Jernbane og krigen

  • Jernbane og krig
  • – disse to emner er selvstændige, men behandles her – af tekniske grunde – på samme side, men dog i hver sin afdeling. Deres fælles område er, at krigen og jernbanen begge havde fælles målpunter på egnen. Jernbanen var en del af krigen og omvendt.

HOVEDINDHOLD:
Jernbanen
Krigen

JERNBANEN
Jens Erik Mehlsen

OVERSIGT: 

Perioden 1876-1956 især i Ryomg-perspektiv
Jernbanen anlægges
Gjerrild-Banen
Barn på stationen
Elevtid (Trustrup)

Jernbanen i perioden 1876 – 1956

Ryomgårds “genopstandelse” skyldes jernbanens ankomst i 1876 (Randers – Grenå) og 1877 (Århus – Grenå) og den i forbindelse hermed anlagte station, der skulle vise sig at blive en af de større. I Djurslands Jernbanemuseums lille bog: “På sporet af Djurslands Jernbaner” kan læses mere udførligt om emnet. Ligeledes i den meget grundige og læseværdige bog: “Gjerrildbanen – en rejse gennem Norddjurs” af Asger Christiansen.

Nedenfor et foto af Ryomgård Station 1905.

Jernbanen anlægges

Ved jernbanens udbredelse i landet i anden halvdel 1800-tallet, medførte en af de første anlagte baner i Jylland, Randers-Århus banen, hurtigt et ønske om en strækning til Grenå, Denne bys fordel var dens placering, der gav mulighed for besejling, selv ofte om vinteren. Det var Randers, der var først med ideen, og fik Rigsdagen – som Folketinget hed dengang – til at tage spørgsmålet op på politisk plan. Rigsdagen nedsatte i 1869 et udvalg, der kom med flere betænkninger, den første allerede i 1870. “Om anlæggelse af en jernbane på Djursland” hedder det i indledningen bl.a., at ’landet er her (med undtagelse af det høie og golde, om end tildels skovbegroede Strøg nord for Ryomgårds Aa indtil Kattegat ved Stavnshoved) velbefolket, …og af frugtbar Beskaffenhed …”. Behovet for en jernbane begrundes også i ”et udviklet agerbrug” og ”sådanne industrier, der blot vente på et hurtigt og billigt Kommunikationsmiddel for at komme i fuld og gavnlig Virksomhed.” Her nævnes eksempelvis de store skove og tørvemoser samt kalksten, ”der henhørte til landets ypperligste.”

Udvalget skitserede en nordlig og en sydlig jernbanelinje med forskellige korte sidelinjer tilknyttet som alternative muligheder eller supplementer. Den nordlige linje forudsatte en station i bl.a. Øster Alling og Pindstrup, hvorefter den fortsatte i en linje ”sønden for Mariemagdalene, hvor Sandbunden kun er nogle få fod fra Overfladen, og naar i denne retning Ryomgård, hvor vi lidt norden for Gården havde tænkt os station nr. 4 fra Randers…” På den sydlige linje var Thorsager foreslået som en af de større stationer, men ellers virker både linjeføringen og stationernes placering uforstående for en nutidsbetragtning, eksempelvis med stationer placeret i Kastrup (ved Ring), ved Skaføgård og i Ebdrup. Men tilsvarende gjaldt den nordlige linje, hvor Ryomgård kun var gården alene, akkurat som Skaføgård, – og Høgholm for den sags skyld, idet en station også var foreslået her på den sydlige linje.

Udvalget sluttede med en indstilling om, at den nordlige og sydlige linje kombineredes, således at den nordlige blev valgt fra Randers til Ring, hvorefter erstatningslinjen over Kastrup og Skaføgård til Thorsager blev valgt, og herefter den sydlige linje videre mod Grenå over Kolind og Albøge. Ryomgård og Pindstrup anbefaledes altså sløjfet, mens man dog tilrådede en sidebane til Allingåbro, ”hvor en ikke ubetydelig handelsomsætning allerede nu samler sig.” Det var – formodentlig – denne sidste bemærkning, der senere udvirkede et nyt nordligt linjeføringsforslag fra Assentoft/Essenbæk over Allingåbro og Auning til Pindstrup og Ryomgård. Mens Auning var uden betydning i denne sammenhæng, fandt man, at Allingåbro – bl.a. også på grund af sit betydelige opland mod nord – var mere attraktiv end til blot en sidebane, mens det for Pindstrups vedkommende var mosearealerne, der trak og de deri liggende muligheder for transport af de tørv, som den øgede tørvegravning behøvede. En mulighed som en ung 25-årig mand – Johs F. la Cour – havde sine opmærksomme øjne åbne for nogle år senere, i 1905.

Ovenfor ses et af kortene, som jernbanekommissionen udarbejdede omkring linjeføringen Randers-Grenå. Mens den nordlige og sydlige linje er fuldt optrukne, er supplementslinjerne punkterede, idet udvalget således havde tilkendegivet mulighederne for, hvorledes den endelige linjeføring kunne sammensættes. Efter mange endeløse diskussioner, samtaler og debatter, barsledes endeligt et regeringsforslag i 1873: En Jernbane med et Anlægstilbud på 50.000 kr. pr. Banemil. Men de øvrige midler måtte skaffes privat, og jernbanen måtte følgelig være privat og ikke statslig. Det lykkedes ved aktietegning og banklån. Alle budgetterede tre millioner blev fremskaffet, og eneretsbevillingen blev udstedt til det private Østjyske Jernbaneselskab A/S d. 05.06 1874.

Arbejdet gik i gang under ledelse af den kyndige og farverige jernbaneentreprenør, Baron G. H. A. Gedalia. Baron-titlen havde han købt i Italien. Han gik konkurs med projektet i 1875, men arbejdet blev færdiggjort af bevillingshaverne i øvrigt, dvs. af underentreprenørerne som regningsarbejde, paradoksalt nok til en samlet billigere sum end den oprindelige entreprisesum. Den 24.08. 1876 kunne banen indvies med konseilspræsident Estrup til Skaføgård som det naturlige midtpunkt.

Randers-Grenå banen startede med at køre to tog daglig i hver retning, og i Århus frygtede man en forrykning af denne bys tiltrækningskraft på oplandet. Jernbanen trak jo både folk, handel og industrier, og var derfor en fare for Århus’ vækst og konkurrencemuligheder. Djurslands forrykning mod vest (Randers) på bekostning af syd (Århus) måtte stoppes, mente man i Århus! Altså måtte man have en jernbaneforbindelse fra Århus ud til Djursland med endepunkt i Grenå. En tilslutning til den eksisterende banestrækning et eller andet sted var alle enige om, men her ophørte enigheden til gengæld også. Havde der været diskussioner og debatter tidligere, under planlægningen af Randers-Grenå linjen, var disse for intet at regne mod diskussionerne nu. Mens Århus ønskede linjens tilknytningspunkt så vestlig som mulig, ville Randers have det modsatte, men i 1876 løstes den gordiske knude med det ud fra geografiske synspunkter naturligste tilslutningspunkt: Ryomgård! Et år senere åbnede banen, men ligesom søsterlinjen til Randers var de økonomiske problemer for store, og staten overtog begge baner i 1881.

Ryomgård havde nu fået en station, ovenikøbet med flere linjer, og blev derved et jernbaneknudepunkt. Persontrafikken fik en større andel af trafikken end egentlig forudsat, og jernbanerestauranten viste sig snart at få god søgning. I Jyllands-Posten d. 12. maj. 1894 kunne man således se denne annonce:

“Ryomgård Stations Restauration
Undertegnede har overtaget ovennævnte restauration fra 1. april d.a. og anbefaler sig til de ærede rejsende. Ved morgentogene forefindes kaffebord – H.C.Knudsen.”

H.C. Knudsen hed også Elle til efternavn og under det navn købte han i 1903 Ryomgård Hotel. Knudsen Elle ombyggede hotellet flere gange, men det har formodentlig set ud, som på fotoet t.h., da han købte det, omend der er tvivl om rejsestalden t.h. i billedet, blev opført lidt senere.

T.v Ryomgård og Rejsestald 1894

Da tidens materiel var forholdsvis små dampmaskiner, og da Ryomgård lå stratetisk rigtig for ressourcer for linjerne, blev stedet hurtigt centrum for forskellige indretninger, der var nødvendige i driften.

Der skulle kunne tages vand til lokomotiverne, ligesom personaleskift, oplagsplads, rangering, billettering, forplejning for personale og passagerer og meget andet var nødvendigt.
Postkontor fik byen også, – det startede faktisk allerede i forbindelse med jernbanens etablering i 1876 som brevsamlingssted. Året efter, da Århus-banelinjen kom til, forfremmedes det til postekspedition. I 1908 åbnedes så et egentligt postkontor i stationsbygningen, og stationsforstanderen varetog også opgaverne her, omend han ikke fik postmester-titlen. I 1917 flyttedes postekspeditionen fra stationen til Jernbanegade 21 (i dag Adelsbøll frisørsalon), og i 1926 oprettedes så et egentlig postmester-embede i byen. Første postmester hed Chr. Fr. Oscar Mortensen.  I 1932 flyttedes embedet tilbage til stationsbygningen, for så senere at flytte til Ringvejen. I dag er embedet nedlagt og efter en tur omkring Ringvejen med flot nyt posthus, endte postekspeditionen i byens Superbrugs, akkurat som i Kolind og mange andre steder.

T.v. ankommer damplokomotivet fra Aarhus 1915. T.v. i billedet den nye tre sporede remise med vendeskive og bolig bagved til rangermesteren. I dag er det tog-museum.

