Nimtofte

OVERSIGT:

NIMTOFTE TUR – RETUR (Karl Meinecke)
COLLAGE AF NIMTOFTE 1800 – 1900 (Erland Skovbjerg)

Ænder ved Mølledammen i Nimtofte

NIMTOFTE TUR – RETUR

Karl Mejnecke skrev i 1974 denne artikel til Dagbladet Djursland og Ryomgård Realskoles årsskrift. Den bringes her med ganske få redaktionelle ændringer:

Der er mange stationsbyer i Gjerrild banens gamle spor, om de stadig kalder sig stationsbyer, er en anden sag, men de er der, alle 13 plus trinbrætterne.

En af disse byer er Nimtoft. Der ligger en jernbanerejse gemt i hukommelsen – tur/retur Nimtoft – et eller andet glemt år under første verdenskrig i Grisens ungdom. Nu er Nimtoft blevet ca. 60 år ældre, og besøgende har at benytte andre transportmidler for at kigge på byen, der var Djurslands trafikale midtpunkt i de gamle landevejes tid.

Byen, der engang var Djurslands midtpunkt, hed fra gammel tid Nimtoft og stavet sådan de sidste 5-600 år. Stednavnet må anses for at være betydeligt ældre, lige så gammelt som de bondesamfund, der tog rydningen i ådalen i eje og grundede de første gårdbrug. Da lå landsbyen grupperet omkring åens sider, langt senere om kirkens. Nimtoft er toften til Svenstrup. Forstavelsen Nim er af ukendt oprindelse, og måske det oprindelige navn, som i vikingetid fik toft hængt på. Stednavneforskere mener, at Ny eller Ni henviser til den snævre ådal og kan være et gårdnavn. Toft er det samme ord som tomt og fra tidlig vikingetid. Toft (eller tomt) betegner et jordstykke, en hegnet ager ved gården eller i dens nærhed, og som ikke er inddraget i landsbyens mark eller fælled. I det følgende skrives bynavnet bevidst Nimtoft, i egnens mål siger man “Nymtowt”.

I “Den Danske Atlas” fra 1768 findes et tidsbillede af Nimtoft. Sådanne beskrivelser skyldes for det meste provsten, præsten eller undertiden degnen – i undtagelsestilfælde udgiveren Erich Pontoppidan selv. Nimtoft kirke har kun fået et par linier, så det er næppe Hans Velærværdighed, Hr. Jacob Riise til Nimtoft og Koed, der har lagt gåsepen til:

“Nimtoft Bye er ved en liden Bæk adskilt i tvende Deele. I den venstre Deel, som kaldes Svenstrup og ligger i Synderhaldherred, er Præstegaarden med 3 Bøndergaarde og 2 Huuse. Kirken i den østlige Deel, som kaldes Nimtoft, ligger i Nørreherred. Kirken er liden efter Sognet og med et liden Taarn. Man kommer til Kirken ved en Broe, og ihvorvel Bækken er liden, er den dog Skel mellem begge Herreder. Til Skolehold i dette Sogn er af Etatsraad Fogh til Ryomgaard og Familie givet 400 Rigsdaler. I Svenstrup Mark på en meget stor Høj kaldet “Doos” er tvende hedenske Altre. Under det ene har Præsten omtrent 1736 fundet en Urne, hvori foruden Been, Kul og Aske var en Kobbersax, et Span lang, og lidet derfra nogle Stykker Røgelse, som lignede brun Rav, men af yndigere Lugt.”

Hvor disse sidste gravsager er havnet, meddeler kilderne intet om. Dengang havde man ikke overlæge Hovesen og Djurslands Museum til at tage sig af den slags ting. Der findes ej heller noget skriftligt om Nimtofts historie før 1968. Senere kom Traps Danmark og huskede, hvad Den Danske Atlas havde glemt eller overset. Endelig har byen haft sin egen historieskriver, afdøde førstelærer Hans Birkelund, der i skrift og tale har givet både by og sogn eftermæle. Nimtoft borgere af i dag vil nikke genkendende til et og andet i den gamle beskrivelse, men næppe synes om, at Nimtoft å kaldes en bæk.

