Omegn

OVERSIGT:

FRA FÆSTE TIL LANDMAND (Jens Erik Mehlsen)
FLYVERØNNEN I MARIE MAGDALENE  (Helge Qvist Frandsen)
TØSTRUPGÅRDEN (Lone Kjær Kristensen)
TYMPANONEN VED NØDAGER KIRKE (Knud Jensen)
BØJSTRUPHUSET, (Jens Erik Mehlsen)
EN RUNDTUR PÅ SYDDJURS, (Knud Simonsen)
SKOVKROEN, (Jens Erik Mehlsen )
KÆRENDE, (Jens Erik Mehlsen)
MARIE MAGDALENE, (Jens Erik Mehlsen)
MARIENHOFF, (Jens Erik Mehlsen)
TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGÅRDEN (Knud Jensen):
DEL 1…………………DEL 2……………….DEL 3

Fra fæste til landmand
Jens Erik Mehlsen  

Denne artikel og ligeledes den næste, der kommer ovenfor på et senere tidspunkt inden længe, er begge bragt tidligere på lokalarkivets gamle site, men gentages på opfordring.

Trods overskriften: fra fæste til landmand, bytter vi om på tingene og foretager en retrospektiv lille vandring fra nutid til fortid i en landbrugsejendoms historie i Marie Magdalene.
 
Lidt nord for den lille by Marie Magdalene, – Mameline eller MarieMalene, som nogle siger – ligger Bøjstrup, mærkeligt nok mere liden end Mameline. Men sådan er det ofte i vort land, – lidenhed er sagen.
Imellem disse to lokaliteter ligger en gård, hvis historie vi forsøger at afdække. Det drejer sig om Bøjstrupvej 50, Ryomgård. På denne gård boede enkefru Margrethe Hougaard, og hun var en sand guldskat i nostalgi. Jeg besøgte hende i 2011, hvor hun fortalte om sin fødegård, inden hun døde få år senere. Margrethe var født 1923 på den gård, der var Bøjstrupvej 50’s forgænger. Ruinen af den ses på fotoet nedenfor, fotograferet lidt nord for

Lille Bøjstrup set fra Bøjstrupvej

Bøjstrupvej 50, altså den ruin, der ligger nede i selve slugten, hvor stenalderhavet engang gik op til Bøjstrups nordlige kant. Gården kaldtes “Lille Bøjstrup” (- en anden gård hed “Store Bøjstrup”, men hvor den lå, er der tvivl om. Rettelse april 2012, St. Bøjstrup er fundet og vi følger op herom i indlæg af Ole Knudsen).  Endelsen ”strup” i Bøjstrup, stammer fra vikingetidens sidste del eller middelalderens allerførste del (ca. 1200 – 1300), og der har givetvis været beboelse og liv her, hvor vejene/stierne bøjede af i enden af slugten.. Måske kommer navnet heraf, eller er det måske blot navnet på den første bonde, der byggede her. Det kniber lidt med dokumentationen her.
 
Vi skruer nu tiden tilbage til 1923, da Margrethe blev født på Bøjstrupvej 50’s forgænger, der levede livskraftigt nede i slugten. Det var dengang en firlænget gård med lo, lade og stald med dyr, bl.a. heste, grise, køer, høns og ænder/gæs. Dens tilliggender på ca. 100 tønder land strakte sig på begge sider af slugten, altså også mod vest, hvor der i dag er skov, og mod øst. Nord for gården – tæt på grænsen til Fjeld – på det sted, hvor der i dag ligger en lille jagthytte, var der førhen en grusgrav – den ses stadig tydeligt i terænnet – , og lidt syd for gården – men dog tilhørende gården – var der det, som vi i dag vil kalde en gammeldags frugthave med æbler, pærer, blommer og mange bær, alt som brugtes i husholdningen, ikke mindst til syltning. Man kan endnu i dag se enkelte af de gamle frugttræer. Og Margrethes søn, Carsten, har gang i et lille projekt omkring retablering af frugttræer af ædle og gamle sorter fra dengang. Man kan se noget fra vejen med det blotte øje, men ellers må henvises til en kikkert eller spørge Carsten Hougård om lov til at gå derned.
 Det sidste gjorde jeg og fik samtidig lov at låne et foto af den gamle ejendom (nedenfor) før den brændte.

Landbrugsejendommen nede i slugten før branden

Og hvorfor brændte nu denne flotte ejendom?
Forklaring følger, men først må fortælles om ejerne, nemlig Margrethe Hougårds forældre, Marie og Knud Jensen. De passede med flid ejendommen, byggede den faktisk op til et mønster-landbrug, der efter 2. verdenskrig – altså på den nye ejendom Bøjstrupvej 50 – ”belønnedes” med en Ferguson Traktor fra Marshall-hjælpen fra USA. Men selvom Margrethes far var glad for traktoren, blev han ikke dus med den. Han opgav den faktisk og undskyldte sig med, at den ikke stoppede, når han sagde: Pruuuuh! Det var naturligvis en spøg, men han holdt sig fra dette moderne monstrum og lod hans ansatte karl køre traktoren. Selv foretrak han sine Nordbagger. Det vidste man, hvad var! Man synes umiddelbart, at Nordbakkerne må have fristet en hård tilværelse, for det kuperede terræn var ikke altid let for dem at forcere.

Og så til branden. Det skete i 1934, at gården brændte! Ildløsen skyldtes, at man havde høstet og i den forbindelse anbragt en del korn for tæt på en motor, som brugtes til grutning, – altså kværne ting og sager fra mark, eng og frugthave sammen med mælk til dyrefoder. Motoren var af en eller anden grund ikke blevet slukket efter brug, – måske havde man mere der skulle gruttes? – det vides ikke! På et tidspunkt kom kornet fra høsten i forbindelse med den varme motor og antændtes. På kun 20 minutter var gården nedbrændt, herunder mange af dyrene i stalden.
Ryomgård Brandstation havde til huse på Vestergade i Ryomgård. Anden adresse var der ikke dengang, men i dag ved vi, at det er Nygade 14, Ryomgård, om end brandstationen for længst er nedlagt. Garagen ses dog stadig, som et godt vidnesbyrd på dens fortid. Brandbilen var ikke længe om at nå frem, men kunne intet stille op. Sagen var alvorlig og sognefogeden i Marie Magdalene Peter Hvid, kaldte endnu samme aften Knud Jensen til afhøring i Marie Magdalene Forsamlingshus for at få afklaret årsagen til den alvorlige ildløs. Konklusionen blev, at Knud Jensen var ganske sagesløs i ildebranden, og ingen sigtelse blev rejst, ligesom assurancen udbetaltes.

 Genopbygning af gården ansås for umulig, så man lod ruinen ligge og byggede i stedet nyt på Bøjstrupvej 50, hvorfra familien nu drev gården frem til 1956, hvor de flyttede i en aftægtsbolig på Margrethelundvej 20.
 Margrethe var i mellemtiden blevet gift (1946) med Harry Hougård og ægteparret flyttede ind på gården i 1956, som de forpagtede og efter ca. 10 år købte. I 1982 kom Harry til skade i skoven, hvor et træ, som han fældede, ramte ham. Harry blev invalideret og kunne ikke mere passe driften af gården, der herefter blev bortforpagtet, og senere solgt til børnene. I mellemtiden var store dele af de vestlige jorder – altså nede ved brandtomten og vest herfor, sprunget i skov, og da børnene Helle og Carsten købte en halvdel hver, var der ca. halvt skov og halvt landbrugsjord.
 
Men nu tilbage igen. Tidligere ejere før Knud Jensen er ikke undersøgt, men vi springer nu helt tilbage til 1777. Da hørte området ind under Gl. Ryom, eller Ryomgaard, som det blot hed dengang. Ejeren dengang var Palle Kragh v. Hoff, og mange af hans gårde var fæstegårde. Når fæsteren (hovbonden) fik fæstebrev på en gård med tilliggender, kunne han dyrke den mod at aflevere fæsteafgift til herremanden. Det er sikkert, at der på Hougårds ejendom var en sådan fæstebonde, men lidt usikkert, hvor selve fæstegården lå. Den kan have ligget samme sted i slugten, som den senere nedbrændte ejendom eller lidt nordligere, tæt ved fornævnte grusgrav.

På kortet ovenfor er med en pil markeret den ejendom, som det formodentlig drejer sig om. Lidt usikkerhed er der som sagt om det, dels fordi kortet er fra 1878 og for så vidt alt for ”nyt” i forhold til nævnte fæstetid. Dels fordi vejenes aftegning i landskabet var meget anderledes dengang, hvorfor de er vanskelige at anvende som pejlemærker.

FÆSTEBREVET


Ovenfor ses fæstebrevet mellem Palle Krag von Hoff og fæster Jens Pedersen. Det er vanskeligt at læse, hvorfor en oversættelse bringes nedenfor. Læg eksempelvis mærke til fæsterens pligt til – med hestevogn – at køre til en købstad to gange om året, og til at bringe sand fra sin grusgrav til hovedgården.

Her bringes afskriften:
 
Afskrift af fæstebrev 18/7 1777 for Jens Pedersen
 
No. 4 Chr. 7. fire og tyve skilling. Jeg Palle Kragh von Hoff til Ryomgaard og Wedøe, Deres kongelige majestæts bestalter oberstløjtnant af kavaleriet gør hermed vitterligt at have sted og fæst, såsom jeg hermed steder og fæster, til Jens Pedersen Scharresøe det mig tilhørende sted Lille Boystrup som Jacob Pedersen med min tilladelse fraflyttede, med alt hvad han ejede til gården i Mariemalene efter den imellem dem selv indbyrdes gjorte akkord.
 Bemeldte sted står i nye landmålingsmatrikel for hartkorn, ager og eng 1 tønde 3 skp. 3 fjdk. 1 album og Fyndboejorden i MarieMalene som har lagt til sadelmagerhuset hvilket bemeldte Jens Pedersen må nyde, bruge og sin livstid beholde med al dets tilhørende som der tilligger og med rette bør ligge, og alle påfølgende conditioner.
 
1. Svarer og betaler han alle kongelige kontributioner som nu er, eller herefter påbydendes vorder af stedets hartkorn.
 
2. I stedet for landgilde og hoveri af stedets og tillagte Fyndboejord betaler han årligt hver 1. marts 6 Rd. uden restance, samt forsyner borggården [dvs. Gl.Ryom, red]  med sand og forretter tvende kørende rejser til købstæderne enten Århus eller Randers, når han derom tilsiges.
 
3.  Siden han har flyttet sit indbo og besætning med sig fra gården i Marie Malene og til Boystrup, så har han og i sin tid ved alle påkommende forandringer at tilsvare og aflevere  4 gode bæster 1 vogn 1 plov og 1 harve, således og i den stand, at avlen forsvarligt kan dyrkes med.
 
4. Holder stedets bygning og den anførte besætning i forsvarlig stand, så det altid kan svare til et lovligt syn; intet af dets tilliggende ager og eng bortlejer eller til upligt bruger, men samme selv forsvarligt gøder, dyrker og dræner, som det sig bør. I øvrigt er mig og mine uskikkede hørig og lydig, og overalt retter og forholder han sig efter hans kongelige majestæts allernådigste lovlig forordninger alt under dette fæstes fortabelse.
 
Ryomgård d. 18. juli 1777
  P. K. von Hoff
 
Ligelydende originale fæstebrev har jeg modtaget og lover i alle måder at holde mig samme efterretteligt; det tilståes herved af Jens Pedersen (m. f. hånd)

FLYVERØNNEN I MARIE MAGDALENE
Helge Qvist Frandsen

Marie Magdalene kirke er bl.a. berømt, fordi der i mange år voksede et kraftigt rønnetræ over våbenhusdøren.

