Kolind

Sadelmagerbakken i Kolind 1905

INDHOLD:

Kolind (C.P. Christensen – Uddrag af “Jyske byer og deres mænd” 1912)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 15)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 14)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 13)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 12)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 11)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 10)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 9)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 8)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 7)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 6)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 5)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 4)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 3)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 2)
Sofie Adamsen Sørensen (en selvbiografi – del 1)
Da sparekassen flyttede til Kolind (Knud Jensen)
Kongebesøg i Midtdjurs (Knud Jensen)

Bogen: Dengang og nu i Kolind – fra landsby til handelscenter (2004) af Bent Møller Pedersen og Knud Jensen, er lovet tilsendt os. Så snart den modtages indsættes den her som PDF.

KOLIND
C.P. Christensen – Uddrag af “Jyske byer og deres mænd, 1912)

Kommer man med Toget fra Ryomgaard Øst paa ud i Djursland en Vinterdag i Tøbruds-Tider og har passeret Koed Kirke, fanges Blikket straks af udstrakte Vandsamlinger, og ukendte spørger: „Er dette Kolindsund?” Svaret maa lyde: „Nej“; men der er Vand, alt for meget Vand. Man ængstes næsten, for det synes at staa op om Hjulene, og Toget farer dog frem, farer lige lukt ud i Vandmasserne. Uvilkaarligt aander man friere, naar det første Pift lyder, og man kan stige ud paa Kolind Station, ikke i Vand, mærkværdigvis, men paa fast Bund. Dog er Vandet ikke langt borte. Det slikker lige op ad Baneterrænet med lange Tunger, som var det vredt og skuffet over ikke at have fanget Damphesten, der formasteligt har kløvet dets Flade. Det er ikke Sundet, nej; thi Sundet er borte; men det er Smeltevand fra Sneen paa de i Syd og Nord liggende Bakker. Det staar nu paa Engene ved Bakkernes Fod og venter paa Marschordre efterhaanden gennem Kanalerne om Sundet, thi de kan ikke befordre saa meget paa een Gang; men en skøn Dag er det borte, og Engene ligger der grønne med Ryom- og Korup Aa slynget igennem sig. Ogsaa om Sommeren efter stærke og vedholdende Regnskyl kan Vandet helt overskylle Engene og det dyrkede Land langs Kanalerne, saa Hø- og Kornafgrøder ødelægges. Bakkerne hæver sig, afbrudt af Dalstrækninger, terrassefor- migt mod Syd, og paa deres Fod er Kolind bygget, baade Gammel- og Ny-Kolind — Landsbyen — er rigtig gammel. Derom vidner den 750 Aar gamle Kirke, som nu — Marts 1918 — nedrives, og derom vidner Navnet Kolindsund. Stedet har givet Navn til Vandet. Derom vidner ogsaa en Køkkenmødding ved Bakkens Fod, hvorpaa en Del af Stationsbyen — Ny Kolind — er bygget, og tillige de talrige Oldtidsbegravelser i Omegnen. Ideel har Pladsen været for Stenalderfolket. Ved Vandet skulde de bo, men dog helst fjernet — her tre Mil — fra Havet for at være nogenlunde sikker mod Sørøveranfald. Dette sidste Moment tog man særlig Hensyn til i Middelalderen, hvorfor og- saa Danmarks ældste Købstæder er lagt ved det inderste af Fjordene. Her turde Sørøvere ikke vove sig ind af Frygt for Baghold. Kunde Stenalderfolket benytte Pladsen, saa har Nutidsmennesker ogsaa forstaaet dens Betydning og Værdi, og i 70-erne indtraf to Begivenheder — Baneanlæget og Udtørringen af Sundet — der hver for”’ sig blev Mærkepæle for de to Bydele. Da Banen kom i 1876 og Stationen blev lagt, da var Signalet givet til Ny Kolinds Fremvækst, og Verden var rykket den gamle By et Skridt nærmere paa Livet. Nu var man fri for de lange Køreture til Aarhus og Grenaa i aabne Vogne; men der var den givet at opleve endnu mærkværdigere Ting. En Dag var der kommet Bud om, at Kolindsund skulde forsvinde. Et Selskab var stiftet med en Kapital paa 1,350,000 Kr., og man søgte Lodsejernes Tilladelse til at tage Sundet bort, mod at de fik et Stykke Havbund for Afstaaelse af Strandretten. Man sagde undrende ja, og saa begyndte Gravningen af Kanaler Syd og Nord om Sundet. Digerne højnede sig, og en skøn Dag saa Bonden, der strøede sit Korn paa Bakkens Skraaning, at Sundet forsvandt Øst paa, som laa der en mægtig Trold og sugede det hele ind i sin uhyre Vom. Trolden var en Pumpestation, der eflerhaanden trods Digebrud og andet Uheld i Midten af 70’erne fik bugt med

Sundet det og ekspederede det ud i Kattegat. Saa havde man da oplevet Eventyret. De udtørrede Arealer, som tilfaldt Lodsejerne, betød en stor Vædiforøgelse af Ejendommene. Agermarken til Kolind er nemlig stærkt sand- muldet, og rene Sandmarker var der ogsaa, saa den frugtbare og fugtige Havbund var et ypperligt Supplement. Er Sommeren tør, gror Korn og Græs her med en vældig Frodighed. Lader og Besætninger blev for smaa, men de kunde udvides, og nu bestaar Landsbyen af helt eller delvis nye Gaarde. Betød „Sundet“ — saaledes benævnes det stadig — Velstandsforøgelse for Landsbyen, saa fik det ogsaa Betydning for Stationsbyen. Det er betegnende i saa Henseende, at den første Forretning lagdes paa en Plads, hvor Trafikken fra Sund- gaardene fortrinsvis gik forbi. I Aaret 1888 begyndte Købmand E. Hellmund nemlig den Forretning, som blev drevet op til en mægtig Omsætning, og omfattede snart sagt alle Arter af Varer. Ved Banelegemet og Sivestedvejen laa og ligger den — ejes nu af Købmand E. Nielsen — og var tydelig nok baseret paa Sundet og Oplandet mod Nord fortrinsvis. Inden Hellmund døde 30. Juli 1914, var den ligesom udstykket paa flere Hænder. og de efterhaanden opstaaede Forretninger har vendt sig ved deres Beliggenhed noget mere mod det sydlige Opland. Banen aabnedes som sagt 1876 den 27. August, men 11 Aar skulde gaa hen, inden Bebyggelsen kom i Gang.

Drasbeks Hotel (Ejer: K. Drasbek).

Først i 87 kom Manden, der forstod noget af Tidernes Tale, til Stede. Det var Murermester C. F. Carlsen, Byens Bygmester. For 930 Kr. erhvervede han af Gaardejer Rasmus Kroer, hvis Gaard nu ejes af Forstkandidat Dalsgaard, der tillige driver en Skovplanteskole, 2 Byggepladser,

og her rejstes da nævnte Aar de to første bygninger, der nu ejes af Sadelmager J. Jensen og Købmand J. N. Holstvig; men dermed var ogsaa Bevægelsen sat i Gang, og nu gik det Slag i Slag. Hus efter Hus stabledes paa Soklerne; thi de kunde sælges. Købmænd og Haand- værkere strømmede til med unge Kræfter og dristigt Mod, og Pladsen har ikke skuffet. Alle sidder de nu med solide Forretninger. I 88 byggedes foruden Hellmunds Ejendom tillige Andelsmejeriet og Drasbeks Hotel. C. C. Drasbek var allerede i 77 kommen til Kolind som Ejer af Byens gamle Kro med tilhørende Købmandshandel efter at have været Tømrer i Hyllested og Portør i Skanderborg. Ingen af disse Virksomheder tilfredsstillede den driftige Mand, ikke heller den gamle Kro. Nej, ved Stationen maatte Mulighederne ligge, og hertil flyttede han da med Beværterbevillingen og anlagde tillige en ny Kolonialforretning. Det var i disse Tider, at Andelsbevægelsen ret tog Fart, og med klart Blik for Byens Bedste og Udviklingsbetingelser paa Grund af dens centrale Beliggenhed paa Djursland slog han stærkt til Lyd for Oprettelsen af et Andelssvineslagteri i Kolind og lagde et stort Arbejde for at faa Tanken realiseret; men det mislykkedes desværre paa Grund af manglende Forstaaelse hos Samtiden. Derimod lykkedes det i 92 at faa oprettet en Landboforening for Kolind og Omegn, og heraf var Drasbek Medstifter. Det var et stort Hotel, han ved sin Død den 23. Marts 1911 kunde overlade til sin Søn, C. Drasbek, der dog siden 1902 havde været Medindehaver. Købmandsforretningen vedblev Enkefru Drasbek at drive indtil 1. December 1913, da hun afstod den til sin Svigersøn og Bestyrer A. Adamsen, som nu har oparbejdet Forretningen til Byens største i sin Art og udvidet den til at omfatte baade Kolonial-, Korn-, Foderstof- og Tømmerhandel. K. Drasbek, født d. 9. Februar 77 i Skanderborg, gik straks i Gang med Ombygning og Udvidelse af Hotellet, og det staar nu med hyggelige, rummelige og smukt monterede Lokaler, J 1914 byggede Drasbek tillige en Teatersal med 350 Siddepladser foruden Balkon, og i 1917 anlagdes endelig et stort Anlæg med tilhørende Fest- og Sportsplads til fri Afbenyttelse for Byens Borgere; alt i alt et smukt og stort Arbejde, der vil vide at vinde fortjent Paaskønnelse og Anerkendelse.

Januar 1895 fik Byen sin Læge, Idet Dr. O. F. Kralund da begyndte den Praksis, han endnu besørger, og ved sin store Dygtighed har udvidet meget betydeligt. Omtrent samtidig eller noget før havde nuværende Tandlæge Møller, Aarhus, nedsat sig som Dyrlæge i Kolind, og endnu kommer han til Byen en Gang maanedlig og udøver Tandlægevirksomhed. Dyrlægepraksisen udøves af Dyri. H. S. Breinegaard. I Begyndelsen af Halvfemserne blev der Stilstand i Byggeriet, og dette hænger maa- ske noget sammen med de daarlige Tider, der da var inde. Disse kunde Forretningslivet ikke komme upaavirket igennem, og der var derfor ikke Anledning til at oprette nye Forretninger. Imidlertid kom til Byen den Mand, der skulde rejse den største Manufaktur- forretning i vid Omkreds. Det var Købmand P. Jensen.

I Tømrer Højs nuværende Ejendom i Gammel Kolind begyndte han sin Forretning, men for smaa var Forholdene, og Stedet kunde være bedre. Midt i Byen, mellem Hovedgaden og Bugtrupvejen, laa en Trekant.

Her var Pladsen, og han købte den fra den nævnte Gaard — paa hvis Grund i det hele Byen ligger — for 1100 Kr. og byggede i 1892. Halvdelen af Pladsen blev solgt til Blikkenslager Jensen, og de to Parceller halvveredes igen, idet Urmager Bojesen og Snedker Hansen fik hver en Fjerdepart, saa der nu paa Trekanten ligger fire Bygninger med store Forretninger. I 1907 blev P. Jensens Butik nedrevet for at give Plads for en smuk Hjørnebygning med store rummelige Lokaler. Ejendom og Forretning solgtes i 1917 til Manufakturhandler G. Nielsen, Skern, der med Dygtighed fortsætter i samme store Stil.

Paa Trekantens andet Hjørne ved Torvet blev Bojesens Urmager- og Guldsmedeforretning lagt; den ejes nu af I. L. Jensen, som overtog den 1. Januar 1913 og driver den saaledes, at dens gode Traditioner fortsættes. Den fjerde af Byens største Forretninger er Isenkræmmer C. J. Ladefogeds med tilhørende Haandkøbsudsalg fra Nimtofte Apothek. Den første Marts 1900 kom Ladefoged til Byen og begyndte Virksomheden. Isenkram var forhandlet fra Ejendommen, men Varelageret var ringe, og der var vist solgt flere Tvebakker end 3 Tommersøm. Brødudsalg var der nemlig ogsaa. Ladefoged fik dog snart styret ud i for en Isenkram-forretning mere værdige Forhold, og har nu ført den frem

til Førstestillingen i Miles Omkreds.
Af Byens øvrige Virksomheder nævnes: Bagermestre (for at begynde med Brødet): P. Nørgaard, Rask Jensen og Marie Mogensen. Slagtermestre: N. Bonde, P. Wohlert og L. Sørensen. Bødkerforretning: A. M. Petersen. Skomagere og Skotøjsforretninger: P. M. Petersen, M. Keiser, G. Jensen og Chr. Jensen. Manufakturhandlere: C. Liehmann og Georg Nielsen. Snedkermestre: A. C. Hansen og A. C. Andersen, den første er tillige Fotograf. Tømrermestre: J. P. Høj, og E. Jensen. Murermestre: C. F. Carlsen og C. P. Larsen. Smedemestre: N. Rasmussen, N. K. Nielsen og Christoffersen. Skræddermestre: O. Jensen og J. Carlsen. Karetmagermestre: J. P. Sørensen og Petersen. Vognmandsforretninger: N. Paulsen, J. Jensen og G. Jensen. Købmænd: Chr. Laursen, P. Mikkelsen og E. Nielsen. Blikkenslagerforretninger: R. M. Jensen. Modeforretninger: Fru T. Jensen og Frk. Petersen. Trikotage: R. Nielsen og J. N. Holstvig. Malermestre: J. Hansen og Jacobsen. Boghandlere: E. Andersen. Træhandlere: G. Nielsen og J. Chr. Jensen. Sæbeforretninger: A. M. Jensen og K. Hansen.

Bredgade ca. 1910


Endelig oprettedes i 1900 en Brugsforening; i Forbindelse med denne er der i 1917 indrettet et Korntørreri (Bestyrer N. Vinderslev). Hermed er Byen da betegnet som Handelsplads. Ogsaa Haandværket har gode Kaar, men Industri findes der intet af efter at en Cementvarefabrik tilhørende Købmand Adamsen og Murermester Larsen i Tiden er standset. Saa gode Muligheder har Handelen haft, at der kun har været Tid at henvende Opmærksomheden og Energien herpaa. Industriens Mark skal maaske dyrkes ad Aare eller af den nye Slægt. Det i 1888 byggede Mejeri blev efterhaanden for lille, og da man i 1912 stod overfor mange store Reparationer og Udvidelser, vedtoges det at rejse et helt nyt og fuldt moderne Mejeri paa en højtliggende Plads ved Bugtrupvejen. Under normale Forhold behandles der 12000 kg Mælk daglig. Mejeribestyrer Basse nyder fortjent Anerkendelse for dygtig Ledelse. Endelig har Byen sit Vandværk og Elektricitetsværk. Det sidste begyndte i 1913 som Andelsselskab og er stadig i Gang til Trods for Oliemangelen. I Marts 1918 fik det Tilknytning til Aarhus Højspænding, hvorfra Kraft skal leveres til Frembringelse af Strøm (Blikkenslager R. M. Jensen, Formand). Det er en Selvfølge, at den store Udvikling paa det merkantile Omraade gjorde Tilstedeværelsen af et Pengeinstitut i høj Grad paakrævet, og omkring ved 1904 blev der gjort Forsøg paa at faa startet en selvstændig Bank i Byen. Det mislykkedes, og fra en Kreds af Mænd i Stationsbyen og Omegn blev der rettet Henvendelse til Grenaa Handelsbank om at lægge en Filial herud. Den kom 1905 og fik Lokale i daværende Vognmand Randes Ejendom; men det viste sig snart at være for smaat, og saa flyttedes der hen i Arkitekt Ginnerups nye Bygning, hvor de rummelige Lokaler endnu benyttes. Kundekredsen er stadig vokset, og Omsætningen i 1917 beløb sigtil 7 a 8 Millioner, og de betroede Midler til over P/2 Million. Banken har nu købt Ejendommen af Ginnerup og derved s laaet fast, hvor stærkt knyttet den føler sig til Kolind. At de n har gavnet Byen er udenfor al Tvivl. Den har 2 ugentlige Kontor- dage, og dens Tilforordnede her er Gaardejerne Th. Th( måsen, Koed og J. A. Herman, Mogenstrup, Partikulier R. D Jensen, Kolind, Blikkenslager Jensen, Kolind, Købmand Chr. Laursen, Kolind, og Sogneraadsformand N. P. Kolind, Bugtrup. I 1918 dukkede imidlertid Tanken om en selvstændig Bank frem igen. Hestehandler H.’P. Nielsen i Forening med Manufakturhandler G. Nielsen og Hotelejer Drasbek prøvede at føre den ud i Livet, og denne Gang — i Pengerigelighedens Tid — lykkedes det. Ved i Forening med flere at berejse Oplandet vandtes stor Tilslutning, og Tegningslisterne svulmede af Beløb. Den 21. Januar 1918 stiftedes da „Banken for Kolind og Omegn A S“ ved et Møde paa Drasbeks Hotel, hvor Flertallet af de ca. 350 Aktionærer var til Stede. I Aktiebeløb var tegnet 384,000 Kr., men det vedtoges at sætte Aktiekapitalen til 150,000 Kr. Nedskrivning af de tegnede Beløb foretoges, dog med Undtagelse af Aktier paa 100 Kr., og i Marts 1918 begyndte Virksomheden med Sagfører Viale, Grenaa, Hestehandler H. P. Nielsen, og Manufakturhandler G. Nielsen, Koliud, som Direktører; til administrerende Direktør valgtes G. Nielsen. Banken fik Lokale i H. P. Nielsens Hjørneejendom ved Drasbeksvej. En Filial af Banken anlagdes i Ryomgaard med 2 Kontordage ugentlig, medens Banken i Kolind har daglig Drift. Dens Bestyrelse er: Repræsentantskabet, der bestaar af 25 Mand: Boghandler E. Andersen, Gæstgiver Larsen, Murermester C. F. Carlsen, Købmand Liehmann, Gaardejerne Chr. Petersen, Chr. Jensen og R. Skovsen, alle af Kolind, Gaardejerne Als, Bugtrup, R. Jensen, Maarup, P. Kristensen, Koed (Formand), P. M. Petersen, Stabrand, N. S. Friis, Horstved, P. Hviid, Marie Mag- dalene, M. Chr. Madsen, Attrup, Jens Kolind, Misballe, S. M. Jensen, Taastrup, R. Jakobsen, Kjeldstrup, H. Spendrup, Nødager, A. Christensen, Ebdrup, L. Paulsen, Skifford, A. Laursen, Skarresø, Vognmand A. Lave, Ryomgaard, Proprietærerne O. Svendsen, Søbygaard, og Zacho, Pederstrup, og Husmand Joh. Andersen, Sundby. Bankraad: Isenkræmmer Ladefoged, Hotelejer Drasbek, og N. Andersen, Havstedgaard. Kontrolkomité: Smed Rasmussen, Kolind, Gaardejerne A. Christensen, Ebdrup, og N. Friis, Horstved. Revisorer: Lærerne Christensen, Kolind, og Andersen, Marie Magdalene. Desuden en autoriseret Revisor. 1 Februar 1918 begyndte Djurslands Landmandsbank en Filial i Byen med en ugentlig Kontordag. Hvad er nu Aarsagen til Byens store Betydning som Handelsplads? Svaret er ikke vanskeligt at finde. Det lyder: 2—3 Mils Opland i Syd og Nord, og 1—2 Mil i Syd og Vest. Ingen konkurrencedygtige Stationsbyer i Nærheden og Købstæderne i en Afstand af 3—6 Mil. 3 Landeveje mødes i Byen, og endelig har den nu 12 Markeder aarligt. Omkring ved 1878 flyttedes nogle Markeder fra Maarupvad til Kolind, vistnok 4; siden kom der 6, saa 9, og nu i 1918 12. Derfor kan Byen ogsaa bære 3 Hoteller; thi foruden Drasbeks findes et Afholdshotel — den gamle Kro — og et Landbohjem. Det sidste bærer Navnet: Hotel „Kolind” og rejstes af By og Omegn i Forening for at faa en rimelig Samlingssal med Scene, hvad Drasbeks Hotel den Gang manglede. Den 29. Maj 1907 stiftedes et Aktieselskab med en Kapital paa 10,000 Kr. Forstkandidat Dalsgaard blev Formand, og i Sommerens Løb samme Aar rejstes da den smukke Bygning, hvortil Restavra tionsbevilling er opnaaet.

BYENS SKOLEFORHOLD
En nødvendig Følge af Byens Vækst maatte blive, at Børnetallet i den 2 Klassede Skole steg stærkt op efter det i Loven fastsatte Maksimum. Den gamle Kommuneskole fra 1855 var ikke tidssvarende, mildest talt, og Sogneraadet fandt det derfor betimeligt at tage Affære lige saa godt først som sidst, da det var klart, at Maksimumstallet baade vilde naas og overstiges i en nær Fremtid, og i 1897 byggedes der da en ny Skolebygning med 2 Klasseværelser og Lejlighed til en Andenlærer, medens den gamle Lærerbolig bibeholdtes og endnu benyttes som Bolig for Førstelæreren. Et stort Fremskridt var dermed gjort, idet Skolen nu fik 4 Klasser med daværende Enelærer S. Mortensen som Førstelærer. I 1913 pensioneredes han, og Andenlærer Christensen, ansat ved Skolen 1. Januar 1910 kaldedes til Førstelærer 1. Januar 1914. Som Andenlærer virker H. Madsen, ansat 1. Juli 1914. Skolen har 120 Elever. En Højskole var anlagt i Byen i Halvfemserne men maatte opgives, vistnok paa Grund af uheldige Forstanderforhold, men den kom dog til at træde i Oplysningens Tjeneste, idet Lærer Theilgaard 1. April 1901 der begyndte en Privatskole, som fortsattes til Februar 1914, da Theilgaard gik over til Lærervirksomhed ved den nyoprettede Realskole i Ryomgaard. Omkring ved Aar 1900 stiftedes en Haandværkerforening for Kolind og Omeg0» °g den betragtede det som en af sine nærmeste Opgaver at drage Omsorg for Ungdommens, specielt Lærlingenes, fortsatte Undervisning. I Aaret 1901 begyndte da teknisk Aftenskolevirksomhed i Byens Forsamlingshus. Der flyttedes siden til Privatskolen, men det havde dog alt en foreløbig Karakter, og i 1908 byggedes da ogsaa en Teknisk Skole, hvor Under- dervisningen siden hver Vinter er foregaaet, først under Arkitekt Ginnerups og i de sidste Aar Tømrermester J. P. Højs dygtige Ledelse. Elevantallet er omkring ved 30.

KIRKEN
I ca. 750 Aar har den gamle Kirke staaet paa sin Bakke og set Slægt efter Slægt segne hen. Nu gaar den selv samme Vej og er i dette Øjeblik kun en Ruinhob. Trofast har den i Aar- hundreder ladet sin Klokke kalde Slægterne opad mod det høje, mod hvilket den fra sit Stade alvorligt pegede. Trofast har den modtaget de spæde og trofast har den gemt de døde ved sin Fod, og nu synker den selv over de gamle Grave. Torsdag Morgen den 14. Marts 1918 ringede den med sin Klokke sidste Gang ud over By og Folk, sang sin Svanesang, sit sidste Farvel. Brøstfældig, lille og uanselig var den, og Byens Udvikling kunde den ikke svare til, saa hos Befolkningen opstod et stærkt Ønske om at faa den afløst af en ny og større. At den var for lille til Byens 800 Indbyggere, viste sig særlig tydeligt, da Pastor Hjort Degenkolv i 1909 overtog Præsteembedet; da kunde den ikke rumme Menigheden, og Forholdet ændredes ikke, saa Resultatet blev, at man til Ministeriet indsendte Andragende om at faa en ny Kirke rejst. Dette blev imidlertid pure afslaaet, men der stilledes i Udsigt, at en Udvidelse eventuelt kunde foretages. Efter mange og lange Forhandlinger begyndte man da i Foraaret 1915 Nedbrydning af den østre 133

Del for at foretage en Tilbygning og Udvidelse mod Øst; men en gammel Svend taaler vanskelig en Operation. Kirken taalte det heller ikke, thi det viste sig, at det tilbageværende Murværk var for svag at bygge til, og man begyndte da forfra med Arbejdet med at faa rejst en hel ny. Ministeriet havde bevilget 5,500 Kr. til Udvidelsen og forhøjede nu Tilskudet til 18,500 Kr.; men saa var Prisstigningen paa Materialer bleven saa stor, at en ny Kirke ikke kunde bygges for de bevilgede Midler. Kommunen havde nemlig ogsaa stillet andre 18,500 Kr. til Disposition. Man overvejede da Muligheden af at bygge en Kampstenskirke af Materialet i Kirkegaardsdiget, og en saadan kunde omtrent rejses for de disponible Midler, men Ministeriet forkastede Projektet, forhøjede Bevillingen med vistnok 14,000 Kr., og paa nærværende Tidspunkt er der da al mulig Udsigt til, at der i Sommeren 1918 vil blive rejst en stor og smuk Kirke af røde Mursten paa den gamles Plads — og Byen er et Stykke Fortid fattigere, men bliver forhaabentlig en Seværdighed rigere. Da Udvidelsen skulde have været foretaget, blev der i Sognet ombaaret Tegningslister med det Formaal at faa installeret Orgel og elektrisk Lys, og ca. 3,600 Kr. tegnedes. De fandt ingen Anvendelse den Gang, men faar det sikkert nu, naar den ny Kirke rejses. Siden 1915 har Byens Missionshus beredvilligt været stillet til Menighedens Disposition til Afholdelse af dens Gudstjenester. 1. Februar 1918 kaldedes Pastor Hjorth Degenkolv til Sognepræst for Ørum-Daugaard ved Vejle, og Søndag den 10. Marts holdt han sin Afskedsprædiken. Da ringede Kirkeklokken sidste Gang til Gudstjeneste fra sit gamle Taarn.

TIL KOLIND!
Efter disse brogede Blade tager vi en Tur ud af Mylderet for i Stilhed at samle det hele i et langt Blik. Vi gaar ud ad Sivestedvejen om til Koed Bakker. Her vender vi os mod Staden, og der ligger du da i Sommerdagen med tindrende Sol og klar Luft over de blaa og røde Tage, meget langstrakt og dejlig isprængt med grønne Plantninger paa Bakke- skraaninger og ind imellem. Ny — og Gammel Byen! — Fortid og Nutid. — I rækker hinanden saa fredeligt Haanden og sluttes til et Hele saa venligt indbydende, saa smilende skønt, kranset af grønt i Engenes Flade og paa de bagved liggende blødt rundede Bakker. Vi glædes ved Synet og fyldes med Lyst til at virke og stræbe i Enighed alle, til at løfte og bære, saa Fremskridt kan gøres, at du med samt dine Spir og forsigtige Taarne kan i Fremtiden blive, hvad Fortiden lover, saa Slægten, du fostrer, med Glæde kan bygge dig videre frem

KENDTE NAVNE OG DATOER
Murermester C. F. Carlsen, f. 1859, Byens Grundlægger og første Borger, er født i Auning 5. April 1859. Lærte Håndværket hos P. Krensen, Ørsted, og arbejdede i Vejle, Struer, København og flere Steder, før han i 1887 kom til Kolind. Købmand Christian Laursen, født 1876 i Sevel. Uddannet hos Købmd. S. Knudsen, Vinderup, derefter Kommis hos Fr. Gundelach, Holstebro, og Konsul Chr. Schou, Struer. Forretningen omfatter særlig Kolonial, Vin og Konserves, Material og Sygeplejeartikler. Har siden 1910 været Delegeret i Grenaa Handels- og Landbrugsbank (Kolind Afdeling). Urmager og Guldsmed /. L. Jensen, født i Sander pr. Odder den 5. Januar 1877. Uddannet hos Urmager og Guldsmed S. John. Hansen, Odder. Isenkræmmer C. /. Ladefoged, født 15. Januar 1867 i Salling ved Skive. Lært Mejeri i 3 Aar, derefter paa Ladelund Mejeriskole pr. Brørup, senere Mejeribestyrer i 7 Aar paa Andelsmejeriet „Rydhauge“ pr. Vinderup Lærte derefter Isenkram- faget hos Falkenberg, Ulfborg St. Startede 1900 Isenkramfor- retning i Kolind. Lærer C. P. Christensen, født 1886 i Voldum pr. Randers. Uddannet paa Nørre Nissum Seminarium, demitteret 1907. Lærer i Vesterbæk, Vejle, Durup, Nautrup og Kolind (fra 1. Januar 1910). Medlem af Kolind Menighedsraad fra 1913—17. Medl. af Bestyrelsen for Sygekassen. Formd. for Sygeplejeforeningen og Læseforeningen.

FIE DEL 15 – afsluttende del

FIE

FORTSÆTTELSE OG AFSLUTNING
Sofie Adamsen ejede Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-14 er bragt tidligere, her kommer del 15.
Hermed er Fies erindringsbog til ende. Lokalarkivet har stadig få eksemplarer til salg.

KLOKKEN SLÅR – TIDEN GÅR

Jeg var alvorligt begyndt at længes efter mere frihed, efter en tilværelse uden de mange daglige pligter og gøremål, som er en krokones liv. I den forbindelse vil jeg fortælle lidt om vor gamle revisor Pelle, som var en hyggelig mand, men han var begyndt at skrante lidt, og det hændte ikke så sjældent, at han ringede og sagde: ”Tag din bil og kik ud til os, så snart du har tid.” Når jeg derefter kørte til Århus, mødte jeg Pelle i højt humør, og sprængfyldt med vid, som han ikke kunne vente med at fyre af, til jeg var kommet indenfor i stuen. Hans søde gamle kone protesterede og bad ham dog vente, til jeg havde fået overtøjet af. Pelle var ikke sen til at bede hende retirere til køkkenet og få lavet kaffe, hvorefter hun tøffede af i al stilfærdighed, mens Pelle fulgte hende på vej med: ”Er det ikke en satans kælling, jeg har?”, bare for at få mig til at grine. Fru Pelle kom hurtigt ind igen og sagde stille: ”Jeg synes nu alligevel, du skulle vente til Fie har fået tøjet af.”, og listede atter ud i køkkenet, mens Pelle gentog: ”Der kan du selv se, Fie, er det ikke en…”, og det kunne han sige på en helt ubeskrivelig måde, som alle kunne le af. Men de er for længst døde og borte, de to dejlige mennesker. Sådan er det at komme op i årene. De bedste man har haft omkring sig, dem mister man.

En vinter havde vi talekursus i Kolind. Det var Håndværkerforeningen, som lagde navn til. Mange deltagere meldte sig, og jeg syntes, det kunne være morsomt at prøve, så jeg tegnede mig. Vi havde en lærer fra Norddjursland, han var både dygtig og morsom, og fik os ofte ud på ”gyngende grund”. En aften diskuterede vi emnet Eder og forbandelser, og vor udmærkede præst pastor Yde, som den aften var deltager, sagde med et skævt smil: ”Det må da vist være noget for fru Sørensen at tage op til debat.” Han kendte mig jo og vidste, at jeg engang imellem – især når jeg blev ivrig – kunne sætte en lille ”trumf” på. Pastoren ville gerne have en diskussion i gang og indledte med at sige: ”Hvorfor bruger vi disse udtryk, og hvad hjælper det at bruge dem?” Da fløj det mig ud af hovedet: ”Hjælper? Nej, men det letter Fanneme.” Hele forsamlingen eksploderede i et latterbrøl, og pastor Yde, som nu var kommet lidt i defensiven, svarede: ”Det slap du godt fra, men debatten burde jo have varet de aftalte 10 minutter.”

