede til fulde at bygge det meste af huset om, og fik i mestersalær kr. 12 om dagen. Det lyder i dag som ”en historie”, men sådan var priserne dengang. Håndværkere og svende var glade og tilfredse, når blot de havde noget at ”rive i”.

Samme år – 1933 – blev Christen Drasbek ramt et kedeligt uheld på sin pengepung. Han havde i et par dage været tavs og set mut ud. Da han syntes helt umulig at snakke med, bad jeg ham rent ud fortælle mig, hvad han grublede over, for så kunne jeg måske hjælpe ham. Det hjalp, og jeg fik hele den triste historie om en slægtning, der var gået konkurs, og at han sammen med en anden havde kautioneret for i alt 10.000 kr. – 5.000 kr. hver, men nu viste det sig, at medkautionisten – et af familiens medlemmer – var insolvent, og derfor var han, Christen Drasbek, nu pligtig til at udrede hele beløbet. Han havde allerede prøvet at tage et lån i ejendommen, men kreditforeningen havde afslået, skønt det allerede bestående lån på 50.000 kr. var nedbragt til 35.000 kr. Herefter var han gået til sin bank, der også havde sagt nej. Og derfor var han nu blevet i dårligt humør. Efter alle disse oplysninger blev jeg lidt bange for Drasbek, og den nærmeste fremtid. Pengene skulle være betalt – eller sikkerhed stilles – inden tre dage, da der i modsat fald ville blive gjort udlæg i hotellet. Hvad kunne jeg gøre? Muligvis ingenting – og dog! Da jeg samme dag var et ærinde i byen, mødte jeg vor gamle staldforpagter Kresten Jørgensen, der var Drasbeks bedste ven gennem de mange år. Jeg bad ham om at kigge ind til vennen, da jeg samtidig forklarede ham, at der var noget alvorligt i vejen med Drasbek. Da jeg lidt senere kom hjem, sad de to venner og græd med hinanden. Kresten Jørgensen talte derefter sagte og henvendt til mig: ”Vi har fået sagen i orden, men du skal vide, at det er Johannes penge, som jeg låner ud”. (Johanne var hans voksne datter, som holdt hus for ham). Han fortsatte: “og  jeg er klar over, at det bliver dig, der skal slæbe pengene sammen igen”. Denne velmente anerkendelse levede jeg da også op til. Det varede ikke så længe, inden der begyndte at komme mere gang i forretningen og økonomien blev så god, at gamle staldforpagter Jørgensens datters penge var betalt tilbage.

1936 blev året, der bragte store personlige sorger til familien Drasbek. Ja – det var nærmest en katastrofe af alvorligste art for Christen Drasbek. Husets eneste søn, Christian Drasbek, døde efter få dages sygdom, 30 år gammel.

En aften vi havde fest i den store sal, blev jeg kaldt til telefonen, hvor en stemme fra Århus Kommunehospital meddelte mig, at jeg skulle bede hotelejer Drasbek komme med det samme, da hans søn lå for døden. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik sagt til Christen Drasbek, at hans eneste søn lå for døden, men afsted kom vi da, trods fest i salen og travlhed. Vi nåede frem til hospitalet sent på aftenen, men Christian Drasbek var allerede bevidstløs og udåndede kort efter midnat. Han døde af blindtarmsbetændelse efterfulgt af en ondartet bughindebetændelse.

Den unge Drasbeks død ramt forfærdelig hårdt både i Kolind og i Århus, hvor han havde boet med sin kone et års tid, og umiddelbart før han blev syg, havde de fået en søn. Barnet blev døbt ved sin faders kiste og fik hans navn: Christian Drasbek. Jeg var den lille Christians gudmor, men har desværre kun set ham få gange siden, han er i dag taxi-vognmand i Roskilde. Ægteparrets ældste søn, Ib, er indehaver af firmaet Dranella i Strib.

PÅ VEJ MOD MÅLET

I løbet af vinteren 1934-35 traf Drasbek afgørelsen for vort biografteaters fremtid. Vi skulle have alt det tekniske fornyet, ville være med på noderne og have tone- og talefilmsudstyr installeret i den store sal. Vi fik foranlediget en invitation fra Bang og Olufsen i Struer for dér at se på maskiner og alt andet udstyr til at afløse den gamle mekanik, som havde kørt siden ”Stationsbyernes Biografteater” blev startet af den daværende postmester i Ryomgård i begyndelsen af tyverne. Vi bestemte os for et helt nyt anlæg, som skulle leveres klar til ibrugtagning i hotellets teatersal. Nogen tid senere blev vi indbudt til at spise frokost i Holstebro, og der erindrer jeg – for første gang i mit liv – at blive præsenteret for en leverpostej – taget rygende varm lige ud af ovnen – og pyntet med friskrøget bacon plus oceaner af champignons. En oplevelse, som jeg tog med hjem til glæde for vore egne gæster.

Kort tid efter leverede Bang og Olufsen vort nye tone- og taleanlæg, og en af firmaets betroede funktionærer, den unge installatør Steffensen, tog sig af den kostbare installation – og gjorde alt klar til premieren. Det blev en stor succes, vi spillede filmen ”København” med Olga Svendsen og Ib Schönberg for fulde huse tre aftener i træk.

Biografen og talefilmene blev en fortsat succes, men for mig kom der problemer, der ikke netop var succeser. Det havde et stykke tid knirket i forholdet mellem min ven og mig på grund af min stadig stærkere tilknytning til Drasbeks Hotel og dette hus’ fremtidige drift. Det kom da til det endelige brud mellem os. Det irriterede ham grænseløst, at jeg ikke tænkte mere på vores fælles fremtid end hotellet og biografen.

På grund af denne uoverensstemmelse skiltes vi – og har ikke set hinanden siden. Efter Christen Drasbeks død ville jeg for en god ordens skyld aflægge min vens forældre et besøg, men fik kun til svar: ”Synes du ikke, at du har gjort os fortræd nok?” Dermed var den historie ude, og jeg havde jo i forvejen nok om ørene.

Mere end nogensinde gik jeg op i mit arbejde, og jeg var helt fascineret af, at jeg – hvad angik Drasbeks Hotels drift – kunne gøre, som jeg ville. Der blev stadig mere og mere at tage vare på. Ikke blot i køkken og restaurant, men også tilrettelægning og styring af det mere kulturelle. Hvad enten det var teater eller biografforestilling eller mange andre arrangementer, var jeg med til at træffe bestemmelserne og få alt dette til at køre. Vi spillede teaterforestillinger 2-3 gange om året med Koed Ungdomsforening og/eller Kolind Landboforening som værter. Vi opførte ”Reservebaronen”, ”Alle mand på dæk”, ”Styrmand Karlsens flammer” og mange andre solide succeser og her traf vi alle de kære gamle skuespillere, som altid gennem mange år havde glædet os. Det var Ib Schönberg, Osvald Helmuth, ”Fyrtårnet”, Arthur Jensen, Liva Weel og mange, mange flere. Der var heller ikke mindre fest i byen, når Kalle Smed – vor lokale teatermand – rullede sig ud med dilettantforestillingen ”Smuglerne fra Samsø”, som vi spillede 3 aftener i træk for stopfulde huse i 1936.

Det hændte sig i nævnte år, at jeg fik besøg i køkkenet af politibetjent Sørensen fra Ryomgård. Han kiggede lidt bestemt på mig og sagde: ”Du kører vist bil uden kørekort – er det rigtigt?” Jeg måtte på stedet bekende, at det var rigtig nok mig, der sad ved rattet, når Drasbek og jeg var ude at køre. Hvorefter den gode politimand fortalte mig, at han havde bestilt køretimer til mig hos kørelærer Jens Lyngby, og nu havde jeg at komme i gang, eller skulle jeg få med ham at bestille.

Jeg fik 6 timer hos Jens Lyngby, da han var klar over, at jeg nok skulle bestå køreprøven. Vi kørte derfor snarest til Ebeltoft, hvor den motorsagkyndige, ingeniør Mouritsen, tog imod os på politistationen. På stationens kontor sad en ung mand, som jeg flere gange havde spillet tennis med, både i Kolind og i Ebeltoft. Vi havde knap nok hilst på hinanden, før han sagde: ”Uha – det er da godt, det ikke er mig. Jeg har kørt om hos Mouritsen to gange”. Det dulmede naturligvis ikke meget på mine nerver, men jeg slap nu let igennem køreprøven. Mouritsens ord til mig lød således: ”Kør så – og hvis du laver fejl, så skriger jeg. Det er arresten, du ser lige foran os, og hvis du kører galt, bliver du sat ind”. Ved afslutningen på ”opvisningen” skreg han: ”Drej for helvede – det er jo her, vi skal op”. Da vi kom op på kontoret, vrissede han efter den føromtalte mand: ”Hvorfor pokker skulle du køre to omgange, det burde have været unødvendigt, når en ung pige kan køre ”det” hjem på 6 timer”. Han – Mouritsen – skulle bare have vidst, hvor mange timer jeg i virkeligheden havde kørt, førend politibetjent Sørensen anbefalede mig at tage køreundervisning og få førerbevis.

Den motorsagkyndige, ingeniør Mouritsen, boede i Grenå, og var en god ven af huset – som så mange andre. Han kom ofte ind og var min køkkengæst. Jeg kunne godt lide at sidde og få en sludder sammen med ham, når jeg da ellers havde tid. Han havde altid en eller anden nyhed eller morsomhed at fortælle, og han befandt sig knippelgodt i vort køkken. Mange andre af husets gode venner har haft det på lignende måde. Jeg mindes med vemod alle de stærke stoute mænd, der bragte liv og munter hygge med sig, når de aflagde hotellet et lille besøg – alene eller sammen.