Til højre: Lokomotiv ankommer til Ryomgaard St. – 1925

Stationen voksede med opgaverne, men mærkeligt nok voksede nogen by ikke op ved stationen, – endnu ! Man kan spørge, hvorfor banelinjens knudepunkt ikke blev lagt blot 2 km vestligere end sket, nemlig i Marie Magdalene? Her var der da i det mindste nogen beboelse! Forklaringen er den, at man ikke primært tænkte i løsninger omkring personbefordring.  Det var industrier (incl. større landbrugsafsætninger) det gjaldt, idet disses transportopgaver var blevet et påtrængende problem på landsbasis. Marie Magdalene havde intet særligt her at byde på. Det havde Ryomgård heller ikke, bortset fra hovedgården, men Ryomgård var som sagt det geografisk valgte som et kompromis, og derved blev det. Med jernbanens og stationens ankomst havde stedet nu fået et navn, – afledt af hovedgårdens, men trods gode forudsætninger for population varede det som sagt endnu nogen tid før bebyggelserne tog til. Hovedgårdsejeren på Gl. Ryomgård, H. Mourier-Petersen, var årsag hertil, idet han ejede langt det meste omliggende jord, og ikke var meget for at sælge noget. Tilflyttere ville nemlig efter hans mening skabe et proletariat, der ville belaste sognekassen, og således forøge skatterne. Det skulle han ikke nyde noget af, – derfor ville han ikke frastykke jord til bebyggelse!

Gjerrild-banen

Da behovet for jernbane til Norddjursland var til stede, blev Gjerrildbanen etableret i 1911, altså strækningen Ryomgård – Gjerrild. Men linjeføringen blev noget snoet, da mange mindre steder skulle have kontakt med jernbanen. Karakteristisk er det, at banen frembyder flere trinbrætter, de nærmeste ved Ryomgård var ”Kærende”. Se foto nedenfor, der er fra den sidste tur i slutningen af juni 1956 inden Gjerrild-banen indstilledes.


Gjerrild (eller rettere Stokkebro) blev hjemsted for banen, dog senere flyttet Grenå, da banestraækningen i 1917 forlængedes hertil. Men Ryomgård var også et vigtigt punkt. Her skulle lokomotiverne kunne vendes, hvorfor der byggedes en ekstra drejeskive.

Foto t.v. er fra 1950’erne, men man ser tydeligt Gjerrild-banens drejeskive midt i billedet. Et enkelt spor fører ind til remisen i billedets øverste kant. På arealet havde der tidligere været have for stationsforstanderen.
Godset, der befordredes, øgedes med tiden og omfattede efterhånden bl.a. tørv fra Stenvad, mergel samt gødning og dyr til og fra landbrugere. Fra Mejlgård skovene skulle fældede træer befordres til savværker, og fisk fra bl.a. Bønnerup til de større byer samt sten og grus fra grusgrave til byggepladser og ral fra især ral-lejerne ved Gjerrild Nordstrand.

Foto nedenfor af Ryomgaard Station 1930 med bl.a. vindmølle, der trak vand op til det lille vandtårn. Vandtårnet erstattedes senere af et større, der bygges lidt længere tilnage fra sporet, – og det står der stadig uden nogen funktion, men som et slags vartegn eller minde om byens storhedstid som stationsby.

Persontransport skete bl.a. af skolebørn, der søgte Realskolen i Ryomgård samt bl.a. også til festlige lejligheder, som KFUM og K’s sommermøde i 1934, se annonce nedenfor, der er fra 19. juni 1934.

Toget kunne også holde ved ikke-køreplanlagte steder, hvis der var passagerer eller gods at afsætte eller læsse. Man tog det ikke så nøje, men kopierede i et vist omfang rutebilernes imødekommenhed i den henseende.
I 1933 etableredes et regulært trinbræt ved Roligheden, netop ved det lille sti-kryds for enden af Vallumsøen (i Trap Danmark dengang benævnt Voldumsøen), hvor man i dag kan cykle eller gå ad Gjerrild-stien. Går man til højre i krydset, kommer man langs Roligheden op til Attrup, mens man til venstre kommer op til Ny Ryomgård. Fortsætter man derimod ligeud, ender man tæt på Frederikslund, dvs. man følger sporet, der går udenom Frederikslund og havner i Kærende, hvor der lidt senere efter banens etablering etableredes et trinbræt med læskur.

T.h. Gjerrild banens geografiske rute – efter tilslutningen til Grenå.

Gjerrild-banen havde stort set altid – enkelte undtagelser – underskud, og den likvideres i 1956.
Især om vinteren f.eks. i 1953 var der store vanskeligheder. Toget kunne ganske enkelt ikke forcere terræn og sne. Navnlig efter Ryomgård, dvs. fra Roligheden mod Nimtofte var det galt.

Fritz Sørensen har skrevet et fint lille hæfte om banen (særtryk findes fra 1976), ligeledes Asger Christiansen, Århus, jfr. indledningen. Interesserede må læse videre der i disse grundige publikationer.

Ryomgaard Stations mest ekspansive og travle periode var 1940’erne og 1950’erne. Gjerrild-banen var trods dens tilsyneladende lidenhed ret markant i bybilledet, – og bidrog til billedet af byen som et rigtigt jernbane-knudepunkt, – det vigtigste på Djursland!

Barn på stationen
Nedenfor et uddrag fra hjemmesiden: DJBM – jernbanerne – fortællinger og erindringer, hvortil henvises for at læse mere. Artiklen er fortalt til Niels Skov Hansen af Karsten Jørgensen og dennes lillebror Ib Jørgensen, vinteren 2011-12. (Ganske svagt redigeret).

Hvordan husker jeg Ryomgård station med hvad dertil hører?
I al den tid jeg husker, boede vi i et af jernbanens huse på Stationsvej. Her var 3 huse til de ansatte på Ryomgård station. 18 a- et 2 etagers hus med 4 lejligheder. Her boede vi. Så var der 19 b- et rækkehus med 4 lejligheder. Endelig var der 18 c, hvor først overbanemesteren og senere skiftende assistenter boede.

Red: På fotoet ovenfor ses helt til højre huset med de to skorstene, som ovenfor betegnes 18 a, og er beliggende Jernbanegade 4, og ved siden af 19 b, det hvide rækkehus, som er beliggende Jernbanegade 6. I forgrunden en vandkran, som hentede sit vand til lokomotiverne fra vandtårnet, der stikker sin top op i baggrunden.

Jens Daugaard boede Jernbanegade 6 i 1950’erne – og har også leveret fotoet. Han skriver: I det lave hus bag vandkranen boede vi, min far og mor og til sidst fire børn. Vi flyttede ind i 1952 – 53 og flyttede derfra i 1964, hvor min far og mor havde bygget hus på Solbakken. I huset på Stationsvej var der fire lejligheder, alle beboet af tjenestemænd. Far var stationsbetjent – senere portør og overportør, de andre var ansat ved “linjen”. Banemester Anton Jessen Jensen boede i lejligheden længst mod vest (altså t.v. på billedet). Dernæst Knud Risager og Gunner Sørensen, og så familien Daugaard.

Karsten og Ib Jørgensen fortsætter: (svagt redigeret): På pladsen lige uden for vores lejlighed stod vindmøllen. En flot mølle opført i metal, der blev demonteret i start/midt 1950erne. Bag den lå vandtårnet. Det eksisterer endnu, dog ikke som vandtårn. Mølle og vandtårn var et eldorado af en legeplads. Det var forbudt at betræde begge dele, men for os børn var det en ugentlig foreteelse, at vi var oppe i vandtårn og mølle. Vandtårnet kunne vi kun komme op i, når “Holger-pudseren” havde glemt at låse. Turen op i tårnet – først ad snoet metaltrappe, efterfølgende af lodret træ-stige -, hvor vi kunne kigge ned i vandbeholderen, var det ypperste, vi kunne forestille os. Vandet til tårnet kom fra DSB’s egen brønd, der lå ved siden af signaltjenestens bygning.
Vandtårnet opførtes i 1914 – som mange andre DSB-bygninger plagieret fra station til station, – dog naturligvis kun hvor vandforsyning til lokomotiverne var nødvendig. Tidligere (fra 1876) var der også vandforsyning i Ryomgård til lokomotiverne, men noget mere primitive forsyningsenheder. I dag findes bevaret tilsvarende museale vandtårne bl.a. i Langå  og Skjern – og flere andre steder.

Fotoet nedenfor (1958) giver et godt indtryk af den travle station i 1950’erne.

Stationen var rigtig stor i børneøjne. Det var den vel også for alle andre. Fra øst mod vest var der Gjerrildbanen med remise, spor og drejeskive. Derefter kiosk, stationsbygning med jernbanerestaurant, 3 perroner med spor mod Grenå, Randers og Århus, blokpost, signaltjenestens bygning, banetjenestens bygninger, drejeskive og remise med overnatningslokaler. Udover perroner var der 3 hovedspor til person- og godstog. Hertil kom rangerspor, ladespor og læsserampe. Endvidere var der sidespor ind til RYPI, senere Jiffypot, og senere igen også sidespor til Carlsbergdepotet. Endelig var der 2 vandkraner, hvor damplokomotiver kunne “få slukket tørsten”. Her var endvidere et mindre depot af kul, så damplokomotiverne kunne få en mindre nødforsyning, såfremt dette var påkrævet.

I signaltjenesten var der endvidere et oplagsrum til koks, da samtlige bygninger blev opvarmet med koks, ligesom mange MO motorvogne og personvogne, ofte skulle forsynes med ekstra koks under ophold i Ryomgård. Der skulle bruges megen koks, som blev leveret til stationen i åbne højsidede godsvogne – litra Pb. De blev placeret i spor 1 ud for koksrummet (red: undt. koks til Gjerrild-banen, der havde sin egen “kulgård” tæt ved dens remise). Tømningen af koksvognene, som vi knægte selvfølgelig deltog i, skete med trillebør ned ad en sliske og ind i bygningen, hvor vi atter skulle op ad en sliske, der lå på “koksbjerget”, da der jo skulle fyldes helt op under taget.