Midt i 1800-tallet skrev sognets præst i kaldsbogen for Marie Magdalene sogn:
“Over den udvendige kirkedør står der et rønnetræ, som er vokset ud af muren gennem en sprække. Det når for tiden (1848) over våbenhusets tag og er ved en jernring i muren fastholdt til væggen. Dette træ må have stået der i mange år og nævnes her som en kuriositet, da det ser ud, som om det var vokset ud af selve stenen. Det står der i al fald som et smukt symbol på kirkens liv” En senere præst tilføjede, at der i 1897 viste sig et lille skud fra bemeldte rønnetræ midt for døren.

En flyverøn var forbundet med megen overtro, da man mente, at den i modsætning til de almindelige træer ikke var befængt med ondskab, når den ikke havde rod i jorden. Man har derfor forsynet ploven med lidt af træets ved, så at der kunne blive frugtbart, hvor den pløjede. Man mente også, at det ville fremme lillesøsters lykke, hvis der blev anbragt en stump flyverøn i hendes vugge, ligesom det angiveligt skulle hjælpe mod tandpine, hvis der kom en stump i den hule tand.

I 1851 måtte man forsyne våbenhusgavlen med 2 kraftige støttepiller, da flyverønnens rødder, der efterhånden havde fundet vej helt ned i jorden, truede med at ødelægge gavlen. Det var ikke så let at få Nationalmuseet med på denne plan, da museet fandt det forkert at foretage en så omfattende ændring af gavlen på grund af et par træer, “hvis tid alligevel var begrænset”.

Efterhånden som rodnettet havde udviklet sig, var det muligt med jævne mellemrum at foretage en nænsom beskæring af træerne, men omkring 1970 gik det vestligste træ ud, og efter nogle år med mange blomster og bær måtte det andet træ også give op. Menighedsrådet gjorde, hvad man kunne for at redde det. Man konsulterede en meget kyndig forstmand, men forgæves. Træets tid var omme. Nogle meget tørre somre sled også på det. Man havde erstattet gravene tæt ved kirken med en ralbelagt plads, så at det ikke blev vandet så godt som tidligere, og den tiltagende luftforurening har vel også hæmmet vækstbetingelserne.

Det udgåede træ blev fældet omkring 1980, og nogle år senere blev de sidste rester fjernet, og gesimsen retableret, og vi kan glæde os over det gamle solur, der havde været delvist skjult.

Historien om Marie Magdalene Kirkes flyverøn er stadigvæk med i mange turistbrochurer, og mange af de turister, der besøger kirken, spørger om, hvad der er blevet af flyverønne. Derfor bestemte vi i menighedsrådet at lade fremstille en mindetavle om flyverønnen, som vi satte op i våbenhuset til højre for indgangsdøren til kirken. Her har vi opstillet en dekorativ del af rønnebærtræets stamme sammen med nogle billeder og min beskrivelse af historien.

Engang kom en af sognets beboere og bad om et lille stykke af det nedtagne rønnetræ, som han ville bruge til et lille kors, som han ville bære på sit bryst. Det fik han, men jeg tænkte ikke videre over det, før vedkommende, der for længst var rejst fra sognet, en dag dukkede op og endnu engang ville sige tak for det lille stykke af rønnetræet, der nu havde reddet hans liv. På en køretur over Fyn var han tæt på at blive torpederet af et lastvognstog, men takket være hans lille kors var han i sidste øjeblik blevet skånet for en påkørsel, der kunne have kostet ham livet.



TØSTRUPGÅRDEN
Lone Kjær Kristensen

KOPI AF POSTKORT 1913

Tøstrupgårdens bygninger er opført af Ole Larsen i årene 1840-45. Ole Larsen havde købt Kirstinebjerg, som gården hed dengang i 1837. Der blev bygget et stort og grundmuret stuehus, to bygninger af tilhuggede kampesten og en stor trefløjet avlsbygning beregnet til malkekvæg. De mindre avlsbygninger har været brugt til rejsestald og sovested for tjenestefolkene.

Stuehuset blev bygget i nyklassicistisk stil i én etage, men med hævet kælder og udnyttet tagetage. I sin indretning havde huset mere lighed med borgerhusene i købstæderne end med de store gårde på landet. Et karakteristisk træk er køkkenets placering i kælderetagen. Her blev maden lavet og med elevator transporteret op i spisestuen, hvor pigerne serverede den. I øvrigt er der ikke lavet om på denne placering af køkkenet før 1980.

Ole Larsen opkøbte flere gårde og ved hans død i 1868 var gårdens areal oppe på 250 ha. Gården Lykkeslund hørte også ind under Kirstinebjerg, men blev drevet med forpagter. I 1920’erne blev husmandsbrugene på vejen til Nimtofte udstykket og i 1926 blev Kaj Jacobsens (Tøstrupvej 86) bygget, hvor de tidligere avlsbygninger lå.

1890 blev gården solgt til Caroline Cathrine Sehested, som var enke efter kammerherre Sehested fra Broholm på Fyn. Hun boede ikke selv på gården, men havde en forvalter, Frederik von Buchwald. Det var hende, der ændrede navnet til TØSTRUPGÅRDEN

Info: Ole Larsen (1805 – 1868) blev i 1942 medlem af Sognerådet, fra 1848 sogneforstander i Nimtofte.Tøstrup. I 1848 blev han ligeledes medlem af Landstinget og i 1853 medlem af Randers Amtsråd. Ridder af Danebrog. Ligger begravet på Tøstrup Kirkegård.Søren Petersen.

TYMPANONEN VED NØDAGER KIRKE  
Knud Jensen

Tympanonen

Når man går ind i Nødager kirke ser man det kendte tympanon-relief over indgangsportalen.  Relieffet har inspireret til sagndannelser og der har været mange forskellige teorier om, hvad det skulle symbolisere. Det forestiller to riddere med lanser eller spyd og der er et kors i midten. Ved siden af de to riddere står to fodfolk klædt i kjortler.  Mest kendt af alle teorier er sagnet om de to herremænd, Nilaus Høg til Tolstrupgården og Jonas Maar til Mårup. Ifølge sagnet var de lidet gudfrygtige og var ofte på jagt på helligdage, hvorfor de også fik deres straf. En påskedag viste Fanden sig for dem i en hares skikkelse, og da hundene fulgte den, forsvandt den pludselig, så hundene kom op at slås og bed hinanden ihjel. Det fik herremændene til at skændes, og det endte med at de i raseri slog hinanden til døde. Deres fæstemøer, Kirsten og Gudrun, sørgede sig ifølge sagnet også til døde. Stedet på Stabrand mark, hvor kampen fandt sted, kaldes ”Hunden og haren” og ligger i dag inde på lufthavnens område. En gammel folkevise kaldes ”Helligbrøden”, og den giver et afskrækkende eksempel på, hvad der sker, når to herremænd ikke vil respektere messetiden en helligdag. Det er jo en gruelig historie, og den holder da heller ikke ved nærmere undersøgelser. I 1768 kommer biskop Hygum med en teori om, at tympanonen skal forestille korsfæstelsen, og at der intet var om alle andre rygter. Senere kom Eigil Rothe med sin teori om, at meningen med relieffet er at vise lægfolk et tilgængeligt billede af at indprente den åndelige strid, der gennem korset som symbol for Kristus fører ind i hans samfund. Der kommer også en teori om at relieffet simpelthen viser, at ingen med våben i hånd måtte træde ind i Kristi kirke. Da tympanonen blev lavet har man været meget præget af korstogstanken og forestillingen om de hellige steder, og hvad dertil knyttede sig af legender og fortællinger. Derfor er det måske også det rigtige at sammenligne relieffet med et korsfæstelsesbillede, og de to riddere er muligvis Centurionen og Longinus, som af Jesu side frembragte kirken (Johs. 19,34). Tympanonen kan derfor være lavet for at mindes en Nødagerridder, der identificerede sig med de to riddere. Til slut skal nævnes Aage Jørgensen, der i ”Danske Landsbykirker” skriver: ”De krigerbilleder, vi kender fra stenskulpturen, skal næppe opfattes andet end symbolsk. De er billedtale og skal minde den enkelte kristne i menigheden om den åndens kamp, der må kæmpes for at vinde sejrskransen, og som må føres med åndelige våben, kampen mod ondskabens åndelige hær”! Den fremtrædende plads korset har fået på Nødager –

Nødager Kirke

relieffet, kan vel heller ikke betyde andet, end at det er noget af den rigtige forklaring. Næste gang du går ind i Nødager kirke, kig da nøje på relieffet og dan dig din egen mening om betydningen. Sagnet om de to herremænd er jo den mest spændende forklaring – men . .

 

BØJSTRUPHUSET
Jens Erik Mehlsen
Bøjstruphuset var en arbejderbolig under Fjeld. Først lidt om dets beliggenhed: Kør gennem Marie Magdalene ud mod Bøjstrup, – drej til venstre (vest) i krydset (Margrethelundvej) ind i skoven. Allerede efter 400 meter kan man se sporet af en nedlagt skovvej, der fører ind til huset, men den er ikke farbar længere.

Bøjstruphuset var en arbejderbolig under Fjeld. Først lidt om dets beliggenhed: Kør gennem Marie Magdalene ud mod Bøjstrup, – drej til venstre (vest) i krydset (Margrethelundvej) ind i skoven. Allerede efter 400 meter kan man se sporet af en nedlagt skovvej, der fører ind til huset, men den er ikke farbar længere.

Nedenfor et foto fra 2015 af grunden, hvor huset stod.
Fundamentsrester ses i baggrunden t.h. Foran huset anes en lille fordybning – en lille dam, der dog er kommet til efter at huset er fjernet – måske jægernes påfund.

Den i senere tid eneste vej til stedet er at fortsætte ad Margrethelundvej hen til Grønholtvej (Grønholt-krydset), hvor man drejer til højre og ca. et par hundrede meter mod nord ad Grønholtvej, ses en undseelig lille skovvej fører ind i skoven til højre. Der er af og til en kæde for. Skovvejen fører ind til en stor åben plads. Derinde lå huset!

Huset er fjernet i dag, og man ser ikke meget tilbage efter, at Hjerl Hede Museet har hentet det en gang i 1960érne. Årstallet er lidt svævende, fordi 1989 figurerer på nettet (Dansk Kulturarv.dk og Danske Billeder.dk), men huset opførtes på Hjerl Hede tidligere. Nogle få fundamentsrester er der på stedet, og en fornemmelse af stedets aura får man, når man står der, og især hvis man har besøgt huset på Hjerl Hede og forstår at omplante sine indtryk herfra til stedet.

Huset er af flere årsager lidt spøgelsesagtigt. For det første fordi det er gengivet med ét billede på nettet (Dansk Kulturarv og danskebilleder.dk), og ét andet på Hjerl Hede. Det autentiske er dog sidstnævnte, hvilket en slægtning til seneste beboer i huset har godkendt.

T.v. foto af Huset på Hjerl Hede, juli 2015. Huset blev i forbindelsen med flytningen til Hjerl Hede restaureret, hvorfor det ikke er let genkendelig for mange, som ellers kunne huske det fra Bøjstrup.

For det andet fordi det er bygget 1850 og alligevel kan man i Marie Magdalenes kirkebog, Sønderhald herred for perioden 1684-1813 se tre navne tilknyttet ”Bøjstrup huset”, eksempelvis fra 1727: ”Albert Christensens datter i Bøjstrup huset – Kirsten.”  – Så et andet hus har jo nok ligget der tidligere!
Og for det tredje har huset forskellige navne knyttet til sig, ”Skovfogedgaarden”, ”Skovfogedhus” (1877, 1908 og 1911), ”Skovhus” (1947), ”Skyttehuset” og  ”Bøjstruphuset”, alt efter hvem man taler med og hvilket (generalstabs)kort man kigger på. Enkelte omtaler det også som ”Skytte-Jensens hus” efter den sidste beboer.