”Ja – men disse minutter brugte pastoren jo på sin forklaring,” lød min slutreplik. Sådan kunne jeg fortsætte med at fortælle om sjove oplevelser, for man må jo ikke glemme, at en krokone – ovenikøbet med en fortid som hårdt arbejdende landbrugsmedhjælper – der vil holde orden i sit hus og sine ting, og i realiteten har været helt ene i den daglige ledelse at et stort hotel, ikke altid kan nøjes med at optræde med moderlig overbærenhed, men også af og til må kunne optræde med myndighed. Når hele ens liv – stort set – har været at omgås mænd, der bander og svovler, kan det da ikke undgås, at deres sprogbrug smitter lidt af. Jeg er robust af natur, men mit hjerte er ligeså rent og blødt som andre kvinders. Tag ikke fejl af det.

En anden sjov episode i mindre format hændte en dag, da et begravelsesfølge havde bestilt kaffebord på hotellet. Der skulle dækkes op i den lille restaurant, men der sad tre handelsfolk over en stille bajer. Jeg gik hen og snakkede med de tre, foreslog dem, at de på denne dejlige sommerdag skulle tage deres øl i hånden og sætte sig i haven – for der er altid så dejligt på varme dage. Som sagt, så gjort, og dertil hver sin ekstra øl, gik de tre ad havetrappen til en skyggefuld plads. Der gik ikke ret lang tid, før der lød et stort vræl oppe fra haven, og jeg tænkte da også straks, at nu var en af dem nok faldet i have-bassinet. Jeg løb derop og ganske rigtig var Kristian Therkildsen gået på hovedet i vandet med jakken over armen, kasketten på hovedet og sin øl i hånden. Der måtte ekstra hjælp til for at få ham på det tørre og puttet i en bil, så han kunne køre hjem og få tørt på. Det varede længe inden den historie var glemt.

Der kunne også hænde et eller andet på markedsdage. Jeg kan huske, at et par af vore lokale handelsfolk var røget i totterne på hinanden. Fru Mols tilkaldte mig, for hun kunne ikke få dem til at holde op med deres ævl og kævl, de var begyndt at rykke hinanden i tøjet, og til slut endte de ude på toilettet, hvor det gik værst ud over spejl og håndklædeholder. Vi fik dem dysset nogenlunde til ro, og fik den ene sendt hjem til Trustrup. Nummer to bad jeg blive, indtil jeg havde talt med Oskar Jensen, vor leverandør i sanitetsvarer, om hvad et sådant efterspil vurderedes til i kroner og øre. Da jeg et øjeblik efter kaldte på synderen, og så vist på ham, fik han regningen: 1 stk. spejl, 50 kr., hvortil han bemærkede: ”Aah Gud, havde jeg endda slået ham helt ihjel.”

Kolind Landboforening holdt 75 års jubilæum sidst i november 1966. Det blev atter en af disse uforglemmelige dage i hotellets historie. Med Hove-Nielsen, Ny Ryomgård og konsulent E. Staunskjær som drivkraft i toppen af foretagendet skulle alt jo klappe. Alt var fest og glæde med gæstemodtagelse og gaver om formiddagen og stor middag om aftenen – med diverse vine og mængder af taler. Kaffen blev serveret i lokalerne nede i stueetagen, og derefter gik dansen til den lyse morgen. Atter var en dejlig festdag gået til ende.

Hverdagen havde mange glæder at byde på, men også mange besværligheder. Vi fik strikse bestemmelser om hjemmeslagtning, der ramte os, hvor vi hidtil havde været selvforsynende. Vi havde altid gående et par hundrede kyllinger ude i den store stald, et udmærket sted at have en sådan flok, som vi selv passede. Når fjerkræet blev tjenlige til slagtning, kaldte jeg mandskab sammen, og så kan jeg love for, at vi havde et menageri, inden vi fik denne store kyllingefarm slagtet, plukket, rengjort og puttet i fryseren. Men der var altid højt humør over hele linjen og arbejdet gik glat fra hånden. Til gengæld var der altid en kylling eller to til de forskellige hjælpere foruden den normale dagløn. Denne form for selvforsyning blev stoppet ved lov, ligesom hjemmeslagtning af svin for længst var underkastet samme bestemmelser. Ja, det var en lille sidebemærkning om tiden dengang.

Den som plukker roser, må ikke frygte tornene. Det mener jeg også at have efterlevet, men nu var det ligesom mange torne var blevet for store. Jeg følte mig mere og mere træt, og til tider også lidt ensom i virvaret. Jeg måtte til ro, så snart jeg kunne finde en anledning, ellers kunne jeg ikke holde til ræset. I sådanne stille stunder kunne jeg ligge og tænke alle de mange år igennem, erindre begivenheder og især mennesker, som jeg i overført betydning havde haft en andel i – indenfor husets rammer – og som nu var døde, og det er jo en hel del, som jeg har måttet sige farvel til.

Den første jeg tog afsked med, var fru Drasbek, og den næste var – som tidligere omtalt – en af vore gamle hotelkarle. Husets eneste søn, Christian Drasbek, døde i 1936 kun 30 år gammel, og hans far, Chresten Drasbek blev fulgt til graven i 1942, 65 år gammel. I juni 1946 døde min førstefødte. Birte Therkildsen døde i 1951 – hendes mand Thorvald – også kendt som T.T. i 1959 og fru agent Jensen i 1964. Vor mangeårige hotelgæst, bankkasserer Jens Greve døde i 1966. Lige før jeg flyttede til mit otium på Søgård, døde min karl igennem mange år, Martin Christensen. Han var med mig derude en aften for at se indretningen og forberedelserne til mit nye hjem. Det var en skøn aften, men Martin klagede over, at han frøs. Han satte sig på en stor sten ved indkørslen og faldt et øjeblik efter om og var død. Han blev begravet på Thorsager Kirkegård.

Men største sorg for mig, var at miste min mand, der døde i november 1954 efter kun 8 års ægteskab. Og medens jeg var i færd med at nedskrive disse bevægede år af mit liv, har endnu flere af mine bedste venner taget afsked med verden. Jeg begynder at kunne regne ud, at det nok ikke kan vare så længe, før det bliver min tur, og at klokken falder i slag for sidste gang. Når pligten kalder, er mange tunghøre, men jeg er parat.

I årene mellem 1967 og 1970 går arbejdet sin gang og i den sædvanlige rytme på hotellet. Der er nok at bestille, men så ofte jeg kan øjne lejlighed dertil, lukker jeg restauranten om aftenen og om søndagen, medmindre der foreligger bestilling på en eller anden fest. Biografen holdt jeg derimod åben. Det gav mig lidt mere frihed, men min jagt efter et eller andet ”sted på landet” fortsatte. Jagten gav udbytte i efteråret 1969, da jeg af skovrider Estrup købte Karl Rasmussens nedlagte gård i Skarresø. Det varede dog lidt inden jeg kom i gang med at få min nye bolig gjort klar. I julen 1969 blev vi alle ramt af en ondartet influenza, og for tredje gang måtte jeg lade mig indlægge på Grenå Sygehus med en tosidet lungebetændelse. Det tog mig 3 uger at komme på højkant igen, men min datter – Ulla – der også var meget syg, kom meget hurtigere til kræfter end jeg, og fik dermed sin første selvstændige forpligtende plads i Drasbeks hotels køkken som udlært kok. Hendes første opgave var at arrangere dyrlæge Peter Rasmussens jubilæum i januar 1970, og det klarede hun godt til fuld tilfredshed for både gæster og værtsfolk

1930 – 5. juni 1970

Hen på foråret, da jeg var kommet til hægterne, bad jeg håndværkerne om at begynde på ombygning og istandsættelse af mit nye hjem. Jeg glædede mig som et lille barn, der venter på sin fødselsdagsgave. Jeg lod Drasbeks Hotel avertere til salg, men dog med den klausul, at overtagelse først kunne finde sted efter den 15. juni 1970. På denne dato havde jeg slidt på Drasbeks Hotel i samfulde fyrretyve år, og det ønskede jeg at fejre. Da min 40-års dag var overstået, bad jeg håndværkerne sætte fuld fart på ombygningen af ”Søgård”. Den sommer havde jeg og børnene mange gode timer sammen med håndværkerne på grunden til vort fremtidige hjem. Vi ryddede grunden, væltede en del træer, rykkede mange buske op og fjernede alle de gamle bygninger, som var i højst faldefærdig stand. Det var lige noget for Lauritz, han fik lov til både at køre traktor og prøve den store gravemaskine,

og da sommeren var forbi, var alle udhusene borte, hele grunden pænt jævnet, haven planeret og med frisk muld påfyldt.

Den 1. januar 1971 solgte jeg Drasbeks Hotel til kok Ole Karsted Jensen, og den 1. april forlod jeg mit hjem gennem 40 år uden at tage afsked med nogen. Men det havde jeg i forvejen gjort enhver opmærksom på. Alle vidste, at det var svært for mig at sige farvel, og det blev respekteret af alle, hvad jeg var meget taknemmelig for.

Da jeg holdt mit indtog på ”Søgård” i Skarresø, blev jeg budt hjertelig velkommen af den lille landsbys befolkning, som jeg indbød til en lille fest. Senere arrangerede jeg ”House Warming Party”, som samtidig var afskedsfest for mine bedste kunder gennem de mange år. Indbudte var Landboforeningens bestyrelse, advokat Christian Vester-Petersen,

Lrs. Chr. Vester-Petersen, Randers hvis hjemstavn er Sivested Odde har kendt Drasbek familien og Sofie siden sin skoletid. I de sidste mange år bistod han begge parter med råd og dåd.

bankdirektør Stenberg Møller, købmand A. Gay, auktionarius’erne Jens Hveisel, Tage Hansen og Søren Hansen og mange, mange flere. Alle havde de bedt om lov til at få ”Søgård” at se færdigbygget, og det var virkelig dejligt at være vært for disse mange mennesker og vise min lille skønne oase frem, det sted, jeg var blevet så glad for – og stadig er lykkelig for at eje. Jeg havde trods alt ikke drømt om at komme til at bo så vidunderligt på mine gamle dage. Huset ligger ved den kønne lille Skarresø sø, der er omkranset af siv og skov. Til den ene side med udsigt til landsbyens lille hvide kirke, hvis klokke med nogle sprøde og bimlende slag ringer solen op og ned. Til den anden side ligger de få gårde og huse, som udgør Skarresø. Imellem søen og ”Søgård” går sognevejen, hvor trafikken er yderst moderat. Det hele er omkranset af træer og vækster til alle sider. Og nu har jeg tillige fået begge mine børn gift, og de er ved at etablere sig, finde deres plads her i tilværelsen og rytmen i livet. Min mand sagde altid, at alting ordner sig her i tilværelsen, når blot man giver sig tid – og hvor er det rigtigt.

For første gang i mit liv har jeg fået god tid til at pleje mine private interesser og få brugt de reserver af arbejdskraft, jeg har gemt til min nye tilværelse. Til at bruge på haven derude og blomsterne herinde på ”Søgård”. Haven er stor og har fra første dag lagt beslag på mine kræfter. Dog har jeg måttet opgive at slå græs. Jeg kan ikke klare at gå rundt med plæneklipperen en hel formiddag, det forbyder mine ben, så nu har jeg fået havemand til det formål. Til gengæld har jeg fået bygget et nuttet lille drivhus, hvor jeg pusler med blomster og avler tomater og agurker. Derudover har jeg stadig meget andet at tage mig til. Det første år jeg boede her i Skarresø, blev jeg inviteret med Hotelejerforeningen til Aalborg for at se den nye Kokkeskole, og det var meget interessant, og de unge elever serverede tilmed frokost for os. Senere kørte vi under Limfjorden i den nye tunnel, som netop var færdigbygget. Sidst på dagen var vi Spritfabrikkernes gæster ved en middag. Vi fra Djursland samledes derefter i et af byens danseetablissementer for at slutte af – og klokken blev mange inden vi rullede hjemad.

Senere på året blev jeg inviteret til Biografejerforeningens årlige generalforsamling i Fredericia. Jeg blev hentet ved min dør kl. 6 morgen af Jensen fra Rønde og Poulsen fra ”Mols Bjerge”. Vi kørte derefter til Mørke og fik biografdirektør Møller med i vognen, desuden var biografdirektøren fra Ryomgård også med. Kl. 9 gjorde vi holdt udenfor Hotel Landsoldaten, hvor hele Provins-biograf-foreningen skulle samles. Vi spiste frokost på Landsoldaten og fortsatte mødet om eftermiddagen, men i stedet for at indtage vor middag på hotellet som de øvrige deltagere, valgte vi fra Djursland at tage til Aarhus og spise på Roxy og måske danse lidt. Vi fik en dejlig middag, men det blev nu ikke til noget med at danse. Nogle af vi ældre var for trætte, og Poulsen begyndte at snakke om at tage hjem, og det var vi godt enige om. Vi gik ud for at finde frem til bilen, men jeg fandt det mærkeligt, at vi gik og gik uden at finde den. Jeg spurgte om, hvor den var parkeret, men uden at få noget rigtigt svar. Jeg fik fornemmelse af, at Poulsen havde en lille bagtanke ”med at komme hjem”.
”Tag den nu med ro, vi skal lige have en lille ting med, inden vi tager den lange tur hjemad.”, sagde Poulsen – og så endte vi i Wienerhallen. Jeg var træt og lovede mig selv, at det var sidste gang, jeg tog med på en sådan 24-timers tur. Men nu måtte jeg altså pænt holde ud sammen med de øvrige. Da vi stod i døren til dansesalen, sagde Poulsen noget om, at her nok var kendte folk til stede. Og det var helt rigtigt.

Midt i salen sad Marius Bager og Holger Thygesen med et par ”damer”. Marius Bager havde også fået øje på os og råbte højt: ”Hva’ Fanden, Fie, er du også her”. Så kom der pludselig et af de her fjollede indfald over mig – dem får jeg af og til. Jeg gik rask over til bordet med de fire, så meget inkvisitorisk på de to tøser, og sagde meget bestemt: ”Vil I være så venlig at rejse Jer fra min mands bord NU!” De to hankede op i deres tasker og forsvandt omgående. Holger fik først mæle og sagde: ”Det slap du sgu godt fra. Du er en knag til at klare et skær i en snæver vending.” Og nu kunne vi hygge os sammen og lige til lukketid, hvorefter turen gik til Mørke med Møller, til Mols Bjerge med Poulsen, hvor vi drak morgenkaffe. Allersidst blev jeg afleveret hjemme, på et tidspunkt, hvor alle andre for længst er på benene. Jeg gik straks i badekarret og derefter på hovedet i seng. Jeg holdt mit løfte og ikke været på soldeture siden.

Nu har jeg kun to letsindigheder tilbage – hvert år. Det er Dyrskuefrokosten i maj måned og Djurslands Banks generalforsamling og begge dele glæder jeg mig til. Ved en af disse begivenheder kom jeg til at sidde overfor Johannes Hjortshøj fra Søby og hans unge søn med forlovede. Da vi havde sludret lidt, sagde den unge pige: ”Jeg kender dig godt gennem min bedstemor.” Jeg måtte naturligvis have at vide, hvem der var hendes bedstemor? ”Det var Nikoline Jensen”, svarede hun. ”Jamen – så har jeg løftet dig engang for mange år siden.”  Og derefter måtte jeg selvfølgelig fortælle hvor og hvorfor, en af disse skøre oplevelser, som mit liv har været så rigt på. I krigens tid havde jeg Nikolines datter Hertha som stuepige og afløser ved serveringen, hun var da forlovet og ventede sig. En dag kunne jeg fornemme, at der var optræk til et af de store kalaser med øl og mænd i restauranten. Vi kunne naturligvis ikke have deres diskussioner og råben op derinde, hvorfor jeg pænt bad dem flytte til billardstuen, og det havde de da heller ikke noget imod. Jeg satte Nikolines datter til at passe stuen, og det gjorde hun udmærket. Men efterhånden som timerne gik, blev de mere og mere højrøstede og skreg på mere øl. De var efterhånden blevet 15–20 i sjakket, og jeg bad hende sætte den sidste kasse øl ind til dem., og så måtte det være slut. Da hun kom ind i stuen med øllet i favnen, var der et af disse skøre mandfolk, som fløj op mellem flaskerne, greb den stakkels pige ved håret og løftede hende op på bordet. Hun faldt ned i ølkassen, da han slap hende – og besvimede. ”Vi måtte jo have lagt din mor i seng”, fortalte jeg videre til den unge pige. ”Jeg løftede din mor op og sammen bar vi hende op på et værelse, hvor hun kunne falde til ro sammen med dig – i din mors mave…så jeg skam engang løftet dig.”

P.S.

Ja – sådan kan man jo blive ved med at fortælle, når minderne vælter op i en. Minder og et godt helbred er det bedste, man kan ønske sig, når man bliver ældre. Ja – man mindes de gode timer og dage sammen med mennesker, man holdt af, mennesker man kunne lide, vennerne gennem hele livet, mennesker jeg har haft omkring mig, nogle nærmere tilknyttet end andre – men altså mennesker. Hvor har jeg holdt af dem alle sammen. Jeg kan stadig føle et lille sug i hjertet, når et eller andet dukker op, en begivenhed med tilknytning til en eller flere, som jeg har kendt. Jeg har gennem årene mødt meget lidt uvilje rettet mod mig selv, men det har måske været min styrke, at jeg har kunnet ryste fortrædelighederne af mig og til gengæld været den forsonende. Ikke så få mennesker er i årenes løb kommet ud i køkkenet til mig, har sat sig stille ned og lukket op for deres problemer, som for det meste af økonomisk art – eller ”noget med konen”. Jeg lod dem fortælle, lyttede bare. Bagefter drøftede vi tingene igennem, og jeg har måske lejlighedsvis kunnet give et godt råd eller har kunnet tale pågældende til fornuft. Ikke sådan at forstå, at jeg er en stor psykolog eller sjælesørger, men jeg har mærket, at mange har følt glæde ved at møde lidt forståelse og tillid i en fredfyldt atmosfære en formiddag i et stort hotelkøkken, hvor den eneste lyd kommer fra et par gryder eller en vandkedel, der snurrer. Denne fred er også en af de glæder, som mennesker har givet mig.

Hvad tænker man egentlig, når man har passeret de 70? Jeg – for min egen del – kan kun sige, at når tiden fra barndommen til alderdommen passerer for mit indre syn: Hvor har du haft et godt liv – har altid fået ind ad døren, hvad du ønskede dig – har elsket min gerning – har elsket og levet livet, som gav mig en ejegod mand – som gav mig to sunde og gode børn – gav mig dejlige børnebørn – som derudover gav mig ansvaret for en stor virksomhed med en stab af hjælpere omkring mig – som igen gav mig vennerne, der til syvende og sidst vel nok er den største glæde for et menneske.

Og hvem skylder jeg tak for alt dette? Hermed er jeg tilbage ved min barndoms tro, den tro, min moder lærte mig. Om Vor Herre i himlen, uden hvem vi intet er. Jeg har levet mit liv og er parat, når han kalder på mig før eller senere.

Og hermed ender jeg min beretning om et strengt, men godt liv. Måske kan mange se sig selv i de linjer, jeg her har prentet.

Søgård i Skarresø
1977-78

Denne dejlige bygning – “Søgård” i Skarresø – med en skøn udsigt over Skarresø sø og genboen Skarresø Kirke – har været Sofies hjem siden den 15. juni 1971

Med venlig hilsen

Sofie Emilie Adamsen Sørensen

FIE – DEL 14

FORTSÆTTELSE.
Sofie Adamsen ejede Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-13 er bragt tidligere, her kommer del 14.
Del 15 kommer om en måneds tid

EN TUR I BYEN

Foreningen af biografejere i Provinsen blev i 1960 inviteret til København, hvor der den ene dag var arrangeret generalforsamling med stor frokost og næste dag fejredes jubilæum. Alle medlemmer var indbudte og rigtig mange sagde jatak.

Filmplakat fra en af biograffilmene i Drasbeks sal.Biografen i Kolind

T.h. – Biografen i Kolind spillede altid et fint repertoire. Denne gamle plakat har siddet i skabet i halvtredserne. Oprindelig var Kolind Bio en part af “Stationsbyernes Biografteater”, ligestillede med Ryomgård og Trustrup. Det var i starten den daværende postmester i Ryomgård, der ejede og ledede udlejningen. Det var da rimeligt, at hans nærmeste medarbejder i Kolind også tilhørte etaten. Hans navn var Johannes Pind, og han bragte daglig post ud fra Kolind til et af landdistrikterne, men hver søndag aften – undertiden tiere – stod han ved håndsvinget og kulbuelyset i maskinen på balkonen i Drasbeks teatersal.

Poulsen fra ”Mols Bjerge” ringede og foreslog, at jeg tog mig lidt af ham, da hans kone ikke kunne være med – og det lovede jeg. Det blev en forrygende tur, for samtidig havde Djurslands Hotelejeerforening arrangeret sin årlige udflugt, hvis mål var Nordsjælland med frokost på Wiibroes Bryggerier i Helsingør. Vi tog med første færge fra Grenå til Hundestred og ankom til Wiibros kl. 12 efter en fin tur med busser gennem det skønne Nordsjælland. Vi blev  budt meget hjerteligt velkommen af bryggeridirektøren og hans repræsentant for Djursland, og jeg skal love for, at der var noget på frokostbordet, der manglede simpelthen intet.
Jeg havde købmand Petersen, Pederstrup på min ene side og min ledsagende kollega fra ”Mols Bjerge” på den anden, så jeg var i gode hænder. De to herrer kendte ikke hinanden, og da vi efterhånden var blevet lidt højrystede, spurgte Poulsen:
”Hvad er det for en gut, du har på den anden side?”
Jeg svarede rask i min kåde tilstand:
”Jamen kender du ikke Djurslands største smugkrohandler – mest i Wiibroe øl?”
Svaret affødte et fantastisk latterbrøl ved vort bord, og et øjeblik efter stod vor repræsentant fra Djursland hos os, og bad de to ”Fier” fra samme landsdel følge med over til direktøren, der ønskede at tale med os. Den ene Fie var lille mig, og den anden med efternavnet Nielsen var fra Grenå.
Da frokosten var forbi, skulle Poulsen og mig med toget til København. Vi blev fulgt på vej af hele flokken, og var ikke blot mætte, men også godt trætte. Poulsen faldt i søvn, så snart vi satte os i toget, men vi ankom i god behold til hovedstaden, hvor min veninde Janne Pedersen tog imod os på Hovedbanegården. Jeg skulle bo hos hende under mit ophold i København i hendes lille hyggelige lejlighed nær Radiohuset, medens Poulsen boede på hotel.
Næste dag mødtes vi på Wivex, hvor jubilæet blev fejret, og sikke en fest. Vi var 1400 glade mennesker placeret ved 24 mands borde, hvor en aktiv person indenfor filmindustrien fungerede som bordvært. Det var en af Nordisk Films kendte instruktører, som var vært ved vort bord, men det var nu ligegyldigt med ham, for han havde allerede fået, hvad han havde godt af til frokost. Vi kunne udmærket sørge for os selv i dagens anledning. Vi fik en pragtfuld middag, og jeg husker især den flotte anretning, der blev desserten til del efter nyeste opskrift. Pludselig blev alt lys i lokalet slukket, orkestret satte i med en voldsom og langvarig touche. Dørene åbnedes og ind i det store flotte rum kom 12 kokke med hver sin store smukt pyntede isanretning højt hævede over deres hoveder. Isen var flamberet, og det var et betagende syn at se de brændende isanretninger blive båret ind gennem salen og stillet på de forskellige borde.
Midt under middagen blev der på en gang stærk uro ved et af bordene et stykke fra os. Det var ”Bette Niels” fra Tarm, som med høj røst forsøgte at få ordet, ”han ville lige fortælle noget”…”, men længere kom han ikke, for Hans Hækkerup, landets justitsminister havde fået fat i kraven på ham, og bad ham forsvinde ned på sin plads, for det der skulle siges nu, skulle han nok tage sig af. Det viste sig lidt senere, at Niels fra Tarm havde ville fortælle os en glædelig overraskelse, nemlig at vort danske fodboldhold havde vundet sølv ved olympiaden i Rom. Men det skulle Bett’ Niels fra Tarm ikke have lov at fortælle vi andre.
Efter middagen gik dansen til den lyse morgen, hvorefter vi sluttede af med en sidste drink i Adlon, og uha – hvor var jeg træt. Næste formiddag skulle vi have et lille møde og derpå en frokost. Ved vort bord havde vi den store gastronom, skuespilleren John Price som vært, og havde vi ikke været højrøstede i går, så blev vi det i hvert fald nu. Efter frokosten gik turen til Tivoli, og da vi skulle gennem tælleapparaterne, antog jeg tivolikontrolløren for at være en Frelsersoldat – ja – det kan vel ske for enhver efter to dages uafbrudte fester og frokoster. Frelsersoldaten ville have 2 kroner for en adgangsbillet. Jeg gav ham 1 krone og tilføjede, at mere var jeg ikke vant til at give til den slags velgørenhed. Til min store forbavselse fulgte manden efter mig og ville have 1 krone mere, men jeg holdt nu på mit. Der blev lidt opløb i samme anledning, især af de øvrige deltagere i den overståede frokost, og de morede sig kosteligt over, at jeg ikke ville betale mere end ”Een Krone” til Frelsens Hær, hvorefter det begyndte at sive ind i mit hoved – mit trætte hoved – at jeg nok havde dummet mig en lille smule. Efter at have vandret i Tivoli i et par timer, begyndte det at klare op i min knold. Vi skulle slutte med en kop kaffe på Wivex, og minsandten om ikke Frelsersoldaten genkendte mig og forfulgte mig helt ind i den fine restaurant. Men nu var jeg blevet stædig, så han fik ikke noget ud af sin incasso. Vi nød en dejlig kop kaffe i fortovsrestauranten og aftalte programmet for den næste dag: En tur med Malmøbåden og om eftermiddagen tage rutemaskinen hjem til Tirstrup Lufthavn. Men så var jeg også virkelig træt, træt og træt. Jeg skyndte mig hjem til min værtinde Janne og gik på hovedet i seng
Efter det aftalte mødtes alle vi fra Midt-Djursland ved Malmøbåden den næste dag og gik ombord. Vi nød morgenkaffen på vej over, var vistnok alle lidt trætte efter al den festen i dagene før, men vi nød da både turen og hinandens selskab.
Efter et par timers besøg i Malmø sejlede vi atter til hjemlandet, spiste frokost ombord, og fik et par danse inden båden lagde til kaj i København. Her gik vi hver for sig på opdagelse et par timer, inden vi skulle mødes på hotellet, hvor Poulsen boede. Og hvem stod der og tog imod os? Holger Thygesen og Poulsen i høj stemning og med følgende velkomst:
”Du kommer nok ikke hjem i dag, bette Fie, for nu skal vi først rigtig ud og more os.”
Men nu havde jeg fået nok for denne gang og fortalte d’Herrer:
”I kan skabe jer, som det passer jer, men Fie tager hjem nu”.
Og derved blev det. Jeg afsluttede den hårdeste, men bedste udflugt nogensinde i mit liv.

Drasbeks Hotel ca. 1950

Fra midten af halvtredserne var det ligesom vor forretning gik ind i en mere stabil tid. Der blev vel lidt flere penge mellem hænderne på folk, og det nød hotellet godt af på flere måder. Vi fik installeret varmeanlæg i den store sal til gavn og glæde for vor biograf- og teatergæster. Scene og omklædningsrummene blev moderniserede, hvad de også trængte til. Vi ville jo gerne have de kendte og populære kunstnere til Kolind, så vi kunne byde vort publikum virkelig gode teateraftener. Jeg købte mig desuden en lille bil, og det gav mig en stor frihed, som jeg ikke havde kendt før. Nu kunne jeg køre en tur med børnene og vise dem Djursland. Køre ud i naturen når jeg havde tid og lyst, det var i sig selv en stor glæde for alle.
Laurits blev konfirmeret i 1962 og fortsatte et år mere i skolen inden han tiltrådte en læreplads hos installatør Harder i Ryomgård. Efter de fire års læretid, gik han på Installatørskolen i Aarhus og fik eksamen året efter. Efter at have aftjent sin værnepligt og blevet hjemsendt i august 1972, giftede han sig i september samme år med Lise, og fik sin første stilling som svend i Tilst ved Aarhus, og her var han ualmindelig glad for at arbejde.

Sofie og Laurits Sørensens to børn Ulla og Laurits. Ulla er ansat i en topstilling i SAS. Laurits er elektro-installatør og bosiddende i Sønderjylland

En udlandsrejse have længe stået på min ønskeseddel og i 1963 realiserede jeg tanken. Mine gode og selvstændige medarbejdere, Mols og Magda kunne sagtens passe forretningen, mens jeg var hjemmefra en uges tid. Jeg indtegnede mig for en rhintur med bus, som bragte mig overordentlig megen glæde og afslappethed. Her traf jeg nogle mennesker, som siden skulle blive nogle af mine allerbedste venner, Gerda Wulf og hendes mand samt deres onkel, købmand A. Flou fra Hals, som desværre nu er død. Gerda og jeg rejste sammen både i 1964 og 1965, hvor vi var i Paris. I 1967 tog vi til Tyrol og Venedig, det var ubetinget den skønneste af alle vore rejser. Men derefter kom en tid, hvor jeg ligesom var mæt af rejselivet, og hellere blive hjemme. Børnene havde jo mere brug for mig nu, mens de voksede til. Ulla blev konfirmeret i 1964 og fortsatte i skolen, hvor hun tog sin realeksamen, hvorefter hun fik plads som volontør på Hotel Australia i Vejle, men straks efter gik over i køkkenfaget og fik sin eksamen i foråret 1970. Efter at have hjulpet mig herhjemme på Drasbeks Hotel hele sommeren tog Ulla på højskoleophold i Ollerup for vinteren 1970-71.
Jeg blev ikke helt færdig med at fortælle om nittenhundrede-og-tresserne, hvor vi i et af de første år fik en meget stor bestilling fra Djurslands Købmandsforening, der fejrede jubilæum. Jeg var meget glad for dette fine og store arrangement, og især for at det skulle få et virkeligt godt og fuldt ud tilfredsstillende forløb. Købmand Enevoldsen fra Rønde var foreningens formand og købmand Orla Schmidt, Hornslet, kasserer, og mænd der ville have tingene på rette plads – joh – der skulle være stil over festen.
Dagens festligheder indledtes med gavemodtagelse, hvor der blev budt vin og kransekage og cigarer – og lidt senere en lille frokost for cirka 100 gæster, hvoriblandt fire inspektører fra fire store ølbryggerier. Da vi havde fået placeret gæsterne omkring frokostbordet, gik jeg ned i køkkenet for at se, om alt var parat. Til min store forbavselse mødte jeg de fire granvoksne mandfolk fra bryggerierne, der stod og kom ”fremmede til sig selv.” Jeg spurgte, hvad det skulle betyde, og de svarede, at de ikke måtte gå med til frokost, da de skulle være sobre til dagens middag. Da kom jeg til at le ganske ustyrligt, og sørgede naturligvis for, at der blev serveret frokost for d’Herrer i den lille restaurant. Jeg blev inviteret med og sagde tak til, for jeg havde både god tid og verdens dygtigste kok til at klare køkkenet, så vi fik et par gode timer sammen. Sådanne festlige oplevelser har jeg haft en del af – og det er jo bare skønt.
Jubilæumsdagen tog sin begyndelse kl. 5 om eftermiddagen og alt var klart, da de cirka 300 gæster gik til bords med fuld musik og med købmand Enevoldsen som en ypperlig dirigent. Menuen bestod af aspagerssuppe, kogt pighvar med små hvide kartofler/persillesmør tilsat diverse krydderier og derefter serveredes dyreryg m/ tilbehør og en dessert. Efter 6 timer ved bordet – ja – de kunne gøre noget ved det dengang – blev der budt på kaffe i de underste lokaler, hvorefter dansen gik til den lyse morgen med megen energi og højt humør. Indimellem blev der serveret snitter i stort antal – og det kan nok være, at de fire sobre herrer fra frokosten slog gækken løs, for nu var det jo blevet deres tur til at vise sig fra den flotte side. Da jeg var en tur i salen for at se, om serveringsdamerne havde alt under kontrol, kom Carlsbergs repræsentant dansende henimod mig – glad og kåd som et barn – for sådan er jo de kære mænd i løftet stemning – og det er jo dejligt for dem. Han spurgte, om jeg ikke syntes, at han skulle gi’ en omgang? Jo, det var en virkelig god ide, lød mit svar, og det bliver jo ikke mere end 6 kasser, og de betyder vel ikke noget for dig – så værs’go. Det var dengang, hvor hver kasse rummede 50 flasker, så det var da et tilbud, som pigerne kunne være tjent med at servere. Mens dansen gik i den varme sal, var det et rigtigt kedeligt vintervejr udenfor, med frost, blæst og et grimt isslag.  Alle værelser var fuldt belagt, og det blev sent inden de sidste gæster fandt deres senge. Men inden mine mange hjælpende ånder forlod hotellet den morgen, var alle lokaler nedenunder gjort klar til de mange boende gæsters morgenkaffe. Denne jubilæumsfest, der var det første og dyreste arrangement, som Drasbeks Hotel indtil da havde lagt navn til, var lykkeligt til ende.