En leg for os knægte var, når vi lagde små mønter (1- og 2 ører) på skinnerne og ventede på et forbi-kørende tog. Mønterne fik mere end fordoblet størrelsen – dog ikke i værdi.

Jernbanepersonalet – Ryomgård Station 1949.
Arne Holm Andersen, søn af banebetjent A.J. Andersen (kaldet AIS) har hjulpet. Forkortelser: e-a: ekstraarbejder; opt: overportør; pt: portør. De to bageste rækker fra venstre: e-a Karton Larsen, Einar Jørgensen (kaldet Fessor), e-a Svend Laursen, e-a- Gerhard Bach, Knud Glintborg, e-a Viggo Rank, opt Jensen, opt H.D. Steffensen (kaldet Steff), e-a Andreas Frandsen, e-a Niels Pedersen, Pakhus-formand Petersen (kaldet Pakhus-Petersen), e-a Johs. Adelsbøll kaldet Albinus. Forreste række fra venstre: overtrafikass. Niels Erik Linnes, Anne Marie Dueholm (dengang vistnok trafikass. Frk. Kristensen), stationsforstander Mortensen, trafikass. Børge Sejersen og endelig Birgit Pedersen.

Særligt remisen og området udenfor var spændende for nogle “knægte”. Mange timer blev tilbragt med at lege på og med drejeskiven. En gammel træsneplov, der stod udenfor, var interessant. I mange år stod en gammel dampmaskine i remisen. Det var en B-maskine med litra nummer B 45. Den gik “Holger-pudseren” og pudsede på. Den kravlede vi meget rundt på. I remisen var også badefaciliteter, hvor vi kunne få det ugentlige bad.

Noget utydeligt – da fotograferet gennem glas – ses regulativet for bad hvoraf bl.a. fremgår prisen: 10 øre. Regulativet hænger i dag på Djurslands Jernbanemuseum i Ryomgård.

I remisen havde far, der var portør på stationen, lejet et lokale, hvor han havde opbygget en stor modelbane.

På samme sidespor ved remisen hvor sneploven stod, havde banetjenesten desuden parkeret en trolje, hvor man skulle anvende nogle træskafter, for at få denne til at køre. Disse træskafter havde forneden i selve skaftet et hul, hvor der skulle sættes i en tap på hjulene på troljen. Troljen havde vi megen morskab med, idet vi legede eksprestog med den fra sidesporet, ned over sporskifte hen til drejeskiven, for at køre på et andet spor retur til sidesporet.
Megen tid blev brugt med at løbe på perronerne omkring ved kiosken. Når vi havde været der for længe, kom stationsforstander Mortensen og købte os til at lade være med at løbe på perronerne. Vi fik hver gang 10 øre hver.
Et højdepunkt var, når togfører Børge Hviid var togfører i et af togene, Vi vidste altid, hvornår han kom. Vi ventede altid i spænding, når han skulle komme. Han havde nemlig hul i den ene bukselomme, så der faldt 10 ører ud, når vi nærmere os. Pudsigt nok var det altid to 10 ører – en til hver!
Lokomotivfører Oscar Philipsen skulle vi også altid forbi og hilse på, når han kom forbi. Vi kom altid op på maskinerne, når han havde ophold i Ryomgård. Han fortalte masser af historier, og så manglede han yderste led på venstre lillefinger. Han sagde selv det skyldtes, at han spillede violin, og det kunne hans far ikke lide. Derfor klippede han lillefingeren af.

Læssevejen var en guldgrube for et par knægte med initiativ. Her smed signaltjenesten alle deres kasserede batterier. De indeholdt både bly og messing, så disse skilte vi ad og samlede metallet. Elselskabet ARKE sendte jævnligt en vognladning kobberrester til Frederiksværk. Når de var færdige med at læsse, lå der altid flere kilo kobber, hvor godsvognene havde holdt. Det samlede vi også. Alt hvad vi samlede af metal, solgte vi til SA (byens produkthandler). Han var også ansat ved signaltjenesten. Kan stadig huske nogle af priserne på metal: Jern 5 øre/kg, støbejern 12 øre/kg, bly 1,25 kr./kg, kobber 3,50 kr./kg. Et sandt eldorado blev det, da Gjerrildbanen blev nedlagt, og skinnerne rykket op. Oprydningsarbejdet var meget mangelfuldt. Vi samlede flere hundrede kilo støbejern (lasker, svellebolte m.m.). Vi tjente rigtig mange penge, men måtte også arbejde for det.

Rigtig stort var det, når vi fik lov til at køre med damplokomotiverne i de tidlige barndomsår, når de rangerede på stationen. Senere fik vi af og til lov til at køre med til Grenå i førerrummet.
Der var også en hel del stykgods til og fra Ryomgård. Bl.a. kom der hver tirsdag og torsdag fersk kød med toget fra svineslagteriet i Randers til Slagter Nielsen i Ryomgård. Der var normalt 2-3 ½ grise pakket i sækkelærred, og 2-3 trækasser med fersk kød. Det kørte vi om til slagteren på en af stationens trækvogne. Det fik vi, så vidt jeg husker, 2 kr. for om måneden og 1 pose flæskesvær om ugen. Flere aftener om ugen, kom mange kasser fersk fisk til omlæsning, så det kunne komme videre mod Århus.
Det, at vi ofte opholdt os på stationen gjorde, at vi selv fik interessen for at komme til DSB.

Elevtid i Trustrup
Karsten Jørgensen fortsætter med at fortælle (svagt redigeret): Jeg startede som trafikelev d. 16.08.1962 på DSB-skolen, der lå Sølvgade 40 i København. Efter den første skoletid skulle vi ud på en station. Der var stor spænding om, hvor vi skulle hen. Min første station blev Trustrup, hvor jeg skulle være i 9 måneder. Det var ikke mere end 20 km. hjemmefra. Vi skulle 2 elever til Trustrup – undertegnede og K.S.Jensen, der senere blev præst.
Trustrup station var også en stor station med privatbane til Ebeltoft. Også her var der meget personale: Stationsforstander var Jens Friis kaldet “revolver-jens”. Han havde efter sigende, en aften med kaos, råbt ud af vinduet fra sin lejlighed på stationens 1. sal: “I skulle skydes hele bundtet”. Der var 3 trafikekspedienter, Gunnar Sørensen, Karsten Jensen og Svend Åge Madsen. Derudover var der 1 kontorassistent og 3 ekstraarbejdere – Børge Buck, Carl Pedersen og Svend (?).
Elevtjenesten blev tilrettelagt således, at vi arbejdede skiftevis morgen og aften, 6 timer dagligt, med forpligtelse til at læse 2 timer efter fyraften. Der var fri hver weekend. De 2 elever mødte altid modsat hinanden. Jeg kunne bo hjemme hver anden dag. Vi lejede begge to et værelse hos skorstensfejer Aarestrup, der i mange år havde lejet ud til trafikelever. De dage jeg havde overnattet i Trustrup, fik jeg sendt en madpakke med toget fra Ryomgård. Vi fik en aftale med den lokale kro om, at vi kunne spise dagens middag (2 retter) for 20 kr. Det var selvfølgelig mange penge, når elevlønnen på det tidspunkt kun var 350 kr. om måneden. Efter et par måneder, begyndte vi at spise på cafeteria i Grenå.
På Trustrup station tilbragte jeg ikke tiden sammen med min broder, som på Ryomgård station. Men også Trustrup station fik fornøjelse af min broder, idet han efterfulgte mig året efter, hvor han blev 1. års elev i Trustrup.

Foto nedenfor af Ryomgaard Station – dec. 2014, Asger Christiansen.

KRIGEN
Jens Erik Mehlsen

INDHOLD:

2. Verdenskrig her på egnen
Modstandsbevægelsen
Våbennedkastninger
En beretning fra Korupskov
Befrielsen
Lokalpolitik


2. VERDENSKRIG – her på egnen
2. verdenskrig kom til Ryomgård og hele Danmark i 1940. Historien herom er beskrevet generelt i diverse historiebøger, men de konkrete lokalhistorier fortjener udbredelse, hvilket denne artikel prøver at råde bod på, omend den ikke er den eneste her på egnen, hvilket beretningen også bekræfter, da meget materiale er lånt.

Ryomgård under 2. verdenskrig er et broget billede af tyske soldater og en tilsvarende hverdag, der haltede afsted. Herved skilte byen sig ikke ud fra andre. Rationeringsmærker og mangel på varer var en del af hverdagen, ligesom almindelige mennesker ikke uden videre måtte køre diesel- eller benzindrevne køretøjer. Tyskerne skulle bruge al den benzin og olie, de overhovedet kunne fremskaffe i krigens tjeneste, så mange køretøjer – også busser – forsynedes med generatoranlæg. Varmekilden under krigen var træ og tørv, men især tørv blev ofte taget i brug før vandet var tørret ordentlig ud, hvilket forringede brandværdien – og gav en masse røg.

På et punkt adskilte Ryomgård sig fra andre småbyer, nemlig ved at være jernbaneknudepunkt. Det betød, at megen gods til Randers, Århus, Gjerrild, Trustrup, Grenå, Ebeltoft, Kolind (lufthavnen) og Hallendrup (lufthavnen) kørte transit Ryomgård. De øgede jernbanetransporter havde mange årsager, dels tyskernes uhæmmede transportbehov af sten, grus, sand og materiel, samt naturligvis af soldater, dels biler og færgers trængsler, – flere havne var således næsten lukkede, hvilket mørklægningen blandt andet havde sin andel i. Der var naturligvis også mørklægning i Ryomgård, hvor Stationsforstanderen her siden 1938 hed Evald H. Fenger.

