Arkiv-hylden

Her indsættes spredte glimt fra hylderne i vort spændende arkiv, skrevet eller redigeret af Jens Erik Mehlsen medmindre anden anføres.
– Det giver forhåbentlig anledning til at kontakte os, både med nye oplysninger og eventuelt med nye historier og arkivalier, som vi meget gerne modtager.

INDHOLD:

2020

10. jun: Spaniolerne på Djursland i 1808
01. maj: Lidt om Klemstrup

2019
01. dec: Der var engang et mejeri
01. aug: Vognmand Laurits Hansen, Ryomgård
01. apr: Købmand A.C. Andersen, Ryomgård – en mini-selvbiografi
01. mar: Uddrag af en stil med tegninger af Gl. Ryom


SPANIOLERNE PÅ DJURSLAND

På billedet t.v. ses de spanske soldater. Regiment Zamora er nr. 2 fra venstre, mens den anden sidste officer før kanonen er fra regiment Algarbe.

I år (RED: 2008) er det 200 år siden, at Napoleons spanske hjælpetropper, ”Spaniolerne” som de blev kaldt, var i Danmark  –  og også her på Djursland. Forhistorien er den, at da englænderne havde taget vor flåde i 1807 blev Danmark tvunget til at gå med i krigen på Napoleons side.
Napoleon forlangte, at Danmark skulle gå i krig mod og invadere Sverige, og til hjælp hertil sendte han et fransk korps på 19.481 mand og et spansk korps på 13.389 mand. I alt medbragte disse tropper 6.191 heste. Der var i alt 11 spanske regimenter.
Det er disse spanske soldaters ophold, bl.a. på vor egn, som jeg har undersøgt lidt om.
De franske og spanske tropper, som skulle hjælpe os, kom i marts måned fra Hamburg, og den 28. marts var de nået til Kolding, Som bekendt brændte Koldinghus ved et uheld. De kuldskære Spanioler havde fyret så meget op i en kamin, at der gik ild i de trækanaler, som skulle lede røgen op gennem slottet. Der opstod forvirring, og først da deres general, Bernadotte (den senere konge i Sverige), mødte op, blev forsøg på brandslukning organiseret. Soldaterne stod i to rækker ned til søen og langede vandspande fra mand til mand. Det var soldater fra infanteriregiment ”Princesa”, der forårsagede branden.
Tropperne skulle jo have været til Sjælland og derfra angribe Sverige, men de engelske krigsskibe spærrede Storebælt, så kun få soldater kom over nede ved Lolland-Falster. Nogle soldater blev på Fyn, men mange blev sendt videre op i Jylland for at blive indkvarteret i forskellige byer. De nåede helt op til Ålborg og Mariager. Der er udførlige beretninger om deres ophold i Randers, Grenå og Ebeltoft, men de var også ude i småbyerne på Djursland.
Fra Grenaa og Ebeltoft berettes, at man så med blandede følelser på disse fremmede krigsfolk, som skulle komme til byen. Nogle ventede det værste, og enkelte damer med deres børn rejste i sikkerhed i en anden by.
Men Spaniolerne blev hurtigt vellidte ved deres galante optræden og deres godhed mod børn.
De spanske tropper kom marcherende til Grenaa den 23. april med fuld musik af horn og pauker og trommer og piber. Forrest rider en rank officer fra regiment Algarbe i sin blå frakke og gule bukser. Efter ham en imponerende person, nemlig Regiments-paukeren. Han rider på en stor hest med pauker på hver side, som han med stor alvor og behændighed slå på med sine stokke.
Det er et aldeles nyt skuespil for Grenaagenserne.
Så kommer regiment Zamoras 1835 mand marcherende, geled efter geled. Det er slanke folk med ildfulde ansigter. De så godt ud i deres hvide uniformer med krydsbandoler over det sorte bryst. De havde lange brune støvler og en høj, flot chakot på hovedet. De 585 ryttere fra regiment Algarbe kommer derefter i langsomt trav på deres sorte, andalusiske hingste med lange haler. Lyden af hovslag og knirken af seletøj fylder Grenaas gader. Byens borgere står nærmest med åben mund og ser på alt dette. Som afslutning på optoget kører nogle vogne, som er trukket af muldyr. Mange af soldaterne havde deres koner og børn med. Vognene er fulde af kvinder i fremmede klædedragter, samt de yndigste sortlokkede og sortøjede unger, som smiler og vinker.  For fuldstændighedens skyld bør jeg nævne, at de spanske også selv havde prostituerede med.
Som nævnt var de særdeles venlige og charmerende og legede meget med børnene. Deres gode guitarspil var noget nyt for os, og mange danske pigehjerter blev sat i brand. De havde dog nogle særprægede vaner. Hvis en kat kom på deres vej, kunne de finde på at stege og spise den. De spiste også snoge, snegle og frøer.  Hvidløg gjorde sig også bemærket i de danske næser. Overalt sås de med små hvide pinde i munden. Det var cigaretterne, som i 1808 blev indført her i Danmark af de spanske soldater. Cigaretterne kunne vi godt have undværet! 
Et stort indtryk gjorde det også, at de holdt siesta og lå og sov alle steder midt på dagen. Men mest beundret blev de, når hele regimentet om aftenen knælede ned på torvet og holdt offentlig bøn.
Danskerne havde store problemer med at få dem indkvarteret, og der fortælles meget om denne sag. Der var da også uoverensstemmelser mange steder. Navnlig kunne de fremmede ikke fordrage øllebrød, som mange værter serverede til morgenmad. Soldaterne og deres koner og børn og de mange heste skulle jo som sagt have mad og foder hver dag. Så indkvarteringen var en stor belastning for de forskellige byer. Fra Grenaa og Ebeltoft fordeltes de fremmede over store områder –  og også til landsbyerne i Midtdjurs kom de.
På ”Gl. Ryom” har de været, og der er spor efter dem endnu. Der fortælles, at i den gamle lade har Spaniolerne øvet sig og kæmpet med bajonetter og sabler, og det er gået hårdt til, for man kan stadig se skrammer og ridser i væggene.

