Nimtofte

OVERSIGT:

NIMTOFTE I BAKSPEJLET (Erland Skovbjerg)
NIMTOFTE TUR – RETUR (Karl Meinecke)
COLLAGE AF NIMTOFTE 1800 – 1900 (Erland Skovbjerg)

Ænder ved Mølledammen i Nimtofte

NIMTOFTE I BAKSPEJLET – 1940 – 1945

Erland Skovbjerg

Artiklen var oprindelig bragt på det nu nedlagte site: lokalarkivmidtdjursland.dk

DEL 1
Danmarks besættelse

Den 9. april 1940 besatte tyske tropper Danmark.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en vedvarende motorlarm fra flyvemaskiner. Nogle mælkekuske havde set hagekors på lavtgående fly, men først kl. 8 blev besættelsen meddelt i radioen.
 Vi skolebørn stod ved skolens hæk og havde en sær fornemmelse i maven. Vi var i 9-års alderen og forstod på de voksnes alvorlige miner, at der var noget galt. Kl. 8 kom lærer Krogh ud og fortalte os om meddelelsen i radioen, og vi skulle alle gå hjem.
 Vi børn havde travlt med at tælle flyvemaskiner, og en af mine kammerater talte denne dag 352 fly over Nimtofte. Jeg førte dagbog på dette tidspunkt og har åbenbart taget den fulde konsekvens af besættelsen, for i min dagbog skrev jeg: “Vi sov ind som danske, men vågnede op som tyske”!

En ung karl fra Nimtofte var soldat den 9. april i Sønderborg, og han overværede den tyske indflyvning og så det danske luftskyts i aktion. Han var ikke impliceret i noget og blev hjemsendt 16. april.

Med det samme kom der forordning om mørkelægning af alle vinduer, og når man færdedes i de mørke gader om aftenen, skulle man have et hvidt bind om armen på mindst 10 cm’s bredde eller et hvidt bånd om hatten på ikke under 6 cm.
 
Krigens videre konsekvenser
Bortset fra mangel på varer mærkede man i Nimtofte ikke meget til krigen i de første år. Bilernes lygter skulle blændes af og måtte kun have en lysåbning på ca. 10 x 2 cm, og højest tilladte fart var 30 km i timen om aftenen.
 Vi fik rationeringskort og i 1945 var rationen pr. måned: 1 kg sukker, 1200 gram smør, 1200 gram franskbrød, 8 kg rugbrød, 1 kg havregryn og byggryn, 125 gram salt, 250 gram kaffeerstatning, 100 gram håndsæbe (40%). Ingen margarine. I syltetiden bevilgedes lidt ekstra sukker. Ingen kul. Krydderier var af savsmuld eller lignende ting tilsat ekstrakt. Ingen chokolade, men kun erstatning. Desuden var der kødkort, men tirsdag var kødløs dag.

Den højest tilladte temperatur var 18 grader, men i kirke og forsamlingshus var kun 10 grader tilladt. Det blev dog ikke overholdt. Varmt vand i haner var forbudt, og kun 15 og 25 watt pærer var tilladte.

Der var mange love og bekendtgørelser, bl.a. om maximalpriser, forbud mod hamstring og lign. Der skulle spares alle steder, og de handlende havde deres besvær med at fordele tingene retfærdigt. Butiksruderne skulle kalkes til og måtte kun have en lille åbning på ca. 40 x 50 cm. I døren skulle der være en lyssluse bestående af et tæppe, der skærmede for lyset om aftenen, så det ikke kunne ses af fremmede flyvere.

Biler kunne få gasgeneratorer påsat. Man fyrede her med bøgetræ, men de fleste biler fik hjulene taget af og de blev klodset op, som man kaldte det. Enkelte spændte heste foran bilen. Cykeldæk var umulige at få, og man brugte mange ting som erstatning, f.eks. træringe med små fjedre under, tovværk eller korkpropper.
 Tøj blev lavet af kradsuld og celluld og kaldtes maximaltøj. Det blev tit vendt hos skrædderen, når det blev for medtaget. Gulvtæpper og sengetøj lavede man i en periode af papir. Textilvarer, strømper m.m. var på kort. Sko blev lavet af kunstpap, fiskeskind el. lign.
 Tobak var snart den mangelvare, der var mest snak om. Man avlede selv tobak her i Danmark, særlig på Fyn, men det var af ringe kvalitet. Jeg husker selv de afskyelige cigaretter som hed: Torry, Corsar, Asra, Colombo, Powhatten (Puha).

Ifølge et højtideligt cirkulære var al afbrænding af fyrværkeri forbudt, men undtagne var dog stjernekastere, bordbomber og knallerter.
 
Folkelige rørelser under krigen
Under krigen var der mange folkelige rørelser, som gik ud på at værne om danskheden og i det skjulte genere tyskerne. Der var noget som kaldtes Alsang. En lille sangbog med et billede af Kong Christian X var meget populær og overalt og ved enhver lejlighed blev de danske nationalsange sunget.

Det nazistiske parti DNSAP – Dansk National Socialistisk Arbejder Parti – blev i folkemunde oversat til: “De når sør’me aldrig Petersborg”!

Et par gange var der folkestrejker i Danmark, og vi strejkede også i Nimtofte.

Når fodbold- og håndboldholdet skulle til nabobyerne for at spille, kørte vi i åbne lastbiler med gasgenerator. Vi stod op, og med den friske blæst ind i ansigtet sang vi af fuld hals. Når vi passerede en mark, der lige var gødet, sang vi em melodi, der var meget populær dengang. Den hed: “Der er en duft af jeg ved ikke hvad, rappe rap”!
 I lange perioder var der udgangsforbud efter kl. 8 om aftenen. Alle festligheder, bal m.m. blev derfor holdt om eftermiddagen.