Evald H. Fenger

Han og hustruen Edele førte livlig korrespondance med datteren Rigmor. (Brevkorrespondancen er trykt i bogen: Edele og Evald, II, af Rigmor Fenger, Grevas Forlag 1976, hvilken bog er kilden til materialet her om fam. Fenger).
Vintrene var kolde, og effektiv isolering en sjældenhed. Ryomgård Realskole lukkede en overgang skolen i begyndelsen af februar 1941 på grund af kulde – brænde kunne ikke fremskaffes! Det kan være, at eleverne var glade for denne kuldeferie, men de fleste frøs uanset hvor de var. Fru Fenger skriver således, at deres inde-temperatur i stationsbygningens private afdeling var – 7. Stationsforstander-familien – hr. og fru. Fenger – rådede i øvrigt over 17 rum (flere dog reserveret elever ved jernbanen), hvortil kom de offentlige rum på stationen, såsom kontorer, billetsalg, venterum, lagerrum, mandskabsrum, toiletter osv. De mange rum og mennesker krævede rengøring og den blev varetaget af rengøringskoner. Men Hr. og fru Fenger var ikke tilfredse med standarden og fru Fenger udarbejdede derfor en rengøringsplan: “Vejledning til udførelse af rengøringsarbejdet på Ryomgaard St.” Stationen husede også en restaurant, der under krigen forpagtedes af hotelejer Larsen. Larsen og hans hustru ejede hotellet overfor jernbanestationen, og de havde set en fordel ved at drive begge forretninger: hotellet og jernbane-restauranten. Ofte var det fru Larsens domæne at sørge for ekspeditionen i restauranten og hendes mad rostes af fru Fenger, der ligeledes oplyser, at restauranten – trods krigens mangel på brændsel –  var opvarmet! Man aner mellem linjerne en forundring over denne varme. For vel kunne tørv skaffes, men de var ikke billige, – og ikke altid tørre nok til brug. Og man aner ligeledes, at opvarmede Larsen jernbanerestauranten, må konklusionen da være, at også hotellets restaurant opvarmedes! Havde Larsen et smuthul for fremskaffelse af disse produkter – der nok var tørvebriketter?

Men som sagt kom der mange mennesker til Ryomgård station. Til Flyvepladsen i Tirstrup transporteredes hver hverdag mellem 2-3000, dog langt fra alle via Ryomgård, men dog mange, ligesom der skulle køres uendelig megen materialer til tyske befæstninger og veje, navnlig i krigens sidste år, hvor tyskerne også i stigende grad beslaglagde flere bygninger til eget brug, – Realskolen f.eks., hvor skolebestyrer Erik Munch havde stor mas med at få lov at beholde blot halvdelen af sin skole til undervisning.

Af og til hobede mange togvogne sig op i Ryomgård af forskellige årsager. I de første krigsår skyldtes det dels de hårde vintre, dels forsyningssituationen for lokomotiverne (kul), men især i 1944 kom strejkerne til. Man fornemmede overalt tyskernes klemte situation og flere strejker iværksattes for at puste til det væltende læs. I november 1944 skriver fru Fenger, at der var over 100 ventende vogne i Ryomgård (heraf 56 med kartofler) med destination til Århus, men strejke i Århus hindrede transporternes gennemførelse. Men i krigens sidste del kommer i takt med russerne fremmarch også flygtninge fra Tyskland. I dec. 1944 ankommer “nogle hundrede”, til Ryomgård, som indlogeredes på hoteller, skoler, forsamlingshuse og nogle også hos private. De officielle tal er 130 flygtninge i Ryomgård, fordelt på Alderdomshjemmet, Marie Magdalene Skole og Forsamlingshuset på Marienhoff.

Ligeledes vokser antallet af sabotager, navnlig fra 1943. De fleste i området foregik i Aarhus, men i nærområdet indtraf en af de største ved sabotagen af “Auning Møbel – og Madradsfabrik” sidst i oktober 1944. Som så mange andre sabotagehandlinger var denne begrundet i, at fabrikken arbejdede for tyskerne. Men ejeren af fabrikken, dir. Robert Jensen, Auning havde ikke en chance. Tyskerne afgav (som sædvanlig) ordre om forskellige varer (senge, madrasser, borde og stole) til levering hurtigt og til betalingsclearing over Nationalbanken. Sagen stod ikke til diskussion, – blev ordren ikke adlydt, skulle fabrikken straks forlades (den ejedes personligt af Robert Jensen), og tyskerne ville så selv forestå produktionen! Følgelig blev ordren adlydt! Sabotagen blev senere levendegjort af 1.ste lærer i Auning Skole Stefan Nedergaard i 1946 i drengeromanen “På Skovgården”. Men mange i såvel Auning som overalt i landet arbejdede direkte eller indirekte for tyskerne. Der var gode penge at tjene og der var for de fleste intet alternativt, – heller ikke i Auning, Ryomgård eller alle de andre steder, hvor den tyske værnemagt kastede sit blik. Men modstanden voksede som bekendt. Fra januar 1945 tog sabotagerne til bl.a. i form af angreb på tog. Sabotørerne ville ramme de tog, der transporterede tyskernes materiel, herunder naturligvis al transport i øvrigt i tyskernes tjeneste, Det medførte en del nervøsitet i Ryomgård, fordi talrige transporter her i høj grad vedrørte tyske interesser.
I slutningen af december 1944 skriver Evald Fenger, at der var urimeligt travlt på stationen: “Det myldrede med særtog trukket hertil fra Vestjylland……Hele natten kører vi med særtog i små portioner. Privatbanen (Gjerrildbanen, red) kan kun tage 8 – 10 vogne ad gangen, og her er 48 der skal retur, tømte med det samme (de er ankommet, red). Tyskernes angst for sabotage viste sig bl.a. ved at stille bevæbnede vagtposter alle steder, hvor der arbejdedes for tyskerne, herunder naturligvis også ved Stationen, hvor vagter om dagen såvel som om natten travede frem og tilbage på perronen. Midt i alt dette lider Evald Fenger af forstørret prostata og lader sig efter nogen tid indlægge på Sygehuset i Hornslet. Vel var Hornslet ikke langt væk, men togene aflystes ofte, så det var ikke nemt for fru Fenger at besøge sin mand, – ofte tog turen hver vej flere timer. Det skyldtes ofte afsporinger, der tog til i foråret 1945. I marts 1945 var således to tog med 40-50 vogne blvevet afsporet på linjen “Ryomgård-Aarhus”. På samme tid (april 1945) var ca. 500 tyske soldater stationeret i Ryomgård. Det krævede sin kost og sin plads samtidig med, at flygtningestrømmen tog til. Stationen var også transit for flygtningene, der transporteredes videre til de øvrige steder langs linjen, men som regel blev mindst en vognfuld flygtninge i Ryomgård. I april 1945 stoppede al persontransport på jernbanelinjen, bortset fra transport af soldater og flygtninge. Det betød også, at arbejdstog til Flyvepladsen i Tirstrup stoppede. Men sabotagerne mod togsporene blev ved og tyskerne greb ofte til andre metoder for transport, bl.a. ved at stjæle/låne biler og cykler. Tyske patruljer stoppede biler og cykler og tiltog sig brugsretten, uden at man kunne gøre modstand. Selv realskolens elever opdagede, at deres cykler blev hugget, hvilket fik skolebestyrer Erik Munch til øjeblikkelig at advare forældrene om denne fare.

Man prøvede ufortrødent at leve livet videre. Hotellet var byens centrale samlingspunkt og mange møder og sammenkomster afholdtes der, eksempelvis Ryomgårds Sangforenings mange sangaftener med Lærerne Marius Dynesen og Anthon Eriksen som særlige aktive. Og eksempelvis i 1942, hvor en spejdergruppe dannedes under “de blå Spejdere”. Også “husmødrene” holdt møder f.eks. dette, hentet fra byens almindelige holdte avis, Dagbladet Djursland, hvor man d. 16/6 kunne læse dette (inddirekte citat):

Stor tilslutning til Husmoderstævnet i Ryomgård.
Ca. 300 Husmødre fra Ryomgård, Århus, Mørke, Kolind med flere, samledes i går på Ryomgård Hotel, hvor Fru Dagmar Munch bød velkommen ved det indledende kaffebord. Derefter gik turen til Ryomgård Realskole, hvor magister frk. Sofie Rifbjerg talte om “Vanskeligheder i det normale Barns Udvikling”. Dagen var meget vellykket.

Hotellets sal brugtes også som biograf et par gange om ugen, – man kaldte det af og til en rejsebiograf, fordi den ikke var permanent opstillet. Og så husede hotellet jo naturligvis også lørdagsballerne to gange om måneden for nedrullede gardiner til Ove Greves 3 mands orkester. En lille episode herom er fortalt af en Pindstrup borger kaldet “Kongen” (Ove Jacobsen): Han og en kammerat ville til bal i Ryomgård, men gad ikke gå og turde ikke cykle. Kammeraten vidste imidlertid, at der stod en dræsine lidt inde i noget krat tæt på stationen i Pindstrup. De to gutter mente nok det gik an at låne den, så de satte den på sporet og trak og hev i hver sin ende af vippe-håndtaget, for at nå Ryomgård ad denne vej. Hjemturen gik tilsvarende og de satte dræsinen på plads, hvor de havde taget den. Ufarligt var det ikke, da tog også kørte om natten, men de to unge holdt godt øje, og slap heldigvis godt fra det.