Gl. Ryoms kamtakkede agerumslade hvor spaniolerne opholdt sig, og hvor man den dag i dag kan se mærker i indermuren efter deres fægteøvelser.

Et lille minde fra hine tider hang hist og her i mange år på landsbysmedenes port på egnen. Det var aparte hestesko uden tåstød, men med små, spidse hager.

Spaniolernes efterkommere bor stadig iblandt os. En mand fra Kolind ringede og fortalte, at hans oldemor havde sagt, at de stammede fra Spaniolerne. De havde da også stadig brune øjne. Familien har boet i Ryomgård, Ringsø og  Kolind. I Ryomgård var Mine Svenningsen, som blev 102 år, en efterkommer. I Nimtofte kender jeg selv Sanko-familien, som mener, at de har haft en spansk forfar. Jeg har snakket en del med dem om denne sag.
Der er dog ikke så mange efterkommere, som man kunne forvente efter at 13.000 unge mænd havde været her i omtrent et halvt år. Spaniolerne havde jo som sagt koner og prostituerede med.
Jeg kender i øvrige en af Panduro-slægten, hvis spanske forfar havde brækket et ben og derfor blev tilbage her i landet. Han stiftede familie og efterslægten tæller i dag 900 mennesker.
En anden slægt i landet er Miquelsen. En soldat deserterede, da de andre drog af sted, og han gemte sig i et hult træ. En tjenestepige på gården kom ud til ham med mad, når det var mørkt. Naturligvis fik de senere hinanden og har en stor slægt i dag. Du kan gå ind på internettet og se noget på wvw.Stenboye.dk (historiske sider), og på Google.dk kan du slå op på ”Spaniolerne 1808” eller ”Spaniolernes efterkommere”.
Spaniolernes afrejse fra vort land skete med stor dramatik. De herværende tropper havde hørt rygter om, at der var sket store politiske forandringer i Spanien. Napoleon havde indsat sin bror Josef, som konge i Spanien, men spanierne havde gjort oprør mod Napoleon. De spanske soldater her i Danmark var nu i en uheldig situation, idet de jo var under franskmændenes, altså fjendens overkommando, men deres hjerter bankede jo for deres fædreland.
Spaniolernes leder, Marki de la Romana fik en dag hemmeligt besøg af en mystisk person. Han hed James Robertson og var engelsk spion. Han udgav sig for at være købmand, der ville sælge cigarer og chokolade til Markien. Efter en masse hemmelighedskræmmeri røbede Robertson, at han ville tilbyde den spanske øverstkommanderende at transportere alle hans tropper hjem til Spanien på engelske skibe. Ved mange intriger og vildledende manøvrer overfor franskmændene, lykkedes det Marki de la Romana efterhånden at få samlet mange spanske afdelinger på Fyn og Langeland, hvorfra de skulle samles op af engelske skibe for at flygte hjem til Spanien. Regiment Zamora var i forvejen blev overflyttet til Horsens, og herfra lykkedes det regimentet at komme videre til Langeland., hvorfra de udskibedes den 22. august og vendte hjem til Spanien. Her deltog de i kampene mod Napoleon. Algarbe, det andet af de to regimenter som var på Djursland, nåede kun til Lillebælt. Her blev de tilbageholdt af franskmændene. De spanioler, som det ikke lykkedes at flygte, forblev under fransk kommando.
Der fortælles, at da soldaterne blev udskibede fra Nyborg måtte de slippe 600 fine hingste løs på stranden. Der fortælles om ømme scener, da kavaleristerne måtte forlade deres elskede dyr, som havde fulgt dem hver dag i årevis. Til at begynde med løb hingstene i de vante geledder, men da flokken selv var på vej tilbage til staldene i Nyborg, kom de forbi en flok heste. Straks begyndte de fyrige hingste at slås. De sparkede hinanden med forhovene og bed hinanden til blods. Det gik uhyre voldsom til. Mange hingste lå døde eller lemlæstede, da nogle danskere forsøgte at hjælpe. Nogle lykkedes det at indfange, og i dag er der nok en del efterkommere efter disse andalusiske hingste her i Danmark.
De populære Spaniolers ophold var et farverigt indslag i vort lands historie. Vi kunne lide dem, disse mørklødede, fremmede fugle. Vi havde taget ”Spaniolerne” til vort hjerte, og enkelte unge kvinder bar endda en ”lille Spaniol” under deres hjerte.
 