I disse år var der nogle unge mennesker i de større byer, der havde halvlangt hår og iførte sig lange jakker i stærke farver og gik med tykke skosåler. De kaldte sig “swingpjatter” og de fleste mennesker rystede lidt på hovedet af dem.

Under krigen var der mange der lavede beskyttelsesrum. Det var et stort hul i jorden, f.eks. 4 x 5 meter og tildækket af træbjælker med jord ovenpå. Her kunne en familie så gemme sig, hvis byen blev jævnet med jorden eller hvis der kom luftangreb. Jeg kender i hvert fald 4-5 steder, hvor man havde et beskyttelsesrum.
 Der var jo megen snak mellem folk om den forventede invasion, men heldigvis for os kom den i Frankrig og ikke i Danmark.

Der var ingen vejrmeldinger i radioen under krigen, så man tog alle de gamle vejrregler og varsler frem igen. Nogle gamle folk var særlig kloge på vejret og nød stor respekt.
 
DEL 2

Nimtofte i bakspejlet

Tyske soldater i Nimtofte i vinteren 1944-45

Denne artikel har i forkortet form været bragt i Dagbladet Djursland den 24/4 1995.

Den 23. december 1944 ankom 200 tyske soldater og nogle russiske krigsfanger til Nimtofte. Byen, som dengang havde 450 indbyggere, måtte i hast finde indkvarteringsmuligheder til de fremmede. Skole, missionshus og forsamlingshus blev stillet til rådighed, og mange steder fandt indkvartering sted hos private.

De næste 4-5 måneder blev en højst usædvanlig tid i byens historie. Bortset fra varemangel og rationering havde vi stort set ikke mærket noget til krigen, og holdningen over for tyskerne var nærmest en blanding af nysgerrighed, venlighed og en kold skulder.

Juleaften havde tyskerne rejst et stort grantræ på tømmerpladsen. Der blev sunget salmer, og kaptajnen holdt en højtidelig og stemningsfuld tale. Senere gik et par officerer rundt i røde nissedragter og ønskede befolkningen en glædelig jul.

Om aftenen var der fest i det gamle missionshus. Jeg har hørt, at stemningen var meget nedtrykt, og at de fleste græd. Mange havde jo ikke hørt fra deres familie i lang tid, og efter nytår kunne de vel forvente at blive sendt til østfronten. En soldat skød sig ud på aftenen, og næste dag var vi drenge henne at se hullet i tagstenen, hvor kuglen var gået igennem.

I juledagene spillede et tysk orkester på 5-6 mand på torvet som en gestus overfor befolkningen, men der kom blot nogle få nysgerrige hastende forbi. Kun børn stillede sig op og lyttede.

Nytårsaften var det fint måneskin, og kl. 24 begyndte tyskerne at skyde nytår ind. Da blev der fest i gaden. Soldaterne gik rundt og sang og overalt bragede det af løst krudt. Lysbomber i grønne og råde farver dalede ned over byen, og tre steder var der opstillet maskinkanoner, hvis skarpe bjæffen jeg endnu kan høre for mig. De store messinghylstre fra kanonerne gemmes endnu flere steder i byen. Hundredvis af mennesker var på gaden, og det blev sent, inden byen faldt til ro.

Overalt var byen præget af værnemagten. Lader og udhuse var fulde af biler, kanoner og små tanks. Gaderne genlød af støvletramp, marchsange og rul-lende køretøjer. Byen var blevet revet ud af sin vante trummerum, og der var noget at tale om i hjemmene.

Jeg var 14 år og boede på torvet. Vi drenge gik højt op i, hvad tyskerne foretog sig, og vi kendte mange af dem ved navn. Vi snakkede en del med dem, men glemte alligevel ikke, at de var vore fjender.

En aften Herman fra Hamburg stod vagt, lånte vi hans projektør, mens vi legede i gaderne. Vi underholdt os længe med ham, og han lærte os nogle uartige ord på tysk.


DEL 3

Nimtofte i bakspejlet

Samtidig tog de cykler og jeg husker det postyr, der var i byen i de dage. Vi gemte cyklerne på lofter og i kældre og dækkede dem til med halm, tæpper osv. En cykel var blevet gemt under en lille dynge brændestykker i nærheden af slagteren. Uheldigvis havde tyskerne fået fat i en gris, som de ville slagte, men grisen løb fra dem og hen i brændestablen, hvor dens ben gik som trommestikker, så træstykkerne røg til alle sider, mens tyskerne holdt den i halen. Slagteren var bange for at cyklen skulle blive afsløret, råbte “la’ mig” – og så slagtede han grisen for dem.

En morgen drog de fra byen. Løjtnant Winter, Heinz, Hermann fra Hamburg og alle de andre. Der var råb og rabalder i gaderne. Tunge køretøjer rullede gennem byen på vej mod syd. Måske har et par pigeøjne hist og her fulgt dem bag tæt fortrukne gardiner. Der blev stille i byen, smågrupper af danskere stod og talte sammen rundt omkring, og man var inde at besigtige huse, lader m.m., som tyskerne havde forladt.

Jeg har talt med en del mennesker i byen om denne periode, og på trods af, at der i skrivende stund er gået 45 år, er det lykkedes mig at finde navn og adresse på 10 tyske soldater og flygtninge.

