Nimtofte

OVERSIGT:

HERREDSBROEN I NIMTOFTE

BIOGRAFI – SMEDEMESTER TH. LARSEN, NIMTOFTE

ERLAND SKOVBJERGS FOTO – DEL 2

ERLAND SKOVBJERG FOTO – DEL 1

NIMTOFTE APOTEK (fra www.bricksite.com/nimtoftestier)

FORSAMLINGSHUSET I NIMTOFTE
(Erland Skovbjerg)

TELEFON I NIMTOFTE
(J.E. Mehlsen)

LANDPOST KARL KRISTIAN SIMONSEN (Erland Skovbjerg)

TANKER EN SOMMERAFTEN PÅ NIMTOFTE TORV (Erland Skovbjerg)

BRANDSPRØJTEN I NIMTOFTE – TØSTRUP (Erland Skovbjerg)

AF EN JERNBANES HISTORIE
(Ukendt skribent til Ryomgård Realskoles årsskrift 1960)

HISTORIEN OM NIMTOFTE ANDELSMEJERI
(Knud Jensen)
KARETMAGER JOHANNES CHRISTENSEN (Erland Skovbjerg)
NIMTOFTE MØLLES HISTORIE (Knud Jensen)
HAR DER VÆRET GENDARMER I NIMTOFTE (Knud Jensen)
ET BARNDOMSMNDE (farbror Simon)
NIMTOFTE I BAKSPEJLET (Erland Skovbjerg)
LÆRLING I BRUGSEN 1945 (Erland Skovbjerg)
EN TUR GENNEM NIMTOFTE (Erland Skovbjerg)
NIMTOFTE TUR – RETUR (Karl Meinecke)
ENEBOEREN I ØSTENFJELD (Grenaa Dagblad 1957)
COLLAGE AF NIMTOFTE 1890 – 1900 (Erland Skovbjerg)

HERREDSBROEN I NIMTOFTE
Af Erland Skovbjerg (som forløber til længere artikel om Nimtofte)

EN NIMTOFTE-BIOGRAFI
Smedemester Th. Larsen, Møllevej, Nimtofte.

Af Erland Skovbjerg

Hans fulde navn var: Tinus Albert Magnus Larsen (red: kaldet Thomas), og han blev født i Gærum ved Frederikshavn den 24/10 1887 og døde i Nimtofte i 1955.

Han var 4 år i lære i Give omkring 1910, og her traf han Maren Kristine Berntsen, som var født i Give i 1894. Hun arbejdede på apoteket. I 1915 blev de gift, men allerede i 1914 havde smed Larsen købt smedeforretningen ved Mølledammen i Nimtofte, og her kom ægteparret til at arbejde i 41 år. Fru Larsen døde dog først i 1992 og blev således 98 år.

I begyndelsen var Larsen alene i smedjen, men hvis det kneb, kunne konen af og til hjælpe til med at svinge forhammeren.
Senere blev forretningen arbejdet op til en ret betydelig virksomhed i byen. En overgang var der 6-7 svende og 2 lærlinge.
Om morgenen blev der tændt op i essen, og det hørte med til byens opvågning, når hammerslagene på ambolten gav genlyd fra bakkerne ved mølledammen og klang over hele byen.

Fotoet nedenfor er fra smedemester Th. Larsen og hans værksted i 1910 på Møllevej i Nimtofte. Vi har tidligere bragt fotoet under sporløs med bl.a. følgende tekst:
Smedemester Th. Larsen står yderst t.v. Nr. 3 fra venstre er sønnen Thomas Larsen, der senere overtog virksomheden. Som nr. 4 fra højre ses en svigersøn, gift med datteren Ingrid.

Næsten alt blev håndsmedet. Råjernet blev varmet op i essen, til det blev rød- eller hvidglødende, og derefter slog man på det glødende jern på ambolten, så gnisterne fløj, medens man formede de genstande, som skulle bruges. Til sidst blev tingene afkølet i et kar med vand. Man smedede selv alle slags beslag, kroge, hestesko og mange andre ting.

Heste blev skoet under halvtaget, og man reparerede alle slags maskiner for bønderne.
Under krigen var der særlig travlt med at lave tørvemaskiner.
Der blev solgt plove, harver, tærskeværker, selvbindere, høriver og andre landbrugsredskaber. Smedene indlagde centralvarme med radiatorer mange steder i byen. – Nimtofte vandværk blev passet af Larsens forretning.
Desuden handlede han med sanitet, badeværelser, wc’er og cykler.

I mange år var Chr. Skjøtt førstemand. Han kørte rundt til kunderne på sin gamle ”Indian”-motorcykel.  Jagt var hans store interesse, og når han skulle af sted om søndagen, sad den dresserede Pointer-jagthund foran på benzintanken.

Værkstederne, der bestod af 3 bygninger – og privatboligen, som hed ”Aldershvile”, lå ved den smukke mølledam. Svendene fik kost hos fru Larsen, som hjulpet af tjenestepigen sørgede for mad og logi i det store hus.
En lang periode var der 12 mennesker til måltiderne – og det var ikke småting, der blev spist. Morgenmaden serveredes kl. 7 og formiddagsfrokost kl. 9. Middagsmaden (2 retter) kl. 12. Eftermiddagskaffe kl. 15 og aftensmad kl. 18. Dagens servering afsluttedes med aftenkaffe kl. 21.

Alle tilbragte aftenerne i stuen, og snakken gik livligt. Man spillede skak, mølle og dam, og alle følte sig hørende til familien. Stemningen var gemytlig, og der blev sagt mange djærve vittigheder.

Sønnen Thomas, som senere overtog virksomheden, var en stor spøgefugl. Engang havde han tømt nogle fyldte chokolader for likørindholdet og kommet sennep i i stedet for. – Det skabte stor moro, når en intetanende gæst satte et forbavset ansigt op!
En dag havde han lagt et reb med en løkke ud ad et ituslået vindue ned mod dammen og strøet lidt korn. Da en intetanende vildand ville snuppe kornet, strammede Thomas rebet, og anden blev fanget og halet ind gennem vinduet. – Thomas hævdede, at det ikke stod i jagtloven, at det var forbudt at fange ænder med lasso.

På en lun sommeraften i tordenvejr kunne man se alle smedesvendene løbe igennem byen – kun iført badebukser, medens regnen strømmede ned.

En omrejsende bogholder, der hed Jørgensen, passede Larsens regnskab. Han cyklede rundt til omegnens smede og var ca. 8 dage hvert sted. Han kom på de særeste tider. Han vidste, hvor nøglen til huset lå, og det hændte, at Jørgensen lå på sofaen i stuen om morgenen og sov, når han var kommet frem midt om natten.

Smed Larsen var afholdt på egnen. Han var en stor og gemytlig mand, som kunne lide et veldækket bord, og han havde den herligste latter. Det fortælles, at engang han skulle køre ud til en kunde med en regning, blev han beværtet med en stor frokost. Han spiste godt og syntes ikke, han kunne være bekendt at komme frem med regningen, så han kom med den i lommen og uforrettet sag.

Som ung var han på gymnastikhøjskole, og i mange år dyrkede han gymnastikken. Han var medlem af Smedemesterforeningen og af Nimtofte Borgerforening. Under 2. verdenskrig var der en del flygtninge i Nimtofte. Fru Larsen gav jævnligt mad til de sultende småbørn. I 1970-erne havde Larsens besøg af en taknemmelig familie fra Tyskland, som ikke havde glemt fru Larsens godhed.

Der blev 4 børn i ægteskabet. Ældst er Herdis, som bor i Brabrand. Ingrid og Thomas er døde, men Ellen bor stadig i Nimtofte.

ERLAND SKOVBJERGS FOTO (Del 2)

Nedenfor del 1 af Erland Skovbjergs foto, og ovenfor del 2. Vi har valgt at lade dem fremstå, som vi har fået overgive dem, hvilket betyder, at der godt kunne bruges mere tekst.

ERLAND SKOVBJERGS FOTO (Del 1)

NIMTOFTE APOTEK

Nimtofte Apotek blev bygget i 1903 og den lave bygning mod vest er bygget som enkesæde til fru Delholm på Møllegården.

sene til at ansøge om en placering i Kolind. Begge anmodninger blev afslået, da man ville vente lidt for at se på befolkningsudviklingen i byerne. I 1902 blev det dog ved Kgl. Resolution vedtaget at oprette et personligt privilegeret apotek i Nimtofte.

Den første apoteker fra 3. juli 1902 var J. A. Knob. Apoteket åbnede 26. marts 1903. Knob var apoteker indtil 1919, da Niels Jensen Nielsen trådte til. Han døde dog efter 2 år og derefter fulgte Georg Hvalsøe fra 1. juni 1921.

over og den sidste apoteker indtil lukningen for nogle få år siden var Peter Hansen.

Nu (sep. 2022) er der apoteksudsalg i Brugserne i Nimtofte, Pindstrup og Ryomgård, mens Ebeltoft apotek har oprettet en filial i Kolind.

Kilde: www.bricksite.com/nimtoftestier

FORSAMLINGSHUSET I NIMTOFTE 1893 – 1952
Erland Skovbjerg

I slutningen af forrige århundrede blev der bygget mange forsamlingshuse rundt omkring i landsbyerne. I Nimtofte blev ”Aktieselskabet Nimtofte Forsamlingshus” stiftet på en generalforsamling den 16. april 1893, og huset blev opført på Ryomgaardvej i Svenstrup. Aktiekapitalen var 1500 kr., og hver aktiepost var på 5 kr.

I protokollen, som er opbevaret fra 1920 til 1952, kan man se, hvilke aktiviteter der har været i huset. F. eks i 1938 var huset udlejet 51 gange til forskellige arrangementer. Indtægten var 858 kr. Hertil kommer, at der var gymnastik og undertiden folkedans en aften om ugen.

Forsamlingshuset blev brugt til: Fagforeningsmøder, bal, dilettant, gymnastik, folkedans, alle slags møder, biograf, generalforsamlinger, sølvbryllupper og meget andet.

Den store sal var vel 70-8o kvadratmeter. En stor, rund kakkelovn på ca. 1 meter i diameter fyldte god op i salen, men det kneb med at varme op om vinteren.
På vestenden i den store sal var der et stort maleri af Christian Købke. Originalen, der er malet i 1838, hedder:” Udsigten ved Dosseringen ved Sortedamssøen”.
I køkkenet blev der lavet kaffe – her var travlhed og røg og damp, når der skulle serveres. Vandet til kaffen blev kogt i en muret gruekedel ved at fyre med tørv eller træ.
Udenfor huset – omme bag ved stod WC-et. Det var et træskur på 1 gange 1 meter. Det blev dengang kaldet ”Das” og bestod af et bredt bræt med hul i, så man kunne sætte sig over zinkspanden og forrette sin nødtørft. Papiret, der skulle bruges, var aviser eller en gammel, tyk telefonbog.

Den 23. december 1944 blev huset beslaglagt af tyske soldater. Der blev strøet halm over gulvet i den store sal, og her blev soldaterne henvist til at sove i de 3-4 måneder, de var i byen. Som jeg har skrevet et andet sted, var der 2-300 soldater og russiske krigsfanger i Nimtofte. Der fortælles, at soldaterne på skift listede ind i nabohuset om aftenen for at høre illegal radio fra London. Officererne een aften og de menige en anden!

Nu tilbage til aktiviteterne i huset.

I foredragsforeningen holdtes opbyggelige møder om kulturelle emner. Årskontingent var 2 kr., og førstelæreren var altid formand.
Nimtofte Gymnastikforening (NGF), var den forening, som brugte huset mest. Den blev stiftet i 1931. I årene fra 1946 til 1952 var Holger Christensen formand. Jeg har selv i 1940-erne været med til gymnastik. Jeg husker, at om vinteren var ruderne somme tider frosset til, så vi måtte bevæge os meget energisk for at holde varmen.
Når der var gymnastikopvisning hen på foråret, husker jeg særligt indgangsmarchen, hvor vi marcherede to og to ind i salen med fanen i spidsen. Jeg kan endnu høre for mig, hvordan det gungrede i gulvet, når vi kom med hiv og sving samtidig med, at vi sang: ”Stræk din fod, fremad, frem med frejdigt mod” – eller ”I alle de riger og lande”. Nogle af karlen havde korte, hvide gymnastikbukser, men mange havde kun et par blå badebukser. Pigerne havde en kortskørtet, lyseblå gymnastikdragt.

Om foråret blev der som regel opført et dilettantstykke. Der var lavet en scene med malede kulisser, og her udfoldede de lokale kunstnere deres talent, så godt som det nu kunne lade sig gøre. Hele vinteren havde de øvet sig, og på selve dagen var de blevet sminkede af den lokale barber. Røde kinder, rynker i panden, skæg og briller gjorde dem næsten ukendelige. De stykker, de opførte, var alle efter samme recept. Det var altid noget med en ærlig karl, som ikke måtte få gårdmandens datter, eller noget i den retning – men det endte altid med en lykkelig slutning. Det var morsomme aftener, og det er sjovt at se folk, man kender så godt i en anden rolle end den daglige – og så var der bal bagefter.
En anden af gymnastikforeningens aktiviteter var folkedans, som fandt sted en aften om ugen. Gunner Ballegaard fra Stenvad spillede på sin harmonika.

Hen på foråret var der opvisning. Man havde lejet folkedragter, som bestod af knæbukser, veste i forskellige farver med sølvknapper og en rød tophue. Nogle havde endda sko med gammeldags sølvspænder. Damerne var i lange skørter, bultrøje og forklæde med flæser. Hovedtøjet var tit som de gamle egnsdragter fra Nord-djursland: inderst puldhue, derover tylshue, korsklæde og skæghat. Folk smilede og var glade. Gammeldags dans giver altid godt humør.

En andespilsaften i 1946 – lige efter krigen, husker jeg særligt. Trods rationering havde både Brugsen og købmanden fået nogle tyrkiske cigaretter hjem, som hed ”Cavallo”. Alle røg, og luften var nærmest uigennemsigtig. Cigaretterne havde en modbydelig lugt, som hang i tøjet flere dage efter. Jeg garanterer for at ingen der var med til andespil den aften i Nimtofte forsamlingshus nogen sinde har røget tyrkisk tobak siden.

Nogle gang om året var der biograf. I slutningen af 30-erne viste de ”Barken Margrethe”, ”Den god Jord” og ”Den kloge mand”.
Jeg har aldrig kunnet danse ret godt, så jeg var ikke med til almindelige baller, men jeg var som regel med til andespil, dilettant og den slags ting, hvor der også blev danset bagefter.

Cirka en gang om måneden holdt Nimtofte Gymnastikforening bal i forsamlingshuset – og Østenfjeld Idrætsforening en gang imellem. Foreningerne bestilte musik efter, hvor mange deltagere man regnede med, at der kom. Skulle det være fint, var det Greves orkester, der spillede. Der var 3 mand. Greve selv spillede violin og saxofon, Tage Nielsen klaver og Gunner Ballegaard trommer.
Salen var tit pyntet med guirlander, bøgegrene, Dannebrogsflag og andet, og utallige gange har tidens populære slagere lydt i salen. I 1935 spilledes: ”Det var på Capri, jeg så hende komme” lidt senere afløst af ”Æh, bæh, buh”, og i 1936 var den populæreste ”Hen til kommoden og tilbavs igen”. Og hvem husker ikke de stolte tangoer: ”Hør min sang, Violetta”. Og ”Giv mig dit hjerte, Maria”. Jeg tror dog ikke, der var nogen i Nimtofte, der kunne danse tango, men man dansede på livet løs og morede sig vældigt. I 1930-erne var alle karlene i hvide trikotcharmeuse skjorter med oprullede ærmer. Jeg kan endnu se, hvordan de svedte, så vandet drev af dem, og der var pletter under armene, mens de dansede rundt og samtidig sang:” Du gamle måne, der var ingen, der så det”.
Ballet sluttede kl. 1, men sommetider gik hatten rundt, og der blev samlet ind til overdans. Den sidste dans var altid: ”Alle piger små i seng skal gå”.

I landsbyerne var der en vis rangorden. Folk fra lidt større byer, som Ryom og Kolind betragtede vi som lidt ”finer” end os i Nimtofte. Der var dog nogle endnu længere ude fra, som vi følte os lidt hævet over.

Der var ikke meget drikkeri. Det skete dog sommetider, at nogen i ly af mørket havde drukket lidt uden for forsamlingshuset. Nogle enkelte af karlene syntes da også, at det havde været en god aften, hvis der havde været et godt slagsmål, men det var altid uden for huset.

Når der var et eller andet i forsamlingshuset, blev der slået en lille plakat op på telefonpæle, i Brugsen, på porten til krostalden og andre steder. Desuden blev det bekendtgjort i en lille lokalavis.

I løbet af 1949-50 overgik aktiviteterne til den nybyggede hotelsal midt i byen. Forsamlingshuset blev solgt i 1952 for 4.877 kr., og beløbet fordelt mellem aktionærerne efter aktiebreve. Huset blev indrettet til beboelse, bl.a. boede en vognmand en del år i huset.

Hver gang jeg kører gennem Svenstrup, tænker jeg på, hvad dette uanseelige hus kunne fortælle, hvis det havde haft mæle. Et halvt århundredes kultur- og forlystelsesliv har udspillet sig her bag disse 4 vægge, og mange mennesker har vel endnu minder fra denne epoke i Nimtoftes historie.

NIMTOFTE TELEFONCENTRAL
Jens Erik Mehlsen

Da man etablerede den nye landevej Randers – Grenaa i 1864, blev Nimtofte snydt, idet vejen rettedes ud, så den nu ikke længere gik gennem Nimtofte. Nimtofte blev snydt igen, da jernbanen Randers – Grenaa etableredes 1876 og året efter Århus – Grenaa.
Nimtofte var nu ikke længere et trafikalt knudepunkt. Den lille by havde i 1888 omkring 400 indbyggere og for så vidt var den større end både Ryomgård og Kolind. – en efter forholdene betydende landsby, hvilket kunne ses af dens liv, dens forretninger og dens små-industrier.
Og telefon kom da også til Nimtofte ret tidligt, og endda efter at både landevejen og jernbanen var ført udenom byen, nemlig i 1888.

Telefon og de dermed forbundne telefoncentraler kom til vort lille land ca. 1879, så det må siges, at Nimtofte – sin størrelse taget i betragtning – var fremme i skoen, når den allerede i 1888 fik telefoncentral og abonnementer.

En sjov anekdote knytter sig til “telefon i Nimtofte”. Årstal er tvivlsomt, men måske engang i 1920’erne. En håndværker vistnok en smedemester, havde netop fået telefon installeret. Første gang den ringede var smedens kone alene hjemme.  Smedemesterinden blev noget befippet, – hun slap resolut alt hvad hun havde i hænderne, og styrtede ud i badeværelset, hvor hun fandt en kam, så frisuren lynhurtigt kunne få en tur. Og så løb hun til telefonen, alt imens hun løsnede forklædet og smed det fra sig. Så nu var hun klar: HAALLOOOO!!!

LANDPOST KARL KRISTIAN SIMONSEN
Erland Skovbjerg

Denne Nimtofte-biografi er nedskrevet med blyant af Karl Kristian Simonsen selv og overdraget til Erland Skovbjerg. Den er nu på Lokal-arkivet i Nimtofte.

Min far Niels Sjørup Simonsen var født på gården Mørkholt på Ramten Hede i 1855 og levede sin barndom der og på forskellige gårde på egnen. I 1872 kom han til Sivested for at tjene hos J. Andersen, og han mindedes stormfloden. Der var nemlig en skipper og hans dreng, der strandede ude i Kolindsund som følge af stormen. De blev reddet ind til J. Andersen, hvor de blev plejet. 
Derfra rejste far så til København som soldat. Han var fæstningskonstabel. Hjemvendt kom han til Ry som karl og lærte bl.a. at lave træsko. Nu kom han til Kærende til en gårdmand og træskomand, Kresten Hviid, hvor han blev kaldt træskokarl. Der var mor opfødt og hende og far blev gift i 1880. Marie og Kresten Hviid solgte nu gården og flyttede til Nimtofte, hvor han købte et hus, som kaldtes “Syvtallet”. (det ligger nr. 2 efter lægeboligen). Far og mor boede til leje ved Hviids og far var træskomand og arbejdsmand indtil 1884, hvor han blev ansat som gående landpost under Ryomgård postkontor med udgang fra Nimtofte for en løn af 28 kr. pr. måned. Han var nu landpost indtil 1920.

Jeg er født den 3. oktober 1888 i Nimtofte og i min barndom havde vi små kår. Vi var 8 søskende hjemme, men ikke på samme tid, for så snart vi kunne gøre nytte, kom vi ud at tjene. Min ældste bror Kresten tjente på Bredmosegård hos Kr. Andersen, min anden bror Simon kom ned til smed og landbruger Knud Jørgensen og selv kom jeg som 9-årig op på Hedvigslyst. Der var lige kommet ny ejer, J. P. Jensen, og for ham skulle jeg bl.a. se efter køerne, som da gik løse. Jeg græd flere gange, når køerne ville i roerne, og jeg benede fra den ene ende af marken til den anden, og lige lidt hjalp det. 