MODSTANDSBEVÆGELSEN
Nedenfor først et lille uddrag fra hjemmesiden: Djurslands Jernbanemuseum -(djbm) – jernbanerne – fortællinger og erindringer – erindringer fra Hallendrups billetsalgssted, hvor “Krigen kommer til Hallendrup”:
2. Verdenskrig blev mærkbar på egnen, især fordi tyskerne overtog og udbyggede flyvepladsen ved Tirstrup. I flere tilfælde ankom der tyske soldater med tog til Hallendrup på vej til Tirstrup, men det skete, at militæret glemte at hente dem ved toget. En vinter, hvor det var særlig koldt, sad der engang 14-15 soldater og frøs i ventebygningen indtil næste dag. Othilia Sørensen forbarmede sig over dem, og forsynede dem med kaffe og håndmadder. Derimod måtte soldaterne selv ud for at samle brænde, så der var noget at fyre med i kakkelovnen.
Othilias søn Laurits blev aktiv i modstandsbevægelsen sammen med bl.a. Viggo Nielsen, der boede syd for vogterhuset. En anden aktiv modstandsmand var dyrlæge Peter Rasmussen fra Kolind. Når modstandsfolkene var ude på natlige togter, gemte de sig nu og da i en kælder ved nordsiden af vogterhuset. Når Laurits vendte tilbage efter en aktion, var det altid med frygt for opdagelse på hjemturen – eller at tyskerne ventede på ham derhjemme. Othilia benyttede derfor et hjemmelavet varslingssystem. Hvis hun havde set tyske soldater i nærheden, stillede hun et tændt stearinlys frem i et lille vindue øverst i vogterhusets sydgavl. Så vidste Laurits og andre, at de skulle holde sig fra hjemmet og gå i skjul et andet sted.
Den 25. marts 1945 anbragte sabotører tre sprængladninger på sporet nær Koed trinbræt (mellem Ryomgård og Kolind), hvorved to skinner blev ødelagt. Jernbanetrafikken var afbrudt i syv timer. Natten efter var der sprængning af sporet mellem Ryomgård og Thorsager. To sprængladninger ødelagde fire skinner, og trafikken var afbrudt indtil næste dag kl. 18. Samme nat sprængtes en skinne nær Pindstrup ved en aktion, hvor der var anbragt yderligere 10 sprængladninger, der dog ikke eksploderede. Trafikken var alligevel afbrudt i 8 timer.”

De enkelte medlemmer af modstandsgrupperne have dæknavne og ville helst ikke vide deres kammeraters rigtige navne, fordi de ved evt. tilfangetagelse da – selv under tortur – ikke kunne røbe deres kammeraters navne. Iværksættelse af deres aktiviteter omkring afhentning af våben, som englænderne nedkastede, skete ved, at der i radioen fra London (BBC) oplæstes en del navne – dæknavne – og de pågældende var da klar over, at der kom fly med våben på nærmere angivet sted og tidspunkt. Nedkastningschefen hed Tolstrup og fra ham fik man de sidste nøje instruktioner. Det var ofte om natten, og når tidspunktet nærmede sig og de pågældende modstandsfolk kunne høre et fly nærme sig, tændte de fakler, og dannede formation. Så vidste piloten, at han kunne frigøre lasten. Men modstandsfolkene skulle være hurtige, for tyskerne havde formodentlig også set flyet og kunne godt regne ud, hvilket formål der forfulgtes. Blev man fanget, blev man dømt til døden eller sendt i koncentrationslejr. Forskellen var ikke stor! De forskellige modstandsgrupper her på egnen etablerede gradvist især i 1944, og havde navn efter den by, de kom fra, eksempelvis: Hornslet-gruppen, Pindstrup-gruppen, Kolind-gruppen og Ryom-gruppen.

I lokalarkivet i Nimtofte kan man finde lister over gruppernes medlemmer, for Ryomgård-gruppens vedkommende:
Bent Andersen, Aage Egon Bergstrand, Laurits Svend Orla Eriksen, Carl Chr. Hald, Tage Jürgensen, Ove Larsen, Knud Aage Mikkelsen, Peter Erik Rasmussen, Jens Erik Madsen Ry, Henning Schou, Jens Svendsen Sørensen, Bent Larsen, Egon Laursen.
Fortegnelse er nedskrevet efter hukommelsen efter krigens afslutning, og er ikke fyldestgørende, om end den menes at indeholde kernen af de modstandsfolk, der var med fra starten og ikke dem, der strømmede til i maj 1945, da krigens afslutning kunne forudses. Længere fremme vil blive indsat mere om modstandsgrupper, især Pindstrup-gruppen.
En af deltagerne var som det ses Peter Erik Rasmussen. Han kom som ung dyrlæge til Ryomgård i 1944 og bosatte sig i en lejlighed i Bredgade (nuværende Slotsgade) i en ejendom, der ejedes af slagter Nielsen og hustru. Ægteparret Nielsen boede også i ejendommen og drev slagteriudsalg fra et par lokaler i stueetagen og var meget åbne og venlige overfor den unge dyrlæge. Fru Nielsen passede ovenikøbet hans telefon, når han var ude. Han blev gift med Gurli endnu i 1944 og de flyttede hen i Vestergade 22, hvor Skolebestyrer Erik Munch og fru Dagmar tidligere havde boet. Ved Axel Munchs død i 1939 var de flyttet til Blæsenborg. I sit nye domicil kunne Peter Rasmussen bedre have sin praksis og Gurli blev hans kontorhjælp. Peter Rasmussen og hans familie flyttede i 1948 til Kolind, hvor han havde fået godt fat trods det, at der i Kolind allerede var en dyrlæge. Det var især de store gårde i Bugtrup, der blev gode kunder, og af en af disse Bugtrup-bønder blev han tilbudt at købe en byggegrund på Bugtrupvej, – dengang lidt i byens udkant! Rasmussen slog til og opførte en bolig med klinik. Herved ville han være nær sine bedste klienter og øgede i øvrigt hurtigt kundekredsen.

Da jeg besøgte (d. 19/01 2008) Dyrlæge Peter Rasmussen på hans gamle dage i Egå ved Århus, kunne han fortælle lidt om tiden, men nævnte ingen navne, – dem havde han “glemt”! Og dog – han huskede Ove Larsen, der var hans nabo – Vestergade 18 – hotelejer og forpagter af jernbanerestauranten, samt dennes søn Bent Larsen, som var på Peter Rasmussens egen alder. Samt vognmand Egon Laursen og en medarbejder ved stationen, der hed Mikkelsen (Portør Knud Aage Mikkelsen). Sidstnævnte tog sit eget liv kort efter krigens afslutning, hvilket Peter Rasmussen antydede kunne være forårsaget af det vældige pres i modstandsarbejdet, som ikke alle havde nerver til at bære. Samtidig måtte han – Mikkelsen – måske også have haft dårlig samvittighed overfor sin arbejdsgiver – DSB – med stationsforstander Evald Fenger i spidsen, da jernbanesabotage jo var inde i billedet. Det erindredes også, at Peter Rasmussen og Mikkelsen en gang sprængte en gravemaskine i luften, fordi tyskerne brugte den. Men ellers var det våben nedkastet fra fly, som Peter Rasmussen og hans gruppe koncentrerede sig mest om. Rasmussen husker en episode fra 1945, hvor materiellet blev kastet ned i Løvenholm-Skoven, nærmere betegnet ved Brænderigården eller i Brunmose, – Rasmussen huskede ikke rigtigt det nøjagtige sted. På nedkastningstidspunktet var gruppen klar og modstandsgruppen dannede den aftalte position med tændte fakler, da flyet nærmede sig og godset blev kastet. Man fandt hurtigt kasserne med våben, men to kasser var havnet i mosehuller. Med stort besvær fik man den ene op og gik straks i gang med at bjerge den anden. Men forsøgene herpå var forgæves, den var sunket for langt ned til at man kunne få fat i den og tidspresset blev nu for stort – tyskerne kunne være på vej – og risikoen for pågribelse voksede betragteligt. Peter Rasmussen fik da de andre overtalt til at lade denne sidste kasse med våben være i sit mosehul – foreløbig – for nu drejede det sig om at redde det, man allerede havde taget hånd om. Det var der enighed om, også fordi man havde aftalt med dem derhjemme, at man ville være hjemme senest kl. det og det, – ellers ville der være noget galt og foranstaltninger skulle da træffes herom. Som et kuriosum bemærkes, at den pågældende kasse med våben aldrig siden er blevet fundet, – den ligger stadig i bunden af et vand- eller mosehul i Brunmose eller nær Brænderigården! Ingen ved nærmere hvor!

Peter Rasmussen havde i begyndelsen af sin karriere som dyrlæge i Ryomgård kørt på motorcykel, men endnu ved årsskiftet 1944-45 udskiftet den med en gammel brugt Ford A, årg. 1930. I kraft af sit arbejde havde han fået dispensation til køb af benzin samt køretilladelse, hvilket bekræftedes af en mærkat i ruden. Våbnene fra nedkasningen blev nu stuvet ind i Peter Rasmussens gamle Ford, men det duede ikke at begrave dem i jorden direkte, – de måtte pakkes ind, så de senere kunne være brugbare. Peter Rasmussen fandt derfor nogle store papkasser i sin garage, som  våbnene blev puttet i. Om natten kørte den lille gruppe til idrætsforeningen Skjolds bane på Nimtoftevej (i dag nr. 12-14). Her i den nordlige ende af fodboldbanen var der porøst jord (det kan ses den dag i dag!), hvor man hurtigt fik gravet et hul til skjul for våbnene. Man blev ikke opdaget, men havde nu sikret sig våben til det tidspunkt, hvor der skulle gøres op med tyskerne.

