PINDSTRUP

INDHOLD

ET STÆRKERE FÆLLESSKAB (H.C. Baltzer)

PINDSTRUPS HISTORIE
(Orla Pedersen)

MIN BARNDOM PÅ SKAFØGAARD (Robert Madsen/Knud Jensen)

KØBMANDSGAARDEN I PINDSTRUP (Knud Jensen)

ANKER JØRGENSEN OG PINDSTRUP (Helge Qvist Frandsen)

OM KÆMPEBRANDEN I PINDSTRUP I 1921 (Knud Jensen)

SKOLEN I PINDSTRUP – 1913 (Knud Jensen)

ET STÆKERE FÆLLESSKAB
Hans Chr. Baltzer, Pindstrup

Det er overskriften på mit indlæg. “Et stærkere fællesskab”, men et stærkere fællesskab, som blev skabt for 85 år siden. Lidt kulturhistorie om polakkerne i Ringsø og den katolske kirke, Skt. Michaels Kirke.

Forhistorien er den, at der under 1. verdenskrig arbejdede mange polske familier i Pindstrup – ja, familier, mændene arbejdede i moserne, kvinder og børn arbejdede på liggepladserne med at rejse og stakke tørv. Det var for familierne vigtigt, at der blev tjent mange penge, så de – når tørvesæsonen var forbi – havde nok at leve for.
Da polakkerne ikke var danske statsborgere, måtte de klare sig så godt de kunne, der var ingen hjælp at få fra de danske myndigheder. De måtte støtte hinanden og rejse hen, hvor der var arbejde. De mange polske familier var kommet til Danmark som roearbejdere på Lolland i begyndelsen af 1900-tallet, men en del af disse arbejdere, daglejere, blev i Danmark og søgte til andre egne af landet, bl.a. kom der i 1920erne mange til Pindstrup, ja, der var en hel koloni af polakker på 12 – 14 familier, hvoraf nogle købte mindre landbrug eller blev selvstændige på anden måde. Ligesom mange danskere på den tid var med i foreninger, var der også et stort ønske blandt polakkerne om at danne en polsk forening. Det blev en realitet den 1. maj 1929 (på Arbejdernes internationale Kampdag), og den fik navnet “Den polske Forening i Danmark omkring Pindstrup”.
Foreningens første og største opgave var at tage initiativ til at bygge egen katolsk kirke. Efter at man havde indsamlet 6-8000 kr. Skænkede Johs. F. la Cour, Pindstrup Mosebrug tømmer til at bygge en kirke, og arealet/grunden på ca. 1 tdr. land, blev skænket af Jacob Kot, en lokal polak. Derpå gik man i gang i den sparsomme fritid med at opføre en kirke, idet man udførte så meget arbejde som muligt selv – dog måtte man have hjælp fra håndværkere.

2. påskedag den 21. april 1930 kunne indvielsen finde sted. I spidsen for processionen gik rødklædte kordrenge og tre præster ind i den nye kirke, hvor P. Staubli, præst i Aarhus, foretog kirkens indvielse.

Det indvendige interiør blev skænket fra forskellige, bl.a. blev alteret skænket af Sct. Josefs-søstre, Frederiksberg, kommunikationsbænken fra Jesu Hjertes kapel i Stenogade, Biskoppen skænkede kirkebænkene og J. Keblowzik, Aarhus et harmonium. Der blev også anbragt to klokker i tårnet, som dagligt ringer Angelus (kalder til bøn) hen over mark og

skov til fryd for alle. Man skal huske på, at da Skt. Mikaels kirke blev bygget, havde Pindstrup ingen kirke.

Skt. Mikaels kirke blev et samlingspunkt for katolikker fra hele Jylland. Før krigen var der til den årlige Kristi Legemsfest (valfartsdag) op mod 400-500 katolikker, som mødte op til festdagen, men efter krigen ebbede det ud, men der kommer stadig mange.
I løbet af de sidste 50 år er der sket en kraftig udskiftning i menighedens sammensætning. De oprindelige polskfødte er næsten væk alle sammen, og deres børn og børnebørn bor ikke længere så tæt på Ringsø. Desuden har der været tale om, at et ret velkendt fænomen blandt immigranters efterkommere har gjort sig gældende: Man vil så gerne på så mange måder som muligt ligne værtsbefolkningen, og derfor ser man ingen grund til at opretholde fædrenes nationale, kulturelle, ideologiske og religiøse traditioner. Men denne tendens er tilsyneladende stoppet, og der er kommet en større menighed i de sidste år.
Der er stadig kirkegang to gange om måneden, og der er kommet nye katolske grupper til, bl.a. fra Baltikum, Polen, Tamiler og andre, så der er fortsat grobund for kirkens eksistens.

Derfor glæder det mig, at en gruppe katolikker forsøger at skaffe penge til at få kirken renoveret, så man igen kan få kirkens gamle stil frem og få den til at fremstå, som den var oprindelig, nemlig som en smuk trækirke, gerne med de gamle udskæringer og krummelyrer osv., og få klokkerne til at ringe Angelus igen.
Det var et stærkt fællesskab, som blev skabt i 20erne og 30erne omkring Skt. Mikaels kirke og som stadig eksisterer.