Så nåede vi til oktober, og der var marked i Nimtofte. Køerne blev bundet ind og jeg fik min løn, 5 kr., og det var mange penge. Jeg fik jo også min føde på gården. Det var mest supper og mælk med brødterninger. Vi var 2 karle og to piger, og vi spiste af det samme fad. Om natten var jeg hjemme hver dag om vinteren. 
Når jeg ikke var i skole, var jeg deroppe for at køre hestene for tærskemaskinen, og jeg fik 6 øre om dagen og kosten.

Året efter kom jeg ud at tjene hos Anders Hougaard i Kærende, hvor jeg var i tre somre som hjorddreng. Lønnen var den første sommer 10 kroner og så et pund uld (huestøw). Den 2. sommer fik jeg 12 kr. og den 3. sommer 14 kroner. Nu kom så tiden, hvor jeg skulle til præst og i skole, og så ville de ikke have mig mere på gården. 

Jeg kom da til at tjene i Nimtofte ved Jens Boesen, og for det år fik jeg 25 kr. i løn. I 1902 blev jeg konfirmeret. I gave fik jeg af Boesen en hare og af far og mor en salmebog. Af mine medtjenere fik jeg en skrivemappe, men det bedste af det hele var et lommeur, som Bedste gav mig. Det var et godt og flot ur med guldkanter. Desværre er det gået tabt for mig. Én af mine drenge fik det og var så uheldig at tabe det ned i en 50 alen dyb brønd.

Jeg havde det godt hos Boesen og var der i to år. Så flyttede jeg til naboen, hvor jeg også var i to år, men nu skulle jeg til at være 2. karl og køre heste. Det er ikke altid let, og maskiner kendte vi ikke meget til på denne gård, som var på 80 tdr. land. Vi havde ikke andre end tærskemaskine, bredsåer og en roesåer, men så fik vi en aflægs høstmaskine. Om vinteren tærskede vi rugen med plejl. Halmen skulle bruges til tag. En dag jeg stod og tærskede sammen med min medtjener, slog han til plejlen, så den røg, og så sagde han med bøs stemme: “Slå hvor jeg slår dreng – om jeg så sår midt i din pande”! – nå, men det gik ellers godt, selv om vi begyndte hver morgen ved 6-tiden.
Der skulle først renses i stalden og ved 8-tiden var vi så inde og spise. Det var mælk og brød i et fad. Derefter fik vi en kop kaffe og et stykke sigtebrød, inden vi arbejdede til middag. Da fik vi byggrød af et fad med sirup i samt et stykke flæsk med kartofler. Når klokken var 4 fik vi 2 stykker rugbrød med en øl til, og først kl. 8 om aftenen fik vi vores “kvælsnætter”, som vi sagde. Det bestod af nykogt byggrød den ene aften og mælkegrød den næste aften. Vi spiste af samme fad alle sammen. Det hændte, at husbond stregede af med sin ske, hvor meget vi skulle spise. Om sommeren begyndte vi allerede kl. halvfem og morgenen. 
I 1905 flyttede jeg om i præstegården som karl for forpagteren og delvis kusk for præsten. Det var dog for det meste efter arbejdstiden, som ellers var lang nok, for om sommeren var den fra 6 morgen til 8 aften og forplejningen var ikke så god. I en uge fik vi grønkål til middag 4 dage i træk, men om aftenen fik vi gerne te og smørrebrød. Når jeg var ude at køre om aftenen, gav præsten gerne the og tvebakker, når jeg kom hjem. Når præstens svigermor blev kørt til toget i Ryomgård, fik jeg 35 øre for at køre rigtigt til trappen.
Der var fremskridt med hensyn til hygiejnen, da vi fik hver sin tallerken og til pandekager fik vi kniv og gaffel. Æbleskiver tog vi dog med fingrene.
Værelset var i en krog ved stalden, hvor der var en seng, som lige kunne stå på bredsiden. Der var halm i den. Et par korte brædder var slået fast på den anden væg til et bord. Ville vi sidde måtte det være på kufferten, som var eneste bohave. Der var bræddegulv og rotter under gulvet og inde ved os. 
1906 rejste jeg igen til Jens Boesen som 2. karl. Vi var 2 karle og 1 hjorddreng. Forkarlen havde egen seng, mens jeg og hjorddrengen sov sammen. Nu kom vi ud for noget jeg ikke havde prøvet før. Det var utøj. Hvor det kom fra og hvem der kom med det, fik vi ikke opklaret, men vi kom da af med det igen. Vi fik en god forplejning. Og der var kortere arbejdstid. Om vinteren fra 7 morgen til 5 aften og om sommeren fra 6 morgen til 7½ om aftenen. 
Så kom jeg på session og blev taget til soldat, men jeg trak frinummer. Jeg kunne dog ingen plads få, fordi jeg muligvis skulle ind. Derfor boede jeg hjemme og gik så ud som daglejer, bl.a. for at tærske til en pris af 1 kr. pr. tønde rug + kosten. Om foråret læssede jeg grus for kommunen for 2,60 kr. pr. dag. Siden kom jeg til en murermester, hvor jeg fik 35 øre i timen. Den 1/11 1908 rejste jeg på højskole og var der i et halvt år. Derefter fik jeg arbejde ved forskellige landmænd, før jeg rejste ned til S. Kahr i Sivested, hvor jeg var i sommeren. 

Så tilbage til Boesen i Nimtofte, hvor jeg var et år. Tog derefter til Tilst ved Aarhus på en større gård. Gården var på 60 td. land og vi havde 31 malkekøer, og 4 heste. Det var arbejde fra 6 til 7 og meget sjældent søndagsarbejde. Der var jeg et år og drog så til Agtrup Østergaard ved Kolding, hvor jeg var avlskarl i 2 år fra 1911 til 1913.

Her slutter Simonsens blyantsskrevne levnedsbeskrivelse, men Erland Skovbjerg har lavet følgende efterskrift:

Efter post Simonsens udførlige beskrivelse af sin barndom og ungdom, vil jeg tilføje lidt ud fra mit kendskab til ham. Han interesserede sig for byen og kunne fortælle meget. Hans far var også post og interesseret, så hans viden går meget langt tilbage. 

I 1917 blev han ansat som landpost i Nimtofte og i de 36 år, han arbejdede ved postvæsenet, havde han forskellige ruter i byen og dens opland. Han gik og cyklede året rundt, og det er beregnet, at hans rute var ca. 40 km. om dagen. Det vil sige at han i de 36 år tilbagelagde en strækning, der svarer til jorden rundt 11 gange.

Han var da også en kendt skikkelse i bybilledet i Nimtofte, når han gik i sin sorte uniform med blanke knapper og stiv kasket. Han udførte arbejdet med pålidelighed og dygtighed og var afholdt.
Han blev gift med Frederikke i 1917 og de boede i den gamle smedebolig. Det lå tæt ved Mølledammen og blev købt i 1918.

I 1936 byggede ægteparret et pænt rødstenshus, der hedder “Home”. Det ligger endnu på Møllevej 4.
Her levede ægteparret et godt liv og gav de 6 børn som voksede op, et godt hjem.
I en periode var post Simonsen med i bestyrelsen for Nimtofte Vandværk, en overgang som kasserer.Han ophørte ved postvæsenet i 1953, og han kunne nyde sit otium som en respekteret og vellidt borger i Nimtofte indtil sin død i 1980.

TANKER EN SOMMERAFTEN PÅ NIMTOFTE TORV
Erland Skovbjerg   

En sen sommeraften kører jeg gennem min fødeby, Nimtofte. Jeg holder ind ved Brugsen. Det er næsten mørkt. Jeg går op på Brugsens trappe og står og betragter det nattestille torv. Der er ingen gadelys i aften. Her i huset er jeg født – herfra min verden går. I mit egnshistoriske arbejde gennem de sidste halvtredsindstyve år har mine tanker kredset om denne lille by, som står mit hjerte nær.
Lige foran mig ser jeg det lille pyntelige anlæg, hvor genforeningsstenen står. Da min far kom til byen som uddeler i 1918, var her en rodeplads med stendynger og alskens ragelse – gamle blikdåser og kødben, som hundene slæbte rundt med. Men nu er der pænt med genforeningssten, blomster og flagstang. Det er byens centrum.

Fotoet t.h. er fra min fars tid som uddeler (1918-1961).
Jeg står og ser mig omkring og lader tankerne vandre tilbage til gamle dage.

I sydsiden af torvet ligger ”Torvegården”. I 1800-tallet havde stuehuset 4 skorstene, og man sagde derfor ”fru” til konen, ligesom man gjorde til præstens og degnens koner. Hvor Lokalarkivet ligger i dag var byens ældste købmandshandel. Indtil 1911 var der kro i den ene ende, men den blev nedlagt ved en afstemning. Otto Rafns manufakturforretning blev oprette i 1906 af S.P. Simonsen, som også startede tømmerhandelen, som ligger på den modsatte side af torvet. Nimtoftegård lå på hjørnet, hvor vejen drejer mod Ryomgård. Det var en stor firlænget bindingsværksgård. Stuehuset vendte ud mod torvet, og her var en have med et stendige omkring. På dette dige samledes byens ungdom om aftenen og sad og snakkede og morede sig. For enden af torvet, hvor hotellet nu ligger, lå den gamle kro, som tillige også var en stor firlænget gård i hvidt bindingsværk. I nordsiden lå den lille krostald, som var bygget i 1832. Her opstaldede gårdmandsfolk deres heste og vogne, når de skulle besøge kirke og kro. Et gammelt, rødt bindingsværkshus lå i højre side af torvet. Her havde madam Rumenap sit brødudsalg og slikbutik, og her kunne man købe Bismarcksklumper og honninghjerter.

Indtil 1904 var der markeder på Nimtofte torv. Herefter blev de flyttet til Ryomgård. Markedsdagen var en stor begivenhed for byen. Folk strømmede til. Børnene havde fri fra skole, og ved gavlen af Nimtoftegård var der luftgynger og skydetelte og alskens gøgl og musik. Mellem råbene fra boderne hørte man klokken ringe, når en karl slog ”Tyren for panden” ved kraftprøverne. Kroen var godt besøgt, og her drak man lidkøb hver gang, der blev givet håndslag på en handel. Jow, så var der fest i gaden i den lille by.

Markedet for køer, får og geder samt fjerkræet foregik nede på marken mellem købmandsforretningen og åen, mens hestene blev handlet på torvet. Her trak karlene hestene i trav og skridtgang, så køberne kunne bedømme dyrene. Kendere kunne også se på tænderne, hvor gammel hesten var.

Jeg kan også se for mig, når den gule diligence kom forbi denne dag. Den havde jo indtil 1911 sin daglige rute fra Randers til Grenaa gennem Nimtofte. Den gør holdt ved krostalden, hvor der jo i dag i forvejen er fyldt op med heste og vogne. De 4 passagerer og kusken ”beder” på kroen en times tid og får sig en hjertestyrkning. Efter at have fået nye, friske heste blæser kusken i sit horn: ”Opfordring til at stige til vogns”. Kusken eller postillonen, som han kaldes i sin fine røde uniform, slår knald med pisken, og da vognen ruller af sted, blæser han en festlig fanfare i sit signalhorn  –  ”Truttelut” lyder det –  og alle markedsgæsterne viger til side på torvet og gør plads, som man nu skal, når den kongelige postdiligence skal forbi. Vognen kører forbi Torvegården og videre over Tøstrup og Gammel Mølle til Grenaa.

Det er ved at blive køligt. Det er næsten mørkt. Jeg fornemmer en sen nattevandrer passere forbi dernede på torvet. Jeg kan ikke se ham, men er det en ægte ”Nimtofter”, kender jeg hans slægt.

Nimtofte er den eneste by i Midtdjurs, der har et torv, foto t.h.

Den smukke Mølledam med Svaneøen er på den ene side omkranset af skov, og i en gammel konkurrence blev Nimtofte udråbt til Danmarks smukkest beliggende landsby.

Jeg husker vinteraftener med måneskin, når der var gang i kælkene ned ad bakken her forbi Brugsen.

I 1920 -30erne klædte folk sig godt på  –  også ægtepar var ude  –  og jeg husker bl.a., at lærerparret og skræddermesteren og han kone var med mine forældre hjemme og drikke kaffe efter sådan en kælkeaften. Fra bordende lød glade barnestemmer, og den varme chokolade blev nydt af de små, som havde røde kinder og strålende øjne efter aftenens oplevelser i den friske sne.

Så var der vinteren, hvor torv og gader genlød af støvletramp og ”Lili Marlene”. Der var dog ikke rigtig krig i Nimtofte, og vi drenge havde travlt med tyskernes gøren og laden, og vi snakkede meget med dem. Hermann stod vagt ved genforeningsstenen, og vi lånte sommetider hans projektør, når vi legede i gaderne. Han lærte os nogle uartige ord på tysk, som jeg for øvrigt kan endnu. Nytårsaften 1944 skød tyskerne med maskinkanoner og afbrændte fyrværkeri. Da var der en fest og larm på torvet, som aldrig er overgået siden.

Men snart kom freden, og efter den hektiske sommer, hvor alle gik rundt og simpelthen var glade, blev det hverdag, og i byen taltes der igen om generalforsamlingen i vandværket og fodboldkampen på søndag.

Månen står lavt over skoven i sydvest. Den kender mig fra min ungdom. Den så mig, når jeg flettede fingre med pigerne på ”Kærlighedsstien” eller på bænken under den store bøg. Mon den husker mig? 
Min fars butik ligger en meter bag mig, og her var jeg i lære fra 1945-49. Jeg kender huset så godt. Jeg har jo boet her i 19 år.
Dengang var der ikke selvbetjening i butikkerne, men ekspedienterne fandt alle varer frem fra hylder og skuffer bag disken. Der handledes med kolonialvarer, isenkram, manufaktur og mange grovvarer, så som kunstgødning, frø, kul, tjære, cement, olie mm. 
Mel, gryn, sukker og salt kom i store sække og skulle vejes af i små poser ude i bagbutikken og sættes ind på hylderne i butikken. Brun sæbe kom i 50 kg jernbaljer, og eddike og husholdningssprit i store tønder på 200 og 100 liter. De gamle talte altid om potter og pund, mens de unge og smarte brugte betegnelserne liter og kilo.
Der var lange diske i butikken, således at kunderne var omgivet af diske på 3 sider, når de kom ind ad døren her i enden af butikken.

Min bror, som senere selv blev uddeler, var førstekommis. Han var gift og boede i et hus oppe på bakken, hvorfra der var god udsigt over byen. Han stod op kl. 6, og sommermorgener sad han og nød morgenkaffen ude på terrassen og fulgte med i byens opvågning.
Mælkekuskene kører forbi, og nogle af byens første lyde er, når de skramler med spande på mejeriet  –  så lyder de første hammerslag på ambolten fra smeden nede ved Mølledammen  –  tømreren starter sine maskiner – kirkeklokken ringer solen op  – ”Gjerrildgrisen” fløjter –  en ny dag begynder i Nimtofte. 
I Brugsen snurrer kaffemøllen, og der lugter godt af friskmalet kaffe – det gamle messingkasseapparat med gesvejsninger ringer – der bakses med jernbøtter med brunsæbe – ude fra bagbutikken lyder petroleumspumpens taktfaste slag – telefonen ringer, en ny ordre skal ekspederes –  en bil holder ved benzintanken. Vi har fået en tønde nye islandske spegesild, og sildene skal fiskes op med en trætang og pakkes i pergamentpapir. Alle 7 mand i butikken er i sving. 
Nu holder en hestevogn udenfor og venter på varerne. Jeg er ude og afleverer kurven. Der har lige været en frisk regnbyge, det dufter dejligt af forår, og fuglene synger omme i skoven. Hvem der bare kunne være ude i naturen lige nu. Jeg får en kurv med æg med, som jeg skal veje og give afregning for. Fedekalven er også blevet slagtet, og jeg får et kalveskind med ind. Jeg ruller skindet ud og kommer groft salt på indersiden – godt ud i hjørnerne. Skindet bliver rullet sammen igen for at blive afhentet af ”Skindsøren”, som hver torsdag kommer og henter æg og huder.

Mælkemanden Lauses vogn holder på torvet med sødmælk og futmælk m.m., mens hesten ”Mælkeklaus” venter tålmodigt. Post Simonsen kommer med dagens breve og aviser – der findes jo trods alt også en verden udenfor Nimtofte. Midt på formiddagen får alle ekspedienter en forfriskning i form af et glas koldt kærnemælk.

Et andet træk i bybilledet er, når den gamle, fine apoteker er ude på sin daglige formiddagstur med sin stok og sin ledsager. Apotekeren har ”Gasmasken” på, som vi siger. Han har vist nogle ansigtssmerter, som gør, at han skal have hovedet pakket ind med en særlig hætte, så kun øjnene er frie. Parret står tit stille, og apotekeren spørger om eet eller andet. Hans ledsager er en lille, trind mand med spidse træsko og en stor hat. Hvad den gamle ledsager, der havde været landmand, kunne diskutere, vides kun fra en enkelt gang, da en mand havde hørt noget bag en hæk. Apotekeren havde sagt:” Sig mig, min gode mand, hvad gør en landmand, når han er midt ude på marken, og han så pludselig skal ! ”Hæ, hæ han skijer på stejet” siger den lille mand og hæfler op i apotekeren og går videre.

Jeg ekspederer en ordre og skærer et stykke ost ud med den store ostebue. En sodavandsflaske med patentprop skal fyldes med husholdningssprit, og en trepælsflaske (vinflaske) med eddike. Med jernspatelen, der har et skaft på en halv meters længde, graver jeg et pund brunsæbe op af jernbaljen og kommer sæben i et stykke pergamentpapir. Gær for 10 øre brækkes af og smuldres med fingrene, så der er det rigtige antal gram. Ovre på lageret henter jeg 6 favne treslået reb til skagler, samt en trepælsflaske med smøreolie. Jeg husker fra min barndom, at der stod en spytbakke i et hjørne af butikken. Det var fra dengang man brugte skråtobak og spyttede sorte klatter i spytbakken. Bakken var gemt oppe på loftet i mange år.

Julen var en festlig tid i Brugsen. Om aftenen den 2. lørdag i december lavede vi juleudstilling. Allerede om eftermiddagen, mens butikken endnu var åben, blev julevarerne pakket ud, og kommiser og lærlinge gjorde sig mange ærinder ud på lageret for at se de nye varer. Et år var det lykkedes at købe et parti vin hos et af de fine, gamle handelshuse. Der skulle naturligvis smages på vinen – nogle skulle endda smage flere gange, for at kunne udtale sig. Mor og pigen hjalp også til om aftenen med at hænge gran og guirlander op, når vi pyntede butikken. Der duftede dejligt af appelsiner, og når dadler og figner og nødder og andre julevarer var stillet frem, fik vi os til slut en gang natmad. Vi var 9 mand, og der var hygge og god stemning, når vi sad rundt om bordet denne sene nattetime.
Den store 200 kg trætønde med sirup (et oksehoved kaldtes den) var endelig kommet. Flere koner havde været utålmodige og spurgt efter sirup. De ville gerne i gang med at bage brune kager.

Gennem hele min barndom var huset fuldt af unge mennesker. Der var liv og glade dage i huset, og på værelserne sang man de nyeste slagere – – ”Ved landsbyens gadekær”,  ”Yuppi-Yah-Yah” og hvad de nu hed. Det var altid sjovt, når vi var ”alene hjemme”- dvs. når far og mor var i byen. Engang før min tid skulle min far og mor af sted en hel weekend. Men de ændrede planer, og kom hjem lørdag aften. Spisestuen var tømt for alle møbler, og midt på gulvet stod en kasse øl.

Min far var som sagt uddeler i 43 år. Far havde for vane at gå en runde i den mørke butik før sengetid. Kun gadelygten lyste op. I sine egne tanker vandrede han langsomt rundt med hænderne på ryggen, mens han funderede over dagens hændelser. Der duftede af kaffe, tobak, spegepølse og alskens krydderier, efterhånden som han passerede forbi, og omgivet af den mørke butiks trylleri nød han dagens sidste stund.

Jeg går ned af trappen til bilen, og da motoren starter, og det kraftige lys tændes, vågner jeg op – fortryllelsen er brudt – jeg er igen tilbage i nutiden.

BRANDSPRØJTEN I NIMTOFTE – TØSTRUP
Erland Skovbjerg

Dette historiske tilbageblik handler om den gamle brandsprøjte og ikke mindst om dens medvirken ved branden på Nimtofte Mølle i 1880erne.
Vi lader Erland Skovbjerg fortælle:

“I 1973 var jeg i Tøstrup for at se, om jeg kunne finde den gamle brandsprøjte, der havde været i brug i Nimtofte-Tøstrup kommune siden 1840erne.
Jeg fandt frem til den gårdmand, som sidste havde været brandfoged.
Sprøjten var sporløst forsvundet for en snes år siden, men vi fandt dog frem til en værktøjskasse, som var det eneste der var tilbage.
Brandsprøjten var et stort, ovalt kar på 1½ meters længde og ca. 1 meter højt. Karret stod på en lille flad 4-hjulet vogn, som kunne spændes bag efter en hestevogn. Pumpeanordningen fungerede ved, at 2 lange stænger bevægedes op og ned, og den skulle betjenes af 2 eller 4 mand.
Når der skulle sprøjtes ved ildebrand, var mange hjælpere i gang med at hente vand i træ – eller læderspande. Nogle gange dannede man kæde, hvor spandene gik fra hånd til hånd, og sidste mand hældte vandet i karret.

