Arkiv-hylden

Her indsættes spredte glimt fra hylderne i vort spændende arkiv.

– Det giver forhåbentlig anledning til at kontakte os, både med nye oplysninger og eventuelt med nye historier og arkivalier, som vi meget gerne modtager.

INDHOLD:

2021

14. aug: Anskuelsestavler vistnok fra 1920’erne (usikkert).

03. jun: Sally Salminen har foræret Lokalarkivet en gammel skrivemaskine – skrivekuglens afløser (Farbent)

28. mar: Dannebrogsmand Søren Christensen (Peter Møller Jensen)
15. mar: Mordet på herremanden på Gl. Ryom. (Jens Erik Mehlsen)

2020

27. dec: Nimtofte Mølle – opfølgning af sporløs fra dec. 2020 (Ole Knudsen)
27. nov: Otto Salminen (Sally Salminen)
23. sep: Genforeningsstene og andre stene (Helge Qvist Frandsen)
10. jun: Spaniolerne på Djursland i 1808 (Erland Skovbjerg)
01. maj: Lidt om Klemstrup (Jens Erik Mehlsen)

2019
01. dec: Der var engang et mejeri (Jens Erik Mehlsen)
01. aug: Vognmand Laurits Hansen, Ryomgård (Jens Erik Mehlsen)
01. apr: Købmand A.C. Andersen, Ryomgård (- en mini-selvbiografi)
01. mar: Uddrag af en stil med tegninger af Gl. Ryom (ukendt)

ANSKUELSESTAVLER fra – måske – 1920’erne

SKRIVEKUGLENS EFTERFØLGER

I vort lokalarkiv har vi fået indleveret en meget sjælden maskine, en skrivemaskine, der oprindeligt kaldtes en skrivekugle.

Den første af sin art er fra 1865 og blev opfundet af den danske præst og forstander ved Det kongelige Døvstummeinstitut i København, Rasmus Malling.
Et eksemplar af den første model 1870 – henet fra Google – se t.h.
Pastor Malling døde i 1890, forholdsvis ung – 55 år gammel, men havde dog nået at udvikle en bedre model. Yderligere forbedringer blev tilført af andre, men den store salgssucces blev der ikke tale om, da konkurrencen fra den amerikanske Remington, var for stor.

Men de maskiner, der er tilbage, har stor dansk industrikulturel værdi, og for giveren, Sally Salminen, og hendes far, Farbent naturligvis også nostalgisk værdi, da de på mødrende side var i familie med Pastor Malling. Da Sally kom med skrivekuglen/skrivemakinen fortalte hun om den, men lovede at nedskrive det, så vi ikke blot skulle lide på vor hukommelse. Desværre døde Sally kort efter, men forinden havde hun bedt sin far opfylde dette løfte – Farbent kendte jo også maskinen. Lokalarkivet har nu på skrift modtaget skrivekuglens historie. Vi har fra Arkivets side kun suppleret lidt bl.a. hentet fra google, som Farbent også henviser til.

Den indleverede maskine ses t.h. og er efterfølgeren af skrivekuglen og forløberen af skrivemaskinen. Tastaturet ses nederst t.v.. Man trykker på bogstaverne ved hjælp af den bøjede stang, der så afsætter en mekanisk bevægelse ind på den runde stang i midten af tastaturet.
Denne stang har igen mekanisk forbindelse med det runde-aflange skrivehjul øverst i billedet, således at det aktiverede bogstav på

tastaturet netop udløser det samme bogstav på skrivehjulet, der afsætter det på papiret. Selvom Farbents far først anskaffede det i slut-trediverne, regner vi med, at maskinen er en model fra ca. 1925.

Farbent skriver bl.a.:
Jeg husker denne maskine fra ca. 1938, hvor vi boede i Ryomgård, – vi unger skrev på den – det var let at pege på bogstav og derefter trykke.
       Dengang vidste vi at vores familie opfandt skrivemaskinen (på mors side) – prøv på Google om Skrivekuglen så kommer det hele frem og navnet Malling er med. Maskinen købte min far engang, fordi har var lidt med i en forening, og derfor skulle skrive om forskellige ting.
Mor var lidt sur, fordi far brugte for meget tid på den og på skriveriet i stedet for på familien.
     For ca. 20 år siden var vi til jubilæum på Døveskolen i Kbh. der hvor opfinderen af Skrivekuglen [Pastor Malling]  var lærer omkring 1870 og dengang fik han en stor fransk pris for denne Kugle – der blev sat en mindeplade op på skolen, før vi ankom dertil, idet vi forinden var en tur rundt i det fynske øhav for at se opfinderens fødested.
   Til festen i København var der en lagkage, der var formet som en Skrivekugle med bogstaver rundt på kagen….flere af de bogstaver tog jeg med hjem, men i flytteriet nu er de nok væk som andre ting også.
     I 1978 da min far og mor havde guldbryllup lavede jeg en sang med 23 vers og vores datter Sonja lavede tegninger til mange af versene bl.a. hvor mor var ved at smide fars skrivemaskine  ned i brønden – det var, da far var ansat på Rugård slot som havemand. Brønden var en sådan, at når spanden gik ned kom den anden spand op med vand. I et eventyr fortaltes, at der var et dyr, der sad nede i en sådan brønd og da et andet dyr kom og ville derned i brønden, fik det besked på at kravle op i den tomme spand. Og da kom således en op og en ned…..igen og igen…snyderi!
      Sally var slægtsforsker og har skrevet en del om denne maskine, men hun kan ikke svare på noget om dette lige nu, da hun er syg.
     Her er så et par ord med maskinen, som man kan kigge på ….jeg sidder i kørestol og kan ikke gå eller støtte på benene.        hilsen farbent (Salminen).

DANNEBROGSMAND SØREN CHRISTENSEN
Peter Møller Jensen

I vores arkiv har vi fundet denne artikel, skrevet af Peter Møller Jensen, Koed.
Indledningsvis er dog bragt Søren Christensens egen levnedsbeskrivelse:

Levnedsbeskrivelse
Underskrevne er født i Koed d. 1. juli 1840 i det Sted, hvor jeg har boet i 25 år, dels som Ejer og dels som Aftægtsmand hos min søn, vort eneste barn.