Noter: Jeg har støttet mig til teksterne i Historisk Årbog fra Randers Amt 1986 og bogen “Pindstrup – Skabt på Træ og Tørv”.

PINDSTRUP’s HISTORIE
Orla Pedersen, Pindstrup

Jeg har lovet op til flere gange at skrive om byen Pindstrup. Nu har jeg endelig gjort det, så hermed dette indlæg.
Mit navn er Orla Pedersen, født 1927. Jeg har boet i Pindstrup altid, på nær 3 år fra 1947 – 50. Min viden om lokalsamfundet er delvis egen erfaring, overlevering fra mine afdøde forældre og andre. Andet indhold i tilknytning til indlægget er fra historisk litteratur.

Da byens eksistens ikke kan føres langt tilbage i tiden, har jeg henholdt mig til især at fortælle om to store personligheder, som især har haft betydning for byens opvækst og om selve byen op til nutiden. Indledningsvis vil jeg citere fra foreningens jubilæumsskrift 1980, hvor jeg skrev følgende:

“Ved den lange dalstrækning mellem Grenå og Randers omkranset af skov og mose samt moderne storindustri, ligger byen Pindstrup som et vidnesbyrd på, at industri og skøn natur i forening udvikles og trives.
Langs indfaldsvejene fra øst, vest og nord er byen omsluttet af Fjeld og Løvenholm skove og fra syd kommer man ind i dalstrækningen, hvor der endnu findes spor af de opgravede moser i skønne maleriske motiver med søer og vildtvoksende buske og træer.
Men uanset hvorfra man end kommer, vil industriens høje skorstene kunne øjnes på lang afstand, som et vartegn for byen og som et symbol for virksomheden og arbejderbevægelsens virke”.

Ifølge egnsbeskrivelser over Midtjylland havde naturen en helt anden skikkelse for 6000 – 7000 år siden, idet havet dengang trængte helt ind i dalstrækningen og skabte søforbindelse fra Grenå over Randers og helt ind til egnen omkring Viborg. Men efterhånden som havbunden voksede og vandet trængtes tilbage, begyndte den natur at opstå, som blev kendetegnet for Pindstrup området. En begyndende bosættelse i Pindstrup hører formentlig sammen med, at godsejer Jørgen Rosenkrantz i 1579 bygger Skaføgård og starter opdyrkningen af de store jordarealer. Et geodætisk kort fra 1600-tallet viser, at navnet Pindstrup er indtegnet med landbrugsparceller nord for mosen og grænsende op til skovområderne.

Men egentlig bebyggelse finder sted langt senere. Især to store personligheder har haft betydelig indflydelse på byens opvækst:

Jacob Brønnum Scavenius Estrup og Johannes F. la Cour.

J.B.S.Estrup
var født I 1825 og døde I 1913. Som 27-årig købte han Skaføgård i 1852 og kort tid efter de skovparceller, der i dag omfatter Fjeld Skov.

Nedenfor nutidigt foto af Skaføgård.

Han iværksatte en egentlig kultivering af hele området til effektiv skovdrift. På et tidspunkt var der ca. 100 ansatte i skovdriften. Sammen med anlæggelse af jernbanen fra Randers over Pindstrup til Ryomgård i 1876 førte det til, at en del af disse skovarbejdere og jernbanefolk bosatte sig i Pindstrup og byen voksede langsomt frem – omkring år 1900 var der ca. 45 – 50 boliger.

Ifølge historisk litteratur stammede Estrup-familien ikke fra et aristokratisk godsejermiljø, men fra en familie af jyske fæstebønder med en social opdrift. Hans far var lærer og senere rektor for Sorø Akademi, giftede sig til penge og position, der førte til, at han blev ejer af Kongsdal ved Holbæk. J.B.S.Estrup arvede allerede som 21-årig Kongsdal.

Estrup var en landskendt person på grund af sin politiske indflydelse og store personlighed i årene 1865 – 1901. Derfor vil jeg også skrive lidt herom: Da det var de nationalliberale og deres Københavnske rygklappere, der havde lagt den politiske kurs, der førte til krigen i 1864, lå det i luften, at alternativet til en regering måtte have rod i landbefolkningen. Derfor indgik Venstre (bondevennerne) forlig med deres ærkefjender godsejerne. Venstres forhandler I. A. Hansen havde formentlig drømt om nogle ministertaburetter til bondevennerne, men heri tog han fejl.

Godsejerne kom til at præge samfundsudviklingen de følgende 35 år. Den politiske indflydelse havde Estrup i alle årene. Først som indenrigsminister 1865 – 1869, konseilspræsident 1875 – 1894 og den øvrige periode som landstingsmedlem frem til 1901, hvor godsejer-regeringen afløstes af en Venstre-regering med professor og jurist J.H. Deuntzer som konseilspræsident.

Men Estrups eftermæle er uløselig knyttet til 35 års politisk kamp, hvor han repræsenterede den ubøjelige konservatisme. Hans politiske holdning bundede slet og ret i, at han var godsejer. Han foragtede de nationalliberale – disse embedsmænd, der ville styre staten samtidig med at de levede af den. Han havde heller ikke meget til overs for de nye matadorer i industrien og forretningslivet. Hans filosofi var, at kun den som økonomisk frit stillet var uafhængig af hensynet til egne snævre interesser, og alene dem, der ejede jord – en andel af selve landet – besad den ansvarsfølelse, som burde præge en regering. Denne holdning bar måske også præg af, at alle statens indtægter udelukkende kom fra godsejernes jordskatter, samt den del, der blev opkrævet i told. Estrup var utrolig flittig og stillede store krav til sig selv og forventede det samme af andre.