Men et lille efterspil blev der endnu inden krigen var slut. For Peter Rasmussen havde glemt, at de pågældende papkasser, som han fandt til våbnene i sin garage, var forsynet med hans navn og adresse. Rasmussen havde altså lagt løkken om egen hals, for havde tyskerne fundet våbnene, havde de også fundet gerningsmanden. Det var en rystende nervøs Peter Rasmussen, der i den følgende tid holdt godt øje med fodboldbanen på Nimtoftevej, for enhver aktivitet fra tyskernes side lige her, ville tvinge ham og familien til at flygte øjeblikkelig. Men heldigvis gik det godt!
Peter Rasmussen var også transportør af våben til andre skjulesteder, bl.a. det gamle teglværk på Frederikslundvej 7. Her var det meste nedrevet, men en gammel tørrelade – med stråtag helt ned til jorden eksisterede stadig, og i denne lade skjulte gruppen også våben. Oplysningen herom stammer fra Erland Skovbjerg (søn af brugsuddeleren i Nimtofte på den tid), der var i familie med Ove Jensen og hans familie fra “Kragelund”, der ejede det gamle for længst ophørte teglværk.

Til venstre ses resterne af det gamle teglværk, i dag helt fjernet fra jordens overflade. Grunden ved det nedlagte teglværk havde en takket jordoverflade, hvilket skyldtes, at her blev teglstenene lagt til soltørring. Den kuperede grund kunne ses i mange år derefter, men er i dag nedpløjet.

Kolind-modstandsgruppen var lidt større end Ryom-gruppen. Medlemmerne var: Søren Henrik Greve Andersen, Alfred Gay, Paul Viggo Emil Gøtzsche, Arne Hansen, Egon Hansen, Jens Hansen, Jens Valdemar Høj, Christian Amund Jensen, Kaj Brøsted Jensen, Henry Nissen Jørgensen, Jørgen M. Mouritsen, Thorvald Nissen, Peter Møller Pedersen, Richard Pedersen, Eigil Johan Frederik Qvortrup og Ole Svane.

I Pindstrup var der 11 medlemmer: briketmester Ejnar Henry Christensen, lagerforvalter Tage E. Creutzberg Christensen, skovfoged Jørgen Erik Engestoft, lærer Herluf Borup Hansen, montør Jens Eriksen Hjorth, Harald Jensen, driftsleder Poul Erling la Cour, Peter Olaf Rygaard Rasmussen, drejer Herold Jensen Svarre, fabriksarbejder Aksel Søndergaard og Ernst Schrøder Thomsen. Pindstrup-gruppen blev ledet af Joh. F. la Cours søn Poul Erling, ofte kaldet P – la Cour. Han var på den tid driftsleder af Krydsfinerfabrikken i Pindstrup og havde oprettet gruppen sammen med lagerforvalter Tage Creutzberg Christensen fra Pindstrup Mosebrug. Gruppen medvirkede i adskillige situationer, hvor våben nedkastedes i Løvenholmskovene, men foretog også sabotagehandlinger. Livet blev på den måde levet farligt, og flere havde sikret sig alternative identitetskort, som måske kunne hjælpe i en snæver vending. Men tyskerne var energiske i opsporing af engelske landinger. Hvidsten-gruppen ved alle blev opsporet og henrettet, men her på egnen sporede tyskerne også Hornslet-gruppen, hvor nogle måske husker Orla Andersen.

Orla Andersen

Hans portræt hang i ca. 30 år på en hædersplads i Ryomgaard Realskoles store sal, fordi han som gammel elev (eksamen 1932) ønskedes hædret for sine bedrifter som modstandsmand under krigen. Han var bankassistent og ivrig spejder, og hans portræt viser ham i spejderuniform, foto t.h. I 1944 blev han arresteret af Gestapo og i maj henrettet i Ryvangen. Hans gamle kammerater samt skolebestyrer Erik Munch glemte ham aldrig, og sørgede efter krigen for, at hans afsjælede legeme flyttedes til Hornslet Kirkegaard og hans portræt som sagt ophængt på Realskolen. Læs eventuelt lidt mere om Orla Andersen på sitet: ryomreal65.wordpress. com ( fanen: indlæg).
I Pindstrup fik tyskerne fat på et enkelt medlem, nemlig Herold Jensen Svarre, der dømtes til døden og blev henrettet. Forinden havde Poul la Cour prøvet at tale med tyskerne på Dagmarhus i København om en mildere straf, idet Svarre var forsørger og familiefar, men forgæves.
Straks efter krigen samlede Johs. F. la Cour både sine medarbejdere generelt og modstandsfolkene konkret og roste dem for loyalt og trofast arbejde både for deres land og deres virksomhed under krigen. Da han var færdig råbte en enkelt deltager – Jens – et højt hurraaa, så det gjaldede. Ingen var forberedte på det, så hans hurra stod alene i luften, så velment det ellers var. I tiden fremover kaldtes han aldrig andet end ”hurra -Jens”.

VÅBENNEDKASTNINGER I LØVENHOLMSKOVENE
På lokalarkivets hjemmeside (www.lokalarkivmidtdjursland.dk – fanen: Nimtofte) kan man læse en beretning af Hans Hansen, Erritsø, formidlet af Knud Jensen. Her blot i uddrag:

“Da man i den sidste fase af Danmarks besættelse ikke mere kunne kaste containere med våben og andet ned ved godset Overgaard, hvor Flemming Juncher havde gjort meget for Danmarks frihedskamp, blev det i stedet Løvenholm-skovene, der blev valgt til nedkastningssted. Min far, Hans Jørgen Hansen, var på dette tidspunkt forvalter på Løvenholm og kendte tørvemoserne ud og ind.”

Og Løvenholm samt Brunmose kom til at spille en stor rolle i nedkastninger af våben. For efterhånden voksede en mere organiseret modstandsbevægelse frem, især i krigens sidste år og overalt i landet, også i Ryomgård. Og mange andre steder med de nærmeste grupper i Pindstrup, Auning og Kolind. Fælles for dem var at udøve sabotage og som sagt hente de våben, som englænderne kastede ned fra fly. Landingsstederne her på egnen var især Georgsminde, Brunmose og åbne steder i Fjeld og Løvenholm-skoven. Ved Brænderigården (Herredsvej 5, Gjesing) var der en åben plads egnet til nedkastning og tæt ved flere færdselsårer forstået på den måde, at der var flere flugtmuligheder (skovveje). Og var man heldig og ikke blev opdaget var det hurtigt at køre derfra, – efter forhåbentlig at have bjerget byttet. Briketfabrikken (Herredsvej 3) byggedes først i 1952 med bl.a. Johs. la Cour som drivkraft – bygherren var rettelig Løvenholm Moseindustri A/S. Så selve fabrikken var der ikke under krigen, men det var Brænderigården derimod, selvom dens aktivitet var nedlagt, nemlig  brændevinsbrænderi, som den mere eller mindre officielt blev kaldt (fra 1845).

Våbennedkastningerne foregik på den måde, at der kl. 18 i radioudsendelserne fra London kom særmeldinger. De kunne f.eks. lyde således: “Hilsen til Sofie, Hanne, Jørgen, Peder og lirekassemanden. Lykken står den kække hveps bi”! Meldingen betød jo, at engelske flyvemaskiner den kommende nat ville kaste våben eller andet materiel på de pladser, der blev nævnt i særmeldingen. Nedkastningspladsen i Løvenholm-skovene kunne f.eks. hedde: Sofie Andersen.
Nu fik modstandsfolkene, som havde ventet på hilsenen til Sofie, travlt. De kontaktede hinanden og begav sig enkeltvis til modtagepladsen i løbet af aftenen. Flyveren kunne ventes mellem kl. 23 og kl. 3, alt afhængig af månens stilling.
På pladsen blev 4 mand placeret med store lommelygter, som skulle vise piloten vindretningen. Først klar lys – efter 75 meter igen klar lys – og til sidst efter 75 meter klar lys + rødt lys. Når man hørte de engelske maskiner nærme sig, tændtes lygterne, og lyset ved siden af den røde lampe signaliserede A (efter morsesystemet). A betød Andersen, og var pilotens garanti for, at det var den rigtige plads (Sofie Andersen). Som regel blev der kastet 12 containere i faldskærme, og det var et betagende skue at se dem dale til jorden. Nogle containere landede i den bløde mosejord, men af og til blev nogle hængende i træerne. Der blev nu travlhed med at indsamle de hvide faldskærme, så tyske natjagere eller tyske soldater ikke fik øje på dem. Containerne blev fragtet til et gemmested i en nærliggende lade, hvor de blev gemt under halm eller lignende. Modtagefolkene tog nu hjem ad forskellige veje, og de havde alle en forklaring klar, hvis de skulle møde tyske soldater – f.eks. kortspil, pigebesøg o. lign.

I løbet af få dage blev våbnene pakket ud og sendt videre til de forskellige modstandsgrupper, medens de store containere blev smidt i en af mosens søer.

EN BERETNING FRA KORUP SKOV OG RYOMGÅRD
– fra før og under krigen

Nedenfor følger en skildring af livet i Korup Skov og Ryomgård, skrevet af Arne Holm Andersen, Ballerup. Indlægget bragtes første gang på sitet lokalarkivmidtdjursland.dk. I denne fremstilling her er artiklen dog forkortet og redigeret (med tilladelse).