Min barndom tilbragte jeg hos mine Forældre, men som ung tjente jeg forskellige Steder i Koed Sogn.
I 1863 indkaldtes jeg til Militærtjenesten i Altonas og kom så uden at have været Hjemsendt til at deltage i Felten 1864 og gennemgik sammen med Kammeraterne de forskellige Strabadser til jeg den 18. april blev saaret af en Kugle i venstre hånd og maatte overgive mig som

Fange. Efter at være udskrevet fra Lazarettet i Flensborg, blev jeg sendt som Fange til Preussen. I August blev jeg hjemsendt.

I 1871 blev jeg gift med Jensine Rasmussen af Kolind. Vi levede sammen i 53 Aar. Vort første Hjem var i Brunmose I Marie Magdalene Sogn, hvor Lyngen den Gang bredte sig saa frodigt.

I 8 Aar kæmpede vi os gennem den der, men købte saa et Boelssted paa Koed Mark og efter andre 13 Aars forløb tilbyttede jeg mig saa mit Fødested.

Mit Liv er gaaet jævnt og roligt og har været velsignet med et meget godt Helbred.

Koed d. 22. Juli 1927

                  Søren Christensen

Ovenstående levnedsbeskrivelse er venligst udlånt af Ordenskapitlet på Amalienborg.

Herefter kommer Peter Møller Jensens beretning:

Som jeg husker Søren Skrædder

Da jeg var 12 år , var Søren Christensen, kaldet Søren Skrædder, 90 år. Det skal nu ikke forhindre mig i at komme med nogle minder. Søren skal ikke blive glemt.

Om foråret fik jeg en sæk under armen for at hente tøjrpæle. Jeg fik vel en krone i lommen til betaling. Søren havde et helt lager, han havde lavet i vinterens løb. Jeg husker tydeligt den klang, bøgetræet havde, når det blev kastet i sækken. Mon ikke det var 3 øre pr. stk. og et par stykker mere. 3 går jo ikke op i hundrede.
Søren fik bøgetræet af gårdmændene (Koed Skoven) – det var jo skært træ og nemt at arbejde i. Han sad på en trebenet ”Tøllestol”, der var sådan indrettet med en vippeanordning, at emnet ved benenes hjælp kunne fast-

holdes.
Søren boede hos sin søn Rasmus Christensen og hustru Elisabeth. Når Rasmus kørte i marken, sad Søren med benene hængende bagud, det var jo en kassevogn. Der var langt ud i marken, det var den sidste af ”Ruenlodderne 1,5 km, men Rasmus var en stabil kusk. Thor og den røde klarede det fint. Thor græssede lidt i vejkanten op ad bakken.
Søren var døv. Når vi knægte løb nede på vejen, havde Søren den hilsen ”Ka do hold Rotten i fjerdingkarret”. Var der gæster og der skulle spilles kort, havde de en lille mølle, så trumfen kunne drejes frem. Det var Skjærwindsel, der måtte holde for.

Da Søren blev 90 år, blev der holdt fest for ham i forsamlingshuset, hvor byens borgere indbød Søren. Han blev transporteret på vogn, som når han skulle i marken.

Søren Christensen døde 27. sept. 1936, 90 år gammel og begravet på Koed Kirkegård.

Om krigen 1864 oplyser Peter Møller Jensen:

Jeg har fundet frem et par oplysninger om Sørens deltagelse i krigen.
Efter Dannevirkes rømning i februar 1864 rykkede den danske hær mod nord og indtog bl.a. stillingen på Dybbøl. I 10 uger blev de danske styrker belejret og beskudt i skanserne. Før det egentlige stormløb af de tyske og østrigske tropper, blev skanserne beskudt i et 6 timers langt bombardement, hvor der faldt omkring 8000 granater. Mellem 850-900 danske soldater faldt under slaget på Dybbøl Banke 18. april, 900 blev såret og 3000 blev taget til fange, deriblandt Søren Christensen.

Gammel Ryomgård
MORD PÅ EN HERREMAND
Jens Erik Mehlsen

Frit efter et sagn, men se eksempelvis en anderledes udgave af samme historie, Gorm Benzon: Spøgelser og sagn, bind 1, 1998. Se eventuelt også mere om Palle Krag Hoff og Henrik Mule v. Hoff under fanerne Ryomgård/Begyndelsen/Hovedgården og dens omgivelser samt Heinrich de Mule Hoff.

I 1753 var Jørgen Fogh-Wilster herremand på Gammel Ryomgaard – dengang blot: Ryomgaard. Hans hustru hed Anne-Marie Fogh-Wilster f. Galthen (t.v.). Ægteparret havde det efter hvad der siges ikke godt sammen, idet Jørgen Fogh-Wilster var sur og gnaven, men dog også pligtopfyldende, mens hans hustru var et glad gemyt, der havde let til smil og latter. De var således to modsætninger, og deres disharmonier udviklede sig til et dårligt ægteskab. Måske var det derfor, at Anne Marie Fogh-Wilster fandt sig en elsker i herremanden til Wedø (Vedø), en snes kilometer derfra.

Hans navn var Oberstløjtnant Palle Kragh von Hoff. Deres kærlighed blomstrede og det i den grad, at de enedes om – ifølge sagnet – at ombringe Jørgen Fogh-Wilster, så de kunne gifte sig. Men hjælp var nødvendig, så de bad Jørgen Fogh-Wilsters tyske tjener om hjælp, en forespørgsel denne imødekom, dels lokket af en lille sum penge for ulejligheden og dels fordi han ikke kunne fordrage sin patron.

For at fuldføre den morderiske plan indespærrede de ham først i et af Ryomgårds daværende tårne under påskud af, at han var gal. Den tyske tjener skulle nu finde et passende tidspunkt at udføre drabet. Han – eller måske alle tre – fattede nu den plan, at Jørgen Fogh-Wilster skulle lokkes hen til vinduet i tårnet, hvorpå tjeneren skulle skubbe ham ud. Ideen var ikke blot at dræbe herremanden, men også få det til at se ud som et selvmord eller ulykkestilfælde.