 

LIDT OM KLEMSTRUP

Under siden sporløs vistes d. 27. sept. 2020 dette foto:

Ved opklaringen skrev vi bl.a. dette:
Fotoet er fra Klemstrupgården, Klemstrupvej 7, Ryomgård. oprindelig hørte den under Holbækgaard, senere under Skaføgaard og tilhører i dag Fjeld. Fotoet har givet anledning til at grave lidt dybere, hvortil som kilde er anvendt:
N.R. Estrup: Oplysning om Fredskovsforholdene i Fjeld Skov (Randers Amts Historiske Samfund, 1942).

Her oplyses bl.a. at der har været to gårde, næsten overfor hinanden, nemlig

1) Matr. nr 20 a Klemstrup – den senere nedlagte Gaard, som mange i dag kender som Klemstruphuset, – i dag nedrevet.

2) Matr. nr. 20 b Klemstrup – nuværende Klemstrupgaard, Klemstrupvej 7, fotoet ovenfor.

I første halvdel af 1800-tallet hørte begge gårde under Holbækgård (A.T.H. Mourier-Petersen), men i 1855 købtes de af J.B.S. Estrup til Skaføgård, hvis ide med købet var at øge skovarealerne på bekostning af agerbruget. Estrup købte også andre tilstødende arealer med samme formål.

Navnet Klemstrup er egentligt et bynavn kaldet Klemstrupgårdene. Det ses på gamle kort. I hovedsagen drejer det sig som sagt om de to gårde, som dengang kendtes under navne som Over (eller Øvre) Klemstrup og Neder (eller Nedre) Klemstrup og som refererede sig til om, gården lå nord for Pindstrupvejen (Øvre, matr.nr. 20 a) eller syd for vejen (Neder, matr.nr. 20 b). I dag eksisterer kun Neder Klemstrup, kaldet Klemstrupgården. 

Øvre Klemstrup lå skråt overfor (200 m. mod øst) Neder Klemstrup, og var oprindelig – som Neder Klemstrup – en landbrugsejendom, dvs. oprindelig var de begge fæstegårde og Nedergården findes omtalt allerede under Chr. V’s matrikul.
På kortet nedenfor er de to gårde indtegnet med matr.nr. hhv. 20 a (Overgården) og 20 b (Nedergården), begge Marie Magdalene Sogn.