Hjerl Hede har i deres museum en oplysningstavle opstillet ved huset, hvorfra noget af det følgende er hentet. Bøjstruphuset blev som sagt opført i juli 1850, dvs. kun stuehuset, og kaldtes fra starten Skovfogedhuset (ses på kort 1877-1911), formodentlig fordi det var bestemt til at huse en skovfoged. Bygherren var Fjeld, men det vides ikke, om nogen skovfoged nogensinde har boet i huset. Derimod var huset beboet af skiftende skovarbejdere, skovløbere og skytter med familier. Ovenfor ses Bøjstruphuset på Hjerl Hede med stald og lade. Foto fra juli 2015. Navnet – også ifølge skiltet på Hjerl Hede – er Skovfogedgården.   Ca. 40-50 år efter stuehusets opførelse skete en udvidelse, idet der opførtes en stald- og lade-bygning af kampesten.

Skovarbejdet fungerede jo bl.a. ved hjælp af arbejdsheste til at trække de mange fældede træstammer til større skovveje. Men med heste fulgte også behovet for foder, hvorfor der byggedes en ”klapsejler”.  En klapsejler er en vindmølle, der ikke er beregnet til det tunge arbejde, som at male korn via en tung roterende sten, men derimod til at hente vand fra en boring og til det lettere arbejde i øvrigt, såsom at ”klappe”, dvs. skære, f.eks. roer og kartofler til foder. Men var der vindstille skulle der jo stadig laves foder, hvorfor stedet også forsynedes med en hestegang på gårdspladsen. Nu kunne hakkelses-maskinen trækkes til enhver tid – og også øvrige andre senere tilkomne maskiner, f.eks. kværn og et tærskeværk. Huset udendørsareal øgedes nemlig, da behovet for korn også indtraf og et lille markareal blev tilknyttet. Et lille tærskeværk blev fundet på ejendommen og det kunne ses, at det kunne forbindes med ”klapsejleren”.

Men det blev jo også vinter, og da var skov-slæder ligeså nødvendige som slæbekæder og egentlige skovvogne. De var også på stedet og hørte til i laden, som byggedes sammen med stalden. Nu er vi efterhånden et godt stykke inde i 1900-tallet, og som tiden går, blev det hele efterhånden forældet. Ikke fra den ene dag til den anden, men sådan lidt efterhånden – og husets berettigelse skrider væk.

Den senere ejer af Drasbeks Hotel i Kolind, Sofie Adamsen, har som ung pige været ansat i ”Bøjstrup Skovfogedhus” , hvilket hun har fortalt i sine bog ”En krokones erindringer”. Her skriver hun, at hun i 1915 fik sin første plads  hos Lene og Peter Boller i Bøjstrup Skovfogedhus. T.v et foto af Sofie ca 24 år gammel.

Det følgende er uddrag fra bogen, – hun fortæller: ” Det var et slid og slæb fra morgen til aften. Det bedste jeg vidste, var at være hos dyrene i den varme stald.  Når jeg en enkelt søndag fik lov at besøge min far, blev jeg derhjemme hele aftenen. Om natten cyklede han mig til kanten af skoven. Jeg sad på stangen og lænede mig ind til hans varme krop. Og med hans arme omkring mig var det den største lykke, der fandtes. Jeg kan endnu i min høje alderdom fremmane denne sære vidunderlige følelse i mit indre, som det var at sidde på en cykelstang med et par stærke mandfolkearme omkring sig – og hans varme ånde i nakken. Men efterhånden som tiden gik, voksede jeg jo i krop og kræfter og blev mig selv bevidst. Jeg blev klar over, at jeg var en arbejdskraft, som de – husbond og madmoder – nødigt ville undvære, og derfor voksede min styrke også indadtil. En dag efter skoletid og efter at have spist min byggrød med sukker og kanel, blev jeg sendt i marken for at luge gulerødder. Jeg arbejdede et stykke tid, men det var varmt, og jeg blev døsig – og var vel også træt – så jeg faldt i søvn. Men vågnede brat ved en voldsom smerte i siden, og det skyldtes konen – Lene – som var fuldstændig vild og råbte og skreg, mens hun sparkede mig ind i siden med sine spidse træsko. Jeg for op at stå på mine ben, greb mit kortskaftede roejern og gennembankede min madmor med træskaftet. Hun sprang afsted og rendte vild hylende hjem. Et øjeblik efter kom Peter Boller ud i marken og ville vide, hvad der var sket? Han fik straks hele historien, men smerten og harmen fik mig til at glemme al blufærdighed. Med et rask tav hev jeg kjolen op, ”brættede ned” og viste ham de blå mærker efter hans kones træsko. Herefter kunne jeg gå i fred for hende. Der var ikke mere skåret mærker i rugbrødet eller lagt andre fælder. Sukkerkrukken og osten blev efter denne dag ikke mere låst inde. I forbindelse med Skovfogedhuset i Bøjstrup kan jeg fortælle, at mange år efter – da jeg som sædvanlig stod i mit køkken på Drasbeks Hotel – blev der netop bestilt mad til 12 personer fra Frilandsmuseet på Hjerl Hede. Jeg fik at vide, at mine gæster skulle nedbryde og flytte et gammelt hus i nærheden af Ryomgård og flytte det til Hjerl Hede, hvor det skulle indgå i museets landsby. Jeg blev nysgerrig og spurgte, hvilket hus det drejede sig om? Det viste sig at være det gamle Skovfogedhus fra Bøjstrup Skov, som Skovrider Estrup havde foræret til genopstilling på Hjerl Hede. Jeg fortalte derefter direktør Hjerl-Hansen, som var en af de nævnte 12 gæster, om min ”nærværelse”, og hvad jeg huskede i det gamle hus. Han blev meget interesseret i mit kendskab til husets møbler og indretning og inviterede mig til Hjerl Hede, når huset var opstillet – for at jeg kunne bekræfte, at alt var rigtigt indrettet og møbleret. Da jeg fik indvielses-indbydelsen og kom til Hjerl hede, var det faktisk et bevægende syn for mig at se, hvor alting stod på de rigtige pladser, netop som dengang jeg tjente der. I den stue, hvor vi opholdt os til daglig, stod to dobbeltsenge samt et langt bord med bænk, hvor vi altid spiste vore måltider. Da man spurgte mig, om der manglede noget, kunne jeg ikke dy mig og hviskede:” Ja, – kattelorten under sengen”. Efter at have grinet lidt, blev der meget sagligt svaret:  ”Ja – man kunne jo prøve at lave en kunstig af slagsen og sætte under sengen”. Det var et lille sidespring, men jeg synes det hører med til min barndoms skov. Jeg glemmer aldrig den plet jord, hvor jeg sled mine bare fødder til blods dag ud og dag ind, men trods alt besøger jeg stedet flere gange hver sommer. Stedet hvor jeg blev voksen. I skolen havde vi en rar og forstående gammel skolelærer, der hed Andersen. Han var helt vidunderlig og min bedste ven gennem de tre lange år. En morgen i skolen – efter morgensang – sad jeg og græd. Lærer Andersen kom ned til min plads og ville vide, hvad der var i vejen med mig? Jeg viste ham da mine hænder, der var fyldte med dybe revner, hvorfra blodet bestandigt piblede. Han tog mig med ind til sin kone, som vaskede og rensede mine hænder, smurte dem med salve og forbandt dem. Jeg fortalte Andersens, at revnerne i mine hænder var kommet af, at jeg hver morgen inden jeg gik i skole skulle vaske 4 store spande kartofler i iskoldt vand – og enten det var sommer eller vinter, og derfor havde jeg fået denne slemme ”frost” i fingrene. Disse kartofler blev kogt både til husholdningen og til foder til dyrene. Når jeg kunne se mit snit dertil, listede jeg nogle stykker af de varme kartofler op under kjolen og tog dem med i skole, hvor jeg i et frikvarter nød dem sammen med en veninde. Om mine hænder skrev Skolemesteren et brev, som jeg fik med hjem at aflevere personligt til Peter Boller, med strengt pålæg om ikke at aflevere det til hans kone – Lene Boller. Og fra samme dag blev jeg fri for at vaske kartofler. Et nyt afsnit i mit liv begyndte. Tilmed vidste jeg, at nu var jeg en voksen pige”.

Det var lidt fra Sofie’s erindringer, – eller Fie, som hun kaldtes i daglig tale -, og giver et godt indtryk af livet i huset på hendes tid, da hun i alderen 10 – 13 år gammel (1915-18) tjente på stedet.

 De sidste beboere hed Knud og Rosa Jensen. Ofte kaldtes manden ”Skytte-Jensen”, og det fortæller jo om hans job ved Fjeld. Vi er nu i første halvdel af 1960’erne og Fjeld kunne ikke længere bruge huset. Det var moden til nedrivning, men heldigvis tog Hjerl Hede hånd om det – efter en henvendelse fra ejeren Vilhelm Estrup! Og vil man se sagerne ”in live” fra dengang, skal man besøge museet derovre lidt vest for Skive. Det er et besøg værd og tænker man på historien som her beskrevet, rives man med i en god lokal-historisk oplevelse.


RUNDTUR PÅ SYDDJURS
Knud Simonsen

Knud Simonsen fra Djurs Hytteby i Nimtofte har skrevet en kalejdoskopisk artikel over natur-seværdigheder i syddjurs. Artiklen kan nås ved at klikke her:
Der-er-yndigt-syddjursland 



SKOVKROEN
Jens Erik Mehlsen 

Et folkeligt ikon  

Skovkroen blev bygget i 1932 (i “Optimisten” skrev jeg: “slutningen af 1930érne”, men korrigeres nu til  1932) som et kaffested. Dens navn dengang var Skovhuset og bygherren var Løvenholm Gods. Den første lejer var – mig bekendt – en hr. Nielsen. Nielsen var oprindelig landmand vestpå, men da hans kone døde og han blev alene med sine 3 små piger, herunder 12-årige Gerda (senere gift Kofoed, Ryomgård) solgte han bedriften og lejede sig ind i Skovhuset. Han fik sig en husbestyrerinde, og sammen begyndte de at servicere skovens arbejdere med madpakker og kaffe. Der var især under krigen knaphed på kaffe, så i starten medbragte besøgende selv kaffen eller rettere kaffeerstatningen, og der blev så kogt vand til dem. Også andre kunne da komme dertil og efterhånden blev det til, at Nielsens selv lavede kaffen – og inde længe suppleredes med ostemadder. Senere kom kager og udendørs havemøbler. Parret passede det flot og drev det op til en forretning, men det er som sagt tvivlsomt, om det egentlig fra starten var tiltænkt som sådan. Men der blev pæn søgning til stedet og i 1950’erne var der især om sommeren så mange, at hjælp måtte til. To piger blev ansat til servering, kaffebrygning, rengøring osv. Var der fest hjalp Nielsens datter, Gerda, også til.  Det er Gerda, der har oplyst om fornævnte og leveret de ældre fotos til denne artikel. Nielsen havde i den østre ende af Skovhuset, – den senere krostue –  et forlokale, hvor kunden kunne afgive sin bestilling. Her var en skranke med et højt glasskab placeret mod den østlige væg, bagved hvilken der var toiletter.  Glasskabet var fyldt med kager osv. passende til kaffen. Kunden kunne godt sætte sig her i forlokalet, da der trods alt var et par borde, men ellers var det meningen, at man skulle sætte sig i den fine afdeling (mod vest). Der var et par trappetrin ned samt ved siden af trappen – lige før – et aflangt vindue, så personalet kunne se derned. Nielsen havde i den fine afdeling indrettet en række ”båse” i den nordlige side med et bord i midten og polstrede bænke på hver side. Man kunne naturligvis også sætte sig ved borde og stole udendørs, hvis vejret tillod det.  Den fine afdeling bestod kun af borde og bænke i båsene i den ene side (den nordlige side), idet der var privat afdeling i den anden  side (den sydlige del). På 1. salen var der soveafdeling – 3 værelser på stribe, dog en stue for enden mod vest. Toilet var kun i stueetagens østlige del, hhv. et for gæster og et for personale med adgang fra køkkenet. 
På parkeringspladsen udenfor havde Nielsen ca. 1950 anskaffet sig et lille Esso- benzinanlæg med håndsvingspumpe. Når en vogn således ankom for at få benzin dyttede den nogle gange og straks kom Nielsen selv eller en af pigerne ud og betjente kunden. Ca. 10 år senere erstattedes dette anlæg med et mere moderne anlæg, se nedenfor ca. 1959. Foto i midten er det den ansatte Viola, der betjener tanken. 

