Omegn

OVERSIGT


EN HJORDDRENG PÅ DJURSLAND (Carl Pedersen – redigeret af Knud Jensen)

SPANIOLERNE PÅ DJURSLAND I 1808 (Erland Skovbjerg)

DENGANG OG NU – rundt om Kolind 2.
PDF-fil – Klik her: dengang-og-nu-rundt-om-kolind-2
for at læse om Astrup – Skarresø – Mesballe – Tjerrild – Koed – Attrup – Sundby – Sivested – Kolindbro)
(Bent Møller Pedersen og Knud Jensen)

DENGANG OG NU – rundt om Kolind 1.
PDF-fil – Klik her: dengang-og-nu-rundt-om-kolind-1
for at læse om Kelstrup – Nødager – Pederstrup – Horstved – Stabrand – Krarup – Mårup – Ebdrup
(Bent Møller Pedersen og Knud Jensen)

PLUK AF TØSTRUPS HISTORIE (Jørgen Sørensen)

FRA FÆSTE TIL LANDMAND (Jens Erik Mehlsen)

FLYVERØNNEN I MARIE MAGDALENE  (Helge Qvist Frandsen)

TYMPANONEN VED NØDAGER KIRKE (Knud Jensen)

BØJSTRUPHUSET, (Jens Erik Mehlsen)

EN RUNDTUR PÅ SYDDJURS, (Knud Simonsen)

SKOVKROEN, (Jens Erik Mehlsen )

KÆRENDE, (Jens Erik Mehlsen)

MARIE MAGDALENE, (Jens Erik Mehlsen)

MARIENHOFF, (Jens Erik Mehlsen)

TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGÅRDEN (Knud Jensen):
DEL 1…………………DEL 2……………….DEL 3

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN 1-3 (Knud Jensen)

“BRUGSEN” I MIDTDJURS (Knud Jensen)

MEJERIER I MIDTDJURS (Knud Jensen)

KRIGEN 1940-1945 – SET FRA TØSTRUP CENTRALSKOLE
Inger Asmussen, Ebeltoft 

KOMMUNALVALG OG SOGNEKONGER I DET GAMLE MIDTDJURS (Knud Jensen)

FISKERIHAVNEN I SIVESTED (Knud Jensen)

SLÆGTSBEGIVENHEDER I TØSTRUP SOGN (Knud Jensen)

DA PETER SABRO VAR I SKARRESØ (Knud Jensen)

EN HJORDDRENG PÅ DJURSLAND

Af Carl Pedersen, redigeret af Knud Jensen.

I en avisartikel skriver Carl Pedersen om den tid, der ikke er så fjern – den tid, da vi levede herhjemme som u-lande i dag:
“Når jeg nu i en alder af 77 år lader de svundne år passere i min erindring, får jeg den tanke at skrive disse erindringer ned.
Mine forældre havde en lille landejendom på den magre jord på Djursland ved en sandvej, der snoede sig mellem sandbakker og engdrag, fra Tjerrild ved Ryomgård. Ved denne sandvej var placeret seks små ejendomme med passende, indbyrdes afstand, før den afsluttedes ved den ret store gård “Mosefeldt”. Da mine forældre havde deres bopæl der i mange år, er der måske nogle der kan huske dem. Min far hed Marius Pedersen og min mor Kirsten.
Vi var fem søskende i dette hjem (brødre). Vi måtte alle tidligt bort fra hjemmet og ud at tjene hos omegnens bønder. Min første plads var på “Bassegården”, ca. tre kilometer fra mit hjem. Jeg husker denne dag særdeles godt. Jeg var bærende nogle få ejendele, knyttet i en bylt på nakken. Min gode og kærlige mor fulgte mig på vej. Hendes ord til mig ved afskeden var: “Carl, nu må du være en flink dreng og gøre, hvad de sætter dig til”!
Derpå vendte mor sig om og gik hjemad. Jeg nåede lige at se en tåre finde ned ad mors kind, men hun tørrede den væk med bagen af sin hånd. Hvad denne tåre fortalte om mors tanker ved at sige farvel til sin dreng, som hun vidste fra nu af skulle opholde sig hos fremmede, ja, det har jeg først rigtigt kunnet forstå, efter at jeg selv blev voksen, stiftede hjem og fik børn.

PÅ KL. 5
Så var jeg da i min første plads på “Bassegården”. Husbond og hans kone var gode mod mig, og jeg blev behandlet godt. Men det er sikkert, at jeg gjorde god fyldest for den løn, der var blevet aftalt mellem far og dem. Dagen begyndte kl. fem morgen. Først en rask travetur på bare fødder. Ud at flytte ungkreaturer og får til et nyt tøjrslag. Nå jeg så kom hjem til gården igen, var køerne i mellemtiden blevet malket. Det var konen i gården og tjenestepigen, der klarede dette job. Så var anden fase af mit arbejde foran mig. Det bestod i at koble gårdens 14 køer, fire i hver tre geledder, for så at slutte af med to i den bageste formation. Så ud på græsmarken, tøjre dem der, så de dovent kunne gumle græs i sig hele dagen ved den mekanisme, der ved skabelsens visdom var indbygget i dem, at forvandle græs til mælk.
Efter denne morgenindsats var tiden inde til at indtage dagens første måltid. Dette bestod af mælkebrød, derefter kaffe og et stykke hjemmebagt franskbrød. Dette morgenmåltid formede sig på en særlig måde. Fadet med mælkebrød blev sat frem midt på bordet, så vi alle kunne fiske noget af fadets indhold.
Omkring dette fad var vi nu alle placeret. Den gamle mand Niels Vinter, sønnen Erik Vinter, der havde overtaget gården, hustruen Inger Marie, samt gårdens unge karl Henrik Jensen. Tjenestepigen var hans søster Bertha. Til at deltage i denne fællesspisning var nu også jeg som den nylig tilkomne.

FADET ROTEREDE
Dette måltid var godt nok, men da vi alle seks med skeen stak til fadet fra samme side, gjorde de fysiske love sig gældende på den måde, at fadets indhold kom i stærkere og stærkere roterende bevægelse, så det kunne være svært at få noget af den faste føde med i skeen.
Midt på formiddagen et par rugbrødsskiver med pålæg og dertil hjemmebrygget øl. Når klokken så var tolv, var tiden inde til middagsmaden. Dette mit første middagsmåltid på denne gård vil jeg altid kunne huske, fordi jeg blev dybt beskæmmet ved en bebrejdende vejledning fra den gamle mand. Hvori bestod da min brøde? Jo, middagen bestod af byggrynsgrød, serveret som fællesmåltid i det samme lerfad som fra morgenmaden. Igen de samme seks personer. Midt i portionen var placeret et smørhul, hvori vi kunne dyppe grøden. I min enfoldighed dyppede jeg skeen deri hver gang. Der var nu ikke gået ret lang tid, før jeg mærkede den gamle mands øjne hvile bebrejdende på mig, og så kom ordene: “Ja, si her hos wos plejer vi no kun at dyppe i smørhullet hver åen gång”! Derefter dyppede jeg kun hver tredie gang.
Ud over at passe kvæg og får var det en ret alsidig opgave, jeg var gået ind til. Jeg bar tørv ind i køkkenet, pudsede knive og gafler, holdt flagermuslygten fri for petroleums-os og når middagen stod på kartofler, var min assistance ønskelig for at pille dem.
Alt dette gik nu helt godt. Det værste job jeg blev sat til, var når ægteparrets lille datter Ellen, som var fire måneder, satte i med skrål og ikke ville holde op. Så fik jeg af moderen overdraget barnet, lagt i barnevogn. – Hvorfor skriger nu sådan en lille pige? Når man betænker, at hun efter den tids skik, var indhyllet i et svøb, der var mindst to meter langt, i barnevognen, tykke dyner ovenpå! Pigen har været ved at gå til af varme!
Nå, jeg gik pligttro til opgaven, kørte frem og tilbage med varierende hastigheder, rokkede og tyssede, forsøgte at synge, dog uden glæde for mig eller barnet. Stilhed efter gråd indfandt sig imidlertid ikke, skrålet blev bare mere iørefaldende. Men så kom befrielsens resultat, pigens mor overtog igen pigebarnet, og hun udkonkurrerede mig fuldstændigt, hvordan? Jo, hun lagde pigen til det ene bryst, og da hun ikke kunne både skrige og sutte på samme tid, valgte hun at sutte.


HENTEDE HESTE
Da jorden var sandet, var den let at betjene med de forskellige markredskaber. Derfor gik der ikke lang tid, før jeg blev betroet både at pløje, harve og meget andet. Særligt kunne jeg lide at sidde til vejrs på hesteriven, betjene dens mekanik.
På gården var der fire jyske heste, som om sommeren gik løse i en fold, når de ikke var i arbejde. Det var min opgave at få fat på dem, koble dem sammen og så op på ryggen af den nærmeste, og så hjem til gården i lystigt trav. Det kunne jeg godt lide, det var bedre end at trække med tvære køer. Når så dagens gerning var forbi efter at have flyttet får og ungkvæg for natten – det var den tid, da solen gik ned – så var tiden inde til at gå til ro. Som regel fik vi efter lidt tid i gårdens stue, en forfriskning, rabarbergrød eller lignende før sengetid.
Karlen på gården og jeg havde et kammer til fælles. Dette gemak stod meget tilbage at ønske med hensyn til beliggenhed og sanitet. Der var alene adgang fra hestestalden. Ganske vist kan det være hyggeligt at høre hestenes gumlen, deres svage støj med bidslerne. Det mest uheldige var, at fugtigheden fra stalden bevirkede, at døren bulnede ud, så den ikke kunne lukkes. Dette kammer ville jo i vor tid være fuldstændig ulovligt. Vi sov i en dobbeltseng på ru brædder med underlag af rughalm.
I denne seng har jeg mere end én gang gået til ro i stivfrosne dyner. Jo, det kunne ske, fordi der lige over sengen var et kvistvindue i stråtaget. Når det regnede sivede der vand ned i sengen. Hvis der så kom brat omslag i vejret, kunne dynen godt være stivfrossen. Gulvet i kammeret var af cement og væggene var hvidkalkede. Disse vægge fik jeg lejlighed til at betragte meget indgående. Sagen var, at jeg nogle gange i denne plads blev syg, sikkert som følge af nogle gange at gå i tøj, der var gennemblødt af regn. Så måtte jeg jo ligge der i sengen, til jeg igen blev arbejdsdygtig.
Når jeg ikke sov eller lå og døsede, faldt mine øjne på væggen, tiden skulle jo gå med noget. I min fantasi kunne jeg så ved de streger og uregelmæssigheder, der var på væggen, danne mig billeder af personer eller sære ting. Denne “vægfantasi” var jo i lighed med den, som vel nok de fleste børn har oplevet ved liggende på ryggen at betragte ejendommelige skyformationer som i mere eller mindre fart var på rejse under det blå himmelhvælv. Der fremtrådte mærkelige figurer, dyr fra en ukendt verden, mærkelige ansigter, nogle venlige, milde, mens andre kunne virke vrede og faretruende.
Jeg tror nok man kan mene, at tilværelsen for sådan en tjenestedreng var misbrug af børn i den alder. Dog tror jeg ikke, at det rent legemligt var til skade. Når børn nu skal opøve og træne deres muskler, sker det sikkert på en mere fornøjelig måde – ved sport og leg. For mit vedkommende var det ved vedholdende arbejde.
Til min skole i Mesballe var der tre kilometer. Cykler var der ingen af os der havde. Om sommeren var der skolegang tre dage om ugen, fra syv til tolv middag. Der var kun en lærer, Axel Brøns, han betjente skolens to klasser – “Bette og stuer klas”. Det var alderen 10 år, der var skillepunkt mellem de to klasser. Der var jo også dengang noget, der hed skoleferie. Da børn var et ret stort arbejdsaktiv, blev fridagene lagt på de tider, hvor de forskellige høstformer skulle foregå, så børnene kunne gøre deres del. Der var kornhøst, noget senere skulle kartoflerne op af jorden, og senere endnu gav man sig i kast med roeoptagningen. For mit vedkommende så jeg ikke frem til sommerferien med længsel i tankerne. Timerne i skolen var jo en afveksling fra dagens slid, hvorimod ferie betød meget kropsligt arbejde.
Mindst én gang hvert år blev vi i skolen tvangsindlagt til at være i selskab med personer i den nordiske, mytiske gudelære, med Thors mærkelige hammer og grisen med den særlige egenskab, der ville gøre den værdifuld for enhver at have i stalden med tanke på de nuværende grisepriser. Katekismus lært udenad, tilhørende opremsning af salmevers indtog også en høj position. Det overrasker vel ikke. Der var dog også positive sider i undervisningen. Hvortil jeg regner dansk, geografi og regning.
Det var ikke den højere pædagogik, der var lærer Brøns’ særpræg. Ved at bruge en lineal flittigt som strafferedskab, opretholdt han sin autoritet. Hvis en dreng på den ene eller anden måde havde forset sig, blev han kaldt op for så at modtage hårde slag i håndens inderside. Jeg har selv mere end én gang være ude for det. Vi syntes alle det var en hård behandling.
Når jeg alligevel på en vis måde syntes om denne lærer, så jeg ikke gemmer på vrede mod ham, så er det i erkendelse af, at det var en gængs metode dengang. Han kunne også udvise forståelse. Dette kom også til udtryk overfor mig en gang. Det skete, at jeg kunne falde i søvn under pigernes højtlæsning. Denne oplæsning var til tider forfærdelig monoton, drævende og uden nogen som helst form for modulation eller betoning. Da kunne jeg, der jo havde været oppe meget tidligt, med lang vej til skole, siddende i en skolestue med varm og lummer luft – da kunne jeg ikke holde mig vågen, mit hoved sank ned på pulten. Så kommer det, som i mit sind bringer en venlig indstilling over for denne lærer: Han kom stille forbi min plads, og ganske svagt rørte han ved min arm. Ingen bebrejdelse – han kendte mine forhold.
Denne beretning er måske holdt i ret grå toner. At der også var andre sider at tilværelsen for mig på denne tid, skal ikke omtales her.

”SPANIOLERNE” PÅ DJURSLAND I 1808

Af Erland Skovbjerg

I 2008 var det 200 år siden, at Napoleons spanske hjælpetropper, ”Spaniolerne” som de blev kaldt, var i Danmark  –  og også her på Djursland. Forhistorien er den, at da englænderne havde taget vor flåde i 1807 blev Danmark tvunget til at gå med i krigen på Napoleons side. Napoleon forlangte, at Danmark skulle gå i krig mod og invadere Sverige, og til hjælp hertil sendte han et fransk korps på 19.481 mand og et spansk korps på 13.389 mand. I alt medbragte disse tropper 6.191 heste. Der var i alt 11 spanske regimenter.
Det er disse spanske soldaters ophold, bl.a. på vor egn, som jeg har undersøgt lidt om.
De franske og spanske tropper, som skulle hjælpe os, kom i marts måned fra Hamburg, og den 28. marts var de nået til Kolding, Som bekendt brændte Koldinghus ved et uheld. De kuldskære Spanioler havde fyret så meget op i en kamin, at der gik ild i de trækanaler, som skulle lede røgen op gennem slottet. Der opstod forvirring, og først da deres general, Bernadotte (den senere konge i Sverige), mødte op, blev forsøg på brandslukning organiseret. Soldaterne stod i to rækker ned til søen og langede vandspande fra mand til mand. Det var soldater fra infanteriregiment ”Princesa”, der forårsagede branden.
Tropperne skulle jo have været til Sjælland og derfra angribe Sverige, men de engelske krigsskibe spærrede Storebælt, så kun få soldater kom over nede ved Lolland-Falster. Nogle soldater blev på Fyn, men mange blev sendt videre op i Jylland for at blive indkvarteret i forskellige byer. De nåede helt op til Ålborg og Mariager. Der er udførlige beretninger om deres ophold i Randers, Grenå og Ebeltoft, men de var også ude i småbyerne på Djursland.
Fra Grenaa og Ebeltoft berettes, at man så med blandede følelser på disse fremmede krigsfolk, som skulle komme til byen. Nogle ventede det værste, og enkelte damer med deres børn rejste i sikkerhed i en anden by.
Men Spaniolerne blev hurtigt vellidte, ved deres galante optræden og deres godhed mod børn.
De spanske tropper kom marcherende til Grenaa den 23. april med fuld musik af horn og pauker og trommer og piber. Forrest rider en rank officer fra regiment Algarbe i sin blå frakke og gule bukser. Efter ham en imponerende person, nemlig Regiments-paukeren. Han rider på en stor hest med pauker på hver side, som han med stor alvor og behændighed slå på med sine stokke.
Det er et aldeles nyt skuespil for Grenaagenserne.
Så kommer regiment Zamoras 1835 mand marcherende, geled efter geled. Det er slanke folk med ildfulde ansigter. De så godt ud i deres hvide uniformer med krydsbandoler over det sorte bryst. De havde lange brune støvler og en høj, flot chakot på hovedet. De 585 ryttere fra regiment Algarbe kommer derefter i langsomt trav på deres sorte, andalusiske hingste med lange haler. Lyden af hovslag og knirken af seletøj fylder Grenaas gader. Byens borgere stå nærmest med åben mund og ser på alt dette. Som afslutning på optoget kører nogle vogne, som er trukket af muldyr. Mange af soldaterne havde deres koner og børn med. Vognene er fulde af kvinder i fremmede klædedragter, samt de yndigste sortlokkede og sortøjede unger, som smiler og vinker.  For fuldstændighedens skyld bør jeg nævne, at de spanske også selv havde prostituerede med.
Som nævnt var de særdeles venlige og charmerende og legede meget med børnene. Deres gode guitarspil var noget nyt for os, og mange danske pigehjerter blev sat i brand. De havde dog nogle særprægede vaner. Hvis en kat kom på deres vej, kunne de finde på at stege og spise den. De spiste også snoge, snegle og frøer.  Hvidløg gjorde sig også bemærket i de danske næser. Overalt sås de med små hvide pinde i munden. Det var cigaretterne, som i 1808 blev indført her i Danmark af de spanske soldater. Cigaretterne kunne vi godt have undværet!
Et stort indtryk gjorde det også, at de holdt siesta og lå og sov alle steder midt på dagen. Men mest beundret blev de, når hele regimentet om aftenen knælede ned på torvet og holdt offentlig bøn.
Danskerne havde store problemer med at få dem indkvarteret, og der fortælles meget om denne sag. Der var da også uoverensstemmelser mange steder. Navnlig kunne de fremmede ikke fordrage øllebrød, som mange værter serverede til morgenmad. Soldaterne og deres koner og børn og de mange heste skulle jo som sagt have mad og foder hver dag. Så indkvarteringen var en stor belastning for de forskellige byer. Fra Grenaa og Ebeltoft fordeltes de fremmede over store områder –  og også til landsbyerne i Midtdjurs kom de.
På ”Gl. Ryom” har de været, og der er spor efter dem endnu. Der fortælles, at i den gamle lade har Spaniolerne øvet sig og kæmpet med bajonetter og sabler, og det er gået hårdt til, for man kan stadig se skrammer og ridser i væggene.

T.v. foto af Gl. Ryoms gamle Agerumslade- Ryomgårds ældste bygning. Fotoet er knipset i april 2014 fra ladens bagside, altså fra østsiden.

Et lille minde fra hine tider hang hist og her i mange år på landsbysmedenes port på egnen. Det var aparte hestesko uden tåstød, men med små, spidse hager.

Spaniolernes efterkommere bor stadig iblandt os. En mand fra Kolind ringede og fortalte, at hans oldemor havde sagt, at de stammede fra Spaniolerne. De havde da også stadig brune øjne. Familien har boet i Ryomgård, Ringsø og  Kolind. I Ryomgård var Mine Svenningsen, som blev 102 år, en efterkommer. I Nimtofte kender jeg selv Sanko-familien, som mener, at de har haft en spansk forfar. Jeg har snakket en del med dem om denne sag.

 Der er dog ikke så mange efterkommere, som man kunne forvente efter at 13.000 unge mænd havde været her i omtrent et halvt år. Spaniolerne havde jo som sagt koner og prostituerede med.
Jeg kender i øvrige en af Panduro-slægten, hvis spanske forfar havde brækket et ben og derfor blev tilbage her i landet. Han stiftede familie og efterslægten tæller i dag 900 mennesker.
En anden slægt i landet er Miquelsen. En soldat deserterede, da de andre drog af sted, og han gemte sig i et hult træ. En tjenestepige på gården kom ud til ham med mad, når det var mørkt. Naturligvis fik de senere hinanden og har en stor slægt i dag. Du kan gå ind på internettet og se noget på wvw.Stenboye.dk (historiske sider), og på Google.dk kan du slå op på ”Spaniolerne 1808” eller ”Spaniolernes efterkommere”.
Spaniolernes afrejse fra vort land skete med stor dramatik. De herværende tropper havde hørt rygter om, at der var sket store politiske forandringer i Spanien. Napoleon havde indsat sin bror Josef, som konge i Spanien, men spanierne havde gjort oprør mod Napoleon. De spanske soldater her i Danmark var nu i en uheldig situation, idet de jo var under franskmændenes, altså fjendens overkommando, men deres hjerter bankede jo for deres fædreland.
Spaniolernes leder, Markis de la Romana fik en dag hemmeligt besøg af en mystisk person. Han hed James Robertson og var engelsk spion. Han udgav sig for at være købmand, der ville sælge cigarer og chokolade til Markisen. Efter en masse hemmelighedskræmmeri røbede Robertson, at han ville tilbyde den spanske øverstkommanderende at transportere alle hans tropper hjem til Spanien på engelske skibe. Ved mange intriger og vildledende manøvrer overfor franskmændene, lykkedes det Marki de la Romana efterhånden at få samlet mange spanske afdelinger på Fyn og Langeland, hvorfra de skulle samles op af engelske skibe for at flygte hjem til Spanien. Regiment Zamora var i forvejen blev overflyttet til Horsens ,og herfra lykkedes det regimentet at komme videre til Langeland., hvorfra de udskibedes den 22. august og vendte hjem til Spanien. Her deltog de i kampene mod Napoleon. Algarbe, det andet af de to regimenter som var på Djursland, nåede kun til Lillebælt. Her blev de tilbageholdt af franskmændene. De spanioler, som det ikke lykkedes at flygte, forblev under fransk kommando.
Der fortælles, at da soldaterne blev udskibede fra Nyborg måtte de slippe 600 fine hingste løs på stranden. Der fortælles om ømme scener, da kavaleristerne måtte forlade deres elskede dyr, som havde fulgt dem hver dag i årevis. Til at begynde med løb hingstene i de vante geledder, men da flokken selv var på vej tilbage til staldene i Nyborg, kom de forbi en flok heste. Straks begyndte de fyrige hingste at slås. De sparkede hinanden med forhovene og bed hinanden til blods. Det gik uhyre voldsom til. Mange hingste lå døde eller lemlæstede, da nogle danskere forsøgte at hjælpe. Nogle lykkedes det at indfange, og i dag er der nok en del efterkommere efter disse andalusiske hingste her i Danmark.
De populære Spaniolers ophold var et farverigt indslag i vort lands historie. Vi kunne lide dem, disse mørklødede, fremmede fugle. Vi havde taget ”Spaniolerne” til vort hjerte, og enkelte unge kvinder bar endda en ”lille Spaniol” under deres hjerte.

PLUK AF TØSTRUPS HISTORIE
Jørgen Sørensen, Ryomgård

TØSTRUP KIRKE
er bygget i sidste halvdel af 1100-tallet. Den er opført som romansk granit kvadre kirke.
Omkring 1500 er den bygget om til gotisk stil og kirken fremtræder stort set som i 1500-tallet. De restaurerede kalkmalerier er både

fra den romanske periode og fra tiden efter ombygningen. I 1886 installeres varme, i 1906 udskiftes klokken, i 1928 flyttes orglet fra Vestervig kirke til Tøstrup.  Orglet er bygget i 1902. Fra 1984 til 1986 restaureres kirken og de gamle kalkmalerier kommer igen til syne.

Matrikelkort nedenfor over Tøstrup fra 1814 med bl.a. præstegården, dengang Tøstrupvej 55, hvor der i dag er autoværksted. Nr. 1 er præstegården ved siden af kirken og nr. 2 er skolen med skolelodden.


Hvor længe der har været en præstegård i Tøstrup er uvist, men der har været en præst med tilknytning til kirken indtil 1775. 

Et andet spørgsmål, som jeg har grundet over er, hvorfor ligger kirken i Tøstrup, som der står i sangen, ”den egn er bar og tør”. Og ikke i Sivested, Koustrup eller Skiffard? Som er tæt på Kolindsund, en god transportvej, da kirken blev bygget. En forklaring kan være, at der i tiden før kristendommens indførelse, har været en hedensk offerplads og derfor blev kirken bygget her.

Præstegården brænder natten mellem 7. og 8. december 1741.