OVER KLEMSTRUP
Mens Over Klemstrup endnu var landbrug, var dens tilliggende i 1855 godt 164 Tønder land. Under en igangværende ”skovudskiftning” omtales, at ”de to Fæstere i Klemstrupgaardene ikke fik udlagt Skovgrund til Afdrivning ved Skovudskiftningen, men beholdt de af dem opdyrkede Skovjorder”.
Der har på 20 a ikke udelukkende været landbrugsagre, men som det hedder: ”Disse spredte Skovstykker, sammenlignet med Terrainforholdene…berettiger til den antagelse, at de opdyrkede Skovjorder har været Agre anlagt i dalene i det kuperede Terrain, undertiden således, at der har været flere Agre i samme Dal. Det øverste af Bakkerne har næppe været dyrket, ligesom ej heller for bratte Skrænter kan antages at have været under Kultur.”

Man kan spørge, om de nævnte agre, er de terrasseagre, som man kan iagttage i dag i Klemstrup Skoven ved ”vildsvine-indgangen” fra Pindstrupvejen, lige før Marie Magdalene? Svaret er noget usikkert, men kan være bekræftende. For selvom disse terrasseagre er tidsfæstet til midten af 1600-tallet, kan de jo fortsat være brugt længere frem i tiden, ligesom de matrikulært hørte til ”Klemstrup Overgaard”. Som sagt er i hvert fald Neder Klemstrup omtalt allerede under Chr V’s matrikul (1688), så tanken er nærliggende, også fordi N.R. Estrup omtaler ”agre” i området.

TERRASSEAGRENE VED “VILDSVINEINDGANGEN
OVER KLEMSTRUP – SENERE KLEMSTRUPHUSET

Over Klemstrup udstykkedes i 1860, ”saaledes at Hovedparcellen blev at anvende til Fredskov og ved Kgl. Bevilling … blev Gaarden, der ved Fæsterens og Enkes død var Fæsteledig”, nedlagt. I hvert fald den ene af tilbygningerne til Over Klemstrup blev derefter nedrevet og hovedhuset fik status af skovarbejderbolig. En endelig nedrivning skete i 1980’erne, da de sidste beboere Niels König med familie fraflyttede. 

NEDER KLEMSTRUP
Matr.nr. 20 b (Neder eller Nedre Klemstrup, nuværende Klemstrupgård, Klemstrupvej 7) omfattede oprindeligt ca. 210 Tønder Land. Det fortælles, at ”hvis der nogensinde har været skov [her], maa denne i hvert Fald antages at være forsvundet inden 1820”. Det er denne ejendom, der herefter havde interesse som landbrugsejendom. Som sådan fortsatte den et (ukendt) antal år, for så også at overgå til skovarbejderbolig. Ét årstal kan man dog sætte på, hvilket kan være relevant i denne henseende, nemlig 1870, idet ejeren på det tidspunkt J.B.S. Estrup til Skaføgaard da fik tilladelse til at skovplante hovedparten af det areal af matr.nr. 20 b som lå nord for vejen Marie Magdalene – Pindstrup. Dette opdyrkede areal grænsede således op til jordene på matr.nr. 20 a. De seneste beboere på Neder Klemstrup har været skovarbejder Tage Jensen med familie. Huset/gården eksisterer stadig, men er ikke beboet.

Indenrigsministeriet omtaler Klemstrup som en by og bekræfter (i anden anledning) i 1870, ”at der kun i Klemstrup Ejerlav findes to Bøndergaarde, nemlig den senere (1860) nedlagte Gaard paa matr.nr. 20 a [Over Klemstrup], og den Gaard, der fremdeles findes paa matr.nr. 20 b.” [Neder Klemstrup].

2019

DER VAR ENGANG ET MEJERI 

Ryomgård Mejeri 1963.
På fanen “Ryomgård” under afsnittet om “Ryomgård bliver til” ses et noget uskarpt foto af mejeriet fra 1930’erne, hvilket er det ældste foto af mejeriet, som vi kender til.