Når man senere sidder og mediterer og genoplever et sådant handlingsforløb i sine tanker, ja – da fyldes man af dyb tilfredshed og taknemmelighed, ikke mindst over for mine 25 dygtige medarbejdere, for uden dem var jeg intet.

OMS – MOMS OG EN ARABISK SHEIK
Frem gennem tredserne havde vi en stadig stigende omsætning. Priserne steg stødt, men det gjorde udgifterne sandelig også. Og nye restriktioner dukkede op fulgt af flere afgifter end nogensinde. Moms’en afløste Oms’en, vi fik sygesikring, feriemærker, A.T.P. og meget andet. Alt sammen med uproduktivt arbejde og kontorskriveri til følge – og som tog min tid.
Jeg begyndte så småt at føle mig træt af det hele.
Jeg har altid gerne villet bo på landet og begyndte at se mig om efter et sted, hvor jeg kunne slå mig ned på mine gamle dage. Der var nok af hytter og nedlagte landbrugsejendomme til salg dengang, men min gamle rådgiver og revisor, Pelle i Århus, strittede imod og sagde, at jeg havde mange gode arbejdsår endnu, og at jeg jo kunne tage noget mere hjælp i hverdagen og lade være med at slide på mig selv.
Ude i Kolind by skete også noget, og vi mærkede de nye pulsslag i byens historie, og jeg har tidligere omtalt Landboforeningens auktion hver fredag, som var med til at skabe stor omsætning hos byens handlende. På hotellet blev det til en ugentlig frokost, som betød travlhed overalt i restauranten.

Kernen i det store fredagsarrangement i de nybyggede auktionslokaler bestod af Jørn Nielsen, Søbygård, der var formand, og af konsulent E. Staunskjær som ledende administrator, medens Jens Hvejsel, Følle og Tage Hansen, Dråby, fungerede som auktionsholdere. Vi havde fået firmaet Campen til byen, og det blev os på hotellet til daglig glæde at have fabrikant Campen, og hvad deraf fulgte af forretningsfolk som gæster. Det gav en dag anledning til en lille morsom episode. Campen kom ud i køkkenet til mig og sagde:
”Jeg har en gæst med, men jeg ved ikke, hvad han vil have at spise, du må hitte på et eller andet for mig, så jeg kan give dig skylden, hvis han ikke kan lide maden.”
Jeg måtte naturligvis vide, hvad det var for en herre, hvortil Campen svarede:
”en sheik fra arabien.”
Det fløj ud af munden på mig:
”Ham vil jeg gerne hilse på, du må præsentere mig for ham.”
”Ok. Følg du bare med ind” var Campens svar.
Jeg kunne se på Campens nakke, at han gik og skrupgrinede, men jeg gik med op gennem den store restaurant, hvor en kæmpestor mand med en tilsvarende næse rejste sig op, da Campen på engelsk præsenterede mig:
”Det er fruen”,
hvorpå sheiken tog min hånd, bøjede sig ned og elegant kyssede mig på hånden og sagde: ”Madame”.
Jeg sendte ham vistnok et skævt smil, og da jeg så på Campen, havde han stadig grinet på. Jeg talte vistnok lidt højt, da jeg bad ham hjælpe mig ud af den forlegenhed, hvad han straks gjorde, mens kæmpemanden igen bøjede sig – eller bukkede og sagde:
”Madame”.
Så havde jeg også fået nok og trak mig tilbage i god orden. Det var første og eneste gang, jeg er blevet tituleret Madame.

Den 8. april 1965 rundede jeg de 60, og dagen blev fejret.
Jeg var først lidt i tvivl, om jeg skulle feste eller rejse en tur udenlandsk, men børnene afgjorde sagen, de syntes vi skulle have en fest. Det gav mig noget at tænke på, for hvor skulle jeg begynde, og hvor skulle jeg stoppe med invitationerne til den store kreds af husets venner, den store skare af kunder.
Jeg besluttede at invitere først og fremmest vore private venner tillige med repræsentanter for alle de foreninger, der var knyttet til Drasbeks Hotel som arrangør eller på anden måde hørte til hos os.
Det blev ordnet sådan, at foreningernes bestyrelse, respektive formand og kasserer blev indbudt. Der blev dækket op i den store sal med et kæmpemæssigt bord i midten, hvor al maden var arrangeret. Borde med service stod spredt udenom, og nu kunne gæsterne selv tage for sig af retterne. Der var høflig selvbetjening. Jeg havde antaget en ung og dygtig kok til at forestå madlavningen. og på midterbordet fandtes alt, hvad en kræsen gane kunne ønske sig.
Der kom et utal af gratulanter, og vi gik til bords kl. 13 og rejste os fra bordene ca. kl. 16.30 for at indtage kaffen i de underste lokaler. Dans var der ikke noget af denne gang, jeg var på det tidspunkt holdt op med at svinge mig, og jeg tror ikke, at gæsterne savnede det. Der var jo mad og drikke til sultne og tørstige sjæle og endda nok, hvis de følte sult eller tørst senere på natten eller morgenstunden. Eller blev tørre i halsen af munter snak og et godt spil kort. Tilmed fik vi set en flok ældre piger og et hold af vore kære Karup-folk dansende børnedans i køkkenet. Det blev alt i alt en dejlig dag, og det meste af en nat, før en træt fødselar kunne gå til ro..

Men jeg skulle og måtte alligevel tidligt op igen, da vi dagen derpå skulle have en sølvbryllupsfest med 150 gæster. Ja – det er jo en krokones lod her i livet, sent i seng og tidligt op, men denne dags fest lykkedes fint, takket være min unge kok, som jeg havde aftale med angående dette sølvbryllups middagsbord, en opgave han ligeledes klarede til gæsternes tilfredshed.

FIE –  del 13

FIE
i de sidste år på Drasbeks Hotel

FORTSÆTTELSE.
Sofie Adamsen ejede Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-12 er bragt tidligere, her kommer del 13.
Del 14 kommer om en måneds tid.

NU KOMMER DEN LYSE TID, VI VENTED’ SÅ LÆNGE

Den 4. maj hen under aften kom slagtermester Sørensen hen til os på hotellet. Han var vel lidt træt, men han var forventningsfuld, som alle vi andre. Han var pænt klædt på og foreslog, at vi skulle lukke dørene, så vi kunne nyde aftenen sammen og feste lidt. Vi fik de sidste gæster til at forlade restauranten o sammen med Valborg og hendes ven gik vi en dejlig tur gennem Kolindsund. Da vi kom hjem, stegte vi engelsk bøf, som Sørensen havde haft med, og vi nød aftenen til langt ud på natten, vi fulgte med i radioen, lyttede til hvad der skete derude omkring os i Europa. Vi vågnede op på befrielsesdagen – den 5. maj – en glædesdag, men ikke befriet for nogle små sorger. Jeg kan ikke lade være med at mindes visse stærkt omdiskuterede hændelser, visse fejltagelser, som nogle af vore unge frihedskæmpere her på egnen skulle være skyld i, da de hentede nogle mænd, som ikke burde have været på den sorte liste, og – på den anden side – undlod at tage nogle med, som burde have være “en tur i Grenå”

Nogle få dage efter den 5. maj fik vi lov til at lade alle stueetagens lokaler samt køkkenet restaurere. Begge hotellets sale var jo indtil videre optaget af flygtninge, og disse skulle bruge vaskehuset til madlavning. Det var vi jo ikke særlig glade for, men til gengæld glædede vi os til at komme i gang så hurtigt som muligt. Jeg husker tydeligt, da jeg og mit lille personale for første gang gennemgik det alt sammen for at se, hvordan alt tog sig us efter ødelæggelserne. Men da vi kom ud i mit ellers så dejlige køkken, krakkede det hele alligevel for mig. Vi måtte sætte os ned – jeg med hænderne for ansigtet – indtil der faldt lidt ro over mig. Mine medarbejdere havde det på samme måde, vi sad blot og så på hinanden – uden at sige noget og gik så vor vej i en art nedtrykt sindsstemning. Dagen efter fik jeg fat på mine trofaste håndværkere og aftalte, hvor vi skulle begynde. Først tømte vi alle lokaler for møbler. Alt skulle ses efter og repareres. Stole og sofaer var de mest medtagne møbler, og dem fik sadelmagermester Aage Jensen til behandling, blandt andet det kedelige sæt, som jeg havd betalt med 3 flasker brændevin. Når det var sat i stand, kunne det vel bruges på et eller andet gæsteværelse.
Men det gik helt anderledes med det omtalte sæt. Nogen tid efter, mens håndværkerne endnu var i gang med lokalernes restaurering, fik vi i spisestuen besøg af en lille flok tyskere, dr stadig optrådte i deres slidte, snavsede uniformer – men uden våben. De spurgte efter fruen, gjorde stram honnør, men uden hitlerhilsen og spurgt mig: De har købt et sæt møbler f vort kompagni ved afrejsen, hvor meget har de betalt for det”? Jeg blev lidt forskrækket, men lod som om jeg ikke forstod, hvad han mente. Tyskeren havde en dansktalende tolk med, som kunne forklare, hvad det drejede sig om og stillede mig nogle spørgsmål, hvorpå han havde en længere diskussion med tyskeren.
Imens fik jeg den værste nervøsitet jaget på flugt, og var klar til at besvare det næste spørgsmål: “Hvor er disse møbler”? Jeg sagde, som sandt var, at de var sendt til sadelmageren her i byen for at blive reparerede. “Hvor meget gav De for dem”? Spurgte tolken videre. Jeg sagde lidt stille: 650 kr. – og skulle ikke have snakket noget om de tre flasker snaps. Tyskeren fortalte mig derefter, at de omtalte møbler var lejet hos et møbelfirma i Tarm, og at de nu skulle afleveres til møbelhandleren der, som hele tiden havde fået 250 kr. i månedlig leje. Derefter snurrede flokken rundt og forlod hotellet. Jeg følte mig temmelig klam og spekulerede en del over, hvad der mon nu kunne ske? Kunne jeg måske blive hængt op for de forbistrede møblers skyld? Jeg havde aldrig ønsket at eje dem, men var nærmest blevet tvunget til at overtage dem for tre flakser snaps.
Nogen tid efter modtog jeg et brev fra Nationalbanken, adresseret til hotelejer Sofie Sørensen, Kolind St. I kuverten lå en check på 650 kr. Og et følgebrev med følgende tekst: Betaling for møbler købt af den tyske værnemagt. Det lettede, men det var bestemt ikke søde tanker, jeg sendte den unge tyske officer. Jeg nøjedes med at håbe, at han den gang havde fået alletiders kæfert med tilhørende tømmermænd efter at have drukket de snapseflaskers indhold.

Det gik hurtigt med at få lokalerne i stueetagen samt køkkenet gjort i stand. Første pinsedag 1945 kunne vi påny åbne Drasbeks Hotel med fuld hus hele dagen. Det strømmede ind med blomster og gaver, ja, – hele Kolind og omegns beboere udtrykte hermed, at de alt for længe havde savnet deres vante samlingssted og nu hilste det velkomment tilbage.

I begyndelsen af juni blev de tyske flygtninge overflyttet til Tirstrup, og dermed fik vi rigtig fart på med at rengøre begge sale. Alt blev kalket, skuret, malet og Ferniseret for at stå klar til befrielsesårets store dyrskue. Og det blev det største nogensinde i Kolind Landboforenings historie – et mylder af folk og fæ, og som sædvanlig eminent ledet af konsulent Staunskjær og med formanden proprietær Lund, Kratholm på formandsposten. Det blev også til alle tiders dejligste festmiddag, med efterfølgende dans, så foreningen og dens ledelse lod afholde denne smukke aften i juni 1945.

Men alt var jo ikke fest og glæde. Vi kæmpede drabeligt for at få vore tildelte rationer til at forslå, og havde vore leverandører ikke været ualmindelig flinke og forstående, så ved jeg ikke, at vi skulle have gjort. Det var jo knaphed på adskillige varer i flere år efter krigen, og rationering i sin helhed forsvandt jo først i begyndelsen af 50’erne.

Desuden var landet økonomisk på knæene efter tyskernes udsugning, og det varede da heller ikke ret længe før den første “En-gangs-skat” holdt sit indtog og snart efter blev efterfulgt af andre nye skatter. Det gik slag i slag med skat på alverdens ting, som resulterede i en ny opfindelse på området: OMS – senere udvidet til MOMS – med mange sure ekstra arbejdstimer for erhvervsdrivende med regnskabsprogram. Men det løber trods alt stadig rundt for det lille Danmark.

Vi begynder påny at vise film i hotellets biograf. Der var af valutamæssige grunde lukket af for amerikanske film, men efterhånden var der jo kommet god gang i dansk filmproduktion, så op gennem 50’erne og ind i næste tiår gik vor biograf udmærket. I disse år fik vi fremvisningsapparat og hele anlægget med lærred ombygget til farvefilm, så vi kunne spille alle slags og endnu flere af de nye populære film.
Vor operatør var stadig maler Petersen – bedre kendt som “Mi Brower Måleren”.

ADAMSEN OG SØRENSEN
I foråret 1946 fik vi hele rejsedag en moderniseret, og samtidig blev alle de gamle bygninger i gården revet ned for at anlægge en have på samme sted, og efterhånden som alt voksede op, blev det til en virkelig dejlig plet. Året efter var Holger Thygesen klar til at sælge sin part i hotellet, og efter lidt tovtrækkeri købte jeg ham ud og var glad for handlen, for nu kunne eg endelig være helt mig selv, og gøre som det passede mig. Min mand og jeg diskuterede tit heftigt i dette tidsrum, om hvordan vi skulle indrette os i fremtiden. Han ville, at jeg skulle flytte hen til ham – i lejligheden ved slagterforretningen – men jeg var stejl og stædig og ville ikke opgive mit hjem på hotellet nu hvor jeg var eneejer. På det tidspunkt ventede jeg min førstefødte, og der var intet, der kunne rokke min beslutning angående bolig. Det varede heller ikke ret længe, før han flyttede ind til mig på Drasbeks Hotel.
Nu var vi os selv for første gang, og hvor var det dejligt. Den 29. maj 1948 så vor søn Lauritz dagens lys, og om efteråret solgte min mand sin forretning til sin ældste søn Viktor, samtidig med, at hans to yngste børn var sat i lære. Jeg havde en del kvaler efter at være blevet moder, jeg havde en depressionsperiode og syntes ikke, at jeg rigtig slog til. Min læge gennem de mange år på hotellet, doktor Hjarsbæk, havde mig under behandling, og resultatet blev, at vi bestemte os til – for en tid –  at undgå al større selskabelighed, der indledtes med en invitation til en fastelavnsfest for hele vor store omgangskreds.

Alle skulle møde maskerede, og det blev da også et herligt syn, da gæsterne mødte op. Der var alle mulige sjove typer, kejser Napoleon, Kejserinde Josefine, Frederik den Syvende, Grevinde Danner. Der var tyrolere, sheiker, fuglefængere, spejdere, der var flotte damer og syge koner og landstrygere og mange flere.

Vi mødtes i den store sal til punch og æbleskiver, hvorefter vi slog katten af tønden og dansede et par timer. Sådan en omgang giver appetit og det gjorde stor lykke at næste punkt på programmet var gule ærter og flæsk, pandekager med is og det hele afsluttet med kaffe. Ved bordet rejste min mand sig og sagde på sin egen lune måde, at nu måtte de kære gæster have os undskyldt i nogle år, for vi kunne ikke mere holde til ræset og var nødt til at sige fra på det selskabelige område, altså vor private selskabelighed. I de næste år havde vi en meget snæver omgangskreds, bestående af vore allerbedste venner. Selskab manglede vi jo aldrig i det daglige. Vi havde jo den faste stab af handelsrejsende, som kom til Kolind for at gøre forretninger, og når der ikke var alt for travlt, havde vi god lejlighed til om aftenen at få et spil kort. Det nød vi begge i fuldt mål og slappede dejligt af på denne måde.

Krigene og dens gru er på afstand. Sofie er klar over, at der må ske noget. Både hun og vennerne trænger til at feste – til at slappe af. Billedet ovenfor viser en fastelavnsfest, hvor gæsterne havde pligt til at møde “klædt ud”. Men hvem er hvem? Det overlades til læseren at sætte navne på de enkelte.

Ellers gik tiden og dagene med at have nok at se til af festligheder for andre. Der var fødselsdage, bryllupper, sølvbryllupper, foreningssammenkomster, jubilæer og ikke mindst kappedes ungdomsforeninger om at gøre deres bedste for at arrangere morsomme og hyggelige aftener. Det var et dejligt varieret liv. I en alder af 45 fødte jeg nu min datter Ulla efter et meget svært svangerskab. Ullas fødselsdag er den 5. februar 1950.

Nu havde jeg virkelig fået meget om ørene, men efterhånden som børnene voksede til gik alting nemmere for mig. I halvtredserne byggede vi hele rejsegangen om og fik den lille sal restaureret. Vi fik indrettet værelser på toploftet, samt indlagt centralvarme og toilet der. Vi havde altid værelserne udlejet, blandt andet med arbejdere fra Karup Flyveplads og senere kom fabrikant Campen ind i billedet med en del af hans folk, der var hentet fra hans fabrik ved Højer.
I november 1952 begyndte min mand at lide af en ondartet hjertesygdom og efter to svære år med gentagne hospitalsophold døde han sidst i november 1954.

Nu var jeg på ny alene, havde to små børn og en stor forretning, så jeg havde nok at tage vare på., men havde også en fantastisk god stab af hjælpere i min virksomhed. Jeg kan her nævne Dora Sørensen, Karen Bjerre, Mols, Magda, gamle Martin, T.T. og hans kone Birte, agent Jensen og hans kone Marie. Det var en dejlig personalestab at have omkring sig i det daglige foruden alle de, der hjalp ved de store arrangementer, hvor det rigtig kunne brænde på. Ja, jeg vil ikke skjule, at for mig var hotellivet et dejligt job. Vi kunne more os og hygge os sammen med vore gæster nårsomhelst, der var lejlighed dertil.

Den 8. april 1955 fyldte jeg 50 år, men jeg havde ikke lyst til nogen større festlighed, men sørgede for rigelig mad og drikke, hvis nogen skulle dukke op, for at ønske til lykke. Der kom 110 gæster uden at de var inviteret, men der var mad og drikke nok til, at alle kunne blive godt beværtede. Og jeg følte endnu en gang, at folk kunne lide at komme og lide at være gæster på Drasbeks Hotel.

Men livet haster videre, uden at vi rigtigt lægger mærke til farten. Lauritz begyndte sin skolegang i sommeren 1955, og Ulla fulgte efter i 1957. Hotellet var stadig i god gænge. En gang imellem tog jeg med på en eller anden udflugt, men befandt mig altid bedst derhjemme i børnenes nærhed og forretningens med – ja – blandt dem, der hørte mig til.

Der var stadig meget at se til, og mange ting, der skulle laves lidt om. Vi fik bygget nye toiletter og forandret noget om i privatlejligheden, nu fik børnene deres egne værelser, vi boede virkelig dejligt. Men der var også noget, der var mindre godt, et aber dabei, da mine ben begyndte at drille mig – og selvfølgelig mest i travle stunder.

Gennem en bekendt blev jeg anbefalet at konsultere læge Jens Møller i København. Møller var specialist i kredsløbsforstyrrelser og meget kendt for sine hormonkure. Jeg tog afsted til København og doktor Møller, der mente at kunne hjælpe mig og helst så. At jeg tog ophold på hans klinik i de første 10 dage. Så længe kunne jeg nu ikke være hjemmefra, og vi blev så enige pm, at jeg skulle holde sengen derhjemme. Jeg fik ordnet mine sygedage med en sygeplejerske til at komme tre gange om dagen og give mig hormonindsprøjtninger. Det begyndte godt, men trediedagen besvimede jeg i telefonboxen og samme gentog sig i mit badeværelse på femtedagen. Jeg havde fået strengt forbud mod al rygning og spiritusnydelse, ellers kunne kuren ikke hjælpe mig. Jeg holdt ud i de ordinerede 10 dage og tog så atter over til doktoren. Han satte mig på en mindre ration, og nu varede det ikke ret længe, før jeg kunne mærke en god bedring i benene. Men jeg kan ikke påstå, at det var særlig rart i de 4-5 år, jeg gik til behandling hos Jens Møller. Siden har min egen læge her i Kolind, Evald Nicolaisen, hjulpet mig hver gang, jeg trængte til det

MED TYSKERNE I HÆLENE

FORTSÆTTELSE.
Sofie Adamsen ejede Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-11 er bragt tidligere, her kommer del 12.
Del 13 kommer om en måneds tid.

FIE DEL 12

Men vi blev ikke færdige med afsnittet om 1943. Jeg underskrev de første papirer angående lejemålet til den tyske værnemagt. Det gjaldt i første omgang alle hotellets værelser samt den lille sal, der skule tjene som spisestue. Desuden teaterscenen, som skulle indrettes som soveplads for mandskabet, der i øvrigt fik totalforbud mod at vise sig andre steder på hotellets område. De fik den varme mad fra vort køkken, men resten måtte de selv klare. Det drejede sig om telefon- og telegraftropper, som nedlagde kabler til den nye flyveplads ved Stabrand by og omegn – nu Tirstrup Lufthavn. Hele dette store område var beslaglagt af værnemagten. Men den historie hører ikke hjemme i disse erindringer. Dog er gemt ikke glemt.

De omtalte soldater generede os ikke på nogen måder. Vi beundrede dem i virkeligheden for den ro og orden, som de udviste. Deres dag begyndte med morgenandagt i porten, derefter drak de morgenkaffe og drog afsted til dagens arbejde. Derefter så vi ikke noget til troppen før til aften. De fik maden bragt op i den lille sal i to store gryder, men opvasken klarede de selv. Sidst i november blev jeg kaldt op til obersten på hans værelse. Det nægtede jeg pure og bad ham komme til mig i spisestuen. Han kom da sammen med sin oppasser og forklarede på gebrokkent dansk, at de nu var færdige her på egnen og næste dag skulle rejse tilbage til Tyskland, og at de ikke var glade for at forlade Kolind. Endvidere at der i løbet af kort tid ville ankomme et større antal soldater.

En dag kort før jul da jeg sad hos min frisør, fik jeg over telefonen kort og godt besked om, at ”komme hjem med det samme”. I øverste stue fandt jeg 12–14 tyske soldater og en oberstløjtnant, der bød mig en stol og straks begyndte – på tysk – at oplæse noget, der stod på et stykke papir. Jeg slog afværgende ud med begge arme og var målløs over en sådan arrogance, hvorefter det viste sig, at han havde dansk tolk med. Tolken forklarede, hvad der stod skrevet på det omtalte ark papir, og det lød således: ”Fra dags dato at regne er hele hotellet…” – foruden andet som jeg ikke erindrer – om jeg ville skrive under? Jeg nægtede at skrive under på noget som helst, før jeg havde rådført mig med min gode ven Laurits Sørensen. Kontrakten indeholdt, at vi skulle lave mad til 40 mand, indtil hele styrken ankom, og indtil da kunne jeg disponere over mit køkken. Jeg nægtede pure og var totalt slået ud, tudede en to-tre dage og tog derpå over til familien Høgh i Thorsager juleaften – stadig tudende – kom hjem næste morgen og fandt begge mine dejlige hunde døde af kulosforgiftning. Det sidste havde jeg kun vor staldhusforpagter at takke for. Han havde om aftenen fyret med brunkul, og resultatet var, at fyret var gået ud, og da der ikke var varme på det store komfur i køkkenet – hvor mine hunde befandt sig – var gasarter fra centralfyret sivet op gennem kanalen til køkkenet. Der så forfærdeligt ud i mit ellers pæne køkken.

Pludselig var der noget inde i mig, som gjorde oprør, og jeg sagde til mig selv: ”Nu har du tudet længe nok, bette Sofi´ kan du så lige ta´ dig sammen.” Jeg havde atter fundet mig selv. Det næste var at få sendt bud efter mine gode venner, snedkermester Thorvald Rasmussen og murermester Jacobsen. Sammen fandt vi snart ud af, hvordan kagen skulle skæres – altså at få udarbejdet en plan for hotellets nærmeste fremtid. Min private lejlighed havde jeg fået lov at beholde, og på baggangen fandtes et toilet samt to ret store værelser og tre mindre foruden billard-stuen nedenunder. Det var, hvad jeg havde af lokaler til hoteldrift omkring nytår 1944.

På selve baggangen satte vi et komfur op, da der tilfældigvis var mulighed for at slutte komfuret til skorstenen. Den 2. januar 1944 åbnede vi den mest interimistiske kro, der nogensinde er set på Djursland. Havde det været i dag, ville vor ombygning have bragt mig i konflikt med alt, hvad der hedder byggelove og vedtægter. Vi solgte ikke egentlige middagsretter, men havde dog altid en varm hakkebøf eller frikadelle. Hvad vi solgte af smørrebrød de sidste halvandet år af krigen, har jeg slet ikke tal på. Alt, hvad vi kunne skrabe sammen af madvarer og forskellige drikkevarer, forsvandt som dug for solen. Af personale havde jeg kun beholdt min servitrice, en køkkenpige og vor gamle karl. Et meget lille personale, men vi havde aldrig lejlighed til at kede os.

En dag blev det dog os for broget, hvad angik tyskerne i lokalerne nedenunder. Jeg gik fuldstændig ”op i en spids” og forbød al udlevering af øl og spiritus til dem. En soldat kom ind i stuen og forlangte øl, som naturligvis blev ham nægtet. En anden tysker kom op til mig og skabte sig over serveringen. Han påstod, at chefen for flyvepladsen havde sagt, at hotellet skulle servere for dem alt hvad de forlangte af øl og mad. Og hvis jeg ikke ville, skulle det blive værst for mig. Jeg var rasende, og bad ham skrubbe et vist sted hen, og fortalte ham yderligere, at såfremt hans chef havde givet ham en sådan ordre, ville det være rimeligt, at chefen selv overbragte den personligt og ikke sendte den med ”sådan en bette ussel fyr som dig”. Fyren fik ingen øl, men jeg blev truet på livet.

Der skete mig dog intet, men senere gentog historien sig – og desværre gik det ud over min unge servitrice. Denne gang var det ikke en menig soldat, men en flabet, grov og arrogant tysk officer, som hun satte på plads. Det kostede hende tre måneder i Frøslev, men hun kom da heldigvis helskindet hjem igen. Hendes navn var Valborg og hun blev hos mig i hele 12 år efter dette ophold.

En dag ringede doktor Hjarsbæk og bad mig gøre ham en tjeneste. Du skal bare sige ja, så kommer jeg med det samme og giver et trut i hornet udenfor – og husk at tage cigarkassen med ned. Jeg spekulerede lidt over det med cigarkassen og gik så nedenunder uden. Da Hjarsbæk kom, bad han mig følge med op på rejsegangen. Han var tilkaldt for at behandle en tysk officer, der var blevet alvorlig syg. Jeg vidste, at Hjarsbæk var med i modstandsbevægelsen, så jeg forstod ikke rigtigt, at han ville være læge for en tysker, men han havde måske ikke andet valg?

Da vi kom op på værelset, blev jeg klar over, at hjælp var påkrævet. På sengen lå den tyske officer, som var fuldstændig ude af sig selv af smerter. Tre mand lå over ham og holdt krampagtigt fast på hans arme og ben. I hast fik Hjarsbæk en sprøjte klar, og et øjeblik efter var han parat til den næste. Der gik kun få minutter før tyskeren faldt til ro. Hjarsbæk sagde et par ord til ham, men han svarede ikke. I en fart fik hans oppasser tøjet af ham og lagt ham rigtig i seng – helt bevidstløs. Hjarsbæk ville vide, hvad der fremkaldte mandens voldsomme smerter og fik til svar, at en granatsplint sad fast i hans baghoved og ikke kunne fjernes. Jeg fik trods alt ondt af den arme mand. På vej ned igen spurgte jeg Hjarsbæk: ”Hvad nu, når han vågner?” Svaret lød: ”Aah – den tid den sorg. Nu sover han i hvert fald de første par døgn, men hvordan gik det med cigaren?” Og jeg måtte jo indrømme, at doktoren havde besøgt mit hus, så hvorfor ikke byde en cigar fra den bedste kasse og et glas vin fra den bedste flaske. Begge dele blev klaret, vi fortjente det – og vi nød det.

Tiden gik – endda hurtigt – vi havde nok at bestille i vores sammenflikkede kro. Arbejdstogene spyede hver morgen masser af danske arbejdere ud på pladsen foran Drasbeks Hotel, og alle de mange lastbiler og hestekørertøjer, som skulle fremskaffes, blev brugt til transport af de mange mennesker. Der var jo en del bønder iblandt, som tjente en ekstra skilling ved at køre, men mange slap forbistret skidt fra den slags transport.

En dag da et af disse særtog holdt på Kolind Station, og alle myldrede ud på pladsen, fik jeg øje på min gamle far. Jeg lukkede vinduet op og råbte til ham, at han skulle komme indenfor. Han havde en helt ny skovl på nakken og var letsindig nok til at stille den fra sig i opgangen. Da han havde fået sin kaffe og varmet sig lidt og skulle køre videre til flyvepladsen, var skovlen selvfølgelig borte. Jeg lånte ham en af mine, men bad ham snarest holde op med det sjov, hvad han også gjorde.