Brev fra Christian den sjette af guds nåde, til Danmark og Norge, de Venders og Goters hertug udi Slesvig, Holsten Femern og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og ……. Gører til vitterligt at eftersom Jens Andersen Halse, sognepræst for Tøstrup menighed i Århus Stift i vort Nørre Jylland – for os allerdanigst haver ladt andrage, hvorledes hans præstegård med indavlede korn og alt hvad han ejede, natten mellem den 7. og 8. december udi nys afvigte år (1741), skal være afbrændt og lagt i aske.

Da have vi efter fornævnte Jens Andersen Halses herom allerunderdanigst gjorte ansøgning og begæring, allernådigst bevilget og tilladt, at han til hjælp til fornævnte hans afbrændte præstegårds opbyggelse må nyde og bekomme én rigsdaler af hver kirke i bemeldte Århus stift.

Dog skal samme summa af stiftbefalingsmanden og biskoppen over forbemeldte Århus stift – efter vores elskelige, kære hr. forfaders, salig og højalvorlig…. ?  bestemmelse den 12. juli 1690 allernådigst udgangne befaling – lignes med…., hvorfor vi herved byde og befale bemeldte stiftelsforeningsmand og biskop, samt alle andre vedkommende, der over kirkernes indkomster i fornævnte Århus stifthaver, at råde og disponere………. Bemeldte Jens Andersen Halse eller hans fuldmægtig foreskrevne hjælp og undsætning med ford….  Og ifald at de, som …Patronus haver, skulle findes forsømmelige med betalingen, haver forbemeldte stiftsbefalingsmand og biskop hannem dertil på ansøgning for de skyldige at være beforderlig. Hvor efter samtlige vedkommende sig altunderdanigst haver at rette.

[Oversat: Stiftsbefalingsmanden og biskoppen skulle sørge for, at de der var pålignet at betale til præstegårdens opbygning, også skulle gøre det!]

Givet på vort slot Christiansborg i vores kongelige residensstad Kjøbenhavn
                                           den 9. februar 1742
                      under vor kongelige hånd og signet.

Året derpå 1742, blev præstegården igen opbygt.

Præsten Jens Halse kom til kaldet i 1702, hans ældste søn Andreas Richard Halse blev præst i Øster og Vester Allinge, hans anden søn Balthasar Halse blev magister philosophiæ, siden Conrector i Århus Latinskole og endelig Cancelliråd. Den yngste af sønnerne, Peder Chøler tog han i 1743 til capellan og forskaffede ham tillige suuesion (ansættelse). Dog forrettede Jens Halse selv embedet nu og da, så vidt man kan erfare indtil 1753, da både alderdom og svaghed således tiltog, at han siden lod sig høre fra prædikestolen. Hvad tid han døde, vides ikke, som noget mærkeligt må erindres, at han har været præst ved kaldet i 50 år og det bliver således én af stiftes jubel lærere.

Hr. Peder Chøler Halse fik den kongelige konfirmation d. 3. maj 1743, at være sin fader ad jungeret og siden som sognepræst at suuedere. Han var præst i 25 år og døde d. 8. marts 1768.

Efter ham er jeg uværdig kaldet af hr. krigsassessor Boesen den 6. april 1768 og den 1. juli derefter confirmeret at være præst i Tøstrup. Præsten Frederik Mortensen Boesen, var den sidste præst i Tøstrup 1768 til 1776, ifølge præsteoptegnelsen i Tøstrup Kirke.

Optegnelser af præstegården i 1772.
Præstegården, der er fri og ligger i Tøstrup tæt ved kirken, har, hvad grunden, bygningerne og den tilliggende jord angår, sådan beskaffenhed: dens grund er til den nordre side fra gaden til kirkegårdsmuren 77 alen og til den søndre side fra toften til gaden 84 alen.
Den vestre side fra kirkens fortov og til haven indbefatter 54 alen og den østre fra samme kirkens fortov til toften 51 alen.
Præstegården består af 4 fritstående huse, nemlig – stuelængen, der vender i øster og vester og indeholder 14 fag. Laden, der strækker sig fra synder til nord og består ligeledes af 14 fag og vender ud mod gaden. Staldraden, som vender i øster og vester og ligger ud til parkeringspladsen, udgør 15 fag, og fæhuset, som ligger ind mod kirkemuren i sønder og nord, indeholder 14 fag.

Sønden for stueraden ligger haven, som er fra huset af indtil gærdet i sønder, der indelukker den fra marken, fra 110 til 118 alen dyb og fra toftegærdet i øster indtil indelukket for gaden fra 75 til 78 alen bred.
Østen for haven er toften, der mod vesten indelukkes fra haven ved et risgærde, mod norden dels mod kirkemuren, dels med et jord og grøft dige, mod østen med et halv jord og stendige og mod sønden med en forsvarlig stenmur, hvilken bliver ved at gå hen i vester, forbi haven om til præstens hus.

Samme stendige er dels repareret, dels er nyopsat i min tid (præst Jens Halse, præst 1702 til1753) og udgør en strækning af 120 favn. Toften er i den nordre side 264 alen og i den søndre 258 alen lang. I den vester ende 120 alen og i den østre 128 alen bred.

Nedenfor: Skitse af Tøstrup Præstegaard, udarbejdet efter optegnelser fra 1772, 31 år efter branden.

Vurdering af præstegården i 1772:
Tømmeret som sammenhæfter underbygningen i de 3 første længer, er endnu forsvarlig, eftersom præstegården for 31 år siden blev opbygt af ny, men fæhuset er meget skrøbeligt, såsom samme blev opsat med det gamle fra branden reddede tømmer.
Stråtaget derimod på hele præstegården er på engang så forfaldet, at det vil koste anseligt, førend det kan komme i stand.

Da sognet for nærværende tid ikkun består af 26 hele og halve gårde og eet boel, så er her ikke uden 27 decimantes, som giver korn- og kvægtiende. Her er vel nogle få huse, men da de samme er jordløse og beboes mestendels af fattige folk.

Tøstrup sogn var i en svær tid, idet landbruget havde det hårdt og havde svært ved at tjene penge i disse år. Både præst og degn havde svært ved at opretholde en fornuftig levestandard, når tienden udeblev eller kun delvis blev betalt. Det var derfor vanskeligt at bibeholde Tøstrup kirke med egen præst, så det var belejligt at slå Tøstrup og Nimtofte sogne sammen

Tøstrup var eget pastorat indtil 1775, da det blev et anneks til Nimtofte. (Trap 5. udg.)
Nimtofte havde været samhørende med Koed, men da Nimtofte blev samhørende med Tøstrup, blev Koed samhørende med Marie Magdalene.

Hvad sker der videre med præstegården?

1787.  
Lars Pedersen, 41 år – opsynsmand ved den forhenværende præstegård. Hans kone Anne Nielsdatter, 36, datteren Maren Larsdatter, 8 år og Peder Larsen 1 år.

1789, den 2. oktober havde Hr. Anders Bang og husholderske Kirsten Rasmusdatter på Ryomgård, efter forudgående trolovelse, bryllup i Marie Magdalene kirke, festen stod på Ryomgård.
Forlovere var …. På Callø og forvalter Søbye på Ryomgård.

I 1793 blev datteren Anne Magrete døbt, båren til dåben af frøken Anne Magret de Hoff. Øvrige faddere: de herrer Lang fra Vedø, forvalter Press, skovridder Press og cand. jur . Boesen.

1789.   Forpagtningskontrakt fra Palle Krag v. Hoff til Anders Bang, se nedenfor.

Forpagtningskontrakten fra 1789:
Jeg Palle Krag von Hoff, oberst løjtnant til Ryomgaard og Wedøe.
Deres kongelige Majestæts Bestalter oberstløjtnant af cavelleriet, Forpagter til Anders Bang een til mig tilhørende præstegård – beliggende i Tøstrup sogn og by, som står for hartkorn ager og eng 6-0-1-0 med

dens mark, avling, græsning og have plads udi 6 næst efterfølgende åringer – at regne fra 1. maj 1789 til samme dato 1795. og det på følgende vilkår:

  1. Forpagteren må bo på gården og der holde og have de til husholdning og tjeneste ved gården behøvede folk – og til den ende overlades han alle stuerne, kamrene og værelserne i stuehuset, kælderen og det kammer i gården ved porten samt lofterne til det aftærskede og utærskede korn.
  2. Overlades ham hele ladegårdens bygninger til korn, hør, bæster, kvæg brænde, tørv og lyng.
  3. Han må benytte sig af hele gårdens mark og kornavling, høslet og græsning, som han bedst ved og kan – dog at han retter sig efter at lade jorden hvile. –dyrker og besår således som haver været brugeligt – ligesom han forpligtes til ej at lade bortkomme fra gården hø eller halm, men samme at lade fortære på gården ved at holde så mange bæster og kreaturer som ved gården kan græsses og fodres på det ved gården ved hans bortflyttelse kan have den fornødne gødning.
  4. Af den nu ved gården værende gjødske (gødning) såvelsom, hvis den kan samles indtil hans tiltrædelse (som skal ske, når kornet er indavlet efter næstkommende Michaelis eller …. D. 1. oktober 1789). Når ikke noget bortføres, må samme forblive ham til nytte og brug, lige som han ved hans bortflyttelse intet af gjødskningen må lade bortkomme.
  5. Den i jorden på gårdens mark lagte sæd, som består af : rug, 13 tdr. 2 skp., byg, 3 tdr.4 skp havre 10 tdr. 2 skp,  boghvede 11 tdr. 4 skp. Lader jeg under hans opsyn dette år indhøste for ham at oppebære, men siden drives gårdens avling af forpagteren selv med egne bæster og folk.  Hvorimod han igen bliver forbunden til ved sin fratrædelse at lægge og aflevere samme sæd. Der i mod nyder han årlig fornøden tørveskær lige med bønderne der i Tøstrup – samt 6 læs bøgetræ.
  6. Forpagteren bliver befriet for at svare tiende af alle slags, samt fri for alle skatter uden alene ekstraskatten, og om andre personlige skatter bliver pålagde. Og holder jeg selv gården ved lige – alene forpagteren forsyner (?) tag og vægge??
  7. Skulle jeg sælge gården og ejeren selv tiltræder den, da skal frasigelsen ringste ske ½ år tilforn – og ellers et år, når en af perterne skulle finde for godt efter 3 års forløb at forandre kontrakten og da nyder forpagteren i første tilfælde 20 rd afslag af afgifter.
  8. Denne forpagtnings kontrakt forbinder jeg, Anders Bang, mig som forpagter til at holde i alle dens ord og punkter. – så og at betale udi forpagtningsafgift årlig til martini: rug 8 tdr. innatura og 2 tdr. boghvedegryn som kan betales efterkapitaltaksten og til påsken næst efter penge: 36 rd – skriver tredive og seks rigsdaler. – og til vtterlighed for afgifterne haver jeg formået velædle hr. birkedommer Asch, forpagter på Callø, som kautionist at benævnte forpagtningspenge… ja altså bliver betalt til tiden – ellers er kontrakten forbrudt.

Af denne kontrakt forbliver originalen i min hr. Oberstløjtnant Hoffs bevaring.

Ryomgård d. 12. sept. 1789.  P. K. Hoff.

Bang.

            Som vitterlighedsvidner               Christian Press.                  Jacob Høgeberg.

             Som kautionist underskriver og forsegler Asch.

1795. skøder Hr. Rasmus Christensen (R C har 1793 fået skøde på Wedø) til Rasmus Møller (285 tdr. hartkorn).
Samme Rasmus Møller bebor Thøstrupgården eller den forhen kaldte Tøstrup Præstegård og er den 22. maj blevet gift i Grenå med Kirstine Marie Bang. 179? 
Skøder Rasmus Møller i Tøstrup til Lanng på en gård i Tøstrup.
Skøder Rasmus Møller i Tøstrup til Søren Svendsen – på et hus og 3 skp. Hartkorn.
Skøder Rasmus Møller til forvalter Jespersen og degnen Bang i Tøstrup, 4 gårde
på samme sted.

1796. ..hans ejede og påboende gård, Tøstrupgården eller den forhen kaldte Tøstrup Præstegård, beliggende i Århus Stift, Randers Amt, Nørre Djurs, Tøstrup sogn og by, såvel det mig i bemeldte Tøstrup tilhørende bøndergods, som i fæste haves og bebos af:
Ole Rasmussen 5-5-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½, Jens Rasmussen 5-3-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½.
Lauers Pedersen 5-3-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½ og Jørgen Henriksen5-3-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½,
samt et hus, som i fæste haves og bebos af Søren Svendsen, hartkorn 0-0-0-3.

Ovennævnte min påboende Tøstrupgård med dens bygninger og ejendomme på hvilken forrige præstegård, som har skatter og tiender … ligesom andre præstegårde, der ellers sætter den årlige afgift, 6 td rug, 6 td byg og 6 td havre til præsten i Nimtofte og de benævnte bøndergårde med besætning og ejendomme i mark og by… alt sammen med dets indkomster … således som det mig af proprietær hr. Christensen til Vedø ved skøde af 13. juni 1795 er mig overdraget.

Tøstrupgård den 14 juni 1796. R. Møller.

Folketælling 1801.
Rasmus Møller 43 år, sandflugtskommisær og ejer af Tøstrup præstegård! gift med Kirstine Marie Bang 34 år. Mette Marie Møller 10 år, hans datter, Hans 5 og Jens 3, deres fælles børn og Peder Just Møller 13, hans brodersøn. Desuden tjenestefolkene Peder Terkildsen 20 og Bodil Terkildsdatter 21, begge ugifte.
Der er usikkerhed om det er to gårde eller om præstegården omtales som Thøstrupgården.
Samme år sælger R. C.  Sjørupgården.  R. C. dør 1803.

Jeg baron Jørgen Rosenkrantz til Wedøe, tilstår herved at have afhændet og solgt, som den i Tøstrup beliggende forhenværende præstegård til, Hr. Frederik Pommerinscke med alle de herligheder og byrder, som jeg samme have købt og ejet, for den sum 2700 rbd, Skriver to tusinde og syv hundrede rigsbankdaler norm. Værdi (?) på følgende vilkår:

  1. Af købesummen udbetales 500 rbd.
  2. Med gården følger de matriculerede jorder med sammes påstående afgrøder. Endvidere den på gården værende vogn, en gammel plov og en harve samt 2 køer og 4 får, som køberen udtager af den på gården værende fåreflok, efter at sælgeren først har udtaget 6.
  3. Den såkaldte Tøstrup eng afbenytter køberen til slet i 10 år uden betaling. –og i følgende 10 år betaler han i afgift for samme 10 rbd. Dog står det naturligvis køberen frit for at frasige sig samme om han behager.
  4. Køberen tilstås for i frihed til at lade hente i Tøstrupengen 10 bønderlæs af de derværende tørv…
  5. Fra datum indtil november betaler køberen det accorderede månedskorn til folkene: nemlig 6 skp. rug og 6 skp. Byg. Pengelønnen afgør sælgeren med undtagelse af 8 rbd. Til pigen som køberen betaler.
  6. For de tvende sidste kvartaler af 1815 betaler køberen de af ejendommengående skatter, og i analogi heraf ligeledes alle andre offentlige ejendommen til besvær faldende byrder. –præstekornet for 1815 betaler køberen alene.
  7. Så snart sælgeren forlanger, forpligter køberen sig til at stille antagelig kaution for købesummen.
  8. De af den handel flydende byrder med stempelpapir til kontrakt og skøder deler sælger og køber lige imellem sig. Foreløbig er således dette optaget på slet papir, indtil det stemplede papir kan erholdes. Ejendommen tiltrædes fra i dag den 1. august og står fra dette øjeblik af i alle henseender for køberens regning.

Foranstående bliver herved af sælger og køber med hænders underskrift bekræftet,
og til vitterlighed undertegnes (?) efter begæring pastor Thygesen i Mariemalene og hr. Holler til Ryomgård.

                                           Wedøe d. 1. august 1815.
                                           Rosenkrantz                       Frederik Pommerenscke
Til vitterlighed                    J. M. Holler                         Thygesen

1818 Skøde til Jens Chr. Christensen, som i 1822 får gården på auktion, p. gr. af manglende betaling af tiende.

1822 d. 14. oktober, blev i retten fremlagt i sagen nr. 1822, Procurator Olsen på pastor Møllers i Nimtoft og egne vegne – contra procurator Ostenfeld på Stenalt følgende:
Efter at procurator Olsen – som befalet for hr. pastor Møller i Nimtofte – hvorved Jens Christian Christensen i Tøstrup Præstegård var for resterende, til sognekaldet i Nimtofte henlagte og på bemeldte præstegård hæftende afgift for årene 1819 og 1820, tildømt at betale 84 Rbd 3 sk 12 m sølv med renter og omkostninger.

Sagen trækker i langdrag og 2 auktioner bliver kendt ugyldige, utallige udskydelser af retsmøder ender ud en dom i 1826, hvor contracitanten procurator Ostenfeld på Stenalt bør til hovedcitanten pastor Møller betale 163 Rbd 5 sk 4 m sølv af den ved hovedstævningen påstemte sum, med renten 4 % årligen fra den 21. okt.1822 indtil betaling sker. Samt hovedsøgsmålets omkostninger med 50 rbd sølv, men i øvrigt for hans videre tiltale i denne sag fri at være.

Under den lange retsag forfalder gården og 4 fag af vestre længe og hele den øverste del af 14 fag på samme hus blæser omkuld.

1833 klages der over ejeren Wejmann af forhen Tøstrup Præstegård.
Biskoppen over Århus stift har nu med hosfølgende skrivelse tilstillet Canceliet den ligeledes vedlagte forestilling med bilag, hvori sognepræsten for Nimtofte og Tøstrup menigheder, Welling, andrager på, at der fra det offentliges side måtte træffes nogen foranstaltning imod
ejeren af Tøstrup forrige Præstegård, Wejmann, med hensyn til, at denne ikke blot lader gården bygninger forfalde, men endog i afvigte sommer har nedbrudt og solgt flere fag hus x af disse , samt driver gårdens jorde uden gødning og bortfører samme til en anden ham tilhørende gård, uagtet gården med tilhørende ejendom efter coditionerne for dens salg skal være og forblive et fuldkommen første prioitets pant og forsikring for den årlige afgift af 6 td rug, 6 td byg og 6 td havre, som årlig skal svares til præsten i embedet.

I denne anledning skulle canceliet tjenstlig anmode hr. kammerherre om, behageligen at ville indhente og med deres egen betænkning hertil indsende fornævnte Wejmanns erklæring i foranførte henseende, og forventes med svaret det insluttede behagelig remitteret.

                                                                 Den kongelige Cancalie D. 12. febr. 1833.

Der foregår flere sondringer bl. a. Kammerherrens betænkning ledsaget af bemeldte Wejmanns  erklæring og ligeledes korrespondance med det kongelige rentekammer.

Man skulle tjenstlig tilmelde dem tilbehalig efterretning og videre bekendtgørelse, at bygningerne formentlig er indbefattetede under præsteembedets sikker for den årlige afgift, og at sognepræsten må have samme ret til at påtale og hindre pantets forringelse, som enhver anden pantcreditor i almindelighed – hvorfor man lige tjenstligskulle tilføje, at man under dags dato har tilskrevet biskoppen over Århus stift om at tilkendegive bemeldte sognepræst Welling, at han – så fremt sagen ikke i mindelighed måtte blive afgjort ved forligscommisionen, så i fornødent fald kan henvende sig til hr. kammmerherre om *benefication processus gratuite til sags anlæg. ( om særlig ret til gods , der er udlagt til at tjene som grundlag for aflønning af en gejstlig person og lade sagen overgå til sagsanlæg).

Det kongelige danske Cancelie d. 21. marts 1833.

                      Monrad           Larsen.

Til amtmanden over Randers amt.

1834, ft. Den forrige præstegård, Chr. V Moldrup 56 år og afskediget kaptajn af infanteriet gift med Ane Dorthe Bang, 53. de lever af det Moldrupske Legat! Maren Sørensdatter deres tjenestepige 20.

Herefter er der ingen oplysninger om præstegården, men da Kolindsund blev udtørret i 1870`erne  ved vi at, der boede sundbisser i præstegården. Omkring år 1900 boede der polske arbejdere, som deltog i tørvefremstillingen, som var fremherskende på den tid.

Foto nedenfor – Tøstrup 1870.

Kirken 2. Præstegården (1 længe) 3. Gærdet mod præstens hus

Jacob Hesselbjerg byggede i 1936 den smedje, som i dag (2012) er autoværksted.
Da den blev bygget, blev der lavet smedearbejde, og skoet heste på alle de arbejdsheste, der var på gårdene. Efterhånden som traktoren fortrængte arbejdshesten og mange jernvarer blev fremstillet på fabrik, blev det ”rigtige” smedearbejde mindre.

Preben Møller, som overtog smedjen i 1963, lavede også smedearbejde, men autoriseret VVS -installatør og det var mere det der blev lavet fra smedjen.

Søren Klemmensen starter her Tøstrup Auto og Maskinværksted i 1967. I 1973 blev pladsen for trang og Søren Klemmensen køber gården Tøstrupvej 50 og ændrer navnet til Midtdjurs Traktorlager.

I 1975 sælges til Jørn Laursen, som nu (2012) driver Tøstrup Autoværksted.

20. februar 1919. Smed Jacob J W F Jongberg får skøde på smedjen, parcel nr. 15, nu depot.

Præsteboligen, har ligget hvor Tøstrupvej 57 ligger i dag, tidligere graver Henrik Andersens hus. Det eneste, der står om det, er at stengærdet syd for præstegårdshaven, går forbi haven om til præstens hus.

Frysehuset, Bygget omkring 1950 og indeholdt 12 bokse. De forskellige husstande havde så en hel eller en halv boks i fællesskab med en anden. Jeg kan huske at min far og mor delte boks med Villy Jørgensen. Jeg er ikke klar over, hvornår huset ophørte med sit virke, men det har nok været omkring 1970.

Den gamle skole og jorden til skolen, degnelodden
(Tøstrupvej 80).

Det er omkring 1690, at den første skole omtales.

Tøstrup skole blev nedlagt i 1939

Den 25. marts 1793 ved aftenstide, brændte degneboligen i Tøstrup.
I retten fremstod degnen Hans Bang, som vemodig fremdrog hvordan hans bolig blev ramt af vådesild mellem kl. 6 og 7 om eftermiddagen, mens han var fraværende. Da han kom hjem omtrent en time senere, var hans stuehus ganske afbrændt og nedfalden, uden det mindste, som kunne komme til nogen videre nytte.
Desuden afbrændte ved denne ulykkelige lejlighed alt hans indbo, med undtagelse af nogle sengeklæder og 3 skuffer fra en dragkiste med linned. Desuden indebrændte 17 fårehøveder, som ikke kunne reddes, på grund af ildens grusomme hastighed.
Degnen var følgelig sat i en beklagelsesværdig tilstand, da han end ikke beholdt mere klæde af uld og linned end det han samme dag havde på sin krop.

Dernæst fremstod gårdmand i Tøstrup, Ole Rasmussen med lige vemodighed androg at han havde haft det uheld, at den i Tøstrup degnebolig d. 25. marts sidst opkomne ulykkelige ildebrand havde antændt hans påboende gård, som var næst derved beliggende og bestod af 4 længdehuse, 1 stuehus bestående af 11 fag, 1ladehus, bestående af 11 fag, 1hus hvor der var6 fag korngulv og 4 fag fårehus og endnu et hus som bestod af 10 fag indrettet til stald, fæhus og vognhus.

Foruden brændte for Ole Rasmussen, 4 fårehøveder, 1 so med 4 grise og en gase og en gås blev forbændt, at det er uvist om den forsat kan leve.

Tillige brændte det meste af hans ind- og udbo, korn på loftet og øvrige fødevarer, så at han alene fik reddet hans sengeklæder, 2 kister, et skab, 1 kobberkedel, 2 små trækar og en vogn, som dog var antændt af ilden, samt seletøj til 4 bæster. Men han så meget i det øvrige ved ildebrænden foruden hans gårds bygning, som ville blive ham surt at erhverve igen, og som naturligvis har sat ham i en fattig og beklagelsesværdig tilstand.
Alt hans forårs sædekorn, både tråsken og utråsken og hans sædekorn tillige, blev ganske forbrændt og ødelagt, uden at der kunne bruges mere  efter denne brand, som var så voldsom i den stærke østenvind.

I retten blev forklaringerne berigtiget af 4 vidner, som aflagde ed på at ingen kunne give forklaring på, hvordan ilden var opstået og at der var gjort det der var muligt at begrænse skaden.

På vegne af Caløe Amt Brand Societet, var mødt på kammerherre og greve Scheels vegne, forvalter Laurits Jespersen, der ikke fandt noget imod de skadelidtes og vidnernes forklaring. Jespersen vidste at alle mulige anstalter til ildens bekæmpelse var iagttaget, for så vidt det var muligt.
Han havde selv 2 dage efter branden, ved sin gennemrejse i Tøstrup set de endnu brændende pladser uden at finde det mindste af de forhen stående bygninger.
Han kunne derfor ikke have noget imod, at de skadelidende fik udbetalt, hvad forbemeldte societet indretning for hver fag især er tillagt, der for degnen var som han havde anført,  men for Ole Rasmussen kun var anført 34 fag og ikke 42.