SOFIE ADAMSEN SØRENSEN – DEL 6

 – om Christen Drasbek og hans slægt

Om denne slægt kan jeg fortælle, at min hotelejers far, C.C. Drasbek kom her til egnen fra Skanderborg, hvor han havde været ansat på byens jernbanestation. Han havde også en kortere tid været tømrer i Hyllested, før han etablerede sig som kromand på Mårupvad Kro i Mårup, hvor der dengang holdtes store markeder nogle gange om året. Kronæringen på dette sted var også knyttet til beliggenheden ved den gamle Grenaa-Aarhus landevej. Der er stadig en gård på stedet, og den lyder navnet ”Maarupvad Kroer” den dag i dag.

T.v. C.C. Drasbek.  Da Jernbanen Randers-Grenaa og Kolindsunds udtørring var en kendsgerning, skete der også andre ændringer i trafikal henseende. Den gamle landevej blev først ført over Trustrup-Tirstrup og videre til Rønde, som vi kender den nu. Det skete alt sammen i årene 1870 – 76, og den gamle kro i Maarupvad måtte se sin næring ødelagt, da også markederne blev flyttet til den nye stationsby Kolind.
C.C. Drasbek var en beslutsom mand, der solgte Maarupkroen med tilliggende i 1877, men han tog sin krobevilling med, da han samme år flyttede til Kolind som ny ejer af byens gamle kro med tilhørende købmandshandel.

Nedenfor den gamle kro i Kolind, ca 1887-88, da C.C. Drasbek havde solgt kroen for at flytte til Jernbanepladsen.
Men heller ikke den gamle kro kunne tilfredsstille den driftige mand. Han så fremtidens muligheder ligge nær jernbanestationen og hertil flyttede han – 1888 – med sin beværterbevilling og en mængde energi for at grundlægge Drasbeks Hotel, men drev også i mange år, hvad vi kalder en blandet landhandel med kolonial, korn og foderstoffer samt tømmerhandel ved siden af sin nye kro. Han havde mange andre gøremål. Han var manden, der fik ideen til et andels-svineslagteri i Kolind, men hans samtid manglede forståelse for beliggenheden. Han var medstifter af Landboforeningen for Kolind og Omegn. Men det var hotellet, der var hans livsværk og det var et stort foretagende, han ved sin død den 23. marts 1911 kunne overlade sin søn Christen Drasbek, der siden 1902 havde været medindehaver.

Her mødes landevejene fra Nødager og Mårup i Gl. Kolind. Huset t.v. er C.C. Drasbeks tidl. kro. Der står afholds-restaurant på skiltet. Købmandsforretningen findes om hjørnet i samme ejendom.

C.C. Drasbek havde seks børn, og jeg kender navnene på dem alle.

Anne, som var gift med ølhandler Gustav Jensen, der havde butik og lager i en ejendom, som lå der, hvor Djurslands Bank havde til huse, da den hed Banken for Kolind og Omegn. Han bragte øl og vand ud til de handlende – og naturligvis også til svigerfar på Drasbeks Hotel – på det da nye befordringsmiddel, en 1 ton Ford lastvogn med åbent førerhus og forsynet med faste gummiringe på baghjulene, men luftringe på forhjulene.

Meta Drasbek blev gift med Emil Høgh fra Bugtrup, og ægteparret bosatte sig i Thorsager og drev landbrug her.

Niels Drasbek giftede sig med Nanda. Ægteparret drev i mange år Magasin du Nords afdeling i Tåstrup. I 1931 etablerede Niels Drasbek sig som Tricotage grosserer i København. Nanda var en pragtfuld kvinde, som jeg var meget glad for at lære at kende og besøge i hjemmet i København. Nanda Drasbek var ofte vor gæst på hotellet.

Jens Drasbek har jeg aldrig kendt. Han var udvandret til og bosat i Amerika.

Den yngste datter, Krestence – også kaldet Stense – blev gift med den lidt vidtløftige købmand Arnold M. Adamsen (som jeg ikke er i slægt med), der overtog svigerfars købmandsforretning i samme ejendom som hotellet. Han var familiens sorte får i pengesager og det varede heller ikke længe før han standsede. Forretningen blev derefter overtaget af købmand A. Frandsen. Arnold. M. Adamsen og familie flyttede til Herning, hvor han blev salgschef for et kornfirma, der havde hovedkontor i Esbjerg. Hvor længe ved jeg ikke, men en lille morsom samtale gjorde, at jeg fik at vide, at han havde købt hotel i Thisted i tiden omkring 1940. En morgen blev jeg kaldt til hotellets telefon: ”Det er Adamsen her, jeg har nu købt hotel i Thisted, og mangler kun en dygtig husjomfru. Vil du have pladsen? Så er den din med det samme”. Og han tilbød mig en kolossal stor løn. Jeg svarede: ”Ja-ja, jo-jo – tøv nu lidt, jeg skal da lige spørge ”den gamle” om, hvad han synes om dit tilbud”. Det er ikke for meget sagt, at Chresten Drasbek blev skrupskør, da jeg fortalte ham om svogerens ”strålende” tilbud og spurgte om, hvad jeg skulle svare. Drasbek var allerede på det tidspunkt en syg mand og tålte ikke den slags ”vittigheder”, især ikke, når de havde adresse til ham selv. Så det luftkastel blev der ikke noget af.

Jeg fortalte før om C.C. Drasbeks køb af kroen i Gl. Kolind, og at han flyttede til en ny bygning lige overfor jernbanestationen. Vi skal langt tilbage i historien og til tiden, da Kolind blev stationsby og Kolindsund var udtørret. Da købte C.C. Drasbek et stykke jord vis a vis stationsbygningen og påbegyndte i etaper at opbygge Drasbeks Hotel. Først den store kørestald, hvor rejsende kunne ”stalde ind”. Ovenover blev der indrettet privatbolig, og bagved – men sammenhæng dermed – opførte han staldene, hvor folk fra fjern og nær kunne sætte hesten eller hestene ind, når de kom til Kolind for at handle eller for at tage videre med det allernyeste transportmiddel – Damptoget.

T.v. det nybyggede Drasbeks Hotel, mens det endnu blev drevet på kronæring i 1896. Købmandsforretningen ses t.v. med et hvidt skilt over indgangsdøren. Indgangen til kroen er markeret med et mørkt skilt over døren. Indenfor t.v. fandtes en pæn restaurant, mens lokalet t.h. var slyngelstuen, hvor kromanden ifølge sit næringsbrev var forpligtet til at modtage de farende svende for nattelogi. Sådanne gæster fik udleveret rent sengetøj, men skulle selv lægge det på.

C.C. Drasbek fortsatte med at bygge sit livsværk. Den første del af selve hotellet bestod af en stor skænkestue – til højre for den nuværende hoveddør. Bag dette lokale lå et kammer, som var beregnet til personalet, som i begyndelsen næppe havde været mere end en enkelt pige. Ved siden af dette rum fandtes køkkenet, der ikke var større end et almindeligt køkken i et privat hus. Over disse tre rum byggedes beboelse for familien Drasbek, hvorefter lejligheden over kørestalden blev indrettet til værelser for hotellets gæster. Senere byggedes den lille restaurant og halvdelen af den nuværende store restaurant. Der blev også indrettet dansesal og bygget videre i forbindelse med selve hotellet, det sidste henviser til købmandsforretningen med tilhørende kornlager, og med beboelse, hvor familien C.C. Drasbek flyttede ind, da sønnen Chresten og svigerdatteren Petrea overtog hotellets drift.

En hyggestund i det Drasbekske hjem sidst i forrige århundrede, ca. 1895. Ægteparret Ane Mette og C.C. Drasbek omgivet af  – fra venstre – alle 6 børn: Meta – Kristence -Anna – Jens – Niels og Chresten. Læg mærke til, at husfaderen har den lange pibe i brug og spytbakke ved fødderne. Det kan være ældste søns 18 års fødselsdag, der fejres.

Der blev også indenfor årene før århundredeskiftet anlagt en stor have, hvor siden kornlager og tømmerhandel og Møller og Gay – Møllers K-Marked fik hjemme. Denne have hørte med i billedet af det nye hotel. Her kunne man arrangere søndagsaften-underholdning med dans og servering af øl og kaffe. Chresten Drasbek talte ofte om, hvad men dengang fik for varerne. En Brøndum snaps kostede 18 – skriver 18 – øre, og selve kaffen til ”de små sorte” kostede ikke noget. Ikke underligt, at Jeppe – eller mange andre – tit kom hjem med en ”lille en på”, og skulle stå til regnskab hos Nille og smage hendes krabask. Haven måtte jo sløjfes, da der senere skulle bygges lager til korn og foderstoffer samt udvidelse af selve købmandsbutikken.

T.v. ægteparret C.C. Drasbek og fru Ane Mette – foto fra Norge på en kombineret ferie- og studierejse. Årstallet er 1899 – ægteparrets sølvbryllupsår.

C.C. Drasbek havde en søster, der var gift med ejeren af gården Ingvorstrup, proprietær Christensen. Ingvorstrup er en af de kendte væbnergårde ved Kolindsund og blev meget kendt i nutiden gennem filmatiseringen af St. St. Blichers roman: ”Præsten i Vejlby”, som i lang tid blev spillet i hotellets ”Kolind Biografteater”. Siden da hilste jeg altid på sønnen fra gården, der havde overtaget den efter sin far: ”Der har vi jo den grumme herremand fra Ingvorstrup”.

C.C. Drasbeks familiegravsted findes på Kolind kirkegård og her ligger mange af slægtens medlemmer begravede.