Ca. 1965 solgte Nielsen til Charles Laursen. Han var tidligere frisør i Århus, og havde slået sig sammen med fraskilte Christa Funder, også Århus. Christa havde ejet et cafeteria i Århus, der var godt besøgt som et udsøgt madsted. Hun var rigtig dygtig til madlavning og af den grund skiftede Skovhuset nu karakter til egentlig spisested i den fine afdeling og  


ølstue/krostue i det tidligere forlokale. Charles søgte og fik spiritusbevilling, hvilket stedet ikke havde haft før. Ligeledes nedlagde han benzin-tankene, som tiden var løbet fra – på dette sted! Efter nogle år ville Christa gerne tilbage til Århus, ca. 1968, og købte sig en villa på Ndr. Ringgade. Charles fulgte senere med, men ville godt vente lidt på en køber, og imens drev han forretningen videre med to piger ansat til hhv. servering (Kirsten) og madlavning (Lillian). Kendt fra Charles tid er bl. a. pinse-morgener, hvor bal-gæster fra bl.a. “Las Vegas” (Nørager) og Auning Kro ved 4-tiden om morgenen (for da sluttede ballet!) drog til Skovhuset for at drikke morgenkaffe og se pinsesolen danse. Da var der fyldt i krostue og i de udendørs arealer. Alt var besat – af glade unge mennesker, der i den tidlige morgenstund var bilet eller cyklet til Skovhuset, som man endnu kaldte det!  

Charles fik nu solgt til en journalist fra Århus, en flink og rar mand, der elskede stedet, men ikke helt have økonomien med, desværre, så inden længe måtte Charles tage forretningen tilbage. Efter nogen tid fik Charles solgt igen, denne gang til Birgit og Anker Vendelbo Jensen. Anker havde været ansat som laboratorieassistent i en virksomhed i Århus, faktisk med et overordnet ansvar, og Birgit havde passet deres kombinerede brød- og mælkeudsalg i Højbjerg ved Århus. Megen af deres fritid tilbragte de i deres elskede kolonihavehus, som de holdt utroligt meget af, og det kan måske have været med til at inspirere dem til at bosætte sig i naturen/skoven, som købet af Skovhuset jo betød.  Med Anker og Birgit blev igen en ny tid indvarslet, idet de fik Løvenholm til at bygge om, så den fine stue nu blev ryddet for de gamle båse og helt nye borde og stole sat ind i et åbent arrangement. Lidt senere fornyedes de tynde og gammeldags udendørs borde og stole med mere moderne og solide sager. Og de fik også lov til at rive væggen ned til den gamle private stue bag køkkenet, og lægge det sammen med den nye åbne restaurant. I midten indsatte de en ny pejs, der kunne varme alt op og samtidig skabe hygge.

Endelig blev det aflange vindue fra krostuen ned mod den fine afdeling blændet, hvilket også hang sammen med, at gulvet hævedes i den fine afdeling, således at trappen derned kunne sløjfes. Alt var nu meget mere harmonisk. Og nu fandt også navneforandringen sted, ikke pludseligt, men hen ad vejen blev navnet ”Skovhuset” erstattet med navnet ”Skovkroen”. Flere og flere fandt vej til stedet, der nu var blevet en a la carte restaurant, hvor også mange familiesammenkomster fandt sted. Nogle vil måske stadig kunne huske, når gæsterne bad Anker og Birgit give et nummer, de selv havde komponeret: ”Her på Skovkroen altid man hygge sig kan – her i Jydernes sagnrige land”. De sang i bedste tyrolerstil og Anker akkompagnerede med sin banjo og alle gæsterne sang med, – stemningen var i top! Her var festligt, folkeligt og fornøjeligt! De gjorde det godt, Anker og Birgit, men et slid var det, og i 1980’erne solgte de til ejerne af Ryomgård Bodega, Anette og Vivi, og flyttede ned på den bag Skovkroen liggende ”Ryttergård”, som de havde lejet af Løvenholm. 

Også Anette og Vivi lavede om på sagerne, idet restauranten gennemgik en flot restaurering, og maden skiftede fra det traditionelle køkken til det mere forfinede og nuancerede. Og et musikanlæg blev installeret og lokkede igennem et afdæmpet, men lydnært stereoanlæg ud i harmoniske klange med potpourrier af klassisk musik, men dog i et populært tilsnit – ganske flot fundet på – tilpas afdæmpet. Og sammen med inventaret i nyt “dress” med levende lys på bordene kunne det give besøgende den rette stemning af en gedigen restaurant, hvilket de to piger også levede op til. 
I slutfirserne solgte Vivi og Anette til Jonna Jensen fra Grenå. Jonna havde tidligere kørt taxa, men ville nu prøve noget nyt. Hun var dygtig i køkkenet og hendes ægtefælle Peter hjalp og holdt alt udenom rent og nydeligt, og passede samtidig sit job i Grenå. Jonna solgte efter nogle år til Grethe Gissel, der også efter nogle succesrige år solgte den videre, men nu var tiden ved at rinde ud for Skovkroen. Der kom yderligere få ejere, men da den til sidst kun åbnedes for selskaber ved forudbestilte lejligheder, enedes Løvenholm Godsbestyrelse om at stoppe foretagendet. Tiden var løbet fra det gamle kaffested, der nu var blevet nødlidende. Det var bedst at rive det ned, for selv den omkostningsbestemte husleje forslog ikke længere til vedligeholdelse, forsikring og ejendomsskat. 

Nedrivningen begyndte – og er i dag en realitet. Man kan stadig se, hvor det gamle kaffested har ligget, men inden længe vil skovens træer og deres susen have erstattet det før så livgivende, lystige, musik- og sangglade sted. Et folkeligt ikon er forsvundet. 

KÆRENDE
Jens Erik Mehlsen

udsigt-kaerende_3

Der har altid været nogen diskussion om udtalen, – var det nu med tryk på første eller anden stavelse? Det er formodentlig på anden stavelse, da ordet betyder Kærets ende. Kæret måltes fra Nimtofte Krat og stoppede ved Frederikslund-dalen. Her var igennem tiden opstået en lille enklave af få landbrug/husmandsbrug, og ved Gjerrild Banens opståen etableredes her et trinbræt. Fotoet ovenfor viser trinbrættet i funktion kort før banens nedlæggelse i 1956. Fotoet nedenfor er fra toppen af Kærets sydlige bakke, tæt ved Elholt skole, der ligeledes stoppede som skole sidst i 1950’erne. Klik på fotoet nedenfor og et traktor-hjulspor kan ses i marken, – lige før det udmunder i vejen t.v. var trinbrættet beliggende. Man ser – hvis man ser nøje efter – den lille lavning i terrænnet, hvor Gjerrild-sporet gik.

Den gamle Elholt Skole i dag som almindelig beboelse. I haven var børnenes legeplads, – se foto nedenfor, og tilhørende tekst lidt længere nede.

Foto nedenfor ses Elholts skoles legeplads ca. midt 1950’erne. Den store bom i midten af billedet var i frikvartererne populær blandt eleverne, – der var også et fodbold/håndboldmål på pladsen. Klik for større format.
elholt-skoles-legeplads

Området hedder i øvrigt mere overordnet Elholt, omend Kærende-navnet – eller som der står på vejviser-stenen i krydset ved Frederikslundvej-Elholtvej: Kierende – har været et officielt navn til en del af området. Det ses bl.a. af et skøde fra 1865, hvor “Generalkoncul” Anders Westenholz sælger gården Frederikslund til “Etatsraad” Nyholm…herunder bl.a. “matr. nr. 1 a af Kjærende, Koed Sogn…”.

Lidt mod syd lå Elholt Skole, Den blev bygget i 1888 og dækkede området Attrup, Frederikslund, Kærende inkl. Hedvigslyst og Elholt iøvrigt inkl. Skoffergaarde. Elever fra Kragelund og Margrethelund hørte ligesom Blegmosen til Marie Magdalene Skole og elever fra Sundby til Koed Skole. Kærende inkl. Hedvigslyst hørte i øvrigt til Koed Sogn, hvorfor en daværende ejer af Hedvigslyst (Holger Jensen) en overgang var at finde i Marie Magdalene-Koed Sogneraad.

attrup-skole-med-moellen


På fotoet  t.h. ses skolen på et uddrag fra et postkort, – det må være fra 1950’ernes første halvdel. Man bemærker møllen i baggrunden, der hev vand op til ejendommens brug
. Et drivhus anes i baggrunden, hvilket tilhørte lærerinden og hendes mand, Kirstine og Søren Brock.

Den seneste lærer på Elholt skole var Fru Kirstine Brock. Hun styrede egenhændigt og dygtigt skolen, hvor der kun var et enkelt klasselokale i den ene ende af huset – med en høj kakkelovn i et hjørne -, mens fru Brock boede med sin familie i den anden ende. Eleverne gik i skole hver anden dag hhv. 1. kl. – 4. kl. sammen og 5. kl. – 7. kl. sammen. Skolen blev nedlagt ca. 1958, hvor en ny skolelov blev vedtaget, hvorefter landsbyskolerne ( de “stråtækte”, – som man sagde) enten skulle opgraderes til rigtige skoler eller nedlægges.

MARIE MAGDALENE
Jens Erik Mehlsen

MM ca. 1850

Marie Magdalene var førhen sognets førende by. I 1841 oprettedes forløberen for sognerådene, nemlig sogneforskaberne, med sognepræsten som selvskreven formand. Den første sogneforstander var således pastor G. F. A. Graae, og møderne holdtes i præstegården i Marie Magdalene. Pastor Graae var i øvrigt gift med Ellen Castenschiold, datter af Gl. Ryoms ejer, Th. Castenschiold, og forholdet mellem svigerfar og svigersøn kom til offentlig skue, da Pastor Graae ville følge en kongelig udstedt opfordring til landets borgere om at oprette lokale forsvarsværn pga. truslen fra det krigstruende Prøjsen, og følgelig indkaldte sine sognebørn til møde herom. Men Th. Castenschiold talte ham imod, og følgelig meldte kun en enkelt frivillig sig – foruden pastor Graae – til værnet. De to frivillige drog desuagtet til Gl. Estrup kro (ved den gamle hovedlandevejs bro over Alling Åen, 2 km sydligere end den nuværende), og fik instruktioner og øvelser, hvorpå de kom hjem og indkaldte til nyt møde.

De ville nu videregive deres viden fra Gl. Estrup kro og var i det hele taget forberedte på at tale deres sag. Det hjalp! 45 karle meldte sig, og pastor Graae blev således rehabiliteret. Efter overgang til egentlige folkevalgte sogneråd var Marie Magdalene fortsat politisk centrum, og det var med nogen undren, at man kunne konstatere en stationsbygning, endda af forholdsvis stor dimension, blive opført på de nøgne arealer inde ved hovedgården. I første omgang generede det dog ikke udviklingen i det lille samfund, – der var nu heller ingen af nogen betydning! Nedenfor foto af maleri af den gamle præstegård i Marie Magdalene.