Den ældste bygning – kirken – er den samme, som Jacob Riise holdt tordenpræk’ner i. Den er grundlagt i romansk tid mellem 1150-1250. Den første kirkebygning af

kampesten har set helt anderledes ud end i dag, antagelig et firkantet kapel med korudbygning. De granitkvadre,
om danner muren i kirkeskibet, er fra dette kapel. I begyndelsen af 1500-tallet er det meget store våbenhus tilbygget, ovenikøbet i 2 stokværk og så kolosalt, at det knuser Kirken og

gør nar af det spinkle tårn. Øverste stokværk har uden tvivl været lagerplads for tiendekornet og således tjent praktiske formål. Det noget yngre tårn måtte undgælde for flotheden med det store våbenhus og blive spinkelt – men stort nok til at rumme kirkeklokken.

Inventarets fineste del er døbefonden af granit, den særprægede type med ranker på kummen og dyrefigurer i foden. Måske tilhugget på den djurslandske stenmester Horders værksted i kirkens byggeår. Dåbsfadet er fra 1575, altertavlen dateres til 1650 og opmalet med nyt billede i 1800. Prædikestolen er godt og solidt håndværk fra 1657.

Præstegårdens lade og stald i gammelt bindingsværk er fredet i klasse A og værd at kigge nærmere på. På lo-dørens overligger af svært egetræ læses årstallet 1599. Eller er det som byens borgere helst ser det – 1592? Hvis det sidste er rigtigt, bliver Nimtoft præstegård den ældste i sin art på Djursland, måske i hele Danmark. Rimsø har en tilsvarende fra 1593, og det står fast. Selvom præst og degn holder med menigheden i denne tvist, bør man se i øjnene, at Nimtofts årstal er lidt usikker i udformningen.

På lo-dørens overligger synes ingen tvivl. Årstallet er 1599

Den gamle skolebygning ved kirkegårdsdiget vest for tårnet er helt ukendelig og naturligvis for længst helt ude af brug. Og dog er det huset på denne grund, som Etatsråd Fogh (død 1753) lod bygge til skole på den kongelige danske regerings bud. Tilmed lod han anlægge en smal skolevej langs kirkegårdsmuren uden at sprænge beløbsrammen på 400 Rigsdaler. Under den gamle skoles murermesterpuds skjules sikkert dette oprindelige bindingsværk, der i nyeste tid har fået bygget til og blevet udstyret med kvist for at gøre ødelæggelsen total.

Nimtoft sogn var i fæstevæsenets tid opdelt mellem de nærliggende godser og hovedgårde. Den vestlige del og Svenstrup hørte til Ryomgård med undtagelse af Wolle Skræders hus i Svenstrup,

der ejedes af Løvenholm, og måske er det gamle hus, der med lidt for meget pynt på facaden alene repræsenterer et 1700-tals “jordløst hus” i Nimtoft. Nimtoft Mølle med omliggende gårde og huse hørte under Vedø hovedgård. Byerne Mogenstrup og Kolstrup ejedes af Løvenholm Gods, der forhen hed Gjesingholm, og ligeledes ejede Battrupholt, en tidligere skov, der engang har været stavet Bag-terp-holt. Og skov har der været, endda så meget, at man har haft glasværk på stedet. Hyttebakken ved Kolstrup minder derom, her findes spor af et glasværk – en glashytte.

Doos eller nutidigt Dås med de to hedenske altre ligger på en urgammel plads i Svenstrup Mark, sognets højeste punkt, og er en langdysse med to kamre. Om de fundne gravsager kan oplyses: Kobbersaxens størrelse er angivet til et Span, der er engelsk længdemål svarende til 9 danske tommer. De fundne stykker røgelse, som lignede brunt rav, kan næppe være andet. Tidligere brugte man – især ved vestkysten – rav i kirkernes røgelseskar. Det har man altså vidst i den tids Nimtoft – 1768 – men ikke, at stykkerne i virkeligheden kan have været rester af et smykke medgivet den døde ved gravsætningen engang i bronzealderen.