Mit navn er Arne Holm Andersen. Jeg er født i Korup Skov mellem Koed og Ryomgård d. 27. jan. 1929 som nr. 7 ud af en flok på 9. Mine forældre var Jensine (kaldet Sine) Andersen, f. Rasmussen (1894 – 1969) og Anders Johan Andersen (kaldet Ais) (1889 – 1974).
I 1920 blev min far banevogter på den gamle strækning mellem Pjedsted og Fredericia, – det var inden Lillebæltsbroen blev bygget, hvorfor det sidste stykke ind til Fredericia havde et andet forløb. I 1924 byttede han med en banearbejder, der passede strækningen mellem Ryomgård og Koed, med bopæl i Banehus 19 i Korup Skov.
Stort set har jeg kun gode minder om min barndom ude i Korup Skov Bakker. De små skove omkring os var en pragtfuld legeplads. Især når der kom et par drenge mere inde fra Koed og legede med.
Perioden fra 1940 til 1943, hvor jeg kom ud at tjene, var en tid, der var noget præget af rationeringen og ikke mindst af de strenge vintre 1940 – 42. Nede i Kolind Sund blev der målt -31 grader. Vi havde ikke dengang den gode beklædning, som findes i dag. Banehusene var meget dårlig isolerede. Jeg husker, at vi ikke kunne tø stuevinduerne op, og at kartoflerne, der stod i en kasse under divanen, frøs, trods det at kakkelovnen var rødglødende.
I december 1942 – ved middagstid – brændte gården, Bjerregård, der lå ca. 150 meter fra mine forældres hjem, Banehus 19. Min far var hjemme og holde middagspause. Han bad mig tænde for radioen – en god gammel batterimodtager. Netop som jeg tændte radioen for at høre radioavisen kl. 12.30, lød der et øredøvende brag. Det var, som om der faldt en bombe. Jeg kikkede ud af vinduet og så, at der var ild i Bjerregården. Flammerne stod ud af tagpladerne, der vist var lavet af eternit, hvorfor der lød høje brag. Årsagen var vistnok lupiner. En yngre mand havde i 1940-41 købt gården af Kr. Sørensen og drev kvægløst landbrug. Han dyrkede bl.a. lupiner og formentlig var det lupin-avner som opbevaredes på loftet over kostalden, som brændte sammen og satte ild i loftet. Min far og andre fik hestene ud, men der indebrændte nogle grise. Der var tre udlænger, der brændte, men stuehuset skete der ikke noget med. Så vidt jeg husker, var det frostvejr, og Kolind Brandvæsen havde problemer med at få vand ud af slangerne. Det var en ret uhyggelig oplevelse for en knap 13-årig knægt.
Jeg gik i Koed Skole, hvor der var et bibliotek, som lærer Gori stod for. De sidste år af min skolegang hjalp jeg til med at sætte hjemkomne bøger på plads. Om vinteren var det et godt job i frikvartererne, når kulden rasede udenfor.
Efter tyskernes besættelse kunne skolen ikke mere rejse ud med tog, som ellers tit var den store oplevelse for os skolebørn. Jeg nåede dog at komme med på en tur til Himmelbjerget, og en anden gang på teatret i Århus. Så fandt man ud af, at de der havde heste og et køretøj, skulle køre for børnene. Vi var et par år i træk i Hestehaven ved Kalø Slotsruin.
Da jeg kom i 3. Klasse, omkring 10 års alderen, var skolegangen altid om formiddagen. Efter skoletid kom jeg meget ned til Poul i Kæret. Det var en ungkarl, Poul Thomsen (eller Thomassen), der havde en lille ejendom på ca. 12 td. Land. Der hjalp jeg en del til i høst, og når roerne skulle ind. Jeg fik ofte lov at køre med hestene, det var noget sådan en knægt kunne bruge.
Vist er der mange minder fra ens barndom, men det er ikke nemt lige at komme på det alt sammen. Hvad der står tydeligt for mig er, når julen nærmede sig, så rejste mor til Århus og købte julegaver til hele familien. Og så havde hun appelsiner med hjem, dog ikke i krigsårene. Søndagen før jul var vi med far nede hos Poul Thomsen og fælde vores juletræ. Juleaften pyntede mine forældre træet, og vi børn kom først ind og se det, når det var tændt.
Nogle af højdepunkterne var, når vi skulle til juletræ i Ryomgård på Hotellet. Far var bestyrelsesmedlem i Jernbaneforbundets Fællesafdeling, der dengang havde en lokal afdeling i Ryomgård. Om dagen var mine forældre gerne derinde og være med til at arrangere det. Når vi unger så skulle med derind om aftenen, naturligvis i stiveste puds, så blev vi skam kørt derind af vognmand Arne Hald fra Ryomgaard. Det var en stor oplevelse. Hele byen var pyntet op med granguirlander med lys. Ind til et stort juletræ, en masse mennesker. Alt det ståhej var vi unger ude på landet ikke forvænte med.
Husker en gang efter en juletræsfest i Ryomgård, da vi børn var kørt hjem ved 22 tiden, så skulle mine forældre fortsætte derinde, og så blev det snestorm. Ingen biler kunne køre. En eller anden husmand de kendte, ville køre dem hjem i kane, men snedriverne var så høje, at kanen væltede. Som regel var vi også til skolens juletræ i Koed forsamlingshus. Der cyklede eller gik vi som regel ind, men det var ikke så imponerende som det i Ryomgård.
I april 1943 blev jeg konfirmeret i Koed Kirke af pastor Andersen, Ryomgård. Det er ikke meget, jeg husker fra den dag, men præsten var da med, og vistnok også lærer Gori fra Koed.
Jeg var faktisk ikke ked af at gå i skole som sådan, men min lærer syntes, at jeg skulle på Realskole, og det ville jeg ikke. Min drøm var at blive lokomotivfører ved DSB, og så skulle man i lære indenfor metal. Allerede 14 dage efter min konfirmation kom jeg ud at tjene. I et halvt år, sommeren 1943 hos Severin Hougård i Kærende. Lønnen var 200 kr. for 6½ måned. Det var noget hårdt for en 14. års knægt, der ikke var særlig stor af sin alder. Jeg havde imidlertid en aftale med smed Christensen i Koed, at jeg kunne komme i lære fra 1. november 1943. Men det var nok ikke lige sagen, idet jeg blev alvorlig syg. Lægen sagde til mine forældre, at hvis jeg skulle videre i tilværelsen, så skulle jeg finde et andet job.

Nu var mine forældre i mellemtiden flyttet til Ryomgård, og jeg fik lov at bo hjemme. Jeg tog et job på Pindstrup Mosebrug i sommeren 1944, som arbejdsdreng på savværket. Her var jeg med til at lave stave til smørdritler og til at lave generatorbrænde til gasgeneratorer på biler. Den sommer var jeg for øvrigt medlem af spejderkorpset i Ryomgård, – de gule spejdere. Sammen med min bror Ove og et par stykker mere, var vi med spejderne fra Hornslet i sommerlejr på Kalø Slotsruin. Husker det var lidt vemodigt, da en af lederne fra Hornslet lige var blevet taget af tyskerne. Han blev senere henrettet (det var Orla Andersen, se evt. mere herom ovenfor.
Jobbet på Pindstrup Mosebrug var ikke nogen guldgrube. Lønnen var 31,10 kr. om ugen, og heraf skulle jeg betale 20 kr. for at bo hjemme. Jeg kunne godt se, at det var der ikke fremtid i.
Men jeg fandt ud af, at gårdejer Melchior Skovsen i Bøjstrup søgte en karl. Min far tog med op og talte med manden. Jeg tog pladsen. Min far sagde, da vi kørte derfra ”der bliver du ikke længe”. Det var til tider hårdt, for der blev krævet meget af en 15 års knægt, men jeg blev der det år, som jeg havde bundet mig til. Melchior Skovsen led forfærdelig af dårlig hørelse. Dette afstedkom nogle gange unødvendige ordvekslinger, idet han ofte troede, at man sagde noget helt andet. Det var ret ubehageligt.
Vinteren 1944/45 var også slem. Da foråret kom, gik tyskerne nogle steder på rov. De stjal både heste og cykler. Hestene forsøgte vi at skjule på forskellig vis. Cykler gemte man i høet og lignende.
1.maj 1945 havde min far 25 års jubilæum ved DSB. Jeg fik en fridag (som altså først startede kl. 11 formiddag), og var med til festen. Der blev talt meget om krigen. Man var klar over, at nu måtte det snart være slut.

Der var jo mange episoder i forbindelse med de tyske tropper. De boede, så vidt jeg husker, på Marie Magdalene skole, på Ryomgård Hotel og på Rypi fabrikken, det tidligere ægpakkeri. Hermed passerede de ofte jernbaneoverskæringen. Tyskerne var altid flinke og høflige overfor min mor, de fleste af dem da!

Ledvogterhuset i Ryomgård

Men en hændelse, der nær havde gået helt galt, skete en dag mor havde lukket bommen ned for et tog, der skulle komme fra Kolind. Oversigten ud af sporet den vej var dårlig, og når der var meldt, at et tog var på vej, så blev bommen lukket i god tid. Mor var gået ind i den lille hytte, der hørte til ledbevogtningen. Imidlertid kom min far gående ned af den sti, der var mellem Grenå-banen og Gjerrild-banen. Han ser, at der holder tyske soldater i jeep, der skal over. Far ser ikke toget, der skal komme fra Kolind, og ruller bommene op. Netop som køretøjet var indenfor bommen, kommer toget. Til alt held ser chaufføren toget komme og træder resolut på speederen. Det kunne nemt have gået ud over min far, men tyskerne tog det som en oplevelse.