Også i Ryomgård var der en brandsprøjte. Den holdt til på Brandstationen, dvs. i garagen på Nygade 14 i Ryomgård. På fotoet t.h. ses brandsprøjten i 1939, hvor den dog var “pensioneret”.
Gårdmanden fortalte i øvrigt, at i Asferg ved Randers havde de en brandsprøjte nøjagtig som vor sprøjte.
Jeg ville undersøge sagen, og i Asferg fandt jeg frem til gården, hvor den skulle være, men her var den også forsvundet. Det var i øvrigt en fin gammel gård med mange interessante ting. Bl.a. havde de en gammel, tyk bog, som viste sig at være Christian den 5. Danske Lov fra 1863 samt en sabel, som var stjålet fra tyskerne, da de var indkvarteret i 1864.

Midt i Tøstrup by lå sprøjtehuset, men det er nu nedrevet. Her var brandsprøjten parkeret. Huset, som lå tæt op ad nogle fredede lindetræer, var opført af kampesten og havde tegltag. Størrelsen var ca. 2½ x 5 meter. På porten kunne man før i tiden finde forskellige opslag med bekendtgørelser og lignende af interesse for byens borgere.

I Den gamle By i Århus fandt jeg et billede, som viste hvordan vor brandsprøjte næsten har set ud. Den i Tøstrup var lidt større, men af samme type. Ligeledes var sprøjtehuset i Tøstrup lavere.

Gårdmanden i Tøstrup fortalte om en lille tildragelse, som han ikke var særlig stolt af: Engang havde taget på sprøjtehuset været utæt, og regnvand var løbet ned og havde fyldt karret. Kort tid efter blev det frostvejr, og vandet frøs til is. Uheldigvis opstod der ildebrand, og brandsprøjten mødte op i fuld galop, men det bundfrosne kar var det umuligt at få til at fungere, og sprøjten kom slet ikke i gang, inden huset var brændt”.
– – – – –
Først nogle få oplysninger om Nimtofte Mølle, inden branden i 1880erne omtales: Møllen har sikkert været der siden 1600-tallet. Den først møller man kender, er Peder Jensen, som fik fæstebrev på Nimtofte Mølle i 1719. Fra 1850 ejedes møllen og Møllegården af Hans Christian Delholm, og han byggede gården op efter den store brand i 1880erne. 
– – – – –
Erland Skovbjerg fortsætter: “Om Møllegårdens brand fortælles, at da ilden blev opdaget, skulle en mand sendes fra Nimtofte til Tøstrup på cykel for at alarmere brandvæsenet. Man kunne forestille sig, at den lille vandstråle, som sprøjten kunne præstere, næppe har været til megen nytte, og da den hestetrukne sprøjte endelig nåede frem til den store gård, var det alt for sent. Stråtaget stod i lys lue og hele gården nedbrændte.”
1909 hærgedes møllen atter af brand, men denne gang blev selve Møllegården reddet. Om brandsprøjten i Nimtofte-Tøstrup har ydet sit bidrag til denne hændelse vides ikke.

Kilde: Erland Skovbjerg: Brandsprøjten i Nimtofte-Tøstrup. (Optimisten 1998). 

RGGJ
AF EN JERNBANES HISTORIE
(skribenten ukendt)

Artiklen er hentet fra Ryomgård Realskole Elevforenings årsskrift 1960, hvor en tidligere elev fra Dystrup har skrevet om sine oplevelser fra Dystrup (Nimtofte Station) til Ryomgård med Gjerrildbanen. Elevens navn er ukendt, men med eksamen ca. 1950 fra Realskolen.

Det første jernbanetog, jeg kendte, var Gjerrild-toget, eller – som de indviede kaldte det – Grisen. Lidenheden til trods gjorde det et voldsomt indtryk på mig, da jeg længe før skolegangens begyndelse – endnu i futtogsalderen – for første gang kørte den lange strækning fra Dystrup til Ryomgård. Trukket af et dampsprudende uhyre, “Musse”, der konkurrerede stærkt med alle eventyrets ildspyende drager. At man i en mere voksen alder så på det med foragt som et sølle lokomotiv – nærmest et rangerlokomotiv, kunne ikke tynge den første oplevelse med gustent overlæg.

Underligst af alt var det vel nok, hvordan toget kunne holde sig på sporet, når der ikke var nogen til at styre det, og det var der ikke, sagde de voksne! Manden med den fine kasket skulle blot starte, bremse og bestemme farten mellem disse to yderpunkter. – Og tænk, at man ved at hejse signalet på holdepladsen, kunne standse den fnysende kraft. En ugidelig tanke strejfede hyppigt en: at man en dag kunne gå op – tilfældigt falde forbi – og hejse signalet. Toget ville så selvfølgelig standse i den tro, at passagererne nok var inde i skuret. Og mens tiden gik og de vel efterhånden ville blive underligt til mode og begynde og lede og søge, kunne man ligge gemt i buskene ved skuret og grine. Hvilken synd – og hvilke mulige konsekvenser. Man gjorde det aldrig….indskrænkede sig i stedet til at lægge en to-øre på sporet og trykke sig i skurets usete hjørne til toget var forbi og to-øren flad som en fregne.

Gjerrildbanen, Norddjurslands trafikale stolthed, indviedes i 1911. Efter forudgående heftige diskussioner om beliggenheden og finansieringen – de to spørgsmål hang nøje sammen – var man omsider gået i gang med anlægsarbejdet. Anlægskapitalen var 1.280.000 kr. Af aktiekapitalen på 2.071.818 kr. var halvdelen investeret af staten og resten af de interesserede kommuner og enkelte private aktionærer. 

Og d. 5. dec. 1911 oprandt så festdagen, da i første omgang den 30,8 km lange strækning fra Ryomgård til Gjerrild åbnedes for almindelig drift. 

Nu skulle nyskabningen bevise sin levedygtighed. Med en vognpark på 3 lokomotiver, 2 postvogne, 27 godsvogne og en sneplov tog banens ledelse handsken op, og alt gik såre vel. For djurslændingene var banen i sig selv en sensation og søndagsturen med madpakken bestod i en tid med at rejse i en rejse med toget til de “idylliske skove ved Gjerrild”, som banens beretning skriver. Desværre gik nyhedens interesse snart af den form for udflugter, og allerede beretningen for 1913-14 melder med beklagelse om en stor nedgang i mængden af befordrede passagerer, netop fordi antallet af disse rejser var stærkt aftaget. D. 27.juni 1917 indviedes strækningen Gjerrild – Grenå V., og man fik bud til nye områder.

Den 1.verdenskrig satte sine dybe spor. Dyrtid tvang lønningerne i vejret. Kul og olie steg og kunne til sidst vanskeligt skaffes, så man måtte gribe til at bygge tørveskure i Stenvad og Gjerrild. Ydermere kastedes en anden skygge over arbejdet. Den 6. beretning fra 1917-18 fortæller: “Af ulykkestilfælde har der i årets løb været et tilfælde, idet en ekstraarbejder fra Grenå i november måned fik en hånd læderet ved, at en anden ekstraarbejder uforvarende kom til at hugge en vogndør i på hans hånd. Ekstraarbejderen er endnu (marts 1918) under lægebehandling, men det håbes, at hånden skal blive helbredet, så at arbejderen ikke vil få nævneværdigt mén af uheldet.”

Da det atter blev gode tider i almindelighed, svigtede så imidlertid tørvetransporterne, og i 1922 må man for første gang melde om underskud. Derefter kommer en række jævnt gode år. Man går d. 1. august 1924 over til delvis motorvognsdrift, og det spores i overskuddet. 

Men i kriseårene i 30’erne begynder de onde tider. Der er underskud. De første år betales det af de interesserede kommuner og banens personale; men omkring 1940 må man ty til reservemidlerne, der udlånes til banens drift.

Så kommer 2. verdenskrig og standser biltrafikken og for banen bliver det atter gode tider.

Nedenfor foto af Nimtofte Station, ca. 1953. Pigen t.v., der læner sig op ad cyklen er Betty Bødker Sørensen, mens hendes lillesøster, Gerda, står i midten. De er begge døtre af Kæmner Bødker Sørensen, Nimtofte. T.h. ses familiens feriepige fra Syd-Schleswig.

Lånet fra reservefonden tilbagebetales, og man er i salveren indtil 1946. Medio august nævnte år, altså 1946, fik jeg mit første abonnementskort mellem Dystrup og Ryomgård, og her begynder mit nære forhold til Grisen. For skolebørnene var det hævet over enhver tvivl, at grisen tilhørte dem. Måske bortset fra de dage, hvor der var Kolind Marked, og hvor en stab af prangere var fast tilbehør.

Man lærte hurtigt den bestående hakkeorden. Motorvognen var forbeholdt 8. og 9- klasserne, og en sølle 5. klasser kunne ty til anden vogn eller bivognen, hvis den var med. Bivognen, ak ja. Den forgreb på sin vis med sine store vinduer og vide udsyn senere tiders flotte langtursbusser; men brændeovnen, der stod med sin tørvespand i et hjørne, tilhørte såvist en anden tid. Men skulle gamle kladder brændes, når man i et anfald af ordensvanvid ryddede op i taksen, var den bedre end de centralopvarmede aggregater i de andre vogne.

Grisen var som sagt skolebørnenes, og stakkels uvidende rejsende fra andre egne, der nu og da forvildede sig til at gå ind i noget andet end motorvognen! Næppe var de vinket farvel til den medfølgende lærer i Ryom, før madkasserne med de daggemte klemmer kom frem. En stank af svovllugtende æg, løgkrydret spegepølse og ost bredte sig, blandet med lugten af vådt tøj på nedbørsdagene.

Så gik turen langs den smukke Vallum Sø forbi Kærende til Nimtofte, gennem de flade enge og agre med Løvenholm skovenes ornament i det fjerne til Ramten, herfra i et bredt sving til Stenvad og videre forbi Hytten – gennem tre slangesnoninger og lige så mange overskæringer – til Tranehuse. Her ved den sidste overskæring, trykket dybt ned i bakkerne – omkom i 1926 Nimtofte-lægen, der i sin bil blev påkørt af toget og døde kort efter. Videre endnu gennem landet til Gjerrild og endelig: Grenå. En daglig odyssé!

Trods embedsmændenes razziaer i kupeerne kunne diskussionerne under den lange rejse godt tage en sådan drejning, at den eneste mulige udvej var duel. Så kunne det ske, at en rejsende fik en papirkugle i øjet. Og var dette individ fra den anden lejr så tarvellig nok til at sladre, hændte det, at der næste dag ved tolvsang lød et formanende ord ex cathedra. – En lignende udåd som den i Kolind-toget forekomne, hvor ledvogterkonen i Koed blev skammeligt bombarderet med æbler fra det forbifarende tog, blev det dog aldrig til.

En særlig glans har i erindringen vinterdagene. Det kunne hænde, at Gjerrild-børnene pludselig midt i skoledagen, når snefoget var løfterigt tæt, alarmeredes. Så af sted til toget. Man måtte hjem før al samfærdsel standsede. Et par store skovle i motorrummet antydede dramatisk de trængsler, der kunne lure undervejs. Og tilsneede forældre ventede på de små stationer med biler og kaner for at redde afkommet hjem.

Så kunne man vågne næste morgen med sne til sålbænkene, og en opringning til stationen bekræftede en i den antagelse, at toget i dag ikke kørte. Med salig fryd så man fra sin skibakke på gravhøjene i Dystrup ud over det vidtstrakte flade land, der lå tilsneet hen i strålende sol. Måske gik dagen hen uden glimt af toget, og når endelig det lille lokomotiv med sneploven dukkede op, langt ude, ønskede man og besvor vejrguderne om et nyt snefog, mens den tapre dværg satte tænderne i snemasserne. – Nådige erindring, der lader mindet om sådanne dage leve og vokse, mens så meget andet glemmes. 

I de fem år, hvor jeg de 240 af årets dage kørte med Grisen, svirrede bestandigt rygterne om banens fremtid. Snart skulle den nedlægges, og snart skulle alt materiel udskiftes med skinnebusser. Det blev det første synspunkt, der sejrede. Tiderne blev mere og mere slette for privatbanerne på grund af de mane privatbiler og fragt- og passagerruter, og fra 1946 var alle reservefondens midler mobiliserede til driften, og staten måtte træde hjælpende til med stedse større tilskud. 

En i 1954 af ministeriet for Offentlige Arbejder nedsat “Kommission til vurdering af privatbanernes betydning for trafikkens afvikling her i landet” havde placeret banen i den gruppe, hvis nedlæggelse måtte anses for umiddelbart forestående efter garantiperiodens udløb d. 1. april 1956. Efter møder mellem de interesserede kommuner og forhandlinger med amtsrådet og staten, hvor man forgæves søgte at få 2 års henstand, blev det på en ekstraordinær generalforsamling d. 16. marts 1956 i Grenå besluttet at nedlægge banen. Det vedtoges, at banen skulle træde i likvidation pr. 1. juli 1956.

Og d. 30. juni kørte da det sidste tog på Gjerrildbanen. Skinner og sveller blev brudt op og solgt og stationerne afhændedes. Et stort, solidt fyrretræsbord fra Stenvad Station er endt som godt inventar hos nogle af vores venner – på pigeværelset. Sådan forgår og skifter bestemmelse, hvad mennesker har skabt.

Hvor før togene snoede sig gennem landskabet, kører nu traktorer og mejetærskere. Banedæmningen er jævnet, og på skærvernes sted bølger kornet. Eller måske vokser der snarere kartofler i den mere magre jord, – den jord, der var for karrig til at nære en bane. 

HISTORIEN OM NIMTOFTE ANDELSMEJERI
af Knud Jensen

Det første mejeri var et privatmejeri, der blev bygget af en mand fra Grenå, Vilhelm Sørensen. Han rejste rundt til landmænd og forhandlede med dem om køb af mælk. Han fik så mange aftaler, at han kunne bygge et mejeri i Svendstrup i 1882. Men så begyndte man at bygge andelsmejerier rundt omkring, og landmændene i Nimtofte mente efterhånden, at de hellere ville have et sådant i Nimtofte. Vilhelm Sørensen ville godt sælge og et udvalg forhandlede med ham om prisen. Man blev snart enige om en pris på 7.000 kroner, og det var med maskiner, inventar og vogne. Overtagelsen skete 1. maj 1892 og der var 41 andelshavere. Som mejeribestyrer ansatte man Vilhelm Sørensens undermejerist J. C. Christensen. Den første dag blev der indleveret 1599 pund sødmælk til mejeriet. Det var en beskeden begyndelse, men der kom ret hurtigt flere leverandører til, så mælkemængden steg betydeligt de kommende år.

I det første år blev der dannet en foderstofforening gennem mejeriet, og der stod i lovene, at køerne skulle fodres med kager i forhold til den mælkemængde de gav. I 1897 vedtog man at mælken skulle kontrolleres 2 gange ugentlig og der skulle afregnes efter mælkens indhold af fløde. Samme år ville man bygge et nyt mejeri, men det endte dog kun med en udvidelse.
I 1902 lod mejeriet et ishus opføre. Mureren skulle have 180 kroner og tømreren 80 kroner for opførelsen. Mejeriet lagde materialer til.
I mange år havde leverandørerne selv kørt deres mælk til mejeriet, men i 1909 blev det vedtaget at anlægge ruter og bortlicitere kørslen. Samme år vedtog man at forandre vægt og mål i mejeriet, således at pund blev til kilo og pot til liter.

Så kom 1. verdenskrig. Der opstod vanskeligheder med afsætning af produkterne, og det var vanskeligt at skaffe brændsel. Man anvendte udelukkende tørv som brændsel. Der var prisstigninger på foderstoffer, og mælkemængden faldt en del i disse år.
Den 1. maj 1917 havde mejeriet 25-års jubilæum. Der afholdtes fest med spisning for ca. 70 landmænd og enkelte indbudte. Året efter meddelte mejeribestyrer J. C. Christensen, at han ville fratræde pladsen 1. november. Pladsen blev opslået ledig, og der indkom 75 ansøgere. Man enedes om at ansætte Jens Peter Jensen, som var bestyrer på Ulstrup mejeri i Stenvad.
J. C. Christensen gik dog ikke på pension. Han fortsatte som ejendomshandler, men det gik ikke, så i nogle år drev han Krogården i Nimtofte. Han blev også kredsrevisor indenfor Danmarks Brugsforeninger, og desuden var han medlem af både Menighedsråd og Sogneråd samt medstifter af Nimtofte Brugsforening og A/S Nimtofte Mølle. Han nåede at være mejeribestyrer i 26 år.

1920 var man klar over at der skulle ske noget med mejeriet. Enten skulle der en stor modernisering til eller også skulle der bygges et helt nyt mejeri. I efteråret 1921 købte man derfor denne grund for 4.500 kroner. På generalforsamlingen den 3. februar 1923 blev det med 66 stemmer mod 10 vedtaget at bygge et nyt mejeri. Udgifterne ved byggeriet blev beregnet til 72.400 kroner og der blev optaget et lån på 90.000 kroner, som skulle afdrages over 15 år. Det gamle mejeri i Svendstrup blev solgt til skomager Warming, Nimtofte, for 5.300 kroner. Lørdag den 24. november 1923 blev mælken første gang behandlet på det nye mejeri.

Der var et slemt udbrud af mund- og klovsyge i 1924. Ca. 1/3 af leverandørernes besætninger var angrebet. Derfra måtte der ikke leveres mælk, før de var sygdomsfrie. Det samme gentog sig 1938-39 og i 1951-52.
Den 30. april 1928 blev der afholdt en fest i Forsamlingshuset for Jens Hermann, der havde været formand for mejeriet i 25 år. Han fik overrakt et guldur med kæde og der var 160 deltagere til festen.

Et par år efter fik man installeret en ny kærne, et nyt flødebassin og en ny centrifuge. Det kostede 8.800 kroner. Der var overproduktion af smør i 1932-33, og prisen var lille: 82 øre pr. ½ kg. Det var samme pris som i 1894! Det blev derfor vedtaget, at leverandørerne skulle hjemtage ½ kilo smør for hver 500 kg mælk, de leverede.

Anton Tetche, Nimtofte, fik i 1933 tilladelse til at forhandle mejeriprodukter fra vogn til beboerne i Nimtofte. Han havde en hvid mælkevogn, og der blev ringet med en klokke, så husmødrene altid kunne vide, hvor vognen var. Den blev trukket af hesten ”Mælkeklaus”, der var kendt af alle. Erland Skovbjerg fortæller, at en dag under krigen var man nødt til at slagte Mælkeklaus på grund af alder. Den havde ellers gået ruten i mange år, og vidste hvor den skulle stoppe. Der var stor sorg i byen, men de fleste husstande spiste dog hestekød de næste par dage.

Den 11. august 1939 døde mejeribestyrer Jens Peter Jensen pludseligt efter 21 år som bestyrer. Han havde passet sit arbejde upåklageligt, og var ikke optaget af gøremål udenfor hjemmet, men han koncentrerede sig om mejeriet. Han blev kun 56 år. Hans søn Robert Djurtoft har skrevet en meget omfattende biografi om hans liv. De fleste af Jens Peter Jensens børn tog navneforandring til Djurtoft.

Ved en generalforsamling valgtes enstemmigt førstemejerist Harald Christensen som bestyrer fra 1. november 1939.  Foruden mejeribestyreren var der i 1940 kun 2 mejerister og en elev. Der var også lavet et lille baderum med indgang fra gaden, så byens borgere kunne få et varmt bad (i 1925 kostede det 50 øre). Vand var der jo nok af. Mejeriets forbrug af vand var lige så stort som resten af byens forbrug. Det blev dog vist aldrig den store succes med badet. En gammel læge i byen sagde engang: ”Folk i Nimtofte bader sjældent”!

Den 1. maj 1942 var det 50 år siden andelsmejeriet startede. Festen blev holdt den 2. maj. Der blev uddelt præmier til de tre smukkest pyntede vogne på dagen. Festen blev holdt i to lejede telte bag mejeriet. Der var dog lidt besvær, for på grund af krigen skulle teltene være mørklagte. De fleste andelshavere med ægtefæller var mødt op til formandens tale, spisning og dans. Aftenen efter var de unge karle og piger, der tjente på gårdene indbudt til fest. Jubilæet kostede mejeriet 3.996,95 kroner.

I krigsårene var brændselssituationen et stort problem. Der blev købt 700.000 tørv årligt til en pris af 17,50 pr. 100 stk. Der blev også fyret med kvas og halm og trærødder. Desuden købtes en del brunkul. Og så kom der en lidt kedelig sag. Mejeriet måtte indgive politianmeldelse mod en leverandør. Mælken havde i ca. 3 uger været forfalsket med tilsætning af 50% vand. Det viste sig dog at gårdejeren var uskyldig. Det var fodermesteren, der uden mandens viden havde fortyndet mælken.