Foto af maleri af den gamle præstegård i Marie Magdalene, der blev nedrevet i forbindelse med en ny opførtes samme sted.

hvids-ejd-bedsteforaeldre-tv

I Marie Magdalene sogn var befolkningstallet vokset lidt, og omkring 1864 var der 653 indbyggere i sognet. Det lille samfund – den lille by – kaldtes i folkemunde Mameline og bøndergårdene dominerede, men der var faktisk også en lille produktion af tørv og træsko. Om træsko dukker navnet Carl Søndergaard op. Det skulle være Carl Søndergaards far, der opstartede denne produktion, der angiveligt skyldtes en søn og datter med klumpfod. Carl Søndergaards far – hvis navn jeg ikke har kunnet finde – var egentlig  graver og ringer ved kirken, men i et forsøg på at hjælpe sine to handikappede børn med bedre gang, startede han dette håndværk, som hans søn således fortsatte og øgede. Men med hans ophør stoppede produktionen.

Den mest fremtrædende gård i MM var grd. Hvids ejendom, Bøjstrupvej 21, her t.v. fra ca. 1900. Fotoet er taget lidt nordvest for kirken. Klik for større format.

Kort opr 1836 m rettelser

En skole fandtes også, og så var der naturligvis en smedje, præstegården og kirken. Kirken havde allerede i 1593 fået sit tårn, som Mogens Juel til Ryomgård havde ladet opføre med et spåntag og kuppelspir. Men bestandigt blev altid lidt tilføjet både før og tidligere, både udvendigt og indvendigt. Det ældste alter fra 1593, også givet af Mogens Juel, erstattedes således af et nyt i 1639, hvor også en prædikestol og gravkapellet byggedes. En kirkeklokke kom til i 1669 og i 1716 den nuværende døbefond. Peder Fogh istandsatte – næsten restaurerede – kirken i 1739, og i hvert fald fra 1848 kunne man iagttage et lille rønnebærtræ skyde op over døren til våbenhuset.

Klemstruphuset, nu nedrevet. Det lå overfor Klemstrupgården, blot ca 400 meter længere inde mod Ryomgård. I forgrunden ses vejen tydeligt svinge ind i skoven, – i dag et tilgroet spor efter at vejen blev rettet ud.

Kortet ovenfor er tegnet i 1836 og tilrettet i 1867. Vejen fra Pindstrup mod Ryomgård ses ikke, men følger næsten det nuværende spor ved småbakkernes fod, for ved Klemstruphuset (se foto t.h. – nu er huset nedrevet, – det lå næsten overfor Klemstrupgården på modsat side) at svinge ind i skoven. Lige før Marie Magdalene svinger vejen ud igen, hvor foran omtalte terrasse-agre ligger (se fanebladet “Begyndelsen”). Herefter slår vejen en lille bue mod syd for så at dreje ind ad nuværende Savværksvej. Videre mod Ryomgård kommer den nødvendige runding omkring Blakbjerg, der var noget rundere dengang, men som en eftertid har rettet lidt ud. Derefter møder man Såbydal-krydset og et par hundrede meter længere fremme et for eftertiden ganske umotiveret knæk – lige før det nuværende ældrecenter Jættegården. Vejen var noget sydligere dengang, – man skal forestille sig, – og kan jo også se på kortet –  at vejen pegede ind mod Gl. Ryom – og da jernbanen blev anlagt, eksproprieredes bl.a. dette vejareal – fra knækket og ind mod stationsarealet -, som jernbanen herefter blev anlagt på. Vejen fra Marimalene blev altså amputeret, men det betød ikke så meget. Vejarealer var i hovedsagen private og udgjorde den billigste ekspropriationsenhed. Vejen var her som mange andre steder kun et hjulspor, og et nyt anlagdes gradvist ind mod Hovedgården ad nuværende Vestergade. Skulle den rejsende videre til Koed, skulle han fortsætte lidt ind ad grusvejen mod Hovedgården for straks efter første sving at svinge ad vejen mod venstre, der udmundede ved nuværende Attrupvej. En sti eller lille markvej løb syd for det nuværende jernbanespor til Korupskov og videre til Koed. Men den gængse vej til Koed var faktisk en anden, nemlig over Attrup, hvor man straks ved denne bys vestlige udkant mødte (mark-)vejen mod syd-øst, der førte direkte til Koed kirke.

Smedjefaget var naturligvis vigtigt for landbruget og på egnen her fandtes udover på hovedgården også smedjer både ved Ny Ryomgård, Marienhoffgården og naturligvis  i Marie Magdalene. Sidstnævnte fandtes i bygningen mellem Forsamlingshuset og Kirken. Bygningen skimtes på fotoet t.h. som en hvid bygning bag træerne ved forsamlingshuset. Huset er  i dag nedrevet, men var virksomt i mange år. Den seneste smed her var smed Sørensen, hvis 3 børn Astrid (kaldet Tulle), Svend (senere kaldet store Svend) og Christian (senere kaldet Christian smed) alle slog sig ned i Ryomgård i samme hus, – Skolegade 5, hvorfra Christian drev sin smedeforretning – hjørnet af Skolegade og Nygade. Læs mere herom under sitet efterkrigstiden. På fotoet bemærkes også ESSO – tanken, som Brugsen havde fået etableret engang i 1950’erne, hvor også fotoet er fra.

Også tørvegravning fandt sted, især fra moselodderne syd for Margrethelund, men også mange andre steder på egnen. Teglværker skød op mange steder, hvor undergrunden gav basis derfor, således også på nuværende Kragelunds jorder, både på nuværende Frederikslundsvej 7 og bag Kragelund-gården helt inde ved den naturskønne Kveld Sø (dengang Kul-sø og senere kulhus-sø, – navnet fortæller jo nok et og andet!), hvor man endnu kan finde få og små spor af virksomheden. På Grønholt var ligeledes et teglværk, i øvrigt udstykket fra Ryomgård af H. Mule Hoff, der benævner denne sin mindste udstykning som ”en liden parcel med Teglværk og nogle huse”.

Den gamle stråtækte skole i Marie Magdalene, foto fra ca. 1919. Børnene gik i skole hver anden dag og er her pænt opmarcherede på vejen, der i øvrigt også – ligesom et lille areal bag skolen – brugtes som legeplads.

I den lille skole undervistes børn af degnen, men ifølge den i 1814 vedtagne skolebekendtgørelse var det påbudt, at  degnelæsningen på landet afløstes af to-klassede skoler med en fast lærer (skoleholder). I 1866 byggede man en ny skole ved siden af præsteboligen (Bøjstrupvej 19), og her blev der plads til skoleholderen, som skulle bo i skolens ene ende.

MM skole t.h

Tilgangen til Lilleskolen voksede, især efter, at byen inde ved Hovedgården langsomt dukkede frem, men da skolebekendtgørelserne fra 1814 forudsatte, at eleverne godt kunne gå et stykke vej (et par mil), måtte de nye indbyggerbørn fra Ryomgård vandre til skole i Marie Magdalene. Skolen, der ses på fotoet både ovenfor og t.v., blev således snart for lille og et anneks byggedes så omkring århundredeskiftet i nuværende Bøjstrupvej 20. Annekset var alene til supplering af den gamle, ikke til erstatning, og to lærere var nu ansatte til at undervise det med tiden voksende elevtal, – i tyverne lidt over 100 elever. Den “nye” skole, altså Bøjstrupvej 20, byggedes år 1900 og kaldtes udover annekset også for “anden lærerens skole”, for her kom han til at bo og undervise. Seneste “Anden lærer” hed Johannes Houge Thorup (f. 1902).

2. lærerens skole. Den var opført efter tilsvarende princip, som 1. lærerens, dvs. med plads både til skolestue og lejlighed for læreren.

De to skolebygninger nedlagdes i 1938 til fordel for den da nybyggede skole i svinget ved amtsvejen – efter Blakbjerg – ind mod Ryomgård.

Den hvide bygning i forgrunden t.v. er Marie Magdalene Brugsforening, der senere blev udbygget med en lille knast ved indgangspartiet. Foto fra 1920.

1874 oprettedes ”Marie Magdalene-Koved og Omegns Spare- og Lånekasse”, med ugentlig kontordag i Koed skole, Tornhøjvej 14, og i 1893  byggedes forsamlingshuset lige midt i byen. Det må også være omkring denne tid, at Marie Magdalene Idrætsforening oprettedes. I starten formodentlig blot med en fodboldbane på den tørre del af engarealet ved Savværksvej 1. Senere fik foreningen også en håndboldbane nær Ryomgård, hvor nuværende Produktionsskole ligger Noget senere stiftedes ”Marie Magdalene og Omegns Brugsforening” med udsalgslokaler også midt i byen (1908). Telefon var en nymodens opfindelse, men brugsen anskaffede en til “samtalebrug” i 1912. Faktisk pænt på forkant med udviklingen. Medlemmer skulle for en samtale betale 25 øre, mens ikke medlemmer måtte erlægge 35 øre. Læs eventuelt mere både om ovennævnte sparekasse og brugsen på sitet  lokalarkivmidtdjursland – fanen Ryomgård. Brugsen har herudover udgivet sin egen lille pjece om dens virke igennem 100 år.

Marie Magdalene set fra Blakbjerg ca. 1952. I midten af billedet ses savværket og helt fremme i forgrunden lidt af en udgravning. Blakbjerg menes jo at være et såkaldt Sarup-anlæg. Se mere herom under fanen: “forhistorisk tid”


Forsamlingshuset i Marie Magdalene
Alice Bak Petersen og Jens Erik Mehlsen

Alice Bak Petersen boede Bøjstrupvej 38 sammen med sin mand Svend, og skriver i 1982 dette om forsamlingshuset i Marie Magdalene, – det startede egentlig som i/s, men er i dag ændret til selvejende institution.
I/S Marie Magdalene Forsamlingshus. I året 1893 samledes borgerne i Marie Malene, som det hed dengang, for at drøfte opførelsen af et forsamlingshus. Af de personer vides navnene på følgende:
G
rd. Kresten Hvid, M.M Grd. Nicolai Jensen M.M. Grd. Jens Daugård M.M. Grd. Kresten Rygård M.M. Murer Karl Tygesen M.M. Maler Jens Laursen M.M. Smed S.P. Sørensen M.M. Købmand Knudsen M.M. Skræddermester August Rafn M.M. Karetmager Jensen, Margrethelund. Matrikelskort nr. 15 s fremlagt i Rougsø med flere herreders ret d. 9-1-1894.

I tilknytning til forsamlingshuset blev der opført et “rullehus” i

Brugsen ses t.h. og forsamlingshuset er den hvide bygning bagved. T.v for forsamlingshuset skimtes endnu en hvid bygning, der kan have været rullehuset. En smedie fandtes også mellem brugsen og kirken, men ses ikke på fotoet, der formodentlig er fra 1920’erne.

en lille kampestensbygning, hvor der stod en rulle til afbenyttelse for byens borgere, – det eksisterer ikke mere Foran forsamlingshuset blev der plantet to lindetræer, som der bliver værnet om, og som er byens stolthed. Der blev optaget et lån på 1000 kr. i M.M. – Koed sparekasse og udstedt et pantebrev med pant i huset. Nævnte pantebrev blev aflyst 31. maj 1968, da det var indfriet for længst, men var bortkommen. Efter at huset havde bestået en årrække og var ledet af forskellige borgere, tyndede det ud i interessenterne, så der kun var tre tilbage. De tilbød Marie Magdalene Brugsforening at overtage huset vederlagsfrit, på betingelse af at det stadig skulle bevares som forsamlingshus, og ellers holde et spisegilde for de sidste tre interessenter, som var følgende: Jens Daugård, Rasmus Jensen, Niels Pedersen. Det var sidst i 1920’erne ca. 1928. I 1931 blev gulv i salen lagt om af tømrer Jacobsen, Marie Magdalene. I 1967 overdrog Marie Magdalene Brugsforening igen huset til byen for restgælden 3.000 kr. og der blev tegnet 50 interessenter. Forsamlingshuset har været brugt til gymnastik, folkedans, foredrag, fester og private gilder. I slutningen af krigen 1940-45 blev det brugt som skole, da tyskerne havde beslaglagt kommuneskolen. I 1968 blev der bygget en lille tilbygning, hvor der blev indrettet 2 toiletter, og der blev malet og tapetseret overalt. Der blev optaget lån på 5.000 kr. i sparekassen for M.M. – Koed.