Han var helt og holdent det 19.århundredes mand, politisk konservativ, men ellers optaget af alle praktiske krav og gøremål, lige fra oprettelse af sygekasser til anlæggelse af jernbaner. Det kom til udtryk i hans private virke som godsejer og det var den side af ham, som offentligheden blev bekendt med, da han som indenrigsminister 1865 – 69 var direkte årsag til bygning af Esbjerg Havn og fremføring af jernbane fra det østlige til det vestlige Jylland.
Med ordene “her skal havnen ligge” jog han sin stok i sandet ved Esbjerg Kleve, en sandet kyststrækning under stejle skrænter lige overfor Fanø. Dermed var der sat punktum for mange års diskussion om placering af en havn på vestkysten.

Frederiks d. 7’endes sydslesvigske jernbane, der gik fra Tønning ved Ejdersted til Flensborg, var det første større projekt, der havde til formål at skabe transportforbindelse til England. Jernbanen blev indviet i 1854. Men det blev aldrig nogen succes, og efter krigen i 1864 overtog Preussen denne banestrækning.

Selvom der var etableret jernbane allerede 1847 fra København til Roskilde (den blev betragtet som et skovtursprojekt), så var Rigsdagen for længe om at planlægge og udnytte jernbanen til egentligt transportsystem. Efter flere års overvejelser beslutter Rigsdagen endelig at vedtage en plan for udbygning af jernbanenettet vest for Storebælt. Man opretter et selskab til drift af de Jydsk-Fynske jernbaner, som hurtigst muligt skulle privatiseres i form af udstedelse af aktier. Samtidig stillede regeringen 13. mill. Rigsdaler til rådighed for projektets gennemførelse.

Den engelske hovedentreprenør Morton Peto købte alle aktierne i selskabet. Han havde dog overvurderet sin egen økonomi og måtte senere bede regeringen om at lade handlen gå tilbage. På den måde blev staten selv driftsselskab og de Jydsk – Fynske jernbaner blev senere til De Danske Statsbaner.

Estrup havde praktisk forståelse for, at jernbaner og togdrift var et vigtigt færdselsmiddel, der ville gavne samfundet og bidrog i sin politiske periode til yderligere udbygning af jernbanenettet.

Meget andet kunne fortælles om Estrups politiske gerning, men jeg har holdt mig til især at fortælle om, at på trods af hans stærke politiske konservative holdning var han en af de få, der havde praktisk forståelse for, hvad der dengang rørte sig i samfundet.

Johs. F. la Cour
I 1905 købte Johannes F. la Cour en landejendom på 47 tdr. land, hvoraf det meste var tørvejord, og han begyndte en mindre produktion af skæretørv, som i de følgende år udviklede sig til en egentlig industriel produktion af æltetørv, hvor trækkraften først var som hestegang, der via aksler og tandhjul drev pumper og ælteværk. Senere var det med lokomobil, motorer og el som trækkraft.

La Cour var født og opvokset på Skærsøgård ved Ebeltoft. Der var på denne ejendom også mose, så da han som 25-årig startede sit eventyr i Pindstrup, havde han gode forudsætninger for at vide, hvad en mose kunne frembringe.
Han var en flittig og driftig mand, der forholdsvis hurtigt skabte en industriel produktion af tørv, som især ekspanderede under 1. verdenskrig.

Da produktionsanlæg skal vedligeholdes etablerede han en smede- og tømrerafdeling og et mindre savværk. For at få trækkraft til maskinerne byggedes den første kraftstation – et mindre kedelanlæg med et maxdamptryk på 6 kg. / cm2 og en dampmaskine, der via et stort svinghjul trak mange andre aksler med remskiver til den enkelte maskine. Desuden anvendes dampkraften også til en mindre produktion af strøm. (denne dampmaskine som antagelig er fra 1897 kan ses på Tangeværkets Museum ved Bjerringbro).

Da de væsentligste reparationer og fornyelser fandt sted i perioden fra tørvesæsonen sluttede og til den startede igen om foråret, var det nødvendigt – for at undgå spildtid – at finde på anden beskæftigelse. Derfor iværksattes en mindre produktion af tørveanlæg, der blev solgt til andre som havde moselodder.

Min far kom d. 1. april 1917 til Pindstrup for at søge arbejde som smed på Mosebruget. Her mødte han la Cour, der spurgte om hans ærinde på virksomheden. Da min far svarede, at han søgte arbejde som smed, svarede la Cour, at hvis han forstod at betjene en drejebænk, kunne han få arbejde med det samme. Min far sagde ja tak hertil og ansæætelsesforløbet varede 52 år.

Der var dengang ansat 15 smede, senere kom der flere til, idet der påbegyndtes en produktion af tørveanlæg til andre fabrikanter. Det var især forvalter Bennesen, der ledede disse aktiviteter. Smedeafdelingen blev dengang ledet af værkfører Madsen. Da han døde overtog min far denne stilling. Foto nedenfor er fra 1971.