I vinteren 1948 var der på grund af en dårlig høst fodermangel. Mejeriet skaffede halm og lyng til leverandørerne fra Hedeselskabet. I alt 32.000 kg halm og 1000 kg lyng. Året efter blev der installeret eldrift til alle maskiner. Det var betydeligt billigere end at køre med dampmaskiner.

Nu er vi fremme ved 1959. Skødstrup mejeri, der købte et ret stort kvantum sødmælk af mejeriet forlangte nu, at denne mælk skulle nedkøles til ca. 10 grader C. Derfor skulle mejeriet anskaffe et ny køleanlæg, som kostede 34.000 kroner. Derfor kom den tanke, om det ikke var bedre, at man selv byggede osteri og lager, så man selv kunne behandle mælken. Der blev indhentet bistand og tilbud på et sådant byggeri, og ved en ekstraordinær generalforsamling blev det vedtaget med 58 ja- mod 38 nej-stemmer at byggeriet skulle påbegyndes snarest. Byggeriet kostede 303.740 kroner og gik planmæssigt, og den 4. september 1949 påbegyndtes oste-lavningen. Karetmager Christensen fra Nimtofte leverede f.eks. ostehylder for 19.953 kroner.

I årene 1960-61 blev der til mejeriet leveret i alt 5.650.000 kg mælk, det største kvantum i mejeriets historie. Deraf blev der anvendt 1.540.000 kg til ostelavning.

Så skete der noget i sommeren 1963. En lystfisker fra Aarhus havde fundet en død ørred, da han fiskede i åen. Han satte sindene i bevægelse, da han påstod, at mejeriets spildevand forurenede åen, efter at man var begyndt på ostelavningen. Bestyrelsen havde møde med Vandløbskommissionen, som mente at mejeriet kunne tvinges til at deltage i oprettelse af et rensningsanlæg, hvilket ville være et meget dyrt projekt. Jeg har dog ikke kunnet finde mere om sagen, som nok er døet ud.

I 1964 var man begyndt at tale om rationaliseringer af mejeridriften. Man anede måske sorte skyer i horisonten. Man mødtes med alle de andre mejerier i kredsen, og der skulle arbejdes videre med sagen, men flere mejerier ville ikke være med, så der skete ikke mere.
1966-67 var der forhandlinger om samarbejde mellem mejerierne i Nimtofte, Stenvad, Ørum, Fjellerup og Glæsborg. To mejerier trak sig dog ud, så det blev ikke til noget. Så kom der forhandlinger om sammenslutning med Fausing, Skørring, Auning og Gjesing, men det blev efter flere møder også opgivet.

I 1968 foreslog bestyrelsen, at man købte to lastbiler og selv sørgede for al mælkekørsel. Der skulle godt nok købes mælketank og køleanlæg, men man ville spare 25.000 kroner om året. Forslaget blev vedtaget med 35 stemmer for og 28 imod, og 1. oktober gik man i gang. Som chauffører antog man Karl Thomsen og Jørgen Busk. De fik hver 20.000 kroner i løn for et år.
I sommeren 1969 var krisen for mejerierne rundt omkring blevet til alvor. Nu ville man sammenlægge 6 mejerier i Nord- og Midtdjurs. Det endte med at Ørbæk mejeri i Ørum og Nimtofte skulle sammenlægges. Det blev dog forkastet på en generalforsamling, men nogle måneder efter vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling. Kort efter meldte 38 leverandører sig ud. De leverede tilsammen 1,6 mill. kg mælk årligt, men mejeriet i Ørum ville godt være med alligevel. Nu dannedes Mejeriselskabet Nord Djurs. Der blev afholdt fælles generalforsamling den 3. februar 1970, og senere aftalte man, at det var Nimtofte mejeri, der skule nedlægges, da Ørbæk mejeri var bedre kørende med en helt ny tankbil.

Nimtofte mejeri kørte sidste dag 6. august 1970, og på en afsluttende generalforsamling den 15. december gav formanden Johs. Hougaard en redegørelse om mejeriets historie.
Harald Christiansen nåede at være mejeribestyrer i 31 år.
Der havde været 7 formænd og tre mejeribestyrere, 90 forskellige andelshavere havde været medlem af bestyrelsen, og det var alt sammen sket i tiden 1. maj 1892 til 6. maj 1970.
Nimtofte Mejeri var jo ikke det eneste mejeri, der måtte dreje nøglen. Allerede i 1958 lukkede Perstrup mejeri. Privatmejeriet i Sivested lukkede også omkring 1970, Ryomgård Andelsmejeri i 1974 og i Kolind holdt man ud til 1976. Ørbæk mejeri lukkede først i 1984. I dag er der vist ingen mejerier tilbage på Djursland.

Der er en masse tal vedrørende mejeriet i Nimtofte angående indleveret mælk, priser, ostefremstilling og meget andet vedrørende driften, som jeg ikke vil komme ind på. Det kan dog berettes, at i de to verdenskrige faldt mælkemængden betydeligt. Det skete også de tre gange i årenes løb der var mund- og klovsyge. Det skal også lige bemærkes, at mælkens fedtindhold blev meget forbedret gennem årene. I 1892 blev der brugt 27,2 kg mælk til 1 kg smør, i 1970 blev der kun anvendt 19 kg til 1 kg smør.

Det kan også nævnes, at man i 1892 brugte brændsel for 1.111 kroner, men i 1970 for 23.946 kroner.
I 1892 betalte man 2.552 kroner i løn, i 1970 var det steget til 201.792 kroner. I dag ville det sikkert være over 1 million kroner om året.

Det var i korte træk mejeriets historie. Hvis der er spørgsmål eller supplerende oplysninger er man velkommen til at spørge eller tage ordet. Ellers kan jeg henvise til Lokalarkivet i Kolind, hvis man vil vide mere.

KARETMAGER JOHANNES CHRISTENSEN

En Nimtofte-biografi skrevet i maj 1997 af Erland Skovbjerg.

Gennem mange år havde Nimtofte en karetmagervirksomhed. Senest blev den drevet af Johannes Christensen, som i 1928 overtog den efter sin far, der i 1914 var flyttet til byen. 
Johs. Christensen var født i Allingåbro i 1902. Han fik en grundig håndværkeruddannelse som karetmager, og var bl.a. på teknisk skole i Randers. Som ung arbejdede han i en periode i Bjerringbro og senere i Esbjerg. Her traf han sin kone, Anna Kristine Jensen, som var pige på KFUK. I 1928 blev de gift og bosatte sig i faderens hus i Nimtofte. Fra samme år og indtil sin død i 1981 arbejdede Johannes Christensen med forretningen.
Faderen havde forretning i den gamle skole i Nimtofte, som lå med gavlen tæt op ad kirkediget. Huset var bygget i 1735 og blev brugt som skole indtil 1908. I ca. 1992 blev det nedrevet. T.h. nedenfor foto af den gamle skole.

I 1930 byggede Johs. Christensen et stort moderne værksted i to etager og udførte selv det meste af arbejdet. Han støbte betongulvet og lofterne og murede væggene op sten på sten. Tagkonstruktionen stod han også selv for, kun det allernødvendigste fik han hjælp til.
Nedenfor ses Karetmagerens hus på Vinkelvej i Nimtofte

Ligeledes byggede han i 1939-40 sin villa, som fru Anna havde fået lov til at tegne og indrette, som hun ville have den. Hele bygningskomplekset, som efterhånden fyldte en hel del, blev malet i en festlig gul farve. Karetmagerfaget var jo ved at uddø i disse år, men Johs. Christensen var meget opfindsom. Efterhånden blev han en altmuligmand i byen, da han kunne lave næsten alt, hvad der krævedes håndsnilde til.
I nogle år var der 2 svende og en lærling, som boede i den gamle skole og fik kost hos fru Christensen.
Karetmagerarbejdet blev udført fra bunden af. Ved hjælp af en stor bloksav og hejseværk blev de store træstammer savet op til planker og brædder, hvorefter træet blev bearbejdet med mindre maskiner og til sidst med høvl og stemmejern.

Der blev lavet en del arbejdsvogne til landbrugerne, og en stor artikel var vognhjul, hvor eger og alle hjuldele blev lavet af træ. Når hjulet var færdigt, skulle man ned til smed Mikkelsen og have en jernring sat om det. Jernringen blev varmet op, så den næsten var rødglødende og derpå sat uden om hjulet, og til sidst afkølede man med vand, så det formelig sydede og boblede af røg og damp.
I årenes løb blev alt forefaldende træarbejde udført. Man lavede kartoffeloptagere, kyllingmødre, trillebøre, sækkeløftere, trug, og tit var der reparationer af tærskeværker, såmaskiner og en gang i mellem var der et bil-karosseri af træ, der skulle udbedres.
Under den strenge vinter i 1940 lavede han ski. De var blevet moderne under vinterkrigen i Finland, hvor de heltemodige finske soldater på ski bekæmpede de russiske angribere. 
Da opgaverne med det egentlige karetmagerarbejde ebbede ud i 1950-60’erne, begyndte Johs. Christensen med mange små bierhverv. Han var en habil radioreparatør og indrettede et lille radioværksted i det store hus. Her var samtidig lidt udstilling og salg. Han havde forstand på radioer helt tilbage til begyndelsen, da der ikke var elektricitet i husene, og da radioerne blev drevet af akkumulatorer. Senere beskæftigede han sig også lidt med fjernsyn.

En anden artikel var rullegardiner og persienner, som han selv lavede. Han kunne stort set afsætte alt det, han kunne nå at fremstille. Der var næsten tale om en lille fabriksvirksomhed.

Fotografiet optog ham meget, og mange af de billeder af Nimtofte, der findes på Egnsarkivet, er taget af ham. Der var indrettet et mørkekammer, hvor han fremkaldte billederne. Hertil blandede han selv kemikalierne. Han kunne også give sig af med at håndkolorere fotografier. Han sagde selv: ”Når jeg er færdig med arbejdet – sådan omkring kl. 23 – tager jeg fat på min hobby: fotografierne.”
Jeg kan selv huske, at hans virksomhed også bestod i at udleje græsslåmaskiner til private haver. Det kostede 50 øre at leje maskinen, som var en almindelig gammeldags klipper, som man selv skulle skubbe.

Manden bag alt dette kan beskrives som en glad håndværker, hvis opfindsomhed var stor. Han havde lune og kunne til enhver tid komme med en kvik bemærkning. Hjælpsomheden var altid til stede, og naboer og andre har fået mangen en håndsrækning. I en årrække var han vurderingsmand  i Jydske Kreditforening for mindre ejendomme.

Fru Anna Christensen holdt styr på den store villa og havde svendene på kost, så der var nok at se til, men ellers var håndarbejde hendes store interesse.

I efterladte papirer findes nogle fine anbefalinger fra arbejdspladser, hvor ægtefællerne har tjent i deres ungdom. Ægteparret var flittige kirkegængere.
Der er to børn i ægteskabet. Ældst er Elisabet, kaldet Libbe. Hun bor nu (1997) i Ryomgård og har været hjemmesygeplejerske. Den yngste, Jørgen, har været medejer af et firma, der solgte inventar, skabe, m.m. til idrætscentre. Han er nu gået på efterløn og bor i Risskov.

Efterskrift af Carl Clausen:
Johannes Christensen opnåede at sætte sit præg på Nimtofte i 54 år. En markant og farverig skikkelse sluttede ved sin død i 1982 sin lange løbebane og blev begravet på Nimtofte kirkegård, kun få meter fra det sted, hvor han havde øvet sin manddomsgerning som karetmager i Nimtofte.
Fru Anna blev boende i villaen til sin død i 1988, hvorefter Nimtofte Menighedsråd købte dødsboet at arvingerne.
Villaen, det store værksted og den gamle skole fra 1735 blev offer for buldozerne, end ikke en sten er at se, hvor karetmageren i Nimtofte igennem et halvt århundrede havde haft sit imperium.
I dag er der parkeringsplads.

NIMTOFTE MØLLES HISTORIE
Af Knud Jensen

Man har kendt vandmøller i Danmark helt siden 1000-tallet, men hvor længe der har været mølle i Nimtofte vides ikke – det er dog sikkert, at den var der i 1600-tallet.

Den første møller man kender er Peder Jensen, som fik fæstebrev på Nimtofte Mølle i 1719. Fra hans tid findes en omfattende korrespondance vedrørende Koed Bro, som var meget forfalden. At den ikke kunne passeres, medførte megen lang ekstra kørsel for mange fæstebønder, som havde mølletvang. Af korrespondancen fremgår, at man under tidligere møllere havde haft en ordning, hvor mølleren holdt broen i god stand mod betaling fra brugerne. Betalingen var nu blevet alt for lille til de faktiske omkostninger, hvorfor møller Peder Jensen søger amtmanden over Calløe Amt, “højgunstige patron” om en tidssvarende ordning, hvilket blev bevilget. Ansøgningen var underskrevet “allerydmygeste og ringe tjener”.

Under hele 1700-tallet var møllerne fæstere. 1798 får hr. Jens Nørager ved Løvenholm fæstebrev på Nimtofte Mølle. Fæstebrevet er udstedt af Palle Kragh Hoff til Ryomgaard. 1810 er Jens Nørager ejer af både møllen og Møllegården.

Efter Jens Nøragers død købte kaptajn Knud Knudsen mølle og møllegård 1823. Knud Knudsen var en meget energisk og driftig mand. Han var af gammel sømandsslægt, født på enten Sild eller Føhr. Han begyndte i den danske flåde, hvor han gjorde tjeneste under 7-års krigen mod englænderne. Som overkommandant på en kanonbåd afskar han et engelsk koffardiskib fra en engelsk konvoj, indbragte det til dansk havn og fik store prisepenge og det var begyndelsen til hans meget store formue.

Han boede i Nimtofte sammen med sin familie i over 20 år. I hjemmet havde man en mærkelig tradition: Juletræ – og det gik helt fra gulv til loft – måske det første juletræ i Nimtofte og Midtdjurs.

1852 blev møllen og gården solgt til Hans Christian Delholm. I slutningen af 70’erne brændte både mølle og gård, men de blev genopbygget særdeles gedigent af Delholm. 1909 hærgedes møllen atter af brand, men denne gang blev gården reddet. Det nuværende stuehus er således godt 100 år. Ejeren var nu H. C. Delholms søn, som omgående satte både mølle og gård til salg. Gården blev solgt selvstændigt og byttede ejer to gange før J. P. Kahr købte den i 1915.

En gruppe borgere fra Nimtofte og omegn gik sammen i et aktieselskab for at genopbygge og drive møllen. Den blev bygget med helt moderne teknik og startede også et bageri, som fik meget stor omsætning – især under første verdenskrig.

1962 blev aktieselskabet opløst og møllen overtaget af et Andelsselskab “Nimtofte Andelsmølle”. I 1964 havde man fordoblet silokapaciteten og et år senere havde ny teknik gjort møllen uafhængig af vandkraft. Turbinen blev gemt under cementgulvet og mølledammen var kun til pynt. Den voksede næsten sammen, men beboerne i Nimtofte ville ikke undvære den. 1983 startede man en indsamling for at rense den og siden er den blevet vedligeholdt.

Tiderne forandres og allerede i 1973 fandt Nimtofte Andelsmølle og Kolind Fælleslager, at det kunne blive en bedre forretning, hvis man arbejdede sammen. Midtdjurs Andelsmølle havde stor fremgang og udvidede flere gange inden næste fusion. I 1988 gik fire andelsmøller på Djursland sammen under navnet “Djurslands Andelsmølle”.

Djurslands Andelsmølle fik hovedkontor i Nimtofte, hvilket medførte stor aktivitet. Efter nogle år kom der store problemer, og i 1994 var den eneste løsning en ny fusion med “Østjysk Andel”. Ved denne sammenlægning blev strukturen helt forandret. På den gamle mølle, hvor så mange har haft sit virke, var der nu i nogle år salg af grovvarer.

I dag er der ingen virksomhed i møllen, og de fleste bygninger står tomme. Møllegården ejes og bebos i dag (2010) af Viggo Kahr.

NB: Se i øvrigt fanen arkiv-hylden under d. 27. dec. 2020, hvor bl.a. matrikelkort for Møllen i flere tidsafsnit er indsat.

ET BARNDOMSMINDE – Nimtofte Fattiggård
Af farbror Simon (Simonsen)

Denne gamle avisartikel fra 1963 har vi fået af Kurt Simonsen fra Nimtofte. Farbror Simon var bror til hans bedstefar Chr. Simonsen.

Nimtofte Fattighus lå i den nordvestlige ende af Nimtofte, lidt for sig selv på Stationsvej 62. (RED: Fejl – det var Stationsvej 52). Det var en grim grå bygning, som slet ikke var tiltrækkende, I 1905 boede der en enlig gammel kone, som gik ud og vaskede for folk. Der boede også en kone med børn, som var mine skolekammerater, men som jeg ellers ikke havde noget med at gøre. Ja, der var også et par store og stærke mandfolk, som ikke var Vor Herre bedste børn, og som en dag blev eksporteret til Australien. Sådan kunne man dengang komme af med eksistenser, der var uønskede herhjemme.
I Fattighuset boede også et ungt ægtepar. Hvorfor de var kommet der, ved jeg ikke. Manden, Peter Rasmussen hed han, var kommet hjem søndenfra med sin unge kone, og de har vel så ikke kunnet skaffe sig en lejlighed, men har måttet ty til kommunen om hjælp.
Så var det en vinterdag med rigtig ubehageligt vejr. Det blæste og sneede, så himmel og jord stod i ét. Vi mødte kun 3-4 børn i skole kl. 9, og da der var gået en times tid, fik vi lov at gå hjem. Jeg var dengang 12 år.

Min far var landpost, (foto t.h.) og da jeg kom hjem fra skole, havde han netop været på brevsamlingsstedet og fået tasken fyldt fra den forsinkede postvogn fra Ryomgård. Han sagde: ”Det var godt, at du fik fri, så kan du gå til Kolstrupgårdene med aviser!” Breve var der ikke ret mange af dengang. Jeg har nok ikke set særlig begejstret ud, men dengang sad børns vilje i deres fars lomme, som det hed.
Altså fik jeg aviserne i min tømte skoletaske, et tørklæde om halsen og vanter på – og så afsted. Overfrakker kendte vi ikke, og fodtøjet var almindelige træsko. De var ikke meget praktiske til føret, men jeg havde intet bedre.
Fra Nimtofte til Kolstrup er der vel halvtredie kilometer. Det er jo ikke nogen lang afstand, men i modvind med sne og frost var turen ikke behagelig. Jeg passerede Fattighuset, og var så på fri mark uden læ af nogen slags. Men jeg skulle jo frem og masede på. Batrupholtgården ved vejen skulle have avis og fik det. Jeg blev ikke opholdt nogen steder, men alligevel tog turen tid. Det blev over middag, før jeg af en anden vej, vestligere end henvejen, var på vej mod Nimtofte igen. jeg havde nu fået rygvind, men jeg var træt og det gik langsomt.
Da mødte jeg ca. 500 meter uden for byen Peter Rasmussen fra fattighuset. Min far var også træskomand, og når der var travlt, hjalp Peter med at montere træsko. Vi kendte således hinanden og jeg blev glad for at se ham. ”Din far sagde, at jeg skulle gå dig i møde”, sagde Peter, ”og nu må du hellere følge med hjem og få middagsmad”! Jeg sagde tak og snart efter sad vi i en stue i Fattighuset. Det jeg husker bedst nu, er, at der var meget varmt derinde. Jeg var ellers kold og våd og træt. Peters kone bagte pandekager. Der var dug på bordet, pandekagerne smagte godt med puddersukker til, og vi fik kaffe bagefter. Men jeg kan også huske, at jeg for træt til at spise ret meget og bare tænkte på at komme hjem.
Vejret var endnu hårdt, og den sidste halve kilometer frøs jeg værre end før. Hjemme var der ingen, der gjorde større ståhej ud af min tur, heller ikke jeg selv. Først længe efter kom jeg til at tænke på, at min far måske var kommet til at føle, at vejr og vind kunne være hårdt nok for en dreng at stride imod, og derfor kom Peter ud mod mig.

Nimtofte Fattighus ligger endnu på samme sted. Men det er længe siden, at dets æra som Fattighus hørte op. Nu er det hvidkalket og med nymalede vinduer. Det fik også navn. Manden der købte det af kommunen, kaldte det ”Fredenshjem”. Da jeg sidste sommer kom forbi, lå det pynteligt og pænt mellem velholdte haver, ikke ensomt som før. Nej, nu var det omgivet af nye og fine huse. Det stikker ikke af imod dem, og fremmede tænker ikke på, at det pæne hvide hus har en grumset fortid.
Men jeg husker i forbifarten, at dér, i Fattighuset, spiste jeg engang pandekager.
Skrevet i 1963 af farbror Simon.

NB: Vi har i et tidliggere indlæg for et par år siden bragt artiklen, men med et ældre og desværre forkert foto af fattighuset, ligesom adressen dengang var angivet til Stationsvej 62, mens den rettelig er Stationsvej 52.

