Pindstrup

PINDSTRUP’s HISTORIE
Orla Pedersen, Pindstrup

Jeg har lovet op til flere gange at skrive om byen Pindstrup. Nu har jeg endelig gjort det, så hermed dette indlæg.
Mit navn er Orla Pedersen, født 1927. Jeg har boet i Pindstrup altid, på nær 3 år fra 1947 – 50. Min viden om lokalsamfundet er delvis egen erfaring, overlevering fra mine afdøde forældre og andre. Andet indhold i tilknytning til indlægget er fra historisk litteratur.

Da byens eksistens ikke kan føres langt tilbage i tiden, har jeg henholdt mig til især at fortælle om to store personligheder, som især har haft betydning for byens opvækst og om selve byen op til nutiden. Indledningsvis vil jeg citere fra foreningens jubilæumsskrift 1980, hvor jeg skrev følgende:

“Ved den lange dalstrækning mellem Grenå og Randers omkranset af skov og mose samt moderne storindustri, ligger byen Pindstrup som et vidnesbyrd på, at industri og skøn natur i forening udvikles og trives.
Langs indfaldsvejene fra øst, vest og nord er byen omsluttet af Fjeld og Løvenholm skove og fra syd kommer man ind i dalstrækningen, hvor der endnu findes spor af de opgravede moser i skønne maleriske motiver med søer og vildtvoksende buske og træer.
Men uanset hvorfra man end kommer, vil industriens høje skorstene kunne øjnes på lang afstand, som et vartegn for byen og som et symbol for virksomheden og arbejderbevægelsens virke”.

Ifølge egnsbeskrivelser over Midtjylland havde naturen en helt anden skikkelse for 6000 – 7000 år siden, idet havet dengang trængte helt ind i dalstrækningen og skabte søforbindelse fra Grenå over Randers og helt ind til egnen omkring Viborg. Men efterhånden som havbunden voksede og vandet trængtes tilbage, begyndte den natur at opstå, som blev kendetegnet for Pindstrup området. En begyndende bosættelse i Pindstrup hører formentlig sammen med, at godsejer Jørgen Rosenkrantz i 1579 bygger Skaføgård og starter opdyrkningen af de store jordarealer. Et geodætisk kort fra 1600-tallet viser, at navnet Pindstrup er indtegnet med landbrugsparceller nord for mosen og grænsende op til skovområderne.

Men egentlig bebyggelse finder sted langt senere. Især to store personligheder har haft betydelig indflydelse på byens opvækst:

Jacob Brønnum Scavenius Estrup og Johannes F. la Cour.

J.B.S.Estrup var født I 1825 og døde I 1913. Som 27-årig købte han Skaføgård i 1852 og kort tid efter de skovparceller, der i dag omfatter Fjeld Skov.

Nedenfor nutidigt foto af Skaføgård

Han iværksatte en egentlig kultivering af hele området til effektiv skovdrift. På et tidspunkt var der ca. 100 ansatte i skovdriften. Sammen med anlæggelse af jernbanen fra Randers over Pindstrup til Ryomgård i 1876 førte det til, at en del af disse skovarbejdere og jernbanefolk bosatte sig i Pindstrup og byen voksede langsomt frem – omkring år 1900 var der ca. 45 – 50 boliger.

Ifølge historisk litteratur stammede Estrup-familien ikke fra et aristokratisk godsejermiljø, men fra en familie af jyske fæstebønder med en social opdrift. Hans far var lærer og senere rektor for Sorø Akademi, giftede sig til penge og position, der førte til, at han blev ejer af Kongsdal ved Holbæk. J.B.S.Estrup arvede allerede som 21-årig Kongsdal.

Estrup var en landskendt person på grund af sin politiske indflydelse og store personlighed i årene 1865 – 1901. Derfor vil jeg også skrive lidt herom: Da det var de nationalliberale og deres Københavnske rygklappere, der havde lagt den politiske kurs, der førte til krigen i 1864, lå det i luften, at alternativet til en regering måtte have rod i landbefolkningen. Derfor indgik Venstre (bondevennerne) forlig med deres ærkefjender godsejerne. Venstres forhandler I. A. Hansen havde formentlig drømt om nogle ministertaburetter til bondevennerne, men heri tog han fejl.