Uheldigvis døde herremanden ikke lige med det samme, men hårdt såret råbte han en forbandelse over sin tjener og hustru samt dennes elsker.

Alt dette skete i 1756, hvor Anne Marie Fogh-Wilster nu noteredes som enke og ejer af Ryomgaard. Allerede i 1757 giftede hun sig med Palle Kragh von Hoff, der i øvrigt også havde ejet herregården Høgholm ved Grenå. Hans nye titel var nu Herre til Ryomgaard.

Alt tegnede nu lyst for parret. Den nye herremand byggede Ryomgaard om og plantede den nu fredede linde-alle syd for Gaarden, ligesom han ved indkørslen fra Ladegaarden lod to stele opsætte med ægteparrets initialer indhugget. T.v ses den ene stele med initialerne PKF og AMG under en sol med ansigt.

Også et par gårde blev bygget i Astrup (Jomfrugaardene), og igen lader den driftige herremand

sine (men ikke hustruens) initialer indhugge, denne gang i træværket på stald-bindingsværksbygningen:
PKH for Palle Krag Hoff – herefter ano, hvor det har knebet kunstneren eller håndværkeren at stave rigtigt, og sidst årstallet 1766 (Astrupvej 28).

Det lader til, at Jørgen Fogh-Wilsters forbandelse ikke havde virket. Parret fik dog ingen børn, og det er tvivlsomt om deres økonomi kunne holde til deres byggeaktiviteter. Ryomgaard solgtes ved Palle Krag von Hoffs død i 1798 til hans brodersøn, Henrik Muhle von Hoff. Også hans periode på Ryomgaard startede med forandringer, idet han udstykkede store dele af arealerne – han kaldtes for herregårdsslagteren – men skæbnen indhentede ham. For med den danske stats deltagelse i Napoleonskrigene blev landets økonomi så dårlig (og endte med statsbankerotten i 1813), at den drog mange med sig i faldet, heriblandt Henrik Muhle von Hoff. I 1804 måtte han nødtvunget afstå Ryomgaard, og døde i 1817 som en fattig mand.

Måske havde Jørgen Fogh-Wilsters forbandelse virket alligevel – blot lidt forsinket!

NIMTOFTE MØLLE
– kommentar til sporløs af 1. dec. og svar af 17. dec. 2020 af:
Ole Knudsen, Tjerrrild.

…som har arbejdet i dybden med ovennævnte sporløs (fotoet t.h.):
en collage af Nimtofte Mølle.

Vi bragte som svar på collagen, at det som sagt var Nimtofte Mølle, men

stort set ikke yderligere, for vi vidste ikke mere, altså heller ikke bare et cirka-årstal.
Men nu kan vi præsentere et langt mere uddybende svar, som derfor bringes her på fanen, da sporløs-fanen ikke er beregnet til længere indlæg.

Ole Knudsen skriver:

Jeg har set på historiske matrikelkort fra 1816-1996, (højre side, samt nedenfor).
Der er ikke tvivl om, at collagen er lavet efter det oprindelige gårdanlæg, som bestod indtil slutningen af 1800-tallet. Bygningerne kan genkendes, men placeringerne er måske ikke helt de samme. Mon ikke det kan tillægges kunstnerisk frihed i collagen.

T.h. ses matrikelkort over Nimtofte Møllegård 1816-1857, Målestok 1:1000.

T.v. ses tilsvarende matrikelkort over Møllen, denne gang 1857-1895, og igen i målestoksforholdet 1:1000

På kortene der var gældende frem til 1960, er det det oprindelige anlæg, der er på kortene, men det der gælder fra 1960-1996 er det den nuværende ejendom, der er indtegnet.

Her kan man også se, at lagerbygningen er fra-matrikuleret.

Nu endnu nyere matrikelkort over Møllegården: 1895-1960. Målestok 1:10000.

Ifølge BBR er hovedparten af bygningerne på det, der i dag regnes for Møllegården, opført i 1889. Grunden til, at de først kommer på matrikelkortet i 1960 er sikkert, at man i 1895 har taget udgangspunkt i det tidligere kort.
Lagerbygningen, som er skilt fra, er fra 1900. Årstallene er oplyst af ejerne, og der kan være usikkerhed om præcisionen, men det lyder sandsynlig.

Det sidste matrikelkort t.v. er fra 1960-1996.
Kilden for dem alle er nettet: Historiske kort.
BBR kan hentes på nettetsiden: https://ois.dk

Hvad der har ligget til grund for collagen vides vel ikke, – virkeligheden, et maleri eller billeder, men det er helt sikkert det gårdanlæg, der var på stedet indtil omkring 1890.
Man kunne måske finde yderligere oplysninger i brandforsikringspolicer eller bo-skifter, men det er et for mig ukendt område.

OTTO SALMINEN
Sally Salminen

Otto Salminen

Foranlediget af sporløs fra 08. nov. (foto t.h.) og dets opklaring af 27. nov. er en del kommet frem på den unge mand på motorcyklen. Hans fulde navn er Otto Nikolaj Salminen ( 1906- 1992). Han blev født i det sidste hvide hus i Kolindbro på højre hånd, på vejen mod Grenå. Hans mor var finsk ugift malkepige, som arbejdede på Vedø. Faderes var fodermester og kreaturpasser samme sted. Otto blev født med en defekt fod, men efter en vellykket operation straks efter fødslen erklæret rask og bar ingen mén sidenhen. Otto kom aldrig hjem til sin mor igen, men kom i stedet i pleje hos en fattig, men kærlig landarbejder familie, som boede i et (nu nedrevet) bindingsværksus ved Vallumsøen.