Det har været svært at konkurrere med t.v., men en stædig kamp har bevirket, at man i dag har et pænt og godt benyttet hus, med en sund økonomi og stor interesse langt udenfor byen. I 1978 blev der sat termoruder, ny dør og nyt køkken op samt isoleret og indlagt centralvarme, og der blev indkøbt nyt inventar, det beløb sig til ca. 45.000 kr., hvoraf man fik 20.000 kr. i tilskud fra kommunen, mod pant i huset. Alt arbejde blev udført gratis, og man optog lån i Ryomgård og Omegns sparekasse. I 1981 blev der lagt parketgulv for ca. 15.000 kr. og der fik man tilskud fra kommunen 6.500 kr. mod pant i huset. Også dette arbejde blev udført gratis, dog blev betonunderlaget lagt af Hans Bach og Søn, Ryomgård.

Husets egne arrangementer er høstfest, julestue, juletræ, fastelavn eller forårsfest. Og sammen med udlejning til private fester dækker det til dels driften, men den store istandsættelse har dog gjort det nødvendigt at afkræve kontingent hos interessenterne. Midtdjurs Musikforening holder fællesdans en gang om måneden og sangkor en gang ugentlig. Bestyrelsen efter 1967: Knud Revsbæk,  M.M. Henry Rygård, M.M. Svend Petersen, M.M. Thorvald Hansen, M.M. Laurits Mogensen, M.M. Niels J. Nielsen, M.M. Lissy Revsbæk, M.M. Alice Petersen, M.M. Frida Wendelboe, M.M. Mette Abrahamsen, M.M. Kirsten Boll, M.M. Jens Nielsen, M.M. Chr. Andersen, Krathuset Mogns Laursen, Bøjstrup Harry Hougård, Bøjstrup Helga Rasmussen, Bøjstrup Kristian Hansen, Ryomgård Robert Petersen, M.M. Revisor Villy Fyrst.

 1982 d. 12.03, Alice Petersen”

mm_stien18apr2015

Forsamlingshuset eksisterer stadig i bedste velgående, og på deres hjemmeside kan alle følge aktiviteterne. Om kilden i Marie Magdalene er der skrevet under fanen “Begyndelsen”.

Fra nutidens Marie Magdalene bringes dette foto ovenfor fra Saabydalen, fotograferet fra MM-siden ind mod Ryomgård d. 18. apr. 2015. Klik for stort format.

Bo- og Aktivitetscentret
Marie Magdalene.
Klik for større format.

MARIENHOFF
Jens Erik Mehlsen

Navnet stammer fra Anna Marie Mule Hoff gift med Heinrich (Henrik) Mule Hoff, der ejede gl. Ryomgård i perioden 1798 – 1810. I 1804 udstykkede Henrik Marienhoff sammen med 3 andre ejendomme, og opkaldte denne gård efter sin hustrus kaldenavn Marie. Bygningerne blev ikke opført med det samme, men lidt af gangen og det sidste stod faktisk først færdigt i 1899. Hovedbygningen var flot og pompøs – indeholdt ikke mindre end 13 værelser.

Blandt de tidligste ejere skal nævnes kammerråd Ole Ecmarch, som købte gården i 1816. Han forsøgte ved ansattes hjælp at drive gården så godt som muligt, men hans hovedbeskæftigelse var og vedblev at være pengeudlån og jordspekulation. En af hans største debitorer var greve Jørgen Scheel til Gl. Estrup. En eftertid opkaldte en vej i Ryomgård efter ham vel sagtens uden at vide andet om ham, end at han havde ejet Marienhoffgården. Akkurat som Heinrich Mule Hoff blev han trukket ned af statens bankerot i 1813, – og dog, han klarede skærene indtil 1824, hvor han måtte give op. Marienhoffgården kom på tvangsauktion og endte på andre hænder. Gården fungerede i øvrigt efter samme principper som andre store (proprietær)gårde med pænt mange folk og tyende ansat, egen smedje og mejeri (nuværende Marienhoffvej 21), der nedlagdes i forbindelse med etableringen af mejeriet i Ryomgård i 1890.

Interessant bliver gården først igen da udstykning til statshusmandsbrug påbegyndes. Egentlig opstod statshusmandsbegrebet allerede i 1899, hvor det blev muligt via lempelige statslån at etablere sig med et lille landbrug (4-8 tdr. land). Ejeren kunne ikke leve af sådant et lille lod, og måtte derfor ofte have arbejde ved siden af. Han var således ikke landmand i traditionel forstand, men kaldtes husmand. I 1919 ændredes loven så brugene øgedes til en størrelse, som husmanden kunne leve af. Med tiden ændredes udviklingen, og i hvert fald fra 1967 var disse brug i hovedsagen urentable og afvikledes gradvist.

Husmand Marius Jacobsen 22okt1955

Men i mellemtiden florerede de. De første 6 husmandsbrug på Marienhoff udstykkedes af ejeren Knud Just i 1921, og var alle anbragt med bygninger omkring selve Marienhoffgården. Deres jorder strakte sig i forskellige retninger, men fordelen ved at holde bebyggelserne samlet var det samarbejde, der kunne etableres, dels med hinanden, dels med Marienhoffgården, – for leve af landbruget alene var ingen dans på roser. At være i nærheden af en større gård, hvor man kunne tilbyde at supplere arbejdskraften, var en fordel. i 1925-26 udstykkedes yderligere hele 24 husmandsbrug, der bredte sig fra nuværende Vestergade i syd til Margrethelund i nord. Nuværende Solbakkevej 1 samt Vestergade 64, 77 og 104 er således alle husmandsudstykninger fra dengang. I dag er der ingen af de gamle brug tilbage, men mange holdt ud igennem 30 – 50 år og gjorde det rigtig godt. En af dem var Marius Jacobsen og hans hustru Dora, Marienhoffvej 15 , foto ovenfor fra Randers Amtsavis 22. okt. 1955.
Et nyt lille koncentreret og erhvervsrettet samfund (statshusmandskoloni) var opstået indenfor snævre grænser, men hvad skulle barnet hedde? Det interesserede egentlig ikke de involverede så meget, som de udenforstående i Ryomgård! Debatten var derfor kort, og forslag som Højby, Stenhøjby, Stenhøjgård eller Mariegård døde hen, for de nyetablerede kaldte det blot Marienhoff, og derved blev det! De anderledes forslag var forårsaget af, at der på stedet, hvor Marienhoffgården lå, tidligere havde været et lille jordløst hus under Ryomgård Hovedgård, der kaldtes Stenhøj eller Stenhøjgård.

Stenhuset på Marienhoff, – lige ved Søparkens nord-østside. I dag er bygningen t.v. nedrevet, mens hovedhuset er renoveret.

Huset jævnedes med jorden endda nogle år før Marienhoffgården byggedes, men det oprindelige navn refererer formentlig til, at huset var bygget af og på sten, jfr. også det lignende navn fra den nær ved liggende ”Stenhusgrund” samt ejendommen ”Stenhuset” (Marienhoffvej 32).

Husmændene stiftede familier og trivedes. Det var hårdt slid, men de var deres egne herrer (sådan da, for staten så jo til med det ene øje, da ejendommene var statsfinansierede), og fik det til at løbe rundt ligesom sammenholdet var stærkt.

En markvej førte ind fra Marienhoffvej 21 til et af de udstykkede husmandsbrug på fotoet t.v. Det er taget i 1958,  i dag med adressen Poppelvej 5.

Jørgen Verner Jensen boede i 1930’erne i en af de udstykkede ejendomme (Marienhoffvej 36), og fortalte sin historie herom til arkivleder Knud Jensen fra Midtdjurs Lokalarkiv, hvorfra uddrag nedenfor er hentet:
“Det var i det Herrens år 1928 – den 10. oktober – at jeg blev født på Nyvang (i dag Marienhoffvej 36), én af de udstykkede ejendomme på Marienhoff. Jeg var barn nr. 2, min storesøster hed Lily og senere kom Lis. Mine forældre hed Carl Otto Jensen og Laura Amalie. Da udstykningen skete i 1926, købte far en af ejendommene for 2000 kr. Alle startede med at bygge et stuehus og en stald til nogle få køer, en hest og nogle svin. Jorden var ikke den bedste til dyrkning af almindelige afgrøder, så som supplement dertil begyndte far at grave grus ud af en skrænt på marken. Det blev flyttet på hjulbør og kastet over et sold med skovl. Min onkel Harry Sejersen fra Marmelin hjalp til. Han var arbejdsløs og gift med fars søster Margrethe. Min farfar Jørgen Jensen fra Marmelin kom gående og så til. Ham kan jeg huske fra min tidlige barndom, da vi kørte op til deres ejendom i Brunmose i fjedervogn. Ejendommen solgte de i 1932 og flyttede til Marmelin. Han døde i 1934. Bedstemor husker jeg langt bedre. Hende besøgte vi meget og hun havde altid noget godt til os og fortalte historier. Hun ville ikke nedværdige sig til at få aldersrente, men da renteindtægterne blev for små, gik hun alligevel med til det. I 1936 var det min tur til at begynde i skolen. Vi gik ad en markvej gennem en lille skov og så var vi i Marmelin på ingen tid. Der var  to gamle skoler med tilsammen 4 klasser, men man var igang med at bygge en helt ny centralskole med 5 klasser, så der blev et problem med at få delt børnene over en klasse mere. Jeg blev flyttet fra 2. klasse til 4. klasse sammen med Knud Laursen, Erik Madsen, Tage Jensen, Nina Pedersen og Lily Christensen. Der var nogle der blev misundelige, da vi sprang en klasse over. Lærerne ved de gamle skoler hed Thorup og Jørgensen, og de flyttede med til den nye skole. I 1934 blev der indlagt vand på ejendommene, og i 1936 lys og kraft. Det var noget af en omvæltning, men en stor lettelse. Hvert år i maj måned skulle der laves tørv i den lille mose, der hørte til ejendommen. Tørvene blev æltet i en maskine, som blev trukket af en hest i en omgang med udveksling. Jeg skulle gå bagefter for at holde hesten i gang og det var jeg ikke vild med, så hvis jeg kunne lokke Lily til det, kunne jeg være ved ælteværket. Da jeg var 11 år fik jeg min første cykel, ganske vist en brugt postcykel med flotte stafferinger og flyvepind på. Jeg havde fået fat i en gearomskifter, og den satte jeg på. Så kunne jeg lege skifte gear og den fik noget mundlir og hårde tramp i pedalerne. Sidst i 30erne og begyndelsen af 40erne havde vi nogle hårde vintre. Der var kæmpe-snedriver og mosen var fyldt med vand som frøs helt til med store minusgrader. Nu er mosen jo helt groet til med træer og buske, så den er ikke til at kende igen. Men dengang var der en kæmpestor skøjtebane, og far havde lavet mig en isslæde, og der kunne komme en god fart på, når man havde en stang med et søm banket ind i enden og så sat mellem benene – så var det bare med at komme afsted. Der var ikke mange børn, der havde skøjter på det tidspunkt. Vi drenge lavede også vores egen bondegård. Hestene var jo hestesko, køerne var grankogler, grise var de mindre fyrrekogler og så lavede vi indhegninger. I 1938 fik vi den første radio med store knapper på og en højtaler der stod ovenpå. Den var til elektricitet, mens de fleste andre på den tid var til akkumulator eller tørbatterier. Efterhånden nærmede vi os 2. verdenskrig. Jeg husker tydeligt da landet blev besat. Vi lå i vore senge den morgen den 9. april, da de mange flyvemaskiner fløj meget lavt. Vi gik i skole, men blev sendt hjem igen. Mørket sænkede sig overalt, og vi måtte have sorte gardiner op for alle vinduer – også i stalden – men jeg kan ikke huske, at vi mærkede noget til soldaterne. I 1941 solgte far ejendommen og vi flyttede til Ørbæk mark ved Ørum og jeg begyndte at gå i skole i Ørum”.