Godsejerne kom til at præge samfundsudviklingen de følgende 35 år. Den politiske indflydelse havde Estrup i alle årene. Først som indenrigsminister 1865 – 1869, konseilspræsident 1875 – 1894 og den øvrige periode som landstingsmedlem frem til 1901, hvor godsejer-regeringen afløstes af en Venstre-regering med professor og jurist J.H. Deuntzer som konseilspræsident.

Men Estrups eftermæle er uløselig knyttet til 35 års politisk kamp, hvor han repræsenterede den ubøjelige konservatisme. Hans politiske holdning bundede slet og ret i, at han var godsejer. Han foragtede de nationalliberale – disse embedsmænd, der ville styre staten samtidig med at de levede af den. Han havde heller ikke meget til overs for de nye matadorer i industrien og forretningslivet. Hans filosofi var, at kun den som økonomisk frit stillet var uafhængig af hensynet til egne snævre interesser, og alene dem, der ejede jord – en andel af selve landet – besad den ansvarsfølelse, som burde præge en regering. Denne holdning bar måske også præg af, at alle statens indtægter udelukkende kom fra godsejernes jordskatter, samt den del, der blev opkrævet i told. Estrup var utrolig flittig og stillede store krav til sig selv og forventede det samme af andre.

Han var helt og holdent det 19.århundredes mand, politisk konservativ, men ellers optaget af alle praktiske krav og gøremål, lige fra oprettelse af sygekasser til anlæggelse af jernbaner. Det kom til udtryk i hans private virke som godsejer og det var den side af ham, som offentligheden blev bekendt med, da han som indenrigsminister 1865 – 69 var direkte årsag til bygning af Esbjerg Havn og fremføring af jernbane fra det østlige til det vestlige Jylland.
Med ordene “her skal havnen ligge” jog han sin stok i sandet ved Esbjerg Kleve, en sandet kyststrækning under stejle skrænter lige overfor Fanø. Dermed var der sat punktum for mange års diskussion om placering af en havn på vestkysten.

Frederiks d. 7’endes sydslesvigske jernbane, der gik fra Tønning ved Ejdersted til Flensborg, var det første større projekt, der havde til formål at skabe transportforbindelse til England. Jernbanen blev indviet i 1854. Men det blev aldrig nogen succes, og efter krigen i 1864 overtog Preussen denne banestrækning.

Selvom der var etableret jernbane allerede 1847 fra København til Roskilde (den blev betragtet som et skovtursprojekt), så var Rigsdagen for længe om at planlægge og udnytte jernbanen til egentligt transportsystem. Efter flere års overvejelser beslutter Rigsdagen endelig at vedtage en plan for udbygning af jernbanenettet vest for Storebælt. Man opretter et selskab til drift af de Jydsk-Fynske jernbaner, som hurtigst muligt skulle privatiseres i form af udstedelse af aktier. Samtidig stillede regeringen 13. mill. Rigsdaler til rådighed for projektets gennemførelse.

Den engelske hovedentreprenør Morton Peto købte alle aktierne i selskabet. Han havde dog overvurderet sin egen økonomi og måtte senere bede regeringen om at lade handlen gå tilbage. På den måde blev staten selv driftsselskab og de Jydsk – Fynske jernbaner blev senere til De Danske Statsbaner.

Estrup havde praktisk forståelse for, at jernbaner og togdrift var et vigtigt færdselsmiddel, der ville gavne samfundet og bidrog i sin politiske periode til yderligere udbygning af jernbanenettet.

Meget andet kunne fortælles om Estrups politiske gerning, men jeg har holdt mig til især at fortælle om, at på trods af hans stærke politiske konservative holdning var han en af de få, der havde praktisk forståelse for, hvad der dengang rørte sig i samfundet.