T.h. skimtes Otto foran huset, hans barndomshjem, hvor Gjerrild-banen i øvrigt gik tæt forbi. Huset havde oprindeligt været et lille traktørsted beliggende på den gamle Kirkevej fra Koed til Marie Magdalene. Stedet var omgivet af skove og dybe veje uden belysning, så det var af og til en lidt farlig affære at færdes deromkring. Overfald kunne finde stede af røvere, så Traktørstedet blev derfor også kaldt “Røverhullet” – i folkemunde hurtigt ændret til “Røvhullet”.

Otto Salminens skrivemaskine årg. ca. 1919

Efter at have gjort skoletiden på Elholt Skole ved Attrup, kom Otto ud at tjene. I 1920erne på Fyn, hvor han mødte sin ægtefælle og de blev gift i 1927 i Nr. Lyndelse Kirke. Otto tjente herefter på flere forskellige gårde og boede også herpå egnen i flere omgange, således Østergade 4 (baggården) i Ryomgård, i Bøjstrup (1930), Vandmøllen i Ryomgård, hvor han tjente på Gl. Ryom. Han forlod Vandmøllen til fordel for andre jobs, men vendte tilbage i 1940, i 1943 til Skarresø, og året efter i Mesballe. Også andre ansættelser og bopæle fulgte.

Han var politisk interesseret og forsøgte – forgæves – i 1930erne at stifte et nyt parti. I den forbindelse antages han at have anskaffet sig en skrivemaskine, en elskelig gammel sag, der ses ovenfor Den er i dag udstillet på Midtdjurs Lokalarkiv i Kolind+, foræret os af hans barnebarn, Sally, der også er kilde til nærværende artikel

GENFORENINGSSTENE OG ANDRE MINDESTENE
Helge Qvist Frandsen

Genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920 var en af de største Danmarkshistoriske begivenheder i 1900-tallet.

Det blev jeg mindet om allerede i mit hjem, hvor vi havde det store billede af kong Christian den Tiendes ridt over den gamle grænse ind i det genvundne land nede ved Christiansfeld den 10. juli 1920. Ved hans side red sønnerne Frederik (den senere kong Frederik den Niende) og Knud, og store folkeskarer flokkedes omkring dem. Ja, nogle kravlede endda op i træerne langs vejen for bedre at kunne se, hvad der foregik, ganske som Sakæus, den undermåler af en overtolder, der krøb op i et morbærfigentræ langs vejen, hvor Jesus og hans følge drog forbi. Kong Christian red på en hvid hest, fordi det var blevet spået, at han, når Sønderjylland kom tilbage, skulle ride over grænsen på en hvid hest. Det var vist prins Knud, der engang fortalte, at det kneb med at finde en helt hvid hest, men problemet skulle så være blevet klaret med en kalkkost. Hesten var fra Visborggård, nord for Hadsund og skal være begravet deroppe. Kendt er historien om, at kongen spontant tog en lille pige op til sig på hesten. Hun døde for nogle år siden som en gl. dame på klostret i Århus.

Da jeg i 1965 blev sognepræst i Sønderjylland, blev jeg jævnligt mindet om, hvor meget genforeningen betød for folk. Der var mindestene rundt omkring i sognene, og der blev holdt afstemningsfester i næsten alle sogne den 10. februar på dagen, hvor sønderjyderne i 1920 stemte sig hjem. I årenes løb har jeg talt ved mange afstemningsfester. Bl.a. talte jeg ved festen på 75-årsdagen for afstemningen i 1995, og den 10. juli samme år var Kirsten og jeg med til den store genforeningsfest på Dybbøl.

Genforeningen var imidlertid ikke blot den store begivenhed i Sønderjylland, men den havde stor betydning for hele landet. Herom vidner de 561 genforeningsstene, der findes i sognene overalt i landet.

I Marie Magdalene sogn er der hele to genforeningsstene. Den ene står i Marie Magdalene i det lille anlæg på hjørnet mellem Vestergade og Bøjstrupvej, hvor også byens flagstang er placeret. Opr. stod stenen i det lille anlæg ved indgangsportalen til kirkegården.

Genforeningsstenen i Ryomgård (ovenfor) står i dag i anlægget ved rundkørslen. Den blev opr. anbragt på Møllebakken som en dysse ved siden af Møllen og en flagstang. Senere blev stedet inddraget i realskolens anlæg, og genforeningsstenen blev flyttet til en plads mellem Vestergade 12 og 14 og senere igen til hjørnet mellem Vestergade og Slotsgade, før den fik sin nuværende placering.

P.K. Thorsen – Ej at synes men at være

Ved realskolen står en mindesten for sprogforskeren P.K.Thorsen, (t.v) er var en god ven af skolen, ligesom der ved realskolen er mindestene for skolens første ledere, Axel og Erik Munch.

Genforeningsstenen i Koed står ved byens flagstang på pladsen foran Koed kirke, og jeg undrer mig over, at der på denne sten står: Sønderjylland 1864 – 1920. De fleste steder står der blot genforeningsåret 1920. Det er jo det, vi mindes med glæde og taknemmelighed og ikke perioden fra 1864 til 1920, hvor Sønderjylland hørte under Tyskland.

Ved Koed kirkes apsis står der en stor mindesten for lærer P. Kolind, der virkede ved Koed skole fra 1871 – 1918. Han tog initiativ til mange folkelige og kirkelige møder, ligesom han gjorde en stor indsats for idrætten på lokalt plan og på amtsplan.

SPANIOLERNE PÅ DJURSLAND

Erland Skovbjerg

På billedet t.v. ses de spanske soldater. Regiment Zamora er nr. 2 fra venstre, mens den anden sidste officer før kanonen er fra regiment Algarbe.