Jeg vil standse lidt ved året 1932 og omtale vor uundværlige medhjælper – vort faktotum – som havde fulgt og tjent slægten Drasbek hele sit liv. Han er i disse linjer uden navn, men var en gammel mand, da jeg hørte om ham og hans virke såvel inde som ude med forefaldende arbejde i restaurantens køkken eller med at holde rent i stald eller på gårdsplads. Han var et stilfærdigt menneske, der passede sig selv og sit arbejde med kost og spand. En dag savnede vi ham ved morgenbordet, og jeg bad da vor karl, Niels Holm, om at se efter ham. Vi fandt ham på sit kammer mere død end levende. En tilkaldt læge sendte ham omgående på sygehuset, men han døde inden aften. Han var fra Tustrup på Nord-Djursland og blev begravet på Nørager Kirkegård.

FIE – SOFIE ADAMSEN SØRENSEN – DEL 5

Fie var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 70. Del 1 – 4 er bragt tidligere. Her kommer del 5. Del 6 indsættes ca. 1. juni. Midtdjurs lokalarkiv (tlf. 4038 6535) har stadig få eksemplarer af hendes bog til salg.

FIE – DEL 5

FLYVENDE FART I HOTELFAGET

Mine 40 år i hotelbranchen tog sin begyndelse på Valdemarsdagen den 15. juni 1930 kl. 4 om eftermiddagen. Jeg var da 25 år. Min søster og jeg fulgtes ad til min nye plads på Drasbeks Hotel, og jeg var meget spændt på, hvordan det hele ville forløbe. Vi gik ind ad døren til restauranten, men her var fuldstændigt tomt. Vi gik videre gennem stuerne og tilbage igen, for derpå at liste ud i køkkenet, et stort uhyggeligt rum i mine øjne – og hertil mørkt og koldt. Jeg sagde stille til min søster: ”Her bliver jeg vist ikke ret længe, skal vi ikke liste hjem til dig igen, så kan jeg gå herned på ny i aften.” Men så blev der pludselig røre omkring os. Hotelejer Drasbek, hans kone Petrea og sønnen Christian kom ind gennem køkkendøren. Med et kort ”God-dag” som velkomsthilsen fik jeg ordre til at klæde mig om, ”…for vi får meget travlt i aften. Elna kan følge Jer op på jeres værelser, for I skal bo sammen”. Jeg fulgte med den unge pige ud og op over den gamle kørestald gennem en lang mørk gang ind bag en skillevæg. Man ge pigekamre havde jeg set i min tid rundt på gårdene, men dette var dog det mest uhyggelige, jeg nogensinde havde oplevet. Der stod gamle dobbeltsenge som engang i tidernes morgen havde været grønmalede. Der var en af den tids almindelige springfjeder-madrasser i bunden, men fjedrene var i uorden, enten lå de ned eller også stak de lige i vejret. Fra de sædvanlige centnertunge dyner fløj fjerene om ørene på os, bare vi løftede lidt i hjørnerne, og tapetet var fugtigt og hang i laser. Der var ingen gardiner for vinduerne, intet bord og heller ingen stole. Desuden lugtede der af hestestald i rummet, for hotellets kørestald var jo lige nedenunder. Alt dette var for meget for mig, pludseligt kom der et frygteligt raseri op i mig, og som jeg ikke kunne styre, når jeg følte, at jeg blev trådt på eller misbrugt. Jeg for ned i køkkenet, hvor der stod en lille rund kone. Jeg råbte vist lidt højt om, hvor jeg kunne finde fru Drasbek? Hun pegede stiltiende op i loftet, og jeg for op ad trappen og ind i ”Privaten”. Fruen sad ved sit toiletbord og vendte sig om i en fart, men jeg fik munden på gled først. Hvad der blev vekslet af ord imellem os, husker jeg i dag ikke helt tydeligt, men jeg blev omgående anvist et andet værelse på hotellet.

T.h. foto af fru Petrea Drasbek som 30 årig. Hun blev viet til hotelejer Christen Drasbek d. 11.10.1900 og var hotellets “Leading Lady” i mere end 30 år. Fru Drasbek tog sig af alt indenfor hotellets mure og var en ekspert i et køkken. Det var fru Drasbek, der satte Sofie “på sporet” og på et års tid havde indviet hende i kunsten at være krokone.

Lang tid efter denne dag, da fru Drasbek og jeg for længst havde fundet et godt samarbejde og tillige respekterede hinanden, sagde hun en dag til mig: ”Aldrig i mit liv er jeg blevet så bange for nogen eller noget, som den søndag eftermiddag, da du brasede ind til mig og skældte mig huden fuld, men jeg trængte vist også til det”.

Samme efterår fik hotellet indlagt centralvarme på alle værelserne på baggangen. På det tidspunkt var jeg allerede fru Drasbeks køkkenchef og prisen for min forbliven – mine betingelser – var, at alle hotellets unge piger også fik varme indlagt på deres værelser, ja – at de fik hver sit værelse.

Fru Petrea Drasbek var i virkeligheden en strålende kvinde, der lærte mig alt, hvad jeg senere fik brug for i hotelbranchen. Hun var lederen i at, hvad der angik husets drift. Hun sad på sin stol og gav ordrer og arrangerede på den måde alt, hvad hun formåede – siddende. Hun var sygdomsmærket af tarmblødning, som kom i pludselige og uventede anfald, hvor hun var ked af det hele og græd meget. Men når hun havde det godt på ny, og der ikke var alt for travlt, kunne hun finde på at sige:” Klæd dig nu lidt pænt på, vi to trænger vist til en fridag”. Så kørte vi en tur til Fjeld Skov eller gennem Løvenholm skovene. Eller på anden vis kunne hun være gavmild. Hvis vi havde været på indkøb, kunne hun sige:” Tag lige den der kjole på, Sofie,jeg vil se, hvordan den klæ’r dig”. Da så hun lidt skælmsk på mig, smilede og sagde:” Den skal du have, fordi du er så sød til at hjælpe mig i et og alt”.

Til andre tider kunne hun være meget smålig med frihed. Jeg erindrer en aften, da jeg havde vagten, at Jacob Thomassen – som da var formand for Koed og Attrup Ungdomsforening – kom ud i køkkenet sammen med Rasmus Fir’dør, der var vognmand og kørte i en høj gammel ford eller ”HGF med 4 døre”. De to ville have mig med til bal på Hotel Kolind. Lidt skadefro sagde jeg til de to, at de skulle spørge fru Drasbek! Jeg vidste kun alt for godt, at hun ikke tålte, at vi piger fra Drasbeks gik til fest på Hotel Kolind. Hvordan de bar sig ad, ved jeg ikke, men Jacob og Rasmus fik skam lov til at tage os med på den betingelse, at de hjalp os færdige i køkkenet.

Hotel Kolind ejedes dengang af Chr. Dalsgård – kaldet Da’ten – der var forstkandidat af uddannelse og havde drevet planteskole i Kolind i adskillige år, men uden synderligt held. Nu havde han af en eller anden grund skiftet til hoteldrift efter samme opskrift. Den omtalte balaften husker jeg tydeligt. Da vi ankom til restauranten, mødte vi straks et par stamgæster lige indenfor døren. Maler Mikkel Degn fra Bugtrup, arbejdsmand Ras Kahr (udtales Kaar) fra Koed og ølhandler Jens Helbo fra Kolind foruden flere andre. Vi unge blev straks inviteret på en genstand, selvfølgelig i den hensigt, at vi skulle give igen. Det blev til en hel del, og vi havde det vældigt sjovt, indtil værten – Chr. Dalsgaard – pludselig dukkede op og nærmest smed sig ind over bordet, så glas og kopper væltede og flød mellem hinanden. Han var ikke i tvivl om, at jeg var den nye pige på Drasbeks Hotel og hvis jeg ville tage plads hos ham skulle jeg få det dobbelte i løn – og hvis jeg sagde ja med det samme, ville han give smørrebrød til hele bordet. Chr. Dalsgaard havde en talefejl – han stammede – og det lød for mig og mine venner nærmest, som om det hele rablede for ham. Noget tydede på, at han var gået for vidt, for i næste øjeblik kom en lille sød dame hen til vort bord. Hun stod lidt og så på os, og henvendt til mig bad hun vi piger om at gå ind i balsalen. Selv om værten havde dummet sig, forstod jeg ikke straks, hvorfor den lille dame henvendte sig i vrede til mig.

Men dagen efter fik jeg forklaringen af fru Drasbek, og den gik i al korthed ud på, at de to hotelejer-par nærmest afskyede hinanden som pesten. Fru Drasbek så helst, at jeg ikke oftere gik til bal eller andet på Hotel Kolind.

Vi er nået til foråret 1931, jeg har været ansat næsten et år på Drasbeks Hotel, og jeg fattede ikke rigtig al den snakken om dårlige tider, for vi havde altid travlt i virksomheden. Jeg husker, at vi fik 40 øre for en øl, 35 øre for en pakke cigaretter, 50 øre for en kop kaffe, 50 øre for et stykke smørrebrød, og 2.00 kroner for dagens middag. Et værelse kostede 3.00 kroner for en nat. Derudover havde vi også mange store fester og forskellige arrangementer med kæmpestore kaffeborde med alt hvad dertil hørte af bagværk for 90 øre pr kop. Dyrskuedagen gav et af årets største omsætninger og det til trods for, at den billigste store ”Dyrskuemiddag” kun kostede 6 kroner pr. kuvert. Proprietær Lund, Kratholm var dengang formand for og leder af Landboauktionerne, og konsulent E. Staunskjær var allerede da langt inde i billedet som Kolind Landboforenings vejleder i agronomiske spørgsmål. Han var en solid og kolossal arbejdskraft for denne forenings medlemmer og deres formand.