I 1905 købte Johannes F. la Cour en landejendom på 47 tdr. land, hvoraf det meste var tørvejord, og han begyndte en mindre produktion af skæretørv, som i de følgende år udviklede sig til en egentlig industriel produktion af æltetørv, hvor trækkraften først var som hestegang, der via aksler og tandhjul drev pumper og ælteværk. Senere var det med lokomobil, motorer og el som trækkraft.

La Cour var født og opvokset på Skærsøgård ved Ebeltoft. Der var på denne ejendom også mose, så da han som 25-årig startede sit eventyr i Pindstrup, havde han gode forudsætninger for at vide, hvad en mose kunne frembringe.
Han var en flittig og driftig mand, der forholdsvis hurtigt skabte en industriel produktion af tørv, som især ekspanderede under 1. verdenskrig.

Da produktionsanlæg skal vedligeholdes etablerede han en smede- og tømrerafdeling og et mindre savværk. For at få trækkraft til maskinerne byggedes den første kraftstation – et mindre kedelanlæg med et maxdamptryk på 6 kg. / cm2 og en dampmaskine, der via et stort svinghjul trak mange andre aksler med remskiver til den enkelte maskine. Desuden anvendes dampkraften også til en mindre produktion af strøm. (denne dampmaskine som antagelig er fra 1897 kan ses på Tangeværkets Museum ved Bjerringbro).

Da de væsentligste reparationer og fornyelser fandt sted i perioden fra tørvesæsonen sluttede og til den startede igen om foråret, var det nødvendigt – for at undgå spildtid – at finde på anden beskæftigelse. Derfor iværksattes en mindre produktion af tørveanlæg, der blev solgt til andre som havde moselodder.

Min far kom d. 1. april 1917 til Pindstrup for at søge arbejde som smed på mosebruget. Her mødte han la Cour, der spurgte om hans ærinde på virksomheden. Da min far svarede, at han søgte arbejde som smed, svarede la Cour, at hvis han forstod at betjene en drejebænk, kunne han få arbejde med det samme. Min far sagde ja tak hertil og ansættelsesforløbet varede 52 år.
Der var dengang ansat 15 smede, senere kom der flere til, idet der påbegyndtes en produktion af tørveanlæg til andre fabrikanter. Det var især forvalter Bennesen, der ledede disse aktiviteter. Smedeafdelingen blev dengang ledet af værkfører Madsen. Da han døde overtog min far denne stilling.

Allerede før 1. verdenskrig havde mosebruget iværksat en mindre produktion af tørvestrøelse. Da efterspørgslen voksede, købte la Cour i krigsårene den store Fuglsø Mose og Horsemose ved Stenvad, hvor tørvefibrene var velegnede til strøelse.

Der blev i Stenvad bygget en fabrik med tilhørende kraftcentral, smedje og forvalterbolig, hvor der indrettedes kontorlokaler.

Jeg kan tilføje, at min bedstefar Peder Andreas Pedersen, der tidligere havde haft en smedeforretning i Hørning ved Randers, blev ansat til at lede smedje og kraftcentral ved fabrikken i Stenvad. Ansættelse varede til han blev pensionist.

Den hurtige udvikling førte til, at det i perioder kunne knibe med likviditeten. Derfor blev virksomheden omdannet til et aktieselskab under navnet “Nordisk Mosebrug A/S”.

Selskabet likviderede i 1932 og la Cour videreførte herefter i privat regi virksomheden videre under navnet “Pindstrup Mosebrug, Savværk og Emballagefabrik”.

Efter USA’s børskrak i 1929 og den efterfølgende depression først i trediverne, forbedredes konjunkturerne langsomt og der kom mere gang i virksomheden.

I 1938 opføres en stor finérfabrik og sideløbende hermed også en ny kraftstation, der producerede procesvarme og strøm til de mange elmotorer, som drev de mange maskiner. Der opføres en bygning med henblik på, at der skulle fremstilles klynebrikketter (af tørvestrøelse). Det blev der ikke noget ud af, i stedet indrettedes bygningen midlertidigt til montage og svejseværksted i forbindelse med, at der i 1942 opføres en briketfabrik (hvor briketten består af tørvesmul).