Allerede før 1. verdenskrig havde mosebruget iværksat en mindre produktion af tørvestrøelse. Da efterspørgslen voksede, købte la Cour i krigsårene den store Fuglsø Mose og Horsemose ved


Stenvad, hvor tørvefibrene var velegnede til strøelse.

Der blev i Stenvad bygget en fabrik med tilhørende kraftcentral, smedje og forvalterbolig, hvor der indrettedes kontorlokaler.

Jeg kan tilføje, at min bedstefar Peder Andreas Pedersen, der tidligere havde haft en smedeforretning i Hørning ved Randers, blev ansat til at lede smedje og kraftcentral ved fabrikken i Stenvad. Ansættelse varede til han blev pensionist.

Den hurtige udvikling førte til, at det i perioder kunne knibe med likviditeten. Derfor blev virksomheden omdannet til et aktieselskab under navnet “Nordisk Mosebrug A/S”.

Selskabet likviderede i 1932 og la Cour videreførte herefter i privat regi virksomheden videre under navnet “Pindstrup Mosebrug, Savværk og Emballagefabrik”.

Efter USA’s børskrak i 1929 og den efterfølgende depression først i trediverne, forbedredes konjunkturerne langsomt og der kom mere gang i virksomheden.

I 1938 opføres en stor finérfabrik og sideløbende hermed også en ny kraftstation, der producerede procesvarme og strøm til de mange elmotorer, som drev de mange maskiner. Der opføres en bygning med henblik på, at der skulle fremstilles klynebrikketter (af tørvestrøelse). Det blev der ikke noget ud af, i stedet indrettedes bygningen midlertidigt til montage og svejseværksted i forbindelse med, at der i 1942 opføres en briketfabrik (hvor briketten består af tørvesmul).

MIN BARNDOM PÅ SKAFØGAARD
– erindringer af Robert Madsen, Pindstrup

Formidlet af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalarkiv

Fra Robert Madsen i Pindstrup, der var født i 1915 og døde for ca. 10 år siden har Lokalarkivet fået en beretning om hans barndomsoplevelser fra Skaføgaard ved Mørke.

Vi lader Robert Hansen fortælle:

“Jeg er født på Skaføgaard Huse og fik min opvækst ved mine bedsteforældre, der havde et lille husmandssted. Bedstefar arbejdede på Skaføgaard som havemand, så derfor tilbragte jeg megen tid sammen med ham på denne gård. Der skete noget hele tiden. At se 10 spand heste rykke ud hver morgen var en stor oplevelse. Forvalteren stod i døren og fortalte, hvad hvert spand skulle lave den dag. Gården havde såmænd ikke så mange store maskiner, men jeg kan huske en selvbinder og to aflæggere. Husmandskonerne gik bagefter og bandt op, så det var med at rubbe neglene.

Der var rigtig mange ansatte på godset. I stalden var der omkring 100 køer samt stude, og hver person skulle malke 17 køer. Det var et hårdt job, også om sommeren når køerne gik ude. Så skulle de tidligt op om morgenen, når rimen lå tæt over det hele – og koldt var det.

Som dreng fik jeg lov til at gå rundt alle steder, så jeg gik og blev gode venner med håndværkere, tjenestefolk og forpagter Sørensen. Jeg opholdt mig nok mest i køkkenet på selve slottet. Man skulle ikke tro, det var nødvendigt med et stort personale, for det var kun godsejeren Jacob Estrup, der boede der. Men der var 2 piger og en husjomfru som hed jomfru Nielsen. Hende var jeg gode venner med. Hun var en “ældre dame” på ca. 40 år, og jeg var tit på hendes værelse for at få bolcher. Hun havde en udstoppet stork, og da jeg spurgte hvorfor hun havde den sagde hun, at “det kunne jo være, at den engang kom med et barn som dig”. Det har jeg tit spekuleret på.

Godsejer Jacob Estrup talte jeg tit med. En gang gik bedstefar i haven og jeg sad på et bræt på slåmaskinen. Bedstefar skulle også tømme et gammeldags WC, og det skulle spules med vand fra voldgraven. Jeg kom i vejen og blev våd. Så gik der et vindue op og en stemme sagde: “Goddag Robert, blev du våd”? Det var godsejeren. Pludselig kom der et stykke papir ud af vinduet og jeg samlede det op Der var en femøre i det. En hel femøre! For 1 øre kunne man købe et helt kræmmerhus bolcher ved købmanden, så en femøre var jo en formue. “Og så passer du bedre på en anden gang”, sagde godsejeren.

Karlen Johannes gik jeg meget sammen med. Han skulle hver dag lukke vand ind fra søen i voldgraven, og der var en sluse, hvor man kunne fange ål. Det hjalp jeg med, og de blev så leveret til jomfru Nielsen og smidt i vasken og spulet med vand – direkte fra voldgraven! Johannes skulle også forsyne slottet med brændsel, og da han ikke måtte køre ind på gårds-pladsen med trillebøren, skulle han bære det ind i et stort forklæde. Det var ca. 10 gange hver dag, han måtte gå med brændsel. I folkestuen var der omkring 10 mand hver dag til at spise. Der var jo intet køleskab, så maden kom fra fadeburet, hvor der var køligt. Der måtte jeg ikke komme ind. Køkkenet var kæmpestort og der var nok 4 meter til loftet.