Jeg glemmer aldrig mit første dyrskue som medarbejder på Drasbeks Hotel. Jeg begyndte min tjeneste mandag morgen den 16. juni 1930 i køkkenet, og 3 dage efter skulle dette store arrangement løbe af stablen med mad og drikke til størsteparten af de mange mennesker, som gæstede Kolind Dyrskue og kom langvejs fra. Der var ikke så lidt for mig nybegynder i faget at sætte mig ind i og få bragt i orden, men jeg var fast besluttet på at holde øjnene åbne og ørene stive – og ikke at lade mig slå ud af noget. Der var en episode, som jeg især husker, som var det i går. Onsdag aften kom vor fiskeleverandør Kristian Press med alt, hvad vi skulle bruge af fisk, blandt andet 5 store laks. Jeg blev straks sendt ud for at rense disse fisk og stod lidt for at beundre disse smukke laksekroppe, da vor kogekone fru Henriksen fra Nimtofte kom ud til mig. Jeg havde skåret hovedet af den første, og da hun så mig med resultatet, sagde hun: ”Jeg tror nok, at hovedet skal blive på fisken – du -men det kan fane’me være ligegyldigt, for når jeg nu får kogt dem og sat på fade, kan vi ingen steder have dem i fred for katte og mus”. Da hun havde kogt fiskene, blev de sat af vejen så godt vi kunne, for vi manglede jo et rigtigt fadebur. Næste morgen, på selve dagen – råbte hun op: ”Ka’ du se, det gik som jeg sa’e. Katten har sgu ædt hele laksen”. Så slemt var det nu ikke, men det var gået svært ud over den første af de 5.

Tiden gik. Dyrskue nummer 1 var for længst overstået, og vi nærmede os min tids nummer 2. Fru Drasbek var ofte træt og skrantede meget, men jeg havde vundet mængder af erfaring og havde i min hånd alle trådene til hele det store maskineri. Fru Drasbek gav mig kommandoen over hele det store dyrskue-arrangement, men blev dog siddende på sin vante plads i køkkenet, hvis jeg skulle få brug for hendes hjælp. Hun var alvorlig syg på dette tidspunkt og blev få dage efter dyrskuet ramt af en ny tarmblødning og måtte indlægges på Aarhus Kommunehospital.

De følgende uger af sommeren var en trist tid for os alle. Christen Dragsbek kørte hver dag til Aarhus for at besøge sin kone og hver anden dag måtte deres søn Christian, der da var landvæsenselev hos proprietær Legarth på Søholm, tage med sin far til hospitalet for at afgive blod til sin mor. Men blødningerne kunne ikke standses og fru Drasbek sov ind i døden i august 1931. Dagen før hun døde, bad Drasbek mig om at tage med ham til hospitalet for at besøge og tale lidt med hans kone. Det var første gang i mit liv, at jeg stod overfor et døende menneske, et menneske der kendte sin skæbne. Hun bad mig love at forblive på Drasbeks Hotel til hjælp og støtte for hendes mand og søn. Mit svar var et ubetinget ja.

En stærk og storsindet kvinde med magt over sig selv og med stor indflydelse på andre var gået ind i døden.

Hotelejer Christen Drasbek som 35-40 årig. Han blev født i Skanderborg 1877 og kom til Kolind sammen med sine forældre, da faderen C.C. Drasbek købte Den gamle Kro. Christen Drasbek fik sin uddannelse i faderens omfattende virksomhed, som han blev medejer af i 1902 og eneejer i 1911. C. Drasbek døde i 1942. Christen Drasbek var en mand, der betød uhyre meget for sin by og egn. Han var medstifter af banken for Kolind og Omegn. Hans interesse for landbrug placerede ham i Kolind og Omegns Landboforenings ledelse. Han var meget sportsinteresseret, og fodbold var hans hobby. Ungdommen nød godt deraf i form af hans gave: En fodboldbane – eller rettere en sportsplads – i de rette mål. Samtidig fik byens borgere et smukt lystanlæg.

Da Christian Drasbek og jeg kørte hjem til Kolind samme nat, vidste jeg med mig selv, at mit løfte til fru Drasbek havde bundet mig for en længere årrække. Jeg tænkte i den forbindelse også på min ven og vores usikre fremtid sammen, men jeg græd ikke. Jeg vidste, at jeg kunne klare min opgave og alle udfordringer, på trods af katte, rotter, mus, og alt det der trængte sig på i den gamle forfaldne skude af et hus med hotel, der trængte til istandsættelse fra den ene ende til den anden – ikke mindst i de mange tilbygninger og udhuse.

Allerførst skulle jeg nu lære Christen Drasbek at kende som arbejdsgiver. Jeg havde ikke set ret meget til ham i de 15 måneder, som jeg havde været ansat på hans hotel. Nu ventede jeg på hans ordrer, men der kom ingen ordrer, han gav mig blot besked om, at jeg kunne gøre, som ”vi var vant til”. Det vil sige at indkøbe, hvad der skulle bruges af kød, fisk, kolonial og alt det meget andet, som er nødvendigt i den daglige forretning. Ligeledes blev det betydet for mig, at jeg skulle sørge godt for hotellets gæster – kunderne – og at alt vedrørende hotellets drift var i orden. Og jeg var ikke i tvivl om, at Drasbeks Hotel snart ville være kendt langt udenfor herredsgrænsen.

En hotelvært må jo til tider være forberedt på andet end lige god mand og ditto servering. Man må kunne optræde med bestemthed – også overfor gæsterne. Mit første lille sammenstød med en af husets stamgæster har jeg aldrig kunnet glemme. Vor tjener, som vi kaldte Pingel, kom en aften ud til mig i køkkenet og bestilte ”det sædvanlige til Valdemar Petersen fra Svenstrup”.

Denne gæst var en af de ”store kanoner” i de handelsrejsendes verden. Han blev altid omtalt som ”Rejsekongen” takket være sin dygtighed og sit store salg af varer. Han var ansat hos det store og velrenommerede københavnske og landskendte firma C. Olesen, der solgte manufakturvarer over hele landet – altså også i Kolind. På hotellet havde han altid samme værelse og samme seng. Nå – jeg anede jo ikke, hvad ”Rejsekongen” plejede at spise og drikke, så jeg fik fat i Drasbek, og vi fandt da også ud af det i fællesskab. Men da fik jeg aftenens forskrækkelse nummer 2, idet tjeneren kom ud til mig og meddelte: ”Der skal dækkes til tre, og Valdemar Petersen ønsker frk. Adamsen til bords ved sin højre side. Det slog mig næsten helt ud, jeg var jo slet ikke vant til eller forberedt på den form for invitationer, som jeg fandt arrogante. Hvis manden endda selv var kommet ud i køkkenet og bedt mig. Nu blev jeg stædig, jeg skulle nok selv bestemme, hvem jeg ville dinere med og hvornår. Jeg gav en kort og klar besked gennem tjeneren, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg havde travlt og der var også andre, der havde bestilt mad. Det varede meget længe inden Valdemar Petersen tilgav mig, men senere hen i livet blev vi de bedste venner og havde mange gode stunder sammen.

Skæbnen ville det således, at dagen før V.P.s død var Drasbek og jeg en tur i Aalborg for at købe hotellets første isskab eller fryser. På vejen hjem gjorde vi ophold i Svenstrup for at kigge ind til “Rejsekongen”, der var meget syg. Det blev anden gang i mit liv, at jeg sad overfor et døende menneske. Vi blev hos ham en halv times tid og talte om, hvad vi havde haft af glæder og sorger sammen, og jeg husker hans sidste ord til mig: “Jeg fik dig da alligevel lært at sidde ved mit bord”.

Hans søn Erik Petersen overtog faderens stilling som rejsende for det kendte firma og kom hos os på hotellet som en ven og kær gæst gennem de mange år, han virkede. Efter at jeg var blevet alene om hotellets drift, indførte han en ny “skik” i huset i forbindelse med det årlige dyrskue. Han ringede altid nogen tid i forvejen for at få datoen for den store dag og mødte så op, satte sig på “sin” bestemte plads i køkkenet, og herfra passede han hele dagens regnskab for mig tilligemed udleveringen af drikkevarer – øl og spiritus –  til tjenere og serveringspersonalet i øvrigt. Det var til meget stor hjælp for mig. Jeg sagde ofte til ham: “At du gider”. Hans svar var altid: “Det er sgu da sjovt at sidde her og se på, at alle andre er i arbejde”.

Erik Petersen døde kort tid før jeg flyttede min adresse til Skarresø, men han oplevede dog at se “Søgård” stå klar til indflytning.

 FIE – SOFIE ADAMSEN SØRENSEN
DEL 4

Fie var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 70.  Del 1, 2 og 3 er bragt tidligere. Her kommer del 4.
Del 5 forventes indsat ca. 1. juni 2018.
Midtdjurs lokalarkiv (tlf. 4038 6535, Keld Østergård) har stadig få eksemplarer af hendes bog til salg.

Del 4 – MIN FØRSTE STORE KÆRLIGHED

Vi skriver 1927.  Jeg er nu 21 – og i dette forår blev jeg inviteret til konfirmation hos min tante og onkel i Bjerringbro. De havde efter min mors død adopteret min yngste søster.
Jeg besøgte dem jævnligt også i forbindelse med mine besøg derhjemme. Det var ingen omvej, rutebilen holdt lige udenfor døren.

Ved denne konfirmation traf jeg en ung mand, som jeg aldrig havde set før. Han var i lære som elektriker i Randers og forberedte sig til ingeniørstudiet. Vi blev lune på hinanden, men mere skete der ikke. Dog blev jeg klar over, at jeg for første gang i mit liv var alvorligt forelsket. Det var slet ikke morsomt for mig, for vi kunne jo ikke være sammen til daglig. Et halvt år efter blev jeg indbudt til sølvbryllup hos hans forældre i Randers – og jeg var som i den syvende himmel. Den dag og den aften blev vi klar over, at vi virkelig holdt af hinanden. Vi holdt sammen i syv år og havde bestemt at gifte os, når han havde fået sin ingeniør-eksamen. Men det går jo ikke altid, som vi planlægger.