En nat lige før påske 1944 vågnede jeg ved et forfærdeligt rabalder nede fra kørestalden. Jeg havde på det tidspunkt en stor schæferhund, som jeg havde købt af købmand Nielsen og ladet dressere til det helt store. Gud nåde den eller de, der trådte mig for nær. Hunden var meget urolig over spektaklet i stalden og gjorde alt for at få mig til at stå op. Da jeg samtidig hørte døren nedenunder blive åbnet med bulder og brag, kan det nok være, at jeg kom ud af sengen, fik en slåbrok om mig og gik ud på gangen med hunden op ad mig. Den stod med snuden i min lukkede hånd, jeg kunne mærke, hvor den dirrede og havde hver muskel spændt. Op ad trappen kom en 15-20 soldater nærmest væltende, møgfulde var de alle og råbte noget i munden på hverandre. Jeg råbte, så højt jeg kunne: ”Holdt” – og de blev tavse på et øjeblik, for hvem ser jeg nu først i flokken? Det var ingen anden end den tyske officer, som doktor Hjarsbæk behandlede med to beroligende indsprøjtninger hin bevægede nat. Tyskeren stod med en stor flad pakke i hænderne og løftede den op mod mig, idet han prøvede at balancere et par trin op. Jeg råbte på ny og understregede, at hvis de kom nærmere ville jeg pudse hunden på dem. Det blev dog ikke nødvendigt – og samtidig fik jeg forklaringen på al balladen. De havde i deres kompagni en kunstmaler, og ham havde vores officer fået til at male et billede til mig – om jeg da ikke ville tage imod det? Nej – det ville jeg ikke på dette tidspunkt af natten – klokken fire – i bare ben og slåbrok. Men De og maleren kan komme igen i morgen, så kan jeg se billedet, – og se så at få den dør i, inden det bliver lyst”. Døren var sat på plads, inden det blev morgen.

Hen på eftermiddagen blev jeg kaldt ned i stuen, hvor en lille pæn soldat og vedkommende officer stod ret lige indenfor døren. De var begge lidt forlegne over nattens hændelser og bad mig undskylde deres sene og støjende adfærd. Imellem sig havde de pakken med det omtalte billede, som jeg bad dem vise mig. Det var et dejligt maleri, et såkaldt stilleben, visende en opstilling af en krukke og nogle frugter, som den dag i dag pynter min stue. Skæbnen ville, at jeg efter krigen – en dag midt i halvtredserne – blev ringet op fra Stokholm. Stemmen i røret talte gebrokkent dansk: ”Er det Adamsen? Ja, du taler med von der Lütz, ja, maleren fra 1944, kan du huske mig? Har du tid, så vil jeg besøge dig på vejen hjem. Jeg er i Stokholm til en stor kongres. Jeg kan være hos Jer ved 5-tiden.” Jeg ved ikke, om jeg blev glad for tilbuddet, men jeg ringede til maler Andersen og hans kone samt til blikkenslager Ernst Jensen og bad dem komme hen og være sammen med mig og min gæst. De to håndværkere kendte ham også fra dengang, han var tysk soldat i Kolind.

Da vognen ankom, gik jeg ud på trappen og bød ham velkommen til Danmark. Han havde tårer i øjnene og sagde stille: ”Sagde du velkommen – du skulle vide, hvad det betyder for mig” Han fortalte endvidere, at han nu var professor ved Universitetet i Stuttgart og boede smukt i sit hus på en bjergside. Og hvis vi ville besøge ham, var vi velkomne. Det sidste blev nu aldrig til noget. Nogle år senere havde vi en stor maleriudstilling i hotellets store sal, og maleren som havde lejet den, tilbød mig at give restaurantens billede en lille opfriskning som en del af lejeudgifterne. Da han så von der Lütz’s maleri, bød han mig på stedet 2500 kr. for det. Jeg afslog og forklarede ham, at billedet havde en personlig affektionsværdi for mig. Han rådede mig til ikke at sælge billedet, fordi det stadig ville stige i værdi og en skønne dag være rigtig mange penge værd. Mange år senere stod en mand i min stue – foran billedet – og bød mig 25.000 kr. Jeg afslog igen. Det skal vente til jeg en dag kommer i trang for nogle skillinger – måske for at hjælpe en af mine unge.

En dag sidst i sommeren 1944 kom den føromtalte officer – ham med granatsplinten i baghovedet – og bad mig følge med ned, da han og hans folk skulle forlade Kolind næste dag. Derfor ville han have en forklaring på, hvad der var deres og hvad der var mit. Det første jeg fik øje på, var et Hitler-billede, der dækkede døren ind til den store restaurant. Uden at tænke over det, fløj det ud af munden på mig: ”Ja, det der er i hvert fald ikke mit”! Nå, fruen er nok morsom”, lød det spidse svar. Vi gik gennem lokalerne og havnede i en stue, som jeg ikke anede, at vi havde i huset. Alt var jo endevendt, skillerum var stillet op, så det slet ikke var til at kende lokalerne igen. Der så nærmest forfærdeligt ud, i stuen stod et møblement, som nogle tyskere havde medbragt, da de ankom til Kolind. Nu – ved deres afrejse – ville de have mig til at købe det. De skulle direkte til fronten. Jeg sagde: ”Nej tak og farvel”, og gik med det samme op til mig selv – temmelig irriteret. Et øjeblik efter blev der banket på min dør af den samme officer, der havde dette tilbud: Hvis jeg ville give 10 flasker snaps for møblerne, blev disse stående i stuen. Jeg afslog på ny og gik ind til mig selv. Om morgenen vågnede jeg ved støj nedenfor, og da jeg kiggede ud ad vinduet, så jeg hele staben samlet udenfor hotellet. Det gav et lille stik i hjertet, da jeg så disse unge drenge ved tanken om, at nu skulle de rejse hjem for at blive kanonføde. I det samme blev der banket hårdt på døren og jeg lukkede hurtigt op. Udenfor stod officeren – kridhvid i ansigtet – og bad mig om bare 3 flasker snaps for de møbler, som han og hans folk havde ladet stå nede i stuen. Jeg var ikke et hak interesseret i deres møbler, men jeg kan ikke forklare, hvad der gik af mig. Jeg hentede de 3 flasker og gav ham den eftertragtede drik. Han nærmest græd, men gjorde dog stram honnør og forsvandt – blev borte i flokken dernede. Det gjorde lidt ondt i mig, men sket var sket. Jeg lod møblerne stå, for vi havde jo ikke noget at bruge dem til. To dage senere blev huset besat af et nyt kompagni, som vi holdt os absolut fri af. De blev i Kolind julen over og forlod byen ved påsketid 1945. Derefter fik vi et hold flygtninge fra Østtyskland – de så forfærdelige ud, noget som gjorde mig frygtelig ondt, men vi kunne jo intet gøre.

Da vi nærmede os maj 1945, lå det i luften, at krigens afslutning – eller freden – var nær, hvis vi da var så heldige at overleve de sidste voldsomme krigshandlinger. Der var nogle her på egnen, der imødeså krigens afslutning med bange anelser. En dag kom Holger Thygesen til min private stue med en stor pakke indsvøbt i avispapir, og bad mig låse den ned i mit skrivebord. Det kunne jeg bestemt ikke gå med til lige med det samme, og spurgte ham derfor, hvad der var i den pakke? Hvortil han svarede, at det kunne vel være ligegyldigt. Og mit gensvar lød: ”jeg vil vide, hvad der er i pakken, før jeg tager stilling til noget som helst, så tag og luk op”. Med en flot håndbevægelse krængede han selvbindergarnet, der var om pakken, af – og ud rullede 40.000 kr. i splinternye sedler. Pengene var stadig i den originale indpakning fra Nationalbanken – uberørt af menneskehånd. Jeg var nærmest målløs, men fik dog munden på gled, og bad ham i rene ord om at skrubbe af med alt sit stads. Han begyndte at pakke sammen, da jeg kom i tanke om noget, og jeg spurgte ham, om det ikke var en god ide at få betalt den sidste del af vor gæld til banken? Det gik han ind på, hvorefter vi samlede pengene sammen – 25.000 kr. – på følgende måde: 10.000 kr. fra H.T.’s pakke + 10.000 kr. fra mit tilgodehavende for salget og sluttelig 5.000 kr. fra fælleskassen.

Jeg sendte vor gamle karl i banken med beløbet og bad ham få kvittering med tilbage. På et vedlagt stykke papir havde jeg forklaret banken, at pengene skulle dække restgælden. Karlen kom tilbage med kvittering og gældsbevis m.m., men der gik næppe en times tid, før bankdirektør Johs. Nielsen ringede og var temmelig vred. Han ville meget gerne vide, hvor jeg havde alle de nye sedler fra? Jeg forklarede ham sammenhængen. ” Det er godt, dine penge kan vi jo ikke nægte at modtage, men vær venlig at sende Holger Thygesen op til mig, så snart du ser ham, jeg har en lille høne at plukke med den herre”. Jeg tror nok, at Nielsen og Thygesen plukkede mange høns med hinanden i årene derefter.

Del 13 kommer om en måneds tid.


FIE DEL 11

FORTSÆTTELSE
Sofie Adamsen Sørensen var “kromutter” på Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-10 er bragt tidligere, her kommer del 11. For dem, der gerne vil eje bogen, har Midtdjurs Lokalarkiv stadig få til salg.

TILLYKKE MED HANDLEN

Til alt det – for mig helt ufattelige – kom der endnu meget, der fik mig til at føle mig som en Aladdin, i hvis turban appelsinen netop var landet. Jeg blev ringet op dagen efter af bankdirektør Johs. A. Nielsen (foto nedenfor), Banken for Kolind og Omegn,

der hilste mig godmorgen og til lykke med handlen og fortsat held med driften af hotellet. Direktør Nielsen tilføjede: ”Ja, – jeg tænkte jo også, at du får brug for nogen likvid kapital, og så vil jeg da blot lade dig vide, at alt hvad du skal bruge af penge, det kan du hente her hos os i banken.”
Først langt op ad dagen begyndte det at sive ind i en træt pigehjerne, hvad der var hændt mig. Brikkerne begyndte

så småt at falde på plads, og da sagfører Axel Sidenius og vor gamle revisor Pelle fra Aarhus foruden Holger Thygesen og fuldmægtig Hjort fra Skifteretten ankom samme dag, for at få en tilføjelse indsat i skødet, faldt de sidste brikker helt på plads.
Denne tilføjelse i ejendommens skøde var kort og klar, den fortalte simpelthen, at fra dags dato var det frk. Sophie Emilie Adamsen, der var ejer af Drasbeks Hotel i Kolind med handelsmand Holger Thygesen som medejer, dog med den klausul, at H.T. intet havde at sige eller at gøre med hotellets drift, og hans eventuelle besøg på hotellet var at regne som en hvilken som helst anden betalende gæst.
Hvordan havde min trofaste ven og sagfører, fået dette regnestykke til at gå op? Og hvordan turde han sætte alt på et bræt med mig som spillets matador? Ja, – endog sikrede mig en kassekredit i byens bank. Jeg var ikke i tvivl om, at det var Axel Sidenius, der stod bag ved bankdirektør Nielsens tilbud.

I de dage gik det for alvor op for mig, at en mand, der kunne hjælpe en pige på den måde – at give uden at forlange noget til gengæld – var en ven for livet. Han lærte mig alt dette uden store ord: ”Find dig de rigtige venner blandt mænd – mænd du kan stole på – og som kan stole på dig”. Det har jeg prøvet at efterleve lige siden, og må tilstå, at jeg har mødt mange store, stolte mandfolk, hvis ord jeg altid har kunnet regne med.
Nu er menneskene jo så forskellige, og jeg har da også truffet en del små mænd, mennesker, der er kommet ligesom lidt skævt ind i tilværelsen, men som jeg også har kunnet tælle blandt mine venner. Når jeg engang imellem har brugt dette udtryk: ”Jeg har en knusende respekt for små mænd” – så er det hverken en vittighed eller en ironisk bemærkning, men at jeg nærmest føler mig lidt forlegen – som det store menneske af krop jeg nu selv er – når jeg står ved siden af den lille mand. Jeg har en lille anekdote om en kendt mand, der hørte til de små. Engang i min ungdom var jeg inviteret til et stort stævne arrangeret af Venstres Ungdomsforening i Otterup på Fyn. Blandt talerne var fru Thit Jensen og den senere politimester Vagn Bro i Køge. De var begge små mennesker af statur, og jeg husker tydeligt, at fru Thit måtte have en skammel at stå på for at kunne se over talerstolens kant – til stor morskab for vi fremmødte 400-500 unge. Efter mødet og fællesspisningen blev der spillet op til dans, og det var ikke alene Foxtrot og Two Step og hvad man ellers dansede dengang, for midt under ballet blev der spillet op til Lancier, og stor var min forbavselse, da den lille mand – som jeg straks genkendte som dagens taler – bød mig 19 års bondetøs op til dans. Jeg undskyldte mig med, at jeg aldrig før havde danset Lancier. Det gør ingenting, svarede den lille mand og taler – som lød navnet Vagn Bro – det skal du nok få lært, inden vi to har danset færdig. Og du godeste hvor den lille mand kunne danse. Mange år efter hilste jeg på ham ved en stor biograf-kongres i København, og da var Vagn Bro for længst en landskendt politimester i Køge.
Ja – det var et lille sidespring i mine erindringer, men jeg synes, det fortjener at komme med.

Der fulgte også jord med ved hotelkøbet, blandt andet et stykke af Kapelvej fra det gamle elværk og frem til Baatrups (og Marius Nielsens tidligere autoværksted), foruden den gamle markedsplads og hele det gode stykke jord, hvor Marius Nielsens sønner har deres store virksomhed. Yderligere medfulgte den tidligere sportsplads, anvendt som dyrskueplads og i dag ejet af Kolind Landboforening. Den gamle markedsplads blev senere overdraget til Kolind Kommune, der lod opføre en markedshal, hvor Kolind Landboauktioner hver fredag afholder store og velbesøgte auktioner over landbrugernes forskellige dyr og tiltrækker mange handlende, der har boet udenfor og sælger alskens ting og sager

Endnu i februar 1943 var vi i fred for tyskerne. Hotellets omsætning er i stadig vækst. Markedsdagenes andel i vort salg var helt enormt, især når vi måtte regnes til de små i branchen. En sådan månedlig markedsdag solgte vi tit og mange gange mellem 400 og 500 middagsretter foruden alt andet. Men jeg havde heldigvis gode folk til at hjælpe mig. Else, som nu er gift med Jens Nielsen fra Bugtrup, var min kokkepige. Valborg Nielsen fra Thorsager var min dygtige servitrice.

I stalden var ”TT” – altså Thorvald Therkildsen (helt t.v) – ham, der sørgede for kørende gæster. Hans kone (t.v.) var første hjælp i køkkenet, og tillige havde vi en karl til at ordne salen og andet forefaldende arbejde. Derudover havde jeg to unge piger, den ene som

stuepige og den anden som køkkenpige. Sådan var holdet sat sammen for de daglige gøremål, og hvor jeg selv uden primadonnanykker tog del i det store ”skrub” sammen med mine folk. Indenfor serveringen havde jeg som fast hjælp i disse år: Søren Kejser, Gunnar Jensen (kaldet ”lille hånd”), Ingvard Nielsen og Asta Sandberg plus mange andre, når det var nødvendigt til fester og på markedsdage. I køkkenet regerede i mange år Ingvard Nielsens kone, Marie, som første dame, men det hændte også, at en fest var så stor, at vi måtte indforskrive mandlig kok.

Ved disse kæmpestore markedsdages travlhed kunne der nemt indtræffe en eller anden tragikomisk situation, og her er en sådan: Under middagen, da vi var lige ved at have udsolgt, kom Else kokkepige hen til mig og fortalte, at der ikke var mere kød, men derimod suppe til 40-50 kuverter. Jeg svarede, ” så må I tage de høns, som vi henkogte på glas forleden dag”. Men det varede ikke længe, før Else kom igen og meddelte, at det var slut med hønsekødet, og desuden var hun ikke sikker på, at det sidste glas var ”helt i orden”. Jeg bad hende om at sætte det omtalte glas til side, så jeg senere kunne se det efter. Og spurgte derpå, om der var serveret, noget fra dette sidste glas? Ja – to gange, lød svaret. Jeg replicerede hurtigt, at vi jo nødigt skulle få mord på samvittigheden. Og så var den lille affære glemt i al travlheden.

Foto ovenfor t.v. fra den gamle markedsplads, som den tog sig ud i 1920- og 1930erne, mens heste endnu var midtpunktet. Bemærk “Drikkehuset” t.v. der gerne skulle være hjemsted for lidkøb, formodentlig til stor irritation for “Hotel Kolind” (Hougårds Hotel), der lå lige bagved.
T.h. foto fra auktionshallen, der afløste den gamle markedsplads. Her er vi indenfor en fredag formiddag til grisehandel. Al den jord, der engang var markedsplads – og mere til – tilhørte oprindelig Drasbeks “Den gamle Kro”, (forgængeren for “Drasbeks Hotel”), men C.C. Drasbek solgte den ikke med, da han handlede ejendomme i 1887.

Nogle dage senere kom en af vore gode kunder og stamgæst, Marius Bager, som dengang boede i Attrup, ind til os i ”Den lille Restaurant”. Under sin snak med vennerne i lokalet, sagde han ganske højt (for at jeg skulle høre det): ”Ja – og så sad jeg her hos Fie forleden dag og spiste den dejligste suppe og peberrodskød, men da jeg kom hjem om aftenen gav min kone mig sgu kogt torsk med rådden sennep til, og nu har jeg sgu skidt op og ned ad hver eneste telefonpæl på vej hertil”. Det var jo stærke ord, men sådan lød Marius Bagers omtale af hans fortæring på sidste markedsdag. I mit stille sind sagde jeg til mig selv, at her havde vi historien om glasset med den sidste omgang hønsekød, men gudskelov at Marius havde overlevet.
Nogen tid efter kom jeg til at tale med Marius Bager alene, og bad ham fortælle mig, hvem han havde spist sammen med den omtalte markedsdag? Han så lidt mærkeligt på mig og udbrød: ”Det var en handelsmand fra Helgenæs, og han var fa’nme nær kreperet, men hvorfor spørger du om det?” Så måtte jeg jo fortælle Marius Bager om mine henkogte høns, hvilket resulterede i, at jeg måtte give en omgang til stambordet, fordi både han og handelsmanden fra Helgenæs havde overlevet mine elendige høns og hans kones rådne sennep.

Der var ikke megen frihed i de fem forbandede år, men vi var dog endnu fri for at have tyskerne rendende i sommeren 1943. Almindelig søndagslukning indførtes først efter krigens afslutning, men der kunne gives dispensation for forudbestilte borde til fest. Og i denne efterkrigstid spillede vi altid et stykke i biografen hver søndag aften, så jeg var altid optaget af et eller andet om søndagen. Engang imellem tog jeg fri og tog med mændene til væddeløbsbanen i Aarhus, da det også interesserede mig at spille på hestene.
Engang var vi til galopløb med seks heste. Vi havde spillet de fem på kryds og var sikker på at vinde. Men i mit stille sind tænkte jeg, at det da var skrupforkert, at vi ikke fik alle seks heste med i spillet. Uden at sige noget gik jeg ned og købte den manglende hest ”Spiral” med som vinder og dagens favorit på andenpladsen. Da jeg kom op igen, sagde mine medspillere: ja – den gik jo vor næse forbi. ”Nå, gjorde den det?” svarede jeg. For jeg var uden at sige noget derom, blevet klar over, at ”Spiral” havde overhalet favoritten, og at min bon havde givet gevinst, og jeg fortsatte ved at lægge – med en flot håndbevægelse – 783 kr. på bordet foran d’herrer. Enstemmigt udtalte de, at ”så er det din tur til at give aftensmad”. Og det gjorde jeg da gerne – vi havde en dejlig dag sammen i Aarhus.
En anden galopsøndag havde vi ikke noget særligt ud af spillet og var klar til at tage hjem. Dog gik jeg for mig selv hen og købte nr. 1 og nr. 2 hest frem og tilbage og selvom mine to heste ikke vandt, gav spillet dog 365 kr. Men det var også de eneste gange, jeg vandt noget for mig selv, ellers spillede vi altid – eller som regel – i fællesskab – og holdt på hver sin hest. Vognmand Rønde kørte for os på disse væddeløbsdage, og det var i virkeligheden al den frihed, jeg bevilligede mig selv. Til daglig lukkede vi restauranten kl. 21, og ofte var det ret trist at være bag sorte nedrullede gardiner, hvis ikke det var så heldigt, at vi havde tilrejsende gæster, der kunne lide et spil kort.

En morgenstund ringede telefonen: ”Det er Lund her, vil du med til dyrskue i Ebeltoft?” – jeg svarede, at det kom skam an på, hvad hans kone sagde til en sådan invitation? Og bad om at tale med fru Lund, der sagde, at jeg bare skulle tage med hendes mand; han ville jo så gerne have mig med!
Vi skulle med toget kl. 9 fra Kolind og mødes med Andersen fra Koldstrupgård på Trustrup Station. Andersen stod glad og smilende og tog imod os der, og vi havde en glad dag i hinandens selskab. De to første vi mødte på dyrskuepladsen var naturligvis politibetjent Techen, Femmøller, og hans kollega Petersen fra Kolind. Techen kunne ikke dy sig for at komme med en lille bemærkning om, at nu kunne det jo blive svært at opretholde ro og orden på alting i Ebeltoft, når ”I tre har fået lov til at tage til dyrskue sammen.” Og sikke en dag vi fik i dyrskuebyen. Det varede såmænd ikke længe, før vi havde konsulent Stavnskjær med i flokken foruden formanden, hvis navn jeg aldrig lærer at huske, men jeg erindrer, at han var ejer af ”Marienlyst”.
En dyrskuedag i Ebeltoft 1943 var vel ikke meget anderledes end andre steder i landet. Naboforeningernes formænd og konsulenter var indbudte som dommer og dermed gæster hele dagen. Dagens frokost for den arrangerede forenings egne og de mange gæster fandt sted kl. 11.30 eller rettere, da begyndte denne årlige begivenhed, som i dette tilfælde varede til langt ud på eftermiddagen, at formanden blev hentet med magt. Men da han kom ud på pladsen, var de fleste af udstillingsdyrene på vej hjem, og så varede det ikke ret længe før vi på ny havde den gode mand i vor midte. Vi blev også inviteret til middag på hotel Vigen. Jeg lod falde en bemærkning om, om det nu også gik an? ”Aah – jow da”, sagde Lund Kratholm, ”do ka’ roligt ta med, vi er jo spidserne fra Kolind, det hele er gratis”. Og det var rigtigt, vi betalte ikke en krone, noget som passede Lund vældig godt. Efter middagen kom vi i selskab med formanden, konsulenterne Stavnskjær og Larsen-Ledet foruden købmand Viggo Jensen og hans kone. Hen på aftenen blev hun lidt snakkesalig, og midt i det hele fløj hun op og sagde: ”Hør nu Adamsen, ka’ du ikke lige følge mig hjem, jeg skal hjem og gi’ bryst”. Først tænkte jeg: hun skal ikke holde mig for nar, da hun for et øjeblik siden havde siddet og pralet med, at hun havde en datter på 21 år. Men da hun så mit ansigtsudtryk, fortsatte hun: ”Du tror mig måske ikke? Nej – det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg troede faktisk, at Viggo var brændt ud for længst”. Og sådan en lille sjov bemærkning fremsat i løftet stemning, huskes jo gerne og længe. Viggo nåede i øvrigt at blive sin bys borgmester nogle år senere, men om ægteparret fik flere børn, melder historien ikke noget om.
Da vi lidt senere gik syngende op mod torvet, kom de fire politibetjente i kæde imod os, og Techen råbte: ”Tænkte jeg det ikke nok, at vi skulle få smadder med Jer tre. Ka’ I se at komme ind i den bil, som holder herhenne nu og straks, ellers bli’r I sat i detentionen for resten af natten.” Bilen var ”politibilen” fra Kolind og Petersen førte os sikkert hjem, men jeg syntes ikke, at den køretur fik nogen enden. Den gik over Trustrup, Lyngby, Fævejle, Fannerup til Kratholm med Lund. Derfra til hovedvej 16 og op til Koldstrupgårdene med Andersen og endelig hjem til Kolind. Og jeg må indrømme, at jeg var møgtræt, men det var heldigvis hverdag igen og nok at rive i på Drasbeks.

I krigsårene fik vi tildelt rationeringskort ligesom alle andre, men en måned udeblev disse uundværlige stykker papir, og ligegyldigt hvor højt jeg råbte op ved mine besøg på det kommunale kontor, så havde de ingen kort til Drasbeks Hotel. Noget måtte der ske, ellers ville vi snart stå uden varer til hotellets drift. Revisor Pelle bestemte derefter, at vi begge skulle rejse til hovedstaden og forelægge vor klage i Indenrigsministeriet. Det var en lang og besværlig rejse i de dage, men frem kom vi da, og ved en forstående kontormands hjælp samt revisor Pelles utrolige talegaver, fik jeg tasken fuld af rationeringsmærker. Og det var bestemt noget, der lunede, foruden vore tildelinger af rationeringskort igen ankom præcis den 1.ste i hver måned.

Vi nærmede os årets slutning 1943. Kort før juleaften blev jeg ringet op af en overbetjent fra Hornslet, der sagde en hel masse uforståeligt vrøvl. Det var tydeligt at høre, at manden var beruset. Jeg svarede, at jeg ikke kunne forstå hans sludder og lagde røret på. Kort efter kom min unge pige ud i køkkenet og bad mig komme ind, da der sad en politimand sammen med en tysk officer, og de ønskede at tale med mig. Jeg var både beklemt og forbavset, da jeg gik derind. Politimanden rablede stadig en masse vrøvl af sig, men efterhånden fremgik det dog, at den tyske officer var kommet for at leje lokaler til 26 mand i et år frem i tiden, og at de skulle bruge alle vore disponible værelser. Jeg havde det bestemt ikke godt med mig selv, men jeg fik dog spurgt, om man ikke kunne sige nej til et sådant ultimativt forlangende? ”Det kan De godt” sagde officeren ”men så beslaglægger vi måske mere end vi har brug for, så lad os tale om det”. Det gik nu op for mig, at klokken var faldet i slag. Hidtil havde vi klaret os uden tysk indblanding, men nu var det slut med friheden. Jeg blev også klar over, at dette store problem kunne jeg ikke klare alene. Det var i virkeligheden første gang, at sådan noget var hændt mig. Jeg følte som ingensinde før en trang til et medmenneske, som kunne hjælpe og støtte mig. Et menneske, som jeg kunne stole på i et og alt.
Da jeg havde fattet mig lidt, spurgte jeg en af pigerne, hvem der sad i restauranten? Ja – der sad blandt flere andre slagtermester Sørensen, og de spillede kort. Jeg kendte udmærket slagter Sørensen, han var af mandfolketypen – den rolige stabile med begge ben på jorden. Jeg bad pigen om at kalde på Sørensen, som jeg derefter indviede i mit problem. Han satte sig ind i sagen og hjalp mig i løbet af nogle dage med at få de nødvendige papirer sat op og underskrevet. I løbet af krigens sidste par år blev Laurids Sørensens hjælp og bistand helt uundværlig. Der opstod jo gentagne gange nye problemer med den tyske værnemagt. Endnu flere papirer som skulle ordnes og underskrives. Han var mig til uvurderlig hjælp både under krigen og i tiden, der fulgte. Jeg kunne naturligvis ikke være upåvirket af den fortrolighed, som på den måde opstod mellem os, og det var vel årsagen til, at vi to besluttede os til at holde sammen resten af livet.

Slagtermester Laurids Sørensen var jo enkemand, og vi bestemte med hinanden, at hvis jeg kunne blive gravid, så ville vi gifte os, trods en voldsom opstandelse over vores forhold hos hans voksne børn. Hvis man spørger hvorfor? – Ja – så kan svaret kun være, at et sådant problem ikke er ukendt, når et menneske med voksne børn føler sig alene og på ny vælger livsledsager. Vi blev først gift efter krigens afslutning. I begyndelsen af 1946 blev jeg gravid, hvorefter vi i hast fik ordnet vore papirer og lod os vie på Aarhus Rådhus den 21. februar 1946. Det var meget højtideligt. Vi havde det mærkelige tilfælde at møde en af vore bedste kunder blandt de rejsende, som også blev gift samme dag. Vi bestemte uden tøven at fejre begivenheden sammen, og jeg skal love for, at ”Regina” kræsede op for vi to ikke helt unge – men helt nygifte – ægtepar. Vi havde en dejlig dag sammen.

Fortsættes med del 12 i april/maj.

Fie del 10

FORTSÆTTELSE
Sofie Adamsen Sørensen var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-9 er bragt tidligere, her kommer del 10. For dem, der gerne vil eje bogen, har Midtdjurs Lokalarkiv stadig få til salg.

GODT BEGYNDT ER HALVT FULDENDT

Landsretssagfører Sidenius ankom som lovet den næste formiddag. Jeg befandt mig i køkkenet og han bad mig om at følge med ham op i stuen. Der sad Drasbeks datter Ellen og hendes mand Martin Jacobsen, proprietær Lund, Kratholm, foruden vor gamle revisor Pelle. Sidenius indledte dette møde med et par ord og læste derpå Drasbeks testamente op. Deri var bestemt, at jeg skulle arve en opredt seng, husets to hunde og Drasbeks livsforsikring på 4.000 kr. Det blev hans datter meget fortørnet over, hvorfor jeg vidste, at jeg nu havde fået en fjende for livstid. Det slog også til – men for mig havde det dog ingen betydning.
Da det lille møde var endt og alle ting ”var sat på plads”, begyndte jeg i min nye stilling som bestyrer af Drasbeks Hotel med Landsretssagfører Axel Sidenius som chef. Det var i sig selv ingen forandring udover, at jeg havde fået ny chef, for bestyrer havde jeg jo i praksis været i de sidste 10 år. Forskellen var blot, at nu havde jeg fået papirer på min ansættelse. Og for første gang i lange tider følte jeg mig fri og frank.

Alt det som til tider havde tynget mig – næsten helt i knæ – var fuldstændig strøget af mig. Reaktionen som ganske naturlig skulle følge efter dette store pres var ligeledes overstået.
Jeg følte mig som et helt nyt menneske, og at alt dette kunne ske så hurtigt for mig, kunne jeg først og fremmest takke Lund, Kratholm for.

Et par dage efter Drasbeks begravelse ringede telefonen og proprietæren var i røret og spurgte mig, hvordan det gik og hvordan jeg selv havde det? Trænger du ikke til lidt frisk luft? Jo – det gjorde jeg – ærlig talt. Ja – men spænd så den brune for jumben og kør herudaf, så går jeg dig i møde, og så har lillemor kaffe parat, når vi kommer hjem til Kratholm. Jeg var ikke sen til at gøre mig klar og få spændt for, hvorefter jeg denne vidunderlige augustdag med solen højt på himlen kørte gennem Kolindsund. Da jeg fik øje på Lund og straks hilste på ham, kom jeg for første gang i alle disse år til at græde.

Hans velkomsthilsen til mig lød: ”Ja, jeg tænkte nok, at jeg skulle møde dig sådan. Men græd du bare, det letter”. Og med hans arm om min skulder kørte vi ind i Kratholms rummelige gårdsplads, hvor fru Lund tog imod os og bød mig indendørs. Medens Lund spændte hesten fra og fik den i stald, fik jeg mig vasket og nettet lidt. Det kan nok være, at fru Lunds kaffe smagte os, det er sikkert, at aldrig har en invitation gjort mig så godt. Det var et par dejlige mennesker. Hjemturen i den lune augustaften gik atter gennem det smukke Kolindsund med høstmodne marker, og med fred i sjæl og sind sendte jeg en lille tak til ham deroppe, der trods alt altid hjælper os svage mennesker.