Jeg har skrevet til syv og fået svar fra fire, som har fortalt mig om tiden i Nimtofte – set fra deres synspunkt.

Herbert og Heinz fortæller:

Soldaterne tilhørte 3. Panzerjäger-kompagni med hjemsted i Frankfurt.Oder, og da de rejste fra Nimtofte, blev de sat ind i kampene ved Stargart i Pommern. Det endte med en katastrofe, for her blev kompagniet stort set tilintetgjort af russerne, og mine kontaktmænd fortæller, at man aldrig har set nogen af dem siden.

Der omkom tre tyskere i Nimtofte. Den ene blev skudt ved en fejltagelse, da han ville lave sjov med en kammerat, der stod vagt. En genstridig rødhåret soldat blev skudt ved et “vådeskud” – hed det sig, men andre tyskere sagde, at det var med fuldt overlæg. En tredje skød som omtalt sig selv juleaften.

Herbert fortalte, at man blandt soldaterne sagde: “Nyd krigen, for freden bliver frygtelig”! Han bor i Øst-tyskland og sagde, at det kom til at passe for hans vedkommende.

Snart kom fredsafslutningen den 5. maj, og en epoke i byens historie med stærke følelser og stærke meninger var til ende.

Jeg husker at den følgende sommer gik man simpelthen rundt og var glad. Snart indfandt den stille hverdag sig, og i byen taltes der igen om generalforsamlingen i vandværket og fodboldkampen på søndag.
 

EFTERSKRIFT:

Foranstående afsnit har været bragt i Randers Amtsavis og Dagbladet Djursland i maj 1995.

Jeg beretter nu om yderligere små-episoder, som jeg har fået fortalt af de ca. 30 personer, jeg har talt med i Nimtofte om denne periode (i helt vilkårlig rækkefølge).

På den nærliggende Tirstrup flyveplads var mange danske arbejdere beskæftiget. Her kom folk fra Aarhus og Randers, og bl.a. illegale balde kom til Nimtofte ad denne vej. Der fortælles mange historier om flyvepladsen. Man blandede f.eks. sukker i cementen, så banen hurtigt blev ujævn og ødelagt. En vognmand fra Nimtofte havde glemt sit “Ausweis” en aften, men han holdt en halv spegepølsemad frem inde i sin hånd i det mørke førerhus, hvorpå der blev råbt “Passer”!

En officer, der kunne tale svensk, var med i mange arrangementer her i byen. Nogle mener han var spion. Han havde i hvert fald lånt civilt tøj af danskere og rejste en gang imellem til Randers. Efter krigen blev han på egne ca. et halvt år og var frihedskæmperne behjælpelig med forskellige ting. Ingen blev klar over hvem han var?

Hver lørdag var alle kanonerne – ca.10-12 stk.- stillet op til pudsning på torvet. Da kanonerne pegede over mod en købmand, som var kendt for sin fjendtlighed mod tyskerne, hørtes der mange vittigheder derom.

Der var mange forskellige køretøjer i byen. Nogle havde været med i Afrikakorpset og havde store hjul. Andre var erobrede franske militærkøretøjer. Der var mange køretøjer parkeret i præstegården og op ad vejen mod Skoffergaarde.

En deling tyskere, som rejste fra Nimtofte den 26. marts, kom ud for en jernbanesabotage ved Lystrup enge. Jeg har haft kontakt med såvel sabotørerne som med en tysker i forbindelse med denne tildragelse. Der omkom syv soldater og flere blev såret.

Enkelte steder havde tyskerne lavet “mandehuller”. Det var et hul i jorden så dybt, at en mand kunne stå oprejst deri og lige netop se over kanten. Der var et par stykker langs vejen op ad Kratbakken og et på torvet ved krostalden.

Ved det sidstnævnte hul stod en af mine kammerater en aften og snakkede med vagten, da en patrulje kom forbi. Min kammerat hoppede ned i hullet, men nu viste det sig, at det var vagtafløsningen, der kom. Han sad nu fanget i hullet, men det lykkedes ham at forsvinde, da den nye vagt var på afstand. Han opdagede bagefter, at han havde gjort sig våd i bukserne af angst.

I “Krattet” kan man langs vejen til Hedvigslyst endnu se resterne af nogle løbegrave.

Da soldaterne rejste sidst i april, måtte flygtningene gå rundt i byen og tigge mad og tøj. Kosten var hver dag kålrabisuppe. Efter kapitulationen arbejdede nogle en tid hos bønderne. Senere blev de ca, 200 flygtninge flyttet til Tirstrup.

Før krigsafslutningen arbejdede et par russiske krigsfanger, som var smede fra Kaukasus, i smed Mikkelsens smedje med at lave beslag til telefonmaster. Desuden lavede de panserværnsgranater af træ og jern til øvelse, dels hos karetmageren og dels hos smeden. Russerne lavede selv de tænger, som de skulle bruge, og værktøjet ligger endnu i smedjen. De røg meget og brugte avispapir til at lave cigaretterne af.

Løjtnant Kryger var en uforskammet fyr. Han boede hos doktoren, og en gang han kom ind i et lokale, havde en menig ikke hilst ordentlig på ham. Løjtnanten tog sin kniv og skar alle knapperne af soldatens uniform med et frækt grin.

På en gård fortalte ejeren lidt om landbrugets forhold. Bygmel og rugmel måtte males på Møllen, men ikke hvedemel, som var rationeret. Der var afleveringspligt af korn til Staten. Det blev administreret af Møllen. Et bestemt kvantum korn kunne beholdes alt efter den enkelte gårds dyrehold. Der måtte beholdes 1300 kg byg eller havre pr. hest (1 tønde =100 kg).