Prøv også at læse statshusmand Hans Madsens erindringer, der af pladshensyn bringes som pdf her: Omegn – Hans Madsens erindringer

Forsamlingshuset på Marienhoff
Jens Erik Mehlsen

Sammenholdet var godt i Marienhoffkolonien, og man besluttede i 1936 at bygge et forsamlingshus, der kom til at ligge på det nordlige hjørne af nuværende Poppelvej og Marienhoffvej. Alle hjalp til, men murerentreprisen var overladt Hans Bach, Ryomgård. Huset udlejedes til alskens gerninger, herunder naturligvis også familiefester, men under krigen måtte det give plads for tyskerne, og i krigens sidste tid for flygtninge. Da de endelig forlod stedet var forsamlingshuset i miserabel stand, men sammenholdet fik hurtigt skik på huset igen. Blandt andet byens udvikling mod nord samt de gradvise reduceringer af husmandsbrug var med til at realisere salget af huset i 1972-73 til Kommunen, der rev det ned for at gøre plads til nye byggegrunde, og en saga var slut.  (mange flere detaljer kan læses på Lokalarkivet og i Kirstens Frandsens artikel i Midtdjurslands Ugeblad fra 1. maj. 1990

TILDRAGELSER
omkring Sjørupgaarden – del 3
Knud Jensen

Hermed bringes det sidste afsnit om Sjørup-gaarden, skrevet af Søren Petersen i 1971. Om de senere år har vi fået oplysninger af Rite Kristensen, Kolind.  

Søren Nymanns søn, Otto Nymann, overtog Sjørupgaarden efter sin far. Men inden længe afhændede han gården til et konsortium for en pris af 300.000 kroner. Konsortiet solgte derefter gården til hestehandler Kr. Rasmussen. Han bortsolgte besætningen, og uden denne solgtes gården til N. Chr. Bisgaard. Og nu oprandt der en skæbnetime for den gamle historiske gård. Den blev købt af Randers Amts Udstykningsforening, og størstedelen af dens marker udstykkedes til husmandsbrug.
I årene efter århundredeskiftet var der landet over en stærk bevægelse fremme for at oprette statshusmandsbrug på de store arealer omkring herregårdene. De kår landarbejderne levede under, var ikke misundelsesværdige, og mange af deres børn udvandrede til Amerika for at søge bedre levevilkår der.
På baggrund af disse forhold vedtog Rigsdagen i 1899 en lov om jordlodder for landarbejdere, og denne lovs fremkomst betød for mange en lysning i tilværelsen. Tusinder af statshusmandsbrug opstod rundt om i landet. Med glæde og forhåbning toges der fat på arbejdet i egen bedrift. Og der er ingen tvivl om, at der skabtes mange lykkelige hjem ud fra denne lov. Mand og kone hjalp hinanden med arbejdet, og børnene kunne muntre sig i den friske luft.
Men forholdene har jo rigtignok ganske ændret sig i de sidste årtier. Nu forlades arbejdet på hus-mandsbrugene, og der må søges arbejde andet-steds. Men dette kunne ingen dengang forudse.
Også på Sjørupgaardens udstrakte jorder rejste husmandsbrugene sig. Der blev af Udstyknings-foreningen oprettet i alt 14 statshusmandsbrug.
Sjørupgaardens areal var dermed nedbragt til ca. 50 ha, men dermed var dens dage ikke talte. Den fik nu en ejer, der med dygtighed og ildhu tog fat på at omdanne den forsømte gård til et mønsterbrug. Og det lykkedes også! Manden var Ingvard Kristensen.
Han var søn af den i sin tid kendte leder af husmandsbevægelsen på Kolind-egnen, Jens Emmert Kristensen fra Ebdrup. I barndommen hjalp han faderen med arbejdet, og det fortsatte han med gennem ungdomstiden.

I ungdomstiden havde han gode lærepladser, bl.a. hos proprietær Rudolf Laursen, Frederikslund. Teoretisk uddannelse fik han som kontrol-assistent og ved et ophold på Ladelund Landbrugsskole.
Ingvard Kristensen købte i 1926 hovedparcellen af Sjørupgaarden for 90.000 kroner. Til denne hørte 50 tdr. land agerjord, 30 tdr. land i søer og vandlidende arealer samt 7 tdr. land i park og have. Af besætning var der kun 5 heste, 6 køer, 12 kalve og nogle få svin. Og der var sygdom i besætningen.
Ingvard Kristensen tog straks et energisk arbejde op for at få orden på den forsømte gård.
Først tog han fat på at få agermarken bragt i stand. Den var meget stenfyldt, og i løbet af et par år fjernedes 1400 kubikmeter sten fra marken.
Men hovedarbejdet gjaldt de vandlidende arealer. Og her blev der skredet ind både på en energisk og usædvanlig måde.
Vandet kunne ikke ad naturlig vej ledes bort fra vandlidende arealer. Ingvard Kristensen fik så den idé at grave dybe brønde ned ved søbredden. Den første brønd han gravede gav til resultat, at vandet i søen sank 6 tommer på en måned, og nu arbejdede han dag og nat med gravning af brønde. Der blev gravet tre af disse hver på 25 alens dybde, og gennem disse lededes vandet bort. Han kunne et års tid efter pløje 10 tdr. land søbund. Endnu en brønd blev gravet, og der kørtes tusinder af læs jord ud til regulering. Hele arealet kom nu under plov og gav rige afgrøder.

Ved den energiske indsats blev gården drevet frem til et mønsterbrug. Og i 1944 tildelte Foreningen af Jydske Landboforeninger Ingvard Kristensen sølvmedalje for landboflid. Besætningen bestod nu af 20 køer, 30 ungkreaturer, 10-12 grisesøer, 2 orner, 50 fedesvin, 7 arbejdsheste og 5 plage foruden et stort fjerkræhold. Ejendommen var øget med en tredjedel, og bygningerne var forbedrede. Af pietetsfølelse overfor den gamle hovedgård blev nogle dejlige gamle lindetræer på gårdspladsen og i haven fredet. Bistået af sin dygtige hustru var der nu skabt et hyggeligt og godt hjem.
Ingvard Kristensen fulgte interesseret med i tidens rørelser. Han havde sine egne meninger om tingene, og de blev fremsat lige ud og uden omsvøb.
Efter afslutningen af et eftermiddagsmøde i Kolind Landboforening ytrede han til den ligeledes bramfri konsulent Arne Larsen-Ledet: “Det er nogle idioter, der ordner disse møder. De holder dem midt om dagen, hvor vi har travlt, i stedet for om aftenen!” Larsen-Ledet svarede: “Ja, sådanne udtryk kan du og jeg bruge, men de pæne og anstændige mennesker anvender ikke et sådant ord om bestyrelsen!”
Desværre kom Ingvard Kristensen ikke længe til at nyde frugten af sit arbejde. Han døde i 1950, kun 57 år gammel.En broder, Knud Kristensen, overtog Sjørup-gaarden og fortsatte dygtigt landbrugsarbejdet. Men i 1955 mistede han livet ved et ulykkes-tilfælde på markarbejde, hvor en pumpe væltede ned over ham, og hans enke, Agnes Kristensen, ledede derefter arbejdet, indtil sønnen Tage Kristensen købte gården i 1958.
Det har i de senere år været vanskeligt at få medarbejdere i landbruget, og de høje lønninger har mindsket rentabiliteten. Mange landmænd har for at bøde på dette specialiseret bedriften. På Sjørupgaarden er det svineholdet, der nu især lægges vægt på.
Tage Kristensen er blevet en kendt mand på egnen, idet han har været leder af landbo-foreningens ungdomsarbejde. Talrige møder, sammenkomster og udflugter har han i mange år stået i spidsen for og ledet på en god måde. Desuden var han i flere år næstformand i Kolind Landboforening og formand for kontrolforeninger.

Søren Petersen.


Her slutter Søren Petersens beretning om Sjørupgaarden, men takket være Rite Kristensen har vi kunne føre historien op til vor tid.
I 1986 solgte Rite og Tage Kristensen gården til deres nabo Peter Petersen. Han lejede stuehuset ud i nogle år, inden han solgte bygningerne.
Rita og Tage flyttede til Kolind, hvor han døde i 2008 efter længere tids sygdom.
Bygningerne forfaldt mere og mere og ved en brand i 1997 brændte halvdelen af udbygningerne.
I flere år stod det hen i det uvisse, hvad der skulle ske med den gamle gård, men i 2008 skete der noget. Kapitalstærke folk overtog ejendommen og en større renovering blev iværksat. 
Nu er det et stort og moderne ferie- og kongres-center med plads til 50 personer. Der er store ferielejligheder, konferencerum med storskærm og mulighed for tilslutning af computer. Desuden er der stor svimmingpool, spabad og en stor aktivitetshal, hvor man kan spille hockey, hånd-bold, badminton, basketball eller indendørs fodbold. 
Gården omkranses af en stor parklignende grund med 4 søer, hvor børn kan lege og fiske. 
Ingen havde vel forestillet sig, at det skulle ende på den måde med den gamle kendte gård, der har oplevet så meget, men nu kan man glæde sig over det smukke syn, når man kører forbi gården.
Og de fredede lindetræer står der endnu!



TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN – del 2

Af Søren Petersen, Jenningkjæret, Skarresø, artikel fra 1971 formidlet af Knud Jensen