I år (RED: 2008) er det 200 år siden, at Napoleons spanske hjælpetropper, ”Spaniolerne” som de blev kaldt, var i Danmark  –  og også her på Djursland. Forhistorien er den, at da englænderne havde taget vor flåde i 1807 blev Danmark tvunget til at gå med i krigen på Napoleons side.
Napoleon forlangte, at Danmark skulle gå i krig mod og invadere Sverige, og til hjælp hertil sendte han et fransk korps på 19.481 mand og et spansk korps på 13.389 mand. I alt medbragte disse tropper 6.191 heste. Der var i alt 11 spanske regimenter.
Det er disse spanske soldaters ophold, bl.a. på vor egn, som jeg har undersøgt lidt om.
De franske og spanske tropper, som skulle hjælpe os, kom i marts måned fra Hamburg, og den 28. marts var de nået til Kolding, Som bekendt brændte Koldinghus ved et uheld. De kuldskære Spanioler havde fyret så meget op i en kamin, at der gik ild i de trækanaler, som skulle lede røgen op gennem slottet. Der opstod forvirring, og først da deres general, Bernadotte (den senere konge i Sverige), mødte op, blev forsøg på brandslukning organiseret. Soldaterne stod i to rækker ned til søen og langede vandspande fra mand til mand. Det var soldater fra infanteriregiment ”Princesa”, der forårsagede branden.
Tropperne skulle jo have været til Sjælland og derfra angribe Sverige, men de engelske krigsskibe spærrede Storebælt, så kun få soldater kom over nede ved Lolland-Falster. Nogle soldater blev på Fyn, men mange blev sendt videre op i Jylland for at blive indkvarteret i forskellige byer. De nåede helt op til Ålborg og Mariager. Der er udførlige beretninger om deres ophold i Randers, Grenå og Ebeltoft, men de var også ude i småbyerne på Djursland.
Fra Grenaa og Ebeltoft berettes, at man så med blandede følelser på disse fremmede krigsfolk, som skulle komme til byen. Nogle ventede det værste, og enkelte damer med deres børn rejste i sikkerhed i en anden by.
Men Spaniolerne blev hurtigt vellidte ved deres galante optræden og deres godhed mod børn.
De spanske tropper kom marcherende til Grenaa den 23. april med fuld musik af horn og pauker og trommer og piber. Forrest rider en rank officer fra regiment Algarbe i sin blå frakke og gule bukser. Efter ham en imponerende person, nemlig Regiments-paukeren. Han rider på en stor hest med pauker på hver side, som han med stor alvor og behændighed slå på med sine stokke.
Det er et aldeles nyt skuespil for Grenaagenserne.
Så kommer regiment Zamoras 1835 mand marcherende, geled efter geled. Det er slanke folk med ildfulde ansigter. De så godt ud i deres hvide uniformer med krydsbandoler over det sorte bryst. De havde lange brune støvler og en høj, flot chakot på hovedet. De 585 ryttere fra regiment Algarbe kommer derefter i langsomt trav på deres sorte, andalusiske hingste med lange haler. Lyden af hovslag og knirken af seletøj fylder Grenaas gader. Byens borgere står nærmest med åben mund og ser på alt dette. Som afslutning på optoget kører nogle vogne, som er trukket af muldyr. Mange af soldaterne havde deres koner og børn med. Vognene er fulde af kvinder i fremmede klædedragter, samt de yndigste sortlokkede og sortøjede unger, som smiler og vinker.  For fuldstændighedens skyld bør jeg nævne, at de spanske også selv havde prostituerede med.
Som nævnt var de særdeles venlige og charmerende og legede meget med børnene. Deres gode guitarspil var noget nyt for os, og mange danske pigehjerter blev sat i brand. De havde dog nogle særprægede vaner. Hvis en kat kom på deres vej, kunne de finde på at stege og spise den. De spiste også snoge, snegle og frøer.  Hvidløg gjorde sig også bemærket i de danske næser. Overalt sås de med små hvide pinde i munden. Det var cigaretterne, som i 1808 blev indført her i Danmark af de spanske soldater. Cigaretterne kunne vi godt have undværet! 
Et stort indtryk gjorde det også, at de holdt siesta og lå og sov alle steder midt på dagen. Men mest beundret blev de, når hele regimentet om aftenen knælede ned på torvet og holdt offentlig bøn.
Danskerne havde store problemer med at få dem indkvarteret, og der fortælles meget om denne sag. Der var da også uoverensstemmelser mange steder. Navnlig kunne de fremmede ikke fordrage øllebrød, som mange værter serverede til morgenmad. Soldaterne og deres koner og børn og de mange heste skulle jo som sagt have mad og foder hver dag. Så indkvarteringen var en stor belastning for de forskellige byer. Fra Grenaa og Ebeltoft fordeltes de fremmede over store områder –  og også til landsbyerne i Midtdjurs kom de.
På ”Gl. Ryom” har de været, og der er spor efter dem endnu. Der fortælles, at i den gamle lade har Spaniolerne øvet sig og kæmpet med bajonetter og sabler, og det er gået hårdt til, for man kan stadig se skrammer og ridser i væggene.

Gl. Ryoms kamtakkede agerumslade hvor spaniolerne opholdt sig, og hvor man den dag i dag kan se mærker i indermuren efter deres fægteøvelser.

Et lille minde fra hine tider hang hist og her i mange år på landsbysmedenes port på egnen. Det var aparte hestesko uden tåstød, men med små, spidse hager.