Hvede måtte ikke beholdes, men man kunne dog få det malet illegalt på en mølle mellem Nørager og Vivild.

Tyskerne kom tit ud på gårdene for at købe æg og flæsk.

Da tyskerne i de sidste dage i april kom ud på gårdene for at hente heste, måtte de ikke tage drægtige avlshopper, og de måtte kun tage nogle, hvor der var mere end to heste. En hest kunne på banegården i Ryomgaard ombyttes med en ringere hest iflg. en bestemmelse. Hestene nåede dog kun til grænsen. Her stod de den 5. maj i jernbanevogne og havde ikke fået foder i flere dage.

Hos følgende hentede soldaterne heste: På Hedvigslyst, hos Anders Andersen, Sønderskov, i Møllegaarden, på Nimtoftegaard, hos Jens Sørensen, Kolstrup, hos Helge Andersen, Baunehøjgaard, hos Villy Busk og Niels Busk, Battrupholt.

De fleste heste med vogne og seletøj blev hentet St. Bededag, og Anders Andersen fortæller, at da tyskerne kørte ud af gården, råbte en soldat til ham: “Hokuspokus”!

På en gård i Kærende havde gårdejeren stillet sig op uden for porten med et jagtgevær og nægtet dem adgang. Værnemagten måtte vende om med uforrettet sag.

En tysk officer havde ladet et ord falde til en dansker i byen, som var centralt placeret. Denne ringede aftenen før til mange gårdmænd og advarede dem. En del heste blev således gemt ude i skoven.

På en gård gravede man sølvtøj og linned ned i jorden i de sidste dage på grund af ryger om, at tyskerne havde taget sådanne ting nogle steder.

Man lavede selv kaffeerstatning på gårdene. Det foregik på den måde, at man brunede noget byg langsomt på en pande for derefter at male det i en kværn. Den brankede smag og farven mindede lidt om kaffe, men nogen opkvikkende virkning havde det så sandelig ikke.

En gårdmand blev flere gange rekvireret til at køre døde flygtninge op på den nye kirkegård. Det skete i fjedervogn eller i kane.

Bag stationen i Lyngbakken havde tyskerne nedgravet et benzindepot. På den gamle fodboldbane syd for byen er der nedgravet ueksploderet ammunition.

På modsatte side af fodboldbanen ned mod åen kan man endnu se fordybninger i jorden. Det er rester af kanonstillinger med udgravede zigzagskyttegrave imellem.

DEL 4

Nimtofte i bakspejlet (afslutning).

På en gård ved siden af mejeriet holdt officererne fest et par gange. Officererne var vistnok alle akademikere. Der var invitation til en del unge piger i byen, men der kom kun 3-4 stykker.

I et af karetmagerens værksteder havde tyskerne et hjemmebrænderi, som forsynede byens garnison.

Der var tit udgangsforbud efter kl. 20, men der var vistnok en del trafik om aftenen i ly af mørket over kirkegården, og en robåd lå forankret ved haverne over for huset “Aabo”, hvis man skulle over åen til Svendstrup.

På telefoncentralen sad der altid en tysker og overvågede, hvad der skete. Han hed Richard Norach og var togfører i det civile liv. Tyskerne havde direkte telefonforbindelse til Århus, idet der var anbragt en telefonledning under højspændingsledningerne.

I byen var der ikke ret mange piger, der ville have noget med tyskerne at gøre. Der var dog 2-3 stykker, som fraterniserede lidt for meget med fjenden. De blev da også klippet skaldede af nogle danske unge mænd efter befrielsen.

I Marius Christensens gård havde tyskerne fængsel. 2 karlekamre uden varme blev brugt. Fangerne fik til tider en skive rugbrød skubbet ind under døren af danskerne.

I Møllegården var der anbragt en “Gullash-kanon”, et stort feltkøkken på hjul og med en høj skorsten. Nogle af soldaterne gik ad Kærlighedsstien, når de skulle hente mad, og de sang altid, når de gik efter maden.

I et hus ved Godsdalsbakken (Tøstrupvej) var to vagter inde at drikke aftenkaffe, medens to andre vagter holdt øje med tingene. De kunne høre, hvis der kom kontrolpatruljer.

Når soldaterne skulle hjem på orlov, havde de mange gode ting med til Tyskland. Flæsk, mel og æg m.m. Blandt soldaterne hed Danmark “spækfronten”.

Jeg har tidligere omtalt skyderiet nytårsaften, men kan desuden nævne, at der var opstillet maskinkanoner (22 mm) 3-4 steder i byen: Ved nedkørslen til Torvegården, på mejeripladsen, på bakken ved smed Mikkelsen (Apoteket) og oppe på bakken over Krostalden. De store patronhylstre fra kanonerne gemtes i mange år nogle steder i byen. (Måske er de der endnu)?

I missionshuset sov 30-40 mand i halm på gulvet, først soldater, senere russiske krigsfanger og til sidst flygtninge. Deres WC var en 8 meter lang stang, der var hævet ca. 50 cm over jorden. Underneden var der gravet en dyb rende til latrin. En ung fyr skulle efter sigende vist være faldet ned i renden en gang.

I trælastbygningerne ved siden af krostalden havde tyskerne ca. 10 kanoner og 5 kampvogne i garagen i gården.