BEFRIELSEN 4. maj 1945
Fredag d. 4. maj om aftenen skulle alle de unge mennesker på Ryomgård station, som havde givet gave til min fars jubilæum, ned til mine forældre til en ”bid brød” eller kaffe. Jeg var jo fæstet for at skulle passe heste, det vil sige, også fodre dem om aftenen. Men med megen møje og besvær fik jeg lov at cykle hjem til mine forældre den aften. Jeg var hjemme, da de unge mennesker fra stationen ankom. Klokken nærmede sig 20 og vi skulle høre nyhederne fra London. Glæden over fredsbudskabet var ubeskrivelig. Tidligere omtalte trafikassistent Mikkelsen fra stationen, for ud af døren som en raket. Der var ca. 150 meter op til stationsbygningen, hvor han hejste stationens flag. Den dag i dag er jeg stadig overbevidst om, at det var det første flag, der var oppe i Ryomgård. Derefter forduftede Mikkelsen. Da han nogen tid efter kom tilbage til selskabet, spurgte min mor: ”Hvor f…. har du været henne, Mikkelsen?”
”Jo, – sagde han, – jeg har været hos dyrlægen (Peter Rasmussen).”
Mor måbede og var et stort spørgsmålstegn.
”Sine,-  sagde han så, –  kan du huske, at  jeg ringede til dig en dag, jeg havde morgenvagt, og spurgte, om du havde set eller hørt noget til en eksplosion? Og du skulle bede din mand om at syne banelinjen? Det var en gravemaskine af tyskernes, der var sprunget i luften. Det var proforma, at jeg gjorde det,” (altså ringede, red) sagde Mikkelsen.
Mere eller mindre var han selv involveret i handlingen sammen med dyrlægen. (se ovenfor om dyrlæge Rasmussens tilsvarende erindring, red)
Jeg husker ikke rigtig, hvad der skete mere, men én ting er sikkert, der gled noget væske indenfor vesten hin 4. maj om aftenen. Jeg kan huske, at Mikkelsen sagde, at han ikke havde rørt spiritus i et par år, for ikke ved et uheld at røbe noget. Han havde lavet mange ”numre” med tyskerne. En vogn, der f.eks. skulle nordpå, sendte han sydpå og fremdeles. Jeg var jo ikke så gammel og deltog derfor ikke så meget i løjerne. Ved midnatstid kørte jeg hjem til min plads i Bøjstrup.
Hvad der skete i Ryomgård om natten og d. 5. maj, er hvad jeg har fået fortalt af nogle, der var med. Festen hos mine forældre fortsatte andre steder. Det berettedes, at Mikkelsen blev så beruset, at han kravlede op i vandtårnet, så både han og hans maskinpistol måtte hjælpes ned.
Den 5. maj havde jeg det ikke godt, formentlig spist for meget god mad. Og oveni var Melchior Skovsen ikke i særlig godt humør. Sådan noget pjat at folk holdt fri og ”skabte” sig sådan, fordi tyskerne havde kapituleret.
Nogle år senere tog Mikkelsen sig af dage, – om det havde noget med krigen at gøre ved jeg ikke (se ovenfor tilsvarende – dyrlæge Rasmussens erindringer, red).

LOKALPOLTIK
Det kunne være interessant at kigge lidt på den lokale politik i Sognerådet for Marie Magdalene – Koed i den pågældende periode. Nedenfor er gengivelse fra min lille bog “der var engang” udgivet i anledning af Ryomgård Realskoles 90 års jubilæum. Dog er lidt mere kommet til, bl.a. et brev fra Erik Munch til Laurits Jensen, Pindstrup, som sidstnævntes barnebarn så venligt har overladt mig:

I 1929 kom Erik Munch i sognerådet, valgt af venstre. Her lærte han naturligvis sine politis­ke kolleger at kende. Sognerådsformand var Laurits Jensen, Pindstrup, der net­op hav­de afløst den hidtidige formand, Chresten Hvid, Marie Magdale­ne. Chres­ten Hvid var nu næstformand og Erik blev sekretær. De øvrige medlemmer var gårdejer Mads Madsen, Attrup, gårdejer Holger Jensen, Hedvigslyst, statshus­mand Peter Hald, Ma­rien­hoff, arbejds­mand Harry Nielsen, Pindstrup, stats­husmand Frants Mortensen, Sundby og gårdejer Anders Johnsen Sørensen, Koed.

Erik havde kun ros tilovers for de øv­rige i sognerådet. De var alle intelli­gente og redelige. Men samarbejdet gik for hans vedkommende bedst sammen med partifællen Mads Madsen og socialdemo­kraten Peter Hald. De kaldtes af og til trekanten, og når tingene var ved at gå i hårdknude, lagde de papirerne til en side og drak en øl eller to, mens de talte om alt andet end netop den sag, der var gået i hårdknude, helst et og andet fra privatlivet. Så tog de papi­rerne frem igen, og arbejdede til pro­blemerne var løst.

Og problemer var der nok af, også in­denfor venstres egen grup­pe, som Erik Munch ikke altid delte mening med. Faktisk arbejdede han med tiden bedre sammen med socialdemokraterne, og ved sogneråds valget i 1937 kom dette for første, men ikke sidste gang til overfladen, da socialdemokraternes fire medlemmer pe­gede på Erik Munch som ny sognerådsformand, mens venstres gruppe peged­e på den hid­tidige Laurits Jensen, – undtagen Erik Munch, der ved at pege på sig selv blev valgt med fem stemmer imod fire!

Den sved mod de venstrefolk, men de tog det pænt og ønskede tillykke!

Erik Munch var nu sognerådsformand og ønskede at leve op til for­ skellige krav, som fandtes uløste til fordel for en solidt låst sognekasse.
Først og fremmest var det nu på tide at leve op til kravet om bygning af en ny skole i Marie Magdalene. Det offentlige skul­le leve op til rammerne for sin un­dervisningsforpligtelse og måtte ikke spare udgifterne hertil under anbringe­nde af, at den private skole løste pro­blemet. Det gjorde den jo netop ik­ke, da der skulle betales skolepenge.
Der var i 30’erne langt over 100 børn i Marie Magdalene lille­skole, selvom den sammen med sit anneks var beregnet til under halvdelen. Så der var ingen vej udenom. En ny skole måtte byg­ges.
Men sognerådet var ikke helt enige i denne sag. Efter en del polemik kom sa­gen dog til afstemning, og nu gentog sceneriet fra formandsvalget sig: fire stemmer fra venstre var imod, mens so­cialdemokraternes fire stemte for. Erik Munch afgjorde så igen sagen ved at stemme imod sin egen grup­pe, og forsla­get blev vedtaget.

I sommeren 1938 kunne skolen ude ved Pindstrupvejen så indvi­es, og de to gamle bygninger i Marie Magdalene ned­lægges som skolebygninger.

Forinden, dvs. i midten af 30’erne, havde Indre Mis­sion bygget en skole (nuværende læge­hus) i Ryomgård og startet sin egen fri­skole. Der var nogen forbitrelse her­over fra andre sider. Byen havde jo en udmærket skole i den private realskole, og dertil kom jo den flydende forplig­tigelse til at erstatte Ma­rie Magdalene skole med en anden og større, eller som man sag­de: en rigtig kommuneskole.

Dette ventede jo kun på realisering, når sognerådet fandt, at tiden og pen­gene var til det!

Men med bygningen af denne friskole var det som om I.M forsøg­te at påvirke ud­viklingen, givetvis for at de selv skulle få indflydelse på skolens ind­retning og udbud. Og det huede hver­ken borgerne eller sognerådet, der tidlige­re havde set deres by bragt i oprør af I.M’s indblanding på forskellige fron­ter.
Sognerådet havde da også afvist at give støtte til bygningens opførelse, men den byggedes alligevel, og forsøgte at få fod­fæste i det lille samfund. Men det lykkedes ikke. Allerede efter et par år indstillede den sin virksomhed på grund af manglende søgning, men på et punkt udfyldte den dog et tomrum. Sog­nerådet havde nemlig fri­stet en omtum­let tilværelse, som friskolen løste ved at udleje lokaler i bygningen til sog­nerådets møder. Det var da også pro­blemfrit at leje disse lokaler, blot man sørgede for ikke at arrangere dem samtidig med I.M’s aftenmøder, da loka­lerne jo i så fald ikke var ledige.

Da friskolens manglende berettigelse stod klar for I.M skulle bygningen sæl­ges, og Erik Munch foreslog derfor, at kommu­nen købte den. Her kunne administratio­nen have til huse, idet der for­uden sognerådslokale var plads til både kom­munekontor og lej­lighed til kæmneren. Forslaget blev vedtaget, omen to af venstremændene, Laurits Jensen og Christian Rygård, Marie Magdalene, stemte imod. I bygningen kunne også kommunens arkiver være. De havde ellers ført en omflakkende tilværelse fra loft til loft, men nu sør­gede Erik for, at en arkivar fik papirerne ordnet og sy­stematiseret.

Omkring 1940  foreslog Erik Munch, at man byg­gede et alderdomshjem. Der var behov for det, men venstre var -som sædvan­lig- imod. Alligevel vedtoges det -man fristes til at sige med den “tra­ditio­nelle” stemmefordeling i sognerådet- og i 1942 stod “De gamles hjem” færdig for enden af Vestergade.
I kælderetagen var der ledige rum, og Erik Munch foranledigede det første sognebib­liotek indrettet her.

Endelig var der vejene. De var ikke as­falterede, og med den stigende trafik, var der behov for asfaltering, der nu vedto­ges og blev ført ud i livet.

Der kunne nævnes mange flere sager, f.eks. indførelse af skole­læge og skole­tandlæge, men det fører for vidt her at nævne dem alle. Men kritiske røster var der også, idet nogle mente, at Erik Munch administrerede kommunen for dyrt, eksempelvis havde det nye alderdomshjem kostet 150.000 kr. (fuldt monteret)! Kritikken slog dog ikke igennem. de fleste vidste godt, at de nye tiltag var nødvendi­ge, og deres synlige berettigelse lod heller ikke vente på sig. Således fyld­tes den nye skole og alderdomshjem­met hurtigt, ligesom man i øvrigt hurtigt fik andet at tænke på. Krigen var brudt ud, og sammen med Axel Munchs død forinden fik den nye leder af skolen nok at se til.

Han ønskede egentlig at komme ud af sognerådet nu, men afstod på grund af krigen. I 1946 var der igen fred og mulighed for at udskrive valg. Her stillede Erik Munch ikke op. Efter 17 år i sognerådet, heraf 9 som sognerådsfor­mand, fandt han det betids at sige stop.

Nu gjaldt det kun sko­learbejdet fremover!

Begge indlæg – jernbanen og krigen – kan forsættes og især redigeres for rettelser, tilføjelser og nye oplysninger. Læserne kan bidrage hermed.