HAR DER VÆRET GENDARMER I NIMTOFTE ?
Knud Jensen

Der var en smedeforretning i Nimtofte på Møllevej nede ved Mølledammen. Omkring 1885 fik smeden besked fra myndighederne om, at han skulle huse 3 gendarmer, både med kost og logi. Da han ikke havde plads til yderligere personer i sit hus, måtte han i gang med at bygge et hus til gendarmerne, og det blev til huset på Møllevej 2.
Smeden havde travlt og han nåede ikke den lange vej til Grenå for at få matr.nr. til sit hus og grund, og det blev bygget på såkaldt “byjord”.
Årsagen til oprettelsen af gendarmkorpset og den hastige indlogering af gendarmer i Nimtofte, stammer sikkert fra attentatet mod konseilspræsident Jacob Scavenius Estrup, der fandt sted d. 21. okt. 1885. Efter personlig ordre fra Chr. IX, der ikke ville miste den stærke minister i en meget urolig tid, blev der meget hurtigt oprettet et gendarmkorps, der f.eks. eskorterede Jacob Estrup fra Ryomgård til Skaføgård. Estrup havde selv været med til at oprette jernbanen fra Randers til Grenå og senere Aarhus – Grenå.

Man ved, at Chr. IX besøgte Estrup i 1895 og i den anledning var man på tur i det nyligt udtørrede Kolindsund, hvor sundet var bredest, det har nok været omkring Sivested. På denne tur var selskabet ledsaget af gendarmer. Det skete flere gange, at Chr. IX var på besøg hos Estrup på Skaføgård.

Muligvis har gendarmerne også været i Nimtofte på grund af anlægsarbejder eller i forbindelse med jagt.

Der er nævnt gendarmer allerede fra krigen i 1848-50. Men ved, at general Rye havde et større antal gendarmer fra grænsen med til Djursland, da han trak sig tilbage til Djursland med ca. 7000 soldater. De lå ikke kun på Helgenæs, men var placeret tværs over Djursland. Disse oplysninger stammer fra Erland Skovbjerg i Nimtofte og H. Bloch, Kolind Centralskole.

I nyhedsbrev fra Slægts- og Lokalhistorisk Forening Djursland skriver Niels Kjeldsen under overskriften: ”De forhadte gendarmer” følgende: Gendarmkorpset blev genstand for landbefolkningens foragt, og de der havde mod til det, benyttede enhver lejlighed til at drille dem.
I en lokalavis fra samtiden kunne man læse, at man nu ”kunne få militær hjælp til at finde en spisekammertyv”!

Der er mange grunde til at gendarmkorpset aldrig blev populært, men den største del af skylden var nok folkeviddet. En af de gode historier er om et par gendarmer, der på deres runde havde lagt turen om ad Bøgild Kro, og hvor en mand gik hen til deres bord. Her stod han stille, og med bøjet hoved og spag stemme spurgte han gendarmerne, om de troede han kunne blive salig. Det mente gendarmerne nok og smilede lidt, for hvad skulle der være i vejen med det? ”Ja, det var jo det, at han havde slået en mand ihjel”! Gendarmerne øjnede straks en god fangst. Tænk at komme hjem med en rigtig morder. Men hvor var liget? Ja, det lå i en vejgrøft ikke langt fra kroen. Gerningsstedet skulle påvises, og da man kom derhen, sprang de to gendarmer ned i grøften, men alt hvad de fandt, var en ituslået ”gråmand” (en snapsedunk)!

En anden gendarm bragte den samme mand i retten for gadeuorden – eller var det blufærdighedskrænkelse? Manden havde stået og besørget et lille ærinde op ad et træ. Han blev idømt en bøde på 2 kr. Med sindsro trak han sin snørepung op ad lommen og lagde 4 kr. på bordet, hvorpå dommeren sagde: ”Det var altså kun 2 kr.”! Dertil svarede manden: ”Ja, men hr. dommer, jeg kom også til at slippe en lille en”!

NIMTOFTE I BAKSPEJLET
1940 – 1945
Erland Skovbjerg

Danmarks besættelse
DEL 1

Den 9. april 1940 besatte tyske tropper Danmark.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en vedvarende motorlarm fra flyvemaskiner. Nogle mælkekuske havde set hagekors på lavtgående fly, men først kl. 8 blev besættelsen meddelt i radioen.
 Vi skolebørn stod ved skolens hæk og havde en sær fornemmelse i maven. Vi var i 9-års alderen og forstod på de voksnes alvorlige miner, at der var noget galt. Kl. 8 kom lærer Krogh ud og fortalte os om meddelelsen i radioen, og vi skulle alle gå hjem.
 Vi børn havde travlt med at tælle flyvemaskiner, og en af mine kammerater talte denne dag 352 fly over Nimtofte. Jeg førte dagbog på dette tidspunkt og har åbenbart taget den fulde konsekvens af besættelsen, for i min dagbog skrev jeg: “Vi sov ind som danske, men vågnede op som tyske”!

En ung karl fra Nimtofte var soldat den 9. april i Sønderborg, og han overværede den tyske indflyvning og så det danske luftskyts i aktion. Han var ikke impliceret i noget og blev hjemsendt 16. april.

Med det samme kom der forordning om mørkelægning af alle vinduer, og når man færdedes i de mørke gader om aftenen, skulle man have et hvidt bind om armen på mindst 10 cm’s bredde eller et hvidt bånd om hatten på ikke under 6 cm.
 
Krigens videre konsekvenser
Bortset fra mangel på varer mærkede man i Nimtofte ikke meget til krigen i de første år. Bilernes lygter skulle blændes af og måtte kun have en lysåbning på ca. 10 x 2 cm, og højest tilladte fart var 30 km i timen om aftenen.
 Vi fik rationeringskort og i 1945 var rationen pr. måned: 1 kg sukker, 1200 gram smør, 1200 gram franskbrød, 8 kg rugbrød, 1 kg havregryn og byggryn, 125 gram salt, 250 gram kaffeerstatning, 100 gram håndsæbe (40%). Ingen margarine. I syltetiden bevilgedes lidt ekstra sukker. Ingen kul. Krydderier var af savsmuld eller lignende ting tilsat ekstrakt. Ingen chokolade, men kun erstatning. Desuden var der kødkort, men tirsdag var kødløs dag.
Den højest tilladte temperatur var 18 grader, men i kirke og forsamlingshus var kun 10 grader tilladt. Det blev dog ikke overholdt. Varmt vand i haner var forbudt, og kun 15 og 25 watt pærer var tilladte.
Der var mange love og bekendtgørelser, bl.a. om maximalpriser, forbud mod hamstring og lign. Der skulle spares alle steder, og de handlende havde deres besvær med at fordele tingene retfærdigt. Butiksruderne skulle kalkes til og måtte kun have en lille åbning på ca. 40 x 50 cm. I døren skulle der være en lyssluse bestående af et tæppe, der skærmede for lyset om aftenen, så det ikke kunne ses af fremmede flyvere.

Biler kunne få gasgeneratorer påsat. Man fyrede her med bøgetræ, men de fleste biler fik hjulene taget af og de blev klodset op, som man kaldte det. Enkelte spændte heste foran bilen. Cykeldæk var umulige at få, og man brugte mange ting som erstatning, f.eks. træringe med små fjedre under, tovværk eller korkpropper.
 Tøj blev lavet af kradsuld og celluld og kaldtes maximaltøj. Det blev tit vendt hos skrædderen, når det blev for medtaget. Gulvtæpper og sengetøj lavede man i en periode af papir. Textilvarer, strømper m.m. var på kort. Sko blev lavet af kunstpap, fiskeskind el. lign.
 Tobak var snart den mangelvare, der var mest snak om. Man avlede selv tobak her i Danmark, særlig på Fyn, men det var af ringe kvalitet. Jeg husker selv de afskyelige cigaretter som hed: Torry, Corsar, Asra, Colombo, Powhatten (Puha).
Ifølge et højtideligt cirkulære var al afbrænding af fyrværkeri forbudt, men undtagne var dog stjernekastere, bordbomber og knallerter.
 
Folkelige rørelser under krigen
Under krigen var der mange folkelige rørelser, som gik ud på at værne om danskheden og i det skjulte genere tyskerne. Der var noget som kaldtes Alsang. En lille sangbog med et billede af Kong Christian X var meget populær og overalt og ved enhver lejlighed blev de danske nationalsange sunget.

Det nazistiske parti DNSAP – Dansk National Socialistisk Arbejder Parti – blev i folkemunde oversat til: “De når sør’me aldrig Petersborg”!

Et par gange var der folkestrejker i Danmark, og vi strejkede også i Nimtofte.

Når fodbold- og håndboldholdet skulle til nabobyerne for at spille, kørte vi i åbne lastbiler med gasgenerator. Vi stod op, og med den friske blæst ind i ansigtet sang vi af fuld hals. Når vi passerede en mark, der lige var gødet, sang vi en melodi, der var meget populær dengang. Den hed: “Der er en duft af jeg ved ikke hvad, rappe rap”!
 I lange perioder var der udgangsforbud efter kl. 8 om aftenen. Alle festligheder, bal m.m. blev derfor holdt om eftermiddagen.
I disse år var der nogle unge mennesker i de større byer, der havde halvlangt hår og iførte sig lange jakker i stærke farver og gik med tykke skosåler. De kaldte sig “swingpjatter” og de fleste mennesker rystede lidt på hovedet af dem.

Under krigen var der mange der lavede beskyttelsesrum. Det var et stort hul i jorden, f.eks. 4 x 5 meter og tildækket af træbjælker med jord ovenpå. Her kunne en familie så gemme sig, hvis byen blev jævnet med jorden eller hvis der kom luftangreb. Jeg kender i hvert fald 4-5 steder, hvor man havde et beskyttelsesrum.
 Der var jo megen snak mellem folk om den forventede invasion, men heldigvis for os kom den i Frankrig og ikke i Danmark.

Der var ingen vejrmeldinger i radioen under krigen, så man tog alle de gamle vejrregler og varsler frem igen. Nogle gamle folk var særlig kloge på vejret og nød stor respekt.
 

Nimtofte i bakspejlet
DEL 2

Tyske soldater i Nimtofte i vinteren 1944-45

Den 23. december 1944 ankom 200 tyske soldater og nogle russiske krigsfanger til Nimtofte. Byen, som dengang havde 450 indbyggere, måtte i hast finde indkvarteringsmuligheder til de fremmede. Skole, missionshus og forsamlingshus blev stillet til rådighed, og mange steder fandt indkvartering sted hos private.
De næste 4-5 måneder blev en højst usædvanlig tid i byens historie. Bortset fra varemangel og rationering havde vi stort set ikke mærket noget til krigen, og holdningen over for tyskerne var nærmest en blanding af nysgerrighed, venlighed og en kold skulder.

Juleaften havde tyskerne rejst et stort grantræ på tømmerpladsen. Der blev sunget salmer, og kaptajnen holdt en højtidelig og stemningsfuld tale. Senere gik et par officerer rundt i røde nissedragter og ønskede befolkningen en glædelig jul. Om aftenen var der fest i det gamle missionshus. Jeg har hørt, at stemningen var meget nedtrykt, og at de fleste græd. Mange havde jo ikke hørt fra deres familie i lang tid, og efter nytår kunne de vel forvente at blive sendt til østfronten. En soldat skød sig ud på aftenen, og næste dag var vi drenge henne at se hullet i tagstenen, hvor kuglen var gået igennem.

I juledagene spillede et tysk orkester på 5-6 mand på torvet som en gestus overfor befolkningen, men der kom blot nogle få nysgerrige hastende forbi. Kun børn stillede sig op og lyttede.
Nytårsaften var det fint måneskin, og kl. 24 begyndte tyskerne at skyde nytår ind. Da blev der fest i gaden. Soldaterne gik rundt og sang og overalt bragede det af løst krudt. Lysbomber i grønne og råde farver dalede ned over byen, og tre steder var der opstillet maskinkanoner, hvis skarpe bjæffen jeg endnu kan høre for mig. De store messinghylstre fra kanonerne gemmes endnu flere steder i byen. Hundredvis af mennesker var på gaden, og det blev sent, inden byen faldt til ro.

Overalt var byen præget af værnemagten. Lader og udhuse var fulde af biler, kanoner og små tanks. Gaderne genlød af støvletramp, marchsange og rullende køretøjer. Byen var blevet revet ud af sin vante trummerum, og der var noget at tale om i hjemmene. Jeg var 14 år og boede på torvet. Vi drenge gik højt op i, hvad tyskerne foretog sig, og vi kendte mange af dem ved navn. Vi snakkede en del med dem, men glemte alligevel ikke, at de var vore fjender.
En aften Herman fra Hamburg stod vagt, lånte vi hans projektør, mens vi legede i gaderne. Vi underholdt os længe med ham, og han lærte os nogle uartige ord på tysk.


Nimtofte i bakspejlet
DEL 3

Samtidig tog de cykler og jeg husker det postyr, der var i byen i de dage. Vi gemte cyklerne på lofter og i kældre og dækkede dem til med halm, tæpper osv. En cykel var blevet gemt under en lille dynge brændestykker i nærheden af slagteren. Uheldigvis havde tyskerne fået fat i en gris, som de ville slagte, men grisen løb fra dem og hen i brændestablen, hvor dens ben gik som trommestikker, så træstykkerne røg til alle sider, mens tyskerne holdt den i halen. Slagteren var bange for at cyklen skulle blive afsløret, råbte “la’ mig” – og så slagtede han grisen for dem.
En morgen drog de fra byen. Løjtnant Winter, Heinz, Hermann fra Hamburg og alle de andre. Der var råb og rabalder i gaderne. Tunge køretøjer rullede gennem byen på vej mod syd. Måske har et par pigeøjne hist og her fulgt dem bag tæt fortrukne gardiner. Der blev stille i byen, smågrupper af danskere stod og talte sammen rundt omkring, og man var inde at besigtige huse, lader m.m., som tyskerne havde forladt.
Jeg har talt med en del mennesker i byen om denne periode, og på trods af, at der i skrivende stund er gået 45 år, er det lykkedes mig at finde navn og adresse på 10 tyske soldater og flygtninge. Jeg har skrevet til syv og fået svar fra fire, som har fortalt mig om tiden i Nimtofte – set fra deres synspunkt.

Herbert og Heinz fortæller:
Soldaterne tilhørte 3. Panzerjäger-kompagni med hjemsted i Frankfurt.Oder, og da de rejste fra Nimtofte, blev de sat ind i kampene ved Stargart i Pommern. Det endte med en katastrofe, for her blev kompagniet stort set tilintetgjort af russerne, og mine kontaktmænd fortæller, at man aldrig har set nogen af dem siden.
Der omkom tre tyskere i Nimtofte. Den ene blev skudt ved en fejltagelse, da han ville lave sjov med en kammerat, der stod vagt. En genstridig rødhåret soldat blev skudt ved et “vådeskud” – hed det sig, men andre tyskere sagde, at det var med fuldt overlæg. En tredje skød som omtalt sig selv juleaften.

Herbert fortalte, at man blandt soldaterne sagde: “Nyd krigen, for freden bliver frygtelig”! Han bor i Øst-tyskland og sagde, at det kom til at passe for hans vedkommende.

Snart kom fredsafslutningen den 5. maj, og en epoke i byens historie med stærke følelser og stærke meninger var til ende.
Jeg husker at den følgende sommer gik man simpelthen rundt og var glad. Snart indfandt den stille hverdag sig, og i byen taltes der igen om generalforsamlingen i vandværket og fodboldkampen på søndag.
 

EFTERSKRIFT:
Foranstående afsnit har været bragt i Randers Amtsavis og Dagbladet Djursland i maj 1995.
Jeg beretter nu om yderligere små-episoder, som jeg har fået fortalt af de ca. 30 personer, jeg har talt med i Nimtofte om denne periode (i helt vilkårlig rækkefølge).
På den nærliggende Tirstrup flyveplads var mange danske arbejdere beskæftiget. Her kom folk fra Aarhus og Randers, og bl.a. illegale balde kom til Nimtofte ad denne vej. Der fortælles mange historier om flyvepladsen. Man blandede f.eks. sukker i cementen, så banen hurtigt blev ujævn og ødelagt. En vognmand fra Nimtofte havde glemt sit “Ausweis” en aften, men han holdt en halv spegepølsemad frem inde i sin hånd i det mørke førerhus, hvorpå der blev råbt “Passer”!

En officer, der kunne tale svensk, var med i mange arrangementer her i byen. Nogle mener han var spion. Han havde i hvert fald lånt civilt tøj af danskere og rejste en gang imellem til Randers. Efter krigen blev han på egnen ca. et halvt år og var frihedskæmperne behjælpelig med forskellige ting. Ingen blev klar over hvem han var?

Hver lørdag var alle kanonerne – ca.10-12 stk.- stillet op til pudsning på torvet. Da kanonerne pegede over mod en købmand, som var kendt for sin fjendtlighed mod tyskerne, hørtes der mange vittigheder derom.

Der var mange forskellige køretøjer i byen. Nogle havde været med i Afrikakorpset og havde store hjul. Andre var erobrede franske militærkøretøjer. Der var mange køretøjer parkeret i præstegården og op ad vejen mod Skoffergaarde.

En deling tyskere, som rejste fra Nimtofte den 26. marts, kom ud for en jernbanesabotage ved Lystrup enge. Jeg har haft kontakt med såvel sabotørerne som med en tysker i forbindelse med denne tildragelse. Der omkom syv soldater og flere blev såret.
Enkelte steder havde tyskerne lavet “mandehuller”. Det var et hul i jorden så dybt, at en mand kunne stå oprejst deri og lige netop se over kanten. Der var et par stykker langs vejen op ad Kratbakken og et på torvet ved krostalden.
Ved det sidstnævnte hul stod en af mine kammerater en aften og snakkede med vagten, da en patrulje kom forbi. Min kammerat hoppede ned i hullet, men nu viste det sig, at det var vagtafløsningen, der kom. Han sad nu fanget i hullet, men det lykkedes ham at forsvinde, da den nye vagt var på afstand. Han opdagede bagefter, at han havde gjort sig våd i bukserne af angst.
I “Krattet” kan man langs vejen til Hedvigslyst endnu se resterne af nogle løbegrave.
Da soldaterne rejste sidst i april, måtte flygtningene gå rundt i byen og tigge mad og tøj. Kosten var hver dag kålrabisuppe. Efter kapitulationen arbejdede nogle en tid hos bønderne. Senere blev de ca, 200 flygtninge flyttet til Tirstrup.

Før krigsafslutningen arbejdede et par russiske krigsfanger, som var smede fra Kaukasus, i smed Mikkelsens smedje med at lave beslag til telefonmaster. Desuden lavede de panserværnsgranater af træ og jern til øvelse, dels hos karetmageren og dels hos smeden. Russerne lavede selv de tænger, som de skulle bruge, og værktøjet ligger endnu i smedjen. De røg meget og brugte avispapir til at lave cigaretterne af.
Løjtnant Kryger var en uforskammet fyr. Han boede hos doktoren, og en gang han kom ind i et lokale, havde en menig ikke hilst ordentlig på ham. Løjtnanten tog sin kniv og skar alle knapperne af soldatens uniform med et frækt grin.
På en gård fortalte ejeren lidt om landbrugets forhold. Bygmel og rugmel måtte males på Møllen, men ikke hvedemel, som var rationeret. Der var afleveringspligt af korn til Staten. Det blev administreret af Møllen. Et bestemt kvantum korn kunne beholdes alt efter den enkelte gårds dyrehold. Der måtte beholdes 1300 kg byg eller havre pr. hest (1 tønde =100 kg).
Hvede måtte ikke beholdes, men man kunne dog få det malet illegalt på en mølle mellem Nørager og Vivild.

Tyskerne kom tit ud på gårdene for at købe æg og flæsk.
Da tyskerne i de sidste dage i april kom ud på gårdene for at hente heste, måtte de ikke tage drægtige avlshopper, og de måtte kun tage nogle, hvor der var mere end to heste. En hest kunne på banegården i Ryomgaard ombyttes med en ringere hest iflg. en bestemmelse. Hestene nåede dog kun til grænsen. Her stod de den 5. maj i jernbanevogne og havde ikke fået foder i flere dage.
Hos følgende hentede soldaterne heste: På Hedvigslyst, hos Anders Andersen, Sønderskov, i Møllegaarden, på Nimtoftegaard, hos Jens Sørensen, Kolstrup, hos Helge Andersen, Baunehøjgaard, hos Villy Busk og Niels Busk, Battrupholt.
De fleste heste med vogne og seletøj blev hentet St. Bededag, og Anders Andersen fortæller, at da tyskerne kørte ud af gården, råbte en soldat til ham: “Hokuspokus”!
På en gård i Kærende havde gårdejeren stillet sig op uden for porten med et jagtgevær og nægtet dem adgang. Værnemagten måtte vende om med uforrettet sag.
En tysk officer havde ladet et ord falde til en dansker i byen, som var centralt placeret. Denne ringede aftenen før til mange gårdmænd og advarede dem. En del heste blev således gemt ude i skoven.
På en gård gravede man sølvtøj og linned ned i jorden i de sidste dage på grund af ryger om, at tyskerne havde taget sådanne ting nogle steder.
Man lavede selv kaffeerstatning på gårdene. Det foregik på den måde, at man brunede noget byg langsomt på en pande for derefter at male det i en kværn. Den brankede smag og farven mindede lidt om kaffe, men nogen opkvikkende virkning havde det så sandelig ikke.