I 1808 kommer der en ny degn, Peder Egens.

Han skal være degn for Nimtofte og Tøstrup og tillige skoleholder for Tøstrup.
Straks ved sin tiltrædelse lader han tage syn over degneboligens brøstfældigheder.
Boligen synes af præst i Grenå og provst for Nørre herred Andreas Peter Krøyer, Sognefogeden Søren Bager og gårdmand Anders Johnsen, begge fra Skiffard.

Boligen består af en længe som ligger nord – syd. Den udgør 14 fag, 5 fag stuehus, 1 til køkken, 2 til bryggers, 2 til børnehus og 4 fag ladehus. I længens halve længde er der bygget 2 fag hus til kraturer, det fremgår ikke hvor mange kreaturer degnen havde.

På stuehuset mangler ca. 100 sten og da de er sat på kant, kan der anvendes 1000 sten.

I spisekammeret mangler et vindue, der kan aflåses, i bryggerset mangler loft og der mangler skillerum mellem bryggerset og børnehuset.

Til taget behøves der 19 traver langhalm.

Pris for istandsættelsen 42 rigsdaler for materialer og 14 for arbejdsløn. Der er ingen notater om hvor meget der blev udført.

Skolelodden. Det fremgår af matrikelkort fra 1814, at den er på ca. 10 tdr. land og ligger på højre side af vejen til Ramten. (se kort).

Den gamle skole blev nedlagt i 1939, og Anders Boes var lærer dengang. Han flyttede ud på den nye skole. Den 23. august 1940 sælger Nimtofte Kommune til Viggo Darling.

Skolestuen blev brugt til møder og søndagsskole og i 1956, da jeg for første gang så fjernsyn var det i den gamle skolestue, og det var en udsendelse til fordel for Ungarnshjælpen. Karetmageren, som gjorde lidt i radio/tv og var fra Nimtofte, stillede et apparat op og vi har vel været en 25 stykker.

29. marts 1957 lyses skifteretsattest som adkomst for Sigurd Darling.29. marts 1957 arveudlægsskøde til Edith Darling.
Edith Darling ernærede sig med systue og klaverundervisning.
31. december 1958 skøde til Vagn Albe`r. Huset blev nu udlejet bl. a. til kunstmaler Otto Krank. Han var en ”farverig” person og vi børn kom der en del. Vi var flere der blev tegnet af ham.
31. januar 1966 ejerpant til grønthandler Kaj Jensen.
28. november skøde til Kaj Jensen.
22. august 1967 ejerpant forhøjet med 4.000,00kr.
1. april 1968 Nimtofte – Tøstrup kommune tinglyser oversigtsforhold ved vej.
29. maj 1968 ejerpant forhøjet med 32.000,00 kr.
21 august 1969 ejerpant forhøjet med 20.000,00 kr.

Bent Lassen, købmand Knud Lassens søn fortæller:
Min far startede forretning i Tøstrup i 1925 og stoppede/lukkede butikken i 1974. I øvrigt var han uddannet købmand i Skiffard.

Min farfar udstykkede Tøstrupgården først i tyverne og i den forbindelse blev der etableret købmandsforretning, men min farfar har aldrig været købmand.

Det med Nimtofte har noget med min farmor at gøre. Hendes familie (Ross) havde forretning i Nimtofte, men det ved jeg ikke meget om.

Tøstrupgaardens avlsbygninger, foto nedenfor, ca år 1900.

Driftsbygning. Billedet er taget fra nord, – midt i gårdspladsen
ligger i dag stuehuset, nord syd til Tøstrupvej 86. Hvor udhusene til højre ligger, ligger i dag udhuset til Tøstrupvej 86.
Udhusene til venstre har ligget i haven til nr. 86.

Der hvor laden mod syd er, ligger i dag stuehuset til Sjørupgaardvej 23. Deraf navnet ”Ladegård”.

Hovedbygning, Tøstrupgården, foto fra 1895, i dag Tøstrupvej 84 og 82.

Gården hed tidligere Christinesbjerg og blev samlet i 1845 og i 1849 af Ole Larsen, hvis enke i 1871 solgte den (19 tdr. hartkorn) for 40000 Rdl.

til sagfører Bay i Ebeltoft. Han solgte den videre i 1876 for 120.000,00 kr til M. B. Nørgaard, senere Ørbækgaard og derefter kom den til kammerherreinde Charlotte C. Sehested, som 1893 overdrog den til sønnen, landbrugsminister og Kammerherre Knud Sehested, død 1909, hvorpå den kom til F. Nymann. I 1914 solgtes den for 90.000,00 kr. til A. Damsgaard. I 1916 blev den udstykket i 7 statshusmandsbrug og 2 mindre gårde, mens en hovedparcel på 7 tdr. hartkorn solgtes til Chr. Lassen, far til Knud Lassen, senere købmand i Tøstrup.
Min farfar udstykkede Tøstrupgården først i tyverne, og i den forbindelse blev etableret købmandsforretning. Min farfar har aldrig været købmand, det har min far derimod,. Han blev uddannet i Skiffard og startede forretningen i Tøstrup i 1925. Den stoppede/lukkede i 1974.

1926. Jens Lisbjerg og Thomma Kathrine Lisbjerg Nielsen. Deres forældre blev gift i 1926 og ejede Tøstrupgården indtil
1939. Karen og Arne Sørensen (Børn Svend Erik, Doris og ?) overtager Tøstrupgården og bor mod vest. I enden mod øst har købmand Lassen forretning.

Branddammen, placeret mellem smedjen og Tøstrupgården, blev meget brugt tidligere om vinteren, da den hurtigt blev bundfrossen. Vi løb meget på skøjter der, det kunne være seksdagesløb eller ishockey. Isen kunne også bruges om aftenen, da der var en svag belysning

Sprøjtehuset, var placeret ud mod vejen i indhegningen til nr. 86. Hvornår det er bygget, vides ikke, men det blev nedrevet omkring 1950.

Fotoet t.v. viser et sprøjtehus fra den gamle by i Århus. Både huset og sprøjten er større end det i Tøstrup, men pumpen er af samme type. Brandsprøjten var et stort ovalt kar på 1½ meters længde og ca. 1 m højt. Karret stod på en lille flad 4 hjulet vogn, som kunne spændes efter en hestevogn.
Pumpeanordningen fungerede ved, at to lange stænger bevægedes op og ned og den skulle betjenes af 2 eller 4 mand. Når der skulle sprøjtes ved ildebrand, var der mange hjælpere i gang med at hente vand i træ- eller

læderspande. Nogle gange dannede man kæde, hvor spanden gik fra hånd til hånd og den sidste hældte vandet på ilden.

Fra fæste til landmand
Jens Erik Mehlsen  

Denne artikel og ligeledes endnu en om samme emne, der komme på et senere tidspunkt, er begge bragt tidligere på gamle nu udgåede sites, men gentages her på opfordring.

Trods overskriften: fra fæste til landmand, bytter vi om på tingene og foretager en retrospektiv lille vandring fra nutid til fortid i en landbrugsejendoms historie i Marie Magdalene.
 
Lidt nord for den lille by Marie Magdalene, – Mameline eller MarieMalene, som nogle siger – ligger Bøjstrup, mærkeligt nok mere liden end Mameline. Men sådan er det ofte i vort land, – lidenhed er sagen.
Imellem disse to lokaliteter ligger en gård, hvis historie vi forsøger at afdække. Det drejer sig om Bøjstrupvej 50, Ryomgård. På denne gård boede enkefru Margrethe Hougaard, og hun var en sand guldskat i nostalgi. Jeg besøgte hende i 2011, hvor hun fortalte om sin fødegård, inden hun døde få år senere. Margrethe var født 1923 på den gård, der var Bøjstrupvej 50’s forgænger. Ruinen af den ses på fotoet nedenfor, fotograferet lidt nord for

Lille Bøjstrup set fra Bøjstrupvej

Bøjstrupvej 50, altså den ruin, der ligger nede i selve slugten, hvor stenalderhavet engang gik op til Bøjstrups nordlige kant. Gården kaldtes “Lille Bøjstrup”, fordi den var udstykket fra en anden gård “Store Bøjstrup”, som lå oppe ved Bøjstrupvejen, – dengang en firlænget gård, i dag blot et lille hus, tæt ved vejen, netop hvor den slår en bugt, et par hundrede meter før Bøjstrupvej munder ud i Margrethelundvej.  Endelsen ”strup” i Bøjstrup, stammer fra vikingetidens sidste del eller middelalderens allerførste del (ca. 1200 – 1300), og der har givetvis været beboelse og liv her, hvor vejene/stierne bøjede af i enden af slugten.. Måske kommer navnet heraf, eller er det måske blot navnet på den første bonde, der byggede her. Det kniber lidt med dokumentationen her.
 
Vi skruer nu tiden tilbage til 1923, da Margrethe blev født på Bøjstrupvej 50’s forgænger, der levede livskraftigt nede i slugten. Det var dengang en firlænget gård med lo, lade og stald med dyr, bl.a. heste, grise, køer, høns og ænder/gæs. Dens tilliggender på ca. 100 tønder land strakte sig på begge sider af slugten, altså også mod vest, hvor der i dag er skov, og mod øst. Nord for gården – tæt på grænsen til Fjeld – på det sted, hvor der i dag ligger en lille jagthytte, var der førhen en grusgrav – den ses stadig tydeligt i terænnet – , og lidt syd for gården – men dog tilhørende gården – var der det, som vi i dag vil kalde en gammeldags frugthave med æbler, pærer, blommer og mange bær, alt som brugtes i husholdningen, ikke mindst til syltning. Man kan endnu i dag se enkelte af de gamle frugttræer. Og Margrethes søn, Carsten, har gang i et lille projekt omkring retablering af frugttræer af ædle og gamle sorter fra dengang. Man kan se noget fra vejen med det blotte øje, men ellers må henvises til en kikkert eller spørge Carsten Hougård om lov til at gå derned.
 Det sidste gjorde jeg og fik samtidig lov at låne et foto af den gamle ejendom (nedenfor) før den brændte.

Landbrugsejendommen nede i slugten før branden

Og hvorfor brændte nu denne flotte ejendom?
Forklaring følger, men først må fortælles om ejerne, nemlig Margrethe Hougårds forældre, Marie og Knud Jensen. De passede med flid ejendommen, byggede den faktisk op til et mønster-landbrug, der efter 2. verdenskrig – altså på den nye ejendom Bøjstrupvej 50 – ”belønnedes” med en Ferguson Traktor fra Marshall-hjælpen fra USA. Men selvom Margrethes far var glad for traktoren, blev han ikke dus med den. Han opgav den faktisk og undskyldte sig med, at den ikke stoppede, når han sagde: Pruuuuh! Det var naturligvis en spøg, men han holdt sig fra dette moderne monstrum og lod hans ansatte karl køre traktoren. Selv foretrak han sine Nordbagger. Det vidste man, hvad var! Man synes umiddelbart, at Nordbakkerne må have fristet en hård tilværelse, for det kuperede terræn var ikke altid let for dem at forcere.

Og så til branden. Det skete i 1934, at gården brændte! Ildløsen skyldtes, at man havde høstet og i den forbindelse anbragt en del korn for tæt på en motor, som brugtes til grutning, – altså kværne ting og sager fra mark, eng og frugthave sammen med mælk til dyrefoder. Motoren var af en eller anden grund ikke blevet slukket efter brug, – måske havde man mere der skulle gruttes? – det vides ikke! På et tidspunkt kom kornet fra høsten i forbindelse med den varme motor og antændtes. På kun 20 minutter var gården nedbrændt, herunder mange af dyrene i stalden.
Ryomgård Brandstation havde til huse på Vestergade i Ryomgård. Anden adresse var der ikke dengang, men i dag ved vi, at det er Nygade 14, Ryomgård, om end brandstationen for længst er nedlagt. Garagen ses dog stadig, som et godt vidnesbyrd på dens fortid. Brandbilen var ikke længe om at nå frem, men kunne intet stille op. Sagen var alvorlig og sognefogeden i Marie Magdalene Peter Hvid, kaldte endnu samme aften Knud Jensen til afhøring i Marie Magdalene Forsamlingshus for at få afklaret årsagen til den alvorlige ildløs. Konklusionen blev, at Knud Jensen var ganske sagesløs i ildebranden, og ingen sigtelse blev rejst, ligesom assurancen udbetaltes.

 Genopbygning af gården ansås for umulig, så man lod ruinen ligge og byggede i stedet nyt på Bøjstrupvej 50, hvorfra familien nu drev gården frem til 1956, hvor de flyttede i en aftægtsbolig på Margrethelundvej 20.
 Margrethe var i mellemtiden blevet gift (1946) med Harry Hougård og ægteparret flyttede ind på gården i 1956, som de forpagtede og efter ca. 10 år købte. I 1982 kom Harry til skade i skoven, hvor et træ, som han fældede, ramte ham. Harry blev invalideret og kunne ikke mere passe driften af gården, der herefter blev bortforpagtet, og senere solgt til børnene. I mellemtiden var store dele af de vestlige jorder – altså nede ved brandtomten og vest herfor, sprunget i skov, og da børnene Helle og Carsten købte en halvdel hver, var der ca. halvt skov og halvt landbrugsjord.
 
Men nu tilbage igen. Tidligere ejere før Knud Jensen er ikke undersøgt, men vi springer nu helt tilbage til 1777. Da hørte området ind under Gl. Ryom, eller Ryomgaard, som det blot hed dengang. Ejeren dengang var Palle Kragh v. Hoff, og mange af hans gårde var fæstegårde. Når fæsteren (hovbonden) fik fæstebrev på en gård med tilliggender, kunne han dyrke den mod at aflevere fæsteafgift til herremanden. Det er sikkert, at der på Hougårds ejendom var en sådan fæstebonde, men lidt usikkert, hvor selve fæstegården lå. Den kan have ligget samme sted i slugten, som den senere nedbrændte ejendom eller lidt nordligere, tæt ved fornævnte grusgrav.

På kortet ovenfor er med en pil markeret den ejendom, som det formodentlig drejer sig om. Lidt usikkerhed er der som sagt om det, dels fordi kortet er fra 1878 og for så vidt alt for ”nyt” i forhold til nævnte fæstetid. Dels fordi vejenes aftegning i landskabet var meget anderledes dengang, hvorfor de er vanskelige at anvende som pejlemærker.

FÆSTEBREVET


Ovenfor ses fæstebrevet mellem Palle Krag von Hoff og fæster Jens Pedersen. Det er vanskeligt at læse, hvorfor en oversættelse bringes nedenfor. Læg eksempelvis mærke til fæsterens pligt til – med hestevogn – at køre til en købstad to gange om året, og til at bringe sand fra sin grusgrav til hovedgården.

Her bringes afskriften:
 
Afskrift af fæstebrev 18/7 1777 for Jens Pedersen
 
No. 4 Chr. 7. fire og tyve skilling. Jeg Palle Kragh von Hoff til Ryomgaard og Wedøe, Deres kongelige majestæts bestalter oberstløjtnant af kavaleriet gør hermed vitterligt at have sted og fæst, såsom jeg hermed steder og fæster, til Jens Pedersen Scharresøe det mig tilhørende sted Lille Boystrup som Jacob Pedersen med min tilladelse fraflyttede, med alt hvad han ejede til gården i Mariemalene efter den imellem dem selv indbyrdes gjorte akkord.
 Bemeldte sted står i nye landmålingsmatrikel for hartkorn, ager og eng 1 tønde 3 skp. 3 fjdk. 1 album og Fyndboejorden i MarieMalene som har lagt til sadelmagerhuset hvilket bemeldte Jens Pedersen må nyde, bruge og sin livstid beholde med al dets tilhørende som der tilligger og med rette bør ligge, og alle påfølgende conditioner.
 
1. Svarer og betaler han alle kongelige kontributioner som nu er, eller herefter påbydendes vorder af stedets hartkorn.
 
2. I stedet for landgilde og hoveri af stedets og tillagte Fyndboejord betaler han årligt hver 1. marts 6 Rd. uden restance, samt forsyner borggården [dvs. Gl.Ryom, red]  med sand og forretter tvende kørende rejser til købstæderne enten Århus eller Randers, når han derom tilsiges.
 
3.  Siden han har flyttet sit indbo og besætning med sig fra gården i Marie Malene og til Boystrup, så har han og i sin tid ved alle påkommende forandringer at tilsvare og aflevere  4 gode bæster 1 vogn 1 plov og 1 harve, således og i den stand, at avlen forsvarligt kan dyrkes med.
 
4. Holder stedets bygning og den anførte besætning i forsvarlig stand, så det altid kan svare til et lovligt syn; intet af dets tilliggende ager og eng bortlejer eller til upligt bruger, men samme selv forsvarligt gøder, dyrker og dræner, som det sig bør. I øvrigt er mig og mine uskikkede hørig og lydig, og overalt retter og forholder han sig efter hans kongelige majestæts allernådigste lovlig forordninger alt under dette fæstes fortabelse.
 
Ryomgård d. 18. juli 1777
  P. K. von Hoff
 
Ligelydende originale fæstebrev har jeg modtaget og lover i alle måder at holde mig samme efterretteligt; det tilståes herved af Jens Pedersen (m. f. hånd)

FLYVERØNNEN I MARIE MAGDALENE
Helge Qvist Frandsen

Marie Magdalene kirke er bl.a. berømt, fordi der i mange år voksede et kraftigt rønnetræ over våbenhusdøren.

Midt i 1800-tallet skrev sognets præst i kaldsbogen for Marie Magdalene sogn:
“Over den udvendige kirkedør står der et rønnetræ, som er vokset ud af muren gennem en sprække. Det når for tiden (1848) over våbenhusets tag og er ved en jernring i muren fastholdt til væggen. Dette træ må have stået der i mange år og nævnes her som en kuriositet, da det ser ud, som om det var vokset ud af selve stenen. Det står der i al fald som et smukt symbol på kirkens liv” En senere præst tilføjede, at der i 1897 viste sig et lille skud fra bemeldte rønnetræ midt for døren.

En flyverøn var forbundet med megen overtro, da man mente, at den i modsætning til de almindelige træer ikke var befængt med ondskab, når den ikke havde rod i jorden. Man har derfor forsynet ploven med lidt af træets ved, så at der kunne blive frugtbart, hvor den pløjede. Man mente også, at det ville fremme lillesøsters lykke, hvis der blev anbragt en stump flyverøn i hendes vugge, ligesom det angiveligt skulle hjælpe mod tandpine, hvis der kom en stump i den hule tand.

I 1851 måtte man forsyne våbenhusgavlen med 2 kraftige støttepiller, da flyverønnens rødder, der efterhånden havde fundet vej helt ned i jorden, truede med at ødelægge gavlen. Det var ikke så let at få Nationalmuseet med på denne plan, da museet fandt det forkert at foretage en så omfattende ændring af gavlen på grund af et par træer, “hvis tid alligevel var begrænset”.

Efterhånden som rodnettet havde udviklet sig, var det muligt med jævne mellemrum at foretage en nænsom beskæring af træerne, men omkring 1970 gik det vestligste træ ud, og efter nogle år med mange blomster og bær måtte det andet træ også give op. Menighedsrådet gjorde, hvad man kunne for at redde det. Man konsulterede en meget kyndig forstmand, men forgæves. Træets tid var omme. Nogle meget tørre somre sled også på det. Man havde erstattet gravene tæt ved kirken med en ralbelagt plads, så at det ikke blev vandet så godt som tidligere, og den tiltagende luftforurening har vel også hæmmet vækstbetingelserne.

Det udgåede træ blev fældet omkring 1980, og nogle år senere blev de sidste rester fjernet, og gesimsen retableret, og vi kan glæde os over det gamle solur, der havde været delvist skjult.

Historien om Marie Magdalene Kirkes flyverøn er stadigvæk med i mange turistbrochurer, og mange af de turister, der besøger kirken, spørger om, hvad der er blevet af flyverønne. Derfor bestemte vi i menighedsrådet at lade fremstille en mindetavle om flyverønnen, som vi satte op i våbenhuset til højre for indgangsdøren til kirken. Her har vi opstillet en dekorativ del af rønnebærtræets stamme sammen med nogle billeder og min beskrivelse af historien.

Engang kom en af sognets beboere og bad om et lille stykke af det nedtagne rønnetræ, som han ville bruge til et lille kors, som han ville bære på sit bryst. Det fik han, men jeg tænkte ikke videre over det, før vedkommende, der for længst var rejst fra sognet, en dag dukkede op og endnu engang ville sige tak for det lille stykke af rønnetræet, der nu havde reddet hans liv. På en køretur over Fyn var han tæt på at blive torpederet af et lastvognstog, men takket være hans lille kors var han i sidste øjeblik blevet skånet for en påkørsel, der kunne have kostet ham livet.

TYMPANONEN VED NØDAGER KIRKE  
Knud Jensen

Tympanonen

Når man går ind i Nødager kirke ser man det kendte tympanon-relief over indgangsportalen.  Relieffet har inspireret til sagndannelser og der har været mange forskellige teorier om, hvad det skulle symbolisere. Det forestiller to riddere med lanser eller spyd og der er et kors i midten. Ved siden af de to riddere står to fodfolk klædt i kjortler.  Mest kendt af alle teorier er sagnet om de to herremænd, Nilaus Høg til Tolstrupgården og Jonas Maar til Mårup. Ifølge sagnet var de lidet gudfrygtige og var ofte på jagt på helligdage, hvorfor de også fik deres straf. En påskedag viste Fanden sig for dem i en hares skikkelse, og da hundene fulgte den, forsvandt den pludselig, så hundene kom op at slås og bed hinanden ihjel. Det fik herremændene til at skændes, og det endte med at de i raseri slog hinanden til døde. Deres fæstemøer, Kirsten og Gudrun, sørgede sig ifølge sagnet også til døde. Stedet på Stabrand mark, hvor kampen fandt sted, kaldes ”Hunden og haren” og ligger i dag inde på lufthavnens område. En gammel folkevise kaldes ”Helligbrøden”, og den giver et afskrækkende eksempel på, hvad der sker, når to herremænd ikke vil respektere messetiden en helligdag. Det er jo en gruelig historie, og den holder da heller ikke ved nærmere undersøgelser. I 1768 kommer biskop Hygum med en teori om, at tympanonen skal forestille korsfæstelsen, og at der intet var om alle andre rygter. Senere kom Eigil Rothe med sin teori om, at meningen med relieffet er at vise lægfolk et tilgængeligt billede af at indprente den åndelige strid, der gennem korset som symbol for Kristus fører ind i hans samfund. Der kommer også en teori om at relieffet simpelthen viser, at ingen med våben i hånd måtte træde ind i Kristi kirke. Da tympanonen blev lavet har man været meget præget af korstogstanken og forestillingen om de hellige steder, og hvad dertil knyttede sig af legender og fortællinger. Derfor er det måske også det rigtige at sammenligne relieffet med et korsfæstelsesbillede, og de to riddere er muligvis Centurionen og Longinus, som af Jesu side frembragte kirken (Johs. 19,34). Tympanonen kan derfor være lavet for at mindes en Nødagerridder, der identificerede sig med de to riddere. Til slut skal nævnes Aage Jørgensen, der i ”Danske Landsbykirker” skriver: ”De krigerbilleder, vi kender fra stenskulpturen, skal næppe opfattes andet end symbolsk. De er billedtale og skal minde den enkelte kristne i menigheden om den åndens kamp, der må kæmpes for at vinde sejrskransen, og som må føres med åndelige våben, kampen mod ondskabens åndelige hær”! Den fremtrædende plads korset har fået på Nødager –

Nødager Kirke

relieffet, kan vel heller ikke betyde andet, end at det er noget af den rigtige forklaring. Næste gang du går ind i Nødager kirke, kig da nøje på relieffet og dan dig din egen mening om betydningen. Sagnet om de to herremænd er jo den mest spændende forklaring – men . .

 

BØJSTRUPHUSET
Jens Erik Mehlsen

Bøjstruphuset var en arbejderbolig under Fjeld. Først lidt om dets beliggenhed: Kør gennem Marie Magdalene ud mod Bøjstrup, – drej til venstre (vest) i krydset (Margrethelundvej) ind i skoven. Allerede efter 400 meter kan man se sporet af en nedlagt skovvej, der fører ind til huset, men den er ikke farbar længere.

Bøjstruphuset var en arbejderbolig under Fjeld. Først lidt om dets beliggenhed: Kør gennem Marie Magdalene ud mod Bøjstrup, – drej til venstre (vest) i krydset (Margrethelundvej) ind i skoven. Allerede efter 400 meter kan man se sporet af en nedlagt skovvej, der fører ind til huset, men den er ikke farbar længere.

Nedenfor et foto fra 2015 af grunden, hvor huset stod.
Fundamentsrester ses i baggrunden t.h. Foran huset anes en lille fordybning – en lille dam, der dog er kommet til efter at huset er fjernet – måske jægernes påfund.