I Ryomgård er en af de ældste bygninger, der i “gamle dage” var byens store mejeri, blevet revet ned.  
Ryomgård Mejeri opførtes i 1890. Byen har dog ældre bygninger. Gl. Ryom, der i sin oprindelige skikkelse er fra 1400-tallet. Nu, hvor gården er bygget om, må dens kamtakkede agerumslade med årstallet 1635 indhugget over døren i midten på vestsiden, siges at være den ældste bygning i byen.  

Kort over Ryomgård, år 1900

Også Bomhuset, Mølledamhuset, Stationen med få tilbygninger, Hotellet, garagen til ejendommen Jernbanegade 7, samt Teglværket og Møllen på Møllebakken må være blandt de ældste. Men herefter kommer formodentlig Mejeriet. 

Selve mejeridriften ophørte i 1960’erne, hvorefter murermester Nic. Bach købte mejeriet og udlejede det, en overgang bl.a. til fa. Center Gros a/s, der nu har til huse på toppen af Nimtoftevej.  

I 1974 købte Jørgen Holm Pedersen bygningen, og nedrev den nordlige del (selve mejeriet) inkl. den høje skorsten. Her byggedes i stedet en ny bygning i forlængelse af den tilbageblevne del af mejeriet (beboelsen for mejeribestyreren), der alt nu udgjorde en harmonisk kombineret beboelses- og forretningsejendom (Holm P. SKO). 

Holm P – SKO

Vi har tidligere bragt mejeriets historie, men overvejer nu – da den blev bragt på et anden site, der ikke eksisterer mere – om vi skulle bringe den igen, eventuelt til sommer eller efteråret, hvor det nye byggeri på pladsen formodentlig er på plads. 

Nedenfor fotos fra dec. 2019 hvor nedrivning af bygningen er i gang hhv. tilendebragt.

LAURITS HANSEN, Vognmand i Ryomgård

Laurits Hansen foran sin nye Chevrolet 1931 med hvilken han fortsatte sin rute Ryomgård – Århus, som han havde startet op i 1920 med en 1 tons Ford T lastvogn. Fotoet er brugt i juni under sporløs

Igennem 52-53 år var Laurits Hansen vognmand i Ryomgård.
Laurits var født 1894 og i 1915 så gammel, at han kunne erhverve kørekort. Men det var ikke enhver forundt at have midler hertil, så Laurits solgte flere af sine indbogenstande for at få råd til at tage til København og erhverve kørekortet.

OPHØR
Da han var 78 år, solgte han sin taxaforretning og blev interviewet af den lokale redaktør af Aarhus Stiftstidende, Palle Rosenstand, Pindstrup. Her fulgte den bemærkning, som mange sikkert har fundet morsom, for Laurits sagde, at han:

Det skulle vise sig at blive en god investering, for Laurits erhvervede kørekortet og slog sig senere ned som vognmand i Ryomgård. Dog ikke straks. Han begyndte som chauffør for andre. En bil var der jo ikke lige penge til fra starten, men det blev der senere. I 1920 købte han således sin første bil, en helt ny 1-tons Ford T lastbil.

Laurits ved siden af sin Audi ca 1972.

Med den startede han fragtruten Ryomgård – Århus, som han drev indtil 1943. Ved siden af kørte han også fra 1931 taxa, det hed dengang lillebilvognmand. Den første af slagsen var en Plymouth. Det var kendetegnene for Laurits altid at skifte sine vogne ud regelmæssigt, så kunderne fik den bedste service. I 1973 ønskede han at stoppe. På det tidspunkt kørte han Audi 100, GL årg. 1972. Den blev købt – ligesom den forrige – af den lokale Audi-forhandler Svend Pilgård, Ryomgård.


A.C. ANDERSEN (1869 – 1961),
købmand i Ryomgård 1904-1938, Slotsgade 6 (dengang Storegade), Ryomgård. Nedenstående er pluk af hans selvbiografi, redigeret af Jens Erik Mehlsen.
.

A.C. Anderens barndomshjem

Købmand Anders Christian Andersen blev født 1869  “½ mil fra Ryomgaard St.”, som han skriver i sine erindringer. Det lille hus lå nær Attrup og Vallumsøen. Andersen var den ældste af en søskendeflok på syv. Som 7-årig oplevede han åbningen af Randers-Grenå- banen i 1876. Som 10-årig blev han hjorddreng på Ny Ryomgård. Sammesteds blev han landvæsenselev efter sin konfirmation i 1883. Året efter kom han i købmandslære i Kolindbro og to år senere blev Andersen ansat som forbundter i Grenaa, og senere i Thisted.