I et stort hus i byen var der fire soldater indkvarteret. Der var et lille barn i huset, og én af tyskerne havde selv et barn på samme alder. Det var rørende at se ham, når han legede med den lille, og der var en gribende afsked, da de fire skulle af sted til Østfronten. Familien fik en træhest og noget chokolade af tyskerne som gave.

Tøstrup Centralskole blev beslaglagt den 18/3 1945. En landmand fortalte, at man skulle holde godt øje med hestene, når en deling soldater begyndte at marchere, for de gjorde appel med foden og begyndte at synge. Det var en fremmed lyd for hestene, der blev meget forskrækkede.

Den tyske kaptajn i byen var der respekt om. Han var en særdeles værdig og stram herre, som havde megen forstand på militær strategi. Men en aften han havde været til fest, var stilen gået af ham. Han forsøgte at bevare værdigheden, da han kom gående op ad torvet med kasketten i nakken, men det lykkedes ikke helt. Han var ledsaget af to “støtteenheder” bestående af to underofficerer, som lidt skråt bagved gik på hver side af ham. Hvis han kom for meget i zig, trådte den ene støtteenhed til – kom han for meget i zag, trådte den anden til. I øvrigt havde de to “støtteenheder” travlt med at støtte hinanden!

Der var ingen skærmydsler i byen mellem danskere og tyskere. Der var heller ingen ivrige nazister blandt befolkningen, men nogle få stykker havde dog en vis nysgerrig sympati.

En ung mand fra byen valgte dog at kæmpe mod kommunismen ved at melde sig til det tyske “Frikorps Danmark”. Jeg husker ham, da han var hjemme på orlov i 1942 i flot uniform. Han faldt juleaftensdag i 1942 i Rusland.

– – – –
 
Af egne oplevelser kan jeg fortælle, at jeg var én af de første, der så soldaterne, da de kom til byen om aftenen den 23. december. Jeg kom cyklende ud til stationen i mørket, da jeg hørte en mærkelig raslen. Det viste sig at være en lang kolonne soldater, der kom fra toget. Jeg fik hurtigt hånden foran min cykellygte, som ikke var mørkelagt, og skyndte mig hjem med nyheden.

En aften senere hen havde jeg været på stationen og gik i mørket sammen med en lille flok danskere på vej hjem fra toget, da en underofficer pludselig farer ud på vejen, griber mig i kraven og stikker sit ansigt tæt hen til mig. “Na, na nein”, siger han og slipper mig igen. Senere fandt vi ud af, at der havde været øvelse i byen den aften, hvor nogle soldater i civil skulle snige sig gennem byen.

Når soldaterne skulle til fronten, fik de lov til at drikke lidt aftenen før. Jeg talte med et par pæne fyre, som næste morgen skulle til Østfronten og kæmpe mod russerne. De var bestemt ikke glade, men meget alvorlige. Næste morgen husker jeg, hvordan jeg lå under den varme dyne og tænkte, at det var godt, det ikke var mig, der skulle afsted.

Julegavekort fra en tysk soldat til en dansk familie.

Som tidligere nævnt har jeg fået navn og adresse på ti tyske soldater og flygtninge, som man stadig havde rundt omkring i hjemmene i Nimtofte. I 1990 havde jeg besøg af tidligere gefreiter Herbert Gabler fra Chemnitz. I Nimtofte var han skriver og arbejdede i det store gule hus på torvet (Stærekassen). Han sov i en barak, hvor de havde halmmadrasser på gulvet. De hentede mad ved gullash-kanonen nede i Møllegården. Noget kunne tyskerne selv købe i byen. Han var bl.a. glad for flæsk og flødeskum. Slagteren ville ellers ikke sælge til tyskerne, men en dag kom to høje herrer med pistol og kasket og gav besked om, at han i fremtiden skulle sælge til dem.

Soldaterne i Nimtofte var uddannede panserjægere – de skulle altså bekæmpe kampvogne – og jævnligt kom der besked om, at 25-30 mand skulle afsted til fronten. Der var megen flytten rundt med tropperne, snart kom der nye og snart rejste der nogle.

Da Herbert Gabler efter krigen kom hjem, var han med tog til Frankfurt a.M. og skulle gå på sine ben til Dresden (ca. 500 km). Han fortalte hvor uhyggeligt spændende det var, da han kom gående udenfor byen. Han havde ikke hørt fra sin familie flere måneder. Hans kone og søn var dog i live, men hans hus og arbejdsplads var i grus. Han fortalte, hvor frygteligt det var at leve under kommunismen i Østtyskland. Da han kom hjem, havde familien reddet klaveret, men det beslaglagde russerne. Han måtte selv hjælpe med at læsse det på en lastbil og så på, at russerne kørte afsted med det.

– – – –
 En anden jeg har haft kontakt med, er Heinz Zimmermann fra Hamburg. Jeg gengiver her hans brev i oversættelse:

“Erindringer om min tid som soldat i Nimtofte:

Jeg var dengang soldat i et Panzerjagerkompagni. Dette kompagni havde en kampstyrke på 180 mand. Befalingshavende var løjtnant Weber. Vor leder hed stabsfeldwabel Adolf Winther. Kompagniet tilhørte Panzergrenadierregiment 83, nr. 3 Frankfurt/Oder.

Efter forskellige steder i Danmark kom vi til Ryomgård og senere til Nimtofte.