Den i senere tid eneste vej til stedet er at fortsætte ad Margrethelundvej hen til Grønholtvej (Grønholt-krydset), hvor man drejer til højre og ca. et par hundrede meter mod nord ad Grønholtvej, ses en undseelig lille skovvej fører ind i skoven til højre. Der er af og til en kæde for. Skovvejen fører ind til en stor åben plads. Derinde lå huset!

Huset er fjernet i dag, og man ser ikke meget tilbage efter, at Hjerl Hede Museet har hentet det en gang i 1960érne. Årstallet er lidt svævende, fordi 1989 figurerer på nettet (Dansk Kulturarv.dk og Danske Billeder.dk), men huset opførtes på Hjerl Hede tidligere. Nogle få fundamentsrester er der på stedet, og en fornemmelse af stedets aura får man, når man står der, og især hvis man har besøgt huset på Hjerl Hede og forstår at omplante sine indtryk herfra til stedet.

Huset er af flere årsager lidt spøgelsesagtigt. For det første fordi det er gengivet med ét billede på nettet (Dansk Kulturarv og danskebilleder.dk), og ét andet på Hjerl Hede. Det autentiske er dog sidstnævnte, hvilket en slægtning til seneste beboer i huset har godkendt.

Ovenfor foto af Huset på Hjerl Hede, juli 2015. Huset blev i forbindelsen med flytningen til Hjerl Hede restaureret, hvorfor det ikke er let genkendelig for mange, som ellers kunne huske det fra Bøjstrup.

For det andet fordi det er bygget 1850 og alligevel kan man i Marie Magdalenes kirkebog, Sønderhald herred for perioden 1684-1813 se tre navne tilknyttet ”Bøjstrup huset”, eksempelvis fra 1727: ”Albert Christensens datter i Bøjstrup huset – Kirsten.”  – Så et andet hus har jo nok ligget der tidligere!
Og for det tredje har huset forskellige navne knyttet til sig, ”Skovfogedgaarden”, ”Skovfogedhus” (1877, 1908 og 1911), ”Skovhus” (1947), ”Skyttehuset” og  ”Bøjstruphuset”, alt efter hvem man taler med og hvilket (generalstabs)kort man kigger på. Enkelte omtaler det også som ”Skytte-Jensens hus” efter den sidste beboer.

Hjerl Hede har i deres museum en oplysningstavle opstillet ved huset, hvorfra noget af det følgende er hentet. Bøjstruphuset blev som sagt opført i juli 1850, dvs. kun stuehuset, og kaldtes fra starten Skovfogedhuset (ses på kort 1877-1911), formodentlig fordi det var bestemt til at huse en skovfoged. Bygherren var Fjeld, men det vides ikke, om nogen skovfoged nogensinde har boet i huset. Derimod var huset beboet af skiftende skovarbejdere, skovløbere og skytter med familier. Ovenfor ses Bøjstruphuset på Hjerl Hede med stald og lade. Foto fra juli 2015. Navnet – også ifølge skiltet på Hjerl Hede – er Skovfogedgården.   Ca. 40-50 år efter stuehusets opførelse skete en udvidelse, idet der opførtes en stald- og lade-bygning af kampesten.

Skovarbejdet fungerede jo bl.a. ved hjælp af arbejdsheste til at trække de mange fældede træstammer til større skovveje. Men med heste fulgte også behovet for foder, hvorfor der byggedes en ”klapsejler”.  En klapsejler er en vindmølle, der ikke er beregnet til det tunge arbejde, som at male korn via en tung roterende sten, men derimod til at hente vand fra en boring og til det lettere arbejde i øvrigt, såsom at ”klappe”, dvs. skære, f.eks. roer og kartofler til foder. Men var der vindstille skulle der jo stadig laves foder, hvorfor stedet også forsynedes med en hestegang på gårdspladsen. Nu kunne hakkelses-maskinen trækkes til enhver tid – og også øvrige andre senere tilkomne maskiner, f.eks. kværn og et tærskeværk. Huset udendørsareal øgedes nemlig, da behovet for korn også indtraf og et lille markareal blev tilknyttet. Et lille tærskeværk blev fundet på ejendommen og det kunne ses, at det kunne forbindes med ”klapsejleren”.

Men det blev jo også vinter, og da var skov-slæder ligeså nødvendige som slæbekæder og egentlige skovvogne. De var også på stedet og hørte til i laden, som byggedes sammen med stalden. Nu er vi efterhånden et godt stykke inde i 1900-tallet, og som tiden går, blev det hele efterhånden forældet. Ikke fra den ene dag til den anden, men sådan lidt efterhånden – og husets berettigelse skrider væk.

Den senere ejer af Drasbeks Hotel i Kolind, Sofie Adamsen, har som ung pige været ansat i ”Bøjstrup Skovfogedhus” , hvilket hun har fortalt i sine bog ”En krokones erindringer”. Her skriver hun, at hun i 1915 fik sin første plads  hos Lene og Peter Boller i Bøjstrup Skovfogedhus. T.v et foto af Sofie ca 24 år gammel.

Det følgende er uddrag fra bogen, – hun fortæller: ” Det var et slid og slæb fra morgen til aften. Det bedste jeg vidste, var at være hos dyrene i den varme stald.  Når jeg en enkelt søndag fik lov at besøge min far, blev jeg derhjemme hele aftenen. Om natten cyklede han mig til kanten af skoven. Jeg sad på stangen og lænede mig ind til hans varme krop. Og med hans arme omkring mig var det den største lykke, der fandtes. Jeg kan endnu i min høje alderdom fremmane denne sære vidunderlige følelse i mit indre, som det var at sidde på en cykelstang med et par stærke mandfolkearme omkring sig – og hans varme ånde i nakken. Men efterhånden som tiden gik, voksede jeg jo i krop og kræfter og blev mig selv bevidst. Jeg blev klar over, at jeg var en arbejdskraft, som de – husbond og madmoder – nødigt ville undvære, og derfor voksede min styrke også indadtil. En dag efter skoletid og efter at have spist min byggrød med sukker og kanel, blev jeg sendt i marken for at luge gulerødder. Jeg arbejdede et stykke tid, men det var varmt, og jeg blev døsig – og var vel også træt – så jeg faldt i søvn. Men vågnede brat ved en voldsom smerte i siden, og det skyldtes konen – Lene – som var fuldstændig vild og råbte og skreg, mens hun sparkede mig ind i siden med sine spidse træsko. Jeg for op at stå på mine ben, greb mit kortskaftede roejern og gennembankede min madmor med træskaftet. Hun sprang afsted og rendte vild hylende hjem. Et øjeblik efter kom Peter Boller ud i marken og ville vide, hvad der var sket? Han fik straks hele historien, men smerten og harmen fik mig til at glemme al blufærdighed. Med et rask tav hev jeg kjolen op, ”brættede ned” og viste ham de blå mærker efter hans kones træsko. Herefter kunne jeg gå i fred for hende. Der var ikke mere skåret mærker i rugbrødet eller lagt andre fælder. Sukkerkrukken og osten blev efter denne dag ikke mere låst inde. I forbindelse med Skovfogedhuset i Bøjstrup kan jeg fortælle, at mange år efter – da jeg som sædvanlig stod i mit køkken på Drasbeks Hotel – blev der netop bestilt mad til 12 personer fra Frilandsmuseet på Hjerl Hede. Jeg fik at vide, at mine gæster skulle nedbryde og flytte et gammelt hus i nærheden af Ryomgård og flytte det til Hjerl Hede, hvor det skulle indgå i museets landsby. Jeg blev nysgerrig og spurgte, hvilket hus det drejede sig om? Det viste sig at være det gamle Skovfogedhus fra Bøjstrup Skov, som Skovrider Estrup havde foræret til genopstilling på Hjerl Hede. Jeg fortalte derefter direktør Hjerl-Hansen, som var en af de nævnte 12 gæster, om min ”nærværelse”, og hvad jeg huskede i det gamle hus. Han blev meget interesseret i mit kendskab til husets møbler og indretning og inviterede mig til Hjerl Hede, når huset var opstillet – for at jeg kunne bekræfte, at alt var rigtigt indrettet og møbleret. Da jeg fik indvielses-indbydelsen og kom til Hjerl hede, var det faktisk et bevægende syn for mig at se, hvor alting stod på de rigtige pladser, netop som dengang jeg tjente der. I den stue, hvor vi opholdt os til daglig, stod to dobbeltsenge samt et langt bord med bænk, hvor vi altid spiste vore måltider. Da man spurgte mig, om der manglede noget, kunne jeg ikke dy mig og hviskede:” Ja, – kattelorten under sengen”. Efter at have grinet lidt, blev der meget sagligt svaret:  ”Ja – man kunne jo prøve at lave en kunstig af slagsen og sætte under sengen”. Det var et lille sidespring, men jeg synes det hører med til min barndoms skov. Jeg glemmer aldrig den plet jord, hvor jeg sled mine bare fødder til blods dag ud og dag ind, men trods alt besøger jeg stedet flere gange hver sommer. Stedet hvor jeg blev voksen. I skolen havde vi en rar og forstående gammel skolelærer, der hed Andersen. Han var helt vidunderlig og min bedste ven gennem de tre lange år. En morgen i skolen – efter morgensang – sad jeg og græd. Lærer Andersen kom ned til min plads og ville vide, hvad der var i vejen med mig? Jeg viste ham da mine hænder, der var fyldte med dybe revner, hvorfra blodet bestandigt piblede. Han tog mig med ind til sin kone, som vaskede og rensede mine hænder, smurte dem med salve og forbandt dem. Jeg fortalte Andersens, at revnerne i mine hænder var kommet af, at jeg hver morgen inden jeg gik i skole skulle vaske 4 store spande kartofler i iskoldt vand – og enten det var sommer eller vinter, og derfor havde jeg fået denne slemme ”frost” i fingrene. Disse kartofler blev kogt både til husholdningen og til foder til dyrene. Når jeg kunne se mit snit dertil, listede jeg nogle stykker af de varme kartofler op under kjolen og tog dem med i skole, hvor jeg i et frikvarter nød dem sammen med en veninde. Om mine hænder skrev Skolemesteren et brev, som jeg fik med hjem at aflevere personligt til Peter Boller, med strengt pålæg om ikke at aflevere det til hans kone – Lene Boller. Og fra samme dag blev jeg fri for at vaske kartofler. Et nyt afsnit i mit liv begyndte. Tilmed vidste jeg, at nu var jeg en voksen pige”.

Det var lidt fra Sofie’s erindringer, – eller Fie, som hun kaldtes i daglig tale -, og giver et godt indtryk af livet i huset på hendes tid, da hun i alderen 10 – 13 år gammel (1915-18) tjente på stedet.

 De sidste beboere hed Knud og Rosa Jensen. Ofte kaldtes manden ”Skytte-Jensen”, og det fortæller jo om hans job ved Fjeld. Vi er nu i første halvdel af 1960’erne og Fjeld kunne ikke længere bruge huset. Det var moden til nedrivning, men heldigvis tog Hjerl Hede hånd om det – efter en henvendelse fra ejeren Vilhelm Estrup! Og vil man se sagerne ”in live” fra dengang, skal man besøge museet derovre lidt vest for Skive. Det er et besøg værd og tænker man på historien som her beskrevet, rives man med i en god lokal-historisk oplevelse.


RUNDTUR PÅ SYDDJURS
Knud Simonsen

Knud Simonsen fra Djurs Hytteby i Nimtofte har skrevet en kalejdoskopisk artikel over natur-seværdigheder i syddjurs. Artiklen kan nås ved at klikke her:
Der-er-yndigt-syddjursland 


SKOVKROEN
Jens Erik Mehlsen

Et folkeligt ikon  

Skovkroen blev bygget i 1932 (i “Optimisten” skrev jeg: “slutningen af 1930érne”, men korrigeres nu til  1932) som et kaffested. Dens navn dengang var Skovhuset og bygherren var Løvenholm Gods. Den første lejer var – mig bekendt – en hr. Nielsen. Nielsen var oprindelig landmand vestpå, men da hans kone døde og han blev alene med sine 3 små piger, herunder 12-årige Gerda (senere gift Kofoed, Ryomgård) solgte han bedriften og lejede sig ind i Skovhuset. Han fik sig en husbestyrerinde, og sammen begyndte de at servicere skovens arbejdere med madpakker og kaffe. Der var især under krigen knaphed på kaffe, så i starten medbragte besøgende selv kaffen eller rettere kaffeerstatningen, og der blev så kogt vand til dem. Også andre kunne da komme dertil og efterhånden blev det til, at Nielsens selv lavede kaffen – og inde længe suppleredes med ostemadder. Senere kom kager og udendørs havemøbler. Parret passede det flot og drev det op til en forretning, men det er som sagt tvivlsomt, om det egentlig fra starten var tiltænkt som sådan. Men der blev pæn søgning til stedet og i 1950’erne var der især om sommeren så mange, at hjælp måtte til. To piger blev ansat til servering, kaffebrygning, rengøring osv. Var der fest hjalp Nielsens datter, Gerda, også til.  Det er Gerda, der har oplyst om fornævnte og leveret de ældre fotos til denne artikel. Nielsen havde i den østre ende af Skovhuset, – den senere krostue –  et forlokale, hvor kunden kunne afgive sin bestilling. Her var en skranke med et højt glasskab placeret mod den østlige væg, bagved hvilken der var toiletter.  Glasskabet var fyldt med kager osv. passende til kaffen. Kunden kunne godt sætte sig her i forlokalet, da der trods alt var et par borde, men ellers var det meningen, at man skulle sætte sig i den fine afdeling (mod vest). Der var et par trappetrin ned samt ved siden af trappen – lige før – et aflangt vindue, så personalet kunne se derned. Nielsen havde i den fine afdeling indrettet en række ”båse” i den nordlige side med et bord i midten og polstrede bænke på hver side. Man kunne naturligvis også sætte sig ved borde og stole udendørs, hvis vejret tillod det.  Den fine afdeling bestod kun af borde og bænke i båsene i den ene side (den nordlige side), idet der var privat afdeling i den anden  side (den sydlige del). På 1. salen var der soveafdeling – 3 værelser på stribe, dog en stue for enden mod vest. Toilet var kun i stueetagens østlige del, hhv. et for gæster og et for personale med adgang fra køkkenet. 
På parkeringspladsen udenfor havde Nielsen ca. 1950 anskaffet sig et lille Esso- benzinanlæg med håndsvingspumpe. Når en vogn således ankom for at få benzin dyttede den nogle gange og straks kom Nielsen selv eller en af pigerne ud og betjente kunden. Ca. 10 år senere erstattedes dette anlæg med et mere moderne anlæg, se nedenfor ca. 1959. Foto i midten er det den ansatte Viola, der betjener tanken. 

Ca. 1965 solgte Nielsen til Charles Laursen. Han var tidligere frisør i Århus, og havde slået sig sammen med fraskilte Christa Funder, også Århus. Christa havde ejet et cafeteria i Århus, der var godt besøgt som et udsøgt madsted. Hun var rigtig dygtig til madlavning og af den grund skiftede Skovhuset nu karakter til egentlig spisested i den fine afdeling og  


ølstue/krostue i det tidligere forlokale. Charles søgte og fik spiritusbevilling, hvilket stedet ikke havde haft før. Ligeledes nedlagde han benzin-tankene, som tiden var løbet fra – på dette sted! Efter nogle år ville Christa gerne tilbage til Århus, ca. 1968, og købte sig en villa på Ndr. Ringgade. Charles fulgte senere med, men ville godt vente lidt på en køber, og imens drev han forretningen videre med to piger ansat til hhv. servering (Kirsten) og madlavning (Lillian). Kendt fra Charles tid er bl. a. pinse-morgener, hvor bal-gæster fra bl.a. “Las Vegas” (Nørager) og Auning Kro ved 4-tiden om morgenen (for da sluttede ballet!) drog til Skovhuset for at drikke morgenkaffe og se pinsesolen danse. Da var der fyldt i krostue og i de udendørs arealer. Alt var besat – af glade unge mennesker, der i den tidlige morgenstund var bilet eller cyklet til Skovhuset, som man endnu kaldte det!  

Charles fik nu solgt til en journalist fra Århus, en flink og rar mand, der elskede stedet, men ikke helt have økonomien med, desværre, så inden længe måtte Charles tage forretningen tilbage. Efter nogen tid fik Charles solgt igen, denne gang til Birgit og Anker Vendelbo Jensen. Anker havde været ansat som laboratorieassistent i en virksomhed i Århus, faktisk med et overordnet ansvar, og Birgit havde passet deres kombinerede brød- og mælkeudsalg i Højbjerg ved Århus. Megen af deres fritid tilbragte de i deres elskede kolonihavehus, som de holdt utroligt meget af, og det kan måske have været med til at inspirere dem til at bosætte sig i naturen/skoven, som købet af Skovhuset jo betød.  Med Anker og Birgit blev igen en ny tid indvarslet, idet de fik Løvenholm til at bygge om, så den fine stue nu blev ryddet for de gamle båse og helt nye borde og stole sat ind i et åbent arrangement. Lidt senere fornyedes de tynde og gammeldags udendørs borde og stole med mere moderne og solide sager. Og de fik også lov til at rive væggen ned til den gamle private stue bag køkkenet, og lægge det sammen med den nye åbne restaurant. I midten indsatte de en ny pejs, der kunne varme alt op og samtidig skabe hygge.

Endelig blev det aflange vindue fra krostuen ned mod den fine afdeling blændet, hvilket også hang sammen med, at gulvet hævedes i den fine afdeling, således at trappen derned kunne sløjfes. Alt var nu meget mere harmonisk. Og nu fandt også navneforandringen sted, ikke pludseligt, men hen ad vejen blev navnet ”Skovhuset” erstattet med navnet ”Skovkroen”. Flere og flere fandt vej til stedet, der nu var blevet en a la carte restaurant, hvor også mange familiesammenkomster fandt sted. Nogle vil måske stadig kunne huske, når gæsterne bad Anker og Birgit give et nummer, de selv havde komponeret: ”Her på Skovkroen altid man hygge sig kan – her i Jydernes sagnrige land”. De sang i bedste tyrolerstil og Anker akkompagnerede med sin banjo og alle gæsterne sang med, – stemningen var i top! Her var festligt, folkeligt og fornøjeligt! De gjorde det godt, Anker og Birgit, men et slid var det, og i 1980’erne solgte de til ejerne af Ryomgård Bodega, Anette og Vivi, og flyttede ned på den bag Skovkroen liggende ”Ryttergård”, som de havde lejet af Løvenholm. 

Også Anette og Vivi lavede om på sagerne, idet restauranten gennemgik en flot restaurering, og maden skiftede fra det traditionelle køkken til det mere forfinede og nuancerede. Og et musikanlæg blev installeret og lokkede igennem et afdæmpet, men lydnært stereoanlæg ud i harmoniske klange med potpourrier af klassisk musik, men dog i et populært tilsnit – ganske flot fundet på – tilpas afdæmpet. Og sammen med inventaret i nyt “dress” med levende lys på bordene kunne det give besøgende den rette stemning af en gedigen restaurant, hvilket de to piger også levede op til. 
I slutfirserne solgte Vivi og Anette til Jonna Jensen fra Grenå. Jonna havde tidligere kørt taxa, men ville nu prøve noget nyt. Hun var dygtig i køkkenet og hendes ægtefælle Peter hjalp og holdt alt udenom rent og nydeligt, og passede samtidig sit job i Grenå. Jonna solgte efter nogle år til Grethe Gissel, der også efter nogle succesrige år solgte den videre, men nu var tiden ved at rinde ud for Skovkroen. Der kom yderligere få ejere, men da den til sidst kun åbnedes for selskaber ved forudbestilte lejligheder, enedes Løvenholm Godsbestyrelse om at stoppe foretagendet. Tiden var løbet fra det gamle kaffested, der nu var blevet nødlidende. Det var bedst at rive det ned, for selv den omkostningsbestemte husleje forslog ikke længere til vedligeholdelse, forsikring og ejendomsskat. 

Skovkroen – oprindeligt hed det Skovhuset

Nedrivningen begyndte – og er i dag en realitet. Man kan stadig se, hvor det gamle kaffested har ligget, men inden længe vil skovens træer og deres susen have erstattet det før så livgivende, lystige, musik- og sangglade sted. Et folkeligt ikon er forsvundet. 

KÆRENDE
Jens Erik Mehlsen

Udsigt over Kærenden fra svinget ca. 100 m.nord for Elholt Skole

Der har altid været nogen diskussion om udtalen, – var det nu med tryk på første eller anden stavelse? Det er formodentlig på anden stavelse, da ordet betyder Kærets ende. Kæret måltes fra Nimtofte Krat og stoppede ved Frederikslund-dalen. Her var igennem tiden opstået en lille enklave af få landbrug og husmandsbrug, og ved Gjerrild Banens opståen etableredes her et trinbræt. Fotoet ovenfor viser trinbrættet i funktion kort før banens nedlæggelse i 1956. Fotoet nedenfor er fra toppen af Kærets sydlige bakke, tæt ved Elholt skole, der ligeledes stoppede som skole sidst i 1950’erne. Klik på fotoet nedenfor og et traktor-hjulspor kan ses i marken, – lige før det udmunder i vejen t.v. var trinbrættet beliggende. Man ser – hvis man ser nøje efter – den lille lavning i terrænnet, hvor Gjerrild-sporet gik.

Den gamle Elholt Skole i dag som almindelig beboelse. I haven var børnenes legeplads, – se foto nedenfor, og tilhørende tekst lidt længere nede.

Området hedder i øvrigt mere overordnet Elholt, omend Kærende-navnet – eller som der står på vejviser-stenen i krydset ved Frederikslundvej-Elholtvej: Kierende – har været et officielt navn til en del af området. Det ses bl.a. af et skøde fra 1865, hvor “Generalkoncul” Anders Westenholz sælger gården Frederikslund til “Etatsraad” Nyholm…herunder bl.a. “matr. nr. 1 a af Kjærende, Koed Sogn…”.

Lidt mod syd lå Elholt Skole, Den blev bygget i 1888 og dækkede området Attrup, Frederikslund, Kærende inkl. Hedvigslyst og Elholt iøvrigt inkl. Skoffergaarde. Elever fra Kragelund og Margrethelund hørte ligesom Blegmosen til Marie Magdalene Skole og elever fra Sundby til Koed Skole. Kærende inkl. Hedvigslyst hørte i øvrigt til Koed Sogn, hvorfor en daværende ejer af Hedvigslyst (Holger Jensen) en overgang var at finde i Marie Magdalene-Koed Sogneraad, og ikke i det tilsv. Nimtofte-Tøstrup.

Fotoet er fra et postkort fra Attrup, men skolen altså Elholt Skole


På fotoet  t.h. ses skolen på et uddrag fra et postkort, – det må være fra 1950’ernes første halvdel. Man bemærker møllen i baggrunden, der hev vand op til ejendommens brug
. Et drivhus anes i baggrunden, hvilket tilhørte lærerinden og hendes mand, Kirstine og Søren Brock.

Den seneste lærer på Elholt skole var Fru Kirstine Brock. Hun styrede egenhændigt og dygtigt skolen, hvor der kun var et enkelt klasselokale i den ene ende af huset – med en høj kakkelovn i et hjørne -, mens fru Brock boede med sin familie i den anden ende. Eleverne gik i skole hver anden dag hhv. 1. kl. – 4. kl. sammen og 5. kl. – 7. kl. sammen. Skolen blev nedlagt ca. 1958, hvor en ny skolelov blev vedtaget, hvorefter landsbyskolerne ( de “stråtækte”, – som man sagde) enten skulle opgraderes til rigtige skoler eller nedlægges.

MARIE MAGDALENE
Jens Erik Mehlsen

Kort ca. 1850 af Marie Magdalene

Marie Magdalene var førhen sognets førende by. I 1841 oprettedes forløberen for sognerådene, nemlig sogneforskaberne, med sognepræsten som selvskreven formand. Den første sogneforstander var således pastor G. F. A. Graae, og møderne holdtes i præstegården i Marie Magdalene. Pastor Graae var i øvrigt gift med Ellen Castenschiold, datter af Gl. Ryoms ejer, Th. Castenschiold, og forholdet mellem svigerfar og svigersøn kom til offentlig skue, da Pastor Graae ville følge en kongelig udstedt opfordring til landets borgere om at oprette lokale forsvarsværn pga. truslen fra det krigstruende Prøjsen, og følgelig indkaldte sine sognebørn til møde herom. Men Th. Castenschiold talte ham imod, og følgelig meldte kun en enkelt frivillig sig – foruden pastor Graae – til værnet. De to frivillige drog desuagtet til Gl. Estrup kro (ved den gamle hovedlandevejs bro over Alling Åen, 2 km sydligere end den nuværende), og fik instruktioner og øvelser, hvorpå de kom hjem og indkaldte til nyt møde.