T.v. foto af A.C. Andersen ca. 1893, hvor han i Thisted havde mødt sin tilkommende hustru Ane Marie.

Ca. 20 år gammel var han udlært, og fik herefter job i Ringkøbing i en “byforretning”, men opsagde dog stillingen efter kort tid, da der var chance for at blive egen

herre i Koed (Skalhøjvej 8 a) på Djursland (1894). Andersens værste konkurrent som købmand i Koed var Brugsforeningen i Attrup, for da den mærkede nedgang i sin omsætning pga. konkurrencen fra Andersen, lagde den uhørt pres på sine medlemmer (i Koed) for at de udelukkende skulle handle i Attrup Brugs. Det mærkede Andersen straks. Han tog uden videre konsekvensen og flyttede til Odder, hvor han startede en ny forretning op. Men selvom han klarede sig godt, besluttede han sig alligevel for at rejse tilbage til barndomslandet Ryomgaard. Han skriver i sine erindringer:
“Der var det mærkelige ved den Station (Red: Ryomgaard St.), at der paa daværende Tidspunkt – 1902 – endnu var saare lidt af en By, til trods for, at Stationen og Jernbanen var kommen 26 Aar tidligere. Dette havde sin Aarsag deri, at al Jorden omkring tilhørte en Godsejer – Mourier Petersen – der ikke vilde sælge Jord, og ikke ønskede nogen Stationsby der paa Stedet. Tilhørende Godset var et Teglværk og et Beboelseshus, en Vandmølle og en Vindmølle, en Gæstgivergaard, hvori der ogsaa var en Købmandsforretning, et Hus til Beboelse for Jernbaneportører, og et Hus til Beboelse for en Jernbanerestauratør. Og saa havde Godsejeren udlejet paa en længere Aarrække et stykke Jord, hvorpaa der var bygget et Andelsmejeri og et Stykke Jord til en Karetmager, der havde bygget Værksted og Beboelseshus.
 Dette var Byen i 1902, da han solgte Godset til en anden.
 Den nye Godsejer – H. Castenschiold –  saa helt anderledes paa Sagen; han vilde sælge Byggegrunde, og da jeg altid havde haft Tro paa, at naar dette skete, vilde der blive en By, ligesom ved de andre Jernbanestationer, var jeg nr. 2 der købte Byggegrund til 1 kr. pr Kvadratalen. Jeg byggede saa herpaa et Hus, det første i Byen paa egen Grund, og det blev indrettet til Butik og Beboelse, til min Moder, der nu var bleven Enke, og til min ugifte Søster, der ønskede at handle med Smaating i Manufaktur, Galanteri m.m”.

Etableringen her skete i 1904 og blev en succes. Han skriver selv: “De andre to Forretninger, jeg havde haft, var i det væsentlige kun Kolonial, men her var det i høj Grad blandet Forretning, lige fra A til Z.
 Trælast og Støbegods og Bygningsartikler var det, der krævede flest penge, men jeg var heldig at faa god Kredit hos Vedkommende Firmaer. En helt ny slags Handel havde jeg ogsaa faaet, den bestod i, at jeg købte Svin til Privatslagteriet i Randers…”

Andersen var opmand til Ryomgård Realskoles start, samt i en periode formand for Haandværker- og Borgerforeningen, senere æresmedlem. Herudover formand for det private gadebelysningsselskab, og medlem af det i 1916 startede andels-elektricitetsselskab, “Arke”. Ved sin pensionering flyttede han og hustruen til Odense, senere til Nordsjælland. Fru Ane Marie døde i 1960 og A.C. Andersen i 1961. De ligger begge begravet på Hørsholm Kirkegård.

Læs A.C. Andersens erindringer på fanen Ryomgård.



GL.RYOM
Et kladdehæfte er fundet med en stil/en artikel om Gl. Ryom, ca. 21 sider, heraf 9 sider med særdeles flotte farvelagte tegninger. Nedenfor ses uddrag af tekst og tegninger. Materialet kan ses på vort arkiv og eventuelt lånes efter aftale med arkivlederen. Stilens opmand er ukendt.