Her blev vi indkvarteret i skolen og mange andre steder rundt i byen. Ammunitationslageret var anbragt uden for byen. Vor bevæbning var: Panzerværnskanoner af kaliber 7,5 cm, 5,0 cm og 3,7 cm. Desuden havde vi maskingeværer, granatkastere, panserfaust, karabiner og pistoler. Antallet af kanoner var 10-12 stk. Desuden havde vi en luftværnskanon.

Vore køretøjer var mandskabsvogne, traktorer og lastbiler. Traktorerne var krigsbytte af engelsk oprindelse.

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg faldt godt til i Nimtofte. Vort samvær med befolkningen var godt. Der var ingen fjendtligheder eller den slags. Jeg var i marts måned på en tjenesterejse til Østfronten som transportledsager.

Der var vi ude for et angreb, idet banelegemet blev sprængt af partisaner. Det foregik dog nogenlunde lempeligt. Jeg kom tilbage til Nimtofte, da hovedparten af kompagniet var rejst. Det blev indsat på Østfronten i Pommern ved Stargart og revet op. Jeg har aldrig set nogen af dem siden.

Hvor resten af kompagniet kom hen, ved jeg ikke. Jeg fik marchordre til at tage på kursus i Frederikshavn, men det nåede jeg ikke inden kapitulationen.

Resten af kompagniet traf jeg først i engelsk fangenskab på øen Eiderstedt.

Med familien som jeg kom hos i Nimtofte, havde jeg et varmt venskabsforhold, som hjalp mig igennem den grimme tid, thi de erstattede mine egne forældre. Jeg tænker endnu i dag med glæde på tiden i deres hus i Nimtofte”.

Heinz Zimmermann.
 

Erland Skovbjerg fortsætter: Da fredsbudskabet kom om aftenen den 4. maj var vi alle forsamlede omkring radioen i Brugsen, hvor min far var uddeler. Da blev der glæde. Lærer Krogh kom gående ned gennem byen og råbte, at man skulle stille ind på BBC i London.

Senere på aftenen fortalte far, at han i marts måned havde haft besøg af et par mystiske personer, som kom kørende i bil.

Den ene var en grim karl at se på. Han gik frem og tilbage i butikken med en revolver i lommen. Den anden kom ind på kontoret til far og begyndte at sige noget om, at nu skulle vi gerne have tyskerne ud af landet lidt hurtigt. Han ville have far til at fortælle, hvem der hjalp tyskerne og i det hele taget have ham til at sige noget imod tyskerne. Han udgav sig for at være frihedskæmper og var ellers en tiltalende mand. Min far var lige ved at give ham nogle oplysninger, men lod så være, fordi han undrede sig over at de kunne køre i en benzindrevet bil, når alle andre kørte med gasgenerator.

Far sagde så til ham: “De kunne jo være sabotør!” Han spillede altså dum og manden måtte gå med uforrettet sag. Senere fandt min far ud af, hvem de var. Det var to danske stikkere, som kørte rundt og lavede terror for tyskerne, bl.a. ved at likvidere kendte mænd. Deres navne var Bothildsen-Nielsen og lange Lund. De blev begge henrettet efter krigen for landsskadelig virksomhed.

Den 5. maj om morgenen blev der en jubel uden lige. Kirkeklokkerne ringede og i Nimtofte var alle flag hejst og ingen var på arbejde.

Jeg og et par kammerater kørte rundt i hestevogn og samlede brænde til et bål om aftenen ved skolen. Om aftenen holdtes en fest ved genforeningsstenen med taler og sang. Lærer Krogh, manufakturhandler Rafn og banemester Mogensen talte.

Senere gik alle op til skolen, hvor festen fortsatte. Man afbrændte et bål og midt i bålet var der en dukke i tysk uniform.

Denne afbrænding var nok lidt for meget, for ud på aftenen kom der en bil med fem frihedskæmpere fra Glæsborg og manede til ro og orden. Udenfor hækken listede tyske flygtninge forsigtigt omkring og iagttog sceneriet. De første dage efter befrielsen var der frihedskæmpere på vagt i byen. De stod ved hotellet og genforeningsstenen for at holde øje med, om der kom flygtede hipofolk eller tyskerhåndlangere gennem byen.

Jeg er sikker på, at ingen som har oplevet befrielsen, vil glemme denne dag, og jeg kan tilslutte mig en sætning, som jeg har læst. Den lyder således:

“Den 5. maj var vor generations stjernestund!”

NIMTOFTE TUR – RETUR

Karl Mejnecke skrev i 1974 denne artikel til Dagbladet Djursland og Ryomgård Realskoles årsskrift. Den bringes her med ganske få redaktionelle ændringer:

Der er mange stationsbyer i Gjerrild banens gamle spor, om de stadig kalder sig stationsbyer, er en anden sag, men de er der, alle 13 plus trinbrætterne.

En af disse byer er Nimtoft. Der ligger en jernbanerejse gemt i hukommelsen – tur/retur Nimtoft – et eller andet glemt år under første verdenskrig i Grisens ungdom. Nu er Nimtoft blevet ca. 60 år ældre, og besøgende har at benytte andre transportmidler for at kigge på byen, der var Djurslands trafikale midtpunkt i de gamle landevejes tid.