De ville nu videregive deres viden fra Gl. Estrup kro og var i det hele taget forberedte på at tale deres sag. Det hjalp! 45 karle meldte sig, og pastor Graae blev således rehabiliteret. Efter overgang til egentlige folkevalgte sogneråd var Marie Magdalene fortsat politisk centrum, og det var med nogen undren, at man kunne konstatere en stationsbygning, endda af forholdsvis stor dimension, blive opført på de nøgne arealer inde ved hovedgården. I første omgang generede det dog ikke udviklingen i det lille samfund, – der var nu heller ingen af nogen betydning! Nedenfor foto af maleri af den gamle præstegård i Marie Magdalene.

Foto af maleri af den gamle præstegård i Marie Magdalene, der blev nedrevet i forbindelse med en ny opførtes samme sted.

I Marie Magdalene sogn var befolkningstallet vokset lidt, og omkring 1864 var der 653 indbyggere i sognet. Det lille samfund – den lille by – kaldtes i folkemunde Mameline og bøndergårdene dominerede, men der var faktisk også en lille produktion af tørv og træsko. Om træsko dukker navnet Carl Søndergaard op. Det skulle være Carl Søndergaards far, der opstartede denne produktion, der angiveligt skyldtes en søn og datter med klumpfod. Carl Søndergaards far – hvis navn jeg ikke har kunnet finde – var egentlig  graver og ringer ved kirken, men i et forsøg på at hjælpe sine to handikappede børn med bedre gang, startede han dette håndværk, som hans søn således fortsatte og øgede. Men med hans ophør stoppede produktionen.

Den mest fremtrædende gård i Marie Magdalene var grd. Hvids ejendom, Bøjstrupvej 21, fra ca. 1900

En skole fandtes også, og så var der naturligvis en smedje, præstegården og kirken. Kirken havde allerede i 1593 fået sit tårn, som Mogens Juel til Ryomgård havde ladet opføre med et spåntag og kuppelspir. Men bestandigt blev altid lidt tilføjet både før og tidligere, både udvendigt og indvendigt. Det ældste alter fra 1593, også givet af Mogens Juel, erstattedes således af et nyt i 1639, hvor også en prædikestol og gravkapellet byggedes. En kirkeklokke kom til i 1669 og i 1716 den nuværende døbefond. Peder Fogh istandsatte – næsten restaurerede – kirken i 1739, og i hvert fald fra 1848 kunne man iagttage et lille rønnebærtræ skyde op over døren til våbenhuset.

Klemstruphuset, nu nedrevet. Det lå overfor Klemstrupgården, blot ca. 400 meter længere ind mod Ryomgård. I forgrunden ses vejen tydeligt svinge ind i skoven, – i dag et tilgroet spor efter at vejen blev rettet ud.

Kortet ovenfor er tegnet i 1836 og tilrettet i 1867. Vejen fra Pindstrup mod Ryomgård ses ikke, men følger næsten det nuværende spor ved småbakkernes fod, for ved Klemstruphuset (se foto t.h. – nu er huset nedrevet, – det lå næsten overfor Klemstrupgården på modsat side) at svinge ind i skoven. Lige før Marie Magdalene svinger vejen ud igen, hvor foran omtalte terrasse-agre ligger (se fanebladet “Begyndelsen”). Herefter slår vejen en lille bue mod syd for så at dreje ind ad nuværende Savværksvej. Videre mod Ryomgård kommer den nødvendige runding omkring Blakbjerg, der var noget rundere dengang, men som en eftertid har rettet lidt ud. Derefter møder man Såbydal-krydset og et par hundrede meter længere fremme et for eftertiden ganske umotiveret knæk – lige før det nuværende ældrecenter Jættegården. Vejen var noget sydligere dengang, – man skal forestille sig, – og kan jo også se på kortet –  at vejen pegede ind mod Gl. Ryom – og da jernbanen blev anlagt, eksproprieredes bl.a. dette vejareal – fra knækket og ind mod stationsarealet -, som jernbanen herefter blev anlagt på. Vejen fra Marimalene blev altså amputeret, men det betød ikke så meget. Vejarealer var i hovedsagen private og udgjorde den billigste ekspropriationsenhed. Vejen var her som mange andre steder kun et hjulspor, og et nyt anlagdes gradvist ind mod Hovedgården ad nuværende Vestergade. Skulle den rejsende videre til Koed, skulle han fortsætte lidt ind ad grusvejen mod Hovedgården for straks efter første sving at svinge ad vejen mod venstre, der udmundede ved nuværende Attrupvej. En sti eller lille markvej løb syd for det nuværende jernbanespor til Korupskov og videre til Koed. Men den gængse vej til Koed var faktisk en anden, nemlig over Attrup, hvor man straks ved denne bys vestlige udkant mødte (mark-)vejen mod syd-øst, der førte direkte til Koed kirke.

Smedjefaget var naturligvis vigtigt for landbruget og på egnen her fandtes udover på hovedgården også smedjer både ved Ny Ryomgård, Marienhoffgården og naturligvis  i Marie Magdalene. Sidstnævnte fandtes i bygningen mellem Forsamlingshuset og Kirken. Bygningen skimtes på fotoet t.h. som en hvid bygning bag træerne ved forsamlingshuset. Huset er  i dag nedrevet, men var virksomt i mange år. Den seneste smed her var smed Sørensen, hvis 3 børn Astrid (kaldet Tulle), Svend (senere kaldet store Svend) og Christian (senere kaldet Christian smed) alle slog sig ned i Ryomgård i samme hus, – Skolegade 5, hvorfra Christian drev sin smedeforretning – hjørnet af Skolegade og Nygade. Læs mere herom under sitet efterkrigstiden. På fotoet bemærkes også ESSO – tanken, som Brugsen havde fået etableret engang i 1950’erne, hvor også fotoet er fra.

Også tørvegravning fandt sted, især fra moselodderne syd for Margrethelund, men også mange andre steder på egnen. Teglværker skød op mange steder, hvor undergrunden gav basis derfor, således også på nuværende Kragelunds jorder, både på nuværende Frederikslundsvej 7 og bag Kragelund-gården helt inde ved den naturskønne Kveld Sø (dengang Kul-sø og senere kulhus-sø, – navnet fortæller jo nok et og andet!), hvor man endnu kan finde få og små spor af virksomheden. På Grønholt var ligeledes et teglværk, i øvrigt udstykket fra Ryomgård af H. Mule Hoff, der benævner denne sin mindste udstykning som ”en liden parcel med Teglværk og nogle huse”.

Den gamle stråtækte skole i Marie Magdalene, foto fra ca. 1919. Børnene gik i skole hver anden dag og er her pænt opmarcherede på vejen, der i øvrigt også – ligesom et lille areal bag skolen – brugtes som legeplads.

I den lille skole undervistes børn af degnen, men ifølge den i 1814 vedtagne skolebekendtgørelse var det påbudt, at  degnelæsningen på landet afløstes af to-klassede skoler med en fast lærer (skoleholder). I 1866 byggede man en ny skole ved siden af præsteboligen (Bøjstrupvej 19), og her blev der plads til skoleholderen, som skulle bo i skolens ene ende.

Tilgangen til Lilleskolen voksede, især efter, at byen inde ved Hovedgården langsomt dukkede frem, men da skolebekendtgørelserne fra 1814 forudsatte, at eleverne godt kunne gå et stykke vej (et par mil), måtte de nye indbyggerbørn fra Ryomgård vandre til skole i Marie Magdalene. Skolen, der ses på fotoet både ovenfor og t.v., blev således snart for lille og et anneks byggedes så omkring århundredeskiftet i nuværende Bøjstrupvej 20. Annekset var alene til supplering af den gamle, ikke til erstatning, og to lærere var nu ansatte til at undervise det med tiden voksende elevtal, – i tyverne lidt over 100 elever. Den “nye” skole, altså Bøjstrupvej 20, byggedes år 1900 og kaldtes udover annekset også for “anden lærerens skole”, for her kom han til at bo og undervise. Seneste “Anden lærer” hed Johannes Houge Thorup (f. 1902).

2. lærerens skole. Den var opført efter tilsvarende princip, som 1. lærerens, dvs. med plads både til skolestue og lejlighed for læreren.

De to skolebygninger nedlagdes i 1938 til fordel for den da nybyggede skole i svinget ved amtsvejen – efter Blakbjerg – ind mod Ryomgård.

Den hvide bygning i forgrunden t.v. er Marie Magdalene Brugsforening, der senere blev udbygget med en lille knast ved indgangspartiet. Foto fra 1920.

1874 oprettedes ”Marie Magdalene-Koved og Omegns Spare- og Lånekasse”, med ugentlig kontordag i Koed skole, Tornhøjvej 14, og i 1893  byggedes forsamlingshuset lige midt i byen. Det må også være omkring denne tid, at Marie Magdalene Idrætsforening oprettedes. I starten formodentlig blot med en fodboldbane på den tørre del af engarealet ved Savværksvej 1. Senere fik foreningen også en håndboldbane nær Ryomgård, hvor nuværende Produktionsskole ligger Noget senere stiftedes ”Marie Magdalene og Omegns Brugsforening” med udsalgslokaler også midt i byen (1908). Telefon var en nymodens opfindelse, men brugsen anskaffede en til “samtalebrug” i 1912. Faktisk pænt på forkant med udviklingen. Medlemmer skulle for en samtale betale 25 øre, mens ikke medlemmer måtte erlægge 35 øre. Læs eventuelt mere både om ovennævnte sparekasse og brugsen på sitet  lokalarkivmidtdjursland – fanen Ryomgård. Brugsen har herudover udgivet sin egen lille pjece om dens virke igennem 100 år.

Marie Magdalene set fra Blakbjerg ca. 1952. I midten af billedet ses savværket og helt fremme i forgrunden lidt af en udgravning. Blakbjerg menes jo at være et såkaldt Sarup-anlæg. Se mere herom under fanen: “forhistorisk tid”


Forsamlingshuset i Marie Magdalene
Alice Bak Petersen og Jens Erik Mehlsen

Alice Bak Petersen boede Bøjstrupvej 38 sammen med sin mand Svend, og skriver i 1982 dette om forsamlingshuset i Marie Magdalene, – det startede egentlig som i/s, men er i dag ændret til selvejende institution.
I/S Marie Magdalene Forsamlingshus. I året 1893 samledes borgerne i Marie Malene, som det hed dengang, for at drøfte opførelsen af et forsamlingshus. Af de personer vides navnene på følgende:
G
rd. Kresten Hvid, M.M Grd. Nicolai Jensen M.M. Grd. Jens Daugård M.M. Grd. Kresten Rygård M.M. Murer Karl Tygesen M.M. Maler Jens Laursen M.M. Smed S.P. Sørensen M.M. Købmand Knudsen M.M. Skræddermester August Rafn M.M. Karetmager Jensen, Margrethelund. Matrikelskort nr. 15 s fremlagt i Rougsø med flere herreders ret d. 9-1-1894.

Brugsen ses t.h. og forsamlingshuset er den hvide bygning bagved. T.v for forsamlingshuset skimtes endnu en hvid bygning, der kan have været rullehuset. En smedie fandtes også mellem brugsen og kirken, men ses ikke på fotoet, der formodentlig er fra 1920’erne.

I tilknytning til forsamlingshusetblev der opført et “rullehus”, en lille kampestensbygning, hvor der stod en rulle til afbenyttelse for byens borgere, – det eksisterer ikke mere Foran forsamlingshuset blev der plantet to lindetræer, som der bliver værnet om, og som er byens stolthed. Der blev optaget et lån på 1000 kr. i M.M. – Koed sparekasse og udstedt et pantebrev med pant i huset. Nævnte pantebrev blev aflyst 31. maj 1968, da det var indfriet for længst, men var bortkommen. Efter at huset havde bestået en årrække og var ledet af forskellige borgere, tyndede det ud i interessenterne, så der kun var tre tilbage. De tilbød Marie Magdalene Brugsforening at overtage huset vederlagsfrit, på betingelse af at det stadig skulle bevares som forsamlingshus, og ellers holde et spisegilde for de sidste tre interessenter, som var følgende: Jens Daugård, Rasmus Jensen, Niels Pedersen. Det var sidst i 1920’erne ca. 1928. I 1931 blev gulv i salen lagt om af tømrer Jacobsen, Marie Magdalene. I 1967 overdrog Marie Magdalene Brugsforening igen huset til byen for restgælden 3.000 kr. og der blev tegnet 50 interessenter. Forsamlingshuset har været brugt til gymnastik, folkedans, foredrag, fester og private gilder. I slutningen af krigen 1940-45 blev det brugt som skole, da tyskerne havde beslaglagt kommuneskolen. I 1968 blev der bygget en lille tilbygning, hvor der blev indrettet 2 toiletter, og der blev malet og tapetseret overalt. Der blev optaget lån på 5.000 kr. i sparekassen for M.M. – Koed.

Det har været svært at konkurrere med t.v., men en stædig kamp har bevirket, at man i dag har et pænt og godt benyttet hus, med en sund økonomi og stor interesse langt udenfor byen. I 1978 blev der sat termoruder, ny dør og nyt køkken op samt isoleret og indlagt centralvarme, og der blev indkøbt nyt inventar, det beløb sig til ca. 45.000 kr., hvoraf man fik 20.000 kr. i tilskud fra kommunen, mod pant i huset. Alt arbejde blev udført gratis, og man optog lån i Ryomgård og Omegns sparekasse. I 1981 blev der lagt parketgulv for ca. 15.000 kr. og der fik man tilskud fra kommunen 6.500 kr. mod pant i huset. Også dette arbejde blev udført gratis, dog blev betonunderlaget lagt af Hans Bach og Søn, Ryomgård.

Husets egne arrangementer er høstfest, julestue, juletræ, fastelavn eller forårsfest. Og sammen med udlejning til private fester dækker det til dels driften, men den store istandsættelse har dog gjort det nødvendigt at afkræve kontingent hos interessenterne. Midtdjurs Musikforening holder fællesdans en gang om måneden og sangkor en gang ugentlig. Bestyrelsen efter 1967: Knud Revsbæk,  M.M. Henry Rygård, M.M. Svend Petersen, M.M. Thorvald Hansen, M.M. Laurits Mogensen, M.M. Niels J. Nielsen, M.M. Lissy Revsbæk, M.M. Alice Petersen, M.M. Frida Wendelboe, M.M. Mette Abrahamsen, M.M. Kirsten Boll, M.M. Jens Nielsen, M.M. Chr. Andersen, Krathuset Mogns Laursen, Bøjstrup Harry Hougård, Bøjstrup Helga Rasmussen, Bøjstrup Kristian Hansen, Ryomgård Robert Petersen, M.M. Revisor Villy Fyrst.

 1982 d. 12.03, Alice Petersen”

Forsamlingshuset eksisterer stadig i bedste velgående, og på deres hjemmeside kan alle følge aktiviteterne. Om kilden i Marie Magdalene er der skrevet under fanen “Begyndelsen”.

MARIENHOFF
Jens Erik Mehlsen

Navnet stammer fra Anna Marie Mule Hoff gift med Heinrich (Henrik) Mule Hoff, der ejede gl. Ryomgård i perioden 1798 – 1810. I 1804 udstykkede Henrik Marienhoff sammen med 3 andre ejendomme, og opkaldte denne gård efter sin hustrus kaldenavn Marie. Bygningerne blev ikke opført med det samme, men lidt af gangen og det sidste stod faktisk først færdigt i 1899. Hovedbygningen var flot og pompøs – indeholdt ikke mindre end 13 værelser.

Blandt de tidligste ejere skal nævnes kammerråd Ole Ecmarch, som købte gården i 1816. Han forsøgte ved ansattes hjælp at drive gården så godt som muligt, men hans hovedbeskæftigelse var og vedblev at være pengeudlån og jordspekulation. En af hans største debitorer var greve Jørgen Scheel til Gl. Estrup. En eftertid opkaldte en vej i Ryomgård efter ham vel sagtens uden at vide andet om ham, end at han havde ejet Marienhoffgården. Akkurat som Heinrich Mule Hoff blev han trukket ned af statens bankerot i 1813, – og dog, han klarede skærene indtil 1824, hvor han måtte give op. Marienhoffgården kom på tvangsauktion og endte på andre hænder. Gården fungerede i øvrigt efter samme principper som andre store (proprietær)gårde med pænt mange folk og tyende ansat, egen smedje og mejeri (nuværende Marienhoffvej 21), der nedlagdes i forbindelse med etableringen af mejeriet i Ryomgård i 1890.

Interessant bliver gården først igen da udstykning til statshusmandsbrug påbegyndes. Egentlig opstod statshusmandsbegrebet allerede i 1899, hvor det blev muligt via lempelige statslån at etablere sig med et lille landbrug (4-8 tdr. land). Ejeren kunne ikke leve af sådant et lille lod, og måtte derfor ofte have arbejde ved siden af. Han var således ikke landmand i traditionel forstand, men kaldtes husmand. I 1919 ændredes loven så brugene øgedes til en størrelse, som husmanden kunne leve af. Med tiden ændredes udviklingen, og i hvert fald fra 1967 var disse brug i hovedsagen urentable og afvikledes gradvist.

Men i mellemtiden florerede de. De første 6 husmandsbrug på Marienhoff udstykkedes af ejeren Knud Just i 1921, og var alle anbragt med bygninger omkring selve Marienhoffgården. Deres jorder strakte sig i forskellige retninger, men fordelen ved at holde bebyggelserne samlet var det samarbejde, der kunne etableres, dels med hinanden, dels med Marienhoffgården, – for leve af landbruget alene var ingen dans på roser. At være i nærheden af en større gård, hvor man kunne tilbyde at supplere arbejdskraften, var en fordel. i 1925-26 udstykkedes yderligere hele 24 husmandsbrug, der bredte sig fra nuværende Vestergade i syd til Margrethelund i nord. Nuværende Solbakkevej 1 samt Vestergade 64, 77 og 104 er således alle husmandsudstykninger fra dengang. I dag er der ingen af de gamle brug tilbage, men mange holdt ud igennem 30 – 50 år og gjorde det rigtig godt. En af dem var Marius Jacobsen og hans hustru Dora, Marienhoffvej 15 , foto ovenfor fra Randers Amtsavis 22. okt. 1955.
Et nyt lille koncentreret og erhvervsrettet samfund (statshusmandskoloni) var opstået indenfor snævre grænser, men hvad skulle barnet hedde? Det interesserede egentlig ikke de involverede så meget, som de udenforstående i Ryomgård! Debatten var derfor kort, og forslag som Højby, Stenhøjby, Stenhøjgård eller Mariegård døde hen, for de nyetablerede kaldte det blot Marienhoff, og derved blev det! De anderledes forslag var forårsaget af, at der på stedet, hvor Marienhoffgården lå, tidligere havde været et lille jordløst hus under Ryomgård Hovedgård, der kaldtes Stenhøj eller Stenhøjgård.

Stenhuset på Marienhoff, – lige ved Søparkens nord-østside. I dag er bygningen t.v. nedrevet, mens hovedhuset er renoveret.

Huset jævnedes med jorden endda nogle år før Marienhoffgården byggedes, men det oprindelige navn refererer formentlig til, at huset var bygget af og på sten, jfr. også det lignende navn fra den nær ved liggende ”Stenhusgrund” samt ejendommen ”Stenhuset” (Marienhoffvej 32).

Husmændene stiftede familier og trivedes. Det var hårdt slid, men de var deres egne herrer (sådan da, for staten så jo til med det ene øje, da ejendommene var statsfinansierede), og fik det til at løbe rundt ligesom sammenholdet var stærkt.

En markvej førte ind fra Marienhoffvej 21 til et af de udstykkede husmandsbrug på fotoet t.v. Det er taget i 1958,  i dag med adressen Poppelvej 5.

Jørgen Verner Jensen boede i 1930’erne i en af de udstykkede ejendomme (Marienhoffvej 36), og fortalte sin historie herom til arkivleder Knud Jensen fra Midtdjurs Lokalarkiv, hvorfra uddrag nedenfor er hentet:
“Det var i det Herrens år 1928 – den 10. oktober – at jeg blev født på Nyvang (i dag Marienhoffvej 36), én af de udstykkede ejendomme på Marienhoff. Jeg var barn nr. 2, min storesøster hed Lily og senere kom Lis. Mine forældre hed Carl Otto Jensen og Laura Amalie. Da udstykningen skete i 1926, købte far en af ejendommene for 2000 kr. Alle startede med at bygge et stuehus og en stald til nogle få køer, en hest og nogle svin. Jorden var ikke den bedste til dyrkning af almindelige afgrøder, så som supplement dertil begyndte far at grave grus ud af en skrænt på marken. Det blev flyttet på hjulbør og kastet over et sold med skovl. Min onkel Harry Sejersen fra Marmelin hjalp til. Han var arbejdsløs og gift med fars søster Margrethe. Min farfar Jørgen Jensen fra Marmelin kom gående og så til. Ham kan jeg huske fra min tidlige barndom, da vi kørte op til deres ejendom i Brunmose i fjedervogn. Ejendommen solgte de i 1932 og flyttede til Marmelin. Han døde i 1934. Bedstemor husker jeg langt bedre. Hende besøgte vi meget og hun havde altid noget godt til os og fortalte historier. Hun ville ikke nedværdige sig til at få aldersrente, men da renteindtægterne blev for små, gik hun alligevel med til det. I 1936 var det min tur til at begynde i skolen. Vi gik ad en markvej gennem en lille skov og så var vi i Marmelin på ingen tid. Der var  to gamle skoler med tilsammen 4 klasser, men man var igang med at bygge en helt ny centralskole med 5 klasser, så der blev et problem med at få delt børnene over en klasse mere. Jeg blev flyttet fra 2. klasse til 4. klasse sammen med Knud Laursen, Erik Madsen, Tage Jensen, Nina Pedersen og Lily Christensen. Der var nogle der blev misundelige, da vi sprang en klasse over. Lærerne ved de gamle skoler hed Thorup og Jørgensen, og de flyttede med til den nye skole. I 1934 blev der indlagt vand på ejendommene, og i 1936 lys og kraft. Det var noget af en omvæltning, men en stor lettelse. Hvert år i maj måned skulle der laves tørv i den lille mose, der hørte til ejendommen. Tørvene blev æltet i en maskine, som blev trukket af en hest i en omgang med udveksling. Jeg skulle gå bagefter for at holde hesten i gang og det var jeg ikke vild med, så hvis jeg kunne lokke Lily til det, kunne jeg være ved ælteværket. Da jeg var 11 år fik jeg min første cykel, ganske vist en brugt postcykel med flotte stafferinger og flyvepind på. Jeg havde fået fat i en gearomskifter, og den satte jeg på. Så kunne jeg lege skifte gear og den fik noget mundlir og hårde tramp i pedalerne. Sidst i 30erne og begyndelsen af 40erne havde vi nogle hårde vintre. Der var kæmpe-snedriver og mosen var fyldt med vand som frøs helt til med store minusgrader. Nu er mosen jo helt groet til med træer og buske, så den er ikke til at kende igen. Men dengang var der en kæmpestor skøjtebane, og far havde lavet mig en isslæde, og der kunne komme en god fart på, når man havde en stang med et søm banket ind i enden og så sat mellem benene – så var det bare med at komme afsted. Der var ikke mange børn, der havde skøjter på det tidspunkt. Vi drenge lavede også vores egen bondegård. Hestene var jo hestesko, køerne var grankogler, grise var de mindre fyrrekogler og så lavede vi indhegninger. I 1938 fik vi den første radio med store knapper på og en højtaler der stod ovenpå. Den var til elektricitet, mens de fleste andre på den tid var til akkumulator eller tørbatterier. Efterhånden nærmede vi os 2. verdenskrig. Jeg husker tydeligt da landet blev besat. Vi lå i vore senge den morgen den 9. april, da de mange flyvemaskiner fløj meget lavt. Vi gik i skole, men blev sendt hjem igen. Mørket sænkede sig overalt, og vi måtte have sorte gardiner op for alle vinduer – også i stalden – men jeg kan ikke huske, at vi mærkede noget til soldaterne. I 1941 solgte far ejendommen og vi flyttede til Ørbæk mark ved Ørum og jeg begyndte at gå i skole i Ørum”.

Prøv også at læse statshusmand Hans Madsens erindringer, der af pladshensyn bringes som pdf her: Omegn – Hans Madsens erindringer

Forsamlingshuset på Marienhoff
Jens Erik Mehlsen

Sammenholdet var godt i Marienhoffkolonien, og man besluttede i 1936 at bygge et forsamlingshus, der kom til at ligge på det nordlige hjørne af nuværende Poppelvej og Marienhoffvej. Alle hjalp til, men murerentreprisen var overladt Hans Bach, Ryomgård. Huset udlejedes til alskens gerninger, herunder naturligvis også familiefester, men under krigen måtte det give plads for tyskerne, og i krigens sidste tid for flygtninge. Da de endelig forlod stedet var forsamlingshuset i miserabel stand, men sammenholdet fik hurtigt skik på huset igen. Blandt andet byens udvikling mod nord samt de gradvise reduceringer af husmandsbrug var med til at realisere salget af huset i 1972-73 til Kommunen, der rev det ned for at gøre plads til nye byggegrunde, og en saga var slut.  (mange flere detaljer kan læses på Lokalarkivet og i Kirstens Frandsens artikel i Midtdjurslands Ugeblad fra 1. maj. 1990

TILDRAGELSER
omkring Sjørupgaarden – del 3
Knud Jensen

Hermed bringes det sidste afsnit om Sjørup-gaarden, skrevet af Søren Petersen i 1971. Om de senere år har vi fået oplysninger af Rite Kristensen, Kolind.  