Spaniolernes efterkommere bor stadig iblandt os. En mand fra Kolind ringede og fortalte, at hans oldemor havde sagt, at de stammede fra Spaniolerne. De havde da også stadig brune øjne. Familien har boet i Ryomgård, Ringsø og  Kolind. I Ryomgård var Mine Svenningsen, som blev 102 år, en efterkommer. I Nimtofte kender jeg selv Sanko-familien, som mener, at de har haft en spansk forfar. Jeg har snakket en del med dem om denne sag.
Der er dog ikke så mange efterkommere, som man kunne forvente efter at 13.000 unge mænd havde været her i omtrent et halvt år. Spaniolerne havde jo som sagt koner og prostituerede med.
Jeg kender i øvrige en af Panduro-slægten, hvis spanske forfar havde brækket et ben og derfor blev tilbage her i landet. Han stiftede familie og efterslægten tæller i dag 900 mennesker.
En anden slægt i landet er Miquelsen. En soldat deserterede, da de andre drog af sted, og han gemte sig i et hult træ. En tjenestepige på gården kom ud til ham med mad, når det var mørkt. Naturligvis fik de senere hinanden og har en stor slægt i dag. Du kan gå ind på internettet og se noget på wvw.Stenboye.dk (historiske sider), og på Google.dk kan du slå op på ”Spaniolerne 1808” eller ”Spaniolernes efterkommere”.
Spaniolernes afrejse fra vort land skete med stor dramatik. De herværende tropper havde hørt rygter om, at der var sket store politiske forandringer i Spanien. Napoleon havde indsat sin bror Josef, som konge i Spanien, men spanierne havde gjort oprør mod Napoleon. De spanske soldater her i Danmark var nu i en uheldig situation, idet de jo var under franskmændenes, altså fjendens overkommando, men deres hjerter bankede jo for deres fædreland.
Spaniolernes leder, Marki de la Romana fik en dag hemmeligt besøg af en mystisk person. Han hed James Robertson og var engelsk spion. Han udgav sig for at være købmand, der ville sælge cigarer og chokolade til Markien. Efter en masse hemmelighedskræmmeri røbede Robertson, at han ville tilbyde den spanske øverstkommanderende at transportere alle hans tropper hjem til Spanien på engelske skibe. Ved mange intriger og vildledende manøvrer overfor franskmændene, lykkedes det Marki de la Romana efterhånden at få samlet mange spanske afdelinger på Fyn og Langeland, hvorfra de skulle samles op af engelske skibe for at flygte hjem til Spanien. Regiment Zamora var i forvejen blev overflyttet til Horsens, og herfra lykkedes det regimentet at komme videre til Langeland., hvorfra de udskibedes den 22. august og vendte hjem til Spanien. Her deltog de i kampene mod Napoleon. Algarbe, det andet af de to regimenter som var på Djursland, nåede kun til Lillebælt. Her blev de tilbageholdt af franskmændene. De spanioler, som det ikke lykkedes at flygte, forblev under fransk kommando.
Der fortælles, at da soldaterne blev udskibede fra Nyborg måtte de slippe 600 fine hingste løs på stranden. Der fortælles om ømme scener, da kavaleristerne måtte forlade deres elskede dyr, som havde fulgt dem hver dag i årevis. Til at begynde med løb hingstene i de vante geledder, men da flokken selv var på vej tilbage til staldene i Nyborg, kom de forbi en flok heste. Straks begyndte de fyrige hingste at slås. De sparkede hinanden med forhovene og bed hinanden til blods. Det gik uhyre voldsom til. Mange hingste lå døde eller lemlæstede, da nogle danskere forsøgte at hjælpe. Nogle lykkedes det at indfange, og i dag er der nok en del efterkommere efter disse andalusiske hingste her i Danmark.
De populære Spaniolers ophold var et farverigt indslag i vort lands historie. Vi kunne lide dem, disse mørklødede, fremmede fugle. Vi havde taget ”Spaniolerne” til vort hjerte, og enkelte unge kvinder bar endda en ”lille Spaniol” under deres hjerte.
 
 

LIDT OM KLEMSTRUP
Jens Erik Mehlsen

Under siden sporløs vistes d. 27. sept. 2020 dette foto:

Ved opklaringen skrev vi bl.a. dette:
Fotoet er fra Klemstrupgården, Klemstrupvej 7, Ryomgård. oprindelig hørte den under Holbækgaard, senere under Skaføgaard og tilhører i dag Fjeld. Fotoet har givet anledning til at grave lidt dybere, hvortil som kilde er anvendt:
N.R. Estrup: Oplysning om Fredskovsforholdene i Fjeld Skov (Randers Amts Historiske Samfund, 1942).

Her oplyses bl.a. at der har været to gårde, næsten overfor hinanden, nemlig

1) Matr. nr 20 a Klemstrup – den senere nedlagte Gaard, som mange i dag kender som Klemstruphuset, – i dag nedrevet.

2) Matr. nr. 20 b Klemstrup – nuværende Klemstrupgaard, Klemstrupvej 7, fotoet ovenfor.

I første halvdel af 1800-tallet hørte begge gårde under Holbækgård (A.T.H. Mourier-Petersen), men i 1855 købtes de af J.B.S. Estrup til Skaføgård, hvis ide med købet var at øge skovarealerne på bekostning af agerbruget. Estrup købte også andre tilstødende arealer med samme formål.

Navnet Klemstrup er egentligt et bynavn kaldet Klemstrupgårdene. Det ses på gamle kort. I hovedsagen drejer det sig som sagt om de to gårde, som dengang kendtes under navne som Over (eller Øvre) Klemstrup og Neder (eller Nedre) Klemstrup og som refererede sig til om, gården lå nord for Pindstrupvejen (Øvre, matr.nr. 20 a) eller syd for vejen (Neder, matr.nr. 20 b). I dag eksisterer kun Neder Klemstrup, kaldet Klemstrupgården. 

Øvre Klemstrup lå skråt overfor (200 m. mod øst) Neder Klemstrup, og var oprindelig – som Neder Klemstrup – en landbrugsejendom, dvs. oprindelig var de begge fæstegårde og Nedergården findes omtalt allerede under Chr. V’s matrikul.
På kortet nedenfor er de to gårde indtegnet med matr.nr. hhv. 20 a (Overgården) og 20 b (Nedergården), begge Marie Magdalene Sogn.


OVER KLEMSTRUP
Mens Over Klemstrup endnu var landbrug, var dens tilliggende i 1855 godt 164 Tønder land. Under en igangværende ”skovudskiftning” omtales, at ”de to Fæstere i Klemstrupgaardene ikke fik udlagt Skovgrund til Afdrivning ved Skovudskiftningen, men beholdt de af dem opdyrkede Skovjorder”.
Der har på 20 a ikke udelukkende været landbrugsagre, men som det hedder: ”Disse spredte Skovstykker, sammenlignet med Terrainforholdene…berettiger til den antagelse, at de opdyrkede Skovjorder har været Agre anlagt i dalene i det kuperede Terrain, undertiden således, at der har været flere Agre i samme Dal. Det øverste af Bakkerne har næppe været dyrket, ligesom ej heller for bratte Skrænter kan antages at have været under Kultur.”