Byen, der engang var Djurslands midtpunkt, hed fra gammel tid Nimtoft og stavet sådan de sidste 5-600 år. Stednavnet må anses for at være betydeligt ældre, lige så gammelt som de bondesamfund, der tog rydningen i ådalen i eje og grundede de første gårdbrug. Da lå landsbyen grupperet omkring åens sider, langt senere om kirkens. Nimtoft er toften til Svenstrup. Forstavelsen Nim er af ukendt oprindelse, og måske det oprindelige navn, som i vikingetid fik toft hængt på. Stednavneforskere mener, at Ny eller Ni henviser til den snævre ådal og kan være et gårdnavn. Toft er det samme ord som tomt og fra tidlig vikingetid. Toft (eller tomt) betegner et jordstykke, en hegnet ager ved gården eller i dens nærhed, og som ikke er inddraget i landsbyens mark eller fælled. I det følgende skrives bynavnet bevidst Nimtoft, i egnens mål siger man “Nymtowt”.

I “Den Danske Atlas” fra 1768 findes et tidsbillede af Nimtoft. Sådanne beskrivelser skyldes for det meste provsten, præsten eller undertiden degnen – i undtagelsestilfælde udgiveren Erich Pontoppidan selv. Nimtoft kirke har kun fået et par linier, så det er næppe Hans Velærværdighed, Hr. Jacob Riise til Nimtoft og Koed, der har lagt gåsepen til:

“Nimtoft Bye er ved en liden Bæk adskilt i tvende Deele. I den venstre Deel, som kaldes Svenstrup og ligger i Synderhaldherred, er Præstegaarden med 3 Bøndergaarde og 2 Huuse. Kirken i den østlige Deel, som kaldes Nimtoft, ligger i Nørreherred. Kirken er liden efter Sognet og med et liden Taarn. Man kommer til Kirken ved en Broe, og ihvorvel Bækken er liden, er den dog Skel mellem begge Herreder. Til Skolehold i dette Sogn er af Etatsraad Fogh til Ryomgaard og Familie givet 400 Rigsdaler. I Svenstrup Mark på en meget stor Høj kaldet “Doos” er tvende hedenske Altre. Under det ene har Præsten omtrent 1736 fundet en Urne, hvori foruden Been, Kul og Aske var en Kobbersax, et Span lang, og lidet derfra nogle Stykker Røgelse, som lignede brun Rav, men af yndigere Lugt.”

Hvor disse sidste gravsager er havnet, meddeler kilderne intet om. Dengang havde man ikke overlæge Hovesen og Djurslands Museum til at tage sig af den slags ting. Der findes ej heller noget skriftligt om Nimtofts historie før 1968. Senere kom Traps Danmark og huskede, hvad Den Danske Atlas havde glemt eller overset. Endelig har byen haft sin egen historieskriver, afdøde førstelærer Hans Birkelund, der i skrift og tale har givet både by og sogn eftermæle. Nimtoft borgere af i dag vil nikke genkendende til et og andet i den gamle beskrivelse, men næppe synes om, at Nimtoft å kaldes en bæk.

Den ældste bygning – kirken – er den samme, som Jacob Riise holdt tordenpræk’ner i. Den er grundlagt i romansk tid mellem 1150-1250. Den første kirkebygning af

kampesten har set helt anderledes ud end i dag, antagelig et firkantet kapel med korudbygning. De granitkvadre,
om danner muren i kirkeskibet, er fra dette kapel. I begyndelsen af 1500-tallet er det meget store våbenhus tilbygget, ovenikøbet i 2 stokværk og så kolosalt, at det knuser Kirken og

gør nar af det spinkle tårn. Øverste stokværk har uden tvivl været lagerplads for tiendekornet og således tjent praktiske formål. Det noget yngre tårn måtte undgælde for flotheden med det store våbenhus og blive spinkelt – men stort nok til at rumme kirkeklokken.

Inventarets fineste del er døbefonden af granit, den særprægede type med ranker på kummen og dyrefigurer i foden. Måske tilhugget på den djurslandske stenmester Horders værksted i kirkens byggeår. Dåbsfadet er fra 1575, altertavlen dateres til 1650 og opmalet med nyt billede i 1800. Prædikestolen er godt og solidt håndværk fra 1657.

Præstegårdens lade og stald i gammelt bindingsværk er fredet i klasse A og værd at kigge nærmere på. På lo-dørens overligger af svært egetræ læses årstallet 1599. Eller er det som byens borgere helst ser det – 1592? Hvis det sidste er rigtigt, bliver Nimtoft præstegård den ældste i sin art på Djursland, måske i hele Danmark. Rimsø har en tilsvarende fra 1593, og det står fast. Selvom præst og degn holder med menigheden i denne tvist, bør man se i øjnene, at Nimtofts årstal er lidt usikker i udformningen.

På lo-dørens overligger synes ingen tvivl. Årstallet er 1599

Den gamle skolebygning ved kirkegårdsdiget vest for tårnet er helt ukendelig og naturligvis for længst helt ude af brug. Og dog er det huset på denne grund, som Etatsråd Fogh (død 1753) lod bygge til skole på den kongelige danske regerings bud. Tilmed lod han anlægge en smal skolevej langs kirkegårdsmuren uden at sprænge beløbsrammen på 400 Rigsdaler. Under den gamle skoles murermesterpuds skjules sikkert dette oprindelige bindingsværk, der i nyeste tid har fået bygget til og blevet udstyret med kvist for at gøre ødelæggelsen total.

Nimtoft sogn var i fæstevæsenets tid opdelt mellem de nærliggende godser og hovedgårde. Den vestlige del og Svenstrup hørte til Ryomgård med undtagelse af Wolle Skræders hus i Svenstrup,

der ejedes af Løvenholm, og måske er det gamle hus, der med lidt for meget pynt på facaden alene repræsenterer et 1700-tals “jordløst hus” i Nimtoft. Nimtoft Mølle med omliggende gårde og huse hørte under Vedø hovedgård. Byerne Mogenstrup og Kolstrup ejedes af Løvenholm Gods, der forhen hed Gjesingholm, og ligeledes ejede Battrupholt, en tidligere skov, der engang har været stavet Bag-terp-holt. Og skov har der været, endda så meget, at man har haft glasværk på stedet. Hyttebakken ved Kolstrup minder derom, her findes spor af et glasværk – en glashytte.