Godsejeren var sur på de egern, der tog nødderne om efteråret, så jeg var med på jagt efter dem. Jeg skulle sige, hvor der var et egern og så forsøgte han at skyde dem. Han ramte nu aldrig, for når han tog ladegreb, var de væk. Skovrider Rasmussen derimod kunne skyde. Med salonriffel kunne han ramme en fasan eller en agerhøne, og han havde endda kun ét øje.

Der blev holdt nogle historiske møder på Skaføgaard og da kom folk fra Hedeskov, Thorsager og Mørke med vogn, så der var et leben uden lige. Mens der blev holdt taler, blev der leget med vi børn på en tørreplads, sækkevæddeløb, to mand frem for en enke og vi spillede pind og meget andet.

På Skaføgaard var der en heskabsstald med mange flotte vogne. De blev solgt på auktion, da Jacob Estrup døde. Stolperne i stalden var lavet af tømrer Andersen fra Ryomgård og de var malet og med udskæringer. Johannes skulle harve ridebanen hver dag. Han var også ansat som kusk og jeg har flere gange set ham køre af sted for at hente kong Christian d.X. på banen i Pindstrup eller Ryomgård. Kongen kom adskillige gange på besøg på slottet og det var jo en stor festdag hver gang. Bedstemor serverede altid til middagen, og hun var klædt helt i sort med et stivet hvidt forklæde. En dag kongen var på besøg var bedstemor der ikke, og da havde han spurgt efter hende og savnet hende.

Det var jo mest i årene inden jeg begyndte i skole i Termestrup, at jeg havde min daglige gang på Skaføgaard. Derefter blev det ikke hver dag, men jeg færdedes dog stadigvæk deroppe og havde mange gode oplevelser.

Som 12-årig kom jeg ud at tjene på et lille landbrug mellem Kastrup og Hvilsager. Det var ved min morbror Rasmus. Og da var det slut med den daglige gang på Skaføgaard”.

KØBMANDSGÅRDEN I PINDSTRUP

Af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalarkiv

Når man kører gennem Pindstrup ser man på hjørnet af Storegade og Banevej en gammel trefløjet bygning. De fleste ved nok, at der engang har været

købmand i bygningerne, men det var måske på sin plads at fortælle lidt om forretningen.

Kort nedenfor er fra 1912. Bebyggelsen er sparsom og banens anlæggelse med station lidt udenfor byen bevirkede et ryk i bebyggelsen hen mod stationen. Klemmesens købmandsgård er i denne østlige ende af byen og markeret med “KRO”, som han jo også drev en overgang.
 

Da banen blev oprettet i 1876 kom der mange banearbejdere til egnen, og derfor blev der bygget Kgl. Privilegeret Kro og købmandshandel på stedet.

Dengang var der kun to huse nær stationen og det var i det hele taget småt med bebyggelsen i Pindstrup.
 

I 1900 kom Marius Klemmensen til byen som smed, men han ville nu hellere være købmand, så han overtog kro og butik. Hvert år kom et par hundrede tørvearbejdere til byen. De boede i træskure og loftsværelser og holdt sig selv med kost, så det gik godt med salget i butikken. Hver ordre sluttede gerne med ordene. “- og en flaske brændevin”!  Det gik til tider livligt for sig i krostuen, men Marinus var mand for at holde orden.

Købmandsgaarden i Pindstrup år 1900. Foto fra “Danske Billeder”

Arbejderne var folk, der arbejdede på banerne om vinteren, skar tørv om sommeren og var i roerne på Lolland om efteråret.

Omkring 1900 tilhørte moserne flere gårde, men i 1905 kom Johannes F. la Cour til Pindstrup og begyndte at opkøbe arealerne.
Efter den tid gik det kun fremad for Pindstrup og der kom bl.a. gang i byggeriet.

I 1918 overtog sønnen Karl Klemmensen og hustruen Kirstine forretningen.

Karl Klemmesen
Karl var blevet udlært i Randers og blev senere kommis ved købmand Kelp i Brødregade. Her fortæller han om sin tid som kommis: “Fire dage om ugen lukkede vi kl. 20, derefter handelsskole fra 20.15 til 22.00. Fredag var butikken åben til kl. 21 og lørdag til 22. Søndag formiddag var der åbent til kl. 10. Men vi var jo ikke færdige før et par timer efter lukketid. Der skulle jo bl.a. gøres rent!”

Ved overtagelsen af forretningen i Pindstrup var kroerne på det tidspunkt i modvind på grund af afholdssagen, så Karl Klemmensen opgav bevillingen og holdt sig til at være købmand. I den gamle krostue blev der isenkramforretning. 

I et interview med Aarhus Stiftstidende i anledning af 40-års jubilæet i 1958 fortæller Karl Klemmensen om priserne omkring 1920: “Jeg husker at en øl kostede 17 øre, to øl 35 øre og tre øl 50 øre. Fik man fire kostede de 70 øre. Den første øl kostede altså 17 øre, den anden 18 øre, den tredje 15 øre og den fjerde 20 øre. Tørvearbejdere kunne få megen tid til at gå med at regne ud, hvordan de fik flest øl for pengene!”