Søren Nymanns søn, Otto Nymann, overtog Sjørupgaarden efter sin far. Men inden længe afhændede han gården til et konsortium for en pris af 300.000 kroner. Konsortiet solgte derefter gården til hestehandler Kr. Rasmussen. Han bortsolgte besætningen, og uden denne solgtes gården til N. Chr. Bisgaard. Og nu oprandt der en skæbnetime for den gamle historiske gård. Den blev købt af Randers Amts Udstykningsforening, og størstedelen af dens marker udstykkedes til husmandsbrug.
I årene efter århundredeskiftet var der landet over en stærk bevægelse fremme for at oprette statshusmandsbrug på de store arealer omkring herregårdene. De kår landarbejderne levede under, var ikke misundelsesværdige, og mange af deres børn udvandrede til Amerika for at søge bedre levevilkår der.
På baggrund af disse forhold vedtog Rigsdagen i 1899 en lov om jordlodder for landarbejdere, og denne lovs fremkomst betød for mange en lysning i tilværelsen. Tusinder af statshusmandsbrug opstod rundt om i landet. Med glæde og forhåbning toges der fat på arbejdet i egen bedrift. Og der er ingen tvivl om, at der skabtes mange lykkelige hjem ud fra denne lov. Mand og kone hjalp hinanden med arbejdet, og børnene kunne muntre sig i den friske luft.
Men forholdene har jo rigtignok ganske ændret sig i de sidste årtier. Nu forlades arbejdet på hus-mandsbrugene, og der må søges arbejde andet-steds. Men dette kunne ingen dengang forudse.
Også på Sjørupgaardens udstrakte jorder rejste husmandsbrugene sig. Der blev af Udstyknings-foreningen oprettet i alt 14 statshusmandsbrug.
Sjørupgaardens areal var dermed nedbragt til ca. 50 ha, men dermed var dens dage ikke talte. Den fik nu en ejer, der med dygtighed og ildhu tog fat på at omdanne den forsømte gård til et mønsterbrug. Og det lykkedes også! Manden var Ingvard Kristensen.
Han var søn af den i sin tid kendte leder af husmandsbevægelsen på Kolind-egnen, Jens Emmert Kristensen fra Ebdrup. I barndommen hjalp han faderen med arbejdet, og det fortsatte han med gennem ungdomstiden.

I ungdomstiden havde han gode lærepladser, bl.a. hos proprietær Rudolf Laursen, Frederikslund. Teoretisk uddannelse fik han som kontrol-assistent og ved et ophold på Ladelund Landbrugsskole.
Ingvard Kristensen købte i 1926 hovedparcellen af Sjørupgaarden for 90.000 kroner. Til denne hørte 50 tdr. land agerjord, 30 tdr. land i søer og vandlidende arealer samt 7 tdr. land i park og have. Af besætning var der kun 5 heste, 6 køer, 12 kalve og nogle få svin. Og der var sygdom i besætningen.
Ingvard Kristensen tog straks et energisk arbejde op for at få orden på den forsømte gård.
Først tog han fat på at få agermarken bragt i stand. Den var meget stenfyldt, og i løbet af et par år fjernedes 1400 kubikmeter sten fra marken.
Men hovedarbejdet gjaldt de vandlidende arealer. Og her blev der skredet ind både på en energisk og usædvanlig måde.
Vandet kunne ikke ad naturlig vej ledes bort fra vandlidende arealer. Ingvard Kristensen fik så den idé at grave dybe brønde ned ved søbredden. Den første brønd han gravede gav til resultat, at vandet i søen sank 6 tommer på en måned, og nu arbejdede han dag og nat med gravning af brønde. Der blev gravet tre af disse hver på 25 alens dybde, og gennem disse lededes vandet bort. Han kunne et års tid efter pløje 10 tdr. land søbund. Endnu en brønd blev gravet, og der kørtes tusinder af læs jord ud til regulering. Hele arealet kom nu under plov og gav rige afgrøder.

Ved den energiske indsats blev gården drevet frem til et mønsterbrug. Og i 1944 tildelte Foreningen af Jydske Landboforeninger Ingvard Kristensen sølvmedalje for landboflid. Besætningen bestod nu af 20 køer, 30 ungkreaturer, 10-12 grisesøer, 2 orner, 50 fedesvin, 7 arbejdsheste og 5 plage foruden et stort fjerkræhold. Ejendommen var øget med en tredjedel, og bygningerne var forbedrede. Af pietetsfølelse overfor den gamle hovedgård blev nogle dejlige gamle lindetræer på gårdspladsen og i haven fredet. Bistået af sin dygtige hustru var der nu skabt et hyggeligt og godt hjem.
Ingvard Kristensen fulgte interesseret med i tidens rørelser. Han havde sine egne meninger om tingene, og de blev fremsat lige ud og uden omsvøb.
Efter afslutningen af et eftermiddagsmøde i Kolind Landboforening ytrede han til den ligeledes bramfri konsulent Arne Larsen-Ledet: “Det er nogle idioter, der ordner disse møder. De holder dem midt om dagen, hvor vi har travlt, i stedet for om aftenen!” Larsen-Ledet svarede: “Ja, sådanne udtryk kan du og jeg bruge, men de pæne og anstændige mennesker anvender ikke et sådant ord om bestyrelsen!”
Desværre kom Ingvard Kristensen ikke længe til at nyde frugten af sit arbejde. Han døde i 1950, kun 57 år gammel.En broder, Knud Kristensen, overtog Sjørup-gaarden og fortsatte dygtigt landbrugsarbejdet. Men i 1955 mistede han livet ved et ulykkes-tilfælde på markarbejde, hvor en pumpe væltede ned over ham, og hans enke, Agnes Kristensen, ledede derefter arbejdet, indtil sønnen Tage Kristensen købte gården i 1958.
Det har i de senere år været vanskeligt at få medarbejdere i landbruget, og de høje lønninger har mindsket rentabiliteten. Mange landmænd har for at bøde på dette specialiseret bedriften. På Sjørupgaarden er det svineholdet, der nu især lægges vægt på.
Tage Kristensen er blevet en kendt mand på egnen, idet han har været leder af landbo-foreningens ungdomsarbejde. Talrige møder, sammenkomster og udflugter har han i mange år stået i spidsen for og ledet på en god måde. Desuden var han i flere år næstformand i Kolind Landboforening og formand for kontrolforeninger.

Søren Petersen.

Her slutter Søren Petersens beretning om Sjørupgaarden, men takket være Rite Kristensen har vi kunne føre historien op til vor tid.
I 1986 solgte Rite og Tage Kristensen gården til deres nabo Peter Petersen. Han lejede stuehuset ud i nogle år, inden han solgte bygningerne.
Rita og Tage flyttede til Kolind, hvor han døde i 2008 efter længere tids sygdom.
Bygningerne forfaldt mere og mere og ved en brand i 1997 brændte halvdelen af udbygningerne.
I flere år stod det hen i det uvisse, hvad der skulle ske med den gamle gård, men i 2008 skete der noget. Kapitalstærke folk overtog ejendommen og en større renovering blev iværksat. 
Nu er det et stort og moderne ferie- og kongres-center med plads til 50 personer. Der er store ferielejligheder, konferencerum med storskærm og mulighed for tilslutning af computer. Desuden er der stor svimmingpool, spabad og en stor aktivitetshal, hvor man kan spille hockey, hånd-bold, badminton, basketball eller indendørs fodbold. 
Gården omkranses af en stor parklignende grund med 4 søer, hvor børn kan lege og fiske. 
Ingen havde vel forestillet sig, at det skulle ende på den måde med den gamle kendte gård, der har oplevet så meget, men nu kan man glæde sig over det smukke syn, når man kører forbi gården.
Og de fredede lindetræer står der endnu!



TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN – del 2

Af Søren Petersen, Jenningkjæret, Skarresø, artikel fra 1971 formidlet af Knud Jensen

Pastor A. Fibigers far, P. Chr. Fibiger, solgte i 1881 Sjørupgaarden til forvalter Ole Hartvigson. Prisen var 105.000 kr., men efter 5 år solgte Hartvigson gården for 224.000 kr., altså med en stor fortjeneste. Prisen var muligvis også kommet for højt op, thi efter at en staldmester i Stockholm og en københavnsk grosserer havde ejet den en kort tid, blev gården overtaget af Overformynderiet i København. Og i følgende annonce blev gården udbudt til salg: 
“Torsdag den 10. ds. (dvs. 10. oktober 1894) afholdes på Raadhuset i Grenaa anden og sidste auktion over ejendommen Sjørupgaard, beliggende ca. ½ mil fra Kolind jernbanestation, i alt 14 tdr. land, 6 skpr. hartkorn, areal ca. 410 tdr. land, deraf 30 tdr. land eng. Med gården, hvis bygninger er nye og brandforsikrede for 62.017 kr. medfølger en besætning af 17 heste, 59 stk. kvæg, 18 får med lam og 37 svin, samt endvidere hele årets høst. Ved første auktion blev ikkun budt 52.000 kr. Af førsteprioriteten, stor 52.000 kr., kan hos en solid køber de 3 fjerdedele forblive indestående”. 
Gården blev dog ikke solgt før 1896. Men som Overformynderiet havde ønsket det, fandt det også en solid køber, nemlig gårdejer Søren Nymann fra Allelev. Han fik Sjørupgaarden med dens ca. 260 ha og 15 tdr. hartkorn og besætning og inventar for 42.000 kr., altså kun en femtedel af, hvad den havde kostet 10 år tidligere. Efterspørgslen havde åbenbart ikke været stor. 
Søren Nymann var ikke som folk er flest. Han gik efter sin egen næse, og brød sig ikke om, hvad andre mente. Det fortaltes, at han ikke gav sig tid til at skifte tøj, før han rejste til København for at købe Sjørupgaarden af Overformynderiet, men rejste i sit dagligtøj. Han nærede ligegyldighed overfor alt formvæsen. 
Han var en reel, dygtig og energisk mand. Og smilte man stundom over hans ejendommeligheder, var han agtet og respekteret. Han blev en kendt mand på egnen og videre ud. 
Og som Søren Nymann var dygtig og arbejdsom, satte han pris på de mennesker, der besad de samme egenskaber. Om en ældre kone, der i en årrække havde udført et solidt og uegennyttigt arbejde på Sjø-rupgaarden, sagde han: “A sejer, a sejer, den slags vokser it’ op mer”! Han indledte som regel sin tale med ordene: “A sejer, a sejer”! 
På markedspladserne blev Søren Nymann en kendt skikkelse. Når der skulle handles var han rigtig i sit es. Der er fortalt, at han om vinteren færdedes på markedspladsen med halmviske om benene for at værne dem mod kulden. Og så skulle der gerne slås en handel af. “A sejer, a sejer, de er let nok og kyev, de er vær’ aa la det staa”! 
En gang blev han taget ved næsen i en kohandel, og det skete vist sjældent. Tildragelsen blev kendt vidt omkring, og blev husket længe. 
Forfatteren Bertel Budtz-Møller, der en tid var forvalter på Sjørupgaarden og Vedø, har fortalt derom: 
En molbo ville ved Kolind marked sælge en kælveko til Søren Nymann. Den var reel i alle henseender, sagde molboen, men “den malker kun lidt mæ den jen patt”. Søren Nymann svarede: “A sejer, a sejer, det gjør ent nowed”! Og handelen blev indgået. 
Men da koen havde kælvet, viste det sig ganske rigtigt, at den kun malkede lidt med den ene patte. men den malkede slet intet med de øvrige tre! Molboens udtalelse havde været sand, men selvfølgelig havde Søren Nymann og de øvrige tilhørere opfattet udtalelsen således, at om den kun malkede lidt med den ene, malkede den normalt med de andre tre. 
Søren Nymann morede sig meget over, at han således var blevet taget ved næsen, og ved et følgende marked i Kolind gav han molboen en tikroneseddel, idet han sagde: “A sejer, a sejer, den ska do ha, faa do ær den jenest, dæ haa tawn mæ i en handel paa den måde”! 
Søren Nymann havde økonomien i orden. En ældre mand i Kolind har fortalt, at han en dag traf Søren nede ved Jernbanestationen. Efter at have hilst, sagde Søren Nymann: “A sejer, a sejer, a kommer li fra Sverrig, der haar a kjøft en gaard”: På spørgsmålet om det var en god gård, sagde Søren: “A sejer, a sejer, den ligger højt”! Det skulle jo nok forstås som en fordel. 
Søren Nymann havde en bror, Jens Nymann, der var købmand i Grenaa. Da han var blevet noget svær, foreslog lægen ham at tage ud til sin bror på Sjørupgaarden, for at han ved legemligt arbejde kunne tabe nogle af de overflødige pund. Men vandringen bag harve og plov blev for anstrengende, og Jens Nymann udbrød: “Nej, Søren, det kan jeg ikke have med at gøre, så får det gå, som det kan”! 
Jens Nymann bosatte sig i Lyngby, hvor han i 5 år var nabo til undertegnede [Søren Petersen]
. Bag hans tilsyneladende tilknappede væsen gemte der sig lune og humor. Under en samtale ved havehegnet kom en dame gående forbi. Det var i korsetternes tid, og vi kunne se, at damen energisk havde anvendt dette. Jens Nymanns replik lød: “Hun er jo ikke tykkere, Peddersen, end at hun kunne slås midt over med en skefuld vælling”! 
En ugift søster, jomfru Nymann, holdt hus for ham. Hun havde været husjomfru hos proprietær Laurits la Cour på Skærsø. Her kom historikeren Frederik Barfod ofte på besøg, og en dag bad han jomfru Nymann tilberede en rotte, som han ville prøve at spise. Under en belejring havde københavnerne en tid måttet ty til at spise rotter for at opretholde livet. Nu ville Barfod have kendskab til, hvordan disse dyr smagte. Hun gjorde som han havde bedt om, man hun fik aldrig at vide, hvad han syntes om smagen. 

TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN – del 1

Den kendte lokalhistoriker Søren Petersen, Jenningkjæret ved Skarresø berettede i nogle artikler i 1971 om Sjørupgaarden. 

Sjørupgaarden, der ligger i Nimtofte sogn, 4 km fra Kolind, har en meget lang historie bag sig. Den har været genstand for mange omskiftelser i århundreders løb. 

Det første der nævnes om Sjørup by er at den er krongods og skulle bidrage til kongens underhold. Men i 1580 fik Aarhus Domkapitel Sjørup by i eje. Domkapitler var klosterlige præstesamfund, der havde hjemme omkring bispesæderne. Under dem sorterede præsteuddannelse og skolevæsen. Sjørup by hørte under Domkapitlet, til dette blev ophævet omkring 1662. Der var 27 tdr. hartkorn foruden skov og olden til 400 svin. 

Sidst i 1700-tallet hørte Sjørup by til den nærliggende herregård Vedø. Der var to gårde beboet af Søren Sørensen og Søren Rasmussen.
Omkring 1763 bliver halvdelen af de to gårdes jord skilt fra, og midt på stykket bygger ejeren, Hr. Henrik Jacobi Boesen til Vedø en gård, som han kalder Sjørupgaard, også kaldet Sjørup Ladegaard.
Det er først gang man hører om Sjørupgaarden.

I den følgende tid skiftede gården hyppigt ejer. Blandt disse var toldkasserer Hansen, Grenå, exam. jur. Poul Wendelboe og løjtnant Treschow, der forøgede gården med 6 tdr. hartkorn.
Efter at gården havde været i handelen endnu fire gange, standser vi op ved 1862, da den købtes af Joh. Andreas Neergaard (vistnok i fællesskab med R. Lund, Slemminggaarden) for 32.000 rd.
Neergaard havde et vidtstrakt virkeområde, idet han var dels ejer og dels forpagter af Meilgaard, Skærvad og Fannerupgaard. Hertil føjedes nu Sjørupgaard. Han havde en datter Annette, der omtaltes som en smuk og charmerende pige. Hun elskede sang og musik, og når hun sad ved klaveret og sang med sin smukke sangstemme, flokkedes mandlige tilbedere om hende.
Den foretrukne blev en ung landvæsenselev, Peter Christian Fibiger. Han var københavner. Faderen havde som borgmester deltaget i den historiske vandring i marts 1848, da man gik til Frederik d. 7. og bad om fri forfatning. Til slægten hørte flere kendte personligheder, bl.a. forfatterinden Mathilde Fibiger, der var en af de banebrydende personer for kvindesagen herhjemme.
Annette og P. C. Fibiger blev gift i 1861, og et par år efter købte de Sjørupgaarden. Den var da på 506 tdr. land og ved flid og påpasselighed forbedrede de gården betydeligt.

7. februar 1868 fødtes på gården en dreng, der i dåben fik navnet Johan Andreas Neergaard Fibiger, i daglig tale kaldet Andreas. Han skulle siden som præst blive landskendt. Langfredag den 10. april stod dåbsgildet på Sjørupgaarden. Der blev festet i tre dage. Deltagerne var familiemedlemmer, hvoraf mange boede på egnen. Annettes bror Joh. Neergaard var forpagter på Fannerupgaard, en søster var gift med justitsraad Hans Secher på Bjørnholm, og til vennekredsen hørte hofjægermester Eckmann på Frederikslund i Koed sogn.

I en beretning om gildet hedder det, at der “blev spist og drukket, snakket og bakket, sunget og danset i tre dage!” Men festens hovedperson, den lille Andreas, blev der ikke tænkt meget på. Der blev ikke sunget ved hans vugge, at han skulle blive en kendt præsteskikkelse og en energisk forkæmper for Indre Mission. Da festen påskedag nærmede sig sin afslutning, blev der dog udtalt ønske om at få drengen at se. Men moderen udbrød: “Nej, ham får I ikke at se! Han er så grim, at han ikke er værd at vise frem!”
Den lille Andreas var svagelig i de første år, men helbredet bedredes, og han blev en rask og modig dreng. Han fik sammen med en broder den første undervisning af en lærerinde, faderen havde antaget. Han elskede især historie og litteratur. Allerede i 8-års alderen kendte han navnene på de betydeligste danske digtere.
Drengen var på den tid sammen med hofjægermester Eckmann på Frederikslund en tur i København. En aften i Tivoli traf de digteren Høedt. Eckmann fortalte om drengens kendskab til de danske digtere. Man da han så blev spurgt, om han kendte digteren Høedt, måtte han sige nej, hvorfor denne blev fornærmet.

I hjemmet på Sjørupgaarden dyrkedes selskabelighed i ikke ringe grad. Men der levedes et smukt familieliv. Tillid og kærlighed prægede dagliglivet. Selv om hjemmet ikke var stærkt religiøst, skete det dog, at man på helligdagene lod hestene spænde for og kørte til Ørum, hvor Vilhelm Bech dengang var præst. I sine erindringer “Erindringer fra mit liv” fortæller Bech om sit venskab med familien på Sjørupgaarden og fortsætter: “Familien Fibiger i nabosognet besøgte også jævnligt Ørum kirke. De bor nu i København, og en søn er nu en virksom præst i Købanhavn”. Denne præst var Andreas Fibiger.Andreas levede et lykkeligt liv på Sjørupgaarden. Han skrev siden: “Der er jeg født og har levet hele min barndom, og jeg er uhyre ked af at skulle skilles fra den”. Men dagen kom, da han måtte forlade sit barndomshjem.

Her er ikke stedet til indgående at fortælle om Andreas Fibigers liv og gerning. Derom er der fortalt i bøger og i blade, men nogle træk skal dog fremdrages.

Andreas kom i Randers Latinskole og studerede derefter teologi ved Københavns Universitet. Sin præstegerning begyndte han i Bjørnsholm-Malle, og han var samtidig lærer ved det nærliggende Ranum Seminarium.
Her mødte han modsætningerne mellem Indre Mission og Grundtvigianismen. Med noget ret fandt han grundtvigianismen for overfladisk. Han skrev i et brev derom: “Ingen af dem ved andet om grundtvigianismen end at den er dette lette og lyse livssyn. Aah, den arme Grundtvig, hvad må han dog ikke bære? Han, som var den gamle rationalismes banemand – han som prædikede liv i de døde ben, og nu bruges han som beskyttende liglagen …. bæh, det er til at få kvalme af!”
Fibiger blev derefter præst i København. Her rettede han skarpe angreb på bradesianismen og socialismen. Derved kom han i voldsom strid med arbejderne. “Jeg blev bogstavelig talt tordnet ned af rasende protester”, fortæller han. Sandheden tro må det vel siges, at tidens konservative præster havde deres skyld i, at socialdemokraterne i mange år stod fjendske overfor kirken. Heldigvis er disse forhold ændrede i dag.

Andreas Fibiger blev en af de betydeligste præster inden for Indre Mission. Han var en dygtig prædikant og samlede store skarer omkring sin prædikestol. Et omfattende menighedsarbejde udførte han i København, og det skyldtes ham, at Eliaskirken blev bygget. Han udgav en række bøger. Ofte prædikede han i radioen, og han blev en kendt person i datidens Danmark.
Hans sind rummede både tung alvor og munter lystighed. Da han engang skulle deltage i et møde i Norge, rejste han sammen med den daværende pastor Bang i Vivild. Efter at være gået til køjs i sovevognen drillede de hinanden, mens toget rullede gennem Småland. Bang havde et mægtigt fuldskæg, og det var ofte genstand for Fibigers drillerier. Omsider blev der dog stilhed, men efter en stund lød Fibigers dæmpede stemme: “Bang, sover du?” Bang svarede: “Nej, Fibiger, men jeg var lige ved det. Hvad er der nu?” “Jeg ville bare høre, om du sover med skægget over eller under dynen?”

Andreas Fibiger døde 1937. Hans far havde solgt Sjørupgaarden i 1881, og familien bosatte sig i København.

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (1)
Knud Jensen

Når man en meget kold vintersøndag sidder i Ebdrup kirke er der nogenlunde varmt- undtagen ved alteret, hvor Anne Kirstine står og fryser. Nu omgås menighedsrådet med planer om et nyt varmeanlæg, der skal afløse det gamle fra ca. 1965. Hovedparten af danske kirker er jo bygget I perioden 1100 -1300. De blev alle bygget uden varmeanlæg og har således stået uden opvarmning i flere hundrede år, så det må have været en kold omgang at være til de dengang ret lange gudstjenester. Først I løbet af 1800-tallet blev der installeret kakkelovne eller kaminer, og en egentlig opvarmning begyndte. Hvornår der er kommet kakkelovn i Ebdrup kirke vides ikke. Den gamle protokol går fra 1904 og først i 1919 står der noget om opvarmning, idet man vedtog at forhøje graverens løn for at fyre til 65 kroner om året, og det indbefattede også opvarmning til bryllupper og begravelser. Så står der intet i protokollen før 1956, hvor kakkelovnen revnede, og formanden Ejnar Pedersen indhentede tilbud på en ny ved firmaet H. Rasmussen og Co. i Odense. Den kostede 1790 kroner, og den blev købt og installeret. Jørgen Sørensen i Ebdrup fortæller, hvordan han og graverens søn Villy mange lørdage om vinteren glk ned i kirken og fyldte brændsel på kakkelovnen. Så kunne den holde til ved 4-tiden, hvor graver Jens Hansen gik ned og igen fyldte på. Derefter lagde han sig på en kirkebænk og sov videre indtil om morgenen. Brændsel til kakkelovnen blev opbevaret i en kasse mellem styltetårnene under klokken. Det var koks og kul og under krigen tørv. Man gik efter krigen også over til formbrændsel. I 1958 drøftede menighedsrådet muligheden for Installation af elektrisk varme, og der blev indhentet tilbud. Da var Børge Sørensen blevet formand. Projektet blev ikke til noget, men han har siden fortalt, at det var noget man drøftede hvert år. Tiden gik videre og først i 1964 tog man sagen op igen. Det blev da vedtaget at søge den løst ved opførelse af en kombineret varmecentral i en ny bygning med toiletter og redskabsrum. Efter tegninger og et overslag fra arkitekt Arthur Jensen i Grenaa og ingeniørfirmaet Horwalth og Skou, Aarhus, godkendte man planerne og det vedtoges at sende sagen til provstiet sammen med en anmodning om lån i stiftsmidlerne og ansøgning om at låne restbeløbet i et pengeinstitut. I protokollen står der herefter intet om dette byggeri, så der er nok ført et særskilt regnskab over projektet, men dette eksisterer ikke mere. Tilladelserne blev imidlertid givet fra provstiet, for byggeriet blev gennemført og i en notits fra 1968 står der, at man tegnede abonnement på eftersyn af oliefyret. Lønnen til graveren for fyring blev sat ned til 175 kroner årligt. Så det er et bedaget oliefyr der i dag står i den nye graverbygning fra århundredeskiftet, og man kan nok trænge til en ny form for varme, Inden det gamle fyr bryder sammen.