Et nyt afsnit i mit liv var begyndt, mens krigen rasede i det meste af Europa. Endnu havde vi ikke mærket ret meget til tyskerne i Kolind, livet gik sin vante gang indenfor mit lille område – Drasbeks Hotel – med tidlig lukketid, som betød, at de lokale foreninger begyndte deres møder så meget før. Flere fester bød på indbydelse kl. 14 om eftermiddagen og sluttede kl. 11 om aftenen. Alt skulle være mørklagt, og vi havde kulsorte trækgardiner for alle vinduer i disse år.

Sagfører Sidenius ønskede, at jeg en gang om måneden tog en tur til Grenå og aflagde regnskab, for at han kunne følge med i hotellets drift. Det var der ikke noget at sige til, for der gik mange penge ind i kassen, men der gik så sandelig også mange ud igen. Alt hvad vi kunne skrabe sammen, blev omsat til kød, brød, smør, mælk, kaffe, te, vin og øl – de hurtigt omsættelige daglige fornødenheder. Alt forsvandt som dug for solen i denne travle tid, og jeg indrømmer gerne at være en stor tak skyldig til de handlende i Kolind, der altid var ”på tæerne” og hjalp os med alt, hvad de kunne fremskaffe.

En dag, da jeg havde afsat tid for at tage til Grenå med månedsregnskabet, fik jeg en ubetvingelig lyst til at gøre lidt mere ud af min påklædning end sædvanlig. Om det var det fine vejr eller hvad det nu ellers skyldtes, at en kvinde pynter sig i utide, ja, det må guderne vide. Men resultatet udeblev ikke, og da jeg stod af toget i Grenå, må jeg jo have set mistænkelig ud. Jeg blev standset af overbetjent Barret og hans kollega, der i få ord bad om at se mit legitimationskort. Av – min arm, det var en klam situation for uden sådan et ”Pas” kunne enhver dansker være bombesikker på at blive arresteret af den tyske værnemagt. Naturligvis rodede jeg i min taske for at lade som om jeg ledte efter det famøse kort, selvom jeg straks vidste, at jeg havde glemt det hjemme, da jeg skiftede til de fine klæder. Overbetjent Barret som jeg ellers kendte meget godt – og som også burde have genkendt mig – troede vistnok ved sit første blik på mig, at han havde fanget selve Mata Hari eller en af hendes kolleger. Han bad mig i en lidt grov tone om at følge med på politistationen. Jeg svarede, at det havde jeg ikke noget imod, for det var netop der, jeg skulle hen. Sagførerkontoret var i samme bygning som ”stationen”. Derefter kikkede han lidt på mig, og pludselig gik det op for ham, hvem jeg var. ”Ja men – det ku’ du jo have sagt straks”, udbrød han og havde helt forandret tonefald. ”Ja, men jeg blev jo slet ikke spurgt”, svarede jeg, ”og da det er første gang i mit liv, at jeg er blevet ”arresteret”, så må I nok hellere følge mig til mit bestemmelsessted en opgang længere henne.

De gik naturligvis med på spøgen, jeg blev fulgt lige til døren. Da der blev lukket op, sagde han: ”Hr. advokat, vil De venligst sætte Dem i forbindelse med retten, vi er her med en arrestant”. Jeg kan aldrig glemme min ven advokatens ansigtsudtryk, da han åbnede døren og hørte politimandens anmodning om at tage sig af mig. Hvorefter vi alle kunne le ad spøgen og skåle med hinanden i portvin, da ”sagen” var endt i fryd og gammen. Det blev denne dags morsomme oplevelse jo ikke ringe af.

Den alvorlige side af sagen var – som dagene og ugerne gik – rykket nærmere. Hotellet skulle sælges. Der kom mange køber for at tage forretningen i øjesyn og høre om betingelserne, men det gik lidt trægt at få skrevet købekontrakt, for alle pengene skulle udbetales på én gang, når sælger og køber var enige om prisen og dagen for overtagelsen. Det var jo et dødsbo, der skulle sælge. Drasbeks arvinger var også inde i billedet som købere, men ønskede ikke at overtage hotellet på de foreliggende betingelser, der var en stor udbetaling – ned til de faste lån – og der var næsten ingen lån i den store ejendom. Ved et af de faste møder hos Lrs. Sidenius i Grenå, lod han mig vide, at omtalte datter havde forlangt, at hotellet i hvert fald ikke måtte sælges til mig. Nå, en sådan bestemmelse havde hun jo alligevel ingen autoritet til at få gennemført, og – tænkte jeg ved mig selv – de små 17.000 kr., som jeg havde slidt sammen i alle de år, var jo kun som en dråbe i havet, da der skulle ca. 200.000 kr. på bordet.

For anden gang understregede landsretssagfører Sidenius i en af vore alvorlige samtaler: ” Du må ikke foretage dig noget angående din fremtid, uden at du lader mig råde dig”. (”Landsretten” skulle bare have vidst, at jeg allerede havde set på en dejlig gård i Kolt på den anden side af Århus.”).

Tiden gik hurtigt, vi passerede julen 1942 og nåede til begyndelsen af februar, uden at hotellet var blevet solgt. Om de sikkert mange forhandlinger frem og tilbage vidste jeg intet. En morgen blev jeg ringet op af Sidenius, som straks spurgte: ”Har du hørt ”noget” i nat?” Jeg var komplet desorienteret: ”Nej da – hørt hvad for noget?” Sidenius fortsatte:” Bliv på dit værelse indtil jeg kommer, så skal jeg fortælle dig det hele. Men jeg har netop solgt hotellet til Holger Thygesen, og det er ham, som lige nu har ringet mig op og fortalt, at der har været ubudne gæster på hotellet i nat. Jeg har allerede bedt politibetjent Petersen tage sig af sagen, indtil jeg kan nå frem.”

De ubudne gæster havde pakket ting og sager sammen, effekter som tilhørte dødsboet, og fjernet disse uden lov dertil, selvom de mente de var i deres fulde ret. Da de havde læsset sagerne på deres medbragte vogn, var de draget afsted igen, men en eller anden må have set, hvad der foregik og havde ringet til Holger Thygesen, der straks satte sig i forbindelse med landsretssagfører Sidenius, der således allerede havde opklaret nattebesøget.

En af mine unge piger, som var blevet stærkt opskræmt ved den natlige historie, bad mig komme ned i køkkenet til personalet, men jeg bad hende om at holde fordøren låst til 8.30 toget ankom. Hvad der skete udenfor mit værelse, hvad de snakkede om eller forhandlede om mellem 8.30 og indtil Sidenius kaldte mig til et lille møde kl. 11.30, vidste jeg intet om. Min gamle sagfører tog mig i armen – gav mig et stort trykkys på kinden og sagde: ”Til lykke min pige, nu er du blevet hotelejer, og jeg håber, at det vil bringe dig al den lykke, du fortjener. Men nu er vi sultne og trætte. Når vi har spist – Holger Thygesen, du og jeg – tager jeg hurtigst muligt hjem og går i seng, for jeg har været oppe, siden en vis mand fik sko på. Men i morgen tidlig har du os igen, og så får vi brug for din hjælp hele dagen. Vi skal have talt al varelageret op.

Jeg skal love for, at vi fik travlt den næste dag med at tælle varelager op, med at gennemgå inventarfortegnelsen og alle boets aktiver og meget andet. Foruden Sidenius var også Skifterettens fuldmægtig Hjorth tilstede ved skiftebehandlingen, der kunne slutte ved middagstid. Papirerne var da udfyldt og alt fundet i orden, hvorefter Drasbeks datter – arvtageren – og Holger Thygesen underskrev. Et øjeblik efter forlod arvtageren og hendes mand valpladsen uden et ord til farvel. Så snart de to var ude af døren henvendte Sidenius sig til Holger Thygesen: ”ja, – så er det jo pengene for varelageret kontant på bordet, det bliver godt og vel 16.000 kr.”

Hoger Thygesen svar var også kontant: ”Det ordner Adamsen” – og med disse ord var han ude af døren.

FIE del 9
 Fortsættelse

.

Sofie Adamsen Sørensen var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-8 er bragt tidligere, her kommer del 9. For dem, der gerne vil eje bogen, har Midtdjurs Lokalarkiv stadig få til salg.

DEL 9

DAGEN FØR OG TIDEN EFTER

Vi er nået til den 8. april 1940, min 35. års fødselsdag, som blev fejret sammen med nærmeste venner og nogle boende gæster i hotellets spisestue. Vi havde en dejlig aften sammen og et tragtement i al enkelthed af chokolade og smørboller gjorde lykke. Nogle af de unge, som boede på hotellet, havde lavet en legemsstor tøjdukke og klædt den meget smukt på. Dukkens fødder var bundet fast til skoene på en af de unge mænd, som derefter gjorde sin entre med en forrygende swingpjatte-dans. Et “nummer” som man havde set før, men du godeste hvor vi grinede. Selv den syge Christen Drasbek holdt ud hele aftenen sammen med vi andre. Men næste dags morgen fik vi en brutal opvågnen, der varslede noget helt andet end fest og glæde. Danmark blev besat af Hitlers tropper, og vi her i Kolind satte en tyk streg under datoen 9. april.

Denne morgen satte jeg som sædvanlig morgenmaden på bordet til hotellets fastboende arbejdere, der skulle møde tidligt på deres arbejdsplads, og gjorde ligeledes morgenmåltidet klar for de øvrige gæster, hvorefter jeg gik op i “privaten” til Drasbek med hans og mit morgenbord. Pludselig lød det, som om et vældigt tordenvejr var over os. Jeg skyndte mig til vinduet og fik et syn, som jeg aldrig vil glemme. De kom i bølger – disse tunge og mørke bombemaskiner – og drønede uden ophør hen over byen i nordlig retning, på en gang et både rædselsfuldt og betagende syn. Nede i køkkenet hørte jeg samtidig døren blive revet op, og hørte fru købmand Frandsens stemme: “Vi har krig – vi har krig – hvad skal vi dog gøre?” Samtidig nåede en anden – og helt anderledes lyd – mit øre, og fik mig til at kigge efter Drasbek. Han lå i et af sine store hjerteanfald, så jeg fik omgående råbt ned til køkkenet om at tilkalde doktor Hjarsbæk hurtigst muligt, altså at han skulle komme med det samme. Imens var stuen blevet fyldt op af alle hotellets ansatte piger og de liggende gæster. Der var fuldkomment stille, da doktoren kom farende ind i nattøj med hvid kittel over. Hjarsbæk så lidt forvirret ud ved synet af de mange mennesker, men bad alle gå nedenunder, og lukke op for radioen…”så får I besked. Her har frk. Adamsen og jeg nok om ørene den første halve time”.

Uhygge, rådvildhed og noget, der ligner afmægtigt raseri hvilede tungt over os alle den morgen, men det husker vel alle danske, som oplevede det samme som os. Og hvad skete der så ikke resten af dagen? Danmark besat, Norge besat og dertil mange rygter, der svirrede og gjorde os endnu mere utrygge. Uvisheden om hvad der skete i Sønderjylland, ved grænsen, om dansk modstand og faldne danske soldater gjorde os bange. Men efterhånden som de forskellige meldinger over radioen åede ud til befolkningen tillige med kong Christians budskab til det danske folk om at opretholde ro og orden, begyndte selvopholdelsesdriften at gøre sig gældende. Vi prøvede at vågne op efter det lammende slag, og komme i gang med vor daglige gerning og se tiden an – hvad der videre ville ske. Vi havde da livet – og vort hjem – i behold – endnu.

For vor arbejdsplads – hotellet – blev situationen straks en anden og hidtil uprøvet. Der kom store restriktioner – alt blev “strammet” – ligegyldigt, hvad vi skulle bruge i det daglige, om det var brændsel til centralfyret eller benzin til privatkørsel foruden varer til forretningens drift, så måtte vi regne med rationering, ja for cinders og benzin blev der helt lukket af med det samme. Snart efter fik vi rationaliseringskort på både faste og flydende varer, men vi var så heldige at ligge inde med et kæmpelager af vin og spiritus. Det havde Drasbek – af gammel erfaring fra første verdenskrig – sørget for at have i reserve. Det nød vi derfor godt af, nu da vore tildelinger gik ned til under halvdelen af vort normale forbrug. Vi skulle have det hele til “at gå rundt” og fik alt klaret, da der jo med tiden fremkom nye varer inden for vin – og spiritusbranchen. Det meste fik hurtigt betegnelsen “pullimut”, et nyt fint ord i en tid, hvor de originale varer savnedes. Til vore forskellige fester i den “mørke tid” sørgede jeg altid for at finde frem til at godt glas vin og et par flasker øl til hver deltager. Derudover måtte gæsterne enes om “resten” mand og mand imellem. Det værste for os i krigens første tre år var mangel å brændsel. Vort forbrug var ret stort, og vi mtte finde tørv og træ, hvor sådant fandtes. Vi købte således 400.000 tørv og 40 rummeter brænde hos Aage Petersen, Trudvang, men det var tiled svært at skaffe lagerplads til alt dette brændsel. Træet tog vi med hjem i hotellets gård, men tørvene måtte vi stable ind i grisefolden på dyrskuepladsen og hente hjem efterhånden, som vi fik brug for dem. Senere da der kom gang i brunkulsbrydningen, fik vi også denne varmeenergi på lager. Men det kneb tit med at holde varmen i de strenge vintre i de første krigsår, især i hotellets store sal. Vi fyrede dengang i i 3 store kakkelovne, og en mand havde nok at gøre med at skovle vort blandede lager af brændsel i disse forslugne jerntromler fra tidlig morgen til lukketid hen på aftenen. For fyres skulle der, vi havde jo vor biograf kørende, og den blev skam ikke mindre søgt i årene, inden tyskerne beslaglagde “Store Sal”

Men inden da, skete der meget andet.

Når folk mødtes til fest i de første krigsår, var stemningen ikke ringere end førhen, men alligevel var det som følelserne gav sig udtryk på anden måde, end vi havde været vant til. En af de dejligste fester, jeg har arrangeret på Drasbeks Hotel, var Kolind Landboforenings 50 års jubilæum i november 1941.

Der blev dækket op til 314 gæster i den store sal, og for første gang havde jeg mandlig kok til at forestå al madlavningen.

Den unge kok var søn af direktøren for Varna ved Århus, der var en god bekendt af os på hotellet. Og Varna-direktøren havde ved indgåelsen af aftalen udtalt, at “vi har ikke så travlt for tiden, så I må gerne låne min søn”. Det var en dejlig hjælp at få i huset på en travl dag og især til aflastning for mig, for både Drasbek og jeg var inviteret med til middagen.

På den anden side var jeg noget bekymret for Drasbek, og hvordan han ville klare at sidde med til bords under den lange middag. Det var grunden til, at jeg fik konsulent Staunskjær til at placere doktor Hjarsbæk lige over for os, hvorved jeg fik lidt friere hænder, da jeg nødvendigvis måtte lede serveringen.

Middagen var arrangeret på 5 lange borde og hvert bord blev betjent af fire servitricer foruden en ved hovedbordet, altså 21 til at klare opgaverne med servering – alt lykkedes godt. Vi fik suppe, en fiskeret pyntet med masser af rejer og butterdejskrans, kalvesteg med tilbehør og sluttede af med dessert.

Der var en egen stemning ved dette jubilæum – ligesom der var ved alle festlighederne under krigen – der blev sunget alle de kendte sange og talerne var præget af tidens alvor, men trods usikkerhed og mørklægningsgardiner sad man ikke og hængte med hovederne – nej, man morede sig og udsatte de alvorlige beslutninger til i morgen. Vi havde dækket op til jubilæumskaffebord overalt i den lille sal og i alle lokaler underneden, og da den store sal var ryddet og bænkene stillet på plads, blev gæsterne underholdt af blandt andet skuespilleren Per Knutzon og et par andre gode kunstnere. På grund af udgangsforbud måtte vi stoppe festlighederne kl. 23, men en dejlig dag eller aften var sluttet, og æren af dette fantastiske arrangement tilkom foreningens dygtige formand Lund Kratholm og ikke mindst landbrugskonsulent Ejvind Staunskjær.

En lille tildragelse var med til at kaste sin slagskygge over fest og glæde, men dog kun internt. Midt under middagen skulle jeg bruge en skål, og da der ingen medarbejder var i nærheden, ja – så løb jeg selv efter denne skål. Idet jeg lukkede skabslågen op, trillede der ud af skabet en stor pakke i gråt indpakningspapir. Naturligvis spurgte jeg straks køkkenpersonalet om, hvis pakke det var – men ingen meldte sig som ejermand. Derefter kiggede jeg mig lidt omkring, og var straks klar over, hvem der var ”synderen”. Jeg sagde ingenting, men lagde pakken tilbage i skabet og gik tilbage i saken Næste dag lå pakken stadig i skabet på samme plads som aftenen før – og den blev aldrig afhentet. Og den dame, som jeg havde mistænkt, fik aldrig mere arbejde på Drasbeks Hotel og kom heller aldrig for at spørge hvorfor? Der var mange ”gode sager” i omtalte pakke i gråt indpakningspapir – ”glemt” i hotellets køkkenskab.

Sporten var en af vore gode og sikre kunder. Amtets gymnastikforeninger med Åge Sørensen som leder, arrangerede også amatørkomedier – altså dilettantforestillinger – men først og fremmest fik vi store gymnastikopvisninger blandt andet Ollerup gymnasterne med Niels Bukh som den helt store leder. En sådan aften fik vi en lille ekstra oplevelse. Efter opvisningen i den store sal havde nogle af hans gamle elever bestemt sig for at feste lidt for ham til afslutning. Måske havde nogle af gutterne forud smagt på øllet, for da Niels Bukh efter endt opvisning med sit eget elitehold kom ind i lokalet glemte de fleste af os vistnok at rejse sig for at byde ham velkommen i stuen. Resultatet udeblev ikke. Som en ”fyrste” sejlede han op gennem spisestuen og fortsatte til værelse. Jeg skal lige love for, at der blev tyst i det ellers glade selskab. Hvad skulle vi gøre? Hvem skulle gøre afbigt og hente ham ned igen? Der blev snakket frem og tilbage om sagen og pludselig er der en, som råber: ”Det klarer Adamsen, – hvem ellers?” Jeg svarede: ”Nej – I kan tro nej. Det bliver ikke mit job at rage kastanjerne ud af ilden for Jer”. Alligevel blev enden på hele den komedie, at jeg måtte gå den tunge gang til Canossa. Det var jeg bestemt ikke glad for, og bankede da også meget forsigtig på hans dør. Der lød et højt: ”Kom ind”. Jeg må have tøvet lidt, for pludselig blev døren revet op med et ledsagende højt: ”Jeg sagde kom ind”, hvorefter hans røst igen fandt sit normale leje, da han så, at det var mig, og fortsatte: ”Nå, de gutter skulle have, at det blev dig, som kom og hentede mig”. Der var ikke en, der sad ned, da Niels Bukh og jeg kom tilbage til spisestuen, alle mand røg op og hilste. Derefter kom smørrebrødet på bordet, og vi havde en af disse skønne aftener, som jeg ikke har tal på. Her var det en gruppe mennesker, jeg var knyttet til og holdt af. Jeg følte da også tit, at de også holdt af mig. Desværre måtte Niels Bukh jo forlade sit dejlige Ollerup, da tyskerne beslaglagde skolen i 1943. Han købte derefter godset Løgismose ved Fåborg og videreførte sin skole her indtil krigen sluttede i 1945, og han vendte hjem til Ollerup. Som mange andre gode danske mænd, fik han de nazistiske eftervirkninger at føle, idet han blev beskyldt for at have været tyskervenlig under besættelsen. Niels Bukh fik dog atter Ollerup Gymnastikhøjskole rettet op igen, men selv kom han vel aldrig rigtig over sit knæk.

Drasbek Hotel øger sin omsætning i disse vanskelige år. Endnu i 1942 kunne vi holde vore store fester og drive biograf, selvom der var lukket for amerikanske film. Til gengæld kom der andre ind i billedet. Tyske og italienske havde vi ikke svært ved at skaffe frem, men heldigvis havde vi da også de gode danske, som vor biograf kunne tilbyde vort publikum, der kvitterede med et godt besøg – hele tiden.

Kolind Marked udviklede sig, blev større og større, og der kunne være dage, hvor vi solgte mellem 300 og 400 gange middagsmad. Altid suppe og en kødret med peberrodssovs til. Vore kødleverandører, både P. Wohlert og Laurits Sørensen, byens slagtere, var helt fantastiske til at hjælpe os, og det må her ikke forglemmes, at alle Kolinds handlende var ligeså flinke.

Christen Drasbek skrantede lidt og blev hen på foråret 1942 indlagt på Århus Amtssygehus – foreløbig for 2 uger. Men da han følte sig sløj og “ville dø i sin rede”, blev jeg ringet op af sygehuset, der bad mig komme og hente ham. Jeg spurgte doktor Hjarsbæk til råds, og han ordnede da også det hele for mig, arrangerede alt lige fra transporten med ambulance og en sygeplejerske til at tage sig af den syge herhjemme. Hun var fra Århus, var vældig sød og rar til at pleje Drasbek, men hun blev hurtigt træt af det hele – og måske ikke uden grund, for patienten kunne ikke lide hende. En dag beklagede hun sig yderligere over, at hendes arbejdsdag var alt for lang. Og det blev jeg vist lidt ilter over at høre, da alle de andre jo var meget mere “hængt op” fra morgen til langt ud på aftenen, og bad hende i lidt barske vendinger tage returbilletten. Hun fik sit tilgodehavende og tog første afgående tog til Århus. Samtidig ringede jeg til sygeplejekontoret og bad dem sende en anden, hvad de også gjorde, men dog ville de gerne vide, hvad der var sket med den første. Jeg svarede, at det kunne damen selv fortælle om, når hun vendte tilbage til Århus.

Det blev endnu værre, da doktor Hjarsbæk kom for at kigge til sin patient, og fik historien om sygeplejerske-skiftet, endnu før den nye var ankommet. For første gang røg doktormanden og jeg i totterne på hinanden. Jeg var dygtigt stresset og gav ham det glatte lag, og fik det samme tilbage fra ham. Resultatet udeblev ikke, Drasbek fik et af sine store hjerteanfald, og vi to gale mennesker indstillede “skydningen” en halv times tid, mens vi fik Drasbeks hjerte til at slå ret normalt. Og da det hele således var overstået helt godt, kom Hjarsbek og jeg til at se på hinanden og tog til at skrupgrine af vore egne begåede dumheder. Denne erkendelse kostede en halv flaske portvin og en god cigar, som vi siddende nød i fred og ro – og gav hinanden fuld tilgivelse. Doktor Hjarsbæk havde et råd til mig ovenpå al hurlumhejen, og sagde: “Jeg kender ingen, der trænger til at holde ferie som du, Adamsen”. Javist trængte jeg til at slappe af, men det måtte vente lidt endnu.

Den nye sygeplejerske hed fru Vad og var en lille rund kone i 50. års alderen. Hun var alene og befandt sig godt ved at bo på hotellet hos os. Drasbek kunne desuden lide hende, og det var jo altafgørende – også for mig. Vi stod jo med årets travleste tid lige foran os – mange konfirmations-, bryllups-, og foreningsfester samt vor store amtsfest og ikke mindst det årlige dyrskue. Derudover havde vi mængder af bestillinger fra mennesker, der ville til Kolind på udflugt og gerne skulle have noget at spise. Til alt held havde jeg et dygtigt og stabilt personale i disse vanskelige år og kunne ydermere regne med at få al den hjælp, der var nødvendig i køkken og restaurant.

En dag i august, da doktor Hjarsbæk kom på sit daglige besøg, sagde han alvorligt og stille: “Du skal helst ikke tage for langt bort de næste par dage, men bare ringe efter mig, hvis du mener der er brug for assistance”. Det blev der, for Christen Drasbek døde samme dag hen under aften, og da doktoren kom, forstod jeg instinktivt og pludseligt, at nu begyndte der et nyt afsnit af mit liv.

Da jeg havde sundet mig lidt og alvoren rigtig var gået op for mig, ringede jeg til landsretssagfører Axel Sidenius i Grenå. Det var en aftale fra et af sagførerens tidligere besøg, hvor han som Drasbeks sagfører også var indsat som eksekutor i dødsboet, når det blev aktuelt. Axel Sidenius svarede: “Jeg kommer i morgen tidlig, men du skal allerede nu vide, at fra dags dato indsætter jeg dig som bestyrer af Drasbeks Hotel, indtil vi får det solgt. Og du skal også vide, at det kun er dig og mig, der har noget at skulle have sagt indtil da – og at jeg fuldstændig stoler på dig”.

Næste dag fik vi alle de nødvendige formaliteter vedrørende begravelsen i orden. Chresten Drasbek havde, at de unge fodboldspillere, som han værdsatte og holdt meget af, skulle bære ham til det sidste hvilested, efter at have ført hans kiste gennem byen på vogn, pyntet med blomster og gran, og forspændt med to brune jydske heste, der ved bidslerne havde Jens fra Bugtrup og Jacob fra Koed. Således førtes Chresten Drasbek standsmæssigt til sit sidste hvilested, familiegraven på Kolind Kirkegård.

Her bør det tilføjes, at Anlægget – Lystanlægget – i Kolind og Sportspladsen i forlængelse af dette område blev anlagt og bekostet af Chresten Drasbek. Denne fodboldplads skabte meget store muligheder for ungdommens dyrkelse af den gode sportsgren. Siden 1920 blev Drasbeks gave til ungdommen værdsat og flittigt benyttet. Dyrskuet fik også sin plads der.

FIE del 8
Fortsættelse

Sofie Adamsen Sørensen var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930-1970, hvor hun nåede at blive en institution i byen. Del 1-7 er bragt tidligere, her kommer del 8. Del 9 kommer i jan 2019

Drasbeks Hotel var efterhånden et kendt sted, – og havde et godt ry langt udenfor Djursland. DSB’s badetog til Grenå Strand og DSB’s ”Blå Tog” passerede jo altid forbi med mængder af glade turister. Vi er midt i trediverne, og de omtalte ture var arrangementer, der kunne benyttes – lejes – af foreninger, der ønskede at køre deres medlemmer ud i det blå – eller landet rundt og for eksempel spise til middag på Drasbeks Hotel i Kolind. Et af de største ”Blå Tog” jeg kan erindre, kom fra Horsens og havde 450 mennesker ombord. Turen gik først til Grenå, og da toget senere på dagen returnerede, standsede man i Kolind for at deltagerne kunne indtage dagens middag på Drasbeks Hotel.

I alt 450 personer kunne vælge mellem tre forskellige retter, svinekoteletter, engelsk bøf eller go’ gammeldags dansk bøf med sovs og kartofler plus masser af bløde løg.

De to første retter kostede 6 kroner, men dansk bøf kunne fås for 4 kroner pr. portion. Efterretten var ens for alle gæster, nemlig jordbærgrød, og var inkluderet i prisen. Jeg kan huske, at vi havde kogt så megen jordbærgrød, at det fyldte to store mælkejunker á 50 liter – og derudover havde vi 20 liter i reserve. Der var ikke for meget – alt blev spist.

Sådan en dag forløb efter programmet, og vi syntes, at det hele gik udmærket. Drasbek havde bestilt musik til begivenheden. Orkestret bestod af musikerne Greve, Hans Møller, Tromme-Jens fra Thorsager og to mere, i alt fem mand. Da toget brusede ind på Kolind Station, stod orkesteret på hotellets trappe og spillede for fuld udblæsning, mens alle vi fra køkkenet, plus de tjenende ånder havde taget opstilling på hver sin side af musikken. Selve spisningen var tilrettelagt således, at mens halvdelen – 225 – spiste i den lille sal og i lokalerne nedenunder, forlystede de øvrige 225 sig med at danse i den store sal. Det hold som spiste sidst og dansede først, fik naturligvis en ekstra god appetit og tørst. Alt skulle klares på 4 timer, som var den tid DSB’s ”Blå Tog” havde afsat til besøg i Kolind, og mens glade og mætte gæster stormede tilbage i toget, spillede vort orkester, atter opstillet på hotellets trappe, munter afskedsmusik som tak for besøget, mens lokomotivføreren startede turens sidste etape hjem til Horsens ved at bruge maskinens fløjte i en lang tuden, der nok skulle betyde ”Tak for denne gang”.

25 dødtrætte mennesker, musikere, tjenere, servitricer, køkkenkoner, og mine unge piger, plus to karle, nærmest daskede ind, for at få deres velfortjente mad, ovenpå al hurlumhejet. Jeg husker tydeligt, da jeg som den første kom tilbage til køkkenet, hvor der var et skrækkeligt rod, sad min lille køkkenpige midt i al redeligheden og græd af bare træthed, med udsigt til en fortvivlet stor kæmpeopvask. Jeg trøstede hende, så godt jeg formåede, og gav ordre til en times pause for alle, til at få noget at spise og drikke, så vi kunne få kræfter til at tage fat igen. Det varede heller ikke ret længe, inden humøret atter var fint, og vi alle kunne berette om de oplevelser og pudsigheder, som hver især havde oplevet i dagens løb. Drasbek kunne fortælle, at en af gæsterne fik serveret engelsk bøf i stedet for dansk – og det ville han nu ikke betale for. Hertil havde Drasbek svaret: ”Men dog, har du glemt din pung, så må jeg hellere hjælpe dig. Værs’go, her har du 4 kroner”. Men hans kone trak ham i ærmet og irettesatte ham:” Se nu at få betalt, dit fæhoved, vi har jo fået alt, hvad vi kunne spise”. Det grinede vi alle meget af, og sådan gik snakken videre, til vi alle var færdige med vort måltid og fik afviklet opvask og oprydning i bevidstheden om, at en af vore travleste dage var gået godt.

1936 var ligeledes året, hvor vi byggede om, reparerede inventaret, eller købte nyt. Det gjaldt især restaurant og spisestue, hvor vi fik nye stole og gardiner, og sofaerne ombetrukne. Mellem de to øverste borde, i den store restaurant, blev der opstillet en blomsterkumme, med plads til tre veludviklede planter, hvoraf den ene var en stor flot palme, som var en gave fra konsulent E. Staunskjær og frue. Palmen var simpelt han blevet for voksen til Staunskjærs stuer, men her hos os livede den op og satte sit præg, ja, – pyntede hele lokalet, og vi havde glæde af den i mange år.

T.h. foto af landbrugskonsulent  Ejvind Staunskjær, der var Landboforeningens agronomiske rådgiver og førstemand i en årrække, faktisk fra han fik eksamen på Landbohøjskolen til han faldt for aldersgrænsen og gik på pension. Staunskjær var manden bag de mange arrangementer, som Landboforeningen lod afholde på Drasbeks Hotel gennem årene.

Foruden ombygningen af restaurant og spisestue, flyttedes toiletterne ned til fortrappen ud for den lille sal. Alene dette var en kæmpeforbedring af de sanitære forhold. Hidtil havde denne afdeling bestået af nogle uhumske små rum, oppe bag den gamle garderobe, hvor der ikke var særlig rart, endsige morsomt, for vore rengøringskoner, eller for gårdskarlen, når de løse spande skulle tømmes. Foruden rensning og skuring – især efter en stor aften med teaterforestilling, hvor 400 mennesker havde aflagt et besøg. Jeg havde selv taget min tørn med i dette grimme stykke arbejde, og var klar over, at det var på høje tid, at vi fik moderne toiletforhold – ”Træk og Slip” samt håndvaske.