Pastor A. Fibigers far, P. Chr. Fibiger, solgte i 1881 Sjørupgaarden til forvalter Ole Hartvigson. Prisen var 105.000 kr., men efter 5 år solgte Hartvigson gården for 224.000 kr., altså med en stor fortjeneste. Prisen var muligvis også kommet for højt op, thi efter at en staldmester i Stockholm og en københavnsk grosserer havde ejet den en kort tid, blev gården overtaget af Overformynderiet i København. Og i følgende annonce blev gården udbudt til salg: 
“Torsdag den 10. ds. (dvs. 10. oktober 1894) afholdes på Raadhuset i Grenaa anden og sidste auktion over ejendommen Sjørupgaard, beliggende ca. ½ mil fra Kolind jernbanestation, i alt 14 tdr. land, 6 skpr. hartkorn, areal ca. 410 tdr. land, deraf 30 tdr. land eng. Med gården, hvis bygninger er nye og brandforsikrede for 62.017 kr. medfølger en besætning af 17 heste, 59 stk. kvæg, 18 får med lam og 37 svin, samt endvidere hele årets høst. Ved første auktion blev ikkun budt 52.000 kr. Af førsteprioriteten, stor 52.000 kr., kan hos en solid køber de 3 fjerdedele forblive indestående”. 
Gården blev dog ikke solgt før 1896. Men som Overformynderiet havde ønsket det, fandt det også en solid køber, nemlig gårdejer Søren Nymann fra Allelev. Han fik Sjørupgaarden med dens ca. 260 ha og 15 tdr. hartkorn og besætning og inventar for 42.000 kr., altså kun en femtedel af, hvad den havde kostet 10 år tidligere. Efterspørgslen havde åbenbart ikke været stor. 
Søren Nymann var ikke som folk er flest. Han gik efter sin egen næse, og brød sig ikke om, hvad andre mente. Det fortaltes, at han ikke gav sig tid til at skifte tøj, før han rejste til København for at købe Sjørupgaarden af Overformynderiet, men rejste i sit dagligtøj. Han nærede ligegyldighed overfor alt formvæsen. 
Han var en reel, dygtig og energisk mand. Og smilte man stundom over hans ejendommeligheder, var han agtet og respekteret. Han blev en kendt mand på egnen og videre ud. 
Og som Søren Nymann var dygtig og arbejdsom, satte han pris på de mennesker, der besad de samme egenskaber. Om en ældre kone, der i en årrække havde udført et solidt og uegennyttigt arbejde på Sjø-rupgaarden, sagde han: “A sejer, a sejer, den slags vokser it’ op mer”! Han indledte som regel sin tale med ordene: “A sejer, a sejer”! 
På markedspladserne blev Søren Nymann en kendt skikkelse. Når der skulle handles var han rigtig i sit es. Der er fortalt, at han om vinteren færdedes på markedspladsen med halmviske om benene for at værne dem mod kulden. Og så skulle der gerne slås en handel af. “A sejer, a sejer, de er let nok og kyev, de er vær’ aa la det staa”! 
En gang blev han taget ved næsen i en kohandel, og det skete vist sjældent. Tildragelsen blev kendt vidt omkring, og blev husket længe. 
Forfatteren Bertel Budtz-Møller, der en tid var forvalter på Sjørupgaarden og Vedø, har fortalt derom: 
En molbo ville ved Kolind marked sælge en kælveko til Søren Nymann. Den var reel i alle henseender, sagde molboen, men “den malker kun lidt mæ den jen patt”. Søren Nymann svarede: “A sejer, a sejer, det gjør ent nowed”! Og handelen blev indgået. 
Men da koen havde kælvet, viste det sig ganske rigtigt, at den kun malkede lidt med den ene patte. men den malkede slet intet med de øvrige tre! Molboens udtalelse havde været sand, men selvfølgelig havde Søren Nymann og de øvrige tilhørere opfattet udtalelsen således, at om den kun malkede lidt med den ene, malkede den normalt med de andre tre. 
Søren Nymann morede sig meget over, at han således var blevet taget ved næsen, og ved et følgende marked i Kolind gav han molboen en tikroneseddel, idet han sagde: “A sejer, a sejer, den ska do ha, faa do ær den jenest, dæ haa tawn mæ i en handel paa den måde”! 
Søren Nymann havde økonomien i orden. En ældre mand i Kolind har fortalt, at han en dag traf Søren nede ved Jernbanestationen. Efter at have hilst, sagde Søren Nymann: “A sejer, a sejer, a kommer li fra Sverrig, der haar a kjøft en gaard”: På spørgsmålet om det var en god gård, sagde Søren: “A sejer, a sejer, den ligger højt”! Det skulle jo nok forstås som en fordel. 
Søren Nymann havde en bror, Jens Nymann, der var købmand i Grenaa. Da han var blevet noget svær, foreslog lægen ham at tage ud til sin bror på Sjørupgaarden, for at han ved legemligt arbejde kunne tabe nogle af de overflødige pund. Men vandringen bag harve og plov blev for anstrengende, og Jens Nymann udbrød: “Nej, Søren, det kan jeg ikke have med at gøre, så får det gå, som det kan”! 
Jens Nymann bosatte sig i Lyngby, hvor han i 5 år var nabo til undertegnede [Søren Petersen]
. Bag hans tilsyneladende tilknappede væsen gemte der sig lune og humor. Under en samtale ved havehegnet kom en dame gående forbi. Det var i korsetternes tid, og vi kunne se, at damen energisk havde anvendt dette. Jens Nymanns replik lød: “Hun er jo ikke tykkere, Peddersen, end at hun kunne slås midt over med en skefuld vælling”! 
En ugift søster, jomfru Nymann, holdt hus for ham. Hun havde været husjomfru hos proprietær Laurits la Cour på Skærsø. Her kom historikeren Frederik Barfod ofte på besøg, og en dag bad han jomfru Nymann tilberede en rotte, som han ville prøve at spise. Under en belejring havde københavnerne en tid måttet ty til at spise rotter for at opretholde livet. Nu ville Barfod have kendskab til, hvordan disse dyr smagte. Hun gjorde som han havde bedt om, man hun fik aldrig at vide, hvad han syntes om smagen. 

TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN – del 1

Den kendte lokalhistoriker Søren Petersen, Jenningkjæret ved Skarresø berettede i nogle artikler i 1971 om Sjørupgaarden. 

Sjørupgaarden, der ligger i Nimtofte sogn, 4 km fra Kolind, har en meget lang historie bag sig. Den har været genstand for mange omskiftelser i århundreders løb. 

Det første der nævnes om Sjørup by er at den er krongods og skulle bidrage til kongens underhold. Men i 1580 fik Aarhus Domkapitel Sjørup by i eje. Domkapitler var klosterlige præstesamfund, der havde hjemme omkring bispesæderne. Under dem sorterede præsteuddannelse og skolevæsen. Sjørup by hørte under Domkapitlet, til dette blev ophævet omkring 1662. Der var 27 tdr. hartkorn foruden skov og olden til 400 svin. 

Sidst i 1700-tallet hørte Sjørup by til den nærliggende herregård Vedø. Der var to gårde beboet af Søren Sørensen og Søren Rasmussen.
Omkring 1763 bliver halvdelen af de to gårdes jord skilt fra, og midt på stykket bygger ejeren, Hr. Henrik Jacobi Boesen til Vedø en gård, som han kalder Sjørupgaard, også kaldet Sjørup Ladegaard.
Det er først gang man hører om Sjørupgaarden.

I den følgende tid skiftede gården hyppigt ejer. Blandt disse var toldkasserer Hansen, Grenå, exam. jur. Poul Wendelboe og løjtnant Treschow, der forøgede gården med 6 tdr. hartkorn.
Efter at gården havde været i handelen endnu fire gange, standser vi op ved 1862, da den købtes af Joh. Andreas Neergaard (vistnok i fællesskab med R. Lund, Slemminggaarden) for 32.000 rd.
Neergaard havde et vidtstrakt virkeområde, idet han var dels ejer og dels forpagter af Meilgaard, Skærvad og Fannerupgaard. Hertil føjedes nu Sjørupgaard. Han havde en datter Annette, der omtaltes som en smuk og charmerende pige. Hun elskede sang og musik, og når hun sad ved klaveret og sang med sin smukke sangstemme, flokkedes mandlige tilbedere om hende.
Den foretrukne blev en ung landvæsenselev, Peter Christian Fibiger. Han var københavner. Faderen havde som borgmester deltaget i den historiske vandring i marts 1848, da man gik til Frederik d. 7. og bad om fri forfatning. Til slægten hørte flere kendte personligheder, bl.a. forfatterinden Mathilde Fibiger, der var en af de banebrydende personer for kvindesagen herhjemme.
Annette og P. C. Fibiger blev gift i 1861, og et par år efter købte de Sjørupgaarden. Den var da på 506 tdr. land og ved flid og påpasselighed forbedrede de gården betydeligt.

7. februar 1868 fødtes på gården en dreng, der i dåben fik navnet Johan Andreas Neergaard Fibiger, i daglig tale kaldet Andreas. Han skulle siden som præst blive landskendt. Langfredag den 10. april stod dåbsgildet på Sjørupgaarden. Der blev festet i tre dage. Deltagerne var familiemedlemmer, hvoraf mange boede på egnen. Annettes bror Joh. Neergaard var forpagter på Fannerupgaard, en søster var gift med justitsraad Hans Secher på Bjørnholm, og til vennekredsen hørte hofjægermester Eckmann på Frederikslund i Koed sogn.

I en beretning om gildet hedder det, at der “blev spist og drukket, snakket og bakket, sunget og danset i tre dage!” Men festens hovedperson, den lille Andreas, blev der ikke tænkt meget på. Der blev ikke sunget ved hans vugge, at han skulle blive en kendt præsteskikkelse og en energisk forkæmper for Indre Mission. Da festen påskedag nærmede sig sin afslutning, blev der dog udtalt ønske om at få drengen at se. Men moderen udbrød: “Nej, ham får I ikke at se! Han er så grim, at han ikke er værd at vise frem!”
Den lille Andreas var svagelig i de første år, men helbredet bedredes, og han blev en rask og modig dreng. Han fik sammen med en broder den første undervisning af en lærerinde, faderen havde antaget. Han elskede især historie og litteratur. Allerede i 8-års alderen kendte han navnene på de betydeligste danske digtere.
Drengen var på den tid sammen med hofjægermester Eckmann på Frederikslund en tur i København. En aften i Tivoli traf de digteren Høedt. Eckmann fortalte om drengens kendskab til de danske digtere. Man da han så blev spurgt, om han kendte digteren Høedt, måtte han sige nej, hvorfor denne blev fornærmet.

I hjemmet på Sjørupgaarden dyrkedes selskabelighed i ikke ringe grad. Men der levedes et smukt familieliv. Tillid og kærlighed prægede dagliglivet. Selv om hjemmet ikke var stærkt religiøst, skete det dog, at man på helligdagene lod hestene spænde for og kørte til Ørum, hvor Vilhelm Bech dengang var præst. I sine erindringer “Erindringer fra mit liv” fortæller Bech om sit venskab med familien på Sjørupgaarden og fortsætter: “Familien Fibiger i nabosognet besøgte også jævnligt Ørum kirke. De bor nu i København, og en søn er nu en virksom præst i Købanhavn”. Denne præst var Andreas Fibiger.Andreas levede et lykkeligt liv på Sjørupgaarden. Han skrev siden: “Der er jeg født og har levet hele min barndom, og jeg er uhyre ked af at skulle skilles fra den”. Men dagen kom, da han måtte forlade sit barndomshjem.

Her er ikke stedet til indgående at fortælle om Andreas Fibigers liv og gerning. Derom er der fortalt i bøger og i blade, men nogle træk skal dog fremdrages.

Andreas kom i Randers Latinskole og studerede derefter teologi ved Københavns Universitet. Sin præstegerning begyndte han i Bjørnsholm-Malle, og han var samtidig lærer ved det nærliggende Ranum Seminarium.
Her mødte han modsætningerne mellem Indre Mission og Grundtvigianismen. Med noget ret fandt han grundtvigianismen for overfladisk. Han skrev i et brev derom: “Ingen af dem ved andet om grundtvigianismen end at den er dette lette og lyse livssyn. Aah, den arme Grundtvig, hvad må han dog ikke bære? Han, som var den gamle rationalismes banemand – han som prædikede liv i de døde ben, og nu bruges han som beskyttende liglagen …. bæh, det er til at få kvalme af!”
Fibiger blev derefter præst i København. Her rettede han skarpe angreb på bradesianismen og socialismen. Derved kom han i voldsom strid med arbejderne. “Jeg blev bogstavelig talt tordnet ned af rasende protester”, fortæller han. Sandheden tro må det vel siges, at tidens konservative præster havde deres skyld i, at socialdemokraterne i mange år stod fjendske overfor kirken. Heldigvis er disse forhold ændrede i dag.

Andreas Fibiger blev en af de betydeligste præster inden for Indre Mission. Han var en dygtig prædikant og samlede store skarer omkring sin prædikestol. Et omfattende menighedsarbejde udførte han i København, og det skyldtes ham, at Eliaskirken blev bygget. Han udgav en række bøger. Ofte prædikede han i radioen, og han blev en kendt person i datidens Danmark.
Hans sind rummede både tung alvor og munter lystighed. Da han engang skulle deltage i et møde i Norge, rejste han sammen med den daværende pastor Bang i Vivild. Efter at være gået til køjs i sovevognen drillede de hinanden, mens toget rullede gennem Småland. Bang havde et mægtigt fuldskæg, og det var ofte genstand for Fibigers drillerier. Omsider blev der dog stilhed, men efter en stund lød Fibigers dæmpede stemme: “Bang, sover du?” Bang svarede: “Nej, Fibiger, men jeg var lige ved det. Hvad er der nu?” “Jeg ville bare høre, om du sover med skægget over eller under dynen?”

Andreas Fibiger døde 1937. Hans far havde solgt Sjørupgaarden i 1881, og familien bosatte sig i København.