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (2)
Knud Jensen

I 1911 LAVEDE LEDEREN AF Kolind Privatskole, G.M. Theilgaard, en liste over præster i Kolind; Ebdrup og Skarresø sogne. Fra begyndelsen af 1500-tallet og op til vor tid er det blevet til 35 præster, hvoraf vor nuværende præst, Anne Kirstine Langkjer, har siddet længst i embedet. Fra omkring 1625 til omkring 100 år senere hørte Skarresø under Marie Magdalene sogn.
Her skal omtales en af de mest markante præster i Kolind-Ebdrup-Skarresø hele den lange periode, nemlig provst Niels Refsbæk Høvring, der var sognepræst fra 1823 til 1848. 11838 blev han tillige provst for Mols Sønder og øster Lisberg herreder. Før han blev kaldet til embedet i Kolind, var han huslærer på “Fævejle” ved Lyngby og i 1817 købte han proprietærgården “Nygaard” ved Lyngby og blev gift. Den ejede han indtil han fik embede i Kolind i 1823.Han var en kontroversiel person, og i en visitatsprotokol fra 1848 får han følgende skudsmål: Sang: Kun nogenlunde. Messe: Ret god. Prædiken: Ordentlig, tydeligt og populært for en landsbymenighed. Beskrivelsen slutter således: “Provst Høvring er en brav og dygtig mand, men han går sine egne veje og følger hverken vej eller sti”
Det var måske derfor han blev sogneforstander, da disse forstanderskaber oprettedes i 1841. Det var som regel præster, der blev valgt til formænd for disse forløbere for sogneråd. Det var nu også meget naturligt, idet de havde kendskab til administrative anliggender og var kyndige i landbrug. Medlemmer af de første sogneforstanderskaber var oftest landmænd, idet kun personer med en ejendom på over 6 tdr. hartkorn kunne blive medlemmer. I Marie Magdalene valgtes sognepræst G.F.A. Graae til formand og i Nimtofte-Tøstrup sognepræst Chr. la Cour til formand.
Høvring var en myndig og robust personlighed. I hvervet som formand udviste han megen myndighed, men det var også nødvendigt. Det var et krævende arbejde og alt var jo nyt. Der var ingen traditioner at følge. Møderne holdtes som regel i præstegården, og det var ofte med korte mellemrum, idet der var mange sager at tage stilling til. Orden og bestemthed prægede hans ledelse. Hvis et medlem blev væk uden at melde afbud, resulterede det i en skarp påtale.
Han var heller ikke nogen ynder af øllebrødsbarmhjertighed. Ved et af de første møder foreslog han, at der blev skredet ind mod den plage, de mange omløbende bissekræmmere forvoldte. Og det blev vedtaget. Og det blev vedtaget, at der ved kirkerne den følgende søndag skulle bekendtgøres, at bissekræmmere og betlere ”uden skånsel ville blive optagne og ført til vedkommende øvrighed”.
Ved en anden lejlighed opfordrede han de øvrige medlemmer til at påse, ”at anordningen om helligdagenes tilbørlige overholdelse blev respekteret”!
Et af de største områder at behandle for de nyvalgte sogneforskaber var fattigvæsnet. I middelalderen var det den katolske kirke, der sørgede for de fattige, og det fungerede faktisk udmærket, men da forsørgelsespligten efter reformationen i 1536 gik over til staten, gik det helt galt. Staten magtede ikke opgaven og tiggeriet florerede, så det blev en landeplage.
Om provst Høvrings ledelse af forstanderskabet fortælles mere i næste nummer af Kirke & Sogn.

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (3)
Knud Jensen

Som nævnt i sidste nummer af Kirke & Sogn var fattigvæsenet det største problem for de nyoprettede sogneforstanderskaber. Med provst Høvring som formand var der ikke et eneste møde, hvor der ikke var problemer vedrørende fattigvæsenet på dagsordenen.
I 1847 blev en ”omløberske” med sine 4 børn anvist til forsørgelse i pastoratet. Hun var blevet født i Ebdrup i 1800 ”på gennemrejse”. Hun og hendes børn blev omtalt som ”nøgne og blottede for alle mulige nødvendigheder!” Provsten havde lejet en bolig til hende i Kolind for seks rigsdaler årligt. Det blev nu bestemt, at et medlem af forstanderskabet, Poul Christensen Smed fra Skarresø skulle rejse til Aarhus og købe, hvad der var nødvendigt til hendes forsørgelse. Det drejede sig bl.a. om: To sengesteder, overdyner, hovedpuder, madrasser, et simpelt bord, to stole, 40 alen lærred til indvendig linned for hende og hendes børn, vadmel til gangklæder, træsko, kakkelovn samt ildebrændsel. I alt blev det 104 rigsdaler. Hertil kom omkostninger til helbredelse for fnat.
Ved et møde den 14. august 1847 oplystes det, at et kvindeligt fattigmedlem var blevet besvangret og nedkommet med en datter. Hun var krøbling og kunne ikke selv passe sit barn. Derfor bestemtes det, at gårdejer Jens Jepsen i Kolind skulle have årligt 1 td. og 2 sk. Rug, 1 td. og 2 sk. byg og 6 rigsdaler til hendes fornødne føde.
Det var store udgifter for kommunen vedrørende fattigvæsenet, og man søgte da også flere gange Randers Amtsråd om økonomisk støtte, og den blev som regel givet.

Et andet emne som forstanderskabet behandlede, var faren for ildebrand. Allerede i 1842 foreslog provst Høvring at man anskaffede en vandsprøjte til pastoratet. De øvrige medlemmer syntes det var en glimrende ide, men beboerne i sognene var imod tanken, så det blev ikke til noget.
Provst Høvring fik altså ikke sin vilje med dette forslag. Han var ellers vant til at få gennemført sine forslag, og han var den myndige leder i såvel åndelige som materielle anliggender, men også en speciel person, som der gik mange historier om. En senere slægtning har fortalt om en episode ved et marked – sikkert i Maarup – da det foregik omkring 1840. ”En melhandler fra Grenaa stod foran en tjæret port, da provst Høvring kom og ville ind. Handleren ville ikke flytte sig og udbrød, at provsten jo kunne mane ham bort. De omkringstående var spændte på, hvad udfaldet ville blive. Provsten vidste jo godt, at han ville blive til grin, hvis han veg udenom, så han tog et stykke kridt og tegnede et kors på porten over melhandlerens hoved og på begge sider af ham. Så greb han manden og kastede ham over sit hoved ned på vejen. Da han gik gennem porten, spurgte han høfligt, om manden havde slået sig”!
Det er måske bare en historie, men den viser, at det var en person, man talte om. Hans tid som formand for forstanderskabet sluttede med hans død i 1848, og da blev proprietær Mønsted fra Ebdrup formand i et år. Han efterfulgtes af Jens Andersen Degn fra Kolind, men i 1850 kom præsterne tilbage som formænd, først pastor Jantzen og dernæst pastor Danæus. Efter ham blev det så grd. Rasmus Degn Jensen fra Bugtrup og det var slut med sognepræsterne som formænd.
Kilde: Søren Pedersen, Enghøj, Kolind: ”Kolind by og omegn”.

“Brugsen” i Midtdjurs
Af Knud Jensen, fhv. arkivleder

Der var engang – sådan begynder mange eventyr, og det kan man også sige om alle de brugsforeninger, der skød op i Danmark i slutningen af 1800-tallet. De fleste er væk, men nogle lever i dag i bedste behold og har vokset sig store.
 Her følger en oversigt over de brugsforeninger, der har været i det gamle Midtdjurs område, og vi starter med den først opførte:
 
Attrup – 1891-1983
 

Attrup Brugs år og personer ukendt

De første optegnelser om Brugsforeningen er fra 1891, men den kan godt være åbnet nogle år før. I 1905 blev det foreslået at flytte den til Koed, og det blev vedtaget. Uddeler A. Sørensen flyttede med til Koed.
 Allerede samme år blev den igen oprettet i Attrup af utilfredse borgere. I 1910 var der storbrand i Attrup og butikken og alle varer brændte også. Det vides ikke helt bestemt, hvornår forsamlingshuset er bygget til, men i 1912 bygges der køkken og samme år blev en stue og en gang bygget for 295 kroner. Af senere uddelere nævnes Hansen i 1922 og i 1948 den vidtberømte Jens Johansen. Han var på posten helt til lukningen af Brugsen. I 1981 havde man forsøgt at bortforpagte bygningerne til nabobrugserne, men det gik i vasken.
 Man holdt dog en stor 90-års jubilæumsfest dette år, men den 19/10 1983 blev der lukket og slukket. Forsamlingshuset blev solgt fra og findes stadigvæk i moderniseret stand.

Skarresø – 1898-1969
 I 1898 kom turen til Skarresø. Man købte et lille hus bag ved kirken og indrettede den første butik. Uddeler blev P. Greve fra Astrup. Han blev i 1908 afløst af Jacob Rasmussen.
 Han holdt op i 1914 og da byggede man også den nye butik. Derefter kom uddelerne Kresten Rasmussen, Emanuel Højfeldt, S. Refshammer, Karl Søgaard og Svend Kristensen.
 1936 ansatte man Kristian Clemmensen til uddeler, og han var der, indtil man nedlagde Brugsen i 1969. Han købte imidlertid bygningerne og drev købmandsforretning sammen med sin kone Katrine under navnet “Skarresøhus. Ved hans død i 1974 var det slut med en butik i Skarresø.

Skarresø Brugsforening 1916

Kolind – 1900
I 1899 begyndte fremsynede mænd i Kolind at tale om etablering af en brugsforening. Der var ganske vist et par købmænd i byen, men man mente nok, der var plads til en Brugsforening, så den 30. maj 1900 åbnede man i lejede lokaler på Maarupvej.

Ved befrielsen i 1945 foran Kolind Brugs

Året efter byggede man en helt ny bygning på Bugtrupvej 1, og der har Super Brugsen stadig sin plads, dog har der været store og mange udvidelser gennem årene.
De forskellige uddelere gennem tiderne er Niels Vinderslev 1900-1927, Thorvald Nissen 1927-1964, Henning Høj 1964-1970, Egon Pedersen 1970-1994, Jørn Schmidt 1994-2019. Kun 5 uddelere i løbet af 114 år!
 Omkring 1950 var der samtidig 5 købmænd i byen. Byen er dog tilført en FAKTA-discount butik.
 Super Brugserne i Kolind og Ryomgård er i dag de største dagligvarebutikker i Midtdjurs.


Nimtofte – 1901

I november 1900 begyndte man at tale om en Brugs i Nimtofte. Der var i forvejen 2 købmænd i byen.

Nimtofte Brugs 1901 ved købet af P. Nielsens købmandsbutik

 Det blev besluttet at købe ejendommen på Torvet og allerede 1. februar 1901 kunne man åbne butikken. Den blev snart for lille, og i 1912 byggede man helt ny bygning på stedet.
 Igennem årene er der foretaget flere små og store udvidelser.
 Uddelere: J. Tønning 1901-1902, M. Vinderslev 1902-1918, J. N. Skovbjerg 1918-1961, Visti Skovbjerg 1961-1985, Kaj Nielsen 1985-2000, Karsten Jespersen 2000-2010 og Per Juul Hermansen.
Brugsen i Nimtofte har overlevet alle de vanskelige år og er i dag en velfungerende Dagli’ Brugs med et stort vareudvalg.
 

Koed – 1905-1970
 Som allerede nævnt blev Koed Brugsforening startet i 1905. Uddeleren de første år var A. Sørensen. I 1943 nævnes uddeler Knudsen. I 60erne og 70erne var det Birthe og Vagn Jensen.
 Igennem årene var der stor debat om salg af spiritus.

Uddelerparret Birthe og Vagn Jensen, ca. 1970

 Afholdsforeningen stod stærkt, der var forskellige restriktioner, og først sent blev det vedtaget at sælge hele året.
 I 1954 blev der bygget til, så butikken blev større. Op gennem 60erne sporedes der en lille fremgang i omsætningen, men den kunne ikke fastholdes. Uddeleren sagde sin stilling op i 1970, og det blev besluttet at opløse foreningen.
 Efter lukning af Brugsen var der i flere omgange en købmandsbutik, men den måtte også give op.

Marie Magdalene Brugsforening – 1908

De nærmeste dagligvarebutikker var i Ryomgård, hvor der var et par købmænd, så man blev enige om at starte en brugsforening i Marie Magdalene, og der var officiel åbning den 1. juli 1908. Det kostede 3.500 kroner at få det hele i gang. I de første år var omsætningen meget ringe, omkring 100.000 kroner, men i 1911 blev der udbetalt dividende, så det må være gået fremad. Den første uddeler hed Niels Pedersen. Derefter kom der 7 forskellige uddelere.
 På et tidspunkt blev der foretaget en større udvidelse.
 Henry Dolmer blev uddeler i 1943 og i hans tid blev det af konkurrencehensyn besluttet at flytte Brugsen til Ryomgård. Det skete i 1966 og man flyttede ind i en helt ny bygning på den nuværende placering på Vestergade.

Den “nye” brugsbygning i 1966

Ved Dolmers død i 1971 blev Bent Brøbech uddeler og i 1975 var en større udvidelse igen påkrævet.
 I 1983 blev navnet ændret til Marie Magdalene– Ryomgård Brugsforening og der må en ny udvidelse til i 1985. Palle Olsen blev uddeler i 1992, og i 2005 kom Thomas Koustrup. I dag er Super Brugsen i Ryomgård en stor forretning og suppleres af den ny-tilkomne NETTO, der er placeret lige overfor, så de to butikker supplerer hinanden i en god synenergieffekt.

 
Pindstrup – 1912
 I 1912 oprettede man den nuværende Brugsforening i Pindstrup. Den blev bygget på ruinerne af en tidligere Brugs på Storegade 40.

Pindstrup Brugs 1924

Der nævnes en uddeler H. K. Kristensen i 1908. På det tidspunkt var der kun omkring 230 indbyggere i Pindstrup, og der var en stor købmands-handel/kro, så det var et ret voveligt foretagende.

Man antog Mads Kristian Andersen som uddeler og det var han indtil 1946. Derefter kom Jacob K. Andersen (1946-1978) og Poul Erik Jensen (1978-1983). I deres tid blev der foretaget mange udvidelser af butikken, men i 1981 mente bestyrelsen, at der ville være økonomisk mulighed for at bygge en helt ny butik. 30. september 1982 kunne man holde indvielse af den nye butik på Storegade 62.

Brugsen i Pindstrup inden flytningen i 1982


 Projektet stod i ca. 900.000 kroner.
 Uddeler Svend Aage Hansen blev ansat i 1983 og afløstes i 2017 af Michael Nielsen.
 Dagli’Brugs er nu den eneste dagligvarebutik i byen..

Mesballe – 1914-1971
 I 1910 havde købmand Andersen fra Ryomgård en forretning på Tjerrildvej 4 i byen, men en kreds af beboere ønskede en brugsforening og den blev stiftet på en generalforsamling den 27. marts 1914.

Brugsen i Mesballe, – amtsvejen Ryomgård – Thorsager, går på tværs, altså fra venstre mod højre

 Der blev købt en grund til 100 kroner lige overfor forsamlingshuset og man lånte 8000 kroner af Banken for Kolind og Omegn til at bygge for.
 Det første år var Mikael Pedersen uddeler. Derefter fulgte Andreas Hansen. På grund af problemer med bestyrelsen holdt han kun i to år, og blev efterfulgt af Valdemar Knudsen, der havde posten til 1939, altså 22 år. Fra 1939 til 1956 var uddeleren Valter Knudsen. Otto Andersen havde posten 1956-1959 og blev afløst af Bent Brøbech fra 1959-1968. I 1964 foretog man en større ombygning.
 Børge Møller blev uddeler i 1968, men da var det begyndt at gå tilbage med omsætningen, og på en generalforsamling i 1970 stemte man for en opløsning af foreningen og butikken blev lukket i 1971. Efter nogle år overtog ARKE grunden og bygningen blev nedrevet.
 
Ebdrup – 1914-1968
 I nogle år havde der været en mindre købmandsforretning lige over for Smeden, men i 1914 ville man også have en Brugsforening i Ebdrup og den blev stiftet med Jacob Rasmussen som uddeler helt til 1939.

Ebdrup Brugsforening 1916

 Derefter kom Viggo Skov i 14 år, og i 1953-1957 Børge Rasmussen. Børge Eskildsen var uddeler fra 1957-1965. Uddeler Vester havde et enkelt år, inden Hugo Lund lukkede og slukkede butikken i 1968. Der var altså brugs i Ebdrup i ca. 54 år.
 Anne Marie Sørensen drev derefter købmandsforretning indtil 1977. Ved lukningen var der stor sorg i byen. En nulevende indbygger sagde: ”At lukke butikken er kedeligt, men at lukke ”Rottehullet” er en helligbrøde!” Der blev hentydet til baglokalet, som i flere år havde været et populært samlingssted for mange af byens indbyggere.    
 

Stabrand Brugsforening – 1915 – 1984

Stabrand Brugsforening

Siden 1898 havde byen haft en købmandsforretning, men i 1915 tog lærer Rasmussen fra Krarup initiativ til at starte en Brugsforening i Stabrand og den startede samme år med Chr. Pedersen som uddeler. Efter dennes død i 1939 fortsatte hans enke Sofie sammen med en nevø som uddelere, indtil Sinne og Robert Guldholt blev ansat i 1946.
 I 1944 forlangte tyskerne Brugsen ryddet i løbet af 24

timer og man flyttede til den
gamle købmandsgård i Maarup, og der var man var indtil 1947, hvor bygningen i Stabrand kunne købes tilbage. Tyskerne havde brugt bygningen til depot og senere til kirkesal for tyske katolske flygtninge.
 Guldholts var uddelerpar indtil 1984, hvor man også i Stabrand måtte opgive at føre forretningen videre. Det kan tilføjes, at købmandsbutikken først lukkede i 2005, da Bent Odgaard døde efter 45 år som købmand i Stabrand.

Nødager – 1920-1987
 På dette tidspunkt var der 2 købmænd i byen, men dette år besluttede man at stifte en Brugsforening med adresse på Skaarupvej 4. De første år havde man en omsætning noget større end Brugsen i Kolind.

Nødager Brugs 1920

 Af uddelere kan man nævne Magnus Welling, Christian Harritz, Børge Pedersen, Bertel Clausen, Bent Jensen og Mogens Christensen.
 I 1987 måtte man også i Nødager give op. Ulla og Erland Sørensen købte bygningen
 og åbnede købmandsforretning, men på grund af for store omkostninger eksisterede den kun i 2 år. I dag er der ingen forretninger i Nødager.


 
Sivested  1946-1976
 På Sivestedvej 52 var den gamle skole fra 1890. Den blev lukket i 1939 og blev indrettet til købmandsbutik af fru Frandsen fra Kolind. I 1946 købte byens borgere både den og en købmandsforretning i nr. 35, og de oprettede en brugsforening i bygningen. Den eksisterede til 1975, hvor den måtte lukke på grund af svigtende omsætning.
 Lis og Peter Nielsen overtog bygningen og drev købmandsforretning indtil 1986, hvorefter de fortsatte med salg af planter og blomster indtil for nogle år siden.
 
Dette var en lidt nostalgisk gennemgang af de forskellige Brugsforeninger i Midtdjurs. Som allerede nævnt eksisterer der nu to SuperBrugser i Kolind og Ryomgård samt to Dagli’Brugser i Nimtofte og Pindstrup.
 Man kan se billeder af de forskellige brugsforeninger på www.danskebilleder.dk.
 
Kilder:
 Jubilæumsskifter fra brugsforeningerne i Kolind, Ryomgård, Nimtofte og Pindstrup.
 Bent Møller Pedersen og Knud Jensen: Dengang og nu – Rundt om Kolind I og II.    

MEJERIERNE I MIDTDJURS
Knud Jensen

Flere af mejerierne i vort område har tidligere været omtalt enkeltvis, og tidligere arkivleder Knud Jensen har givet en samlet gengivelsen af dem alle. Her bringes en opfølgning agf de tidligere artikler: 

Kolind Andelsmejeri 
I 1882 oprettedes det første Andelsmejeri i Danmark i Hjedding ved Ølgod. Der gik seks år, inden ideen nåede til Midtdjurs. Det første mejeri blev bygget i 1888 i Kolind og lå, hvor Kolind-Slagteren i dag har til huse. Det fik navnet ”Kolindsund Andelsmejeri”.  
I 1912 var man nødt til at bygge større, og for 4.500 kroner købte man en grund på Bugtrupvej af forstkandidat Chr. Dalsgaard. Navnet førte i 20erne til misforståelser, da der blev blokade mod Kolindsund Lodsejerlaug og mejeriet blev også ramt. Misforståelsen blev dog hurtigt opklaret, men man ændrede navnet til ”Kolind Andelsmejeri”.  På det tidspunkt hed bestyreren P. Basse og i 1929 efterfulgtes han af sønnen Peter Basse, der havde stillingen til 1969. Han flyttede siden til Spanien og døde i 2003, 102 år gammel. 

Luftfoto af Sylvest Jensen, – Kolind Mejeri i midten, ca. 1950

Af en statistik fra 1930 kan man se at der var 279 leverandører med 2500 køer og der blev indvejet 6.59 mill. kilo sødmælk. Mælkehandler Aage Jensen kørte i mange år rundt i byen med hest og vogn og solgte de forskellige produkter. 

Der var i 50’erne ansat 6 medarbejdere og som et ekstra frynsegode for beboerne i byen var der mulighed for at tage bad på mejeriet.  I 1966 byggede man ostelager og satsede på denne produktion, men det varede kun i 10 år, for i 1976 måtte mejeriet lukkes. Selve mejeriet blev jævnet med jorden, men Møllers K-marked indrettede sig i ostelageret og udvidede, også med benzintank. I dag har Super Spar til huse i bygningerne. 

Ryomgård Andelsmejeri ca. 1930

Ryomgård Andelsmejeri 
I 1890 var tiden kommet til Ryomgård. Andelsmejeriet blev bygget tæt ved stationen på en grund lejet af godsejer Mourier-Petersen på Gl. Ryomgaard. I 1920 måtte mejeriet udvides, men beliggenheden var den samme lige til nedbrydningen i 1974. Alle ved nok, hvor mejeriet lå, og i dag kan man jo besøge et galleri på stedet. Den første bestyrer var Niels Jensen og han fortsatte i stillingen indtil 1919, da han blev afløst af Peter Bundgaard, som også besatte stillingen i rigtig mange år. 
Af statistikken fra 1930 kan ses at der var 230 leverandører med 1200 køer og en indvejning på 4.37 mill. kg sødmælk. Som alle andre steder begyndte der at komme vanskeligheder med at drive mejeriet op gennem 60’erne, og efter et samarbejde med Hornslet mejeri, der heller ikke blev en succes, måtte mejeriet lukkes i 1974 og bygningerne blev nedrevet.  

Nimtofte Andelsmejeri 
Næste mejeri blev bygget i Svendstrup ved Nimtofte i 1892. Der lå det indtil 1921, da man var nødt til at bygge et større mejeri på Stationsvej. Der står bygningerne den dag i dag. 
Statistikken fra 1930 viser at der var 223 leverandører med 1460 køer, og der blev leveret 4.85 mill. kg sødmælk. 

Nimtofte Andelsmejeri

I byen havde man en hvid mælkevogn, der kørte rundt forspændt ”Mælkeklaus”, som hesten hed. På grund af alder blev den slagtet under krigen og der var sorg i byen, men de fleste steder blev der spist hestekød dagen efter. 
Der var også baderum til byens borgere, men ifølge lægen i byen blev det vist aldrig den store succes!  
I hele mejeriets levetid var der kun 3 bestyrere. Fra 1892-1918 I. C. Christensen, 1918-1938 Jens Peter Jensen og 1938-1970 Harald Christensen. 1959 byggede man osteri og det kørte fint, men vanskelighederne tårnede sig op og i 1966 blev der forhandlet med andre mejerier om samar-bejde, men det mislykkedes. I 1969 blev det besluttet at Ørum og Nimtofte mejerier skulle lægges sammen og Nimtofte mejeri nedlægges. Den sidste tur blev kørt 6. august 1970. 

Perstrup Andelsmejeri

Perstrup Andelsmejeri 
Så var turen kommet til Perstrup. Der blev bygget mejeri i 1894. Maskinerne blev drevet af en damp-maskine, der under krigen blev drevet af tørv, som leverandørerne leverede. I 1946 gik man over til elektrisk drift. 
Statistikken viser at der i 1930 var 86 leverandører med 650 køer, der indleverede 1.90 mill. kg sødmælk. 1944 fejrede man mejeriets 50. års jubilæum, der blev en festlig begivenhed i byen.  Mejeriet løb dog ind i problemer tidligere end de andre mejerier, og allerede i 1958 måtte man stoppe driften og bygningerne blev solgt til mejeribestyreren. 