En dag med rengøring over hele huset, kunne godt virke irriterende på Drasbek – ydermere hvis der ikke var gæster, han kunne få en snak med. Det hændte, at han på en sådan dag helt tabte ”fatningen”., og sagde til en lille køkkenpige, at ”såfremt vi ikke havde tid til at servere formiddagskaffe for ham, kunne vi jo blot ringe og bestille den på Hotel Kolind”. Pigen tog det helt bogstaveligt og ringede efter 1 kaffe med brød. Kaffen kom omgående med et stykke med rullepølse, og et ditto med ost. Havde Drasbek ikke været opbragt i forvejen, så blev han da nu splittertosset og gik helt fra snøvsen.  Det varede længe, inden han faldt helt til ro efter den omgang. Det der irriterede ham mest, var vel nok, at jeg skrupgrinede i mange dage efter.

I årene 1937-38 var vi inde i en stabil fremgangsperiode, hvor alt gik i den rigtige retning. Foruden de sædvanlige store bestillinger i forbindelse med bryllupper, sølvbryllupper, jubilæumsfester, begravelser, havde vi mange store dage med optræden af ”kendte navne” og populære orkestre. Vi havde både Kaj Julian, Bror Kalle, Wandy Tworek, Holger Fællessanger med store orkestre og dansemusik til gæsternes glæde og fornøjelse.

Første gang vi havde arrangeret Kaj Julian og hans orkester, solgte vi 600 billetter a 2,50 kroner. Det dækkede netop de faste udgifter til kunstnerhonorar, musikere, kontrollører, og ekstra kone om køkkenhjælp.

Der skete mange andre ting i disse år, ting der havde forbindelse til tidens mange mærkværdigheder i den politiske udvikling, med røre og uro i den lokale andedam. L.S. – Landbrugernes Sammenslutning – huskes vel især af vi ældre. Den kendte Knud Bach fra Rønge var lederen og lod sin røst høre overalt. Uroen opstod nok nærmest på grund af L.S.’s stærke højrevendte karakter, samt sammenslutningens sympatier med de danske nazister, som var begyndt at stikke ”hestehoven” frem. Knud Bach og hans svigersøn Frits Clausen, der dengang optrådte som ”Fører” i Danmark, var begge inviteret med til proprietær Lund Kratholm og frues sølvbryllup, der blev fejret på Drasbeks Hotel, som en privat festlighed. Javist – men alligevel?

Rundt om i landet – vor egn iberegnet – var folk begyndt at lægge mærke til Hitlers skrig og skrål i radioen, selv her på vort pæne hotel var der enkelte, som begyndte at spidse øren – lyttede med, og lod sig besnære. Jeg erindrer en lille oplevelse fra de bevægede år. En af Drasbeks niecer holdt bryllup med en tysk kaptajn fra første verdenskrig. Ved brylluppet blev der ikke talt politik, men da vi senere var inviteret over at besøge parret i Odense, hvor de havde bosat sig, fortalte han, at han i sit kompagni havde haft en korporal ved navn Adolf Hitler, og at denne var maler af profession. Vores gæst, kaptajnen, var på det tidspunkt repræsentant for et stort firma, der handlede med forskellige landbrugsartikler. Hans historie om Adolf Hitler var en hel oplevelse at lytte til. Han havde haft malersvenden i sin tjeneste gennem 5 lange år, og han beskrev Adolf Hitler, som vi nu kendte ham, gennem radio og aviser; en storskryder og pralhals, som kunne piske stemningen op og få de brede masser i tale. Kaptajnen selv var sønderjyde, måske var det derfor, han turde være lidt åbenmundet i sin karakteristik af den kommende diktator. Og snart skulle lille Danmark få Nazisternes hærgen at føle. Hotellet på Jernbanepladsen i Kolind gik heller ikke fri – men herom senere.

Trediverne kunne ikke sige sig fri for en del arbejdsløshed, og mange unge mennesker tog til Tyskland for at arbejde der, hvor verdenskrig nr. 2 forberedtes, under Adolf Hitlers styre.

Men der skete da heldigvis også andet her på egnen i disse år. Drasbeks Hotel voksede sig større, takket være blandt andet, at byens månedlige marked blev større og større. Desuden fik vi også en ny form for markedsdag, det ugentlige hestemarked. Her mødte

Hestemarkedet i Kolind 1936, – på arealet hvor Byhallen og Marius Nielsen ligger i dag. Fotoet er ikke at finde i bogen om FIE (En krokones erindringer), men er lånt til lejligheden fra “Dengang og nu  –  rundt om Kolind, af Bent Møller Pedersen og Knud Jensen.

mange nye ansigter frem, men der var også alle mine ungdomsbekendte, som kom ind i billedet, og som nu var kendte som opkøbere eller hestehandlere i almindelighed. Navne som endnu huskes: Brødrene Holger og Herluf Thygesen, Chr. Legarth, Carl Svendsen fra Grenå og Niels og Søren Ibsen fra Hornslet, foruden mange flere med prangertegnebogen i orden. De omtalte hestemarkeder, blev altid holdt på Dyrskuepladsen – eller lige udenfor Drasbeks Hotel. Tyskerne opkøbte jo mange heste i de år uden at fortælle formålet. De mange sælgere og købere på hestemarkedet gav naturligvis omsætning på vort hotel til stor ærgrelse og irritation for vor konkurrent, Hotel Kolind, der måtte savne alle de, der skulle ind og drikke lidkøb. Det lykkedes en tid for vor konkurrent, og den gruppe, der støttede ham, at få hestemarkedet på Dyrskuepladsen forbudt der, og flyttet til den gamle markedsplads, men det sporedes ikke på Hotel Drasbeks omsætning. Handelsfolkene kom alligevel til os, for at markere køb og salg, ved at drikke behørigt lidkøb.

Af og til kunne der hænde et og andet på en sådan markedsdag, noget vi ikke kunne lide, og som var kedeligt for den gæst, det gik ud over. En markedsdag kom min gode ven Niels Bomholt fra Homå, ud i køkkenet til mig, og fortalte, at der var hændt noget ”kedeligt” ved hans bord, hvor han sad sammen med en mand, der skulle have penge for en spædekalv. Niels Bomholt havde lagt 100 kroner på bordet, og sagt til sælgeren, at nu kunne han tage sin part og lade resten gå til ”en omgang”. Bomholt huskede ikke, hvad der havde afledt deres opmærksomhed, men pludselig var 100 krone-sedlen væk. Jeg bad Bomholt fortælle mig, hvem selskabet bestod af – foruden sælgeren – og om nogen havde forladt bordet? Men det vidste han ikke, så derfor spurgte jeg servitricen – og hun vidste besked. Jeg bad hende sende synderen ud til mig i køkkenet, når han kom tilbage. Noget jeg vidste, at han ville efterkomme. Min anelser om, hvem der var den skyldige, slog til. Da han kom ud til mig, så jeg på ham og fortalte, at Bomholt havde været ude for et uheld med en hundredelap, som var blevet borte ved bordet – ”der hvor du sad”. Det virkede omgående, han gav mig sedlen uden et ord, men spurgte straks efter, om jeg kunne ordne det for ham – uden at røbe hans navn. Det gjorde jeg ved at bede ham gå ind til bordet og lade som ingenting. Derefter satte jeg min servitrice Valborg ind i sagen, og aftalte med hende, at hun ved næste servering bordet rundt, skulle lade sedlen falde diskret på gulvet, og derpå lade som om hun fandt den, og samle den op og sige: ”Der er vist en af Jer, der smider lidt vel om sig med penge” – eller hvad man nu siger i sådant et tilfælde. Et øjeblik kom Niels Bomholt ud til mig og fortalte, at sagen var i orden. Sedlen var bare smidt på gulvet, og derefter tilføjede han: ”Den store klodsrøv kunne jo blot have puttet den i lommen med det samme”.

Der skete meget andet i slutningen af trediverne, især indenfor den lokale idræt. Vores stedlige idrætsforening havde et meget dygtigt fodboldhold, ledet af lærer Hansen fra Pindstrup. Holdet nåede langt op i divisionsholdene, og var vel en overgang et af Djurslands bedste. Indenfor gymnastik var det vel nok Aage Sørensen fra Kni – nu Ørum – der var den store leder og arrangør og formand for hele Randers Amts Gymnastikforening. Det medførte store fester, som blev afholdt, når samtlige hold mødtes – og hver gang arrangeret søndagen før det årlige dyrskue. Hvordan vi ”tjenende ånder”, så ud efter en sådan uge, er der vist ingen, der rigtigt kan forestille sig. Men alle var glade, når det altammen var overstået, og vi havde fået hvilet ud.

Forude ventede altid nye bestillinger og reservationer for guldbryllupper, sølvbryllupper, bryllupper, fødselsdage, konfirmationsfester og naturligvis også begravelser en gang imellem. Vi har præsteret at have haft i alt 11 festligheder på en enkelt dag. Desuden solgte vi middage eller frokoster ud af huset, vi havde foreningsmøder og foreningsfester på stribe. Sådanne dage kunne det knibe stærkt med at få Chresten Drasbek passet, men så kom Doktor Hjarsbek mig til hjælp ved at sende Drasbek på ophold. Adresse: Kurbadet i Silkeborg. Når vi atter havde fred i lejren, blev Chresten Drasbek hentet hjem igen.

Det kunne ikke undgås, at dagligdagen blev præget af de nye og truende signaler sydfra. Hitler begyndte for alvor at blive fræk. Først rullede han tanks ind i Saar-området og Ruhr-distriktet, og da turen kort tid efter kom til Polen, vidste vi – eller fornemmede vi- at en katastrofe var over os. Anden verdenskrig var en kendsgerning.

DEL 9 kommer i sidst i november.

FIE del  7

Sofie Adamsen Sørensen var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind igennem det meste af sit arbejdsliv, og har skrevet sine erindringer herom. Del 6 er bragt tidligere, her kommer del 7 og del 8 kommer om en måneds tid.

LIVET GÅR VIDERE

Vi har nu sluttet året 1933, der forretningsmæssigt forløb på samme måde som 1932. Ikke for meget at bestille, men dog så det hele kunne glide, og den økonomiske ligevægt var i orden for Christen Drasbeks.

Der blev foretaget en del fornyelser, bl.a. anskaffedes et nyt stort komfur, der var et dejligt stykke værktøj for os, der havde forstand på de dele. Og især var til gavn, når vi havde forrygende travlt. De to forreste stuer blev lagt sammen, og der blev stillet træbænke op. Vi fik en rigtig telefonboks opstillet, og de gamle trægulve blev erstattet af terrazzo. Det kostede jo ikke alverden i de dage. Jeg husker, at snedkermester Thorvald Rasmussen lige havde etableret sig, og vi havde ikke andre håndværkere end ham og murermester Jacobsen i de mange år, jeg var på hotellet. De nåede til fulde at bygge det meste af huset om, og fik i mestersalær kr. 12 om dagen. Det lyder i dag som ”en historie”, men sådan var priserne dengang. Håndværkere og svende var glade og tilfredse, når blot de havde noget at ”rive i”.

Samme år – 1933 – blev Christen Drasbek ramt et kedeligt uheld på sin pengepung. Han havde i et par dage været tavs og set mut ud. Da han syntes helt umulig at snakke med, bad jeg ham rent ud fortælle mig, hvad han grublede over, for så kunne jeg måske hjælpe ham. Det hjalp, og jeg fik hele den triste historie om en slægtning, der var gået konkurs, og at han sammen med en anden havde kautioneret for i alt 10.000 kr. – 5.000 kr. hver, men nu viste det sig, at medkautionisten – et af familiens medlemmer – var insolvent, og derfor var han, Christen Drasbek, nu pligtig til at udrede hele beløbet. Han havde allerede prøvet at tage et lån i ejendommen, men kreditforeningen havde afslået, skønt det allerede bestående lån på 50.000 kr. var nedbragt til 35.000 kr. Herefter var han gået til sin bank, der også havde sagt nej. Og derfor var han nu blevet i dårligt humør. Efter alle disse oplysninger blev jeg lidt bange for Drasbek, og den nærmeste fremtid. Pengene skulle være betalt – eller sikkerhed stilles – inden tre dage, da der i modsat fald ville blive gjort udlæg i hotellet. Hvad kunne jeg gøre? Muligvis ingenting – og dog! Da jeg samme dag var et ærinde i byen, mødte jeg vor gamle staldforpagter Kresten Jørgensen, der var Drasbeks bedste ven gennem de mange år. Jeg bad ham om at kigge ind til vennen, da jeg samtidig forklarede ham, at der var noget alvorligt i vejen med Drasbek. Da jeg lidt senere kom hjem, sad de to venner og græd med hinanden. Kresten Jørgensen talte derefter sagte og henvendt til mig: ”Vi har fået sagen i orden, men du skal vide, at det er Johannes penge, som jeg låner ud”. (Johanne var hans voksne datter, som holdt hus for ham). Han fortsatte: “og  jeg er klar over, at det bliver dig, der skal slæbe pengene sammen igen”. Denne velmente anerkendelse levede jeg da også op til. Det varede ikke så længe, inden der begyndte at komme mere gang i forretningen og økonomien blev så god, at gamle staldforpagter Jørgensens datters penge var betalt tilbage.

1936 blev året, der bragte store personlige sorger til familien Drasbek. Ja – det var nærmest en katastrofe af alvorligste art for Christen Drasbek. Husets eneste søn, Christian Drasbek, døde efter få dages sygdom, 30 år gammel.

En aften vi havde fest i den store sal, blev jeg kaldt til telefonen, hvor en stemme fra Århus Kommunehospital meddelte mig, at jeg skulle bede hotelejer Drasbek komme med det samme, da hans søn lå for døden. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik sagt til Christen Drasbek, at hans eneste søn lå for døden, men afsted kom vi da, trods fest i salen og travlhed. Vi nåede frem til hospitalet sent på aftenen, men Christian Drasbek var allerede bevidstløs og udåndede kort efter midnat. Han døde af blindtarmsbetændelse efterfulgt af en ondartet bughindebetændelse.

Den unge Drasbeks død ramt forfærdelig hårdt både i Kolind og i Århus, hvor han havde boet med sin kone et års tid, og umiddelbart før han blev syg, havde de fået en søn. Barnet blev døbt ved sin faders kiste og fik hans navn: Christian Drasbek. Jeg var den lille Christians gudmor, men har desværre kun set ham få gange siden, han er i dag taxi-vognmand i Roskilde. Ægteparrets ældste søn, Ib, er indehaver af firmaet Dranella i Strib.

PÅ VEJ MOD MÅLET

I løbet af vinteren 1934-35 traf Drasbek afgørelsen for vort biografteaters fremtid. Vi skulle have alt det tekniske fornyet, ville være med på noderne og have tone- og talefilmsudstyr installeret i den store sal. Vi fik foranlediget en invitation fra Bang og Olufsen i Struer for dér at se på maskiner og alt andet udstyr til at afløse den gamle mekanik, som havde kørt siden ”Stationsbyernes Biografteater” blev startet af den daværende postmester i Ryomgård i begyndelsen af tyverne. Vi bestemte os for et helt nyt anlæg, som skulle leveres klar til ibrugtagning i hotellets teatersal. Nogen tid senere blev vi indbudt til at spise frokost i Holstebro, og der erindrer jeg – for første gang i mit liv – at blive præsenteret for en leverpostej – taget rygende varm lige ud af ovnen – og pyntet med friskrøget bacon plus oceaner af champignons. En oplevelse, som jeg tog med hjem til glæde for vore egne gæster.

Kort tid efter leverede Bang og Olufsen vort nye tone- og taleanlæg, og en af firmaets betroede funktionærer, den unge installatør Steffensen, tog sig af den kostbare installation – og gjorde alt klar til premieren. Det blev en stor succes, vi spillede filmen ”København” med Olga Svendsen og Ib Schönberg for fulde huse tre aftener i træk.

Biografen og talefilmene blev en fortsat succes, men for mig kom der problemer, der ikke netop var succeser. Det havde et stykke tid knirket i forholdet mellem min ven og mig på grund af min stadig stærkere tilknytning til Drasbeks Hotel og dette hus’ fremtidige drift. Det kom da til det endelige brud mellem os. Det irriterede ham grænseløst, at jeg ikke tænkte mere på vores fælles fremtid end hotellet og biografen.

På grund af denne uoverensstemmelse skiltes vi – og har ikke set hinanden siden. Efter Christen Drasbeks død ville jeg for en god ordens skyld aflægge min vens forældre et besøg, men fik kun til svar: ”Synes du ikke, at du har gjort os fortræd nok?” Dermed var den historie ude, og jeg havde jo i forvejen nok om ørene.

Mere end nogensinde gik jeg op i mit arbejde, og jeg var helt fascineret af, at jeg – hvad angik Drasbeks Hotels drift – kunne gøre, som jeg ville. Der blev stadig mere og mere at tage vare på. Ikke blot i køkken og restaurant, men også tilrettelægning og styring af det mere kulturelle. Hvad enten det var teater eller biografforestilling eller mange andre arrangementer, var jeg med til at træffe bestemmelserne og få alt dette til at køre. Vi spillede teaterforestillinger 2-3 gange om året med Koed Ungdomsforening og/eller Kolind Landboforening som værter. Vi opførte ”Reservebaronen”, ”Alle mand på dæk”, ”Styrmand Karlsens flammer” og mange andre solide succeser og her traf vi alle de kære gamle skuespillere, som altid gennem mange år havde glædet os. Det var Ib Schönberg, Osvald Helmuth, ”Fyrtårnet”, Arthur Jensen, Liva Weel og mange, mange flere. Der var heller ikke mindre fest i byen, når Kalle Smed – vor lokale teatermand – rullede sig ud med dilettantforestillingen ”Smuglerne fra Samsø”, som vi spillede 3 aftener i træk for stopfulde huse i 1936.

Det hændte sig i nævnte år, at jeg fik besøg i køkkenet af politibetjent Sørensen fra Ryomgård. Han kiggede lidt bestemt på mig og sagde: ”Du kører vist bil uden kørekort – er det rigtigt?” Jeg måtte på stedet bekende, at det var rigtig nok mig, der sad ved rattet, når Drasbek og jeg var ude at køre. Hvorefter den gode politimand fortalte mig, at han havde bestilt køretimer til mig hos kørelærer Jens Lyngby, og nu havde jeg at komme i gang, eller skulle jeg få med ham at bestille.

Jeg fik 6 timer hos Jens Lyngby, da han var klar over, at jeg nok skulle bestå køreprøven. Vi kørte derfor snarest til Ebeltoft, hvor den motorsagkyndige, ingeniør Mouritsen, tog imod os på politistationen. På stationens kontor sad en ung mand, som jeg flere gange havde spillet tennis med, både i Kolind og i Ebeltoft. Vi havde knap nok hilst på hinanden, før han sagde: ”Uha – det er da godt, det ikke er mig. Jeg har kørt om hos Mouritsen to gange”. Det dulmede naturligvis ikke meget på mine nerver, men jeg slap nu let igennem køreprøven. Mouritsens ord til mig lød således: ”Kør så – og hvis du laver fejl, så skriger jeg. Det er arresten, du ser lige foran os, og hvis du kører galt, bliver du sat ind”. Ved afslutningen på ”opvisningen” skreg han: ”Drej for helvede – det er jo her, vi skal op”. Da vi kom op på kontoret, vrissede han efter den føromtalte mand: ”Hvorfor pokker skulle du køre to omgange, det burde have været unødvendigt, når en ung pige kan køre ”det” hjem på 6 timer”. Han – Mouritsen – skulle bare have vidst, hvor mange timer jeg i virkeligheden havde kørt, førend politibetjent Sørensen anbefalede mig at tage køreundervisning og få førerbevis.

Den motorsagkyndige, ingeniør Mouritsen, boede i Grenå, og var en god ven af huset – som så mange andre. Han kom ofte ind og var min køkkengæst. Jeg kunne godt lide at sidde og få en sludder sammen med ham, når jeg da ellers havde tid. Han havde altid en eller anden nyhed eller morsomhed at fortælle, og han befandt sig knippelgodt i vort køkken. Mange andre af husets gode venner har haft det på lignende måde. Jeg mindes med vemod alle de stærke stoute mænd, der bragte liv og munter hygge med sig, når de aflagde hotellet et lille besøg – alene eller sammen.


SOFIE ADAMSEN SØRENSEN – DEL 6

 – om Christen Drasbek og hans slægt

Om denne slægt kan jeg fortælle, at min hotelejers far, C.C. Drasbek kom her til egnen fra Skanderborg, hvor han havde været ansat på byens jernbanestation. Han havde også en kortere tid været tømrer i Hyllested, før han etablerede sig som kromand på Mårupvad Kro i Mårup, hvor der dengang holdtes store markeder nogle gange om året. Kronæringen på dette sted var også knyttet til beliggenheden ved den gamle Grenaa-Aarhus landevej. Der er stadig en gård på stedet, og den lyder navnet ”Maarupvad Kroer” den dag i dag.

T.v. C.C. Drasbek.  Da Jernbanen Randers-Grenaa og Kolindsunds udtørring var en kendsgerning, skete der også andre ændringer i trafikal henseende. Den gamle landevej blev først ført over Trustrup-Tirstrup og videre til Rønde, som vi kender den nu. Det skete alt sammen i årene 1870 – 76, og den gamle kro i Maarupvad måtte se sin næring ødelagt, da også markederne blev flyttet til den nye stationsby Kolind.
C.C. Drasbek var en beslutsom mand, der solgte Maarupkroen med tilliggende i 1877, men han tog sin krobevilling med, da han samme år flyttede til Kolind som ny ejer af byens gamle kro med tilhørende købmandshandel.

Nedenfor den gamle kro i Kolind, ca 1887-88, da C.C. Drasbek havde solgt kroen for at flytte til Jernbanepladsen.
Men heller ikke den gamle kro kunne tilfredsstille den driftige mand. Han så fremtidens muligheder ligge nær jernbanestationen og hertil flyttede han – 1888 – med sin beværterbevilling og en mængde energi for at grundlægge Drasbeks Hotel, men drev også i mange år, hvad vi kalder en blandet landhandel med kolonial, korn og foderstoffer samt tømmerhandel ved siden af sin nye kro. Han havde mange andre gøremål. Han var manden, der fik ideen til et andels-svineslagteri i Kolind, men hans samtid manglede forståelse for beliggenheden. Han var medstifter af Landboforeningen for Kolind og Omegn. Men det var hotellet, der var hans livsværk og det var et stort foretagende, han ved sin død den 23. marts 1911 kunne overlade sin søn Christen Drasbek, der siden 1902 havde været medindehaver.

Her mødes landevejene fra Nødager og Mårup i Gl. Kolind. Huset t.v. er C.C. Drasbeks tidl. kro. Der står afholds-restaurant på skiltet. Købmandsforretningen findes om hjørnet i samme ejendom.

C.C. Drasbek havde seks børn, og jeg kender navnene på dem alle.

Anne, som var gift med ølhandler Gustav Jensen, der havde butik og lager i en ejendom, som lå der, hvor Djurslands Bank havde til huse, da den hed Banken for Kolind og Omegn. Han bragte øl og vand ud til de handlende – og naturligvis også til svigerfar på Drasbeks Hotel – på det da nye befordringsmiddel, en 1 ton Ford lastvogn med åbent førerhus og forsynet med faste gummiringe på baghjulene, men luftringe på forhjulene.

Meta Drasbek blev gift med Emil Høgh fra Bugtrup, og ægteparret bosatte sig i Thorsager og drev landbrug her.

Niels Drasbek giftede sig med Nanda. Ægteparret drev i mange år Magasin du Nords afdeling i Tåstrup. I 1931 etablerede Niels Drasbek sig som Tricotage grosserer i København. Nanda var en pragtfuld kvinde, som jeg var meget glad for at lære at kende og besøge i hjemmet i København. Nanda Drasbek var ofte vor gæst på hotellet.

Jens Drasbek har jeg aldrig kendt. Han var udvandret til og bosat i Amerika.

Den yngste datter, Krestence – også kaldet Stense – blev gift med den lidt vidtløftige købmand Arnold M. Adamsen (som jeg ikke er i slægt med), der overtog svigerfars købmandsforretning i samme ejendom som hotellet. Han var familiens sorte får i pengesager og det varede heller ikke længe før han standsede. Forretningen blev derefter overtaget af købmand A. Frandsen. Arnold. M. Adamsen og familie flyttede til Herning, hvor han blev salgschef for et kornfirma, der havde hovedkontor i Esbjerg. Hvor længe ved jeg ikke, men en lille morsom samtale gjorde, at jeg fik at vide, at han havde købt hotel i Thisted i tiden omkring 1940. En morgen blev jeg kaldt til hotellets telefon: ”Det er Adamsen her, jeg har nu købt hotel i Thisted, og mangler kun en dygtig husjomfru. Vil du have pladsen? Så er den din med det samme”. Og han tilbød mig en kolossal stor løn. Jeg svarede: ”Ja-ja, jo-jo – tøv nu lidt, jeg skal da lige spørge ”den gamle” om, hvad han synes om dit tilbud”. Det er ikke for meget sagt, at Chresten Drasbek blev skrupskør, da jeg fortalte ham om svogerens ”strålende” tilbud og spurgte om, hvad jeg skulle svare. Drasbek var allerede på det tidspunkt en syg mand og tålte ikke den slags ”vittigheder”, især ikke, når de havde adresse til ham selv. Så det luftkastel blev der ikke noget af.

Jeg fortalte før om C.C. Drasbeks køb af kroen i Gl. Kolind, og at han flyttede til en ny bygning lige overfor jernbanestationen. Vi skal langt tilbage i historien og til tiden, da Kolind blev stationsby og Kolindsund var udtørret. Da købte C.C. Drasbek et stykke jord vis a vis stationsbygningen og påbegyndte i etaper at opbygge Drasbeks Hotel. Først den store kørestald, hvor rejsende kunne ”stalde ind”. Ovenover blev der indrettet privatbolig, og bagved – men sammenhæng dermed – opførte han staldene, hvor folk fra fjern og nær kunne sætte hesten eller hestene ind, når de kom til Kolind for at handle eller for at tage videre med det allernyeste transportmiddel – Damptoget.

T.v. det nybyggede Drasbeks Hotel, mens det endnu blev drevet på kronæring i 1896. Købmandsforretningen ses t.v. med et hvidt skilt over indgangsdøren. Indgangen til kroen er markeret med et mørkt skilt over døren. Indenfor t.v. fandtes en pæn restaurant, mens lokalet t.h. var slyngelstuen, hvor kromanden ifølge sit næringsbrev var forpligtet til at modtage de farende svende for nattelogi. Sådanne gæster fik udleveret rent sengetøj, men skulle selv lægge det på.

C.C. Drasbek fortsatte med at bygge sit livsværk. Den første del af selve hotellet bestod af en stor skænkestue – til højre for den nuværende hoveddør. Bag dette lokale lå et kammer, som var beregnet til personalet, som i begyndelsen næppe havde været mere end en enkelt pige. Ved siden af dette rum fandtes køkkenet, der ikke var større end et almindeligt køkken i et privat hus. Over disse tre rum byggedes beboelse for familien Drasbek, hvorefter lejligheden over kørestalden blev indrettet til værelser for hotellets gæster. Senere byggedes den lille restaurant og halvdelen af den nuværende store restaurant. Der blev også indrettet dansesal og bygget videre i forbindelse med selve hotellet, det sidste henviser til købmandsforretningen med tilhørende kornlager, og med beboelse, hvor familien C.C. Drasbek flyttede ind, da sønnen Chresten og svigerdatteren Petrea overtog hotellets drift.

En hyggestund i det Drasbekske hjem sidst i forrige århundrede, ca. 1895. Ægteparret Ane Mette og C.C. Drasbek omgivet af  – fra venstre – alle 6 børn: Meta – Kristence -Anna – Jens – Niels og Chresten. Læg mærke til, at husfaderen har den lange pibe i brug og spytbakke ved fødderne. Det kan være ældste søns 18 års fødselsdag, der fejres.

Der blev også indenfor årene før århundredeskiftet anlagt en stor have, hvor siden kornlager og tømmerhandel og Møller og Gay – Møllers K-Marked fik hjemme. Denne have hørte med i billedet af det nye hotel. Her kunne man arrangere søndagsaften-underholdning med dans og servering af øl og kaffe. Chresten Drasbek talte ofte om, hvad men dengang fik for varerne. En Brøndum snaps kostede 18 – skriver 18 – øre, og selve kaffen til ”de små sorte” kostede ikke noget. Ikke underligt, at Jeppe – eller mange andre – tit kom hjem med en ”lille en på”, og skulle stå til regnskab hos Nille og smage hendes krabask. Haven måtte jo sløjfes, da der senere skulle bygges lager til korn og foderstoffer samt udvidelse af selve købmandsbutikken.

T.v. ægteparret C.C. Drasbek og fru Ane Mette – foto fra Norge på en kombineret ferie- og studierejse. Årstallet er 1899 – ægteparrets sølvbryllupsår.

C.C. Drasbek havde en søster, der var gift med ejeren af gården Ingvorstrup, proprietær Christensen. Ingvorstrup er en af de kendte væbnergårde ved Kolindsund og blev meget kendt i nutiden gennem filmatiseringen af St. St. Blichers roman: ”Præsten i Vejlby”, som i lang tid blev spillet i hotellets ”Kolind Biografteater”. Siden da hilste jeg altid på sønnen fra gården, der havde overtaget den efter sin far: ”Der har vi jo den grumme herremand fra Ingvorstrup”.

C.C. Drasbeks familiegravsted findes på Kolind kirkegård og her ligger mange af slægtens medlemmer begravede.

Jeg vil standse lidt ved året 1932 og omtale vor uundværlige medhjælper – vort faktotum – som havde fulgt og tjent slægten Drasbek hele sit liv. Han er i disse linjer uden navn, men var en gammel mand, da jeg hørte om ham og hans virke såvel inde som ude med forefaldende arbejde i restaurantens køkken eller med at holde rent i stald eller på gårdsplads. Han var et stilfærdigt menneske, der passede sig selv og sit arbejde med kost og spand. En dag savnede vi ham ved morgenbordet, og jeg bad da vor karl, Niels Holm, om at se efter ham. Vi fandt ham på sit kammer mere død end levende. En tilkaldt læge sendte ham omgående på sygehuset, men han døde inden aften. Han var fra Tustrup på Nord-Djursland og blev begravet på Nørager Kirkegård.

FIE – SOFIE ADAMSEN SØRENSEN – DEL 5

Fie var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 70. Del 1 – 4 er bragt tidligere. Her kommer del 5. Del 6 indsættes ca. 1. juni. Midtdjurs lokalarkiv (tlf. 4038 6535) har stadig få eksemplarer af hendes bog til salg.