I mellemtiden kom Drasbeks Hotel ind i billedet og endnu gik der nogle år. Jeg ville være i nærheden af min ven, som nu var ansat i Grenå, og jeg satte derfor en annonce i Randers Dagblad og fik mange tilbud fra egnen. Der var særligt et, som jeg syntes godt om, og som kom fra Søren Skiffard i Homå. Jeg blev antaget, og var hos ham i halvandet år, for det var en god plads. Her skulle jeg ikke med i marken, men alene passe huset og hjælpe til ved malkningen. Men en dag stod pludselig min onkel fra Sall grædende i stuen og var helt ude af det. Søren Skiffard prøvede at trøste ham og få ham til at falde til ro, mens jeg lavede kaffe. Så kom hele min onkels sørgelige historie.

Min søster var styrtet ned ad en loftstrappe og havde slået sig ihjel på stedet, så jeg blev nødt til at følge med ham hjem, for min tante kunne ikke være alene. Vi fik ordnet det således med Søren Skiffard, at jeg kunne tage med min onkel tilbage. Jeg blev hos dem vinteren over, og imens havde min onkel fået solgt gården og købt et hus i stedet.  Det var en forfærdelig tid for både min onkel og mig, min tante var fuldstændig sindsforvirret og kom på et plejehjem, hvorfra hun dog blev sendt hjem igen noget senere.

Nu var jeg klar til at søge nyt arbejde, og tog imod et tilbud om at bo hos min søster og svoger i Kolind, hvor de havde et statshusmandsbrug. Herfra tog jeg ud på forskellige små jobs, og gik til hånde her og der. En dag gik jeg i marken og lugede roer, da en vogn kom kørende hen ad vejen og gjorde holdt ud for det stykke, hvor jeg arbejdede. Manden på vognen steg af og gik hen imod mig. Jeg kendte ham godt, det var hotelejer C. Drasbek, hvis kone blev siddende på køretøjet imens vi talte sammen. De kendte mig begge to, må vel have hørt fra en og anden, at jeg var ledig. De kunne jo ved selvsyn konstatere, at jeg var en høj og stærk pige, hvis hænder ikke var skruet helt avet om på skafterne. Flere ting må vel have bevæget dem til at opsøge mig.
Den dag faldt klokken i slag for alvor. Jeg følte, at nu var jeg hjemme.                                                     Drasbeks Hotel – foto fra ca. 1935.
5. del bringes ca. 1. juni 2018.

 FIE – SOFIE ADAMSEN SØRENSEN

Fie var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 70.  Del 1 og 2 af hendes erindringer er bragt tidligere. Her kommer del 3. Del 4 forventes indsat ca. 1. maj 2018.

Del 3 – PÅ VEJ MOD FREMTIDEN

I efteråret 1923 rejste jeg sammen med 5 andre unge til Nollund ved Grindsted, hvor jeg i 5 år tjente hos Jens Peter Jensen og hans kone Maren. Og det blev en helt anden historie end alt det foregående, for her var jeg pludselig sammen med ganske almindelige mennesker. Uden rang eller stand var vi alle lige, enten det var i arbejde eller leg, i sorg eller glæde. Der var ingen forskel på husbond eller hans karl eller på madmor eller hendes tjenestepige. Vi trak alle på samme hammel, og her var et fint sammenhold. Alle kom hinanden ved, vi kunne tale sammen – både unge og gamle.
Vor nærmeste nabo hed Peter Johnsen og var gift med Gine. Deres eneste søn var døbt Marius. Peter Johnsen fortalte mig, at han i sine unge dage havde været Løbedegn, dvs. omvandrende skolelærer. Han gik fra gård til gård, fra hus til hus rundt om på heden og underviste børnene på sin vej. Han var en dejlig mand, der altid samlede vi unge i vintertiden til et lille dilettant-stykke, som vi derefter opførte i den gamle skole om foråret. Desuden blev der spillet på harmonika til sanglege, som vor præst, pastor Olesen fra Sønder Omme og Nollund sogne, ledede til stor glæde for os alle. Samme præst samlede ofte vi unge i den gamle præstegård i Sønder Omme, hvor han læste op – og gjorde det morsomt –  hvorefter vi fortsatte med sanglegene. Det var en dejlig tid, for vi ville jo gerne opleve noget og var tilmed glade, når nogen ville tage sig lidt af os.
Vor nabo på den anden side hed Mads Skov. Han havde tvillinger i sit ægteskab, to piger, som lignede hinanden så fuldstændigt, at selv forældrene ikke kunne kende dem fra hinanden. De to piger hed Karoline og Johanne. Karoline giftede sig med Niels Marius fra den anden nabogård, og fik en eneste datter, som sammen med sin mand ejer sin moders fødehjem. En ejendom som de har drevet frem til et mønsterbrug med alt, hvad der hører til en moderne gård. Nord for vores gård havde Jens Peter Jensen – altså vores nabo – købt 50 tønder land hede, som nu skulle under plov, og det blev bestemt at tage 10 tønder land under behandling i første omgang. Det var en oplevelse uden lige, og hele egnens ungdom og ældre med, koner og piger mødte ligeledes op for at være med til at brænde lyngen af. Først blev der pløjet en fire fem furer omkring det udpegede stykke hedeland, og det tog det meste af en uge, hvorefter folkene blev kaldt sammen til en bestemt aften. Da alle var på plads og var blevet instrueret, blev der ved hjælp af halm tændt ild i hele stykkets bredde, naturligvis med vinden mod ilden. Nu var det med at passe på, at ilden ikke fløj over plovfuren, så der gik brand i lyngen på den modsatte side. Der var nok at gøre, og vi sprang alle rundt som besatte med skovle og hjemmegjorte ilddaskere. Det blev et kæmpebål på 10 tønder land, røgen sved os i øjnene, og nogle af folkene undgik ikke at få mindre brandsår eller svedne såler. Men vi havde magt over ilden, den blev hvor den var anvist.
Da stykket havde ligget et par dage og ”dampet af” efter afsvidningen blev der spændt for hedeploven, et skrækkeligt stort monstrum forspændt fire store jydske heste. To på hver hammel, som indbyrdes var forbundet med et svært træstykke, der var fastgjort med frigang til ploven med en svær nagle. Nu var alt rede til start. Karlen havde højre spand heste i sin tømme, og jeg havde det venstre spand i min. ”Så er vi klar”, sagde husbond og fortsatte med et kraftigt og langtrukket ”Så-å-å-å”, hvorpå de fire heste ”lagde sig i seletøjet, så de næsten var strakt til jorden”, medens de trak ploven 10 – 20 – 25 meter. Sådan arbejdede vi to timer hver dag, indtil jordstykket var pløjet færdigt.
Jeg husker ikke, hvor lang tid en sådan mark lå hen i brak, og jorden kunne meldes tjenlig til at dyrkes. Men det var et kæmpearbejde med mergling, gødskning og tilførsel af jordkalk, som man i disse dage kaldte hedebondens hobby.
Der skete en ulykke hændelse, mens jeg arbejdede i Nollund. På gårdens marker avledes en kolossal mængde kartofler, som i kartoffelhøstens tid blev gravet op, samlet sammen og læsset på vogne med håndkraft. Dengang var der jo ikke maskiner til den slags arbejde. Jeg havde lige kørt to store læs hjem til gården, og var kommet tilbage med den tomme vogn, som folkene begyndte at læsse. Dette læs skulle blive stående i marken til dagen efter, så jeg begyndte at spænde fra, da husbonden råbte til mig, at jeg kunne lade den største af børnene, en dreng på 11 år, gå hjem med hestene, så jeg kunne fortsætte med at samle kartofler. Jeg råbte tilbage, om det nu også kunne gå an? Det var jo et par ganske unge heste, som jeg selv måtte køre i fast tømme. Men trods min protest fik drengen overladt tømmen og begyndte at gå med hestene. Pludselig tog pokker ved krikkerne, da de mærkede de mindre stramme tøjler – eller måske var det i kådhed eller for at komme hjem til fodertruget? De for afsted, så drengen slet ikke havde mulighed for at styre dem og måtte slippe tømmen for ikke selv at blive slæbt med. De to heste i sammenspændt seletøj kom i deres vilde løb på hver sin side af en telefonpæl. De ramlede både ind i sig selv og telefonpælen me det voldsomme resultat, at den ene var død på stedet, og den anden havde brækket et ben og flækket hovedet. Jeg kom til at måtte overvære, at det arme dyr – min arbejdskammerat – blev slået ned. Det var grimt at se på og jeg glemmer det aldrig. Slagteren blev tilkaldt omgående, begge dyr slagtet på behørig vis og kødet solgt til naboerne, efter at det var synet og stemplet. Men det var en sorgens dag for os alle på gården.

DEL 4: – “Min første store kærlighed” –  bringes ca 1. maj.

FIE

Del 2 – Sofie Adamsen Sørensen, kaldet Fie, var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 1970.  Del 1 af hendes erindringer bragtes for nedenfor for en måneds tid siden. Her kommer del 2 og del 3 forventes indsat ca. 20. april 2018.

Den lille med gode og lune erindringsbog kan købes på Lokalhistorisk Arkiv i Kolind, der endnu har få eksemplarer tilbage, der kan købes.