En gårdmand blev flere gange rekvireret til at køre døde flygtninge op på den nye kirkegård. Det skete i fjedervogn eller i kane.
Bag stationen i Lyngbakken havde tyskerne nedgravet et benzindepot. På den gamle fodboldbane syd for byen er der nedgravet ueksploderet ammunition.
På modsatte side af fodboldbanen ned mod åen kan man endnu se fordybninger i jorden. Det er rester af kanonstillinger med udgravede zigzagskyttegrave imellem.

Nimtofte i bakspejlet (afslutning).
DEL 4

På en gård ved siden af mejeriet holdt officererne fest et par gange. Officererne var vistnok alle akademikere. Der var invitation til en del unge piger i byen, men der kom kun 3-4 stykker.
I et af karetmagerens værksteder havde tyskerne et hjemmebrænderi, som forsynede byens garnison.
Der var tit udgangsforbud efter kl. 20, men der var vistnok en del trafik om aftenen i ly af mørket over kirkegården, og en robåd lå forankret ved haverne over for huset “Aabo”, hvis man skulle over åen til Svendstrup.
På telefoncentralen sad der altid en tysker og overvågede, hvad der skete. Han hed Richard Norach og var togfører i det civile liv. Tyskerne havde direkte telefonforbindelse til Århus, idet der var anbragt en telefonledning under højspændingsledningerne.
I byen var der ikke ret mange piger, der ville have noget med tyskerne at gøre. Der var dog 2-3 stykker, som fraterniserede lidt for meget med fjenden. De blev da også klippet skaldede af nogle danske unge mænd efter befrielsen.
I Marius Christensens gård havde tyskerne fængsel. 2 karlekamre uden varme blev brugt. Fangerne fik til tider en skive rugbrød skubbet ind under døren af danskerne.
I Møllegården var der anbragt en “Gullash-kanon”, et stort feltkøkken på hjul og med en høj skorsten. Nogle af soldaterne gik ad Kærlighedsstien, når de skulle hente mad, og de sang altid, når de gik efter maden.
I et hus ved Godsdalsbakken (Tøstrupvej) var to vagter inde at drikke aftenkaffe, medens to andre vagter holdt øje med tingene. De kunne høre, hvis der kom kontrolpatruljer.

Når soldaterne skulle hjem på orlov, havde de mange gode ting med til Tyskland. Flæsk, mel og æg m.m. Blandt soldaterne hed Danmark “spækfronten”.

Jeg har tidligere omtalt skyderiet nytårsaften, men kan desuden nævne, at der var opstillet maskinkanoner (22 mm) 3-4 steder i byen: Ved nedkørslen til Torvegården, på mejeripladsen, på bakken ved smed Mikkelsen (Apoteket) og oppe på bakken over Krostalden. De store patronhylstre fra kanonerne gemtes i mange år nogle steder i byen. (Måske er de der endnu)?

I missionshuset sov 30-40 mand i halm på gulvet, først soldater, senere russiske krigsfanger og til sidst flygtninge. Deres WC var en 8 meter lang stang, der var hævet ca. 50 cm over jorden. Underneden var der gravet en dyb rende til latrin. En ung fyr skulle efter sigende vist være faldet ned i renden en gang.
I trælastbygningerne ved siden af krostalden havde tyskerne ca. 10 kanoner og 5 kampvogne i garagen i gården.
I et stort hus i byen var der fire soldater indkvarteret. Der var et lille barn i huset, og én af tyskerne havde selv et barn på samme alder. Det var rørende at se ham, når han legede med den lille, og der var en gribende afsked, da de fire skulle af sted til Østfronten. Familien fik en træhest og noget chokolade af tyskerne som gave.

Tøstrup Centralskole blev beslaglagt den 18/3 1945. En landmand fortalte, at man skulle holde godt øje med hestene, når en deling soldater begyndte at marchere, for de gjorde appel med foden og begyndte at synge. Det var en fremmed lyd for hestene, der blev meget forskrækkede.
Den tyske kaptajn i byen var der respekt om. Han var en særdeles værdig og stram herre, som havde megen forstand på militær strategi. Men en aften han havde været til fest, var stilen gået af ham. Han forsøgte at bevare værdigheden, da han kom gående op ad torvet med kasketten i nakken, men det lykkedes ikke helt. Han var ledsaget af to “støtteenheder” bestående af to underofficerer, som lidt skråt bagved gik på hver side af ham. Hvis han kom for meget i zig, trådte den ene støtteenhed til – kom han for meget i zag, trådte den anden til. I øvrigt havde de to “støtteenheder” travlt med at støtte hinanden!
Der var ingen skærmydsler i byen mellem danskere og tyskere. Der var heller ingen ivrige nazister blandt befolkningen, men nogle få stykker havde dog en vis nysgerrig sympati.

En ung mand fra byen valgte dog at kæmpe mod kommunismen ved at melde sig til det tyske “Frikorps Danmark”. Jeg husker ham, da han var hjemme på orlov i 1942 i flot uniform. Han faldt juleaftensdag i 1942 i Rusland.

– – – –
 
Af egne oplevelser kan jeg fortælle, at jeg var én af de første, der så soldaterne, da de kom til byen om aftenen den 23. december. Jeg kom cyklende ud til stationen i mørket, da jeg hørte en mærkelig raslen. Det viste sig at være en lang kolonne soldater, der kom fra toget. Jeg fik hurtigt hånden foran min cykellygte, som ikke var mørkelagt, og skyndte mig hjem med nyheden.

En aften senere hen havde jeg været på stationen og gik i mørket sammen med en lille flok danskere på vej hjem fra toget, da en underofficer pludselig farer ud på vejen, griber mig i kraven og stikker sit ansigt tæt hen til mig. “Na, na nein”, siger han og slipper mig igen. Senere fandt vi ud af, at der havde været øvelse i byen den aften, hvor nogle soldater i civil skulle snige sig gennem byen.

Når soldaterne skulle til fronten, fik de lov til at drikke lidt aftenen før. Jeg talte med et par pæne fyre, som næste morgen skulle til Østfronten og kæmpe mod russerne. De var bestemt ikke glade, men meget alvorlige. Næste morgen husker jeg, hvordan jeg lå under den varme dyne og tænkte, at det var godt, det ikke var mig, der skulle afsted.

Julegavekort fra en tysk soldat til en dansk familie. Som tidligere nævnt har jeg fået navn og adresse på ti tyske soldater og flygtninge, som man stadig havde rundt omkring i hjemmene i Nimtofte. I 1990 havde jeg besøg af tidligere gefreiter Herbert Gabler fra Chemnitz. I Nimtofte var han skriver og arbejdede i det store gule hus på torvet (Stærekassen). Han sov i en barak, hvor de havde halmmadrasser på gulvet. De hentede mad ved gullash-kanonen nede i Møllegården. Noget kunne tyskerne selv købe i byen. Han var bl.a. glad for flæsk og flødeskum. Slagteren ville ellers ikke sælge til tyskerne, men en dag kom to høje herrer med pistol og kasket og gav besked om, at han i fremtiden skulle sælge til dem.
Soldaterne i Nimtofte var uddannede panserjægere – de skulle altså bekæmpe kampvogne – og jævnligt kom der besked om, at 25-30 mand skulle afsted til fronten. Der var megen flytten rundt med tropperne, snart kom der nye og snart rejste der nogle.

Da Herbert Gabler efter krigen kom hjem, var han med tog til Frankfurt a.M. og skulle gå på sine ben til Dresden (ca. 500 km). Han fortalte hvor uhyggeligt spændende det var, da han kom gående udenfor byen. Han havde ikke hørt fra sin familie flere måneder. Hans kone og søn var dog i live, men hans hus og arbejdsplads var i grus. Han fortalte, hvor frygteligt det var at leve under kommunismen i Østtyskland. Da han kom hjem, havde familien reddet klaveret, men det beslaglagde russerne. Han måtte selv hjælpe med at læsse det på en lastbil og så på, at russerne kørte afsted med det. – – – –
 En anden jeg har haft kontakt med, er Heinz Zimmermann fra Hamburg. Jeg gengiver her hans brev i oversættelse:

“Erindringer om min tid som soldat i Nimtofte:

Jeg var dengang soldat i et Panzerjagerkompagni. Dette kompagni havde en kampstyrke på 180 mand. Befalingshavende var løjtnant Weber. Vor leder hed stabsfeldwabel Adolf
Winther. Kompagniet tilhørte Panzergrenadierregiment 83, nr. 3 Frankfurt/Oder.
Efter forskellige steder i Danmark kom vi til Ryomgård og senere til Nimtofte.
Her blev vi indkvarteret i skolen og mange andre steder rundt i byen. Ammunitationslageret
var anbragt uden for byen. Vor bevæbning var: Panzerværnskanoner af kaliber 7,5
cm, 5,0 cm og 3,7 cm. Desuden havde vi maskingeværer, granatkastere,
panserfaust, karabiner og pistoler. Antallet af kanoner var 10-12 stk. Desuden
havde vi en luftværnskanon.
Vore køretøjer var mandskabsvogne, traktorer og lastbiler. Traktorerne var krigsbytte af engelsk oprindelse.

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg faldt godt til i Nimtofte. Vort samvær med
befolkningen var godt. Der var ingen fjendtligheder eller den slags. Jeg var i
marts måned på en tjenesterejse til Østfronten som transportledsager.

Der var vi ude for et angreb, idet banelegemet blev sprængt af partisaner. Det foregik dog
nogenlunde lempeligt. Jeg kom tilbage til Nimtofte, da hovedparten af
kompagniet var rejst. Det blev indsat på Østfronten i Pommern ved Stargart og
revet op. Jeg har aldrig set nogen af dem siden.
Hvor resten af kompagniet kom hen, ved jeg ikke. Jeg fik marchordre til at tage på kursus i
Frederikshavn, men det nåede jeg ikke inden kapitulationen.
Resten af kompagniet traf jeg først i engelsk fangenskab på øen Eiderstedt.

Med familien som jeg kom hos i Nimtofte, havde jeg et varmt venskabsforhold, som hjalp mig
igennem den grimme tid, thi de erstattede mine egne forældre. Jeg tænker endnu
i dag med glæde på tiden i deres hus i Nimtofte”.

Heinz Zimmermann.

 Erland Skovbjerg fortsætter: Da fredsbudskabet kom om aftenen den 4. maj var vi alle forsamlede omkring radioen i Brugsen, hvor min far var uddeler. Da blev der glæde. Lærer Krogh kom gående ned gennem byen og råbte, at man skulle stille ind på BBC i London. Senere på aftenen fortalte far, at han i marts måned havde haft besøg af et par mystiske personer, som kom kørende i bil.
Den ene var en grim karl at se på. Han gik frem og tilbage i butikken med en revolver i lommen. Den anden kom ind på kontoret til far og begyndte at sige noget om, at nu skulle vi gerne have tyskerne ud af landet lidt hurtigt. Han ville have far til at fortælle, hvem der hjalp tyskerne og i det hele taget have ham til at sige noget imod tyskerne. Han udgav sig for at være frihedskæmper og var ellers en tiltalende mand. Min far var lige ved at give ham nogle oplysninger, men lod så være, fordi han undrede sig over at de kunne køre i en benzindrevet bil, når alle andre kørte med gasgenerator.
Far sagde så til ham: “De kunne jo være sabotør!” Han spillede altså dum og manden måtte gå med uforrettet sag. Senere fandt min far ud af, hvem de var. Det var to danske stikkere, som kørte rundt og lavede terror for tyskerne, bl.a. ved at likvidere kendte mænd. Deres navne var Bothildsen-Nielsen og lange Lund. De blev begge henrettet efter krigen for landsskadelig virksomhed.

Den 5. maj om morgenen blev der en jubel uden lige. Kirkeklokkerne ringede og i Nimtofte var alle flag hejst og ingen var på arbejde.
Jeg og et par kammerater kørte rundt i hestevogn og samlede brænde til et bål om aftenen ved skolen. Om aftenen holdtes en fest ved genforeningsstenen med taler og sang. Lærer Krogh, manufakturhandler Rafn og banemester Mogensen talte.
Senere gik alle op til skolen, hvor festen fortsatte. Man afbrændte et bål og midt i bålet var der en dukke i tysk uniform.
Denne afbrænding var nok lidt for meget, for ud på aftenen kom der en bil med fem frihedskæmpere fra Glæsborg og manede til ro og orden. Udenfor hækken listede tyske flygtninge forsigtigt omkring og iagttog sceneriet. De første dage efter befrielsen var der frihedskæmpere på vagt i byen. De stod ved hotellet og genforeningsstenen for at holde øje med, om der kom flygtede hipofolk eller tyskerhåndlangere gennem byen.

Jeg er sikker på, at ingen som har oplevet befrielsen, vil glemme denne dag, og jeg kan tilslutte mig en sætning, som jeg har læst. Den lyder således:

“Den 5. maj var vor generations stjernestund!”

LÆRLING I BRUGSEN I 1945

Erland Skovbjerg

Da jeg var færdig med skolen som 15-årig, vidste jeg ikke, hvad jeg ville, og det endte med, at jeg fik en kittel på og skulle hjælpe til i Brugsen, hvor min far var uddeler. Jeg husker min generthed, da jeg første gang stod ved disken i den hvide kittel med slips og sagde: ”Hva’ sku’ der være?” Brugsen i Nimtofte lå for enden af Torvet og var en stor blandet landhandel, som beskæftigede 6-7 mand i forretningen.

Dengang var der jo ikke selvbetjening i butikkerne, men ekspedienterne fandt alle varer frem fra hylder og skuffer bag disken. Der handledes med kolonialvarer, isenkram, manufaktur og mange grovvarer så som kunstgødning, frø, kul, cement, tjære, olie mm.
Mel, gryn, sukker og salt kom i store sække og skulle vejes af i små poser ude i bagbutikken og sættes på hylderne i butikken. Grøn og brun sæbe kom i 50 kgs jernbøtter, og eddike og husholdningssprit i store tønder på 200 og 100 liter.
De gamle talte altid om potter og pund, mens de unge og smarte brugte betegnelserne liter og kilo. Noget af tiden tilbragte jeg på budcykel, og arbejdet interesserede mig ikke synderligt.
Min bror, som var førstekommis var somme tider ude i haven for at lede efter mig, hvis jeg syntes, der var for kedeligt og havde ladet mig friste til at gå ud og øve mig med min luftbøsse.
Der var lange diske i butikken, således at kunderne var omgivet af diske på 3 sider, når de kom ind ad døren i enden af butikken.
Vi havde også en lille manufakturafdeling, som blev passet af ekspeditricen. Engang skulle en af byens fine fruer have et par underbenklæder. Det var en kommis, som hed Ejner, som tilfældigvis var kommet over i manufakturafdelingen den dag. Han var ikke altid helt heldig. Han viste et par damebukser med lodden vrang, størrelse 48 frem.
Fruen sagde hertil: ”Neej, de er da vist for store”. Ejner lagde hovedet lidt på skrå, og gik en lille runde om damen og tog bestik, hvorpå han sagde: ”Mon”!
Om morgenen kom jeg altid for sent op, og det var ikke med den store lyst, at jeg begyndte på arbejdet. Det var lige modsat med min bror. Han var født til at være ved handlen og gik op i det med liv og lyst. Han var gift og boede i et hus på bakken, hvorfra han havde en god udsigt over byen. Han stod op kl. 6, og fuld af energi og arbejdslyst sad han sommermorgener ude på terrassen og nød morgenkaffen, mens han fulgte med i byens opvågning.
Mælkekuskene kørte forbi – der blev skramlet med spande på mejeriet – de første hammerslag på ambolten hørtes nede ved smeden ved Mølledammen – kirkeklokkerne ringede solen op – tømreren startede sine maskiner – ”Gjerrildgrisen” fløjtede – på kvisten sidder en stær og synger, mens solen spiller i fjerdragten – en ny dag begynder i Nimtofte.
Mælkekuskene holder ved butiksdøren og henter deres varer. Dagen er i gang. Kaffemøllen snurrer, og der dufter godt af friskmalet kaffe. Den første pakke ”Grøn Sissel” (Grøn Cecil) langes over disken. Prisen er 40 øre. Det gamle messingapparat med forsiringer og gesvejsninger ringer. Vogne med kornsække ruller forbi på vej til møllen.
Jeg bliver sendt ned i kælderen for at åbne en trætønde med islandske spegesild. Med en træsaks fisker jeg et par sild op og pakker dem ind i pergamentpapir.
Mælkemanden ”Lauses” vogn holder på torvet med mælk og fløde til husholdningerne, mens hesten ”Mælkeklaus” venter tålmodigt. Post Simonsen kommer med dagens breve og aviser – der er jo også en verden uden for Nimtofte.
En kunde fortæller en vittighed. Petroliumspumpens taktfaste slag høres fra bagbutikken. En kunde vil have kredit. Telefonen ringer, en ny ordre skal ekspederes. Nu holder en hestevogn udenfor og venter på sin kurv. Jeg er ude og aflevere varerne. Der har lige været en frisk forårsbyge, der dufter så dejligt, og fuglene synger omme i skoven. Hvem der da bare kunne være ude i naturen lige nu. Den gamle, fine apoteker er ude på sin daglige formiddagstur med sin stok og sin ledsager. Apotekeren har ”gasmasken” på, som vi siger. Han har vist nogle ansigtssmerter, som gør, at han skal have hovedet pakket ind med en særlig hætte, så kun øjnene er frie. Parret står tit stille, og apotekeren spørger om et eller andet. Hans ledsager var en lille trind mand med spidse træsko og en stor hat. Hvad ledsageren, som havde været landmand, kunne diskutere, vides kun fra en enkelt gang, da en mand havde hørt noget bag en hæk. Apotekeren havde sagt: ”Sig mig, min gode mand, hvad gør en landmand, når han er midt ude på marken, og han så pludselig skal ?”. ”Hæ, hæ, han skijer på stejet”, siger den lille mand og hiver op i den gamle apoteker og går videre.

Vi skal gøre rent i dag på de øverste hylder. Vi kommer der næsten aldrig, og der er galakser af støv.
Så er det tid til en formiddags-forfriskning i form af et glas kold kærnemælk inde på kontoret. Over middag holdt en gårdmand uden for butikken med sit hesteforspand. Jeg gik ud for at hente hans ordre. Samtidig modtog jeg en kurv med æg, som jeg skulle veje og give afregning for. Fedekalven var åbenbart blevet slagtet, for jeg fik også et kalveskind med ind. Jeg rullede skindet ud og kom groft salt på indersiden – godt ud i hjørnerne. Skindet blev rullet sammen igen for at blive afhentet af ”Skindsøren”, som hver torsdag kom og hentede æg og huder.
Jeg ekspederer ordren, som var indskrevet i kontrabogen, og vejede 4 pund byggryn af, samt 6 pund flormel og 4 pund sukker. En pakke Richs tog jeg med i farten, da jeg skulle hen til sæbebaljerne og afveje 2 pund brun sæbe, som jeg gravede op med en stor jernspatel, der havde et skaft på en halv meters længde. En sodavandsflaske med patentprop blev brugt til husholdningssprit, og en 3 pægls flaske (vinflaske) blev fyldt med eddike, som blev aftappet fra den store tønde. Et stykke ost blev skåret til med den store ostebue, og gær for 10 øre blev brækket af og smuldret med fingrene, så der var det rigtige antal gram. Det stod godt til med rengøringen på gården, kunne jeg se, for de skulle have blåelse, Ata-skurepulver og Persil vaskepulver. Til sidst måtte jeg over på lageret og udmåle 6 favne treslået reb, som sikkert skulle bruges til nye skagler på hestevognen. Til slut blev der sat priser på i kontrabogen. Næsten alle fik kredit og betalte så engang i mellem. Landmændene kunne sommetider få op til et halvt års kredit.
Varerne blev båret ud til vognen, og gårdmanden slog knald med pisken og kørte veltilfreds afsted.

Her efter krigen var der stadigvæk rationering af nogle varer. Folk skulle aflevere rationeringsmærker ved køb. Disse mærker skulle tælles op i små poser og indsendes til Varedirektoratet, Vognmagergade 2, København K. (Jeg husker adressen endnu, selvom det snart er 60 år siden). Det var altid spændende, om det stemte, for nogle kunder ville godt snyde, hvis de kunne slippe af sted med det.
Butiksgulvet blev fejet hver middag og igen efter lukketid samt vasket hver fredag aften. Jeg tror, at vi havde omkring 100 skuffer i bagdisken med alskens kolonialvarer. Bl.a. var der dengang nogle, som brugte skråtobak, hvilket er små sorte ruller af tobak og lakrids af en blyants tykkelse. Man tog skråen i munden og anbragte den med tungen ved den ene kind, indtil den langsomt var opløst. En anden form for tobak var snus. Det var noget sort, klistret tobakssmuld, som man anbragte mellem underlæben og tænderne. De stærke safter kunne undertiden ses løbe ned fra mundvigene.
Oppe på loftet opbevarede vi endnu en gammel spytbakke, som havde været anbragt på gulvet nede i butikken indtil for få år siden. Fra min barndom husker jeg, at den stadig var i brug, og at gamle mænd spyttede sorte klatter i den. Før i tiden havde det været lærlingens opgave at holde den ren hver dag. Det var ulækre måder at nyde tobak på, men det var nok sundere end at ryge cigaretter.
Ovre i pakhuset på den anden side af vejen var oliekælderen. Her var tønder med forskellige motorolier. Det tog en evig tid at tappe det af, særligt om vinteren.
Engang skulle Ejner fylde olie i en dunk og havde lukket op for hanen. Han syntes imidlertid godt, at han kunne gå over i butikken og lave lidt andet, mens olien løb. Men Ejner glemte alt om den ting, og da en af kommiserne kommer derover et par timer senere, er hele kældergulvet fyldt med olie.
Nu skulle olien skovles op i tønden igen. Ejner smider en lille, åben trækasse ud på gulvet og vil springe over på kassen. Der sker naturligvis det, at kassen glider i den glatte smøreolie, og Ejner falder bagover og ligger på ryggen i al suppedasen og spræller i sin hvide kittel.
Kælderen blev gjort ren. Far skulle jo helst ikke opdage noget, men han havde bemærket postyret og kom med en tør bemærkning et par dage efter.