FIE – DEL 5

FLYVENDE FART I HOTELFAGET

Mine 40 år i hotelbranchen tog sin begyndelse på Valdemarsdagen den 15. juni 1930 kl. 4 om eftermiddagen. Jeg var da 25 år. Min søster og jeg fulgtes ad til min nye plads på Drasbeks Hotel, og jeg var meget spændt på, hvordan det hele ville forløbe. Vi gik ind ad døren til restauranten, men her var fuldstændigt tomt. Vi gik videre gennem stuerne og tilbage igen, for derpå at liste ud i køkkenet, et stort uhyggeligt rum i mine øjne – og hertil mørkt og koldt. Jeg sagde stille til min søster: ”Her bliver jeg vist ikke ret længe, skal vi ikke liste hjem til dig igen, så kan jeg gå herned på ny i aften.” Men så blev der pludselig røre omkring os. Hotelejer Drasbek, hans kone Petrea og sønnen Christian kom ind gennem køkkendøren. Med et kort ”God-dag” som velkomsthilsen fik jeg ordre til at klæde mig om, ”…for vi får meget travlt i aften. Elna kan følge Jer op på jeres værelser, for I skal bo sammen”. Jeg fulgte med den unge pige ud og op over den gamle kørestald gennem en lang mørk gang ind bag en skillevæg. Man ge pigekamre havde jeg set i min tid rundt på gårdene, men dette var dog det mest uhyggelige, jeg nogensinde havde oplevet. Der stod gamle dobbeltsenge som engang i tidernes morgen havde været grønmalede. Der var en af den tids almindelige springfjeder-madrasser i bunden, men fjedrene var i uorden, enten lå de ned eller også stak de lige i vejret. Fra de sædvanlige centnertunge dyner fløj fjerene om ørene på os, bare vi løftede lidt i hjørnerne, og tapetet var fugtigt og hang i laser. Der var ingen gardiner for vinduerne, intet bord og heller ingen stole. Desuden lugtede der af hestestald i rummet, for hotellets kørestald var jo lige nedenunder. Alt dette var for meget for mig, pludseligt kom der et frygteligt raseri op i mig, og som jeg ikke kunne styre, når jeg følte, at jeg blev trådt på eller misbrugt. Jeg for ned i køkkenet, hvor der stod en lille rund kone. Jeg råbte vist lidt højt om, hvor jeg kunne finde fru Drasbek? Hun pegede stiltiende op i loftet, og jeg for op ad trappen og ind i ”Privaten”. Fruen sad ved sit toiletbord og vendte sig om i en fart, men jeg fik munden på gled først. Hvad der blev vekslet af ord imellem os, husker jeg i dag ikke helt tydeligt, men jeg blev omgående anvist et andet værelse på hotellet.

T.h. foto af fru Petrea Drasbek som 30 årig. Hun blev viet til hotelejer Christen Drasbek d. 11.10.1900 og var hotellets “Leading Lady” i mere end 30 år. Fru Drasbek tog sig af alt indenfor hotellets mure og var en ekspert i et køkken. Det var fru Drasbek, der satte Sofie “på sporet” og på et års tid havde indviet hende i kunsten at være krokone.

Lang tid efter denne dag, da fru Drasbek og jeg for længst havde fundet et godt samarbejde og tillige respekterede hinanden, sagde hun en dag til mig: ”Aldrig i mit liv er jeg blevet så bange for nogen eller noget, som den søndag eftermiddag, da du brasede ind til mig og skældte mig huden fuld, men jeg trængte vist også til det”.

Samme efterår fik hotellet indlagt centralvarme på alle værelserne på baggangen. På det tidspunkt var jeg allerede fru Drasbeks køkkenchef og prisen for min forbliven – mine betingelser – var, at alle hotellets unge piger også fik varme indlagt på deres værelser, ja – at de fik hver sit værelse.

Fru Petrea Drasbek var i virkeligheden en strålende kvinde, der lærte mig alt, hvad jeg senere fik brug for i hotelbranchen. Hun var lederen i at, hvad der angik husets drift. Hun sad på sin stol og gav ordrer og arrangerede på den måde alt, hvad hun formåede – siddende. Hun var sygdomsmærket af tarmblødning, som kom i pludselige og uventede anfald, hvor hun var ked af det hele og græd meget. Men når hun havde det godt på ny, og der ikke var alt for travlt, kunne hun finde på at sige:” Klæd dig nu lidt pænt på, vi to trænger vist til en fridag”. Så kørte vi en tur til Fjeld Skov eller gennem Løvenholm skovene. Eller på anden vis kunne hun være gavmild. Hvis vi havde været på indkøb, kunne hun sige:” Tag lige den der kjole på, Sofie,jeg vil se, hvordan den klæ’r dig”. Da så hun lidt skælmsk på mig, smilede og sagde:” Den skal du have, fordi du er så sød til at hjælpe mig i et og alt”.

Til andre tider kunne hun være meget smålig med frihed. Jeg erindrer en aften, da jeg havde vagten, at Jacob Thomassen – som da var formand for Koed og Attrup Ungdomsforening – kom ud i køkkenet sammen med Rasmus Fir’dør, der var vognmand og kørte i en høj gammel ford eller ”HGF med 4 døre”. De to ville have mig med til bal på Hotel Kolind. Lidt skadefro sagde jeg til de to, at de skulle spørge fru Drasbek! Jeg vidste kun alt for godt, at hun ikke tålte, at vi piger fra Drasbeks gik til fest på Hotel Kolind. Hvordan de bar sig ad, ved jeg ikke, men Jacob og Rasmus fik skam lov til at tage os med på den betingelse, at de hjalp os færdige i køkkenet.

Hotel Kolind ejedes dengang af Chr. Dalsgård – kaldet Da’ten – der var forstkandidat af uddannelse og havde drevet planteskole i Kolind i adskillige år, men uden synderligt held. Nu havde han af en eller anden grund skiftet til hoteldrift efter samme opskrift. Den omtalte balaften husker jeg tydeligt. Da vi ankom til restauranten, mødte vi straks et par stamgæster lige indenfor døren. Maler Mikkel Degn fra Bugtrup, arbejdsmand Ras Kahr (udtales Kaar) fra Koed og ølhandler Jens Helbo fra Kolind foruden flere andre. Vi unge blev straks inviteret på en genstand, selvfølgelig i den hensigt, at vi skulle give igen. Det blev til en hel del, og vi havde det vældigt sjovt, indtil værten – Chr. Dalsgaard – pludselig dukkede op og nærmest smed sig ind over bordet, så glas og kopper væltede og flød mellem hinanden. Han var ikke i tvivl om, at jeg var den nye pige på Drasbeks Hotel og hvis jeg ville tage plads hos ham skulle jeg få det dobbelte i løn – og hvis jeg sagde ja med det samme, ville han give smørrebrød til hele bordet. Chr. Dalsgaard havde en talefejl – han stammede – og det lød for mig og mine venner nærmest, som om det hele rablede for ham. Noget tydede på, at han var gået for vidt, for i næste øjeblik kom en lille sød dame hen til vort bord. Hun stod lidt og så på os, og henvendt til mig bad hun vi piger om at gå ind i balsalen. Selv om værten havde dummet sig, forstod jeg ikke straks, hvorfor den lille dame henvendte sig i vrede til mig.

Men dagen efter fik jeg forklaringen af fru Drasbek, og den gik i al korthed ud på, at de to hotelejer-par nærmest afskyede hinanden som pesten. Fru Drasbek så helst, at jeg ikke oftere gik til bal eller andet på Hotel Kolind.

Vi er nået til foråret 1931, jeg har været ansat næsten et år på Drasbeks Hotel, og jeg fattede ikke rigtig al den snakken om dårlige tider, for vi havde altid travlt i virksomheden. Jeg husker, at vi fik 40 øre for en øl, 35 øre for en pakke cigaretter, 50 øre for en kop kaffe, 50 øre for et stykke smørrebrød, og 2.00 kroner for dagens middag. Et værelse kostede 3.00 kroner for en nat. Derudover havde vi også mange store fester og forskellige arrangementer med kæmpestore kaffeborde med alt hvad dertil hørte af bagværk for 90 øre pr kop. Dyrskuedagen gav et af årets største omsætninger og det til trods for, at den billigste store ”Dyrskuemiddag” kun kostede 6 kroner pr. kuvert. Proprietær Lund, Kratholm var dengang formand for og leder af Landboauktionerne, og konsulent E. Staunskjær var allerede da langt inde i billedet som Kolind Landboforenings vejleder i agronomiske spørgsmål. Han var en solid og kolossal arbejdskraft for denne forenings medlemmer og deres formand.

Jeg glemmer aldrig mit første dyrskue som medarbejder på Drasbeks Hotel. Jeg begyndte min tjeneste mandag morgen den 16. juni 1930 i køkkenet, og 3 dage efter skulle dette store arrangement løbe af stablen med mad og drikke til størsteparten af de mange mennesker, som gæstede Kolind Dyrskue og kom langvejs fra. Der var ikke så lidt for mig nybegynder i faget at sætte mig ind i og få bragt i orden, men jeg var fast besluttet på at holde øjnene åbne og ørene stive – og ikke at lade mig slå ud af noget. Der var en episode, som jeg især husker, som var det i går. Onsdag aften kom vor fiskeleverandør Kristian Press med alt, hvad vi skulle bruge af fisk, blandt andet 5 store laks. Jeg blev straks sendt ud for at rense disse fisk og stod lidt for at beundre disse smukke laksekroppe, da vor kogekone fru Henriksen fra Nimtofte kom ud til mig. Jeg havde skåret hovedet af den første, og da hun så mig med resultatet, sagde hun: ”Jeg tror nok, at hovedet skal blive på fisken – du -men det kan fane’me være ligegyldigt, for når jeg nu får kogt dem og sat på fade, kan vi ingen steder have dem i fred for katte og mus”. Da hun havde kogt fiskene, blev de sat af vejen så godt vi kunne, for vi manglede jo et rigtigt fadebur. Næste morgen, på selve dagen – råbte hun op: ”Ka’ du se, det gik som jeg sa’e. Katten har sgu ædt hele laksen”. Så slemt var det nu ikke, men det var gået svært ud over den første af de 5.

Tiden gik. Dyrskue nummer 1 var for længst overstået, og vi nærmede os min tids nummer 2. Fru Drasbek var ofte træt og skrantede meget, men jeg havde vundet mængder af erfaring og havde i min hånd alle trådene til hele det store maskineri. Fru Drasbek gav mig kommandoen over hele det store dyrskue-arrangement, men blev dog siddende på sin vante plads i køkkenet, hvis jeg skulle få brug for hendes hjælp. Hun var alvorlig syg på dette tidspunkt og blev få dage efter dyrskuet ramt af en ny tarmblødning og måtte indlægges på Aarhus Kommunehospital.

De følgende uger af sommeren var en trist tid for os alle. Christen Dragsbek kørte hver dag til Aarhus for at besøge sin kone og hver anden dag måtte deres søn Christian, der da var landvæsenselev hos proprietær Legarth på Søholm, tage med sin far til hospitalet for at afgive blod til sin mor. Men blødningerne kunne ikke standses og fru Drasbek sov ind i døden i august 1931. Dagen før hun døde, bad Drasbek mig om at tage med ham til hospitalet for at besøge og tale lidt med hans kone. Det var første gang i mit liv, at jeg stod overfor et døende menneske, et menneske der kendte sin skæbne. Hun bad mig love at forblive på Drasbeks Hotel til hjælp og støtte for hendes mand og søn. Mit svar var et ubetinget ja.

En stærk og storsindet kvinde med magt over sig selv og med stor indflydelse på andre var gået ind i døden.

Hotelejer Christen Drasbek som 35-40 årig. Han blev født i Skanderborg 1877 og kom til Kolind sammen med sine forældre, da faderen C.C. Drasbek købte Den gamle Kro. Christen Drasbek fik sin uddannelse i faderens omfattende virksomhed, som han blev medejer af i 1902 og eneejer i 1911. C. Drasbek døde i 1942. Christen Drasbek var en mand, der betød uhyre meget for sin by og egn. Han var medstifter af banken for Kolind og Omegn. Hans interesse for landbrug placerede ham i Kolind og Omegns Landboforenings ledelse. Han var meget sportsinteresseret, og fodbold var hans hobby. Ungdommen nød godt deraf i form af hans gave: En fodboldbane – eller rettere en sportsplads – i de rette mål. Samtidig fik byens borgere et smukt lystanlæg.

Da Christian Drasbek og jeg kørte hjem til Kolind samme nat, vidste jeg med mig selv, at mit løfte til fru Drasbek havde bundet mig for en længere årrække. Jeg tænkte i den forbindelse også på min ven og vores usikre fremtid sammen, men jeg græd ikke. Jeg vidste, at jeg kunne klare min opgave og alle udfordringer, på trods af katte, rotter, mus, og alt det der trængte sig på i den gamle forfaldne skude af et hus med hotel, der trængte til istandsættelse fra den ene ende til den anden – ikke mindst i de mange tilbygninger og udhuse.

Allerførst skulle jeg nu lære Christen Drasbek at kende som arbejdsgiver. Jeg havde ikke set ret meget til ham i de 15 måneder, som jeg havde været ansat på hans hotel. Nu ventede jeg på hans ordrer, men der kom ingen ordrer, han gav mig blot besked om, at jeg kunne gøre, som ”vi var vant til”. Det vil sige at indkøbe, hvad der skulle bruges af kød, fisk, kolonial og alt det meget andet, som er nødvendigt i den daglige forretning. Ligeledes blev det betydet for mig, at jeg skulle sørge godt for hotellets gæster – kunderne – og at alt vedrørende hotellets drift var i orden. Og jeg var ikke i tvivl om, at Drasbeks Hotel snart ville være kendt langt udenfor herredsgrænsen.

En hotelvært må jo til tider være forberedt på andet end lige god mand og ditto servering. Man må kunne optræde med bestemthed – også overfor gæsterne. Mit første lille sammenstød med en af husets stamgæster har jeg aldrig kunnet glemme. Vor tjener, som vi kaldte Pingel, kom en aften ud til mig i køkkenet og bestilte ”det sædvanlige til Valdemar Petersen fra Svenstrup”.

Denne gæst var en af de ”store kanoner” i de handelsrejsendes verden. Han blev altid omtalt som ”Rejsekongen” takket være sin dygtighed og sit store salg af varer. Han var ansat hos det store og velrenommerede københavnske og landskendte firma C. Olesen, der solgte manufakturvarer over hele landet – altså også i Kolind. På hotellet havde han altid samme værelse og samme seng. Nå – jeg anede jo ikke, hvad ”Rejsekongen” plejede at spise og drikke, så jeg fik fat i Drasbek, og vi fandt da også ud af det i fællesskab. Men da fik jeg aftenens forskrækkelse nummer 2, idet tjeneren kom ud til mig og meddelte: ”Der skal dækkes til tre, og Valdemar Petersen ønsker frk. Adamsen til bords ved sin højre side. Det slog mig næsten helt ud, jeg var jo slet ikke vant til eller forberedt på den form for invitationer, som jeg fandt arrogante. Hvis manden endda selv var kommet ud i køkkenet og bedt mig. Nu blev jeg stædig, jeg skulle nok selv bestemme, hvem jeg ville dinere med og hvornår. Jeg gav en kort og klar besked gennem tjeneren, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg havde travlt og der var også andre, der havde bestilt mad. Det varede meget længe inden Valdemar Petersen tilgav mig, men senere hen i livet blev vi de bedste venner og havde mange gode stunder sammen.

Skæbnen ville det således, at dagen før V.P.s død var Drasbek og jeg en tur i Aalborg for at købe hotellets første isskab eller fryser. På vejen hjem gjorde vi ophold i Svenstrup for at kigge ind til “Rejsekongen”, der var meget syg. Det blev anden gang i mit liv, at jeg sad overfor et døende menneske. Vi blev hos ham en halv times tid og talte om, hvad vi havde haft af glæder og sorger sammen, og jeg husker hans sidste ord til mig: “Jeg fik dig da alligevel lært at sidde ved mit bord”.

Hans søn Erik Petersen overtog faderens stilling som rejsende for det kendte firma og kom hos os på hotellet som en ven og kær gæst gennem de mange år, han virkede. Efter at jeg var blevet alene om hotellets drift, indførte han en ny “skik” i huset i forbindelse med det årlige dyrskue. Han ringede altid nogen tid i forvejen for at få datoen for den store dag og mødte så op, satte sig på “sin” bestemte plads i køkkenet, og herfra passede han hele dagens regnskab for mig tilligemed udleveringen af drikkevarer – øl og spiritus –  til tjenere og serveringspersonalet i øvrigt. Det var til meget stor hjælp for mig. Jeg sagde ofte til ham: “At du gider”. Hans svar var altid: “Det er sgu da sjovt at sidde her og se på, at alle andre er i arbejde”.

Erik Petersen døde kort tid før jeg flyttede min adresse til Skarresø, men han oplevede dog at se “Søgård” stå klar til indflytning.

 FIE – SOFIE ADAMSEN SØRENSEN
DEL 4

Fie var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 70.  Del 1, 2 og 3 er bragt tidligere. Her kommer del 4.
Del 5 forventes indsat ca. 1. juni 2018.
Midtdjurs lokalarkiv (tlf. 4038 6535, Keld Østergård) har stadig få eksemplarer af hendes bog til salg.

Del 4 – MIN FØRSTE STORE KÆRLIGHED

Vi skriver 1927.  Jeg er nu 21 – og i dette forår blev jeg inviteret til konfirmation hos min tante og onkel i Bjerringbro. De havde efter min mors død adopteret min yngste søster.
Jeg besøgte dem jævnligt også i forbindelse med mine besøg derhjemme. Det var ingen omvej, rutebilen holdt lige udenfor døren.

Ved denne konfirmation traf jeg en ung mand, som jeg aldrig havde set før. Han var i lære som elektriker i Randers og forberedte sig til ingeniørstudiet. Vi blev lune på hinanden, men mere skete der ikke. Dog blev jeg klar over, at jeg for første gang i mit liv var alvorligt forelsket. Det var slet ikke morsomt for mig, for vi kunne jo ikke være sammen til daglig. Et halvt år efter blev jeg indbudt til sølvbryllup hos hans forældre i Randers – og jeg var som i den syvende himmel. Den dag og den aften blev vi klar over, at vi virkelig holdt af hinanden. Vi holdt sammen i syv år og havde bestemt at gifte os, når han havde fået sin ingeniør-eksamen. Men det går jo ikke altid, som vi planlægger.

I mellemtiden kom Drasbeks Hotel ind i billedet og endnu gik der nogle år. Jeg ville være i nærheden af min ven, som nu var ansat i Grenå, og jeg satte derfor en annonce i Randers Dagblad og fik mange tilbud fra egnen. Der var særligt et, som jeg syntes godt om, og som kom fra Søren Skiffard i Homå. Jeg blev antaget, og var hos ham i halvandet år, for det var en god plads. Her skulle jeg ikke med i marken, men alene passe huset og hjælpe til ved malkningen. Men en dag stod pludselig min onkel fra Sall grædende i stuen og var helt ude af det. Søren Skiffard prøvede at trøste ham og få ham til at falde til ro, mens jeg lavede kaffe. Så kom hele min onkels sørgelige historie.

Min søster var styrtet ned ad en loftstrappe og havde slået sig ihjel på stedet, så jeg blev nødt til at følge med ham hjem, for min tante kunne ikke være alene. Vi fik ordnet det således med Søren Skiffard, at jeg kunne tage med min onkel tilbage. Jeg blev hos dem vinteren over, og imens havde min onkel fået solgt gården og købt et hus i stedet.  Det var en forfærdelig tid for både min onkel og mig, min tante var fuldstændig sindsforvirret og kom på et plejehjem, hvorfra hun dog blev sendt hjem igen noget senere.

Nu var jeg klar til at søge nyt arbejde, og tog imod et tilbud om at bo hos min søster og svoger i Kolind, hvor de havde et statshusmandsbrug. Herfra tog jeg ud på forskellige små jobs, og gik til hånde her og der. En dag gik jeg i marken og lugede roer, da en vogn kom kørende hen ad vejen og gjorde holdt ud for det stykke, hvor jeg arbejdede. Manden på vognen steg af og gik hen imod mig. Jeg kendte ham godt, det var hotelejer C. Drasbek, hvis kone blev siddende på køretøjet imens vi talte sammen. De kendte mig begge to, må vel have hørt fra en og anden, at jeg var ledig. De kunne jo ved selvsyn konstatere, at jeg var en høj og stærk pige, hvis hænder ikke var skruet helt avet om på skafterne. Flere ting må vel have bevæget dem til at opsøge mig.
Den dag faldt klokken i slag for alvor. Jeg følte, at nu var jeg hjemme.                                                     Drasbeks Hotel – foto fra ca. 1935.
5. del bringes ca. 1. juni 2018.

 FIE – SOFIE ADAMSEN SØRENSEN

Fie var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 70.  Del 1 og 2 af hendes erindringer er bragt tidligere. Her kommer del 3. Del 4 forventes indsat ca. 1. maj 2018.

Del 3 – PÅ VEJ MOD FREMTIDEN

I efteråret 1923 rejste jeg sammen med 5 andre unge til Nollund ved Grindsted, hvor jeg i 5 år tjente hos Jens Peter Jensen og hans kone Maren. Og det blev en helt anden historie end alt det foregående, for her var jeg pludselig sammen med ganske almindelige mennesker. Uden rang eller stand var vi alle lige, enten det var i arbejde eller leg, i sorg eller glæde. Der var ingen forskel på husbond eller hans karl eller på madmor eller hendes tjenestepige. Vi trak alle på samme hammel, og her var et fint sammenhold. Alle kom hinanden ved, vi kunne tale sammen – både unge og gamle.
Vor nærmeste nabo hed Peter Johnsen og var gift med Gine. Deres eneste søn var døbt Marius. Peter Johnsen fortalte mig, at han i sine unge dage havde været Løbedegn, dvs. omvandrende skolelærer. Han gik fra gård til gård, fra hus til hus rundt om på heden og underviste børnene på sin vej. Han var en dejlig mand, der altid samlede vi unge i vintertiden til et lille dilettant-stykke, som vi derefter opførte i den gamle skole om foråret. Desuden blev der spillet på harmonika til sanglege, som vor præst, pastor Olesen fra Sønder Omme og Nollund sogne, ledede til stor glæde for os alle. Samme præst samlede ofte vi unge i den gamle præstegård i Sønder Omme, hvor han læste op – og gjorde det morsomt –  hvorefter vi fortsatte med sanglegene. Det var en dejlig tid, for vi ville jo gerne opleve noget og var tilmed glade, når nogen ville tage sig lidt af os.
Vor nabo på den anden side hed Mads Skov. Han havde tvillinger i sit ægteskab, to piger, som lignede hinanden så fuldstændigt, at selv forældrene ikke kunne kende dem fra hinanden. De to piger hed Karoline og Johanne. Karoline giftede sig med Niels Marius fra den anden nabogård, og fik en eneste datter, som sammen med sin mand ejer sin moders fødehjem. En ejendom som de har drevet frem til et mønsterbrug med alt, hvad der hører til en moderne gård. Nord for vores gård havde Jens Peter Jensen – altså vores nabo – købt 50 tønder land hede, som nu skulle under plov, og det blev bestemt at tage 10 tønder land under behandling i første omgang. Det var en oplevelse uden lige, og hele egnens ungdom og ældre med, koner og piger mødte ligeledes op for at være med til at brænde lyngen af. Først blev der pløjet en fire fem furer omkring det udpegede stykke hedeland, og det tog det meste af en uge, hvorefter folkene blev kaldt sammen til en bestemt aften. Da alle var på plads og var blevet instrueret, blev der ved hjælp af halm tændt ild i hele stykkets bredde, naturligvis med vinden mod ilden. Nu var det med at passe på, at ilden ikke fløj over plovfuren, så der gik brand i lyngen på den modsatte side. Der var nok at gøre, og vi sprang alle rundt som besatte med skovle og hjemmegjorte ilddaskere. Det blev et kæmpebål på 10 tønder land, røgen sved os i øjnene, og nogle af folkene undgik ikke at få mindre brandsår eller svedne såler. Men vi havde magt over ilden, den blev hvor den var anvist.
Da stykket havde ligget et par dage og ”dampet af” efter afsvidningen blev der spændt for hedeploven, et skrækkeligt stort monstrum forspændt fire store jydske heste. To på hver hammel, som indbyrdes var forbundet med et svært træstykke, der var fastgjort med frigang til ploven med en svær nagle. Nu var alt rede til start. Karlen havde højre spand heste i sin tømme, og jeg havde det venstre spand i min. ”Så er vi klar”, sagde husbond og fortsatte med et kraftigt og langtrukket ”Så-å-å-å”, hvorpå de fire heste ”lagde sig i seletøjet, så de næsten var strakt til jorden”, medens de trak ploven 10 – 20 – 25 meter. Sådan arbejdede vi to timer hver dag, indtil jordstykket var pløjet færdigt.
Jeg husker ikke, hvor lang tid en sådan mark lå hen i brak, og jorden kunne meldes tjenlig til at dyrkes. Men det var et kæmpearbejde med mergling, gødskning og tilførsel af jordkalk, som man i disse dage kaldte hedebondens hobby.
Der skete en ulykke hændelse, mens jeg arbejdede i Nollund. På gårdens marker avledes en kolossal mængde kartofler, som i kartoffelhøstens tid blev gravet op, samlet sammen og læsset på vogne med håndkraft. Dengang var der jo ikke maskiner til den slags arbejde. Jeg havde lige kørt to store læs hjem til gården, og var kommet tilbage med den tomme vogn, som folkene begyndte at læsse. Dette læs skulle blive stående i marken til dagen efter, så jeg begyndte at spænde fra, da husbonden råbte til mig, at jeg kunne lade den største af børnene, en dreng på 11 år, gå hjem med hestene, så jeg kunne fortsætte med at samle kartofler. Jeg råbte tilbage, om det nu også kunne gå an? Det var jo et par ganske unge heste, som jeg selv måtte køre i fast tømme. Men trods min protest fik drengen overladt tømmen og begyndte at gå med hestene. Pludselig tog pokker ved krikkerne, da de mærkede de mindre stramme tøjler – eller måske var det i kådhed eller for at komme hjem til fodertruget? De for afsted, så drengen slet ikke havde mulighed for at styre dem og måtte slippe tømmen for ikke selv at blive slæbt med. De to heste i sammenspændt seletøj kom i deres vilde løb på hver sin side af en telefonpæl. De ramlede både ind i sig selv og telefonpælen me det voldsomme resultat, at den ene var død på stedet, og den anden havde brækket et ben og flækket hovedet. Jeg kom til at måtte overvære, at det arme dyr – min arbejdskammerat – blev slået ned. Det var grimt at se på og jeg glemmer det aldrig. Slagteren blev tilkaldt omgående, begge dyr slagtet på behørig vis og kødet solgt til naboerne, efter at det var synet og stemplet. Men det var en sorgens dag for os alle på gården.

DEL 4: – “Min første store kærlighed” –  bringes ca 1. maj.

FIE

Del 2 – Sofie Adamsen Sørensen, kaldet Fie, var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 1970.  Del 1 af hendes erindringer bragtes for nedenfor for en måneds tid siden. Her kommer del 2 og del 3 forventes indsat ca. 20. april 2018.

Den lille med gode og lune erindringsbog kan købes på Lokalhistorisk Arkiv i Kolind, der endnu har få eksemplarer tilbage, der kan købes.

I Marmeline og Ebdrup

Efter tre år i min første plads var jeg fyldt 13 år og skulle foruden at passe skolegangen også gå til præst. Atter gjorde min gamle degn, lærer Andersen, sin indflydelse gældende. Han og min far havde talt sammen om fordelen af at skifte plads nu, da jeg skulle begynde min konfirmationsforberedelse. Og fik tilbudt plads på Klemstrupgården, men skulle selv sige op hos Peter Boller. Det gjorde jeg med glæde og kan tilføje, at lønne tilmed steg fra 50 kroner til 100 kroner om året.
Jeg var lykkelig, da jeg flyttede til Klemstrupgården, til Sofie og Jens Daugård. Det var i de år, hvor den spanske syge rasede, og jeg husker, at vi alle var syge – både mand og kone, deres søn Hans og mig selv, men vi kom alle i god behold over sygdommen, medens der var mange unge på egnen, der døde af sygdommen – blandt andre en af de unge konfirmander, som jeg gik sammen med hos Pastor Madsen, som var en dejlig præst, som vi alle vældig godt kunne lide. Vi var ellers en stor flok, der gik til præst. Kirken i Marie Magdalene var under ombygning eller restaurering, så børnene fra Pindstrup, Marie Magdalene, Ryomgård og Koed blev alle konfirmeret i Koed kirke.
Klemstrupgården var som så mange andre gårde og huse på egnen en forpagtergård fra godset Enebo I Fjeld Skov og ejede af godsejer Estrup, der havde en mængde får og lam, der i sommertiden gik på en stor åben mark oppe i skoven.
Når godsejeren skulle have et par lam slagtet, blev jeg langbenede tøs sendt med ham op i skoven for at hjælpe med at indfange lammene. Det tog mig kun et øjeblik at løbe de par lam trætte, og så blev de bundet på alle fire ben, hvorefter Estrups karl kørte dem hjem til Enebo. Jeg syntes det var vældig sjovt, og Estrup fulgte mig altid hjem til Klemstrupgården og gav mig en krone for hvert lam foruden at sige tak for hjælpen. Jeg var stolt, for jeg havde jo aldrig oplevet at få tak for et udført stykke arbejde, som jeg oven i købet syntes var morsomt – og endda fik betaling for.

Jeg havde et godt år hos Sofie og Jens Daugård, hvorefter jeg den 1. november 1919 rejste til Ebdrup for at tiltræde plads hos Ane og Jens Hansen – og her var lønne 200 kroner om året. Her i Ebdrup lærte jeg, hvordan man kartede og spandt uld – fik den farvet sort eller grå og vundet på de store nøgler. Vi strikkede uldstrømper, uldklokker og mængder af uldne undertrøjer og underbenklæder, men vi var også mange om arbejdet. To piger og to karle, sønner af huset. Pigerne blev kaldt Store-pigen og Lille-pigen. Lille-pigen, det var mig skønt jeg var langt den største. I denne gård lærte vi også alt om gammeldags husførelse, vi kærnede smør, vi lavede en del ost, bagte både rugbrød og sigtebrød. Det sidste foregik i en gammel ovn, som var bygget ind i selve muren ude i det kæmpestore bryggers.
Når alle disse gøremål var fra hånden, skulle de redskaber vi havde brugt – smørkærne, æltetrug, træsleve, borde, treben, øser og kar – rengøres og skures i kalk og sand, så alle disse ting påny var skinnende rene og hvide. Nu er alt dette en saga blot, men hvor var det smukt. Og en lille tilføjelse: Vort gamle WC – lokum – som stod i tørvehuset, fik samme omgang skuring.
Jeg havde en morsom historie i forbindelse med dette lokum, en lille hændelse, som afstedkom min første lussing – (bortset fra den med Lene Bollers spidse træsko) – efter at have røget min første cigaret. Store-pigen Frederikke og jeg var en aften gået op i vort fælle værelse. Vi lå sammen – som det var skik og brug dengang – i en kæmpestor dobbeltseng med halm i bunden og dyner så tunge som cement, men varme og dejlige om vinteren. Dengang havde man ikke installeret kakkelovne hos tyendet. Frederikke plagede mig for at ryge en cigaret, hvilket jeg også gjorde. Medens vi sad og pulsede, bankede det på døren, og min madmor kaldte meget højt på mig. Jeg rejste mig med bange anelser og gik ud på gangen. Uden nogen forklaring hoppede den lille kone op og gav mig en knaldende lussing, snurrede rundt og forsvandt med disse ord: ”Jeg skal kat’me lære dig store tøs at røge”.

Jeg svor hævn over den, der var skyld i min brøde og tort. Sønnen Rasmus og jeg stak hovederne sammen for at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved Frederikke – for det kunne jo udelukkende være hendes skyld. Jeg vidste, at Frederikke hver aften på næsten klokkeslæt gik ud på det hvidskurede lokum i tørvehuset. I god tid og mens Rasmus stod vagt, gik jeg derind med en bøtte grøn maling, som vi havde snuppet på en hylde i et redkabsskur. Jeg malede den nydeligste grønne krans omkring lokumshullet, hvorefter vi gemte os bag noget skrammel og ventede på Frederikke. Hun kom også – som beregnet – lidt efter og satte sig på brættet i det mørke rum for efter endt lettelse at forlade lokalet. Derefter gik jeg atter derind – forsigtigt – og mens Rasmus stadig stod vagt, fik jeg den resterende grønne maling fjernet og sædet skuret godt af med kalk og sand. Fnisende og opstemte forlod vi ”Valpladsen” for min stolte gerning, idet Rasmus gik forrest hen til køkkendøren. Og her faldt så hurtigt som et lyn denne aftens lussing nummer 2, leveret af Ane – hans mor – der føjede til: ”A ska lær’ dig knæjt at rend ude mæ den sture tøs om æ awten”.