I Marmeline og Ebdrup

Efter tre år i min første plads var jeg fyldt 13 år og skulle foruden at passe skolegangen også gå til præst. Atter gjorde min gamle degn, lærer Andersen, sin indflydelse gældende. Han og min far havde talt sammen om fordelen af at skifte plads nu, da jeg skulle begynde min konfirmationsforberedelse. Og fik tilbudt plads på Klemstrupgården, men skulle selv sige op hos Peter Boller. Det gjorde jeg med glæde og kan tilføje, at lønne tilmed steg fra 50 kroner til 100 kroner om året.
Jeg var lykkelig, da jeg flyttede til Klemstrupgården, til Sofie og Jens Daugård. Det var i de år, hvor den spanske syge rasede, og jeg husker, at vi alle var syge – både mand og kone, deres søn Hans og mig selv, men vi kom alle i god behold over sygdommen, medens der var mange unge på egnen, der døde af sygdommen – blandt andre en af de unge konfirmander, som jeg gik sammen med hos Pastor Madsen, som var en dejlig præst, som vi alle vældig godt kunne lide. Vi var ellers en stor flok, der gik til præst. Kirken i Marie Magdalene var under ombygning eller restaurering, så børnene fra Pindstrup, Marie Magdalene, Ryomgård og Koed blev alle konfirmeret i Koed kirke.
Klemstrupgården var som så mange andre gårde og huse på egnen en forpagtergård fra godset Enebo I Fjeld Skov og ejede af godsejer Estrup, der havde en mængde får og lam, der i sommertiden gik på en stor åben mark oppe i skoven.
Når godsejeren skulle have et par lam slagtet, blev jeg langbenede tøs sendt med ham op i skoven for at hjælpe med at indfange lammene. Det tog mig kun et øjeblik at løbe de par lam trætte, og så blev de bundet på alle fire ben, hvorefter Estrups karl kørte dem hjem til Enebo. Jeg syntes det var vældig sjovt, og Estrup fulgte mig altid hjem til Klemstrupgården og gav mig en krone for hvert lam foruden at sige tak for hjælpen. Jeg var stolt, for jeg havde jo aldrig oplevet at få tak for et udført stykke arbejde, som jeg oven i købet syntes var morsomt – og endda fik betaling for.

Jeg havde et godt år hos Sofie og Jens Daugård, hvorefter jeg den 1. november 1919 rejste til Ebdrup for at tiltræde plads hos Ane og Jens Hansen – og her var lønne 200 kroner om året. Her i Ebdrup lærte jeg, hvordan man kartede og spandt uld – fik den farvet sort eller grå og vundet på de store nøgler. Vi strikkede uldstrømper, uldklokker og mængder af uldne undertrøjer og underbenklæder, men vi var også mange om arbejdet. To piger og to karle, sønner af huset. Pigerne blev kaldt Store-pigen og Lille-pigen. Lille-pigen, det var mig skønt jeg var langt den største. I denne gård lærte vi også alt om gammeldags husførelse, vi kærnede smør, vi lavede en del ost, bagte både rugbrød og sigtebrød. Det sidste foregik i en gammel ovn, som var bygget ind i selve muren ude i det kæmpestore bryggers.
Når alle disse gøremål var fra hånden, skulle de redskaber vi havde brugt – smørkærne, æltetrug, træsleve, borde, treben, øser og kar – rengøres og skures i kalk og sand, så alle disse ting påny var skinnende rene og hvide. Nu er alt dette en saga blot, men hvor var det smukt. Og en lille tilføjelse: Vort gamle WC – lokum – som stod i tørvehuset, fik samme omgang skuring.
Jeg havde en morsom historie i forbindelse med dette lokum, en lille hændelse, som afstedkom min første lussing – (bortset fra den med Lene Bollers spidse træsko) – efter at have røget min første cigaret. Store-pigen Frederikke og jeg var en aften gået op i vort fælle værelse. Vi lå sammen – som det var skik og brug dengang – i en kæmpestor dobbeltseng med halm i bunden og dyner så tunge som cement, men varme og dejlige om vinteren. Dengang havde man ikke installeret kakkelovne hos tyendet. Frederikke plagede mig for at ryge en cigaret, hvilket jeg også gjorde. Medens vi sad og pulsede, bankede det på døren, og min madmor kaldte meget højt på mig. Jeg rejste mig med bange anelser og gik ud på gangen. Uden nogen forklaring hoppede den lille kone op og gav mig en knaldende lussing, snurrede rundt og forsvandt med disse ord: ”Jeg skal kat’me lære dig store tøs at røge”.

Jeg svor hævn over den, der var skyld i min brøde og tort. Sønnen Rasmus og jeg stak hovederne sammen for at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved Frederikke – for det kunne jo udelukkende være hendes skyld. Jeg vidste, at Frederikke hver aften på næsten klokkeslæt gik ud på det hvidskurede lokum i tørvehuset. I god tid og mens Rasmus stod vagt, gik jeg derind med en bøtte grøn maling, som vi havde snuppet på en hylde i et redkabsskur. Jeg malede den nydeligste grønne krans omkring lokumshullet, hvorefter vi gemte os bag noget skrammel og ventede på Frederikke. Hun kom også – som beregnet – lidt efter og satte sig på brættet i det mørke rum for efter endt lettelse at forlade lokalet. Derefter gik jeg atter derind – forsigtigt – og mens Rasmus stadig stod vagt, fik jeg den resterende grønne maling fjernet og sædet skuret godt af med kalk og sand. Fnisende og opstemte forlod vi ”Valpladsen” for min stolte gerning, idet Rasmus gik forrest hen til køkkendøren. Og her faldt så hurtigt som et lyn denne aftens lussing nummer 2, leveret af Ane – hans mor – der føjede til: ”A ska lær’ dig knæjt at rend ude mæ den sture tøs om æ awten”.

Jeg for op på værelset, hvor Frederikke var meget optaget af en ganske bestemt ting på hendes bag. Hun nærmest hylede op: ”Hva Fanden er’et A hår få’t på min røv?” Medens jeg skraldgrinede betragtede jeg den smukkeste grønne krans med ”et æje” i midten, blev der for anden gang banket på vor dør. I en fart hoppede jeg under ”cementdynen” inden Ane kom ind og tog til at råbe højt: A vil wi’d hvor hun er og hva det er hun go’er og lister Rasmus til”. Men jeg lå musestille under dynen, og Frederikke sagde ingenting – heller ikke dagen derpå. Husbond – Jens Hansen – kunne dog mærke, at der ligesom var noget i luften mellem os, og han prøvede at fritte os derom. En dag mens vi sad og malkede, sagde han henvendt til os begge:” A vil wi’d hva det er i tow stu’e hvalp’ go’er rundt og grinerow – kom mæ’et?

Senere hen må Rasmus have fortalt sin far et og andet, for i høsten, da vi kørte korn hjem, sagde Jens Hansen til Frederikke:” No ka’ do krawl i top, men pas po int a´fo måling po di røv”. Den bemærkning udløste et mægtigt latterudbrud og vi skraldgrinede længe derefter. Jeg havde fået min raffinerede hævn. Min første og sidste lussing var afleveret.
Det var ellers dejligt i den tids Ebdrup. Jeg mindes tit de gamle gårde og huse og beboere, de gamle stoute bønder, som jeg stadig husker: Der var Anton Kristensen, hvis kone Marie altid huskede at understrege: ”Det er wos, der haaa’e den støst go’er i Ebdrup”. Der var mange flere: Anders Thuesen med sønnen Ejnar og datteren Agnes, Jacob i Brugsen, byens uddeler og sjove mand, der var Kresten Klausen ved Kirken og Hans Henriksen, foruden Jens Hansen, Per Rasmussen, Chr. Nielsen og Randers Rønde i Hovgården. For slet Ikke at glemme smeden, lærer Tolstrup og Kjesten Mari’ plus alle de, som jeg ikke kan huske navnene på.

Om vinteren fik alle vi unge lov til at spænde et par store jydske heste for en kæmpeslæde og køre afsted. Jeg tror, at det var Kresten Kristensen og Ejnar Thuesen, der tilrettelagde sådanne ture. En af turene gik til Kolind, hvor vi drak kaffe på Drasbeks Hotel. Det var mit første besøg på dette sted, lidet anende, at dette hus senere skulle blive mit hjem – og tilmed i 41 år. Vi kørte over Attrup – Koed – Ryomgård – Mesballe og Astrup. Kanen gled let afsted, hestene prustede og svedte, sneen flæj fra deres hove, mens vi sad varmt og godt i lammeskindsposer. Vi var vel en snes unge i alt, vi sang hele vejen. De folk, som vi mødte skulle da kunne se og høre, at det var de unge fra Ebdrup, som var ude for at more sig. Ja – det var skønne tider, da vi rykkede ind i tyverne.

Det meste af den gamle Ebdrup landsby nedbrændte engang i trediverne – jeg husker ikke året. Sådan en skæbne overgik jo desværre mange bondelandsbyer, hvor gårdene var nære naboer, hvor tagskægget næsten rørte ved sidemandens stråtag. Bugtrup blev også ramt, og de fire vestlige gårde nedbrændte totalt med kreaturer og inventar. Men nye gårde rejste sig i stedet, nogle på stedet og andre flyttede ud..

Om sommeren var vi på udflugt til godset Benzon ved Gjerrild – det nuværende Sostrup slot. De to unge Als-sønner fra Bugtrup kørte for os. Jeg husker bedst Marius (senere el-værksbestyrer i Kolind), der på vores udflugtsdag førte vognmand Røndes første lastbil, Kolind Auto Transport, som til formålet var forsynet med træbænke langs siderne foruden en dobbeltbænk i midten. Hjulene var med kædetræk og massive gummiringe. Bilerne var købt og hjemtaget fra Tyskland, hvor de havde deltaget i første verdenskrig. Ofte gik de i stå – især op ad Mårupbakke eller lignende bratte stigninger på de daværende grusveje – asfalt var jo ikke taget i brug, og landevejene var ofte hullede i Kolind kommune. Man sagde, at det skyldtes Marinus Dommer, der altid lavede mudder i sognerådets møder. Men vi kom både til Benzon og hjem igen, efter at have beset hele dette betydelige herskabsgods og haft en vidunderlig tur. Det der især imponerede mig, var de store fine stalde med flotte heste og fornemme vogne. Fra Benzon kørte vi en lille omvej på hjemturen, der gik via Skovkroen i Ebeltoft, hvor vi spiste og dansede, inden vi i den lyse sommernat satte kursen mod Ebdrup.
Lige før Marius Als døde, mindedes vi denne udflugtstur, og han fortalte da, at jeg stadig skyldte ham 10 øre, som han havde betalt for min dansebillet. Han fik omgående de 10 øre, som han modtog med tak. Jeg udbad mig en kvittering, som jeg straks fik. Det var sidste gang, jeg så og talte med Marius Als.