Man kan spørge, om de nævnte agre, er de terrasseagre, som man kan iagttage i dag i Klemstrup Skoven ved ”vildsvine-indgangen” fra Pindstrupvejen, lige før Marie Magdalene? Svaret er noget usikkert, men kan være bekræftende. For selvom disse terrasseagre er tidsfæstet til midten af 1600-tallet, kan de jo fortsat være brugt længere frem i tiden, ligesom de matrikulært hørte til ”Klemstrup Overgaard”. Som sagt er i hvert fald Neder Klemstrup omtalt allerede under Chr V’s matrikul (1688), så tanken er nærliggende, også fordi N.R. Estrup omtaler ”agre” i området.

TERRASSEAGRENE VED “VILDSVINEINDGANGEN
OVER KLEMSTRUP – SENERE KLEMSTRUPHUSET

Over Klemstrup udstykkedes i 1860, ”saaledes at Hovedparcellen blev at anvende til Fredskov og ved Kgl. Bevilling … blev Gaarden, der ved Fæsterens og Enkes død var Fæsteledig”, nedlagt. I hvert fald den ene af tilbygningerne til Over Klemstrup blev derefter nedrevet og hovedhuset fik status af skovarbejderbolig. En endelig nedrivning skete i 1980’erne, da de sidste beboere Niels König med familie fraflyttede. 

NEDER KLEMSTRUP
Matr.nr. 20 b (Neder eller Nedre Klemstrup, nuværende Klemstrupgård, Klemstrupvej 7) omfattede oprindeligt ca. 210 Tønder Land. Det fortælles, at ”hvis der nogensinde har været skov [her], maa denne i hvert Fald antages at være forsvundet inden 1820”. Det er denne ejendom, der herefter havde interesse som landbrugsejendom. Som sådan fortsatte den et (ukendt) antal år, for så også at overgå til skovarbejderbolig. Ét årstal kan man dog sætte på, hvilket kan være relevant i denne henseende, nemlig 1870, idet ejeren på det tidspunkt J.B.S. Estrup til Skaføgaard da fik tilladelse til at skovplante hovedparten af det areal af matr.nr. 20 b som lå nord for vejen Marie Magdalene – Pindstrup. Dette opdyrkede areal grænsede således op til jordene på matr.nr. 20 a. De seneste beboere på Neder Klemstrup har været skovarbejder Tage Jensen med familie. Huset/gården eksisterer stadig, men er ikke beboet.

Indenrigsministeriet omtaler Klemstrup som en by og bekræfter (i anden anledning) i 1870, ”at der kun i Klemstrup Ejerlav findes to Bøndergaarde, nemlig den senere (1860) nedlagte Gaard paa matr.nr. 20 a [Over Klemstrup], og den Gaard, der fremdeles findes paa matr.nr. 20 b.” [Neder Klemstrup].

2019

DER VAR ENGANG ET MEJERI 
Jens Erik Mehlsen

Ryomgård Mejeri 1963.
På fanen “Ryomgård” under afsnittet om “Ryomgård bliver til” ses et noget uskarpt foto af mejeriet fra 1930’erne, hvilket er det ældste foto af mejeriet, som vi kender til.

I Ryomgård er en af de ældste bygninger, der i “gamle dage” var byens store mejeri, blevet revet ned.  
Ryomgård Mejeri opførtes i 1890. Byen har dog ældre bygninger. Gl. Ryom, der i sin oprindelige skikkelse er fra 1400-tallet. Nu, hvor gården er bygget om, må dens kamtakkede agerumslade med årstallet 1635 indhugget over døren i midten på vestsiden, siges at være den ældste bygning i byen.  

Kort over Ryomgård, år 1900

Også Bomhuset, Mølledamhuset, Stationen med få tilbygninger, Hotellet, garagen til ejendommen Jernbanegade 7, samt Teglværket og Møllen på Møllebakken må være blandt de ældste. Men herefter kommer formodentlig Mejeriet. 

Selve mejeridriften ophørte i 1960’erne, hvorefter murermester Nic. Bach købte mejeriet og udlejede det, en overgang bl.a. til fa. Center Gros a/s, der nu har til huse på toppen af Nimtoftevej.  

I 1974 købte Jørgen Holm Pedersen bygningen, og nedrev den nordlige del (selve mejeriet) inkl. den høje skorsten. Her byggedes i stedet en ny bygning i forlængelse af den tilbageblevne del af mejeriet (beboelsen for mejeribestyreren), der alt nu udgjorde en harmonisk kombineret beboelses- og forretningsejendom (Holm P. SKO). 

Holm P – SKO

Vi har tidligere bragt mejeriets historie, men overvejer nu – da den blev bragt på et anden site, der ikke eksisterer mere – om vi skulle bringe den igen, eventuelt til sommer eller efteråret, hvor det nye byggeri på pladsen formodentlig er på plads. 

Nedenfor fotos fra dec. 2019 hvor nedrivning af bygningen er i gang hhv. tilendebragt.

LAURITS HANSEN, Vognmand i Ryomgård
Jens Erik Mehlsen

Laurits Hansen foran sin nye Chevrolet 1931 med hvilken han fortsatte sin rute Ryomgård – Århus, som han havde startet op i 1920 med en 1 tons Ford T lastvogn. Fotoet er brugt i juni under sporløs

Igennem 52-53 år var Laurits Hansen vognmand i Ryomgård.
Laurits var født 1894 og i 1915 så gammel, at han kunne erhverve kørekort. Men det var ikke enhver forundt at have midler hertil, så Laurits solgte flere af sine indbogenstande for at få råd til at tage til København og erhverve kørekortet.