En gårdmandskone havde for vane at komme et par minutter efter lukketid hver aften. En aften, da vi havde lukket, så vi hende nede på torvet på vej mod Brugsen med sin spånkurv under armen. ”Duk Jer”, blev der råbt. Vi dukkede alle ned bag diskene og skjulte os. Men uheldigvis var døren alligevel ikke låst, og konen kom ind i butikken. Nu var gode råd dyre. Måske var der lidt fnisen hist og her, men en kommis dukkede lidt efter op med en støveklud i hånden, som om han havde været ved at gøre rent på de nederste hylder. Han gik og ekspederede hende og skrævede over dem på gulvet. En anden lærling og jeg kravlede ind under disken og gemte os ved sæbebaljerne.
Til jul var der særlig festlig i Brugsen. Juleudstillingen blev lavet om aftenen den anden lørdag i december. Allerede om eftermiddagen, mens butikken endnu var åben, blev julevarerne pakket ud og kommiser og lærlinge gjorde sig mange ærinder ud på lageret for at se de nye varer. Et år var det lykkedes at købe et parti vin hos et af de fine gamle handelshuse. Der skulle naturligvis smages på vinen – nogle skulle endda smage flere gange for at kunne udtale sig.
Sådan en udstillings-lørdag, når dadler, figner, appelsiner og alle de andre julevarer var stillet frem, sluttede af med en kop kaffe og noget natmad. Stemningen var altid høj, når vi sad om bordet i den sene nattetime. Med min mor og pigen var vi 7-8 mand sådan en aften.

Den store 200 kg tønde med sirup (et oksehoved kaldtes den) var endelig kommet. Flere koner havde været utålmodige og spurgt efter sirup. De ville gerne i gang med at bage brune kager. På søndage hyggede vi os ved middagsbordet samtidig med, at vi hørte giro 413 i radioen. Der blev talt om alt muligt, og jeg husker, hvordan alle var bange for russerne i de år.

Til lærlingen og pigen sagde man ”du”, men til kommiserne og ekspeditricen sagde man ”De”. Ekspeditricen blev altid kaldt ved efternavn – f.eks. ”frk. Christensen”.
Min far var uddeler i Brugsen i 43 gode år.
Far havde for vane at gå en runde i den mørke butik før sengetid. Kun gadelygterne lyste op. I sine egne tanker vandrede han langsomt rundt med hænderne på ryggen, mens han funderede over dagens hændelser. Af og til har han vel bemærket en sen aftenvandrer under gadelygterne på det nattestille torv. Der duftede af kaffe, tobak, spegepølse og alskens krydderier eftersom han passerede forbi, og omgivet af den mørke butiks trylleri nød han dagens sidste stund.

EN TUR GENNEM NIMTOFTE
Af Erland Skovbjerg

Jeg vil gerne fortælle lidt om Nimtofte. Som nogen måske ved, er jeg født her i Nimtofte – i Brugsen i 1929, og jeg boede her i 19 år. Jeg flyttede til Århus, og det var jo ikke længere væk, end at jeg kunne holde forbindelsen ved lige. I ca. 35 år har jeg mere og mindre effektivt arbejdet med egnens historie. Jeg har afleveret et ret omfattende materiale til Lokalarkivet her i Nimtofte (i dag Kolind), bl.a. 300 gamle fotografier, hvor jeg har skrevet tekst på. Nimtofte har eksisteret i ca. 1000 år – altså siden vikingetiden. Bynavnet ses første gang på tryk i 1426.

Første bebyggelse var i Svenstrup, idet Nimtofte var en ”toft” til Svenstrup.
Svends ”thorp” betyder Svends bebyggelse, boplads – og en ”toft” er en lille toft eller mark uden for landsbyfællesskabet. Altså hvor Nimtofte er i dag, var en ”toft” på den anden side af åen.
Bakker og landskaber er dannet for ca.12.000 år siden, og har ligget uændret siden 4. istid. Da lå der et kilometer tykt lag is over det meste af landet. Isen kom fra nord og øst og skubbede sand og ler og grus foran sig, når den skurrede hen over grundfjeldet. Da isen så smeltede for ca. 12.000 år siden, dannedes smeltevandsaflejringer af sand og grus, som formede de landskaber, vi har i dag. Mols-bakker og Eskebakken, som møllen ligger for foden af, og alle de andre bakker, som byen er omgivet af, er altså fra denne tid.

EN TUR GENNEM BYEN
Vi kan begynde på møllen. Der har været mølle her, i hvert fald siden 1600-tallet. I 1798 fæstede Jens Nørager stedet og købte det i 1810. I 1823 blev det købt af kaptajn Knud Knudsen. Han havde været kaperkaptajn under krigen 1807-14 og havde erobret et engelsk handelsskib, som han solgte. Og for prisepengene købte han mølle og møllegård. I 1852 overtog H.C. Delholm stedet. Han var cand.polyt. og blev en god mand for byen. Der fortælles i øvrigt, at det første juletræ i Nimtofte blev tændt i 1860 på møllegården.
Møllen brændte i 1889 og igen i 1909. Der fortælles, at da branden opstod, blev en mand sendt på cykel til Tøstrup, hvor brandsprøjten stod. Den bestod af et stort, ovalt kar på ca. 1½ meters længde og 1 meter dyb. Sprøjten var anbragt på fire hjul og blev spændt bag en hestevogn. Brandsprøjten kom kørende i fuld galop, men den lille vandstråle har nok ikke kunnet stille meget op over for ilden i den store gård. Møllegården har et stateligt stuehus, og der fortælles, at i den lille tilbygning op mod kærlighedsstien er der en tilmuret hvid dør eller port. Efter sigende skulle der komme en hvid dame ud ad døren hver nat kl. 12. Min kontaktmand havde dog aldrig set hende!!
I 1915 blev møllegården købt af J.P. Kahr. Jeg husker ham som en stor, statelig mand. Vi børn havde en remse, som vi gik og sagde: ”Jens Peder Kåhr han har skut en håre, men hans kuen – hun er møj viller, hun har skut en iler”. – Nå det var sådan lidt barndommens pjat.
I den gamle mølle var der ”overfaldsmøllehjul”, men i 1909 kom der turbine som trækkraft til møllen. Fra 1909 og til 1945 var møller Hvid møller, og efter 1945 var møller Mortensen bestyrer.

Smed Larsens gamle smedje var oprindelig en smedje, der tilhørte møllen i mange år. Så kommer vi op til ”Godsdalsbakken”. Den hedder egentlig ”Gåsedalsbakken”, og navnet kommer sikkert af, at der langt ude på marken, mellem Nimtoftegård og Tøstrupvej var en mose, hvor der altid var gæs. Vi løb på skøjter derude, og kaldte den Jacob Simonsens dam. Forneden ved Godsdalsbakken lå Meldgårds lange, gamle hus. Her boede i 1880erne et par, der blev kaldt ”tyske Peter” og ”tyske Anne”. I det gamle hus var der lerstampede gulve og alkover, og under spisebordet i stuen sad hønsene på fodstangen om natten.

Lidt ud ad Tøstrupvej går der en vej ned til højre til Sivesteddal. Her skal man være forsigtig med at færdes på torsdage aftener, når der er fuldmåne. For så kan man risikere at møde ”Gravsoen”. Der er flere beretninger om det uhyggelige dyr, og historien har sin rigtighed, for den gamle smeds oldefar har selv set den.

Så går vi hen på torvet. Vi kommer til ”Torvegården”. – Vi kaldte den Jørgen Hovgårds gård. Den havde fire skorstene. I midten af 1800-tallet boede gårdejer Grouleff her. Det er den familie, der har givet de fire lysekroner, som hænger i kirken i dag. Her var ”brevsamlingssted”, dvs. at folk afleverede og fik deres breve her.
Hvor Brugsen nu ligger, havde købmand J.P. Nielsen sin købmandsforretning fra 1861 og til 1901, da den blev opkøbt af den nyoprettede brugsforening. I 1912 blev der bygget en ny brugsforening. Det er den, jeg er vokset op i.
Manufakturhandler Ross` hus blev opført ved siden af Brugsen af en søn af købmand J.P. Nielsen ca. 1901. Hvor Genforeningsstenen står var der indtil 1920 en rodeplads, hvor der lå alt muligt skrammel – sten, blikdåser og gamle kødben, som hundene rendte rundt med. Men i 1920 hentede man en stor sten omme fra en gravhøj i Mols` bakker. Stenen blev slæbt på jorden af en masse heste, og støvede fælt hele vejen gennem byen. I dag ser der pænt ud med flagstang og indhegning.
Hvor der er Lokalarkiv i dag (dvs. Torvet 5 indtil august 2016, hvor det flyttedes til Kolind), var byens ældste købmandsforretning. Her har købmændene Leth, Hovgaard, Sigh, Musse og Kaj Åge Rasmussen drevet forretning.
Indtil 1911 var der kro i den østre ende af bygningen. Den blev nedstemt ved en afstemning. Der fortælles, at præsten sad hele dagen og kiggede på folk, der kom og stemte. Han kunne se på dem, hvad de ville stemme, og kroen blev da også stemt ned og lukket.
Otto Rafns store manufakturforretning lå næstefter, bygget af S.P. Simonsen i 1906.
På hjørnet lå Nimtoftegård, hvor slagter Lysgårds hus nu ligger. Gården var firlænget, og dækkede hele det areal, hvor i dag Otto Rafns hus og Svanes hus ligger i østlig retning, og mod syd dækkede det Gunner Hougårds hus (som er en gammel længe af gården) og telefoncentralen. Det var en hvid bindingsværksgård. Ud mod torvet lå haven, som var omgivet af et stengærde. Her sad ungdommen om aftenen og snakkede. Gården blev nedrevet ca. 1901.
I vestenden af torvet lå kroen indtil 1911, hvor det nuværende hotel ligger. På torvet lå krostalden fra 1832 og til ca. 1960. Her gjorde diligencen holdt og skiftede heste, når den kom fra Randers over Skoffergårde. I 1870erne kom den 2 gange om ugen, men senere 4 gange, indtil jernbanen kom i 1911. De 4 passagerer, der kunne være og kusken bedede så en times tid på kroen, før de steg til vogns igen, når postillonen, som kusken i sin røde kappe hed, blæste i sit horn – ”Truttelut” lød det, når den kongelige postvogn kørte ud af byen og videre til Tøstrup og over Gammelmølle til Grenaa.
Ovenfor krostalden lå Otto Rafns trælasthandel og svinefolden.
Hvor Lauses store hus ligger i dag (Torvet 10) lå et lille bindingsværkshus, hvor madam Rymenap havde sit brødudsalg og slikbutik. I 1800-tallet sagde man ”madam” til lidt pænere koner. Til præstens og degnens koner, sagde man ”fru”. Man sagde i øvrigt også ”fru” til koner i gårde, hvor der var 4 skorstene. bl.a. Torvegården. De almindelige koner i byen kaldte man blot ved fornavn.
Mellem Sighs forretning (altså Lokalarkivet – det gamle ) og ned til åen var der et stort areal, som brugtes til markedsplads, indtil det flyttede til Ryomgård i 1904. Der var store markeder i Nimtofte, og på pladsen kunne der være op til 30-40 køer og nogle får og geder m.m. sådan en dag. Hestene blev handlet oppe på torvet. Her kunne også være 30-40 heste, som skulle sælges. Karlene rendte rundt og viste hestene frem – i trav og skridtgang og hvad det nu hedder. Hestene skulle bedømmes før man gav håndslag på en handel og bagefter gik ned på kroen og drak lidkøb. Markedsdagen var en festdag. Børnene havde fri fra skole, og ved enden af lokalarkivet og i den modsatte ende ned mod Nimtoftegård, var der nedgang til markedspladsen. Her var musik, gøgl og luftgynger sådan en dag. Og ovre hos madam Rymenap kunne børnene får Bismarksklumper og honninghjerter.

STATIONSVEJEN – indtil jernbanen kom i 1911 kaldtes den ”Smedegyde” – ”Smejgyy” Jeg har spekuleret lidt på, hvorfor den hed det? Der må vel have boet smede der engang, og min teori er, at den har været kaldt sådan siden middelalderen. For i Georgsminde udvandt man myremalm dengang, ligesom man nu graver tørv. Man har altså gravet og udsmeltet jern i dette område. Og disse smede, som arbejdede her, har nok boet i den ende af byen. En anden ting, som bekræfter den antagelse er, at på gamle kort hedder den bæk, der går fra Georgsminde og ned gennem Ellerne til Nimtofte-Ramten åen, ”Smedebækken”! Et andet forslag er fremsat af post Chr. Simonsen med et glimt i øjet. Den går ud på, at før IC`s høje hus blev bygget, var der altid genlyd- eller ekko- ud gennem slugten i Smedegyde, når smeden slog på sin ambolt nede ved møllen.
Hvor gartner Erik Simonsens hus ligger, var der i 1860erne en højskole. Den hed ”Den højre Bondeskole” og blev drevet af Delholm på møllegården. Når man havde gået der i 2-3 år, kunne man komme på universitetet eller Landbohøjskolen. Så det var en god uddannelse. Det gamle missionshus ”Silo” er bygget 1893, og tømrer Aug. Jensens store hus (Stationsvej 7) er fra 1894.
Over for ligger et lille hus, som vi kaldte Løwschalls hus. Her havde doktor Pedersen i 1890´erne en sygestue, som patienter blev indlagt på, når de skulle i en behandling, der varede i flere dage. Måske er det Djurslands første hospital?
Så har vi fattighuset og Stationen. RGGJ, altså Ryomgård, Gjerrild, Grenaa Jernbane fungerede fra 1911 og til 1956. I mange år var fru Mogensen stationsforstander. Stationen var et vigtigt sted i byens liv. Da banen blev oprettet i 1911, sagde man, at nu kom der mange mennesker til Nimtofte og lagde deres handel, men det gik lige omvendt, for i stedet tog folk fra byen og handlede i Grenaa og Randers. Der var også visse ”traditioner” omkring banen. Når ”½-otteren” fløjtede, skulle de små børn komme ind og i seng, når de var ude at lege om sommeren. Og når ”Slæveren” kom kl. 12. gik karlene hjem fra marken for at få deres middagsmad.

Ad. RYOMVEJ – Kirken, er i romansk stil og fra ca. 1150.
Doktorens hus (Ryomgårdvej 11) er fra 1869 og bygget af mursten fra et lille teglværk fra den nærliggende gård ”Kragelund”.
Urmagerens hus (Ryomgårdvej 9) er fra 1896 og her var ”brevsamlingssted” en periode. Herredsbroen hedder sådan, fordi åen var skel mellem Nørre Herred og Sønderhald Herred. Her var et ældgammelt vadested, og endnu i begyndelsen af 1900-tallet måtte tunge arbejdsvogne ned over vadestedet, fordi den spinkle træbro ikke kunne holde til dem.
Apoteket er et enkesæde til fru Delholm på møllegården. Den firkantede tilbygning med selve apoteket er fra 1903 og 04.

Går vi videre om mod præstegården ser vi 9 store kastanjetræer langs åen. De er plantede i 1896. På modsatte side af vejen ligger det, vi kaldte ”Granbakken”. Den blev tilplantet i 1840erne af pastor la Cour. Træerne blev fældede i 1898, og noget af træet brugt som bygningstømmer til laden og vestre ende af Severin Hougårds gård i Kærende.
Så kommer vi til Wolle Skrædders lille hus før Forsamlingshuset. Det er det eneste 1600-tals hus, der er tilbage i Nimtofte.
Forsamlingshuset er bygget i 1893 og fungerede til 1949.

Præstegården er fra 1918. Den gamle præstegård er fra 1599 og altså 400 år gammel. Den gamle lade ligger der endnu, og over døren står årstallet 1599. Her i døren er en lem, som ingensinde må lukkes, for her hopper ”Den sorte hund” ind hver nat på sin færd gennem Nimtofte i midnatstimen. Men det er en historie for sig.
Ovenfor præstegården ligger ”Thorsens gård”. Den er flyttet herop i 1888, da den brændte. Den lå ellers kun en vognsbredde fra præstegården og hed Svanes gård.
Nær præstegården lå det gamle mejeri, og på modsatte side af vejen ligger Svenstrupgård.
Ude i engen lå ”Taigården”. Den er der lidt mystik om, for ingen vèd rigtig, hvor den har ligget. Tai betyder tudse. For foden af kratbakken lå et langt rødt bindingsværkshus, som vi kaldte Lenes hus. Nogen mener, at det var stuehuset til “Taigården? Engen blev drænet i 1906, men langt ude op mod baneskråningen ligger en lille rest af “Taisøne” endnu. ”Dos”, det 4000-årige vartegn for byen er kendt af alle. I 1700-tallet udgravede præsten højen og han fandt bl.a. tvende altre, en kobberring og en kobbersaks samt noget røgelse, som lignede rav, men var af en yndigere lugt. Helligkilden i krattet over for har jeg omtalt i Optimisten og aviser. Jeg satte et skilt op ved kilden i 1967 sammen med præsten og nogle fra Lokalarkivet. Jeg håber, det er der endnu.

OM KRIGEN
Vi husker jo alle den 9. april 1940. Jeg vågnede ved lyden af flyvemaskiner. Nede i butikken havde mælkekuskene fortalt, at de havde set hagekors på flyverne, så vi var klar over, at det var tyskerne, der var kommet. I skolen havde vi alle sammen en sær fornemmelse i maven, da vi stod udenfor og ventede. Så kom lærer Krogh ud og fortalte, at landet var blevet besat, og han syntes, at vi skulle gå hjem. Vi drenge talte flyvere hele dagen, og jeg husker, at Erik Gartner havde set 352 flyvere over Nimtofte. Jeg tog åbenbart den fulde konsekvens, for i min dagbog skrev jeg:” Vi sov ind som danske, men vågnede op som tyske.” Nå, så galt gik det jo heldigvis ikke.
Bortset fra rationeringer og restriktioner mærkede vi ikke meget til krigen, og det varede år, før vi så en tysk soldat. Der blev dog omgående beordret mørkelægning, og om aftenen skulle man på gaden gå med et hvidt bånd om armen på ikke mindre end 10 cm’s bredde, eller et bånd om hatten på ikke mindre en 6 cm.
Så den 23. december 1944 kl. ca. 17.30 var jeg cyklende ud til stationen. Jeg hørte en sær raslen i venstre side af vejen, og ved nærmere eftersyn så jeg i mørket en lang kolonne af tyske soldater, der kom gående med deres hjelme og gasmasker. Jeg for omgående hjem og fortalte om det. Tyskerne blev modtaget med en blanding af nysgerrighed, venlighed og en kold skulder. De blev indkvarteret i forsamlingshus, missionshuse og skole. Desuden blev de indkvarteret hos private ca. 20 steder i byen. Her i Møllegården var en del, og på gårdspladsen havde de deres køkkenvogn – eller Gullaschkanon, som den blev kaldt.
Juleaften var der juletræ på tømmerpladsen ved siden af det nye missionshus. Kaptajnen holdt en tale, som sluttede. ”- – Deutschland hat gewonnen”. Nu kom en soldat ud på missionshusets trappe og sang: ”Stille Nacht, heilige Nacht” – altså ”Glade jul”. Jeg hørte senere, at han var operasanger. Soldaterne havde tårer i øjnene, og de unge ansigter var præget af højtiden. Om aftenen holdt tyskerne julefest i det gamle missionshus. Der fortælles, at stemningen var nedtrykt overalt, og ud på aftenen skød en af soldaterne sig. Næste dag var vi drenge henne og kigge på hullet i tagstenen, hvor kuglen var fortsat op igennem. Jeg siger altid, at der var ikke rigtig krig i Nimtofte.
De steder, hvor soldaterne boede hos private, var de som regel med ved aftenkaffen. Vi drenge havde travlt med deres gøren og laden, vi snakkede med dem, og når vi om aftenen legede i gaderne, lånte vi sommetider tyskernes projektør. En kold snevejrsdag på den gamle fodboldbane, hvor tyskerne havde skydebane, så en af mine kammerater et grimt optrin. 5 polakker, som var tvunget i tyske uniformer, var genstridige. Tyskerne befalede dem at tage alt tøjet af og lægge sig i sneen. Herefter kom andre tyskere til og dækkede dem med sne med deres spader.
Jeg gik tur med mine forældre om aftenen ad Ramtenvejen, jeg var 14 år. Vi hørte tit den ensformige brummen af engelske flyvere, der var på vej deroppe i natten med deres bombelast mod mål i Tyskland. Når vi kom hjem til aftenkaffen, stillede vi radioen ind på den tyske ”Soldatensender Belgrad” i Jugoslavien. Her havde tyskerne en meget kraftig radiosender, der kunne høres over hele Europa og i Nordafrika. 3 minutter i kl. 22 spillede de ”Lili Marlene” – krigens store slager. Der fortælles, at kampene ophørte i Nordafrika, når denne blev spillet, og soldaterne på begge sider lyttede.
Nu fortsatte kampene i Nordafrika – men i Nimtofte Brugs skruede vi radioen hen på BBC i London. Det var forbudt , at høre engelsk radio, men vi sad med ørerne helt henne ved den neddæmpede radio og lyttede, mens tyske vagtposter gik forbi uden for – der var en særlig stemning i stuen.