I efteråret 1920 tog jeg plads hos Karen og Marinus Henriksen på Gårsenskærgård og fik en kæmpeløn på 600 kroner om året. Ikke engang Store-pigen Frederikke kom op på mere end 450 kroner. Jeg var stolt som en pave og kunne nu endelig købe lidt til mig selv. En ny cykel var det første, som jeg købte, da det blev forår – og så gik turen hjem til min far i Pindstrup, hvor han nu boede og havde købt en vognmandsforretning.
Men ellers fik jeg lov at slide for alle pengene hos Henriksens. Op kl. 6 om morgenen – og aldrig færdig før ved 9-tiden om aftenen. Jeg hjalp altid Marinus i kostalden, han var rar at arbejde for, men hans kone Karen var et arrigt rivejern – men til gengæld dygtig, så jeg lærte en masse hos hende.
Men for mig, der ville ud at se og prøve noget nyt, var der trist og kedeligt på den store udflyttergård. Det gik heller ikke så godt med Karen og mig, hun kunne til tider blive fuldkommen rasende på mig. Jeg var velvoksen, stærk og sund foruden at være temmelig selvstændig – efterhånden. Jeg nød at se hende skabe sig, for det vr hun god til.
Men alt har en enden. En søndag eftermiddag havde jeg fået fri, imod først at lave eftermiddagskaffe til familien. Som sædvanlig havde jeg startet primus-apparatet, pumpet det op og tændt det an, da hun kom farende ud i køkkenet. Grunden til hendes ophidselse var vistnok, at der den søndag endnu var nogle gløder tilbage i komfuret, og dem mente hun, jeg burde udnytte først – og spare primussen. Hun måtte have troet, at hun kunne blæse flammen ud, men da hun gav sig til at puste lidt til ilden, blev resultatet, at der først gik ild i hendes pyntehåndklæde og derefter i hende selv. Da jeg ville hjælpe hende, gik der selvfølgelig også ild i mine klæder. Hvem af os, der hylede mest op, husker jeg ikke, men Marinus kom farende ud til os og råbte: ”Hvad Fanden er det dog i skruptossede kvindfolk laver. Ska’ i svide hele gården af?”.
Dagen efter sagde Marinus til mig, at det nok var bedst, at vi skiltes, for Karen var irriteret over, at jeg var så dygtig til at hjælpe ham i stalden. Og dette arbejde i stalden gav en dag anledning til følgende episode. Om morgenen da hun kom ud i kostalden for at hjælpe med malkningen, gik hun hen til en af de køer, som jeg havde færdigmalket og prøvede at eftermalke den. Da der var gået lidt tid, siden jeg havde malket min ko færdig, var hun heldig at få et par små strint ud af en af patterne. ”Koen er ikke renmalket”, sagde hun til mig. Da rejste jeg mig fra min malkestol, gik over og eftermalkede hendes ko. Jeg vred et par ordentlige sjatter mælk ud af patterne. Siden den dag blev min malkning ikke mere efterkontrolleret.

Der skete andet og mere i sognene rundt i landet. Den gamle afholdsagitator Larsen-Ledet rejste omkring og talte i forsamlingshusene. Han tordnede mod spiritus, han berettede om elendige karle- og pigekamre hos landets bønder, fortalte om de sammes udnyttelse af folkeholdet i gårdene. Kort sagt om alt det, der fulgte med den tids ungdomsoprør. Vi unge mødte flittigt op til hans foredrag, men gårdmandsfolkene kunne ikke lide, at vi lyttede til hans tale.

FIE – del 1

Sofie Adamsen Sørensen, kaldet Fie, var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 1970. Utallige er minderne fra denne tid, såvel som fra hendes tid forinden. Efter sin pensionering skrev hun sine erindringer, hvilket kom nogle for ører. De fik da lov til at læse dem og udgive dem. Historien er meget interessant og giver et billede, dels af hendes personlighed, dels af det tidstypiske miljø, hun levede i og åndede for.
Følg med her hvor historien bringes i forholdsvis små afsnit med ca. en måneds mellemrum. Eller køb bogen på Lokalhistorisk Arkiv i Kolind, der endnu har få eksemplarer tilbage til salg
.

EN KROKONES ERINDRINGER
del 1

Et par ord til læserne…

Det er svært at være kvinde.
Man skal se ud som en ung pige –
føle sig som en dame –
tænke som en mand –
og arbejde som en hest

Disse linjer er skrevet til Sofie af én – indtil nu – ukendt tænker. Ordene kan passende stå som Fies livsvisdom efter 70 års gerning – på vej til de 80 – hvoraf de 40 i servicebranchen, der også omfatter hotelfaget.
Ordene i denne erindringsbog er udsprunget af Fies lyse sind og over hendes tankeverden formet til sætninger – til fortællinger om begivenheder og oplevelser i hendes indholdsrige liv.
Denne bog udsendes i anledning af Fies 80 års fødselsdag den 8. april, og en række billeder fortæller lige så meget som mange ord. Der er fotos af hende selv, hendes mand og børn. Der er også billeder fra livet på Drasbeks Hotel, der i øvrigt om 3 år kan fejre 100 års jubilæum. Naturligvis er familien Drasbek smukt repræsenteret i billedrækken, ligesom Kolind by og de borgere, som har været med i udviklingen gennem de 40 år.
Vi håber, at læserne genkender mange af de begivenheder, der her er fortalt i tekst og billeder – måske endda finde sig selv iblandt.
Fies originale manuskript er omarbejdet med nænsom hånd og fordelt i afsnit med passende overskrift. Enkelte fejl er rettede og nogle få historiske kendsgerninger føjet til. De mange billeder er velvilligt stillet til bogens rådighed af slægt og venner – eller lånt i egnsarkivet. Vi siger tak til alle.
Fotografen og tegneren, Harry G. Jensen, i Lyngby er manden bag de vellykkede reproduktioner af billedmaterialet. Egnshistorikeren Karl Mejnecke, København og Rosmos, har taget sig af de enkelte afsnit, hvor ord og billeder forenes i et levende sprog. Bogtrykkeren Erik Hennings i Hornslet har sørget for papir, sats og tryksværte.

Kære Sofie.

Hjertelig tillykke – og venlig hilsen
Erik Hennings – Harry G. Jensen – Karl Mejnecke.

MINE FØRSTE TI ÅR

Jeg er født den 8. april 1905 i et lille husmandssted i nærheden af Ryomgaard på Djursland og fik i dåben navnet Sofie Emilie Adamsen. Min far og mor havde på det tidspunkt erhvervet et statshusmandsbrug efter udstykningen af gården Margrethelund, der tidligere havde været en sædegård under godset Gammel Ryomgård. Der var udstykket 11 små ejendomme, og så vidt jeg husker hørte der 12 tønder land til hver af de nye lodder udover jorden – ladelodden – der fortsat hørte til selve gården.
Vi var 6 søskende, da vore forældre kom til Margrethelund, men mine to ældste søstre var da allerede ude at tjene. Amalie hos gamle Mine på bakken i Mesballe, hun var min fars tante. Marthe var hos Anthon Laursen i Skarresø, hans kone var min fars kusine.
Når jeg mindes min barndom, husker jeg den mest som slid og slæb, elendighed og fattigdom.
Da jeg mellem 7 og 8 år begyndte arbejdet for alvor. Jeg måtte hjælpe til med at trække køerne ud og ind, fodre, gøre rent i kostalden, og hvad der ellers fulgte med af forefaldende arbejde. Noget jeg som en 7-årig tøs måtte udrette, så godt jeg nu kunne.
Det var lige før den første verdenskrig brød ud. Min mor var på det tidspunkt meget syg, og jeg husker, at hun græd meget over, at alle mændene fra Margrethelund blev indkaldt til hæren og skulle møde i København. De blev indskibet i Grenå, men jeg husker også, at de alle kom forholdsvis hurtigt hjem igen. Min far fortalte så morsomt om turen.
Jeg sad en dag og legede i haven, da jeg pludselig hørte en mærkelig brummen. Lyden kom ude fra vejen, og da jeg så op, blev jeg så forskrækket, at jeg løb ind til min mor og råbte: ”Mor, jeg har set noget ude på vejen”. Det viste sig, at dette ”noget” var læge Gyberg fra Nimtofte, som havde fået bil – den første, jeg nogensinde havde set. Det var en lille rød tingest, som vi børn – da vi havde set den nogle gange – kaldte ”Mariehønen”. Den hører med til mine barndomsminder.
Samme doktor Gyberg var vores huslæge, og jeg mindes også, efter at far var blevet alene med os børn efter mors død – at doktor Gyberg var på besøg hos os. Vi børn havde fået ”noget” i håret, og far var meget ked af det. Doktoren tog ham om skulderen og sagde: ”Søren Adamsen, skulle du ikke få andet at græde over, end at dine børn er blevet lusede, så kan jeg prise dig for en lykkelig mand”.. Læge Gyberg kom senere ulykkeligt af dage ved en togulykke nær Tranehuse, og hans lille ”Mariehøne” gik til sammen med ham.
Jeg mindes også andre oplevelser, blandt andet fra dengang Gammel Ryomgård ejedes og slottet var beboet af greve Christian Skeel og grevinden, som var datter af godsejer Estrup til Enebo og Skaføgård. En vinterdag, da vi børn løb på isen uden for vort hus, så vi pludselig greveparret komme kørende – eller glidende på sparkstøtting hen over isen. Grevinden tronede på slædens sæde, som var udformet som en flot svunget stol med meder. Greven stod bagved på et smalt bræt over mederne og holdt tømmen. Sparkstøttingen var forspændt to flotte heste – en hvid og en brun. Den brune var forspændt selve slæden, den hvide løb foran med den forlængede tømme i bidslet. Det var et betagende flot syn for vi børn, der stod benovede og måbende. I dag ville vist ingen være særlig imponeret, men dengang var det vel meget fornemt at fremføre sin adelsstand på den måde.