Sivested Mejeri

Fællesmejeriet Bakkely, Sivested 
Det blev oprettet i 1909 af mejerist Haaning og var et privat mejeri. 
1929 hedder ejeren Oscar Vilhelm Jacobsen. Statistikken viser, at der i 1930 var 63 leverandører med 500 køer, og der blev indvejet 1.70 mill. kg sødmælk. Gennem mange år solgte man mælk ved gadesalg i Kolind, først med hestevogn og derefter fra bil. Den sidste ejer hed Kærgaard. Mejeriet blev lukket omkring 1970, måske nogle år senere. I dag er der privat beboelse. 

KRIGEN 1940-1945 – SET FRA TØSTRUP CENTRALSKOLE 
Inger Asmussen, Ebeltoft 

I 1939 blev der bygget en stor centralskole 1 km syd for Tøstrup. Den skulle være for børn fra hele omegnen. Overfor lå der en lille gård “Dalbo”, hvortil mine forældre flyttede i 1941. De havde i 1938 fået jobbet som pedelpar på skolen. 
Før vi flyttede til “Dalbo” boede vi i Sivested et par kilometer syd for skolen. Den 9. april stod jeg – 5 år gammel – udenfor vores hus om formiddagen og så de mærkelige sorte fugle flyve hen over himlen. Jeg vidste ikke, hvad det var og var også for lille til at forstå det. 

Det første år af krigen mærkede vi ikke meget til den, men i 1944 havde tyskerne “bedt” om lov til at bo på skolen. Der var ingen, der var begejstret for det. Lærer Boes var meget vred, men vi måtte bare finde os i det. Skolen havde tre lærere, Boes som førstelærer, lærer Simonsen som 2. lærer og frk. Thøgersen som lærerinde. 
Heldigvis kunne Simonsen tale tysk, så vi var ikke helt fortabte overfor tyskerne, og hans hjælp fik min far brug for senere. 
Den dag tyskerne skulle komme havde alle travlt med at rydde gymnastiksal med redskabs-  og omklædningsrum samt sløjdlokalet, som lå i kælderen ved siden af fyrrummet, der var min fars domæne. Bordene i lokalet skulle skrues af gulvet, og da alt var klart, ankom der så et regiment tyskere, der indlogerede sig de forskellige steder. Min far skulle ned i fyrrummet, og jeg ville gerne med. Da vi kom derned, så vi, at der udenfor døren sad fire russiske fanger. Vi gik ned i fyrrummet, og da far var færdig med at fyre, låste han døren, og vi gik hjem. 
Heldigvis skulle mine forældre i byen om aftenen, men i løbet af aftenen blev der så tilrøget nede i kælderen, at tyskerne troede, det var sabotage, men lærer Simonsen fik reddet trådene ud og forklaret, at vi jo havde haft travlt på grund af deres ankomst, og den forklaring var de tilfredse med. Det vist sig, at far havde glemt at lukke lågen til fyret. 
Hver aften skulle han derover ved 22-23 tiden. Der skulle være varme i skolestuerne næste morgen, når eleverne kom. Hver gang blev han holdt an af en tysker med gevær. Det var bælgmørkt, og alt var jo mørklagt under krigen. 

Frk. Thøgersen boede på 1. sal over skolestuerne og ved siden af hendes lejlighed var der et fint skolekøkken, som tyskerne også kunne bruge. Lærer Boes og lærer Simonsen havde hver en lejlighed, der lå i forlængelse af skolestuerne, så der var adgang ud til skolegangen fra hver side af gangen. I Simonsens lejlighed “lånte” tyskerne også hans kontor, der lå ud til gangen, så han måtte gå gennem “deres” kontor hver gang. 
En dag vi stod i vort køkken, kom der pludselig marcherende et helt regiment gennem vores gård, og de gik op på marken bag gården og begyndte at grave skyttegrave. Der fandt vi så ud af, at de ikke behøvede at spørge om lov! 
Ved siden af sportspladsen lavede tyskerne et landskab ved at grave en rende cirka ½ meter dyb. Så var der i midten et rektangel på cirka 2 gange 4 meter. Så kunne de sidde der og lave strategier angående øvelser eller hvad det var de lavede. 

En dag jeg kom ind i stuen, sad der en officer. Hvordan det gik til, at han sad der, ved jeg ikke, men min søster var der, og da hun gik på Ryomgård Realskole, havde hun lært tysk. Hun havde fået fat i, at han hed Eisennach, var købmand og havde kone og to børn, men han vidste ikke, om de var i live. Det syntes jeg faktisk var synd for manden, uanset om han var tysker eller ej. På mig virkede han som om han overhovedet ikke syntes godt om Hitler. Han ville hellere hjem til sin familie. 
Eisennach ønskede bare et godt og venligt forhold til os. Det kunne jeg tydeligt mærke, for en dag i skolegården kaldte han på mig. Han ville have mig til at gå til købmand for sig, og hvordan vi klarede det rent sprogmæssigt, kan jeg ikke huske. Om jeg fik købt det rigtige, melder historien ikke noget om. 

En dag kom min søster Ruth ikke hjem fra skole. De var nogle piger, der fulgtes ad til Ryomgård Realskole med toget fra Ramten, som ligger 3-4 km nord for Tøstrup. Vi anede ikke hvad der var sket, før der var nogen , der fortalte, at der havde været sabotage på Gjerrildbanen. Min far tog ud for at lede efter hende, og kl. 22 om aftenen kom de endelig hjem. Det var en lang skoledag, men den endte godt. 

De sidste soldater, der kom til skolen, var store drenge. Om nogle af dem nåede at komme til fronten, ved jeg ikke, men heldigvis var det ved at være slut, og det var alle glade for. Hvor lang tid de var på skolen, kan jeg ikke huske, men den 4. maj 1945 var de borte. Om aftenen var jeg ovre ved Bente Boes. Vi var ude i skolegården, da lærer Boes kom ud med Dannebrog under armen, og vi gik sammen ud og hejste flaget, og han så rigtig glad ud. På vi to ni-årige piger tror jeg ikke, det gjorde det store indtryk. Jeg tror ikke, at vi rigtig forstod det. 

Efter krigen skulle der ryddes op – rent bogstaveligt – og jeg husker, at jeg en søndag var med mor i kirke. Da gudstjenesten var slut og vi kom udenfor, holdt der en lastbil med åbent lad, hvorpå der var nogle mænd, og jeg mener, at de tog nogle af kirkegængerne med. Om det er sandt eller en drøm, kunne jeg tænke mig at få opklaret. Måske er der nogle, der ved mere. 

KOMMUNALVALG OG SOGNEKONGER I DET GAMLE MIDTDJURS
Af Knud Jensen

Der er sket meget siden de første sogneforstanderskaber blev oprettet i 1841, som regel med sognepræsten som formand. For disse råd var fattigdomsproblemet ét af de største. Først i 1867 bortfaldt præstens automatiske medlemskab. I 1855 indførte man, at der skulle vælges to halvdele til forstanderskaberne, den mindste halvdel af de mindre bemidlede i sognet, og den større halvdel af de, der havde de største gårde og betalte mest i skat, så denne del sad altid på magten.   Denne regel ændredes ikke før 1908, hvor kvinder for første gang fik valgret.

Nødager-Feldballe. Allerede i 1905 havde man i Nødager-Feldballe planer om at dele kommunen. Beboerne i Feldballe ville ikke blive ved med at betale til den fattigere Nødager kommune. Delingen skete i 1908. Det blev besluttet, at Nødager skulle have 56 personer med fattigunderstøttelse, mens Feldballe fik 64 personer.  Fra Nødager sogneråds protokoller ses bl.a.: 1913. En dyrlæge i Rønde får tilladelse til at køre på kommunens veje med motorvogn. 1915 anmoder amtmanden om at kommunen opstiller rækværk ved dybe skrænter. I 1919 får skolerne indlagt elektrisk lys. I 1921 vil man afskedige en lærerinde på grund af sin opførsel. Ministeriet bliver inddraget og vil have hende indlagt til observation på et sindssygehospital, men det vil kommunen ikke betale for, så det ender med at hun bliver afskediget med pension.  I 1966 blev Nødager kommune sammenlagt med Kolind-Ebdrup-Skarresø kommune.

I Kolind-Ebdrup-Skarresø var den første sogneforstander provst Høvring, der var en stor og stærk mand. Han sad der i 7 år, og derefter fulgte mange forskellige ledere, nogle i adskillige år. Egentlige sognekonger har der aldrig været tale om. Proprietær Th. Sørensen fra Benzonshøj var sognerådsformand fra 1944-54 og før ham sad gårdejer Marinus Rasmussen i en lignende periode. Også I denne kommune ses sjove ting fra protokollerne. Allerede i 1867 får Ebdrups unge lov til at holde 7 årlige legestuer, Bugtrup må holde 4 og Kolind 6. Hvorfor mon denne forskel? Udgifterne til veje var store og hvis de enkelte bønder kunne slippe, gjorde de det. Gang på gang måtte sognefogeden ud for at fortælle om pligterne. 

Chresten Hviid

Når der var valg foregik det jo også i de mindre byer i kommunen. Der vidste man så nogenlunde fra gang til gang, hvor mange stemmer der faldt på de enkelte partier. Der var som regel ikke det store udsving. Ved et valg i Ebdrup omkring 1950 var der pludselig 2 stemmer på de radikale, og socialdemokraterne havde mistet 2 stemmer siden sidste valg. Der gik meget tid med at gruble over, hvem de to personer nu kunne være.

Marie Magdalene-Koed havde pastor Graae som den første sogneforstander. Først fra 1890 kender man navnene på sognerådsmedlemmer. I 1909 kan man måske tale om en sognekonge. Chr. Nielsen Hviid blev valgt til formand og var det lige til 1928, altså i 19 år. Efter ham kom Laurits Jensen fra Pindstrup, der sad på posten i 9 år. Så skete der noget specielt: Realskolebestyrer Erik Munch blev valgt ind på en Venstre-liste, men Socialdemokraterne foreslog ham som formand, og da han også stemte på sig selv, blev det sådan. Han sad i 2 perioder. I 1954 kom der en virkelig sognekonge. K. Løgstrup Knudsen fra Pindstrup blev valgt til formand og sad på posten i 4 år.  Han blev dog i 1985 afløst af den første og eneste socialdemokratiske sognerådsformand i de 4 gamle kommuner. Nicolaj Sloth fra Pindstrup blev nemlig valgt, men allerede 4 år senere kom Løgstrup Knudsen igen til magten og beholdt posten indtil 1970, men ikke nok med det – han blev borgmester i den nye Midtdjurs kommune indtil 1986, altså førstemand i 28 år.

Pastor C.A. la Cour

Også i Marie Magdalene-Koed kommune ses der sjove ting i protokollen. I 1913 bevilgede man 12 lampesteder i lærernes lejligheder, men kun 5 i lærerindernes. Er der tale om diskrimination! 1916 får Socialdemokratisk Forening tilladelse til at afholde fest med dans og afholdsbeværtning i Korup skov. 1927 afvistes en klage fra Lensgreve Scheel på Gl. Ryomgaard over valget. Samme år sender Kolind brandvæsen en regning på 49 kroner for slukning ved Stadsborg. Kommunen betaler, men vil gerne have at vide, hvem der har sendt bud efter brandvæsenet!

En virkelig sognekonge
Det er der tale om i Nimtofte-Tøstrup. Som alle andre steder var det også en sognepræst, der var den første sogneforstander, nemlig pastor P. C. la Cour. I 1841 var Nimtofte den betydeligste by i Midtdjurs. Kolind og Pindstrup bestod af en klat gårde, og Ryomgård som by var der ikke tænkt på. Imidlertid blev landevejen flyttet og jernbanen kom til Djursland, og så var det slut med storhedstiden. Sognerådet havde de samme opgaver som i de andre kommuner, nemlig socialvæsen, skolerne og vejene. Det var de store opgaver. Måske skal her nævnes, at man i alle kommuner omkring 1940 begyndte at udgive såkaldte skattebøger, hvori kommunens indbyggere kunne læse, hvad de enkelte skulle betale i skat. Nysgerrigheden var stor og forargelsen også, hvis en stor gårdejer kun skulle betale 2 kroner i skat om året!
1937 kom gårdejer N. Høj Rasmussen ind i sognerådet, og så blev han der lige til 1970, altså i 33 år. Han var også en meget aktiv politiker ved planlægningen af den nye Midtdjurs kommune i 1970. Det var ellers foreslået af en kommission i 1962, at man skulle gå sammen med Ørum og Ginnerup kommuner, men det ønskede man ikke og resultatet blev jo som alle ved.

Midtdjurs kommune skal der ikke skrives meget om i denne artikel. Området fik den 2. socialdemokratiske borgmester, da Hans Chr. Baltzer var borgmester fra 1994 til 1998. Den største omtale fik kommunen dog, da man i 1985 havde glemt at sætte Erik Hansen fra Attrup på valglisten. Han stillede ellers op for Venstre. Det resulterede i, at Indenrigsministeriet dekreterede omvalg, og kommunen kom på alles læber.

FISKERIHAVNEN I SIVESTED
– da Kolindsund var en sø
Af Knud Jensen

Den 2. maj 1872 blev det første spadestik taget til de kanaler, der skulle udtørre Kolindsund. Udtørringen af Danmarks største sø var begyndt, og det fik store konsekvenser for lokalbefolkningen.

Et af de steder, hvor omformningen af tilværelsen greb meget ind, var den lille landsby Sivested. Der lå en lille havn, hvor fiskerfartøjer lagde til, og bønderne i Sivested ernærede sig for en stor del af jagt og fiskeri.

I foråret 1972 havde gårdejer Jens Madsen Kahr fra Sivested lige anskaffet en bog “Danmark – en topografisk beskrivelse”. I denne bog skrev han på titelbladet: “Denne bog tilhører Jens Madsen Kahr – 1872 – dette år den 2. maj begyndte det første gravearbejde til Kolindsunds udtørring”! Dette er på et tidspunkt fortalt til et dagblad af sønnesønnerne Johannes og Jacob Kahr.

Jens Madsen Kahr havde en vigtig indtægtskilde ved at fange fisk i Sundet og sælge dem i Randers. Sivested havde en lille havn med anløbsbro, hvor fiskefartøjerne lagde til. Det var et af de få steder ved søen, hvor der ikke var sivbræmmer.

Hver fredag eftermiddag læssede Jens Madsen Kahr en vogn med 500 pund fisk fanget i Kolindsund. Med sine heste kørte han den lange vej til Randers, hvor han var fremme lørdag morgen og solgte sine fisk på torvet for 2 øre pr. pund.

Undervejs havde han bedet i Slyngborg Kro, hvor hestene havde fået et foder og han selv en bid brød og en dram. Formentlig har han også forsynet den kendte kro med friske fisk. Et læs fisk kunne indbringe 10 kr., og det var mange penge dengang, så det var den lange tur værd. På årsbasis gav det over 500 kroner.

For at stille de 500 kroner i relation til landbrugets indtægter dengang, kan det nævnes, at den årlige bruttoindtægt på en sjællandsk bondegård var ca. 3400 kroner årligt. Deraf var godt halvdelen fra planteavl og resten fra animalsk produktion. I Sivested, hvor jorden er meget ringere end på Sjælland, har indtægterne sikkert ligget langt under, så fiskeriet har givet en væsentlig del af bruttoindtægten. Det var derfor en betænkelig sag at give afkald på denne indtægt, da Sundet blev udtørret.

Jens Madsen Kahr har næppe været en fattig mand. Det fortælles om ham, at han kun ville bruge sølv- eller guldpenge. Sedler ønskede han ikke at betale med. De kunne ikke gemmes hen med nogen sikkerhed for, at de bevarede værdien, mente han. Sønnesønnerne tror, at han havde den indstilling, fordi bønderne kunne huske statsbankerotten fra 1813.

Efter udtørringen blev der mellem aktieselskabet, der foretog udtørringen, og lodsejerne langs kysten truffet aftale om, at de som erstatning for den tabte fiskeret og rørskæret langs kysten vederlagsfrit fik et et areal i Kolindsund, og de blev fritaget for alle udgifter til udpumpning af vand og rensning af kanaler.

Jens Madsen Kahr fik 10 ha af den jord, der blev udvundet i Kolindsund for at afstå sine søretigheder. Men dette areal skulle også erstatte en årlig indtægt på omkring 500 kroner plus værdien af rørskæret, hvor der blev skåret rør til husenes tækning. I dag er det på disse lodder kornet, der skal give den indtægt, man i gamle dage fik fra fiskeriet.

Så kan man jo stille det spørgsmål, om disse tider kunne vende tilbage ved igen at gøre Sundet til en sø. Måske kan borgerne i Randers igen komme til at købe ferskvandsfisk fra Kolindsund?

SLÆGTSBEGIVENHEDER I TØSTRUP SOGN
Af Knud Jensen

Lokalhistorikeren Søren Pedersen, Kolind skriver omkring 1950:
“Kong Frederik den VII besøgte måske Koustrup.

Lad det være sagt straks: Da de følgende skildringer for en stor del er givet ud fra gamle folks fortællinger for år tilbage, kan der måske forekomme enkeltheder, der ikke kan stå for historiens dom. Men stoffet forekommer at være så interessant, at det fortjener at fremdrages”.

Omkring 1890 fortalte en 80-årig mand far Kolind-egnen følgende historie:
“Engang Kong Frederik den VII besøgte Djursland, aflagde han besøg hos en gårdmand i Koustrup i Tøstrup sogn. Han hed Mads og havde været soldat i København, hvor kongen havde lært han at kende. Og da nu kongen var på Djursland, bestemte han sig for at besøge Mads i Koustrup. Da kongen uanmeldt trådte ind i stuen, blev Mads selvfølgelig meget overrasket, og i sin befippelse råbte han til sin kone ude i køkkenet: “Maren! Skynd dig at komme ind! Frederik fra København er kommen!”
Under den samtale, der fulgte, aftaltes det også, at Mads skulle besøge Majestæten, hvis han kom til København. Og Mads holdt ord. Under en senere tur til hovedstaden gik han op for at hilse på kongen. Og da Mads trådte ind i de kongelige sale, råbte kongen til grevinde Danner i et tilstødende værelse: “Louise! Skynd dig at komme ind! Mads fra Koustrup er kommet på besøg”! Man kan tvivle på rigtigheden af denne historie, men ser man nøjere på det, kan det ikke afvises, at historien kan være sand.

Kong Frederik den VII besøgte i dagene 12.-16. juni 1861 Djursland. Foruden grevinde Danner var der et ret stort følge med. Rejsen foretoges med hestekøretøjer, da der endnu ikke var jernbane på Djursland. Kongens rejserute var følgende: Århus, Kalø, Ebeltoft, Rugård, Katholm, Grenå, Sostrup, Meilgård, Fannerup, Nimtofte og tilbage til Århus.

Det ses altså, at kongen i hvert fald har været i Fannerup. Man mener endda, at han brugte tid på at udgrave gravminder på stedet. Det var én af hans store interesser. Da Fannerup og Koustrup ligger tæt ved hinanden, ville der være let adgang til at besøg Mads i Koustrup, så historien kan godt være rigtig.

Hvis det nu har sin rigtighed, kan man så ikke gå ud fra, at “Mads i Koustrup” var far til den senere gårdejer Jens Madsen? Han var bl.a. sognefoged og gift med Inger Marie fra “Rodehøj” i Koustrup. Blandt de børn der voksede op i deres hjem, var en datter ved navn Mathilde. De unge karle i omegnen havde et godt øje til hende, men hun foretrak forvalteren på Sjørupgården. Han hed Budtz-Møller og var løjtnant inden for militæret.

Løjtmant Budtz-Møller var muligvis kommet til egnen, fordi hans fætter Henning Møller ejede godset Vedø. Møller havde købt dette gods af Aktieselskabet Kolindsund i 1884 og ejede det til 1907, da han bortsolgte det til et konsortium. 338 tdr. land bortsolgtes derefter til statshusmands-brug, og sådan blev landsbyen Sundby til.

I 1890 blev de to gift og bosatte sig ved Viborg en kort periode, inden de forpagtede “Rodehøj” i Koustrup. Han følte sig imidlertid ikke tilpas ved landbruget, og gav sig til at læse til dyrlæge. Efter at have gennemført studiet, nedsatte han sig som dyrlæge i Thisted. Deres søn Bertel, som senere blev en kendt forfatter, opholdt sig meget af sin barndom hos Inger Marie og Jens på Koustrupgården, og fik der en god kammerat, Søren Zilmer, som senere blev gårdejer i Albøge.

I sin senere digtning fremdrog han minder fra både Koustrup og Skiffard. I en fortælling indleder han med at omtale navnene på sin barndoms byer: “Neden under bakkerne omkring Kolindsund i Østjylland ligger der i den gamle strandkant en række landsbyer hele vejen rundt fra Kolind i syd over Søby, Fannerup i nord tilbage langs den stejle østside, hvor de ligger gemt inde i vige, og på landsiden af skrænterne Skiffard, Koustrup til Sivested og Kolindbro – så har vi været den milelange vej rundt om det gamle sund, der nu ligger som et fladt bræt med spraglede fenner i tavl efter sæd og avl. Ligger man oppe på én af de talrige kæmpehøje, der kroner Kolindsunds mange næs og som ved siden af køkkenmøddinger og et utal af dysser spredt over hver ager – ja, så er man hjemme . . .”

Jo, han kendt sin barndoms land og holdt af det!

DA PETER SABRO VAR I SKARRESØ
Af Knud Jensen

Lokalhistorikeren Søren Petersen har skrevet om Peter Sabroes foredrag i Skarresø forsamlingshus i år 1900.

“Når der i brugsforeningernes første periode skulle antages uddeler, var det ikke altid ansøgerens handelskyndighed, der i første række sås på. Den vordende uddeler forventedes at være mere oplyst, mere belæst og i det hele taget have en videre horisont end de mennesker, han skulle virke iblandt. Der kan være noget om det en foredragsholder engang i 1890erne sagde, at de tre personer der kunne få mest betydning for sognets kulturelle liv, var præsten, læreren og uddeleren.

Da Skarresø Brugsforening oprettedes i 1898, var bestyrelsen da heller ikke i tvivl om, hvem der skulle antages som uddeler. Det var en ung mand fra sognet, P. Greve, som sad inde med disse egenskaber. Og han skuffede ikke. Foruden at passe sin butik levede han med i, hvad der foregik i folkets liv. Han skrev artikler i Grenaa Folketidende, og han samlede på oldsager, som nu delvis findes på Grenaa Museum. Han var også initiativtager til et forsamlingshus, hvor der holdtes foredrag og oplæsning.

Nu levede der i disse år en mand, der vakte røre viden om og ofte omtaltes i aviserne. Det var Peter Sabroe, som var medredaktør af Demokraten i Aarhus. I 1982 var han som 25-årig opstillet som folketingsmand i Ebeltoft, men blev ikke valgt. Det blev han i Aarhus i 1901. Han var tillige medlem af Aarhus Byråd.

Det der gjorde ham kendt i vide kredse var hans kamp for de små i samfundet. Han havde et varmt hjerte for samfundets stedbørn, og med enestående agitation gik han ind i kampen for disse. Han blev frygtet af de store og elsket af de små.

Det var sympati for Sabroe og hans gerning der fik uddeler Greve til at bede ham tale i Skarresø. Vanskeligheden ved hans besøg bestod i at skaffe ham et nattelogi. Gårdmændene tænkte på deres ikke just tiltalende karlekammere, som de nødigt ville han skulle se. Omsider meldte en frisindet gårdmand sig dog som vært, og det blev til gensidig glæde.

En efterårsaften i 1900 skulle foredraget afholdes. Salen var helt fyldt, da P. Greve bød velkommen og så talte Peter Sabroe. Meget fængslende fremdrog han oplevelser fra et besøg, han havde aflagt i London. Med stor harme omtalte han forskellen mellem de rige familier, han traf i Hyde Park, og de fattige, som boede i slumkvartererne. Og hele forsamlingen blev grebet af hans ord.

Alligevel var det ikke foredraget, der gav tilhørerne størst udbytte af aftenen. Det blev hans recitation af Henrik Ibsens fremragende digt Terje Vigen. Stående frit på gulvet fremsagde han digtet, der er på 42 vers med 9 linier i hvert vers. Her skal ikke gengives handlingen i digtet. Mon ikke de fleste kender handlingen i det lange digt.

For mig var det en stor oplevelse at høre Peter Sabroes oplæsning af det malmfulde digt. For en 14-15 årig tilhører førte det til, at jeg måtte lære digtet udenad og jeg brugte det også nogle gange i forsamlinger. Men aldrig uden at afstanden føltes mellem det, der præsteredes, og Peter Sabroes ildfulde og varmhjertede gengivelse”.

Ja, sådan skriver Søren Petersen i 1950 om sin store oplevelse i Skarresø forsamlingshus i år 1900. Om Peter Sabroe kan fortælles, at han var født i 1867 og blev som før omtalt socialdemokratisk medlem af Folketinget i 1901. På grund af sine yderligtgående synspunkter kom han tit i konflikt med mere moderate kræfter i sit parti. Men han kæmpede hele sit korte liv for børns og tyendes vilkår.

Han omkom i 1913 ved den store togulykke i Bramminge, hvor mange mennesker omkom.