Klemmensen fortæller også om sit forhold til tidl. konseilspræsident Estrup på Skaføgård: “Da jeg var ung, blev hans tjener syg, og Estrup sendte bud efter mig, og jeg var i nogle måneder på Skaføgaard som tjener. Dengang var Estrup blevet til en elskelig gammel mand, men han var blevet svagelig, så der skulle holdes godt øje med ham. Men han kunne godt verfe folk væk, hvis de ville hjælpe ham!”

Foruden at drive forretningen havde Karl Klemmensen tid til andre ting. Han var bl.a. næstformand i Djurslands Handelsstandsforening i flere år, og han var medstifter af Pindstrup Borgerforening.

I 1966 var Karl Klemmensen 82 år og han overdrog da forretningen til sønnen Erik, som jo så blev 3. generation i den gamle købmandsgård.

De hårde tider indenfor kolonialbranchen nåede imidlertid også til Pindstrup, og allerede i 1969 måtte Erik Klemmensen dreje nøglen om. Forretningen havde da eksisteret siden 1876.

Karl Klemmensen døde i 1969, 85 år gammel. Kirstine var død nogle måneder før.

Kilder: Randers Dagblad og Aarhus Amtstidende.

ANKER JØRGENSEN OG PINDSTRUP
Af Helge Qvist Frandsen

En af mine nabopræster i Sønderjylland fik for mange år siden embede i nærheden af Præstø. Det er en smuk egn, hvor mange danske film er blevet optaget. Vi skrev julekort til hinanden i mange år, og engang skrev han, at han havde tænkt meget på mig den dag. Det gjorde naturligvis et stort indtryk på mig, men lidt af glansen gik af bemærkningen, da han fortsatte med at skrive, at han var kommet til at tænke på mig, fordi han i den stedlige brugs havde set en sæk med spagnum fra Pindstrup Mosebrug. Det er naturligvis især Pindstrup Mosebrug og Novopanfabrikken, der har gjort Pindstrup kendt, men der er også andre ting, der har været med til at sætte Pindstrup på landkortet.

Tidligere statsminister Anker Jørgensen har i en erindringsbog skrevet om, hvor meget Pindstrup kom til at betyde for ham, da han blev gift med Pindstruppigen Ingrid, der var datter af den mangeårige værkfører på Pindstrup Mosebrug Søren Pedersen og hans kone Kirstine. Anker Jørgensen mistede begge sine forældre meget tidligt. Han kom til Vajsenhuset, hvor han fik sin skolegang, og en tante tog sig kærligt af ham, men han blev meget nært knyttet til svigerforældrene og familien i Pindstrup. Han fortæller i erindringsbogen, at det ville være naturligt for ham at blive gift på rådhuset, selvom han allerede som ung var meget interesseret i de danske landsbykirker, og han var da også medlem af folkekirken.

Det betød imidlertid meget for svigerforældrene, at brylluppet blev holdt hjemme i Pindstrup, og så blev Anker og Ingrid da gift i Marie Magdalene kirke den 6.november 1948, og det har Anker aldrig fortrudt. På det tidspunkt havde Pindstrup jo ikke sin egen kirke. Anker fortæller, at pastor Axel Andersen åbenbart var godt informeret om Ankers virksomhed i det faglige og politiske. Han havde en løftet pegefinger til Anker om, at han ikke måtte glemme familien og sin kone til fordel for det vigtige arbejde, han udførte. Og det har Anker heller ikke gjort. Vi så ham jævnligt, når han besøgte Pindstrup. En nytårsmorgen meget tidligt skrev Anker en hilsen i Marie Magdalene kirkes gæstebog, og han kunne også finde på at cykle over til Skaføgård, hvor hans kollega, konsejl-præsident Estrup, havde resideret.

Anker og Ingrid havde sommerhus ved Hundested, og så tog de naturligvis færgen til Grenå og bussen til Pindstrup. Da jeg blev præst i sognet, besøgte jeg ofte Søren Pedersen og hans elskelige Kirstine, der begge blev næsten hundrede år, og som foruden en række runde fødselsdage også opnåede at fejre jernbryllup, og da jeg engang spurgte, om de havde været ovre og besøge Ingrid og Anker for nylig, svarede Kirstine, at Søren jo ikke længere havde kræfter til disse ture, men hun føjede til, at Anker og Ingrid var flinke til at komme hjem og besøge dem, og så gav de dem en lille skilling til turen. Det foregår vist ikke helt på den måde, når vore dages politikere drager rundt i landet.

Da jeg begravede Kirstine og Søren, var Anker naturligvis med, og jeg husker især hans meget bevægede tale ved svigermoderens begravelse. Hun havde helt tydeligt betydet meget for ham.
Ved mindesamværet i Landbohjemmet efter Sørens begravelse, sad jeg ved siden af Anker, og jeg spurgte ham i samtalens løb, om han ville komme og fortælle om sit  liv og virke ved vort traditionsrige efterårsmøde på Pindstrup skole. Det sagde han ja til, og han sagde også ja til at prædike ved gudstjenesten i Pindstrup kirke før mødet, og både kirken og skolens gymnastiksal var fyldt.
Anker bad mig hjælpe med salmevalget, men han behøvede bestemt ikke hjælp til foredraget, som var uhyre spændende. Han har jo truffet en lang række af sin tids berømte personligheder, og han havde ord for at sige tingene ligeud og uden omsvøb.