Min mor døde som nævnt inden jeg fyldte 8 år. Så solgte far statsejendommen på Margrethelund og købte Minesminde i Mesballe. Senere giftede han sig igen, og jeg fik altså en stedmoder. Hun var enke med 6 børn. Siden kom der fire til. Jeg var hjemme hos min far den første sommer på Minesminde. Jeg gik i det hele taget altid med min far, kunne ikke rigtig forstå det med min mor, som ikke var mere – og så den ny mor. I den forbindelse vil jeg fortælle en lille episode om en hat.
Da min rigtige mor skulle på sygehuset i Randers, bad hun mig en dag om at gå til Skarresø hos Anthon Laursen for at hente en hat, som hans kone – Ane Laursen – havde lovet min mor. Det var en lang tur for en 7 års tøs, men jeg gik glad afsted, og var hos min søster Martha hele dagen. Men hjem igen skulle jeg jo – fik hatten i en pose og sagde pænt farvel til dem alle. Anthon Laursen til sidst. Han gav mig en tiøre og sagde: ”Den skal du have, min pige, så kan du købe dig noget på vejen hjem”. Det var de første penge i mit liv og jeg føle mig så rig. Men med hatten fik det en sørgelig ende. En dag da min far og jeg var ude i engen efter græs, var min stedmoder så letsindig at møde op derude med hatten på hovedet. Der gik fuldstændig panik i mig, jeg fór op og rev hatten af hende, satte en fod i den og rev den fuldstændig i pjalter. Mit temperament løb af med mig, fordi jeg vidste, at det var min kære afdøde mors hat. Far var hvid i ansigtet, men sagde blot: ”Det skulle du ikke have gjort, Sofie”.
Resten af dagen gik jeg vist og ventede en eller anden form for straf, men først om aftenen, da jeg lå i min seng, skete der noget. Min far kom ind og satte sig på sengekanten og sagde disse ord: ”Jeg er kommet for at give dig klø, min pige, men jeg kan ikke gøre det for alt i verden”. Jeg kravlede op til far, og vi græd i hinandens arme, hvor længe husker jeg ikke, men jeg elskede min far over alt. Da der var faldet lidt ro over os, sagde far stille: ”Jeg tror nok, at det er bedst, du kommer ud at tjene, jeg skal nok prøve at finde en god plads til dig”.
Der skete en anden lille episode derhjemme. Vi havde i stalden 4 køer, der malkede, samt en stor sortbroget kvie. Den var jeg lidt bange for, og den var vistnok også bange for mig. Når jeg hentede køerne hjem, kom kvien gående løs bagefter. Jeg havde ofte besvær med at få den til at gå ind på sin egen plads, og en dag, da den ikke ville gå op i båsen, gav jeg den et kraftigt rap af kæppen. Det havde til følge, at den blev helt ustyrlig, den spjættede afsted og fløj ud af roehusets vindue med det resultat, at den blev hængende med hovedet og forbenene udenfor og resten af kroppen inde i roehuset og brølede, som var den en gal tyr. Min far kom styrtene ud på grund af den forfærdelige larm, og da han så det skrækkelige syn, brølede han næsten lige så højt som kvien. Han greb sin stok og gav den et ordentligt slag hen over siden med det resultat, at kvien røg ud gennem muren med vinduesrammen om maven, mens den for vildt brølende ned gennem engen. Omsider fik vi dog fat på dyret, så min far kunne få savet rammen fri fra det stakkels kreatur.

JEG FLYTTER HJEMMEFRA

Ja, så kom jeg ud at tjene, og dermed var min barndom faktisk forbi. I august 1915 begyndte jeg et tre års slid på lige fod med de voksne hos Lene og Peter Boller i Bøjstrup Skovfogedhus.
Det var et slid og slæb fra morgen til aften. Det bedste jeg vidste, var at være hos dyrene i den varme stald.  Når jeg en enkelt søndag fik lov at besøge min far, blev jeg derhjemme hele aftenen. Om natten cyklede han mig til kanten af skoven. Jeg sad på stangen og lænede mig ind til hans varme krop. Og med hans arme omkring mig var det den største lykke, der fandtes. Jeg kan endnu i min høje alderdom fremmane denne sære vidunderlige følelse i mit indre, som det var at sidde på en cykelstang med et par stærke mandfolkearme omkring sig – og hans varme ånde i nakken. Men efterhånden som tiden gik, voksede jeg jo i krop og kræfter og blev mig selv bevidst. Jeg blev klar over, at jeg var en arbejdskraft, som de – husbond og madmoder – nødigt ville undvære, og derfor voksede min styrke også indadtil. En dag efter skoletid og efter at have spist min byggrød med sukker og kanel, blev jeg sendt i marken for at luge gulerødder. Jeg arbejdede et stykke tid, men det var varmt, og jeg blev døsig – og var vel også træt – så jeg faldt i søvn. Men vågnede brat ved en voldsom smerte i siden, og det skyldtes konen – Lene – som var fuldstændig vild og råbte og skreg, mens hun sparkede mig ind i siden med sine spidse træsko. Jeg for op at stå på mine ben, greb mit kortskaftede roejern og gennembankede min madmor med træskaftet. Hun sprang afsted og rendte vild hylende hjem. Et øjeblik efter kom Peter Boller ud i marken og ville vide, hvad der var sket? Han fik straks hele historien, men smerten og harmen fik mig til at glemme al blufærdighed. Med et rask tav hev jeg kjolen op, ”brættede ned” og viste ham de blå mærker efter hans kones træsko. Herefter kunne jeg gå i fred for hende. Der var ikke mere skåret mærker i rugbrødet eller lagt andre fælder. Sukkerkrukken og osten blev efter denne dag ikke mere låst inde.
I forbindelse med Skovfogedhuset i Bøjstrup kan jeg fortælle, at mange år efter – da jeg som sædvanlig stod i mit køkken på Drasbeks Hotel – blev der netop bestilt mad til 12 personer fra Frilandsmuseet på Hjerl Hede. Jeg fik at vide, at mine gæster skulle nedbryde og flytte et gammelt hus i nærheden af Ryomgård og flytte det til Hjerl Hede, hvor det skulle indgå i museets landsby. Jeg blev nysgerrig og spurgte, hvilket hus det drejede sig om? Det viste sig at være det gamle Skovfogedhus fra Bøjstrup Skov, som Skovrider Estrup havde foræret til genopstilling på Hjerl Hede. Jeg fortalte derefter direktør Hjerl-Hansen, som var en af de nævnte 12 gæster, om min ”nærværelse”, og hvad jeg huskede i det gamle hus. Han blev meget interesseret i mit kendskab til husets møbler og indretning og inviterede mig til Hjerl Hede, når huset var opstillet – for at jeg kunne bekræfte, at alt var rigtigt indrettet og møbleret. Da jeg fik indvielses-indbydelsen og kom til Hjerl hede, var det faktisk et bevægende syn for mig at se, hvor alting stod på de rigtige pladser, netop som dengang jeg tjente der. I den stue, hvor vi opholdt os til daglig, stod to dobbeltsenge samt et langt bord med bænk, hvor vi altid spiste vore måltider. Da man spurgte mig, om der manglede noget, kunne jeg ikke dy mig og hviskede:” Ja, – kattelorten under sengen”. Efter at have grinet lidt, blev der meget sagligt svaret:  ”Ja – man kunne jo prøve at lave en kunstig af slagsen og sætte under sengen”.
Det var et lille sidespring, men jeg synes det hører med til min barndoms skov. Jeg glemmer aldrig den plet jord, hvor jeg sled mine bare fødder til blods dag ud og dag ind, men trods alt besøger jeg stedet flere gange hver sommer. Stedet hvor jeg blev voksen.
I skolen havde vi en rar og forstående gammel skolelærer, der hed Andersen. Han var helt vidunderlig og min bedste ven gennem de tre lange år. En morgen i skolen – efter morgensang – sad jeg og græd. Lærer Andersen kom ned til min plads og ville vide, hvad der var i vejen med mig?
Jeg viste ham da mine hænder, der var fyldte med dybe revner, hvorfra blodet bestandigt 
piblede. Han tog mig med ind til sin kone, som vaskede og rensede mine hænder, smurte dem med salve og forbandt dem. Jeg fortalte Andersens, at revnerne i mine hænder var kommet af, at jeg hver morgen inden jeg gik i skole skulle vaske 4 store spande kartofler i iskoldt vand – og enten det var sommer eller vinter, og derfor havde jeg fået denne slemme ”frost” i fingrene. Disse kartofler blev kogt både til husholdningen og til foder til dyrene. Når jeg kunne se mit snit dertil, listede jeg nogle stykker af de varme kartofler op under kjolen og tog dem med i skole, hvor jeg i et frikvarter nød dem sammen med en veninde. Om mine hænder skrev Skolemesteren et brev, som jeg fik med hjem at aflevere personligt til Peter Boller, med strengt pålæg om ikke at aflevere det til hans kone – Lene Boller. Og fra samme dag blev jeg fri for at vaske kartofler. Et nyt afsnit i mit liv begyndte. Tilmed vidste jeg, at nu var jeg en voksen pige”.