Doos eller nutidigt Dås med de to hedenske altre ligger på en urgammel plads i Svenstrup Mark, sognets højeste punkt, og er en langdysse med to kamre. Om de fundne gravsager kan oplyses: Kobbersaxens størrelse er angivet til et Span, der er engelsk længdemål svarende til 9 danske tommer. De fundne stykker røgelse, som lignede brunt rav, kan næppe være andet. Tidligere brugte man – især ved vestkysten – rav i kirkernes røgelseskar. Det har man altså vidst i den tids Nimtoft – 1768 – men ikke, at stykkerne i virkeligheden kan have været rester af et smykke medgivet den døde ved gravsætningen engang i bronzealderen.

Den gamle landevej Grenå-Randers kom ind i Nimtoft fra Tøstrup og snoede sig gennem byen forbi kro og kirke over broen – og før dens tid et vadested – til Svenstrup. Fortsatte langs åen og på ny over denne langs præstegårdens dige og videre til Skoffergårde og Løvenholm skove. Skoffergårde er forvansket af Schæffergårde og viser hen til en for længst glemt tid, da en tysksproget ejer havde stort hold af Rhinske får i den magre egn.

Den gamle krogård og kro var kirkens nærmeste nabo efter den gamle opskrift: Hvor Vorherre bygger en kirke, lægger Fanden en kro. Denne gamle udlægning af kirke og kros tilhørsforhold gælder naturligvis alle andre steder, hvor man – som i Nimtoft –  havde krav på et par bedesteder for de landevejsfarende. Krobevilling kendes udstedt i 1791, men krohold på pladsen må være meget ældre her ved den alfare vej. Foruden de små ydmyge steder – bl.a. hos Wolle Skrædder i Svenstrup (død 1770) – hvor manden havde både brændevin og glas stående parat, når en tørstende sjæl kiggede indenfor. Efter et midlertidigt ophold andet steds i byen ligger kroen atter ved kirkens side – og kaldes hotel.

Byens centrale beliggenhed – midtvejs – gav tidligt muligheder for handel og håndværk. Oprindeligt et samfund af bønder og agerbrugere og langsomt ændret gennem århundrederne.

Byen havde en betydelig vandmølle, hvis historie fortoner sig i fortiden. Møllen er der stadig, men vandet ledes nedenunder til ingen verdens nytte efter at have samlet sig i den nyoprensede mølledam. Forhen var Nimtoft mølles ejere eller forpagtere ofte grumme rige folk med mange børn og stort folkehold – foruden høj rang med fine titler.

For ca. 100 år siden – ved folketællingen i 1870 er der registreret 54 familier i byen, tilsammen 251 personer, hvoraf 8 var jordbrugere. I møllegården alene boede 15 mennesker. Dengang havde byen ridende politibetjent, Ehlers J. Ebbesen, født i Møgeltønder 1835. Resten af beboerne er jævnt fordelt på alle slags håndværk og handel, foruden de tre naboer: præsten, degnen og kromanden.

Nimtoft fik mejeri i 1884, apotek i 1903, det sidste som en stiltiende bekræftelse på byens centrale beliggenhed. Apoteket findes stadig i samme hus (1974), det tidligere enkesæde for møllerfamilien Dehlholm. Byen havde store markeder indtil 1900, da man måtte afstå dette privilegium til knudepunktet i Ryomgård. Da endelig byen blev jernbaneby og fik stationsbygning, rangerspor og tre daglige forbindelser i hver retning, var udviklingen allerede rendt uden om på andre områder. Forsøg på at skabe industri bl.a. kartoffelmelsfabrik holdt så længe, som krigen varede og et par år mere. Den gamle landevej var borte, jernbanen R.G.G.J. forsvandt ligeledes efter at have tjent byen trofast.  Den nye landevej gik langt norden om Nimtoft og tog trafikken med sig. Bilerne kom ind i billedet, og stationsbyen tog vemodigt afsked med sin jernbane i 1956. Siden blev mejeriet kasseret og nedlagt. Bygningerne tjener nu som domicil for en avanceret eksportindustri (1974). Vandmøllen har ladt vandet i stikken og bruger anden form for energi. Mølleriet er ombyttet med grovvarehandel i stor stil og på andelsbasis. Byens håndværkere og handlende konkurrerer på livet løs med kolleger i nabobyerne.

I den snævre ådal i byens midte har lokalpatriotiske borgere ladet mølledammen genopstå som en smuk idyl. Byens beliggenhed kan der aldrig rokkes ved. Nimtoft ligger til enhver tid midt på Djursland – ovenikøbet i Midtdjurs Kommune.

Rosmus Hede i september 1974, Karl Mejnecke.

COLLAGE AF NIMTOFTE
1890 – 1900, – Collagen nedenfor er lavet af den tidligere Nimtofte-dreng Erland Skovbjerg i samarbejde med sin søn, Den var på vort gamle arkiv i Nimtofte, og er nu kommet til ære og værdighed igen ved at blive ophængt i vort arkiv i Kolind. Kom og se hvor flot den er blevet restaureret og tager sig ud.

Nimtofte 1890 – 1900