Han var f.eks. ikke altid enig med de skiftende amerikanske præsidenter, og nogle journalister gjorde et stort nummer ud af, at det ikke var Anker, men derimod Poul Schlüter, der blev inviteret på besøg hos præsident Reagan i Det hvide Hus, men Anker fortalte, at han under et møde med verdens ledere havde truffet Reagan på herretoilettet. De havde fået en hyggelig snak, og Reagan havde sagt til Anker, at han nu ville tage hjem og sørge for, at han blev inviteret over at besøge ham, og det var således kun stats-ministerskiftet i 1982, der var skyld i, at det blev Schlüter, der fik den ære.

I den bog, der blev udgivet i anledning af dronning Margrethes 4o-årsjubilæum som regent fortæller hun, at hun var glad for samarbejdet med Anker Jørgensen.
“Han var en mand af den gamle arbejder-bevægelse, sådan lige ud ad landevejen. Han blev meget begejstret for min mor, for hun hed Ingrid ligesom Ankers kone, og det betød noget for ham.”

KÆMPEBRANDEN I PINDSTRUP I 1921

Af arkivleder Knud Jensen

 ”I alt blev 14 gårde og huse lagt i aske. Skaden andrager ca. 250.000 kroner. Ca. 100 mennesker husvilde. Næsten alt levende blev reddet.”

Sådan stod der i Randers Dagblad i dagene efter den 12. juli 1921. 

Sommeren var meget tør, og der var allerede sket flere voldsomme brande i lokalområdet og mange andre steder i landet.
Den 12. juli 1921 var det så Pindstrup, det gik ud over. Branden skyldtes gnister fra en lokomobil, der blev brugt som trækkraft i mosen. Trods den opfyrede maskine havde arbejdsholdet uansvarligt forladt den for at holde middagspause, og gnister fik med lynets hast fat i den tørre lyng og mosebund på den vestlige side af jernbanen.
Man forsøgte selvfølgelig at kvæle ilden, men på grund af mangel på vand i nærheden lykkedes det ikke. 

Inde i byen anede man ikke noget om branden, men den stærke røgudvikling mærkedes snart, og pludselig fik den kraftige vind ilden til at springe over banen, og forpagter Kolinds store gård stod med ét i flammer. Forpagter Mikkelsens gård ved siden af blev det næste bytte. Disse to gårde ejedes af Estrup på Fjeld. De brændte ned på få minutter.

Nu gik det hurtigt! Det næste bytte blev et langt hus, hvori boede fire familier. der nåede man ikke at redde noget som helst af indbo og tøj, idet der kun gik får minutter fra ildens opståen, til huset lå i ruiner. 

Gnister fløj overalt, og så var turen kommet til Laurits Jensens gård, der også hurtigt nedbrændte. Det lykkedes at redde telefoncentralen, men ledningerne var ødelagte, så man kunne ikke komme i kontakt med omverdenen. Skolen reddede man også, for der var tegltag og rigeligt med vand i brønden. Desuden var der en ung mand ved navn Aage Petersen, der lå oppe på skolens loft, hvor han slukkede alle de gnister, der føg ind under taget. 
Man troede på et tidspunkt, at branden var stoppet, da alle stråtækte gårde og huse midt i byen var brændt, men pludselig opstod der brand i et tørveskur indeholdende 400.000 knastørre tørv, og inden længe bredte branden sig til den vestlige og nordlige del af byen. Også der brændte flere huse og et par gårde. 

Der mødte sprøjter op fra Auning, Mørke, Øster Alling, Kolind, Marie Magdalene og Pindstrup, men man kan sige sig selv, at slukningsarbejdet var omsonst på grund af de brandfarlige bygninger og mangel på vand. Man indskrænkede sig derfor til at afværge nye katastrofer. Det lykkedes også, bl.a. ved skolen.

Allerede ved røgudviklingens begyndelse sendte førstelærer Poulsen børnene hjem, og mange af indbyggerne søgte op mod skoven, hvorfra man kunne se branden brede sig. Nogle kunne stå der og se på, at deres hjem brændte. 

De omfattende brande gjorde 14 familier og næsten 100 personer hjemløse. De fleste havde mistet alt, hvad de ejede af indbo og personlige ejendele, og selvom mange havde forsikret, var summen tit sat for lavt, hvilket medførte endnu mindre erstatning. De mange husvilde blev indlogeret ved ikke skadelidte venner og naboer, ofte for et længere tidsrum, idet det tog lang tid inden genopbygningen var færdig.
Heldigvis skete der kun få legemsbeskadigelser, men fire personer måtte dog indlægges på Ørsted Sygehus med forbrændinger. De ville redde kreaturer hos Mads Kolind. Også Laurids Jensens hustru var nær indebrændt, men hun nåede dog ud af et vindue i sidste øjeblik.