OPHØR
Da han var 78 år, solgte han sin taxaforretning og blev interviewet af den lokale redaktør af Aarhus Stiftstidende, Palle Rosenstand, Pindstrup. Her fulgte den bemærkning, som mange sikkert har fundet morsom, for Laurits sagde, at han:

Det skulle vise sig at blive en god investering, for Laurits erhvervede kørekortet og slog sig senere ned som vognmand i Ryomgård. Dog ikke straks. Han begyndte som chauffør for andre. En bil var der jo ikke lige penge til fra starten, men det blev der senere. I 1920 købte han således sin første bil, en helt ny 1-tons Ford T lastbil.

Laurits ved siden af sin Audi ca 1972.

Med den startede han fragtruten Ryomgård – Århus, som han drev indtil 1943. Ved siden af kørte han også fra 1931 taxa, det hed dengang lillebilvognmand. Den første af slagsen var en Plymouth. Det var kendetegnene for Laurits altid at skifte sine vogne ud regelmæssigt, så kunderne fik den bedste service. I 1973 ønskede han at stoppe. På det tidspunkt kørte han Audi 100, GL årg. 1972. Den blev købt – ligesom den forrige – af den lokale Audi-forhandler Svend Pilgård, Ryomgård.


A.C. ANDERSEN (1869 – 1961),
købmand i Ryomgård 1904-1938, Slotsgade 6 (dengang Storegade), Ryomgård. Nedenstående er pluk af hans selvbiografi, redigeret af Jens Erik Mehlsen.
.

A.C. Anderens barndomshjem

Købmand Anders Christian Andersen blev født 1869  “½ mil fra Ryomgaard St.”, som han skriver i sine erindringer. Det lille hus lå nær Attrup og Vallumsøen. Andersen var den ældste af en søskendeflok på syv. Som 7-årig oplevede han åbningen af Randers-Grenå- banen i 1876. Som 10-årig blev han hjorddreng på Ny Ryomgård. Sammesteds blev han landvæsenselev efter sin konfirmation i 1883. Året efter kom han i købmandslære i Kolindbro og to år senere blev Andersen ansat som forbundter i Grenaa, og senere i Thisted.

T.v. foto af A.C. Andersen ca. 1893, hvor han i Thisted havde mødt sin tilkommende hustru Ane Marie.

Ca. 20 år gammel var han udlært, og fik herefter job i Ringkøbing i en “byforretning”, men opsagde dog stillingen efter kort tid, da der var chance for at blive egen

herre i Koed (Skalhøjvej 8 a) på Djursland (1894). Andersens værste konkurrent som købmand i Koed var Brugsforeningen i Attrup, for da den mærkede nedgang i sin omsætning pga. konkurrencen fra Andersen, lagde den uhørt pres på sine medlemmer (i Koed) for at de udelukkende skulle handle i Attrup Brugs. Det mærkede Andersen straks. Han tog uden videre konsekvensen og flyttede til Odder, hvor han startede en ny forretning op. Men selvom han klarede sig godt, besluttede han sig alligevel for at rejse tilbage til barndomslandet Ryomgaard. Han skriver i sine erindringer:
“Der var det mærkelige ved den Station (Red: Ryomgaard St.), at der paa daværende Tidspunkt – 1902 – endnu var saare lidt af en By, til trods for, at Stationen og Jernbanen var kommen 26 Aar tidligere. Dette havde sin Aarsag deri, at al Jorden omkring tilhørte en Godsejer – Mourier Petersen – der ikke vilde sælge Jord, og ikke ønskede nogen Stationsby der paa Stedet. Tilhørende Godset var et Teglværk og et Beboelseshus, en Vandmølle og en Vindmølle, en Gæstgivergaard, hvori der ogsaa var en Købmandsforretning, et Hus til Beboelse for Jernbaneportører, og et Hus til Beboelse for en Jernbanerestauratør. Og saa havde Godsejeren udlejet paa en længere Aarrække et stykke Jord, hvorpaa der var bygget et Andelsmejeri og et Stykke Jord til en Karetmager, der havde bygget Værksted og Beboelseshus.
 Dette var Byen i 1902, da han solgte Godset til en anden.
 Den nye Godsejer – H. Castenschiold –  saa helt anderledes paa Sagen; han vilde sælge Byggegrunde, og da jeg altid havde haft Tro paa, at naar dette skete, vilde der blive en By, ligesom ved de andre Jernbanestationer, var jeg nr. 2 der købte Byggegrund til 1 kr. pr Kvadratalen. Jeg byggede saa herpaa et Hus, det første i Byen paa egen Grund, og det blev indrettet til Butik og Beboelse, til min Moder, der nu var bleven Enke, og til min ugifte Søster, der ønskede at handle med Smaating i Manufaktur, Galanteri m.m”.

Etableringen her skete i 1904 og blev en succes. Han skriver selv: “De andre to Forretninger, jeg havde haft, var i det væsentlige kun Kolonial, men her var det i høj Grad blandet Forretning, lige fra A til Z.
 Trælast og Støbegods og Bygningsartikler var det, der krævede flest penge, men jeg var heldig at faa god Kredit hos Vedkommende Firmaer. En helt ny slags Handel havde jeg ogsaa faaet, den bestod i, at jeg købte Svin til Privatslagteriet i Randers…”

Andersen var opmand til Ryomgård Realskoles start, samt i en periode formand for Haandværker- og Borgerforeningen, senere æresmedlem. Herudover formand for det private gadebelysningsselskab, og medlem af det i 1916 startede andels-elektricitetsselskab, “Arke”. Ved sin pensionering flyttede han og hustruen til Odense, senere til Nordsjælland. Fru Ane Marie døde i 1960 og A.C. Andersen i 1961. De ligger begge begravet på Hørsholm Kirkegård.

Læs A.C. Andersens erindringer på fanen Ryomgård.



GL.RYOM
Et kladdehæfte er fundet med en stil/en artikel om Gl. Ryom, ca. 21 sider, heraf 9 sider med særdeles flotte farvelagte tegninger. Nedenfor ses uddrag af tekst og tegninger. Materialet kan ses på vort arkiv og eventuelt lånes efter aftale med arkivlederen. Stilens opmand er ukendt.