Jeg for op på værelset, hvor Frederikke var meget optaget af en ganske bestemt ting på hendes bag. Hun nærmest hylede op: ”Hva Fanden er’et A hår få’t på min røv?” Medens jeg skraldgrinede betragtede jeg den smukkeste grønne krans med ”et æje” i midten, blev der for anden gang banket på vor dør. I en fart hoppede jeg under ”cementdynen” inden Ane kom ind og tog til at råbe højt: A vil wi’d hvor hun er og hva det er hun go’er og lister Rasmus til”. Men jeg lå musestille under dynen, og Frederikke sagde ingenting – heller ikke dagen derpå. Husbond – Jens Hansen – kunne dog mærke, at der ligesom var noget i luften mellem os, og han prøvede at fritte os derom. En dag mens vi sad og malkede, sagde han henvendt til os begge:” A vil wi’d hva det er i tow stu’e hvalp’ go’er rundt og grinerow – kom mæ’et?

Senere hen må Rasmus have fortalt sin far et og andet, for i høsten, da vi kørte korn hjem, sagde Jens Hansen til Frederikke:” No ka’ do krawl i top, men pas po int a´fo måling po di røv”. Den bemærkning udløste et mægtigt latterudbrud og vi skraldgrinede længe derefter. Jeg havde fået min raffinerede hævn. Min første og sidste lussing var afleveret.
Det var ellers dejligt i den tids Ebdrup. Jeg mindes tit de gamle gårde og huse og beboere, de gamle stoute bønder, som jeg stadig husker: Der var Anton Kristensen, hvis kone Marie altid huskede at understrege: ”Det er wos, der haaa’e den støst go’er i Ebdrup”. Der var mange flere: Anders Thuesen med sønnen Ejnar og datteren Agnes, Jacob i Brugsen, byens uddeler og sjove mand, der var Kresten Klausen ved Kirken og Hans Henriksen, foruden Jens Hansen, Per Rasmussen, Chr. Nielsen og Randers Rønde i Hovgården. For slet Ikke at glemme smeden, lærer Tolstrup og Kjesten Mari’ plus alle de, som jeg ikke kan huske navnene på.

Om vinteren fik alle vi unge lov til at spænde et par store jydske heste for en kæmpeslæde og køre afsted. Jeg tror, at det var Kresten Kristensen og Ejnar Thuesen, der tilrettelagde sådanne ture. En af turene gik til Kolind, hvor vi drak kaffe på Drasbeks Hotel. Det var mit første besøg på dette sted, lidet anende, at dette hus senere skulle blive mit hjem – og tilmed i 41 år. Vi kørte over Attrup – Koed – Ryomgård – Mesballe og Astrup. Kanen gled let afsted, hestene prustede og svedte, sneen flæj fra deres hove, mens vi sad varmt og godt i lammeskindsposer. Vi var vel en snes unge i alt, vi sang hele vejen. De folk, som vi mødte skulle da kunne se og høre, at det var de unge fra Ebdrup, som var ude for at more sig. Ja – det var skønne tider, da vi rykkede ind i tyverne.

Det meste af den gamle Ebdrup landsby nedbrændte engang i trediverne – jeg husker ikke året. Sådan en skæbne overgik jo desværre mange bondelandsbyer, hvor gårdene var nære naboer, hvor tagskægget næsten rørte ved sidemandens stråtag. Bugtrup blev også ramt, og de fire vestlige gårde nedbrændte totalt med kreaturer og inventar. Men nye gårde rejste sig i stedet, nogle på stedet og andre flyttede ud..

Om sommeren var vi på udflugt til godset Benzon ved Gjerrild – det nuværende Sostrup slot. De to unge Als-sønner fra Bugtrup kørte for os. Jeg husker bedst Marius (senere el-værksbestyrer i Kolind), der på vores udflugtsdag førte vognmand Røndes første lastbil, Kolind Auto Transport, som til formålet var forsynet med træbænke langs siderne foruden en dobbeltbænk i midten. Hjulene var med kædetræk og massive gummiringe. Bilerne var købt og hjemtaget fra Tyskland, hvor de havde deltaget i første verdenskrig. Ofte gik de i stå – især op ad Mårupbakke eller lignende bratte stigninger på de daværende grusveje – asfalt var jo ikke taget i brug, og landevejene var ofte hullede i Kolind kommune. Man sagde, at det skyldtes Marinus Dommer, der altid lavede mudder i sognerådets møder. Men vi kom både til Benzon og hjem igen, efter at have beset hele dette betydelige herskabsgods og haft en vidunderlig tur. Det der især imponerede mig, var de store fine stalde med flotte heste og fornemme vogne. Fra Benzon kørte vi en lille omvej på hjemturen, der gik via Skovkroen i Ebeltoft, hvor vi spiste og dansede, inden vi i den lyse sommernat satte kursen mod Ebdrup.
Lige før Marius Als døde, mindedes vi denne udflugtstur, og han fortalte da, at jeg stadig skyldte ham 10 øre, som han havde betalt for min dansebillet. Han fik omgående de 10 øre, som han modtog med tak. Jeg udbad mig en kvittering, som jeg straks fik. Det var sidste gang, jeg så og talte med Marius Als.

I efteråret 1920 tog jeg plads hos Karen og Marinus Henriksen på Gårsenskærgård og fik en kæmpeløn på 600 kroner om året. Ikke engang Store-pigen Frederikke kom op på mere end 450 kroner. Jeg var stolt som en pave og kunne nu endelig købe lidt til mig selv. En ny cykel var det første, som jeg købte, da det blev forår – og så gik turen hjem til min far i Pindstrup, hvor han nu boede og havde købt en vognmandsforretning.
Men ellers fik jeg lov at slide for alle pengene hos Henriksens. Op kl. 6 om morgenen – og aldrig færdig før ved 9-tiden om aftenen. Jeg hjalp altid Marinus i kostalden, han var rar at arbejde for, men hans kone Karen var et arrigt rivejern – men til gengæld dygtig, så jeg lærte en masse hos hende.
Men for mig, der ville ud at se og prøve noget nyt, var der trist og kedeligt på den store udflyttergård. Det gik heller ikke så godt med Karen og mig, hun kunne til tider blive fuldkommen rasende på mig. Jeg var velvoksen, stærk og sund foruden at være temmelig selvstændig – efterhånden. Jeg nød at se hende skabe sig, for det vr hun god til.
Men alt har en enden. En søndag eftermiddag havde jeg fået fri, imod først at lave eftermiddagskaffe til familien. Som sædvanlig havde jeg startet primus-apparatet, pumpet det op og tændt det an, da hun kom farende ud i køkkenet. Grunden til hendes ophidselse var vistnok, at der den søndag endnu var nogle gløder tilbage i komfuret, og dem mente hun, jeg burde udnytte først – og spare primussen. Hun måtte have troet, at hun kunne blæse flammen ud, men da hun gav sig til at puste lidt til ilden, blev resultatet, at der først gik ild i hendes pyntehåndklæde og derefter i hende selv. Da jeg ville hjælpe hende, gik der selvfølgelig også ild i mine klæder. Hvem af os, der hylede mest op, husker jeg ikke, men Marinus kom farende ud til os og råbte: ”Hvad Fanden er det dog i skruptossede kvindfolk laver. Ska’ i svide hele gården af?”.
Dagen efter sagde Marinus til mig, at det nok var bedst, at vi skiltes, for Karen var irriteret over, at jeg var så dygtig til at hjælpe ham i stalden. Og dette arbejde i stalden gav en dag anledning til følgende episode. Om morgenen da hun kom ud i kostalden for at hjælpe med malkningen, gik hun hen til en af de køer, som jeg havde færdigmalket og prøvede at eftermalke den. Da der var gået lidt tid, siden jeg havde malket min ko færdig, var hun heldig at få et par små strint ud af en af patterne. ”Koen er ikke renmalket”, sagde hun til mig. Da rejste jeg mig fra min malkestol, gik over og eftermalkede hendes ko. Jeg vred et par ordentlige sjatter mælk ud af patterne. Siden den dag blev min malkning ikke mere efterkontrolleret.

Der skete andet og mere i sognene rundt i landet. Den gamle afholdsagitator Larsen-Ledet rejste omkring og talte i forsamlingshusene. Han tordnede mod spiritus, han berettede om elendige karle- og pigekamre hos landets bønder, fortalte om de sammes udnyttelse af folkeholdet i gårdene. Kort sagt om alt det, der fulgte med den tids ungdomsoprør. Vi unge mødte flittigt op til hans foredrag, men gårdmandsfolkene kunne ikke lide, at vi lyttede til hans tale.

FIE – del 1

Sofie Adamsen Sørensen, kaldet Fie, var tilknyttet Drasbeks Hotel i Kolind i perioden 1930 – 1970. Utallige er minderne fra denne tid, såvel som fra hendes tid forinden. Efter sin pensionering skrev hun sine erindringer, hvilket kom nogle for ører. De fik da lov til at læse dem og udgive dem. Historien er meget interessant og giver et billede, dels af hendes personlighed, dels af det tidstypiske miljø, hun levede i og åndede for.
Følg med her hvor historien bringes i forholdsvis små afsnit med ca. en måneds mellemrum. Eller køb bogen på Lokalhistorisk Arkiv i Kolind, der endnu har få eksemplarer tilbage til salg
.

EN KROKONES ERINDRINGER
del 1

Et par ord til læserne…

Det er svært at være kvinde.
Man skal se ud som en ung pige –
føle sig som en dame –
tænke som en mand –
og arbejde som en hest

Disse linjer er skrevet til Sofie af én – indtil nu – ukendt tænker. Ordene kan passende stå som Fies livsvisdom efter 70 års gerning – på vej til de 80 – hvoraf de 40 i servicebranchen, der også omfatter hotelfaget.
Ordene i denne erindringsbog er udsprunget af Fies lyse sind og over hendes tankeverden formet til sætninger – til fortællinger om begivenheder og oplevelser i hendes indholdsrige liv.
Denne bog udsendes i anledning af Fies 80 års fødselsdag den 8. april, og en række billeder fortæller lige så meget som mange ord. Der er fotos af hende selv, hendes mand og børn. Der er også billeder fra livet på Drasbeks Hotel, der i øvrigt om 3 år kan fejre 100 års jubilæum. Naturligvis er familien Drasbek smukt repræsenteret i billedrækken, ligesom Kolind by og de borgere, som har været med i udviklingen gennem de 40 år.
Vi håber, at læserne genkender mange af de begivenheder, der her er fortalt i tekst og billeder – måske endda finde sig selv iblandt.
Fies originale manuskript er omarbejdet med nænsom hånd og fordelt i afsnit med passende overskrift. Enkelte fejl er rettede og nogle få historiske kendsgerninger føjet til. De mange billeder er velvilligt stillet til bogens rådighed af slægt og venner – eller lånt i egnsarkivet. Vi siger tak til alle.
Fotografen og tegneren, Harry G. Jensen, i Lyngby er manden bag de vellykkede reproduktioner af billedmaterialet. Egnshistorikeren Karl Mejnecke, København og Rosmos, har taget sig af de enkelte afsnit, hvor ord og billeder forenes i et levende sprog. Bogtrykkeren Erik Hennings i Hornslet har sørget for papir, sats og tryksværte.

Kære Sofie.

Hjertelig tillykke – og venlig hilsen
Erik Hennings – Harry G. Jensen – Karl Mejnecke.

MINE FØRSTE TI ÅR

Jeg er født den 8. april 1905 i et lille husmandssted i nærheden af Ryomgaard på Djursland og fik i dåben navnet Sofie Emilie Adamsen. Min far og mor havde på det tidspunkt erhvervet et statshusmandsbrug efter udstykningen af gården Margrethelund, der tidligere havde været en sædegård under godset Gammel Ryomgård. Der var udstykket 11 små ejendomme, og så vidt jeg husker hørte der 12 tønder land til hver af de nye lodder udover jorden – ladelodden – der fortsat hørte til selve gården.
Vi var 6 søskende, da vore forældre kom til Margrethelund, men mine to ældste søstre var da allerede ude at tjene. Amalie hos gamle Mine på bakken i Mesballe, hun var min fars tante. Marthe var hos Anthon Laursen i Skarresø, hans kone var min fars kusine.
Når jeg mindes min barndom, husker jeg den mest som slid og slæb, elendighed og fattigdom.
Da jeg mellem 7 og 8 år begyndte arbejdet for alvor. Jeg måtte hjælpe til med at trække køerne ud og ind, fodre, gøre rent i kostalden, og hvad der ellers fulgte med af forefaldende arbejde. Noget jeg som en 7-årig tøs måtte udrette, så godt jeg nu kunne.
Det var lige før den første verdenskrig brød ud. Min mor var på det tidspunkt meget syg, og jeg husker, at hun græd meget over, at alle mændene fra Margrethelund blev indkaldt til hæren og skulle møde i København. De blev indskibet i Grenå, men jeg husker også, at de alle kom forholdsvis hurtigt hjem igen. Min far fortalte så morsomt om turen.
Jeg sad en dag og legede i haven, da jeg pludselig hørte en mærkelig brummen. Lyden kom ude fra vejen, og da jeg så op, blev jeg så forskrækket, at jeg løb ind til min mor og råbte: ”Mor, jeg har set noget ude på vejen”. Det viste sig, at dette ”noget” var læge Gyberg fra Nimtofte, som havde fået bil – den første, jeg nogensinde havde set. Det var en lille rød tingest, som vi børn – da vi havde set den nogle gange – kaldte ”Mariehønen”. Den hører med til mine barndomsminder.
Samme doktor Gyberg var vores huslæge, og jeg mindes også, efter at far var blevet alene med os børn efter mors død – at doktor Gyberg var på besøg hos os. Vi børn havde fået ”noget” i håret, og far var meget ked af det. Doktoren tog ham om skulderen og sagde: ”Søren Adamsen, skulle du ikke få andet at græde over, end at dine børn er blevet lusede, så kan jeg prise dig for en lykkelig mand”.. Læge Gyberg kom senere ulykkeligt af dage ved en togulykke nær Tranehuse, og hans lille ”Mariehøne” gik til sammen med ham.
Jeg mindes også andre oplevelser, blandt andet fra dengang Gammel Ryomgård ejedes og slottet var beboet af greve Christian Skeel og grevinden, som var datter af godsejer Estrup til Enebo og Skaføgård. En vinterdag, da vi børn løb på isen uden for vort hus, så vi pludselig greveparret komme kørende – eller glidende på sparkstøtting hen over isen. Grevinden tronede på slædens sæde, som var udformet som en flot svunget stol med meder. Greven stod bagved på et smalt bræt over mederne og holdt tømmen. Sparkstøttingen var forspændt to flotte heste – en hvid og en brun. Den brune var forspændt selve slæden, den hvide løb foran med den forlængede tømme i bidslet. Det var et betagende flot syn for vi børn, der stod benovede og måbende. I dag ville vist ingen være særlig imponeret, men dengang var det vel meget fornemt at fremføre sin adelsstand på den måde.

Min mor døde som nævnt inden jeg fyldte 8 år. Så solgte far statsejendommen på Margrethelund og købte Minesminde i Mesballe. Senere giftede han sig igen, og jeg fik altså en stedmoder. Hun var enke med 6 børn. Siden kom der fire til. Jeg var hjemme hos min far den første sommer på Minesminde. Jeg gik i det hele taget altid med min far, kunne ikke rigtig forstå det med min mor, som ikke var mere – og så den ny mor. I den forbindelse vil jeg fortælle en lille episode om en hat.
Da min rigtige mor skulle på sygehuset i Randers, bad hun mig en dag om at gå til Skarresø hos Anthon Laursen for at hente en hat, som hans kone – Ane Laursen – havde lovet min mor. Det var en lang tur for en 7 års tøs, men jeg gik glad afsted, og var hos min søster Martha hele dagen. Men hjem igen skulle jeg jo – fik hatten i en pose og sagde pænt farvel til dem alle. Anthon Laursen til sidst. Han gav mig en tiøre og sagde: ”Den skal du have, min pige, så kan du købe dig noget på vejen hjem”. Det var de første penge i mit liv og jeg føle mig så rig. Men med hatten fik det en sørgelig ende. En dag da min far og jeg var ude i engen efter græs, var min stedmoder så letsindig at møde op derude med hatten på hovedet. Der gik fuldstændig panik i mig, jeg fór op og rev hatten af hende, satte en fod i den og rev den fuldstændig i pjalter. Mit temperament løb af med mig, fordi jeg vidste, at det var min kære afdøde mors hat. Far var hvid i ansigtet, men sagde blot: ”Det skulle du ikke have gjort, Sofie”.
Resten af dagen gik jeg vist og ventede en eller anden form for straf, men først om aftenen, da jeg lå i min seng, skete der noget. Min far kom ind og satte sig på sengekanten og sagde disse ord: ”Jeg er kommet for at give dig klø, min pige, men jeg kan ikke gøre det for alt i verden”. Jeg kravlede op til far, og vi græd i hinandens arme, hvor længe husker jeg ikke, men jeg elskede min far over alt. Da der var faldet lidt ro over os, sagde far stille: ”Jeg tror nok, at det er bedst, du kommer ud at tjene, jeg skal nok prøve at finde en god plads til dig”.
Der skete en anden lille episode derhjemme. Vi havde i stalden 4 køer, der malkede, samt en stor sortbroget kvie. Den var jeg lidt bange for, og den var vistnok også bange for mig. Når jeg hentede køerne hjem, kom kvien gående løs bagefter. Jeg havde ofte besvær med at få den til at gå ind på sin egen plads, og en dag, da den ikke ville gå op i båsen, gav jeg den et kraftigt rap af kæppen. Det havde til følge, at den blev helt ustyrlig, den spjættede afsted og fløj ud af roehusets vindue med det resultat, at den blev hængende med hovedet og forbenene udenfor og resten af kroppen inde i roehuset og brølede, som var den en gal tyr. Min far kom styrtene ud på grund af den forfærdelige larm, og da han så det skrækkelige syn, brølede han næsten lige så højt som kvien. Han greb sin stok og gav den et ordentligt slag hen over siden med det resultat, at kvien røg ud gennem muren med vinduesrammen om maven, mens den for vildt brølende ned gennem engen. Omsider fik vi dog fat på dyret, så min far kunne få savet rammen fri fra det stakkels kreatur.

JEG FLYTTER HJEMMEFRA

Ja, så kom jeg ud at tjene, og dermed var min barndom faktisk forbi. I august 1915 begyndte jeg et tre års slid på lige fod med de voksne hos Lene og Peter Boller i Bøjstrup Skovfogedhus.
Det var et slid og slæb fra morgen til aften. Det bedste jeg vidste, var at være hos dyrene i den varme stald.  Når jeg en enkelt søndag fik lov at besøge min far, blev jeg derhjemme hele aftenen. Om natten cyklede han mig til kanten af skoven. Jeg sad på stangen og lænede mig ind til hans varme krop. Og med hans arme omkring mig var det den største lykke, der fandtes. Jeg kan endnu i min høje alderdom fremmane denne sære vidunderlige følelse i mit indre, som det var at sidde på en cykelstang med et par stærke mandfolkearme omkring sig – og hans varme ånde i nakken. Men efterhånden som tiden gik, voksede jeg jo i krop og kræfter og blev mig selv bevidst. Jeg blev klar over, at jeg var en arbejdskraft, som de – husbond og madmoder – nødigt ville undvære, og derfor voksede min styrke også indadtil. En dag efter skoletid og efter at have spist min byggrød med sukker og kanel, blev jeg sendt i marken for at luge gulerødder. Jeg arbejdede et stykke tid, men det var varmt, og jeg blev døsig – og var vel også træt – så jeg faldt i søvn. Men vågnede brat ved en voldsom smerte i siden, og det skyldtes konen – Lene – som var fuldstændig vild og råbte og skreg, mens hun sparkede mig ind i siden med sine spidse træsko. Jeg for op at stå på mine ben, greb mit kortskaftede roejern og gennembankede min madmor med træskaftet. Hun sprang afsted og rendte vild hylende hjem. Et øjeblik efter kom Peter Boller ud i marken og ville vide, hvad der var sket? Han fik straks hele historien, men smerten og harmen fik mig til at glemme al blufærdighed. Med et rask tav hev jeg kjolen op, ”brættede ned” og viste ham de blå mærker efter hans kones træsko. Herefter kunne jeg gå i fred for hende. Der var ikke mere skåret mærker i rugbrødet eller lagt andre fælder. Sukkerkrukken og osten blev efter denne dag ikke mere låst inde.
I forbindelse med Skovfogedhuset i Bøjstrup kan jeg fortælle, at mange år efter – da jeg som sædvanlig stod i mit køkken på Drasbeks Hotel – blev der netop bestilt mad til 12 personer fra Frilandsmuseet på Hjerl Hede. Jeg fik at vide, at mine gæster skulle nedbryde og flytte et gammelt hus i nærheden af Ryomgård og flytte det til Hjerl Hede, hvor det skulle indgå i museets landsby. Jeg blev nysgerrig og spurgte, hvilket hus det drejede sig om? Det viste sig at være det gamle Skovfogedhus fra Bøjstrup Skov, som Skovrider Estrup havde foræret til genopstilling på Hjerl Hede. Jeg fortalte derefter direktør Hjerl-Hansen, som var en af de nævnte 12 gæster, om min ”nærværelse”, og hvad jeg huskede i det gamle hus. Han blev meget interesseret i mit kendskab til husets møbler og indretning og inviterede mig til Hjerl Hede, når huset var opstillet – for at jeg kunne bekræfte, at alt var rigtigt indrettet og møbleret. Da jeg fik indvielses-indbydelsen og kom til Hjerl hede, var det faktisk et bevægende syn for mig at se, hvor alting stod på de rigtige pladser, netop som dengang jeg tjente der. I den stue, hvor vi opholdt os til daglig, stod to dobbeltsenge samt et langt bord med bænk, hvor vi altid spiste vore måltider. Da man spurgte mig, om der manglede noget, kunne jeg ikke dy mig og hviskede:” Ja, – kattelorten under sengen”. Efter at have grinet lidt, blev der meget sagligt svaret:  ”Ja – man kunne jo prøve at lave en kunstig af slagsen og sætte under sengen”.
Det var et lille sidespring, men jeg synes det hører med til min barndoms skov. Jeg glemmer aldrig den plet jord, hvor jeg sled mine bare fødder til blods dag ud og dag ind, men trods alt besøger jeg stedet flere gange hver sommer. Stedet hvor jeg blev voksen.
I skolen havde vi en rar og forstående gammel skolelærer, der hed Andersen. Han var helt vidunderlig og min bedste ven gennem de tre lange år. En morgen i skolen – efter morgensang – sad jeg og græd. Lærer Andersen kom ned til min plads og ville vide, hvad der var i vejen med mig?
Jeg viste ham da mine hænder, der var fyldte med dybe revner, hvorfra blodet bestandigt 
piblede. Han tog mig med ind til sin kone, som vaskede og rensede mine hænder, smurte dem med salve og forbandt dem. Jeg fortalte Andersens, at revnerne i mine hænder var kommet af, at jeg hver morgen inden jeg gik i skole skulle vaske 4 store spande kartofler i iskoldt vand – og enten det var sommer eller vinter, og derfor havde jeg fået denne slemme ”frost” i fingrene. Disse kartofler blev kogt både til husholdningen og til foder til dyrene. Når jeg kunne se mit snit dertil, listede jeg nogle stykker af de varme kartofler op under kjolen og tog dem med i skole, hvor jeg i et frikvarter nød dem sammen med en veninde. Om mine hænder skrev Skolemesteren et brev, som jeg fik med hjem at aflevere personligt til Peter Boller, med strengt pålæg om ikke at aflevere det til hans kone – Lene Boller. Og fra samme dag blev jeg fri for at vaske kartofler. Et nyt afsnit i mit liv begyndte. Tilmed vidste jeg, at nu var jeg en voksen pige”.

DA SPAREKASSEN FLYTTEDE TIL KOLIND                                                              
 af Knud Jensen

I 1882 stiftedes Kolind Ebdrup Skarresø Sognes Spare- og Lånekasse. Den havde til huse i Ebdrup. Her er historien om, hvordan den i 1967 flyttede til Kolind, hvor Banken for Kolind og Omegn og Landmandsbanken var enerådende som “pengebutikker”. Begge var stiftet i 1918.

Tidl. folketingsmedlem og overlærer Børge Halvgaard var i en årrække regnskabsfører i Sparekassen.
Vi lader ham berette: “Sparekassen var en gammel institution. Et vist antal af egnens solide borgere fungerede som garanter. Den daglige drift blev varetaget af tre “direktører” samt regnskabsføreren. Der var åbent hver mandag kl. 14-16.
Man havde til huse i den gamle vejmands stue, hvor man havde et skab med skuffer, der kunne aflåses. Desuden havde man en aftale med vejmandens kone, at hun skulle sørge for kaffe til personale og vigtige kunder. Kunderne havde en sparekassebog, hvori ind- og udlån blev noteret. En gang om året foretoges revision og rentetilskrivning. Det foregik uden regnemaskine, for man tog stærkt afstand fra sligt nymodens djævelskab, ligesom man anså skrivemaskine, ringbind m.v. for overflødigt.

Sparekassens overordnede ledelse var jo repræsentantskabet, hvis formand på dette tidspunkt var den 90-årige sadelmager Jensen fra Kolind. Én af de vigtigste opgaver for repræsentantskabet var at forberede det årlige garantgilde, som alle imødeså med stor forventning, for det var årets fest med gratis smørrebrød, øl og brændevin samt kaffe med småkager.
Smørrebrødet blev forberedt af de koner, hvis mænd sad i ledelsen, og der var travlhed, når ca. 100 garanter skulle bespises. Man snakkede, spillede kort og hyggede sig til langt ud på aftenen, og det var vist kun få, der nåede hjem i ædru tilstand.  
At være garant var for mange en ærespost og det kunne man ikke blive uden videre. Kun ved dødsfald åbnedes der plads for nye garanter.

Egnens dominerende pengeinstitut var Banken for Kolind og Omegn (i dag Djurslands Bank). Den blev ledet af den dygtige direktør Johs. Nielsen, der havde nære familiære forbindelser med de rige Kolindsund-familier. Han havde stor indflydelse på det lokale erhvervsliv, idet formændene for sognerådet, landboforeningen, håndværkerforeningen m. m. var med i bankens ledelse. 
Hvor utroligt det end kan lyde, indtog sparekassen pladsen som én af bankens største kunder. Hver mandag efter sparekassens lukketid cyklede Anders Rønde eller én af de to andre direktører til Kolind og indsatte dagens provenu på sparekassens konto i banken.

Jeg fremførte gang på gang, at det var nødvendigt af hensyn til vore kunder at foretage en vis modernisering af sparekassen. Hver gang blev mine ideer afvist med ordene: “Sparekassen må it vovs, for så ka’ vi et’ følge med”! Mine skøre ideer var at flytte til Kolind, indføre brugen af checks og anvende “Fællesbanken for Danmarks Sparekasser” som indbetalingssted i stedet for Kolind Bank.

Nå, men i 1967 skete det endelig. Der blev lejet lokaler af en dame, som tidligere havde haft “Tatol” så i lang tid hang der en duft af sæbe og parfumer i luften. Det var på adressen Bredgade 19. Åbningstiden blev aftalt til at være daglig fra kl. 14-16, og det passede mig udmærket. Så kunne jeg møde op efter skoletid, og de gamle direktører mødte op på skift.
Indlånene steg, men det gjorde mængden af lånekunder også, idet en stor del af de andre bankers utilfredse kunder så en chance for at flytte. men også mange “dårlige” kunder afprøvede sparekassens velvilje. Heldigvis må jeg sige, at de gamle direktører Anders Rønde, Anton Bach og ligeledes vor formand, den gamle sadelmager Jensen var til stor hjælp. De kendte egnens beboere og deres økonomiske forhold, så vi var som regel i stand til at placere udlånene på en betryggende måde.

Der var til at begynde med stor modstand med flytningen af sparekassen, dels fra Kolind Bank men også fra garanter, der var aktionærer i banken.
Det passede bestemt ikke de andre banker, at sparekassen begyndte at have åbent fredag aften fra kl. 18-20.
De gamle direktører ønskede efterhånden at blive afløst, og det lykkedes mig at få fat i mejeribestyrer Peder Basse som ny direktør. Det var en stor gevinst. Vi fik ikke blot Kolind Mejeri som kunde, men også efterhånden flere og flere af mejeriets leverandører, som valgte sparekassen til deres pengeinstitut. Når vi fik en ny kunde, havde Peder Basse og jeg stort besvær med at skjule vores begejstring.
Egnen havde fået et nyt og solidt pengeinstitut, som i konkurrence med de to banker kom kunderne til gode”!

Således fortæller Børge Halvgaard, og man kan med et glimt i øjet sige, at sparekassen så sandelig blev til noget. Først blev den fusioneret med Sparekassen SDS. Det blev jo senere til Unibank og nu er det som bekendt Nordea.

Kilde: 
Børge Halvgaard: Erindringer.

KONGEBESØG I MIDTDJURS
Af Knud Jensen

 Ved en samtale med nogle venner om “Kongerevyen” i 1948 omkring Flyvestation Tirstrup kom der et spørgsmål: “Hvor tit har der egentlig været kongebesøg i Midtdjurs”?Det er jo det man kalder “et godt spørgsmål”! Det har da også givet noget hovedbrud at finde ud af det, men ved granskning i gamle bøger og historiske beretninger er det lykkedes at finde ud af flere ting.

Kolindsund
I oldtiden og i middelalderen var Kolindsund en stor fjord. Den første konge vi hører om i forbindelse med området er Svend Estridsen. I 1061 mødtes han med den norske konge Harald Haarderaade i et stort søslag i Kolindsund.  

Saxo Grammaticus fortæller: “Svend samlede da Jyderne og angreb med større Hidsighed end Betænksomhed den norske Flaade i Djursaa, og som hans Flaade var ringere end Fjendens, saaledes fik han ogsaa krankere Lykke, thi Krigslykken kom til at svare til Krigsstyrken”!
Danskerne tabte nemlig slaget!

Kolindsund igen

I 1157 mødtes de tre kongeemner Svend, Knud og Valdemar i Roskilde for at dele Danmark imellem sig. Mødet endte med, at Svend dræbte Knud, hvorefter Valdemar flygtede hjem til Jylland. Svend forfulgte ham og gik i land ved Grenå, hvorefter han nok sejlede ind gennem Kolindsund. Jagten sluttede som bekendt på Grathe Hede ved Viborg, hvor Valdemar slog Svend ihjel og derefter blev konge under navnet Valdemar den Store.

Erik Menved anlagde borgen på Kalø i 1313. Det er vel ikke usandsynligt at han har bevæget sig ind på vore områder på jagt.

Det samme kan nok siges om andre konger gennem tiderne. De var tit deltagere i jagter omkring i riget og med kronvildtbestandene på Djursland kan de godt have været på disse kanter. 

Frederik VII var på sine ture omkring i landet ofte beskæftiget med at undersøge gravminder. 12.-16. juni 1861 rejste han fra Århus til Grenå og tilbage igen sammen med grevinde Danner. Det vides, at de kørte igennem Nimtofte og Fannerup.