I selve mosen gjorde over 200 mand en enorm indsats, så det forhindrede en endnu større katastrofe. På et areal brændte dog over 2 millioner tørv, som lige skulle transporteres ud til forbrugerne. De sammenlagte brandskader løb op i flere hundrede tusinde kroner. Det lyder måske ikke af så meget i dag, men prøv at gange det med over 100, så passer det til nutidens norm.
Ilden ulmede i brandtomterne længe efter, og allerede dagen efter lykkedes det at forhindre en ny storbrand i den nærliggende Fjeld skov.Når ilden rigtig får fat i mosejord, kan der gå mange måneder med flammer langt nede under de øverste lag. For at forhindre opblussen af ilden gravede man grøfter og kanaler igennem de vandholdige tørvegrave og derved sivede vandet ind i de brændende lag. Efterårets regn og den senere snevinter fik de sidste gløder til at forsvinde.    
Kilder:
Randers Dagblad samt “Pindstrup, skabt på træ og tørv”.

 

SKOLEN I PINDSTRUP 

Af arkivleder Knud Jensen

– en beretning fra 1913

Der har været skole i Pindstrup i snart 150 år. Fra Trap Danmark ved vi, at en skole omtales i 1858 og i en embedsbog fra 1861 omfatter Pindstrup skoledistrikt lokaliteterne Brunmose, Bjergene, Kastrup, Kalvø, Holen og Viborghuset.

I 1885 blev skolen på Storegade bygget (hvor der i dag er autoværksted). 2 tilbygninger kom til i 1900. I slutningen af 1940’erne begyndte man at tale om en ny skole. Den blev dog først bygget i 1958.
Hvad der senere er sket med skolen vil vi ikke skrive nærmere om her. Det ved læserne sikkert udmærket fra de senere års politiske beslutninger angående skolen og hvad deraf fulgte ved det sidste valg til kommunalbestyrelsen.

Ovenfor foto af den gamle skole i Pindstrup – vistnok fra 1920’erne. 

 13. september 1906 blev Richard Jensen født i Brunmose. 

Vi lader ham fortælle om sin tid i Pindstrup skole: 
“Jeg begyndte at gå i skole i året 1913, da jeg var 7 år gammel. Mine forældre, Cecilie og Jørgen Jensen, boede i Brunmose, og den nærmeste skole lå i Pindstrup. Der var ca. 7 km dertil. Jeg startede skoletiden én af de første dage i november måned 1913. Det var en spændende dag, som jeg husker den dag i dag. Min bror Frederik, som var 4 år ældre end mig, var med den første dag. Det var også dengang almindeligt, at man blev fulgt i skole for første gang.
Dengang begyndte man aldrig på skolegangen, før man var fyldt 7 år. Det er jo anderledes i dag.

I skolen var der på det tidspunkt en lærer, der hed Poulsen og en lærerinde ved navn frk. Frederiksen. Der var 4 klasser i skolen. Lærer Poulsen underviste anden og fjerde klasse, og frk. Frederiksen første og anden klasse. Jeg var glad for de to lærere og syntes de var flinke. Lærer Poulsen stammede fra Thy og frk. Frederiksen var fra Fyn. Jeg gik i første klasse ved frk. Frederiksen, før hun blev syg og kom på sanatorium. Siden hørte jeg ikke mere om hende. Lærer Poulsen var lærer i Pindstrup i mange år, og han nød stor tillid hos både forældre og elever. Vi mærkede altid hvor glade vi var for ham, hvis han truede med at rejse fra byen. Det kunne godt ske, hvis noget gik ham på, at han begyndte at tale om at søge et ledigt embede et andet sted. Senere opdagede vi dog, at det nok var et trick han brugte for at gøre os mere opmærksomme i timerne. 

Vi var omkring 25 børn i hver klasse. Vi var kun 6 børn fra Brunmose de første fire år af min skoletid, fire piger og to drenge. Jeg skulle gå et langt stykke, før jeg kom til den anden drengs hjem, men lige ved siden af mit hjem boede min onkel Hans Karlsen, og han havde to piger, lidt yngre end jeg. Da den ældste begyndte at gå i skole, fulgtes vi ad indtil vi kom til min kammerat Niels Sørensen (senere gårdejer i Astrup). Han havde også to søstre, Marie og Kathrine. Min kusine hed Ellen Karlsen.

Om vinteren mødte vi kl. 9. Da jeg gik i lille klasse, som de kaldte 1. og 2. klasse, skulle jeg i skole to gange om ugen i vinter-halvåret, og fire dage om ugen fra maj til november. I store klasse var det lige modsat. Det blev dog ændret i 1920. Da blev det til, at vi skulle møde hver dag seks gange om ugen.       

Mens jeg gik i skole havde jeg også fået arbejde ved en anden nabo, Mogens Mogensen, og det måtte jeg passe ved siden af skolen. Dengang kom alle børn ud at tjene i en ung alder.

I min skoletid blev der flere gange snakket om, at skolen var for lille, men det blev ved snakken. Dog blev det i en lang periode nødvendigt at leje forsamlingshuset, og det brugte man så til de yngste elever, men det var først efter min skoletid.

Det var tit besværligt at gå i skole, især om vinteren. Vi havde ikke andet end træsko at gå i, også når der var dyb sne. Der var ikke andre muligheder end at gå og det tog lang tid, men alligevel var jeg aldrig ked af at gå i skole i Pindstrup”. 

Richard Jensen har skrevet disse erindringer i 1925. Han havde i årene 1934 til 1991 en ejendom på Bugtrup mark og døde på Ringparken i Ryomgård den 2. november 2004 i en alder af 98 år.