”Dum, dum dum, DUM” lød det, og herefter spilledes Sct. Jørgens March.  ”Her er London, vi sender til Danmark – – – – – vi bringer en særmelding ”Astronomen taler i telefon – – – Hilsen til Jonna, Valentin, Zakarias, Hjalmar – – – – -”.

Der omkom 4 tyskere i de fire måneder, de var i byen. En blev dræbt, da han ville lave sjov med en kammerat, der stod vagt. En omkom ved et ”vådeskud”, blev der sagt, men andre tyskere, der havde set det, sagde, at det var med fuldt overlæg. Det var en ung, rødhåret syttenårsdreng, de ikke kunne styre. Der var altså et mord her i Nimtofte, og det var ude på skydebanen ved Mathiasens granner, der hvor der nu er Hytteby. Den tredie døde som sagt nytårsaften. Den fjerde husker jeg ikke hvordan. Det er jo en tysker, der har været på besøg siden hos mig, der har fortalt om det.
En dansker så 3 døde russere (mongoler), der blev smidt ned fra en lastbil i et stort hul, der var gravet her omme bag møllegården og uden videre dækket til. Jeg ved, hvor det er.
Sidst i april 1945 – bl.a. Bededag tog de heste og cykler rundt om i byen. Jeg husker det postyr, der var. Vi gemte cykler på loft og i kælder, og dækkede dem til med madrasser og halm og andet. Der blev taget heste med vogn og seletøj 7-8 steder i Nimtofte. Der blev ydet en erstatning på 1500-2000 kr. pr hest.

Naturligvis vil jeg slutte med den 5. maj
Om aftenen den 4. maj. Kl 20.30 kom lærer Krogh gående ned gennem byen og råbte, at vi skulle stille ind på den engelske radio. Og her hørte vi ”Fredsbudskabet”;

”Her er London. I dette øjeblik meddeler Montgomery, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig, jeg genta`r.- De tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig”.

Alle her husker jo den 5. maj. Alle landets kirkeklokker ringede en hel time – alle havde fri – solen skinnede – himlen var blå – og alle var glade Jeg synes, at den 5. maj er den største dag i vort folks historie.

Indsendt af: Erland SkovbjergDato: 7. september, 2010

NIMTOFTE TUR – RETUR
Karl Meinecke

Karl Mejnecke skrev i 1974 denne artikel til Dagbladet Djursland og Ryomgård Realskoles årsskrift. Den bringes her med ganske få redaktionelle ændringer:

Der er mange stationsbyer i Gjerrild banens gamle spor, om de stadig kalder sig stationsbyer, er en anden sag, men de er der, alle 13 plus trinbrætterne.

En af disse byer er Nimtoft. Der ligger en jernbanerejse gemt i hukommelsen – tur/retur Nimtoft – et eller andet glemt år under første verdenskrig i Grisens ungdom. Nu er Nimtoft blevet ca. 60 år ældre, og besøgende har at benytte andre transportmidler for at kigge på byen, der var Djurslands trafikale midtpunkt i de gamle landevejes tid.

Byen, der engang var Djurslands midtpunkt, hed fra gammel tid Nimtoft og stavet sådan de sidste 5-600 år. Stednavnet må anses for at være betydeligt ældre, lige så gammelt som de bondesamfund, der tog rydningen i ådalen i eje og grundede de første gårdbrug. Da lå landsbyen grupperet omkring åens sider, langt senere om kirkens. Nimtoft er toften til Svenstrup. Forstavelsen Nim er af ukendt oprindelse, og måske det oprindelige navn, som i vikingetid fik toft hængt på. Stednavneforskere mener, at Ny eller Ni henviser til den snævre ådal og kan være et gårdnavn. Toft er det samme ord som tomt og fra tidlig vikingetid. Toft (eller tomt) betegner et jordstykke, en hegnet ager ved gården eller i dens nærhed, og som ikke er inddraget i landsbyens mark eller fælled. I det følgende skrives bynavnet bevidst Nimtoft, i egnens mål siger man “Nymtowt”.

I “Den Danske Atlas” fra 1768 findes et tidsbillede af Nimtoft. Sådanne beskrivelser skyldes for det meste provsten, præsten eller undertiden degnen – i undtagelsestilfælde udgiveren Erich Pontoppidan selv. Nimtoft kirke har kun fået et par linier, så det er næppe Hans Velærværdighed, Hr. Jacob Riise til Nimtoft og Koed, der har lagt gåsepen til:

“Nimtoft Bye er ved en liden Bæk adskilt i tvende Deele. I den venstre Deel, som kaldes Svenstrup og ligger i Synderhaldherred, er Præstegaarden med 3 Bøndergaarde og 2 Huuse. Kirken i den østlige Deel, som kaldes Nimtoft, ligger i Nørreherred. Kirken er liden efter Sognet og med et liden Taarn. Man kommer til Kirken ved en Broe, og ihvorvel Bækken er liden, er den dog Skel mellem begge Herreder. Til Skolehold i dette Sogn er af Etatsraad Fogh til Ryomgaard og Familie givet 400 Rigsdaler. I Svenstrup Mark på en meget stor Høj kaldet “Doos” er tvende hedenske Altre. Under det ene har Præsten omtrent 1736 fundet en Urne, hvori foruden Been, Kul og Aske var en Kobbersax, et Span lang, og lidet derfra nogle Stykker Røgelse, som lignede brun Rav, men af yndigere Lugt.”

Hvor disse sidste gravsager er havnet, meddeler kilderne intet om. Dengang havde man ikke overlæge Hovesen og Djurslands Museum til at tage sig af den slags ting. Der findes ej heller noget skriftligt om Nimtofts historie før 1968. Senere kom Traps Danmark og huskede, hvad Den Danske Atlas havde glemt eller overset. Endelig har byen haft sin egen historieskriver, afdøde førstelærer Hans Birkelund, der i skrift og tale har givet både by og sogn eftermæle. Nimtoft borgere af i dag vil nikke genkendende til et og andet i den gamle beskrivelse, men næppe synes om, at Nimtoft å kaldes en bæk.

Den ældste bygning – kirken – er den samme, som Jacob Riise holdt tordenpræk’ner i. Den er grundlagt i romansk tid mellem 1150-1250. Den første kirkebygning af

gør nar af det spinkle tårn. Øverste stokværk har uden tvivl været lagerplads for tiendekornet og således tjent praktiske formål. Det noget yngre tårn måtte undgælde for flotheden med det store våbenhus og blive spinkelt – men stort nok til at rumme kirkeklokken.

Inventarets fineste del er døbefonden af granit, den særprægede type med ranker på kummen og dyrefigurer i foden. Måske tilhugget på den djurslandske stenmester Horders værksted i kirkens byggeår. Dåbsfadet er fra 1575, altertavlen dateres til 1650 og opmalet med nyt billede i 1800. Prædikestolen er godt og solidt håndværk fra 1657.

Præstegårdens lade og stald i gammelt bindingsværk er fredet i klasse A og værd at kigge nærmere på. På lo-dørens overligger af svært egetræ læses årstallet 1599. Eller er det som byens borgere helst ser det – 1592? Hvis det sidste er rigtigt, bliver Nimtoft præstegård den ældste i sin art på Djursland, måske i hele Danmark. Rimsø har en tilsvarende fra 1593, og det står fast. Selvom præst og degn holder med menigheden i denne tvist, bør man se i øjnene, at Nimtofts årstal er lidt usikker i udformningen.

Den gamle skolebygning ved kirkegårdsdiget vest for tårnet er helt ukendelig og naturligvis for længst helt ude af brug. Og dog er det huset på denne grund, som Etatsråd Fogh (død 1753) lod bygge til skole på den kongelige danske regerings bud. Tilmed lod han anlægge en smal skolevej langs kirkegårdsmuren uden at sprænge beløbsrammen på 400 Rigsdaler. Under den gamle skoles murermesterpuds skjules sikkert dette oprindelige bindingsværk, der i nyeste tid har fået bygget til og blevet udstyret med kvist for at gøre ødelæggelsen total.

Nimtoft sogn var i fæstevæsenets tid opdelt mellem de nærliggende godser og hovedgårde. Den vestlige del og Svenstrup hørte til Ryomgård med undtagelse af Wolle Skræders hus i Svenstrup,

der ejedes af Løvenholm, og måske er det gamle hus, der med lidt for meget pynt på facaden alene repræsenterer et 1700-tals “jordløst hus” i Nimtoft. Nimtoft Mølle med omliggende gårde og huse hørte under Vedø hovedgård. Byerne Mogenstrup og Kolstrup ejedes af Løvenholm Gods, der forhen hed Gjesingholm, og ligeledes ejede Battrupholt, en tidligere skov, der engang har været stavet Bag-terp-holt. Og skov har der været, endda så meget, at man har haft glasværk på stedet. Hyttebakken ved Kolstrup minder derom, her findes spor af et glasværk – en glashytte.

Doos eller nutidigt Dås med de to hedenske altre ligger på en urgammel plads i Svenstrup Mark, sognets højeste punkt, og er en langdysse med to kamre. Om de fundne gravsager kan oplyses: Kobbersaxens størrelse er angivet til et Span, der er engelsk længdemål svarende til 9 danske tommer. De fundne stykker røgelse, som lignede brunt rav, kan næppe være andet. Tidligere brugte man – især ved vestkysten – rav i kirkernes røgelseskar. Det har man altså vidst i den tids Nimtoft – 1768 – men ikke, at stykkerne i virkeligheden kan have været rester af et smykke medgivet den døde ved gravsætningen engang i bronzealderen.

Den gamle landevej Grenå-Randers kom ind i Nimtoft fra Tøstrup og snoede sig gennem byen forbi kro og kirke over broen – og før dens tid et vadested – til Svenstrup. Fortsatte langs åen og på ny over denne langs præstegårdens dige og videre til Skoffergårde og Løvenholm skove. Skoffergårde er forvansket af Schæffergårde og viser hen til en for længst glemt tid, da en tysksproget ejer havde stort hold af Rhinske får i den magre egn.

Den gamle krogård og kro var kirkens nærmeste nabo efter den gamle opskrift: Hvor Vorherre bygger en kirke, lægger Fanden en kro. Denne gamle udlægning af kirke og kros tilhørsforhold gælder naturligvis alle andre steder, hvor man – som i Nimtoft –  havde krav på et par bedesteder for de landevejsfarende. Krobevilling kendes udstedt i 1791, men krohold på pladsen må være meget ældre her ved den alfare vej. Foruden de små ydmyge steder – bl.a. hos Wolle Skrædder i Svenstrup (død 1770) – hvor manden havde både brændevin og glas stående parat, når en tørstende sjæl kiggede indenfor. Efter et midlertidigt ophold andet steds i byen ligger kroen atter ved kirkens side – og kaldes hotel.

Byens centrale beliggenhed – midtvejs – gav tidligt muligheder for handel og håndværk. Oprindeligt et samfund af bønder og agerbrugere og langsomt ændret gennem århundrederne.

Byen havde en betydelig vandmølle, hvis historie fortoner sig i fortiden. Møllen er der stadig, men vandet ledes nedenunder til ingen verdens nytte efter at have samlet sig i den nyoprensede mølledam. Forhen var Nimtoft mølles ejere eller forpagtere ofte grumme rige folk med mange børn og stort folkehold – foruden høj rang med fine titler.

For ca. 100 år siden – ved folketællingen i 1870 er der registreret 54 familier i byen, tilsammen 251 personer, hvoraf 8 var jordbrugere. I møllegården alene boede 15 mennesker. Dengang havde byen ridende politibetjent, Ehlers J. Ebbesen, født i Møgeltønder 1835. Resten af beboerne er jævnt fordelt på alle slags håndværk og handel, foruden de tre naboer: præsten, degnen og kromanden.

Nimtoft fik mejeri i 1884, apotek i 1903, det sidste som en stiltiende bekræftelse på byens centrale beliggenhed. Apoteket findes stadig i samme hus (1974), det tidligere enkesæde for møllerfamilien Dehlholm. Byen havde store markeder indtil 1900, da man måtte afstå dette privilegium til knudepunktet i Ryomgård. Da endelig byen blev jernbaneby og fik stationsbygning, rangerspor og tre daglige forbindelser i hver retning, var udviklingen allerede rendt uden om på andre områder. Forsøg på at skabe industri bl.a. kartoffelmelsfabrik holdt så længe, som krigen varede og et par år mere. Den gamle landevej var borte, jernbanen R.G.G.J. forsvandt ligeledes efter at have tjent byen trofast.  Den nye landevej gik langt norden om Nimtoft og tog trafikken med sig. Bilerne kom ind i billedet, og stationsbyen tog vemodigt afsked med sin jernbane i 1956. Siden blev mejeriet kasseret og nedlagt. Bygningerne tjener nu som domicil for en avanceret eksportindustri (1974). Vandmøllen har ladt vandet i stikken og bruger anden form for energi. Mølleriet er ombyttet med grovvarehandel i stor stil og på andelsbasis. Byens håndværkere og handlende konkurrerer på livet løs med kolleger i nabobyerne.

I den snævre ådal i byens midte har lokalpatriotiske borgere ladet mølledammen genopstå som en smuk idyl. Byens beliggenhed kan der aldrig rokkes ved. Nimtoft ligger til enhver tid midt på Djursland – ovenikøbet i Midtdjurs Kommune.

Rosmus Hede i september 1974, Karl Mejnecke.

ENEBOEREN I ØSTENFJELD

Grenaa Dagblad 1957
(Jens Erik Mehlsen)

”INGEN HAR NOGENSINDE SPURGT OM, HVAD JEG HAVDE LYST TIL”
Dette var en avisoverskrift d. 12. okt. 1957 fra Grenaa Dagblad. Artiklen handlede om Andrea, født ca.1880, hvor hendes far var ca. 42 år og hendes mor ca.39 år. I 1957 var Andrea 77 år og levede på sin fædrene gård i Østenfjeld, nærmere betegnet Østenfjeld Skovhus. Gården er nedrevet for længst. Når man kommer ad hovedvej 16 fra Auning, lå den i svinget til venstre, næsten overfor Djurs Sommerland. En journalist og fotograf besøgte dengang – ganske uanmeldt – Andrea Nielsen på hendes forfaldne gård. Nedennævnte er deres fotos og referat. Retskrivningen er uændret.

Jeg vil blive i min rede og vil ikke paa alderdomshjem, siger den 77-aarige Andrea Nielsen, Østenfjeld Skovhus, i denne samtale.

Hyldebærtræerne staar med bugnende, sorte klaser. Døvnælderne med de hvide blomster breder sig overalt langs de forsømte bygninger med det frønnede, hullede straatag. Ja, hist hvor vejen slaar en bugt…men fortsættelsen… ligger der et hus saa smukt, passer bare ikke. Derimod væggene lidt skæve staa…

Spurveflokkene letter sig dovent, naar man færdes her, mens hønsene med den struttende sunde, rødkammede kok i spidsen spankulerer rundt paa møddingen. I baggrunden, nede i en slugt, piler den skovkransede bæk af sted. Nat og dag. aar ud og ind. Et barometer paa evigheden.
Vi befinder os ved Østenfjeld Skovhus ved Randers – Grenaa hovedlandevej, hvor trafikken haster forbi. Nogle for at naa færgen, hvad de forhaabentlig gør, selvom farten tit er halsbrækkende. Andre raser bare afsted, fordi saadan gør man nu engang i vor rastløse tid. Men lidt skærmet bag nogle store træer ligger den lille gaard. Forfaldet er aabenbart, men camoufleret for dem, der har travlt.

Hunden paa bordet
Nysgerrig bliver man. Hvilken skæbne skjuler sig her? Her bor den 77-aarige frk. Andrea Nielsen. Hun er ikke meget for at blive spurgt ud.
”Nu er jeg gammel og udslidt. Ligner vist en rigtig trold – kommer det med et skævt smil imellem graad og latter…Derfor tror jeg heller ikke, at folk længere bruger gaardens rigtige navn…” Nægtes kan det ikke, at alt her flyder malerisk mellem hinanden og fra vindueskarmene hænger tykke spindelvæv. Pludselig springer den kældne, blanke, trinde, sort- og glathaarede hund op og lægger sig paa en madrads paa spisebordet.

Drømmende, der brast
Men Andrea har vel ogsaa engang været ung og livsglad, en frodig, arbejdsom pige med drømme om ægteskabelig lykke og en vugge ved hjemmets arne?
”Man siger, at De engang tænkte paa at læse til præst, og at De har haft en ulykkelig kærlighed, Andrea Nielsen”?
”Man siger saa meget”, lyder svaret. ”Hvad der er passeret, kommer ingen ved. Jeg skulle være ved landbruget og skulle efterhaanden afløse mine forældre, hvis ikke ejendommen skulle gaa tabt. Og hvad skulle de saa leve af? Der er aldrig nogen, der har spurgt, hvad jeg havde lyst til. Som ung var jeg et par aar ude at tjene. Ellers har jeg været her i alle de 77 aar, jeg har levet.” 

Andrea i sin stue

God ved dyrene
”Deres hund er meget kælen”?
”Ja, Bjanda er god nok. Den kender ikke menneskers svig, men kommer tillidsfuldt enhver i møde. Den er bare saa towli. Dy dig, hund. Lad vær’ at springe op, din skarnskøter”, smaaskænder Andrea. ”Nej, Bjarda er god nok.”
”Har De andre dyr end hunden?”
”Ja, det har jeg da rigtignok. Tre køer, to kvier, nogle svin, lidt høns. Og den lille killing, De ser lege i vinduet der. Der er ingen af naboerne, som vil kendes ved den. Den kom tilløbende for tre uger siden, – mager og forkommen. Antagelig glemt af nogle sommerhusbeboere. Saadan som de plejer i deres tankeløshed. Nu har jag da faaet den fedet op.”

Maskinstation dyrker jorden
”Hvor meget jord hører her til?”
”Mellem 29 og 30 tønder land. Jeg har to dejlige jyske heste. De gaar ude i marken. Men nu nænner jeg ikke rigtig mere at køre med bæsterne mere. Kan vel heller ikke! Saa jeg har en maskinstation til at komme og dyrke jorden i en haandvending med traktor. Men indtil for et par aar siden, sørgede jeg selv for baade pløjning, harvning, saaning og høst. – Ene mand her paa ejendommen! Jeg har ogsaa ryddet mange tønder land i Sundet (Kolindsund). Min far og søster hverken kunne eller ville. De var heller ikke meget for markarbejdet i det hele taget. Hvem skulle saa andre end jeg? Jeg har ogsaa brugt hjøllen (leen, red) meget. Men nu er det min skræk at faa fat i den.”

Ingen har slidt haardere
Nu kniber det dog at komme over arbejdet. Men tidligere kunne ingen følge mig. Ingen af naboerne var villigere (dygtigere, mere slidsomme). Ingen har slidt haardere. Nu er jeg gammel. Jeg ved bare, at ogsaa naboerne, som har travlt med mig, en dag bliver gamle.”
”Har der aldrig været tale om, at De skulle paa alderdomshjem?”
”Nej, hvorfor det? Jeg vil ikke. Jeg trives ikke andre steder. Lad mig blive i min rede.”
”De er god ved dyrene, siger man”
”Jeg ved godt, at bygningerne er ved at falde sammen. Men saa faar dyrene lov at færdes herinde, saa vidt der da er plads. Og foder og pasning skal jeg nok sørge for, saa længe jeg kan.”

Alene, siden far døde juleaften 1925
”Er De aldrig ensom?”
”Jeg har været ene, siden far som den sidste af slægten – bortset fra mig selv, naturligvis – gik bort juleaften 1925. Han blev godt 87. Mor døde i 1922. Og alle mine søskende er væk. Siden har jeg været jenle.”

COLLAGE AF NIMTOFTE
Erland Skovbjerg

1890 – 1900, – Collagen nedenfor er lavet af den tidligere Nimtofte-dreng Erland Skovbjerg i samarbejde med sin søn, Den var udstillet på vort gamle arkiv i Nimtofte, men er nu nænsomt restaureret og ophængt i vort arkiv i Kolind.