Den gamle landevej Grenå-Randers kom ind i Nimtoft fra Tøstrup og snoede sig gennem byen forbi kro og kirke over broen – og før dens tid et vadested – til Svenstrup. Fortsatte langs åen og på ny over denne langs præstegårdens dige og videre til Skoffergårde og Løvenholm skove. Skoffergårde er forvansket af Schæffergårde og viser hen til en for længst glemt tid, da en tysksproget ejer havde stort hold af Rhinske får i den magre egn.

Den gamle krogård og kro var kirkens nærmeste nabo efter den gamle opskrift: Hvor Vorherre bygger en kirke, lægger Fanden en kro. Denne gamle udlægning af kirke og kros tilhørsforhold gælder naturligvis alle andre steder, hvor man – som i Nimtoft –  havde krav på et par bedesteder for de landevejsfarende. Krobevilling kendes udstedt i 1791, men krohold på pladsen må være meget ældre her ved den alfare vej. Foruden de små ydmyge steder – bl.a. hos Wolle Skrædder i Svenstrup (død 1770) – hvor manden havde både brændevin og glas stående parat, når en tørstende sjæl kiggede indenfor. Efter et midlertidigt ophold andet steds i byen ligger kroen atter ved kirkens side – og kaldes hotel.

Byens centrale beliggenhed – midtvejs – gav tidligt muligheder for handel og håndværk. Oprindeligt et samfund af bønder og agerbrugere og langsomt ændret gennem århundrederne.

Byen havde en betydelig vandmølle, hvis historie fortoner sig i fortiden. Møllen er der stadig, men vandet ledes nedenunder til ingen verdens nytte efter at have samlet sig i den nyoprensede mølledam. Forhen var Nimtoft mølles ejere eller forpagtere ofte grumme rige folk med mange børn og stort folkehold – foruden høj rang med fine titler.

For ca. 100 år siden – ved folketællingen i 1870 er der registreret 54 familier i byen, tilsammen 251 personer, hvoraf 8 var jordbrugere. I møllegården alene boede 15 mennesker. Dengang havde byen ridende politibetjent, Ehlers J. Ebbesen, født i Møgeltønder 1835. Resten af beboerne er jævnt fordelt på alle slags håndværk og handel, foruden de tre naboer: præsten, degnen og kromanden.

Nimtoft fik mejeri i 1884, apotek i 1903, det sidste som en stiltiende bekræftelse på byens centrale beliggenhed. Apoteket findes stadig i samme hus (1974), det tidligere enkesæde for møllerfamilien Dehlholm. Byen havde store markeder indtil 1900, da man måtte afstå dette privilegium til knudepunktet i Ryomgård. Da endelig byen blev jernbaneby og fik stationsbygning, rangerspor og tre daglige forbindelser i hver retning, var udviklingen allerede rendt uden om på andre områder. Forsøg på at skabe industri bl.a. kartoffelmelsfabrik holdt så længe, som krigen varede og et par år mere. Den gamle landevej var borte, jernbanen R.G.G.J. forsvandt ligeledes efter at have tjent byen trofast.  Den nye landevej gik langt norden om Nimtoft og tog trafikken med sig. Bilerne kom ind i billedet, og stationsbyen tog vemodigt afsked med sin jernbane i 1956. Siden blev mejeriet kasseret og nedlagt. Bygningerne tjener nu som domicil for en avanceret eksportindustri (1974). Vandmøllen har ladt vandet i stikken og bruger anden form for energi. Mølleriet er ombyttet med grovvarehandel i stor stil og på andelsbasis. Byens håndværkere og handlende konkurrerer på livet løs med kolleger i nabobyerne.

I den snævre ådal i byens midte har lokalpatriotiske borgere ladet mølledammen genopstå som en smuk idyl. Byens beliggenhed kan der aldrig rokkes ved. Nimtoft ligger til enhver tid midt på Djursland – ovenikøbet i Midtdjurs Kommune.

Rosmus Hede i september 1974, Karl Mejnecke.

COLLAGE AF NIMTOFTE
1890 – 1900, – Collagen nedenfor er lavet af den tidligere Nimtofte-dreng Erland Skovbjerg i samarbejde med sin søn, Den var på vort gamle arkiv i Nimtofte, og er nu kommet til ære og værdighed igen ved at blive ophængt i vort arkiv i Kolind. Kom og se hvor flot den er blevet restaureret og tager sig ud.

Nimtofte 1890 – 1900